Teens

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2017
  • Opdateret: 18 mar. 2017
  • Status: Færdig
17-årige Maya bliver igen tvunget til at starte sit liv forfra, da hendes far har fået nyt arbejde i den anden ende af landet og de må flytte. Hvad sker der, når Maya møder skolens største player Alex? Og lykkedes det Alex at klare sig bare nogenlunde med hans udfordringer på hjemmefronten?
Læs med ;)


27Likes
15Kommentarer
10396Visninger
AA

10. 10. Brother.

Alex's synsvinkel

Mandag, 09.53

Klokken havde nærmest lige ringet ud, men vi var allerede nede på basketbanerne. Aaron og jeg var nærmest altid nogle af de første til at forlade klassen. Vinden legede lidt med mit mørke hår og den rød- og sortternede skjorte, jeg havde udenover min sorte t-shirt og bukser. Himlen var egentligt ret grå, når man sådan stod og tænkte over det, men det var ikke fordi, det var koldt. Bladene var også begyndt at skifte farve, det var bare ved at blive efterår. Jeg elskede alle årstiderne, generelt kunne jeg bare godt lide udenfor, men jeg havde altid syntes at hver årstid repræsenterede et bestemt formål. Efterår repræsenterede f.eks hygge, det handlede om at se en hyggelig film med nogle venner, mens regnede hamrede mod ruderne, det forbandt jeg med efterår.

Aaron kastede den store orange boldt til mig, jeg greb den, roterede hurtigt om mig selv, og kastede den i en flot bue, så den svævede ned i kurven. Jeg gik hen og samlede bolden op, og spillede den tilbage til Aaron, der gjorde mig kunsten efter. Aaron og jeg spillede alle slags sport, og jeg var næsten bedre end ham til dem alle sammen, men det gjorde hverken ham eller mig noget, for vi vidste begge, at han fik langt bedre karakterer end jeg gjorde, så på den måde gik det lige op.

Cath og Maya sad på en bænk et lille stykke væk, og betragtede os spille. Maya var ret sød, helt bestemt, men forhold havde bare aldrig sagt mig noget. Jeg var dårlig til faste forhold, måske fordi jeg var lidt en enspænder på det punkt, måske fordi jeg ikke kunne lide at være bundet, eller bare fordi jeg altid formåede at fucke det helt op. Jeg vidste bare, at jeg ihvertfald ikke var god til forhold, kun de overfladiske.

Aaron skød igen og ramte helt ved siden af, han ramte ikke engang pladen. Bolden landede i noget buskads, og jeg gik grinende om for at hente den, men en høj veltrænet fyr med mørkt hår og brune øjne ligesom mig var kommet mig i forkøbet. Han samlede bolden op, gik hen til os og kastede bolden i en flot bue, så den røg direkte i. Den unge mand var hundredeprocent for gammel til at gå på skolen, så jeg undrede mig lidt over hvem det var, men så gik det op for mig.

"Ethan?" Han kastede bolden til mig og nikkede. Jeg blev med det samme overvældet af alle de følelser, jeg konstant forsøgte at gemme væk. Alle dem der skræmte mig, og kontrollerede mig, men jeg kunne ikke styre mig nu. Jeg havde ikke set ham, siden han skred fra far og jeg, for 4 år siden. Jeg havde først savnet ham helt ekstremt meget, jeg havde manglet ham til at hjælpe mig. Da det så gik op for mig, at han ikke kom tilbage begyndte jeg at blive vred, jeg gik og var vred på alt og alle. Jeg lærte mig selv, at jeg ikke behøvede andre, at jeg sagtens kunne klare mig alene, og nu dukkede han fandme bare op.

"Hvad laver du her?" Ethan nikkede til Aaron, der bare satte sig over til pigerne, mens jeg bare stod og kiggede køligt på ham.

"Jeg ville besøge dig" Vreden jeg havde gemt på, siden han forlod os, skyllede ind over mig, og da han lagde sin hånd på min skulder, skubbede jeg den væk igen.

"Ikke en skid, du ville. Hvis du virkelig ville var du fandme kommet noget før! Skrid med dig, Ethan. Jeg har ikke brug for dig længere." Ethan kiggede på mig, men det virkede ikke som om, han lod sig påvirke af mine ord, men jeg var sgu sur, og jeg ønskede ikke at have noget med ham at gøre.

"Alex lyt lig..."

"Jeg kan se, du har skiftet sport, det var nok klogt nok." Oscar afbrød Ethan, og jeg kunne ikke rigtigt finde ud af om, jeg syntes det var godt eller dårligt. Oscar, William og Christian grinede lidt af mig. Det gik virkelig godt lige nu, de personer jeg mindst ønskede at være sammen med, var her alle sammen. Oscar kiggede på Ethan og bagefter over på mig, han grinede.

"Er det brormand? Hvor fanden var han i fredags?" Oscar nikkede i retning af mit blå øje, og Ethan kiggede bekymret på mig.

"Oscar lad ham nu være i fucking fred" Maya kom gående og sluttede sig til os. Det fik bare Oscar og hans venner til at grine mere, og det irriterede mig. Jeg gad ikke høre på dem mere, jeg ville bare godt have fred.

"Har du nu også fået en lille ny kæreste til at redde dig?" Jeg kogte lige nu, og jeg ville seriøst ønske, at de bare fuckede af, men det gjorde de selvfølgelig ikke. Ethan var tydeligvis også blevet træt af Oscar, men han skulle ikke blande sig, han skulle skride, men istedet gik han frem og skubbede hårdt til Oscar. Jeg trak ham hurtigt væk fra Oscar og kiggede på dem alle sammen.

"Maya, du er ikke min kæreste, og jeg har ikke brug for, at du forsvare mig. Jeg kan godt klare mig selv, og vores kys var bare et kys som så mange andre. Og Ethan fucking skrid ud af mit liv, du var der jo alligevel ikke før. Jeg har ikke brug for nogle af jer, og Oscar det fandme flot, at du kun skulle bruge to ud over dig til at tæve mig, bravo." Jeg skubbede til Ethan og Oscar og gik. Maya havde lignet en, der havde fået verdens største slag i maven, men jeg var ligeglad. Jeg havde ikke brug for nogle af dem, og jeg kunne sagtens klare mig selv, skaffe mine egne penge, jeg havde slet ikke brug for deres hjælp. Jeg væltede en skraldespand på vejen, så affaldet flød ud over vejen som en bølge og forlod så skolen. Jeg orkede ikke noget lige nu, jeg ville bare være alene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...