A happy ending?

Kate er en 18 årig pige, der en dag begiver sig ud i verden. På sin rejse møder hun Justin, og bliver langsomt mere og mere forelsket i ham. Men har alle eventyrer nu også en lykkelig slutning?

20Likes
7Kommentarer
3405Visninger
AA

3. Kapitel 1


Kates synsvinkel:

Jeg kigger hen på min bagage, for at sikre mig at jeg har fået alt med udenfor. Da jeg kan bekræfte at alle tingene er der, begynder jeg at pakke det hele om bag i bilen. Der er til min overraskelse, en del mere bagage, end jeg havde forventet, så jeg bliver nødt til at ligge resten af tingene på bagsæderne. Jeg burde egentlig have forventet det ville fylde så meget, for jeg har længe planlagt at rejse rundt i verden. Det har været mit mål siden jeg var 6 år gammel. Godt nok er jeg kun 18 år nu, men jeg længtes også efter at komme væk fra dagligdagen, og opleve noget.

Da jeg endelig har fået pakket mine ting ind i bilen, går jeg op til døren hos mine forældre, for at få sagt ordenligt farvel. Selvfølgelig ikke et farvel, som i vi-ses-ikke-mere-farvel, men som et vi-ses-snart-igen-farvel. Jeg åbner stille døren, og går indenfor. Jeg kan se på min fars ansigtsudtryk, at han ikke virker til at være helt tryg ved at jeg tager afsted. Jeg kan sagtens forstå ham, da det jo måske også er en lidt tidlig alder at begive sig ud i verden i.

"Vi kommer sådan til at savne dig" Siger min mor, med tårer i øjnene. Jeg får en lille stikkende fornemmelse i maven, da jeg ikke bryder mig om at se mine forældre være kede af det. Jeg går hen og giver min mor et kram, og hun krammer mig tættere ind til hende. "Jeg kommer også til at savne jer" Siger jeg, og trækker mig ud af krammet. Jeg går derefter hen til min far for også at give ham et kram.

"Pas nu godt på dig selv, ikk" Siger min far, og giver mig et lille smil. Jeg gengælder smilet, og svare "Skal jeg nok far" Jeg vil endelig ikke gør noget, som jeg ved mine forældre ville ikke vil have, eller vil blive skuffet over. "Jeg må se at komme afsted" Siger jeg, og giver slip på min far. "Hav nu en rigtig god rejse skat, og husk at ringe!" Råber min mor, da jeg er kommet ud af døren. "Skal jeg nok!" Råber jeg tilbage, og sætter mig ind i bilen.

Da jeg har fået spændt min sele, starter jeg for bilen. Mine forældre vinker til mig fra døren, og jeg vinker kort tilbage, inden jeg bakker ud af udkørslen. Jeg må nok hellere lige tage et smut forbi min bedste veninde Serena, så jeg også kan få sagt ordenlig farvel til hende. Jeg har kendt Serena siden jeg var fire år gammel, og første gang vi var sammen, kom jeg til at rive hovedet af en af hendes dukker, og siden da har vi været uadskillelige. 

Jeg tager min mobil frem, og finder dernæst nogle høretelefoner, så jeg kan ringe til Serena, og alligevel være i stand til at kunne fokusere på vejen, og trafikken. Jeg finder hurtigt Serenas nummer, og ringer hende op.

"Hva så Kate?" Siger hun med en hvinene stemme. Jeg griner en smule over det, mens jeg ryster en anelse på hovedet. "Jeg kommer bare lige over for at få sagt ordentligt farvel" Siger jeg sukkende. "Tager du afsted allerede?" Siger hun med en lidt trist stemme. "Ja, jeg er ked af jeg ikke har fået informeret dig om det" Siger jeg, og kigger ud af forruden med et trist blik. Jeg er selvfølgelig godt klar over at jeg skulle have fortalt Serena at jeg tog afsted i dag, men jeg har simpelthen været så spændt, at jeg fuldstændigt havde glemt alt om det. 

"Det er helt i orden søde, jeg vidste jo godt at du ville tage afsted på et tidspunkt" Svarer hun med en lidt gladere stemme end før. Jeg får det lidt bedre i kroppen, af at hører hun ikke er så skuffet over at jeg ikke har fortalt hende det, før nu. 

Da jeg pludselig holder udenfor Serenas hus, skynder jeg mig at spænde min sele op, og løber nærmest op til døren. Jeg ringer med det samme på døren, og ikke så længe efter bliver jeg mødt af Serenas smilende ansigt. Hun åbner døren helt, og træder nogle skridt ud mod mig. Jeg bliver trukket ind i et stort kram, og kan knap nok trække vejret.

"Serena..Du..Maser mig" Får jeg fremstammet. "Oh sorry" Siger hun grinende, og løsner hendes grab om mig. "Jeg ville ønske vi havde mere tid sammen inden du tager afsted" Siger Serena en anelse lavt, men højt nok til at jeg lige akkurat kan hører det. "Det ville jeg også" Siger jeg, og trækker mig derefter helt ud af krammet.

"Er du sikker på du ikke kan nå at komme ind og få en kop kaffe?" Siger Serena, og ser ned i jorden. "Tja, en lille kop kan vel ikke skade" Siger jeg, og griner en smule. "Så kom ind" Siger hun, og går indenfor, med mig lige i hælene. Jeg stiller mine sko på skohylden, og hænger min jakke på en bøjle.

Jeg følger dernæst efter Serena ud i køkkenet, hvor hun med det samme finder kaffebønner frem, og hælder dem i begge kopper. Derefter hælder hun kogende vand i kopperne, og tager dem i hænderne. "Kom" Siger hun, og nikker hovedet ind mod stuen, som en hentydning til at vi skal sætte os derind.

Jeg følger efter Serena ind i stuen, og sætter mig derefter ned i en af stolene. "Værsgo" Siger hun, og rækker mig en af kopperne. "Tak" Svarer jeg smilende. Jeg tager koppen op til munden og puster ned i den, og tager så en hurtig tår, da kaffen er varm.

"Hvor skal du så hen først?" Spørger Serena om, og tager en tår af hendes kaffe. "Jeg har tænkt på at tage til Las Vegas først" Svarer jeg, og sætter min kop ned på bordet. "Las Vegas? Er du sikker på det er en god ide? Jeg mener, du er jo alene, og hvis der sker noget eller du bliver væk.." "Serena, jeg skal nok klare mig" Afbryder jeg hende, og prøver at se på hende så seriøst som jeg nu overhovedet kan, for at overbevise hende om at der ikke kommer til at sker noget.

"Du har ret, jeg er bare bekymret for dig" Siger hun, og kigger på mig med et undskyldende blik. "Du har ikke noget at bekymrer dig om Serena, jeg skal nok skrive og ringe til dig når jeg har mulighed for det" Siger jeg, og smiler til hende.

"Så ofte som du kan, lover du det?" Spørger Serena om, mens hun ser på mig med et uskyldigt blik. "Det lover jeg" Svarer jeg, og tager igen en tår af min kaffe. Jeg ser hurtigt på klokken, og da det går op for mig at den allerede er halv fem, tager jeg en sidste slurk af mit kaffe, og rejser mig op.

"Jeg bliver nødt til at tage afsted nu Serena" Siger jeg, og ser undskyldende over på hende. Serena ser op på mig med et ret så trist blik, og rejser sig derefter op fra den stol hun sad på. 

"Nå men det var hyggeligt så længe det varede" Siger hun, og giver mig det største kram. "Det var det ihvertfald" Siger jeg, og trækker mig ud af krammet. "Lad mig følge dig ud" 

Jeg følger efter Serena ud i gangen, og tager derefter mine sko, og jakke på. Jeg vender mig om, og går hen mod Serena. "Jeg skriver når jeg er i Vegas" Siger jeg, og krammer hende. "Jeg kommer virkelig til at savne dig" 

"Jeg kommer også til at savne dig" Siger jeg, og trækker mig ud af krammet igen. "VI SES" Råber jeg på vej ud af døren, og vinker til hende. Jeg sætter mig ind i bilen, og starter den. Så går turen til Las Vegas.

--------------------❋❋❋--------------------

Selvfølgelig er jeg næsten løbet tør for benzin, og endda næsten ude midt i ingenting. Sukkende svinger jeg ind til siden, og stiger ud for at få noget luft. Jeg fisker en pakke smøger op af min bukselomme, og hiver en smøg ud af pakken. Jeg tager et par sug, og kigger ud på vejen.

Jeg slukker smøgen igen efter endnu et par sug, og lægger skodet i pakken. Jeg går dernæst om til bildøren, og sætter mig ind i bilen igen. Jeg starter bilen, og begynder at køre.

Knap fem minutter efter jeg er kørt, får jeg øje på et skilt med en tankstation på. Jeg sukker lettet ud. Hvor heldig har man lige lov at være?

Da jeg længere fremme får øje på tankstationen, svinger jeg hurtigt i den retning, og får parkeret min bil udenfor en benzinstander. Jeg stiger derefter ud af bilen, og hælder benzin i benzintanken.

Jeg kan pludselig mærke at min mave begynder at rumle, så jeg beslutter mig for at købe noget inde i kiosken. Jeg åbner bildøren, og tager min tegnebog op fra min håndtaske, og lukker derefter bildøren igen.

Da jeg kommer ind i kiosken, ser jeg mig omkring, for at se om de muligvis skulle have nogle sandwichs. Jeg går rundt om nogle hylder, og da jeg endelig får øje på deres sandwich, og skal til at lange ud efter en, mærker jeg pludselig at jeg dunker ind i noget hårdt.

Jeg tager mig hurtigt til hovedet, og da jeg ser op for at se hvad hulen det var jeg ramte ind i, bliver mit blik mødt af nogle flotte brune øjne.

"Øhm undsky-" Jeg bliver afbrudt midt i min sætning af fyren, og jeg bliver som frosset fast til gulvet, da han pludselig giver mig dræberblikket.

"Se dig dog for bitch, eller er det for meget at forlange!?" Nærmest råber han direkte ind i fjæset på mig, og går derefter udenom mig. Jeg står helt mundlam tilbage, og føler stadig at jeg ikke kan rykke mig en meter.

Jeg ser mig tilbage, og lige da jeg skal til at vende mit hoved om mod køleskabet, med sandwichene i, får jeg endnu engang øjenkontakt med fyren. Han giver mig elevatorblikket, og siger derefter en tsh lyd. 

"Hvaa kommer du Justin?" Hører jeg en pige stemme sige. 

"Jaja jeg kommer nu" Snerre han tilbage mod pigens retning.

Da fyren som vist hedder Justin, er færdig med at betale whatever han nu har købt, går han hen mod pigen. Da jeg ikke længere kan se hverken Justin eller pigen, vender jeg mig om mod køleskabet igen. Og endelig får jeg fat på en sandwich, og begiver mig mod kassen, for at betale.

--------------------❋❋❋--------------------

Længere henne af vejen står der et skilt, der siger at der kun er 3 km tilbage til Las Vegas. Jeg sukker lettet ud, da jeg har siddet i den her varme bil alt for længe.

Jeg sætter farten en anelse op, da jeg helst bare vil ud af den her bil hurtigst muligt. 

Efter 4 minutter, er jeg endelig ankommet til Las Vegas. Min far har aftalt med en af hans venner, at jeg kan bo i hans datters lejlighed, da hun er på college. Så nu skal jeg bare have fundet ud af hvor lejligheden ligger. Jeg går ind på min telefon, og ind i den besked med adressen på, som min far har sendt.

Da jeg har fundet ud af hvor adressen ligger, kører jeg i den retning. Den ligger ca. et kvarter herfra. 

Jeg sætter speederen i bund, og før jeg ved af det, holder jeg udenfor lejligheden. Jeg får parkeret bilen, og stiger dernæst ud af den. Jeg går hen til en potteplante, hvor nøglen til lejligheden ligger under, og samler den op. Jeg går derefter hen til døren ind til opgangen, og da den er låst, får jeg hurtigt lige låst den op.

Jeg går hen til elevatoren, da hun bor på tiende sal. Jeg stiger ud af elevatoren, efter den sagde en pling-lyd, og begiver mig derefter hen til selve lejligheden. Jeg fumler lidt med nøglen, men får dog åbnet døren. 

Jeg laver en o-mund da jeg ser hvor stor lejligheden egentlig er indefra. Jeg finder med det samme soveværelset, og smider mig ned i sengen. Jeg smiler stort, da det her er meget bedre end jeg havde forventet. 

Efter at have ligget og stirret op i loftet i omkring ti minutter, kommer jeg i tanke om, at jeg hellere må få hentet min baggage. Så jeg rejser mig igen op fra sengen, og går ud til elevatoren.

Da jeg er kommet udenfor, og hen til bilen, får jeg nærmest flået alt min bagage ud af bilen. Og da der er ret så meget af det, får jeg svært ved at bærer det hele op på en gang. 

"Åh forhelvede også" Stønner jeg ud højt, da jeg tabte en af de større kufferter på jorden. "Skal du have en hånd?" Hører jeg en stemme sige bag mig. Sig mig, har jeg ikke hørt den stemme et sted før? Jeg vender mig hurtigt om, og jeg bliver lettere overrasket da jeg ser, at det er fyren fra tidligere. Justin.

Jeg kan se på ham, at han er lige så overrasket som jeg er. "Ellers tak, jeg klare mig" Svarer jeg en anelse hurtigt, og vender mig om mod bagagen igen. Men da jeg skal til at rejse kufferten op fra jorden, når Justin at gøre det først. Jeg kigger op på ham, med et irriteret blik i øjne.

"Jeg sagde at jeg klare mig" Siger jeg, måske en anelse flabet, men det er vel ikke værre end den måde han var på, overfor mig tidligere.

"Er du sikker? For du har sku ret meget bagage der" Siger han, og griner. "Vil du hjælpe? Så her" Siger jeg, og rækker den tungeste kuffert hen til ham. Og da han tager imod den, er han næsten ved at tabe den. "Fuck den er tung" Udbryder han, og nu er det min tur til at grine.

"Har du taget mursten med eller sådan noget?" Siger han grinende, og jeg kan dog ikke selv lade vær med at grine over den kommentar. 

"Det er den her vej" Siger jeg, og nikker med hovedet hen mod døren, til opgangen. Justin nikker som et okay, og føgler med mig indenfor.

"Kom bare ind" Siger jeg, da jeg allerede er inde i lejligheden. "Jo tak" Siger Justin, og slæber den tunge kuffert med sig ind. 

"Så hvad hedder du?" Spørger Justin om, og ser afventende på mig. "Jeg hedder Kate" Siger jeg smilende, og rækker hånden mod ham. "Justin" Svarer han, og tager imod min hånd.

"You know, jeg troede faktisk at du var en idiot da jeg først stødte ind i dig" Siger jeg en anelse lavt, men stadig højt nok til at Justin burde kunne høre det. "Det var jeg også" Svarer han ærligt. "Det må du sku forresten undskylde" "Det skal du ikke tænke på" Svarer jeg, og smiler.

"Nå men jeg må nok hellere skrive til min veninde, hun har givet mig klar besked på at jeg skal skrive hver gang jeg har tid. Men du skal have tak for hjælpen" Siger jeg grinende. "Det var da så lidt. Måske støder vi ind i hinanden en anden gang" Siger han, og bakker bagud. "Vi får se" Svarer jeg, og lukker døren, efter Justin er gået.

Jeg hiver hurtigt min mobil op af lommen, og finder Serenas nummer.

[ Kate: Hey babe, er i Las Vegas nu. Lejligheden er mega fed!]

[ Serena: Det er jeg sku glad for at høre søde! Ville ønske jeg var der]

[ Kate: Det ville jeg også Serena, virkelig. Nå men jeg er ved at være lidt træt, så tror jeg vil tage mig en lille lur. Jeg fortæller dig mere senere]

[ Serena: Det er bare helt i orden. Sov godt!]

[ Kate: Tak babe!]

Jeg smider telefonen på køkkenbordet, og går derefter ind på soveværelset. Jeg smider mig ned i sengen, og pakker mig godt ind i dynen. Jeg lukker stille øjnene i, og før jeg ved af det, er jeg allerede faldet i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...