Ildbarnet 1 - Sirius Hart

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2017
  • Opdateret: 17 feb. 2017
  • Status: Igang
Efter Sirius Hart, ved et uheld, kom til at brænde Drengehjemmet Migdowsa ned, begynder der at ske mærkelige ting; han får et mystisk brev, hvor der står noget om et akademi, han aldrig har hørt om før, han møder en peryton og en znaffli, og ikke mindst får han nye venner, og oplevelser han aldrig vil glemme…

6Likes
10Kommentarer
404Visninger
AA

4. Kapitel 4 - Statuen

Rory og Sirius gik ned af en sti belagt med marmorskærver. Marmorskærverne havde forskellige farvestrålende farver, ligesom de forskellige hårfarver. Han lagde hurtigt mærke til, at de marmorskærver der var sorte, ikke var helt sorte; de havde en gul eller blå plet, der næsten lignede øjne. Og selvom der var alle nuancer af lyserød, var der ingen røde marmorskærver. Ikke hvad han kunne se i hvert fald. Sirius rettede sit blik væk fra marmorskærverne. Foran ham lå et stort palæ med smuk udsmykning – det lignede næsten et sted, de kongelige ville bo. Der lå to huse på hver side af palæet, de så ikke ud af meget i forhold til palæet, men de var stadig flottere, end nogle huse Sirius nogensinde havde set. Et stykke væk fra husene lå en stor mørk skov. Hans blik vandrede hurtigt videre hen til vandfaldene, der løb ned af grottevæggene, haverne med alverdens blomster, den store sø i udkanten af grotten, det store smukke springvand og den Colosseum-lignende bygning.

”Velkommen børn! ” En mand med gyldenbrunt hår stod på trappen, der førte op til palæet. ”Velkommen til Calber Akademi For Unge Med Specielle Evner.” Sagde han højtideligt. ”I står her foran mig, fordi I alle er noget særligt. ” Sirius var ikke helt sikker, men han syntes, at han så manden kaste et blik på Sirius samtidigt med, at han sagde ordet særligt. ”Vi glæder os meget til at lære jer mere at kende. Men først skal vi finde ud af, hvilken kraft I hver især har. Selvfølgelig skal vi også have noget at spise.” Han gjorde en gestus med hånden mod døren, og eleverne begyndte langsomt at gå op af marmortrappen.

De kom ind i en stor hall med højt til loftet. Flere hundrede billeder hang på væggen, og forestillede forskellige personer. Store trapper førte både op og ned. Børnene fortsatte ind i en endnu større sal, med et stort D-formet bord i midten. For enden af salen, i højre side, var der en dør. Bordet var fyldt med lækker mad. Der sad elever rundt om bordet, dog var der gjort plads nogle steder, til de nyankommne elever. Han regnede med, at de elever, der sad der i forvejen, var de ældre elever. For enden af bordet sad nogen, der godt kunne være lærere. De kiggede alle på de nyankommne, dog kiggede flest på Sirius. Han følte sig utilpas til mode, og rykkede lidt bagud i gruppen. Rory så ikke ud til at have noget imod, at alle kiggede på dem. Han smilede bare.

”Tag plads, tag plads børn!” Lød en hæs stemme. En gråhåret dame med grydehår, havde rejst sig. Hendes læber var fortrukket i et lille følelsesløst smil. Gruppen af nyankommne børn begyndte langsomt at gå hen mod de tomme pladser. Sirius bevægede sig hen mod Rory, selvom det betød, at han var nødt til at gå op foran i gruppen. Rory fandt hurtigt en plads, og satte sig ved siden af en dreng med snehvidt hår. Sirius satte sig ved siden af Rory. Drengen med det snehvide hår, sad allerede og spiste. Sirius blev forundret, da han så at drengen spiste morgenmad. Det havde da været aften, da Sirius var fløjet ind i hulen. Drengen stoppede med at spise, da han så Sirius. Han kiggede forbavset på Sirius.

”Har du ildkraften?” Spurgte drengen med munden stadig fuld af mad.

”Øhh,” begyndte Sirius. ”Det tror jeg nok…” Han så på Rory med et spørgende blik. Hvorfor var ildkraften speciel? Rory åbnede munden for at svare, men nåede det ikke, før damen med det grå hår igen talte.

 ”I må nu begynde at spise,” sagde hun og gjorde en gestus mod maden på bordet. ”Dog skal dem jeg nævner nu, følge med Naxxremis.” Hun nikkede hen mod manden med det gyldenbrune hår, der havde taget imod dem uden for bygningen. ”For resten,” tilføjede hun hurtigt. ”Så er jeg Rektor Stone.” Hun trak på smilebåndene, men det var ikke venligt ment. Hun begyndte at læse op:

”Caligo Black,” en dreng med nøddebrun hud og brunt hår rejste sig og gik hen mod manden.

”Derf Egroeg” en dreng - der var i gang med at hælde peber på en piges pandekage, mens hun kiggede væk – så op, rejste sig og gik hen til manden.

”Lori Black,” en pige, der lignede drengen med den nøddebrune hud, rejste sig.

”Helena Wood,” pigen, der havde fået hældt peber på sin pandekage, og nu var i gang med at drikke en masse vand, rejste sig med et glas i hånden og gik hen mod manden.

”Rory Morgon,” Rory rejste sig og gik hen mod resten af dem, der var blevet råbt op. Han kastede et hurtigt blik på Sirius, men ellers flakkede hans blik bare rundt mellem alle de forskellige børn.

”Sirius Hart,” alle stoppede med at spise. De kiggede på Sirius. Han havde mest lyst til at sætte sig under bordet, væk fra alles opmærksomhed, men rejste sig alligevel og gik hen mod den middel årige mand med gyldent hår. Han stillede sig ved Rory med blikket rettet mod gulvet.

”Sirena Assenav,” en stor pige, der sad halvt lænet op af en dreng med sølvgråt hår, rejste sig hurtigt op, og gik smilende hen mod drengen, der hed Caligo.

”Zabell Knotley,” drengen med det snehvide hår, der havde siddet ved siden af Rory, rejste sig klodset op og fik væltet et par glas på vejen. Han bevægede sig langsomt hen mod dem.

”Fimaya Melior,” Sagde damen med gråt grydehår. En bleg pige med blåt hår, der sad og så uappetitligt på en bolle, kiggede nervøst op. ”Skal være venlig og følge med Croiz. ” Fortsatte Rektor Stone. En mand og en dame rejste sig op samtidigt. ”Hr. Croiz, tak.” Irettesatte Rektor Stone dem. Damen satte sig ned igen. Hr. Croiz gik hen og stillede sig ved døren, de nyankommne var kommet ind af.

”Kom bare Fimaya.” Sagde hr. Croiz beroligende. Hun rejste sig langsomt og gik usikkert hen mod hr. Croiz. Sirius kunne godt forstå, hvordan hun havde det. Alle kiggede på hende. Han hadede når alle kiggede på ham, mest fordi han ikke vant til at blive set. Hr. Croiz og pigen med det blå hår gik ud af døren. Sirius nåede ikke at undre sig over, hvor de skulle hen, fordi Naxxremis gjorde tegn til, at de skulle følge med ham. De gik hen mod døren, der var i den anden ende af spisesalen.

De kom ind i et rum. Rummet var mindre end spisesalen, men stadig ikke småt. Der var meget højt til loftet. Loftet var beklædt med mosaik, der forestillede de fire elementer; ild, luft, jord og vand. I midten af rummet stod en stor statue. Statuen forestillede en mand, der stod med en bog i den ene hånd og en fakkel i den anden hånd. Foran statuen var et lille alter.

”Før I kan kalde jer selv elever på Calber, skal vi være sikre på hvilken kraft I hver især har. ” Sagde Naxxremis. ”Og for at vide det helt præcist, skal I have det bekendtgjort af statuen dér.” Han pegede på statuen. ”Hvis I ikke allerede skulle vide det, så forestiller statuen Adam Calber, verdens mest kraftfulde wyc.”

”Wyc? ” Spurgte Sirius.

”En med specielle kræfter,” svarede Naxxremis og kiggede over på Caligo Black. ”Caligo, vær venlig at sætte dig op på alteret.” Sagde han og sendte Caligo et smil. Caligo åbnede munden som for at protestere, men bed det i sig. Han gik langsomt hen mod alteret. Caligo satte sig tøvende op på alteret foran statuen.

Expergisci,” Sagde Naxxremis og lagde sin hånd på statuen. Et gyldent skær lyste rummet op og forsvandt hurtigt igen. Naxxremis fjernede hånden fra statuen. I et kort øjeblik skete der ikke noget, men så begyndte en dyb rumlen at fylde rummet. Sirius troede ikke sine egne øjne, da statuen begyndte at bevæge sig.

Statuen talte med en dyb stemme, der gav genlyd i rummet:

”Caligo Black…” Statuen åbnede bogen han havde i hånden, selvom bogen så ud til at være lavet af marmor, ligesom resten af statuen. Bogen slog selv op på en side. Statuen så ud til at læse siden, men Sirius var ikke sikker.

”Elemon; jord.” Sagde Statuen. Bogen lukkede i, og statuen stillede sig tilbage, som den stod før.

”Kom du bare ned igen.” Sagde Naxxremis til Caligo, mens han skrev noget ned på et stykke pergament. Sirius regnede med, at han skrev det ned statuen havde sagt. Caligo havde tydeligvis ikke noget mod at komme ned fra alteret igen. Han hoppede hurtigt ned og stillede sig hen ved siden af sin søster.

”Derf Egroeg, så er det din tur.” Sagde Naxxremis og vinkede Derf hen til alteret. Derf satte sig, Naxxremis lagde sin hånd på statuen igen, og statuen kom til live. Bogen slog op på en side.

”Derf Egroeg... Elemon; lys.” Bekendtgjorde statuen med sin dybe stemme. Sådan fortsatte det i samme procedure indtil alle, undtagen Sirius, havde fået deres kraft at vide:

Lori Black: Elemon; jord. Helena Wood: Elemon; lys. Rory Morgon: Elemon; luft. Sirena Assenav: Framileo; skrig. Zabell Knotley: Elemon; sne.

”Sirius Hart, venligst sæt dig op på al…” Naxxremis nåede ikke at sige mere, før døren, der førte ind til spisesalen, gik op. Pigen med det blå hår kiggede nervøst ind af døren. ”Bare kom ind Fimaya.” Sagde Naxxremis og gjorde tegn til, at hun skulle tage plads ved siden af ham. Hun gik langsomt hen og stillede sig ved siden af Naxxremis. Hendes blik gled rund i rummet.

”Nå, Sirius, sæt dig op på alteret, tak.” Sagde Naxxremis. Han lød en smule anspændt. Sirius gik hen og satte sig på alteret. Alteret var koldt og ikke særligt behageligt at sidde på. Naxxremis lagde sin hånd på statuen.

Expergisci.” Sagde han. Sirius sad med ryggen til statuen og kunne ikke se den, men han kunne fornemme, at den bevægede sig. Han fik et chok, da dens rungende stemme fremsagde hans kraft:

”Sirius Hart... Elemon; ild.” Sirius kunne høre de andre gispe. Naxxremis skrev hastigt statuens svar på sin liste, som om han ville glemme det, hvis ikke han skrev det hurtigt ned.

”Kom du bare ned igen Sirius,” sagde Naxxremis, da han havde skrevet det ned. ”Fimaya så er det din tur,” han kiggede ikke på hende, da han sagde det, han havde travlt med at kigge intenst på Sirius. Sirius følte sig meget utilpas. Før havde alle kigget på ham, men nu stirrede de nærmest bebrejdende på ham. Alle bortset for Rory og pigen med det blå hår. Naxxremis var den første, der fjernede blikket fra Sirius. Han gav Fimaya et puf i ryggen, og hun bevægede sig langsomt hen mod alteret. Hun satte sig op, og statuen gentog proceduren.

”Fimaya Melior… Elemon; vand. Elemon; jord.” Sagde statuen og stillede sig derefter tilbage, som den stod før. Drengen med den nøddebrune hud, Caligo Black, og han søster, Lori Black, fnisede lavmælt. Naxxremis sendte dem et vredt blik, og de stoppede øjeblikkeligt. Fimaya så ud som om, hun var på nippet til at græde, men hun holdt alligevel tårerne tilbage. Hun stirrede lige ud i luften.

”Det er okay,” sagde Naxxremis beroligende. ”Kom, det er tid til, at I skal have noget at spise.” Han gik hen mod døren og børnene fulgte efter.

Da de kom ud i spisesalen, var alle de andre elever i gang med at spise. Salen var fuld af støj og muntre stemmer. Naxxremis tog imod en ny flok børn, og førte dem ind i rummet med statuen. Sirius, Rory og Zabell fulgtes hen til deres pladser. De satte sig, og straks efter begyndte Zabell at spise en stor portion cornflakes. Rory tog en kande og hældte op i sit glas. Det han havde hældt op i glasset lignede ikke vand, det havde en grøn farve.

”Hvad er det du drikker?” Spurgte Sirius med munden fuld af mad.

”Blepyspvand,” svarede Rory og tog en slurk. ”Det skifter farve efter dine følelser. Vil du have?” Sirius takkede ja, og Rory hældte op i Sirius’ glas. Vandet antog farven blå. Eftersom Rory ikke så på ham med et undrende blik, regnede Sirius med, at det var okay at vandet antog farven blå. Sirius’ blik spejdede rundt i salen. Undersøgte alle eleverne. Til sidst faldt hans blik på pigen med det blå hår. Hun sad og kiggede på maden, som om den havde tænkt sig at spise hende i stedet for omvendt. Der var ikke nogen der talte med hende. Ikke nogen der kiggede på hende, bortset fra nogle korte blikke, der blev efterfulgt af en fnisen. Sirius forstod ikke, hvad hun havde gjort galt.

”Ved du, hvad der er med hende?” Sirius kunne ikke lade være med at spørge Rory. Rory kiggede på Sirius.

”Hvem?” Spurgte han og tog endnu en bid af sin burger.

”Fimaya.” Sagde Sirius langsomt. Rory kiggede på ham med et undrende blik.

”Hvorfor vil du vide noget om hende?” Sirius svarede ikke, men sendte i stedet Rory et blik, der betød, at han ikke skulle spørge. Mest fordi Sirius ikke selv vidste, hvorfor han så gerne ville vide noget om hende. Rory tog en bid, sukkede og forklarede så.

”Hun er en knettle.” Begyndte Rory, og før Sirius kunne spørge om, hvad det var fortsatte Rory: ”Det er en med to kræfter. Folk med to kræfter er meget sjældne, fordi man ikke normalt kan blande to kræfter. Enten er man det ene eller det andet. Derfor er folk med to kræfter – knettle – ofte meget svage. Ikke nødvendigvis i person, men i kraft. Deres kræfter fungerer ikke sammen. ” Afsluttede Rory. Sirius havde ondt af Fimaya. Hun kunne ikke gøre for, at hun var en knettle.

”Nå, nu hvor alle har fået deres kræfter at vide, er det tid til, at i finder jeres huse. I skal følge med de store elever, der hører til jeres hus.” Sagde Rektor Stone, der igen havde rejst sig fra sin stol. ”Oliver O’Neil vil repræsentere framileo-huset. Nissa McKinney vil repræsentere transfomato-huset. Og Tate Hunt vil repræsentere elemon-huset.” Forklarede hun. ”Værsgo at rejse jer.” Salen fyldtes igen med stemmer, da eleverne begyndte at rejse sig og følge med deres repræsentanter.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...