slagtehallens hemmelighed

Jessie tror at det bare er en spøgelseshistorie men da hun tager ud til slagtehallen med to venner finder hun ud af at det er langt mere end bare en historie

1Likes
0Kommentarer
132Visninger
AA

1. slagtehallens hemmelighed

 

Jeg løb. Jeg løb så hurtigt mine ben kunne bære mig. Mine skridt lød tungt mod betongulvet og skabte et foruroligende ekko gennem gangen. Jeg skulle aldrig havde været kommet… jeg skulle aldrig havde været kommet. Min vej endte brat da jeg løb ned af en blind gang. Jeg kunne ikke trække vejret. Mit bryst smertede for hvert af mine hivende indåndinger.

Lyden af en lille pige der grinte kom op mod mig. Nej! Nej! Nej! Panisk vendte jeg mig om. Lysende flakkede. De flakkede hektisk. I lyset for enden af gangen så jeg en skikkelse.

“Lad mig være!!!” råbte jeg. Den kom løbende mod mig.

Jeg skreg. Jeg skreg af mine lungers fulde kraft.

 

Jessie

Klokken ringede. Fortalte os at skoledagen var over. Endelig, endelig var dagen slut, nu kunne jeg slappe af. Jeg tog mine ting og skyndte mig ud af døren. Jeg gik ned af gangen på vej ned mod mit skab. Mark stod ved mit skab og ventede på mig.

“Hej Mark,” sagde jeg mens jeg åbnede mit skab så jeg kunne ligge min bøger derind.

“Hej Jessie,” svarede han. “Har du haft en god dag?” spurgte han. Mark havde fået en vane med at stå og vente på mig efter timerne. Det var her ved mit skab at vi havde en smule tid for os selv før vi bliver overfaldet af resten af gruppen.

“Den har været røvsyg som altid,” svarede jeg. Jeg var ved at blive godt skole træt, så hver dag var altid lang og kedelig.

Bag Mark kunne jeg se resten af gruppen komme nærmere.  

“Er i to klar til at komme afsted?” spurgte Marcus som de kom nærmere. 

Vi nikkede og sammen gik vi alle ud mod det sædvanlige busstoppested. Vi tog alle sammen hjem til Mark. Det er der vi plejer at samles. Jeg ved ikke hvorfor, det har vi stort set gjort lige siden vi fik samlet vores lille gruppe.  Vi gik ned I kælderen og satte os I de møbler der nu stod dernede.

Da det var gået hen og blevet mørkt så jeg rundt på vores lille forsamling der var i gang med at spise deres pizza. Mark, den muskuløse dreng i gruppen, men også den ældste af os. Sammen med mig er vi de eneste 3g’er. Jack, er også muskuløst bygget. Han er vores spasmager. Julie, lille og spinkel, men også den mest forsigtige af os alle sammen. Marcus og Anton, tvillingerne, de to går aldrig nogen steder hen uden den anden og det kan være sjovt og se på når de to kommer op og skændes. Sofie er sammen med mig den eventyrlystne. Jack, Julie, Marcus, Anton og Sofie er alle sammen 2g’er på det samme gymnasium som mig og Mark.

“Hva så? Er der nogle af jer da har en spøgelseshistorie i vil dele?” spurgte jeg mens jeg lænede mig tilbage i sofaen hvor jeg sad.  “Ingen?” spurgte jeg mens jeg så ud på dem alle sammen en efter en.

“Jeg har en,” sagde Jack. “Hver forberedt på at få mareridt I nat,”

“Du har bare at komme med en god en, Jack,” sagde Mark. Jack var kendt for at komme med de dårligste spøgelseshistorier af os alle sammen.

“Ti stille Mark så jeg kan begynde på min fortælling,” sagde han. “Fredag den 13 tager en gruppe teenagere ud I skoven for at campere…”

“Har du virkelig ikke noget bedre end fredag den 13,” spurgte tvillingerne.

“Ti nu stille så jeg kan fortælle hvad der sker,” sagde Jack. “Gruppen af teenagere samlede sig rundt om bålet for at fortælle skrækhistorier. Og der ligesom at der bliver fortalt den mest uhyggelige historie af dem alle sammen høre de en lyd ude fra skoven. Alle pigerne skriger og trykker sig ind til drengene for at de stærke drenge skulle kunne beskytte dem. En gren knækker, en til knækker. De kan høre noget der kommer tættere og tættere på deres lejr. De bliver mere og mere bange jo tættere på monstret kommer, selv drengene er begyndt at blive bange. Endnu et knæk lyder og monstret springer frem. Alle pigerne skriger og prøver på at komme væk, men det er for sent… de bliver alle sammen sprøjtet til af det stinkdyr der kom frem fra skovens mørke,” sagde Jack mens han var ved at dø af grin over sin egen historie.

“Jaaack!” sagde Julie og Sofie i kor. “Den var ikke spor uhyggelig,” sagde Sofie bagefter.

“Er I klar til at høre en rigtig spøgelseshistorie?” spurgte jeg. “Alt i den her historie er sandt. Har i mod på at høre den?”

Da de alle sammen nikkede lænede jeg mig frem så jeg sad og hvilede mine albuer på knæene.

“Okay, så hør godt efter. Er der nogen af jer der kender historien bag den forladte slagtehal? Nej… ingen… der er mange rygter om hvad der er forgået I den slagtehal, men det her er den sande historie.” Jeg så rundt på dem alle sammen. “År efter at den blev nedlagt fik en mand nys om at stedet var forladt. Det ville være det perfekte sted for hans gerninger. Denne mand har dræbt før og flere af hans ofre mangler stadig den dag I dag at blive fundet. Han ville finde sit næste offer, bedøve dem og tage dem med til slagtehallen. Da hans ofre vågnede fra bedøvelsen ville de hænge på hovedet. De ville været blevet hængt op ved fødderne med hænderne bundet bag ryggenen. Han ville stå ved et lille bord. Et lille bord der var fyldt med forskellige knive og remedier. Han ville vælge en kniv før han ville gå hen sit offer. Han ville vise dem sin kniv før han langsomt ville sprætte dem op. Langsomt skar han dem op. Nød lyden af deres smerteskrig. Mens hans offer ville forbløde samlede han deres blod for senere at kunne drikke det. Han mente at ved at drikke deres blod ville han ære dem. Ære dem hvis liv han havde taget. Engang for lang tid siden blev han taget I at skære I en uskyldig kvinde og politiet skød ham på stedet. Han døde der midt inde i slagtehallen, men inden han dødede sværgede han på at han ikke var færdig med at dræbe og at ham ville komme tilbage. Så det siges at den dag I dag vandre han rundt på gangene i håb om at finde sit næste offer. På gangene kan man høre hvad der lyder som en lille pige der griner sammen med de mange smerteskrig fra hans ofrer.” Jeg sluttede min fortælling ved at holde en lang pause. Der var helt stille mens de tyggede på det jeg lige havde sagt. 

“Den kan umulig være sand, Jessie,” sagde Jack der sendte mig et skeptisk blik.

“Jeg sværger at alt hvad jeg lige har fortalt er sandt,” sagde jeg.

“Hvorfor tager vi så ikke derud og ser det for os selv?” spurgte Sofie. “Eller er I for bange?” Sofie smilede til mig.

“Er du sindsyg Sofie?” sagde Anton. “Jeg skal I hvert fald ikke derud hvis der går en eller anden seriemorder derude.”

“Jeg er enig med Anton,” sagde Julie. Hun er altid bange for det mindste der virker bare en smule spændende.

“Come on guys. Det kunne da være vildt spændende,” sagde jeg og så hen på Sofie.

“Så lad os tage af sted,” sagde Sofie.

“Vi nægter at tage med,” sagde tvillingerne og Julie var enig med dem. Så vi var tre mod tre.

“Okay, så lad os tage derud fredag aften,” sagde Mark. “I andre kan tage med hvis I vil, men Jessie, Sofie og jeg tager derud.”

“Lad os gøre det,” sagde Sofie og rejste sig mens hun tog sin taske. Alle de andre tog hjem, undtagen mig. Jeg havde noget jeg skulle spørge Mark om.

“Det var en god historie du kom op med Jessie. Meget kreativt,” sagde Mark så snart de andre var ude af døren.

“Det var ikke noget jeg fandt på Mark. Det er den rigtige historie,” sagde jeg mens jeg så ud på gruppen der langsomt gik væk. “Har du virkelig tænkt dig at tage med?” spurgte jeg efter en kort pause.

“Selvfølgelig. Jeg vil ikke lade jer to tage afsted alene,” sagde Mark. “Hvem ved hvad der kan ske hvis ikke jeg tager med.” Mark smilede til mig mens han sagde det.

 

Det blev fredag, så Sofie og jeg tog hen til Mark så vi kunne følges ad. Vi fandt Mark ude i garagen hvor han stod og rodede nede I en kasse. Ved siden af kassen lå en rygsæk der allerede havde lommelygter indeni.

“Hvad leder du efter?” spurgte Sofie. Det gav et sæt i ham da han hørte Sofie.

“Jeg leder efter en GPS,” svarede Mark mens han stadig stod med ryggen til os.

“Hvad skal du bruge en GPS til?” spurgte jeg.

“Man ved aldrig hvornår man får brug for en. Så jeg vil gerne havde den med I tilfælde af at vi skulle fare vild,” svarede Mark og så op fra kassen. “Er i to klar til at tage af sted?”

“Så klar som vi nogensinde bliver,” svarede jeg.

“Godt, så lad os tage afsted.”

Vi satte os ind I Marks bil og kørte ud mod skoven. Vi kørte ind I skoven og stoppede ved den sti der skulle føre os hen til den forladte slagtehal. Vi steg ud af bilen tog vores tasker og gik ned mod slagtehallen. Stien var for small til at vi kunne tage bilen og køre hele vejen derhen, så vi blev nødt til at gå det sidste lange stykke.

Solen havde været på vej ned da vi tog afsted så nu var der næsten helt mørk ude I skoven. Vi blev nødt til at bruge vores lommelygter så vi kunne se hvor vi gik hen. Da vi kom ud I den lysning hvor bygningen lå standsede vi. Foran os stod den forladte, faldefærdige bygning der engang havde været en slagtehal. Det så ud som om at naturen var ved at ødelægge stedet. Den var fuldstændig dækket af slyngplanter og der hvor der ikke var planter var der blevet malet med graffiti.

Jeg tøvede da vi gik videre. Der var noget ved bygningen. Vi var ikke velkommen her. Det kunne jeg allerede mærke bare ved at stå udenfor. Jeg så over mod Sofie og vi så på hinanden. Jeg vidste at hun også kunne mærke det, men det skulle ikke stoppe os for at gå derind.

Det endte med at det var Mark der gik forrest. Vi bestemte os for at kravle ind igennem et af de ødelagte vinduer. Mark tog sin jakke af for at ligge den ovenpå vindueskarmen og dække de sidste glasskår så vi kunne kravle igennem uden at skærer os. Hurtigt kom vi alle tre indenfor. Rummet vi stod i var ikke specielt stort. Der stod et enligt bord midt I rummet, rundt om I rummet lå der ødelagte stole, så det må havde været en form for kontor dengang bygningen var I drift.

“Hvad gør vi så nu?” spurgte Mark.

“Vi går ud på gangen og ser hvad vi kan finde. Det er ligesom derfor vi er kommet,” sagde jeg.

“Vi er her for at finde ud af om der går et spøgelse af en seriemorder rundt på gangene,” sagde Sofie bagefter.

“Så lad os komme videre,” sagde jeg og gik ud på gangen.

 

Mark

Det havde været en dårlig ide at tage herud lige fra starten af. Det vidste jeg nu. Der var noget ved bygningen der gjorde at jeg vidste det. Det var som om den fortalte mig at jeg skulle tage tilbage til hvor jeg kom fra og aldrig komme tilbage til den her bygning, men jeg kunne ikke forlade Jessie og Sofie. De havde valgt at tage herud og jeg havde hjulpet dem, jeg kunne ikke bare gå fra dem.

Jeg fulgte efter dem ud på gangen. De var allerede på vej ned af gangen så jeg måtte småløbe for at indhente dem. Jessie og Sofie var altid ude efter et nyt eventyr, en ny spændende ting de kunne lave. De tænkte kun på selve eventyret og ikke på hvilke konsekvenser der kunne komme. Det var derfor jeg gang på gang tog med dem ud på deres turer. Jeg følte at jeg ikke kunne lade dem tage afsted alene uden at der ville komme til at ske noget.

Gangen var mørk. Der kom ikke noget lys ind udefra. Det eneste vi havde var vores lommelygter. I lyset fra lygten kunne vi så hvor hærget stedet var. Mange måtte havde besøgt stedet for der var ikke en væg der ikke havde graffiti på sig. Der var blevet skrevet alt fra R.I.P til 666 og andre dæmoniske tegn. Det løb koldt ned af ryggen på mig hver gang jeg så tallene 666. De varslede om at nogen mente at her var noget ondt. Jeg prøvede på at ignorer følelserne og fulgte videre efter pigerne.

 

Jessie

“Vi burde ikke være her,” hørte jeg Mark sige et sted bag mig.

“Hvad? Er du bange Mark?” sagde Sofie.

“Fortæl mig at I ikke kan mærke det. Vi er ikke velkommen her,” sagde han. Jeg vidste hvad han snakkede om. Jeg kunne også mærke det, men jeg ville ikke forlade bygningen endnu vi var lige kommet.

“Jeg ved ikke hvad du snakker om, jeg kan ikke mærke noget,” sagde jeg. Jeg havde det dårligt med at sige det, men jeg vidste at Mark ikke kunne finde på at forlade os her. Han ville blive her så længe vi også var her.

Jeg gik længere ned af gangen og fik øje på en trappe. Uden at tøve begyndte jeg at bestige trappen. Jeg kunne ikke høre nogle skridt bag mig så jeg stoppede op og råbte ned af trappen.

“Kommer i eller hvad!” råbte jeg og kunne høre ekkoet runge nede i gangen.

“Er du sikker på at det er en god ide at gå op ovenpå?” spurgte Sofie.

“Er du nu også begyndt at blive bange Sofie? Helt ærligt hvad skulle der kunne ske. Vi er her jo allerede så lad os udforske stedet!” råbte jeg tilbage til dem. Efter lidt tøven nede fra gangen kunne jeg høre skridt på trappen så jeg fortsatte op. Jeg stoppede på første etage og gik gennem den dør der skulle føre ind i rummet. Det var et slagterum. Alle krogende hang stadig I loftet med indtørret blod på. Der var blod overalt. Der var blod på gulvet, på væggene, der var endda også blod på loftet. Mens jeg stod der og så på blodstænkende i lyset fra min lommelygte kunne jeg ikke lade være med at tænkte på mordene der var sket her I bygningen. Var det her han havde begået sine grufulde mord? Kunne det passe at blodet på gulvet ikke stammede fra de dyr der var blevet slagtet her, men fra hans offer der måtte lide en smertefuld død.

“Jessie! Hvor er du!!?” råbte Sofie ude fra trappen.

“Jeg er herinde!” råbte jeg tilbage.

Jeg kunne høre døren bag mig gå op og høre lyden af deres gisp da de så hvad det var jeg stod og så på.

“Tror i at det var herinde det skete?” spurgte Mark.

“Det ved jeg ikke. Det kunne godt se sådan ud, men han villet havde samlet deres blod og ikke havde ladet det sprøjte sådan ud på væggene,” sagde jeg. “Det kan sagtens være fra de dyr der er blevet slagtet herinde.”

“Hvorfor ville man efterlade stedet sådan?” spurgte Sofie.

“Det ved jeg ikke Sofie. Måske havde de travlt,” sagde jeg. Jeg kunne høre skridt et sted bag mig og forventede at en af dem ville komme hen der hvor jeg stod. Der kom ikke nogen så jeg så mig tilbage over min skulder. Mark og Sofie havde ikke flyttet sig.

“Hvad? Hvorfor ser du sådan på os?” spurgte Sofie. Jeg vendte mig om igen uden at svare. De havde ikke hørt det, så jeg havde ikke nogen grund til at fortælle dem det. Jeg kunne høre flere skridt. Sammen med skridtene hørte jeg hvad der lød som en lille pige der grinede. Lyden af den grinende pige fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.

“Kan i virkelig ikke høre det?” spurgte jeg.

“Høre hvad? Jeg kan altså ikke høre noget,” sagde de begge to. Ligesom de fik sagt det lød der et brag. Sofie skreg og skyndte sig over til mig. Mark vendte sig om så han stod med ryggen til os. Med tøvende skridt gik Mark hen mod døren. Han nåede hen til døren og skulle til at se ud gennem det lille vindue der var i døren, da vi alle sammen hørte et hjerteskærende skrig. Alle sprang tilbage. Jeg holdte mig for ørene. Det gjorde ondt. Skriget var så fyldt med smerte at det skær ind I mit inderste. Jeg troede aldrig det ville stoppe før det gjorde.

Jeg holdt mig stadig for ørene. Mit hoved føltes som om det var ved at eksplodere. Ligesom at jeg var ved at falde ned skete der noget andet. Lysende tændte og begyndte at flakke. Vi så alle panisk på hinanden. Lysende flakkede endnu vildere. Vildere og vildere indtil de gik ud.

“Nej! Nej! Nej!” sagde jeg ligesom at vores lommelygter begyndte at flakke ligesom lyset havde gjort. Jeg stod og slå den ned I håndfladen I håb om at det ville få den til at virke. Det virkede ikke. Vi stod I fuldstændig mørke og klemte os op ad hinanden.

“Hvad gør vi nu?” spurgte Mark. Jeg kunne ikke se ham, men jeg vidste at han stod på min venstre side.

Pigen grinede igen. De måtte havde hørt det den her gang. Jeg kan ikke være den eneste der kan høre det.

“Hvad var det?” spurgte Sofie. Jeg kunne høre at hun var bange og klemte sig lidt mere ind til mig.

Ingen sagde noget. Der var fuldstændig stille. Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte slog hårdt I mit bryst. Frygten var ved at få sit tag I mig, men jeg ville ikke forlade stedet. Noget rørte ved mit ben og jeg sprang frem. Det skulle jeg ikke havde gjort. Det der havde rørt mig tog fat I mine ben og hev til. Jeg landede hårdt på maven før jeg blev slæbt ud af døren mens jeg skreg.

“Jessie!” hørte jeg dem råbe før jeg blev slæbt videre.

 

Mark

Vi havde stået I mørket da Jessie var sprunget frem. Jeg havde hørt hende skrige før hun forsvandt ud ad døren. Vi havde begge to råbt hendes navn som hun forsvandt ud af døren.

Jeg var ligeglad med at det var mørkt og at jeg ikke kunne se noget. Jeg løb ud gennem døren og ind gennem den anden dør der var på den anden side I håb om at hun var derinde. Jeg kunne høre at Sofie kom løbende et sted bag mig. Efter jeg var løbet længere ind I rummet stoppede jeg op. Det nyttede ikke noget at løbe I total mørke. Det ville ikke nytte noget hvis jeg kom tilskade fordi jeg faldt over noget I mørket. Så I stedet begyndte jeg at rode med lommelygten. Jeg slog den ned I håndfladen og drejede på den. Den blinkede et par gange før den endelig begyndte at lyse.

Vi var inde I et andet slagterum, men det var ikke ligesom det andet. Der var slet ikke så blodigt herinde som inde ved siden. Der var også andre maskiner herinde. Hvis jeg skulle gætte var det herinde at dyrene fik dødsstødet.

“Jessie!” råbte jeg igen.

“Jessie!” råbte Sofie et sted bag mig. Der kom ikke noget svar, der var ikke den mindste lyd.

“Jeg tror ikke hun er herinde, Mark,” sagde Sofie og kom op til mig. “Hvorfor løb hun bare sådan ud af døren?”

“Det tror jeg ikke hun gjorde, Sofie. Det lød som om hun faldt før hun skreg og forsvandt ud af døren,”

“Hvad mener du med det?”

“Jeg tror at der var noget der tog hende,” sagde jeg til sidst og fik kuldegysninger ved tanken om at noget skulle havde fået fat I Jessie. “Vi bliver nødt til at finde hende.”

“Hvordan skal vi kunne finde hende, Mark? Vi kan ikke se noget og jeg ved ikke hvor stort det her sted er,” sagde Sofie.

“Det ved jeg ikke, men vi bliver nødt til at starte et sted,” sagde jeg og vendte mig om for at gå tilbage gennem døren. “Jessie!” råbte jeg en sidste gang. Et skrig lød et sted bag mig. Hurtigt vendte jeg mig om og løb tilbage gennem lokalet. Jeg fandt en lille sidedør jeg ikke havde lagt mærke til før og løb ud af den. Det måtte havde været Jessie der skreg. Hvem kunne det ellers havde været? På den anden side af døren var der endnu en gang med en trappe der førte op og ned. Jeg vidste ikke hvilken vej jeg skulle løbe. Jessies skrig var kommet herude fra, men jeg vidste ikke om det kom fra trappen eller fra et af de andre rum.

“Jessie!” råbte jeg igen I håb om at jeg ville høre hende skrige. Intet. Der kom ikke det mindste svar.

“Kom nu, Mark,” sagde Sofie pludselig ved siden af mig. Jeg havde ikke lagt mærke til at hun stod lige ved siden af mig. Ligesom jeg lyste hen mod det sted hun havde stået så jeg at hun var på vej op af trappen. Hurtigt fulgte jeg efter. Sofie løb foran mig hele vejen op af trappen. På et tidspunkt forsvandt hun ud af syne så jeg skyndte mig endnu mere. Da jeg kom op på toppen af trappen så jeg Sofie der stod med ryggen til mig. Hun bevægede sig ikke. Hun stod og stirrede ud I luften.

“Hvad er der, Sofie?” spurgte jeg som jeg kom op af trappen. Sofie så ikke på mig hun blev ved med at stirre ligeud, langsomt løftede hun sin hånd og pegede ligefrem. Jeg så hen hvor hendes finger pegede. Jeg blev lettet da jeg så hvad det var hun pegede hen mod, men lettelsen blev hurtigt erstattet med frygt.

“Jessie,” sagde jeg lettet og forfærdet. Jessie lå på gulvet langs ydervæggen med vinduer. Da hun hørte min stemme så hun op og så på mig. Hun var bange. Frygten strålede ud af hende. Hun blødte fra et sår jeg ikke kunne se. Jeg tøvede et øjeblik før jeg begyndte at gå hen mod hende. Hun satte sig hurtigt op og så på mig med endnu større frygt. Jeg stoppede op et øjeblik før jeg langsomt begyndte at gå videre.

“Stop. Bliv der,” sagde hun mens hun så på os begge to. “Bliv hvor du er Mark.” Jeg stoppede op og blev stående. Hun begyndte at gøre mig bange. Hvorfor måtte jeg ikke komme hen til hende?

“Hvorfor må jeg ikke komme hen til dig, Jessie?” spurgte jeg mens jeg satte min ned I hug.

“Han er her. Han er her og han er ikke glad for at vi er her,” hun sagde det mens hun så sig rundt I lokalet, som om hun forventede at der var en der ville træde ud af skyggerne. 

“Hvem er her?” spurgte jeg og prøvede på at fange hendes blik.

“Han er, de er her,”

“Hvem er han?” spurgte jeg da jeg hørte en lille pige grine.

“Gå! Gå! Han er her! Gå!” sagde Jessie panisk mens hun klemte sig op af væggen.

“Nej, Jessie vi går ikke fra dig,” sagde Sofie. Jeg kunne se at hun ikke brød sig om det, men hun ville ikke efterlade sin veninde her.

“Jo I gør. Gå! Nu!” Jessie råbte nu. Jeg kunne se at hun blev mere og mere panisk. Jeg ville gerne trøste hende, få hende til at slappe af så jeg tog et skridt tættere på hende.

“Nej! Mark!” råbte hun. “Gå inden han gør noget mod jer,” hendes ansigt stivnede I frygt da hun sagde det. I lyset fra min lommelygte kunne jeg se at hun blev ligbleg. Igen kom lyden af den lille pige igen, men jeg så mig ikke om for at se hvor lyden kom fra. Jeg holdt mine øjne rettet mod Jessie. Det så ud som om at hun prøvede på at synke men hun kunne ikke. Hun åbnede munden som om hun ville sige noget, men der kom ikke et ord ud af munden på hende. Langsomt gled hun op af væggen indtil hun stod op. Jeg kunne se det der begyndte at tage form som en hånd rundt om hendes hals.

“Jessie, hvad sker der?” Jessie kom med rallende lyd som svar. Jeg blinkede da jeg så at hun langsomt gled længere op af muren. Det burde ikke være muligt for hende at gøre det, men det skete. Hun kom helt op og stå på tæerne imens hun kæmpede for at få vejret. Hendes fødder stod ikke længere på gulvet, hun hang frit I luftens mens hun vred sig som om hun prøvede på at komme fri fra usynlige hænder.

Da hendes fødder forlod gulvet løb jeg hen til hende. Jeg greb fat I hende I et forsøg på at få hende fri fra de usynlige hænder der holdt hende oppe. Det virkede for hun faldt ned på gulvet igen imens hun gispede efter vejret. Jeg skulle til at bukke mig ned og samle hende op da noget greb fat I mig. Jeg følte en hånd gribe fat om min hals og løftede mig op I luften. Jeg sprællede I luften og forsøgte at få fat I den hånd der holdt mig oppe men kunne ikke finde den. Mens jeg hang I luften og ikke kunne få vejret så jeg ned på Jessie. Hun så på mig mens hun græd. Hun var stadig bange men der kom et øjebliks beslutsomhed I hendes blik inden hun slyngede ud mod et sted I min retning.

“Lad ham være!” råbte hun med en hæs stemme og slog igen ud mod det samme sted. Hånden forsvandt og jeg faldt ned på gulvet. Jeg kæmpede for at få vejret, men næsten lige så snart jeg ramte gulvet blev jeg samlet op igen. Jeg sprællede igen I luften mens jeg slog ud I luften. Jeg hang frit I luften og pludselig fløj jeg gennem rummet. Rummet fløj forbi mig før jeg landede hårdt på gulvet mens jeg rullede et par gange før jeg lå stille. Jeg lå og kæmpede for at få vejret igen da jeg hørte Sofie råbe.

“Mark!” skreg hun og løb hen til mig. Hun satte sig på knæ ved siden af mig mens jeg lå gispende på gulvet. Jeg så op og så hen mod Jessie. Hun lå stadig på gulvet og så på mig med nået der lignede sorg. Der som vi lå og så på hinanden så jeg hende mime ordet undskyld før hun blev slynget op I loftet.

“Jessie! Nej!” skreg jeg og prøvede på at komme op, men jeg kunne ikke. Sofie holdte mig nede. “Sofie! Hvad laver du? Giv så slip!” jeg vred mig under hende. Normalt ville det være let at komme fri fra hende, men jeg kunne ikke. Jeg så op på hende og hvad jeg så skræmte mig. Sofie stod lænet ind over mig mens hun holdt mig nede, men det var ikke hendes styrke der skramte mig mest. Det var hendes øjne. Sofie havde vendt det hvide ud af øjnene. Hendes øjne skinnede mælkehvidt I mørket. Hun sendte mig et af sine sædvanlige grin, men det var forvredet. Det var ikke Sofie der grinte til mig. Der var noget inde I hende. Det var ikke Sofie der holdt mig nede, men hvad det end var der var inde I hende. Jeg vendte blikket væk fra hende og så tilbage mod Jessie. Hun hang sprællende oppe under loftet mens hun kæmpede for at komme fri. Jeg så hvordan hun vendte det hvide ud af øjnene som hun blev kvalt indtil hun hang stille under loftet.

“Nej! Jessie!” jeg kæmpede endnu vildere for at komme fri fra Sofie. Jeg skulle hen til hende. Jeg var nødt til det. Jeg kæmpede vildt for at komme fri da Jessie faldt ned fra loftet med et brag. Hun lå stille. Hun bevægede sig ikke. Det lykkede mig at skubbe Sofie af mig og jeg begyndte at løbe frem mod Jessie. Da jeg var halvvejs hen til hende blev hun løftet op I luften inden hun forsvandt ind I mørket.

“Neeej! Råbte jeg ud I mørket og forsøgte at løbe den vej jeg troede hun forsvandt. Jeg faldt ned på knæ mens jeg råbte alle forbandelser jeg kendte. Jessie kunne ikke være væk. Hun måtte ikke være væk. Jeg skulle til at rejse mig op igen for at følge efter da Sofie skreg. Skriget varede længe før det stoppede. Det lød som at nogen skar sig ud af hende og da hun endelig stoppede faldt hun om på gulvet. Jeg tænkte mig om et øjeblik før jeg gik tilbage mod Sofie. Jeg kunne ikke forlade hende. Jeg var nødt til at blive hos hende og sørge for at hun var okay.

Jeg satte mig ned ved siden af hende som hun havde gjort da hun satte sig hos mig.

“Hey Sofie, er du vågen?” spurgte jeg mens jeg vente hende så hun lå på ryggen.

“Ja jeg er vågen. Hvad skete der?” spurgte hun mens hun satte sig op.

“Hvornår tænker du på?” spurgte jeg.

“Jeg satte mig ved siden af dig efter at du blev kastet gennem lokalet. Efter det kan jeg ikke huske hvad der skete,” sagde hun.

“Er du sikker på at du ikke kan huske noget?” spurgte jeg. Jeg ville blive en smule lettet hvis ikke hun kunne huske det, for det må være forfærdeligt at kunne huske hvad der er sket mens man var besat af noget vi ikke vidste hvad var.

“Nej. Jeg kan ikke huske noget,” sagde hun og rykkede sig lidt væk så hun kunne se på mig. “Hvad skete der?”

“Jeg ved det ikke, Sofie. Du ville ikke lade mig hjælpe Jessie, du holdt mig bare nede på gulvet og da jeg så på dig var det ikke dit normale dig jeg så. Du havde vendt det hvide ud af øjnene og havde et forvredet smil om munden. Du var ikke dig selv,” sagde jeg  og trykkede hende ind til mig.

“Det er vist meget godt at jeg ikke kan huske det,” hun kom med en ængstelig latter. “Men hvad skete der med Jessie? Hvor er hun henne?”

“Jeg ved det ikke. Hun hang under loftet sidst jeg så hende. Hun faldt ned på gulvet før hun blev slæbt væk igen,” jeg holdt en pause og tog en dyb indånding. Jeg kunne mærke tårene presse sig på. “Jeg ved ikke om hun stadig I live. Hun var bevidstløs da hun forsvandt,” jeg kunne mærke en varm tårer der ned af min kind og videre ned I Sofies hår.

“Vi skulle aldrig havde kommet,” hørte jeg Sofie mumle ind I min skulder. Min skulder blev våd der hvor hun gemte sit hovedet. Sammen sad vi I en omfavnelse og græd stille for os selv. Tårene løb lige så stille ned af vores kinder som vi sad og tænkte på hvad der var sket. Sofie havde ret, vi burde aldrig havde taget herud, hvis ikke det havde været fordi at Jessie og Sofie havde været så ivrig efter deres næste eventyr havde vi ikke været her. Hvis ikke det havde været for Jessies spøgelseshistorie ville vi aldrig havde taget herud, men ingen af os kunne havde forudset hvad der ville ske. Vi kunne ikke ændre noget nu. Det vigtigste var nu at vi alle sammen kom levende ud herfra. Vi var nødt til at komme s langt væk fra den er bygning som muligt, men vi kunne ikke tage afsted uden Jessie. Jeg ville ikke efterlade hende her med det der holdt hende fanget. Vi var nødt til at finde hende og få hende væk herfra.

“Vi bliver nødt til at finde hende før vi tager afsted Sofie,” sagde jeg efter noget tid. “Vi kan ikke bare efterlade hende her.”

“Men hvordan skal vi kunne finde hende Mark? Hun kan være hvor som helst I den her bygning,” sagde hun. “Vi ved ikke engang om hun stadig er I live.”

“Det er hun. Det ved jeg hun er,” sagde jeg. “Det er hun nødt til at være,” mumlede jeg for mig selv. Jeg gav slip på Sofie og rejste mig op. Jeg tog den ene lommelygte op fra gulvet og lyste rundt. Vi havde ikke haft mulighed for at se hvad det var for et rum vi var I før nu.

Det var helt tomt. Der var ikke nogen former for møbler eller maskiner der kunne give os et praj af hvad der kunne havde været herinde. Det var ikke andet end et stort åbent rum. Noget jeg lagde mærke til som jeg ikke havde lagt mærke til I de andre rum var at her var der vinduer. Jeg gik hen til et af de store vinduer og så ud. Det var svært ikke at se andet end min egen refleksion I vinduet når jeg havde lommelygten tændt, men jeg kunne godt fornemme udsigten ud over skovens træer gennem min refleksion. Vi måtte være oppe på øverste etage siden jeg kunne se ud over skoven. Jeg vendte mig væk fra vinduet og lyste ud. Det var det største lokale vi har været I indtil videre og der var vinduer på tre af væggene. Jeg lagde mærke til at der kun var en dør der førte ud, så hvordan havde det været muligt for Jessie sådan at forsvinde. Jeg begyndte at gå rundt I håb om at finde en hemmelig dør eller noget der kunne bruges som en anden udvej. Der var ikke nogle andre former for huller I væggen så de kunne ikke havde taget den vej ud og slet ikke den dør vi var kommet ind ad, så jeg begyndte at undersøge gulvet. Det varede ikke længe før jeg fandt et hul I gulvet. Det var stort nok til at jeg ville kunne komme igennem det, men der var for langt ned til at jeg kunne overveje at gøre det.

“Sofie, kom og se det her,” sagde jeg og så hen mod hende. Hun havde ikke rykket sig siden jeg havde flyttede mig. Hun sad det samme sted stadig med tårene løbene ned af sine kinder. Hun så på mig et øjeblik før hun rejste sig og tog den anden lommelygte der lå på gulvet og gik hen til mig.

“Hvad har du fundet?” spurgte hun mens hun kom gående.

“Se her, der er et hul I gulvet. Det er sikkert den vej Jessie forsvandt,” sagde jeg. Jeg kunne høre Sofie grine bag mig.

“Et hul? Hvorfor skulle Jessie forsvinde ned gennem gulvet,” sagde hun og grinede lidt mere. Jeg kunne høre på hende at hun blev mere og mere ængstelig.

“Hør nu Sofie. Der er ikke andre veje ud herfra end hullet og døren vi kom ind ad. Og jeg kan fortælle dig at hun ikke forsvandt ud gennem døren,” sagde jeg og lyste rundt for at vise hende at der ikke var andre udveje.

“Okay lad os sige at hun forsvandt den vej, men hvordan skulle vi ikke kunne havde hørt når hun ramte gulvet? Der er så langt ned hun burde havde kommet til skade ved faldet,” sagde Sofie og lyste ned I hullet. Sofie havde ret. Der måtte mindst være seks meter ned, måske mere. Det ville være en hård landing og vi ville kunne høre det hvis hun havde ramt gulvet.

“Hun var bevidstløs da hun forsvandt,” sagde jeg. “Jeg tror ikke at hun selv ville springe derned. Der måtte havde været noget der havde fat I hende.”

“Men hvad er det der har hende? Hvad er det der kan løfte dig op og kaste dig flere meter væk,”

“Jeg ved ikke hvad det er og for at være ærlig skrammer det mig,” sagde jeg. Hvad end det var så var den stærk og den var ikke bange for at skade os. “Kom lad os finde ud af hvad der er under os,”

 

Jessie

Han fandtes. Han er virkelig. Det er ikke længere bare en historie. Han er virkelig. Han er her I bygningen.

Før vi kom her havde jeg ikke troet på min egen historie, men nu begyndte jeg at tvivle på om det virkelig skete eller om det bare var noget jeg forstillede mig.

Jeg har aldrig troet på spøgelser før, men det her fik mig til at tvivle. Noget var her. Noget der ikke var bange for at skade mig. Jeg kunne ikke se det, men jeg vidste når det var I nærheden. Det havde taget mig væk fra mine venner igen. Jeg havde ingen ide om hvor jeg var henne. Det eneste jeg vidste var at jeg var et eller andet sted I bygningen.

Jeg havde ligget på gulvet på et af de andre etager da Sofie var kommet op af trappen. Hun var stoppet op ved trappen næsten som om hun var bange for mig. Mark var kommet op af trappen lige bag hende og havde ikke tøvet med at komme hen mod mig, men jeg kunne ikke lade ham komme tæt på. Jeg vidste at han var der og han var ikke glad for at de havde fundet mig. Jeg havde sagt til dem at de skulle gå, men de ville ikke lytte til mig. På en måde var jeg glad for at de blev, men på samme tid også ked af det. De viste hvor meget de holdt af mig ved at blive og ved at udsætte sig selv for fare ved at blive også selvom de ikke selv var klar over det.

Han var blevet sur. Han havde løftet mig ved halsen og kvælt mig. Mark troede han kunne hjælpe. Det kunne han ikke, han endte bare selv med at blive løftet op I luften og kastet væk fra os. Det sidste jeg husker er Mark der råber efter mig mens jeg hang under loftet og kæmpede for at få vejret. Det sidste jeg så var Mark der kom løbende mod mig før det hele blev sort.

Jeg lå på et koldt gulv. Jeg kunne ikke se noget. Der var ikke det mindste lys. Kun mørke. Jeg var bange. Mit hjerte bankede hårdt I brystet. Jeg vidste at jeg var nødt til at komme væk. Jeg var nødt til at komme ud og finde Mark og Sofie. Sammen ville vi forlade det her sted og aldrig vende tilbage.

Nu var jeg taknemlig for at de andre ikke var taget med. De skulle ikke opleve det her. Jeg ønskede ikke at være skyld I at nogen af dem kom til skade. 

Jeg lå stille på gulvet et par minutter, fornemmede atmosfæren rundt om mig. Han var her ikke. Jeg kunne ikke fornemme ham nogen steder. Jeg begyndte at kravle frem I håb om at finde en væg eller hvis jeg var endnu heldigere ville jeg finde døren. Det varede ikke længe før jeg stødte min hånd ind I noget. Forskrækket tog jeg hånden til mig. Jeg rakte hånden frem igen og fandt det min hånd var stødt ind i. Det var ikke væggen jeg havde ramt. Det var en ting. Jeg løftede det op. Jeg kunne ikke se det, men jeg kunne mærke at det var en spand. Jeg kom til at tænke på den berygtede blodspand og satte den hurtigt ned og kravlede videre.

Jeg fortsatte lige ud. Ikke langt fra mig fandt jeg en mur. Jeg klemte mig op af muren for at finde støtte hos den. Jeg begyndte at kravle langs væggen med en hånd der hvilede på den kolde væg, så jeg hele tiden havde kontakt med den så jeg ikke ville komme væk fra den. Jeg forsatte ligeud og kravlede ind I flere ting på vejen, men de ting var jeg ligeglad med. Jeg ville bare finde døren og komme ud. Jeg fik et chok da jeg kravlede ind I en metalstang. Stangen væltede og jeg hørte en masse ting falde på gulvet. Det var metalliske lyde der kom fra tingene. Jeg blev nysgerrig og kravlede hen mod det sted jeg troede tingene var landet. Det var ikke en stang men et bord jeg var kravlet ind I. Da jeg kom lidt længere frem sved min hånd. Noget varmt og klistrede begyndte at sprede sig ud på min hånd. Jeg løftede hånden og kunne mærke blodet løbe ned over min hånd og dryppe ned på gulvet. Jeg havde skåret mig på noget som jeg ikke kunne se.

Jeg begyndte at kravle væk. Jeg havde en ide om hvad jeg havde ramt og ville helst ikke finde ud af om jeg havde ret. Jeg fortsatte med at kravle indtil jeg fandt en åbning I væggen. Det var ikke en dør som jeg havde regnet med at det ville være. Det var en lille gang. Jeg fortsatte gennem den indtil jeg kom ud på den anden side. Der var en smule lys her så jeg kunne fornemme at jeg var I et nyt rum. Ud fra lugten ville jeg gætte på at jeg var I en kælder.

Da jeg kom op og stå lagde jeg mærke til døren. Jeg kunne se lys komme ud fra bunden af døren. Lettet begyndte jeg at gå hen mod døren. Min blodig hånd efterlod et spor af blod efter mig som jeg gik hen mod døren. Lige som jeg skulle til at tage fat I dørhåndtaget hørte jeg det. Hørte en lille pige grine. Han gemte sig som en lille pige I håb om at jeg ville komme til ham. Der blev grinet igen. Jeg vendte mig om. Det var en fælde. Jeg vidste det. Hektisk vendte jeg mig mod døren igen og greb fat I håndtaget. Jeg rykkede hårdt I døren, men den ville ikke åbne. Jeg blev ved med at rive I døren. Den ville ikke åbne. Jeg hev endnu vildere I døren da jeg kunne fornemme noget komme op bag mig. Jeg stivnede da min ryg blev kold. Jeg var frosset til stedet. Min vejrtrækning skælvede mens jeg stod der. Så fløj jeg tilbage og landede på det hårde betongulv. Jeg rystede og hev efter vejret. Frygten og adrenalinen fik fat I mig så jeg rejste mig op og løb direkte mod døren. Jeg løb direkte ind I døren I håb om at den ville åbne. Døren fløj op så snart jeg ramte den. Jeg blev blændet da jeg kom ud, men det var lige meget. Jeg fortsatte med at løbe. Jeg skulle væk herfra.

Jeg løb. Jeg løb så hurtigt mine ben kunne bære mig. Mine skridt lød tungt mod betongulvet og skabte et foruroligende ekko gennem gangen. Jeg skulle aldrig havde været kommet… jeg skulle aldrig havde været kommet. Min vej endte brat da jeg løb ned af en blind gang. Jeg kunne ikke trække vejret. Mit bryst smertede for hvert af mine hivende indåndinger.

Lyden af en lille pige der grinte kom op mod mig. Nej! Nej! Nej! Panisk vendte jeg mig om. Lysende flakkede. De flakkede hektisk. I lyset for enden af gangen så jeg en skikkelse.

“Lad mig være!!!” råbte jeg. Den kom løbende mod mig.

Jeg skreg. Jeg skreg af mine lungers fulde kraft.

 

Mark

“Giv op Mark. Du finder hende aldrig,” sagde Sofie et sted bag mig.

“Det bliver jeg nødt til Sofie. Jeg kan ikke bare forlade hende,” sagde jeg tilbage. Vi havde ledt næsten alle steder I den her store forbandede bygning uden at finde det mindste tegn af Jessie. Jeg vidste at hun var her et sted. Det måtte hun være. Hun kan ikke bare sådan være forsvundet.

Jeg ville ikke forlade stedet uden hende. Jeg kunne ikke forlade hende her. Vi havde ledt og ledt, men jeg var ikke klar til at give op. Jeg ville ikke give op.

“Jeg tager ikke afsted uden hende, Sofie. Jeg vil ikke forlade hende her. Har du virkelig tænkt dig at forlade din veninde her?” spurgte jeg Sofie.

“Selvfølgelig vil jeg ikke forlade hende, men tænk nu realistisk Mark. Vi har ingen ide om hvor hun kan være og vi kan umuligt finde hende her I mørke. Desuden har vi ledt overalt Mark,” sagde Sofie og lyste rundt på gangen for at vise sin pointe.

“Hvad havde du tænkt dig at gøre, hva? Hvad ville du gøre for at hjælpe Jessie?” spurgte jeg mens jeg lyste på hende med min lommelygte.

“Jeg havde tænkt mig at komme ud herfra så hurtigt som muligt, for det kan kun gå for langsomt. Så ville jeg kontakte Julie, Anton, Marcus og Jack og fortælle hvad der er sket her, selvom de sikkert vil tro at det er noget vi har fundet på. Vi vil alle sammen tage tilbage hertil igen og lede efter hende når det er blevet lyst. Hvad siger du til den plan?” Sofie var stoppet op og ventede på mit svar.

“Du kan bare tage afsted Sofie. Kom tilbage med gruppen hvis du kan det, men jeg bliver her indtil jeg finder hende,”

“Hør lige på hvad du selv siger. Du kan ikke gøre noget for hende Mark. Vi kan ikke gøre andet end at komme tilbage og lede efter hende når det er lyst,”

“Bare tag afsted Sofie,”

“Nej Mark. Du tager afsted sammen med mig. Du skal ikke være her resten af natten,” Sofie ville bare ikke give op.

“Kan du ikke forstå at jeg ikke kan tage afsted uden hende Sofie?”

“Hvorfor Mark? Hvorfor kan du ikke tage afsted uden hende? Hvad er det der er så vigtigt?”

“Hør selv på dig selv Sofie. Det er din veninde vi snakker om. Du har tænkt dig at forlade hende her alene med Gud ved hvad der er her,”

“Svar mig nu bare Mark,”

“Jeg kan bare ikke Sofie. Jeg fik hende herud. Jeg får hende også med tilbage,” sagde jeg frustreret til Sofie. Nu var det hendes tur til at lyse på mig. Jeg kunne se at hun studerede mig og hun så skeptisk ud. Jeg kunne se at hun ikke troede på hvad jeg sagde. Hun vidste at der var noget der stak dybere, men jeg havde ikke tænkt mig at indrømme det her. Ikke over for hende.

“Okay. Som du vil. Du får en halv time og så er vi dem der er skredet,” sagde Sofie og begyndte at gå igen mens hun lyste frem for sig. Vi forsatte lige ud og gik ind I hvert eneste rum vi kunne finde. Jeg ville ikke gå ud fra det før jeg var fuldstændig sikker på at der ikke var en eller anden hemmelig udvej.

Vi ledte stadig efter rummet med hul I loftet. Det havde ikke lykkedes os at finde det endnu, selvom vi stadig var på etagen nedenunder. Vi manglede kun et lokale da vi endelig fandt det. Jeg blev mærkeligt lettet da vi fandt det for jeg troede på at det på en eller anden måde kunne føre os I retningen af Jessie, men jeg tog fejl. Det gav os bare flere spørgsmål end svar.

Da vi kom ind I rummet kunne vi se at der var endnu et hul I gulvet der førte til etagen nedenunder. Jeg blev endnu mere forvirret over at der så ud til at være endnu et hul nedenunder det vi allerede så igennem.

“Hvad er det der sker I den her bygning?” spurgte Sofie og lyste ned I hullet.

“Jeg ved det ikke,” svarede jeg ærligt. Jeg satte mig på hug for at se om jeg kunne få øje på andet længere nede, men kunne ikke få øje på noget.

“Hvor langt tror du der er ned?” spurgte jeg Sofie.

“For langt,” sagde hun. “Du kan godt glemme alt om at hoppe derned. Vi kommer tilbage med noget reb og så kan vi måske snakke om at hejse dig ned gennem hullet,” sagde Sofie bagefter.

“Jeg havde ikke tænkt mig at hoppe derned,” sagde jeg.

“Sig ikke at du ikke overvejede det,” det gjorde jeg, men jeg vidste også at det kun ville ende galt hvis jeg gjorde. Det sidste Jessie havde brug for lige nu var at jeg kom til skade.

“Kom lad os gå Mark,” sagde Sofie og begyndte at gå væk.

“Vi bliver stadig nødt til at undersøge de andre etager,” sagde jeg da jeg rejste mig op.

“Vi kan undersøge nederste etage og så tager vi af sted. Kan du leve med det?” spurgte Sofie mens hun gik videre. Jeg kunne høre på hende at hun var ved at være godt træt af at diskutere med mig, så jeg sagde bare ja og fulgte efter hende.

Vi gik hele vejen ned til stueetagen og gik ned af en af gangene vi ikke havde været I før. Jeg ledte og ledte mens Sofie bare stod og så på fra døren. Det irriterede mig vildt meget at hun ikke interesserede sig for at finde Jessie. Jeg nævnte det for hende flere gange og hun blev ved med at sige at hun ville lede efter hende når det først blev lyst. Sofie måtte gøre hvad hun ville, men jeg ville gøre et sidste forsøg på at finde hende før jeg lod mig føre væk af Sofie. Jeg ville komme til at hade mig selv når jeg tog herfra uden Jessie, men Sofie havde alligevel ret selvom jeg ikke brød mig om det.

Jeg forsatte indtil jeg var sikker på at jeg havde været igennem alle lokaler. Jeg var ved at give. Jeg var ved at tvivle på om jeg nogensinde ville finde hende. Hvorfor ledte jeg så meget efter hende? Jeg vidste ikke engang om hun var død. Hun måtte være død siden hun ikke havde svaret på vores råb. Der må være sket noget med hende. Tanken om hun kunne være død skræmmende mig. Sidst jeg så hende havde ikke været ved bevidsthed, så det gjorde min tanke endnu mere skræmmende, men jeg ville ikke tro på at hun var død. Det kunne hun ikke være. Det måtte hun ikke være. Der måtte være en anden forklaring for hvorfor hun ikke svarede.

Jeg stod stille midt på gange og vidste ikke hvad jeg skulle gøre med mig selv. Jeg var fanget I mine egne tanker da jeg mærkede Sofie ligge sin hånd på min skulder.

“Kom Mark. Vi skal nok finde hende senere,” sagde Sofie. Hun prøvede på at lyde medfølende men hendes irritation var tydelig I hendes stemme. Jeg kunne ikke andet end at nikke og begynde at gå tilbage den vej vi var kommet.

Vi var kommet ind mellem flere gange så det tog noget tid før vi endelig havde en ide om hvor vi var henne. Da vi endelig var ude på den gang vi var kommet ind af gik det ikke længe før vi fandt det lokale vi var kommet ind af. Da jeg var hoppet ud af vinduet blev jeg overrasket over at det var tusmørke. Vi havde været derinde I længere tid end jeg havde regnet med. Efter at havde hjulpet Sofie ud begyndte vi at gå væk fra bygningen. Det var da jeg hørte det. Jessies skrig.

Sofie kæmpede for at blokere min vej.

“Jessie!!!” råbte jeg og kæmpede endnu mere for at komme forbi Sofie, men det kunne jeg ikke. Hun formået at holde mig tilbage lige meget hvad jeg gjorde.

“Slap af Mark. Lad os se at komme væk. Hun vil stadig være der når vi kommer tilbage,” sagde hun. Det undrede mig at hun kunne sige sådan noget om sin veninde, men jeg gav op efter jeg havde kæmpet lidt mere for at komme forbi hende.

Jeg stoppede. Vendte mig om og gik videre væk fra bygningen. Sofie blev ved med at gå bag mig hele vejen tilbage til bilen for at være sikker på at jeg ikke løb tilbage.

Da vi satte os ind I bilen så jeg tilbage mod stigen der ville føre mig tilbage til Jessie. Jeg vil komme tilbage efter dig. Det lover jegtænkte jeg før vi korte ud I den stille morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...