A new beginning | 3 | S.H

Hvordan vil det gå med en lille ny i huset? Vil det være så nemt, som de troede, at det vil være? Med en karriere ved siden af, kan de så holde kærligheden oppe? Hvad synes Lauritz om en skrigende unge klokken to om natten?

4Likes
3Kommentarer
2288Visninger
AA

3. 3

Stefans synsvinkel

Milas begynder at skrige, og Pelle vil ikke holde ham mere, så endelig får jeg min egen søn i armene. Men hvordan får jeg ham mon til at tie stille? 

"Har du overvejet at vugge ham?" Råber Lauritz over larmen. Milas skriger endnu højere, og jeg forsøger at vugge ham, så godt jeg kan. Endelig holder han op. Det er et sandt mirakel! Så længe som det nu varede. 

"Så giv mig ham dog forhelvede!" Siger Stella og rækker ud efter ham. Hun må lige være vågnet. 

"Han er altså også min søn!" 

"Vil du have ham til at holde op med at skrige?" Spørger hun. 

"Ja selvfølgelig," svarer jeg, som var det det mest indlysende i hele verdenen. Stella ruller med øjnene. 

"Godt så. Er det dig eller mig der kan fodre ham?" Spørger hun retorisk. 

"Åh.. ja," svarer jeg og ligger den stadigt skrigende baby i hendes arme. 

**

Stellas synsvinkel

Er jeg den eneste der tænker, at det er hårdt allerede? Stefan ser bare glad ud, som om der ikke kan ske noget bedre end det her. 

Hvornår kommer jeg overhovedet hjem fra det her hul? 

"Lauritz," siger jeg uden at tænke på, at Stefan sidder lige ved siden af mig. Lauritz kigger på mig. "Vil du ikke lige tage ham?" Spørger jeg og nikker mod Milas der ligger i mine arme. 

"Jo men hvorfor lige mig?" Spørger han forvirret. 

"Fordi jeg lige skal snakke med Stefan," svarer jeg og rækker ham Milas. Han tager i mod ham og forlader rummet sammen med Pelle og Jonas. 

"Stefan der er noget, vi bliver nødt til at snakke om," siger jeg og kigger advarende på ham. 

"Hvad har jeg nu gjort?" 

"Du har ikke gjort noget," forsikre jeg ham om. "Men det er bare det der med, at jeg er bange for at du forlader Milas og jeg." 

"Nej det vil jeg aldrig kunne finde på. Jeg elsker jer alt for meget til nogensinde at kunne lade jer gå," svarer Stefan med et lille smil på læben og kigger mig ind i øjnene. Jeg smiler og sukker lettet. 

Jeg hører barnegråd ude fra gangen, og Lauritz der råber at en eller anden skal holde kæft. Stefan rejser sig og løber hen til døren. Ham åbner døren og får med det sammen skrigende Milas stukket i armene. Han falder med det sammen til ro, og Stefan sætter sig i stolen ved siden af mig igen. Jeg kigger på den med et smil og tænker, mine to ynglings personer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...