sankt hans helvedet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2017
  • Opdateret: 13 jan. 2017
  • Status: Færdig
det her er en novelle det skulle have været en gyser men jeg syntes mere det minder om en fantasy

2Likes
0Kommentarer
263Visninger
AA

1. sankt hans helvedet

Det var Sankt Hans aften. Jeg havde ikke holdt Sankt Hans, siden jeg var 13 år. Sankt Hans var bare ikke nogen god tid, men nu var jeg berømt, og var nød til at holde det sammen med mine fans, for det havde min manager planlagt for mig, og jeg tjente meget på det, og så kunne jeg jo ikke svigte mine fans. Grunden til at jeg hader Sankt Hans er lidt skør, og I tror nok ikke på mig. 

Jeg var 13 år, det var Sankt Hans, og jeg glædede mig meget til det store bål og alt hyggen. Vi spiste mad sammen med nogen af de andre fra vejen. Bålet var flot og stort, og dets gyldne gløder lyste hele marken op. "Vi vil hævne os". Det var det den sagde, stemmen i mit hoved som en klam tyk og mudret substans, der klæbede sig til mine organer og blev ved med at hviske: "Vi vil hævne os, vi vil hævne os". Jeg vidste ikke hvem "vi" var, eller hvad de ville hævne, men jeg var bange. Det var så virkeligt. Ikke som sidste år hvor Ole blev ved med at liste sig op bag mig og råbe "bøh". Jeg kiggede på bålet, og pludselig var de gyldne gløder ikke gyldne mere, de var røde. Røde som blod. Mørkt klamt blod der bølgede opad som flammer. Der var noget galt. Den klamme klæbende stemme var stoppet med at tale, og begyndt at råbe "dø bæster i nat vil I mærke den smerte I påførte os". Den var klam og truende og nu næsten så selvstændig, at den ikke behøvede at klæbe sig til mine organer, men kunne stå frit i min krop. Som om den havde adgang til hver eneste af mine kropsdele. Den kunne få mig til at vandre direkte ind i ilden, hvis den ville. Hvis det ikke betød at den også døde. Jeg var helt i mine egne dystre tanker om den klamme klæbende stemme, da jeg så det, det jeg troede. Jeg så syner. Jeg ville ønske at det bare var syner, men nej det var rigtigt, der var syv af dem. De vandrede ud af ilden alle med øjne lige så røde, som det blod de tørstede efter. Alle med en kost i hånden og hver sit hæslige grin. Var jeg den eneste der kunne se dem? Alle de andre gik bare roligt rundt, som de havde gjort hele aftenen. Den ene grinede, hvorefter hun råbte "Dø bæster, i nat vil I mærke den smerte I påførte os men omvendt", sagde den samme klamme klæbende stemme, der havde støttet sig til mine organer. Ingen reagerede, men fortsatte uvidende festen der havde været i gang i et par timer. Var jeg ved at blive sindssyg? Hvorfor kunne jeg se syv klamme hekse, når ingen andre kunne? Men omvendt var det det, hun havde sagt "men omvendt". Hvad kunne det betyde, og i det hele taget, hvad laver syv hekse her? Sankt Hans aften og hvorfor Sankt Hans aften. Det gav jo ingen mening, eller måske gjorde det. Man brændte hekse på Sankt Hans aften, eller det gjorde man i gamle dage. Det var jeg i hvert fald ret sikker på. Så de ville hævne sig over, at vi havde brændt dem på bålet, men omvendt. Hvad betød det? Skulle vi leve på bålet? Jeg prøvede at samle tankerne, så det her var, hvad jeg vidste: 1. Der var syv hekse. 2. De ville hævne sig over, at vi havde brændt dem. 3. Jeg var den eneste, der kunne se dem. 4. De ville gøre det 

"omvendt". Jeg kiggede op hvor heksene havde været, og nu var de der ikke mere. De havde spredt sig rundt på marken, og hviskede med deres klamme og nu lokkende stemmer ind i alles ører "I tilhører os og adlyder hver eneste ordre, vi giver jer" gentagende gange. Så fjernede de sig langsomt igen, og personen blev stående helt stiv som en blyant. Jeg havde stillet mig helt stiv, så heksene ville tro, at de allerede havde forhekset mig. "Kom med mig, følg mig, og arbejd som vores slaver i alt evighed". Alle gik efter hende, eller ikke gik men nærmere marcherede som soldater i hendes hær. Som hun nok bare ville bruge som hånddukker, og få dem til at vandre lige i døden, for at hævne sig over alle os mennesker, fordi vores forfædre havde brændt dem. Vi gik ned af nogle veje. Hun gik som om hun kendte byen ud og ind, som om hun havde gået her som et spøgelse. Alle de år hvor hun var død, havde hun planlagt det hele, så intet kunne gå galt. Hun havde planlagt ned til mindste detalje. Nu så jeg den, bygningen. Nu forstod jeg, hvad hun mente med omvendt. Det var en stor grå bygning. Jeg kom der ofte, når jeg altså ikke blev kidnappet af klamme hekse, der levede halvt inde i mig, og klæbede sig til mine organer, som en tyk masse der indeholdte magneter, som også var blevet placeret midt i mine organer, og halvt selvstændigt som en synlig skikkelse, der vandrede rundt på jordens overflade. Svømmehallen. De ville drukne os. Jeg fortsatte modvilligt med at marchere igennem døren på den store grå bygning. Der var helt tomt og helt stille. Vi stod nu alle inde ved svømmebassinerne. Hun tog en lille taske op ad lommen, og åbnede den. Den var omtrent på størrelse med en pung. Hun åbnede den, og åbningen blev omtrent lige så stor som en hulahopring. Hun stak hele armen ned i tasken, og tog en stor sten og noget reb op. Stenen var ikke som dem man plejer at finde på stranden. Den var nok sådan på størrelse med en stor kat. Hun bandt rebet fast til stenen og derefter en fod. Efter et stykke tid havde alle fået et reb og en sten bundet fast til deres fod. Det føltes som om at den klamme masse, der havde lagt sig omkring mine organer, trak sig tilbage og forsvandt ud af min krop, og alle andre blev dem selv igen. "Vi skal lege en leg" råbte heksen, der havde bundet en sten fast til vores fødder. "Den hedder hvis I synker, så gør vi ikke noget, og hvis I flyder, så dræber vi jer", og så fortsatte hun, ligesom jeg havde forventet. Den rene dødsleg! Hvis man sank, så gjorde de intet, og man ville drukne, og hvis man flød, så ville man dø alligevel. Hun tog min lillesøster og smed hende i som den første, hvorefter hun råbte "børnene først". Så tog hun naboens syvårige dreng Karl og smed ham i. Hun grinte mens hun lod forældre se deres børn drukne. Jeg ved ikke, om hun så mig, men hun fortsatte videre til kvinderne, uden at smide mig i. Da hun smed dem i, gjorde de alt, hvad de kunne for at holde sig oppe, men de kunne ikke, så de sank og led tydeligvis. Det var hårdt at se på, og alligevel fascinerende på sådan en måde, at man ikke kunne se væk. Kort efter begyndte hun at smide mændene i, men ikke som de andre. Hun snittede med en kniv, som hun havde i hånden. Lange snit ned langs armen, så den nærmest trevlede. Så smed hun dem i, og blodet flød ud i vandet, og 

gjorde det hele utydeligt og grumset. Det ville være som at hoppe ned i blod. Da hun kom til min far, lavede hun ikke lange snit ned langs armen. Hun snittede alt huden af hans ene skinneben. Hans skrig skar i mine ører, og det undrede mig, at jeg ikke havde lagt mærke til de andres skrig, da de druknede og fik flænset deres arme. Kort efter var der kun mig tilbage. "Det var vist alt piger, lad os smutte igen", sagde hun. Kunne det virkelig passe, at de havde glemt mig? De forsvandt i et lysglimt, og samtidig forsvandt stenen og rebet, der havde været omkring min fod. 

Jeg sad i min limousine på vej til Sankt Hans festen med mine fans, da jeg hørte den. Den samme klamme klæbrige stemme som for 8 år siden. "Du troede vel ikke, vi havde glemt dig vel"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...