Ildbarnet 1 - Sirius Hart

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2017
  • Opdateret: 17 feb. 2017
  • Status: Igang
Efter Sirius Hart, ved et uheld, kom til at brænde Drengehjemmet Migdowsa ned, begynder der at ske mærkelige ting; han får et mystisk brev, hvor der står noget om et akademi, han aldrig har hørt om før, han møder en peryton og en znaffli, og ikke mindst får han nye venner, og oplevelser han aldrig vil glemme…

6Likes
10Kommentarer
493Visninger
AA

3. Kapitel 3 - Byen i Bjerget

Han sad og nød varmen, da en stor sky gled for solen. Han kiggede forundret op. Der havde ikke været en eneste sky på himlen, sidst han kiggede. Men det var heller ikke en sky, der var foran solen, opdagede han. En stor sort skygge, kom flyvende ned mod ham. Skyggen havde to store vinger, men det var ikke en fugl, den havde fire ben, og et stort gevir. Den kom hurtigt tættere på. Han kunne ikke fjerne sit blik fra den store peryton, der kom flyvende ned mod ham. Kort efter landede den lige foran ham. Han rejste sig op, og trådte et skridt tilbage, en smerte skød gennem hans ben, men han ignorerede det. Han kunne mærke, hvordan ærefrygten sneg sig ind på ham. Den kiggede venligt på ham, med store sølvgrå øjne. Den stak hovedet tættere på ham. Han blev stående. Rakte sin hånd frem mod dens mule. Hans hånd og dens mule mødte hinanden.

I samme sekund som de mødte hinanden, gik der ild i perytonnen. Han trak hurtigt hånden til sig. Han betragtede bange perytonnen. Den rejste sig op på bagbenene og baskede febrilsk med vingerne. Den sagde en lyd, men det var ikke af smerte. Det var af glæde...

Den stillede sig ned på alle fire, og ilden slukkede. Den så helt rask ud, ligesom Sirius gjorde, når han havde skudt ild ud af hænderne. Den havde skiftet farve. Den var ikke længere grå-lilla. Den var blevet gylden med et skær, der havde samme farve som ild. Hver gang den bevægede sig lignede det, at flammer strøg hen over dens store krop, men det var kun illusioner, der var ikke ild i den. Den havde på en eller anden måde absorberet hans kræfter.

Fantastisk! Tænkte han begejstret. Perytonnen opfangede hans glæde og udstødte en glædeslyd. Den løb rundt om ham i cirkler.

Så pludselig stoppede den brat op. Kiggede ned på Sirius’ ben. De dybe sår, fra ulvens kløer, var begyndt at bløde igen. Det varme, klistrede blod løb ned af hans ben. Det sved i hans sår. En gullig væske blandede sig med det mørkerøde blod. Der var gået betændelse i. Han satte sig opgivende ned på jorden. Kiggede på sit ben. Han rev en strimmel af hans beskidte trøje. Han ville binde det rundt om såret, men kom i tanke om, at det var mere beskidt end jorden i hans sår. Han lagde opgivende stimlen fra sig. Perytonnen stillede sig hen foran ham. Bukkede hovedet ned mod hans sår. Den stoppede lige før såret og dens hovedet mødte. Den kiggede op på Sirius. Han stirrede undrende på det store, smukke dyr. Den kiggede ned mod såret igen. Så slikkede den på det. Dens bløde tunge slikkede først alt blodet væk. Så begyndte den at slikke midt på såret. Hans ben var helt følelsesløst. Først blev han bange, men så begyndte han at kunne mærke benet igen. Han mærkede ikke smerte.

Perytonnen stoppede med at slikke, og trådte et skridt tilbage. Sirius kiggede på såret. Det var begyndt at samle sig. Langsomt forsvandt det fra hans ben. Ingen ville nogensinde lægge mærke til, at det havde været der. Han rejste sig op og gik langsomt - prøvende - hen mod perytonnen. Det gjorde ikke ondt. Ikke den mindste smule. Han kunne mærke et smil bredde sig på sine læber. Han var ikke sikker, men han syntes også at kunne skimte et smil fra perytonnen.

Han stod foran den. Kiggede den dybt ind i dens store - nu gyldne - øjne. Dens rolige bevægelser og åndedræt smittede af på Sirius. Han stod helt stille, mens han betragtede perytonnen.

Vil du med?

Var der en der spurgte. Han kiggede hurtigt rundt, men der var ikke nogen. Han kiggede tilbage på perytonnen. Den lavede en kort bevægelse med hovedet, og han forstod.

Sæt dig op.

Sagde perytonnen i hans hoved. Den lagde sig ned, men selv da den havde lagt sig ned, var den stor i forhold til Sirius. Han kravlede besværet op på perytonnen og satte sig mellem vingerne.

Er du klar?

Den spredte sine store vinger ud og lettede ubesværet fra jorden. Han kunne mærke vinden i sit hår. Suset hver gang den tog et vingeslag. Den steg højere og højere op. Skoven, neden under ham, blev mindre og mindre. Han kunne mærke, hvordan luften blev tyndere. Perytonnen fløj ikke længere højere op. Fortsatte bare lige ud.

Efter en halv time, kunne Sirius se et stort blåt hav under ham. Han kunne se et skib ude i horisonten. Han kiggede bagud. Kunne se landet forsvinde bag ham. Snart kunne han ikke se mere en utydelig grøn streg. Han kunne mærke den ubehagelige følelse af at efterlade alt han nogensinde havde kendt. Og han sad på ryggen af et dyr, der ikke burde findes. Det var helt surrealistisk.

Hey! Sagde perytonnen stødt, som om den kunne høre hans tanker.

Undskyld, tænkte Sirius og håbede, at den kunne høre det. Perytonnen begyndte at flyve nedad. Langsomt begyndte vandet at komme tættere på. Da der kun var en meter mellem vandet og perytonnen, kunne han se vandet begyndte at boble. Det kogte. Men kun det vand, der var lige under perytonnen. Perytonnens klove var rødglødende.

Hvad syntes du? Spurgte perytonnen i hans hoved stolt.

Kan du gøre det? Spurgte Sirius undrende. Kan jeg så også? Spurgte han og kiggede på sine hænder.

Prøv. Svarede perytonnen. Han lukkede øjnene. Koncentrerede sig om at forestille sig, hvordan det føltes når varmen bredte sig i ham. Han forstillede sig ilden, der havde stået ud af hans hænder. Forstillede sig følelsen af store varme flammer, der lyste alt op. Han forestillede sig vandet boble. Koge. Han åbnede langsomt øjnene, men der var ikke noget vand der kogte. Kun små bølger fyldte det store hav. Han kunne mærke skuffelsen brede sig.

Bare rolig. Du skal nok lære det.

Sagde perytonnen opmuntrende. Sirius sukkede. Perytonnen begyndte at flyve op mod skyerne igen. Han kiggede op mod skyerne. De var begyndt at blive grå.

Mørket var ved at falde på, og en kold vind var begyndt at tage til. Foran dem begyndte Sirius at kunne se lys. Huse begyndte at vise sig ude i horisonten. Husene kom hurtigt tættere på. Han vidste ikke, hvor henne i verden de var. Flere skibe begyndte at dukke op under dem. Store bølger fyldte havet, og fik skibene til at gynge. Trods vinden fløj perytonnen roligt.  

De fløj langs kysten i lidt tid, før perytonnen begyndte at følge en bred flod, der førte ind i landet. Floden snoede sig lidt i starten, men endte som en stor sø. De fløj hen over søen. Han hørte en høj mekanisk brummen. Han kiggede ned. Der lå en lufthavn.

Hvad med flyverne? Spurgte Sirius bekymret. Undrer de sig ikke over, at der kommer en dreng flyvende på en kronhjort med vinger?

De kan ikke se os. Svarede perytonnen roligt. Sirius ville spørge hvorfor, men tog det i sig igen. Han havde ikke lyst til at forstyrre perytonnen. Han vidste ikke præcist, hvor langt de havde fløjet, men han vidste, at de havde fløjet meget langt. Perytonnen var begyndt at slå mere besværet med vingerne. Den prustede også lavmælt.

Da lufthavnen var ude af syne, drejede perytonnen lidt og fløj tværs henover en by. Sirius kunne se, de små biler køre rundt mellem husene. De fløj videre væk fra byen. Hen over nogle store mørke marker. Sirius begyndte svagt at kunne skimte endnu en flod, men det var ved at være for mørkt til at kunne se noget som helst. Han kunne mærke, at perytonnen begyndte at flyve hurtigt nedad. De var meget tæt på vandet. I mørket kunne Sirius se et bjerg tage form. Perytonnen drejede hen mod bjerget. Fløj ind af en lille åbning i bjerget, man umuligt ville kunne se udefra.  

De fløj igennem en lang tunnel, før de begyndte at kunne se lys. Lyset kom tættere og tættere på. Da de fløj ud af enden af tunnelen, var stor eng det første syn der mødte dem. Engen lå inden i en meget stor grotte, og selvom der var lukket af for alt lys udefra var alt lyst helt op.

Et lille hus lå på engen. Det havde stråtag og røg stod op af en lille skorsten. Huset var bygget af mursten. Foran huset stod en masse perytonner med personer på ryggen eller ved siden af. Perytonnerne var i mange forskellige farver; blå, grønne, hvide, frostblå, pink, brune og mange andre. Der var mange perytonner med de samme farver, men ingen af perytonnerne var samme farve som hans.

De landede ved siden af en dreng med meget hvidt hår og en smuk hvid peryton ved sin side. Drengen vendte sig rundt, da Sirius hoppede ned fra perytonnen. Han kiggede på Sirius med undrende øjne. Så kiggede han hen mod Sirius’ peryton. Han så spørgende på Sirius.

”Er der noget galt?” Spurgte Sirius og kiggede på den blonde dreng. Hans øjne var meget lyse. Næsten hvide.

”Nej. Det er bare meget længe siden, at nogen har set en peryton som din.” Svarede drengen hurtigt og gik hen mod Sirius’ peryton med tøvende skridt. ”Må jeg?” Spurgte han usikkert. Sirius nikkede langsomt. Drengen rakte sin hånd frem og satte den forsigtigt på perytonnens hals. Men han trak den hurtigt til sig. Kiggede ømmende på sin hånd. ”Varm.” Hviskede drengen lavmælt. Sirius kiggede vredt på sin peryton.

Undskyld… Sagde perytonnen undskyldende og skyndte sig at kigge et andet sted hen.

”Det må du undskylde.” Sagde Sirius og rakte hånden frem. ”Jeg hedder Sirius.” Drengen tog den med den hånd, der ikke var blevet brændt.

”Rory.” Sagde drengen. Sirius lagde først nu mærke til, at der var mange andre, der også kiggede på ham og hans peryton. Børnene så ud til at være på samme alder som Sirius. Deres øjenfarve passede deres hårfarve, og deres hårfarve til deres perytons farve. Det var et underligt syn, men på samme tid fik det også Sirius til at føle, at alle, på en eller anden måde, passede ind. Der var også nogle få af børnene, der havde forskellige hår- og øjenfarve. De fleste så helt rolige ud, men der var også nogle få, der så meget utrygge ud.

Sirius var stadig ikke sikker på, hvad han skulle her, men han følte sig alligevel på en måde hjemme. Han havde heller aldrig rigtigt set drengehjemmet som et hjem.

De børn der så mest sikre ud – deriblandt Rory – forlod deres perytonner og gik hen mod en stor by, der lå et stykke væk. Sirius havde ikke lagt mærke til byen før nu. Den var stor, og det så ud som om, at den var bygget op af de store grottevægge. Sirius skyndte sig at følge efter flokken. Ligeså gjorde resten af børnene. Han forlod sin peryton, og nåede lige at se, at den løb ud i den store eng sammen med de andre perytonner. Han løb op ved siden af Rory. Han kunne høre Rory nynne lavmælt, men han kendte ikke melodien.

”Hvor skal vi hen?” Spurgte Sirius nysgerrigt.

”Ved du ikke det? Du af alle burde da vide det.” Sagde Rory og kiggede på Sirius. Sirius undveg hans blik.

”Nej…” Sagde Sirius langsomt.

”Vi er på vej til Cliffglen. Den by du kan se dér.” Forklarede han og pegede over mod den store by, der var bygget op af grottens vægge. ”Vi skal igennem Cliffglen for at komme til Calber.”

”Okay.” Sagde Sirius forstående. Han kunne mærke, hvordan hans hjerne arbejdede på højtryk for at bearbejde alt det nye. ”Og Calber det er skolen?” Resumerede Sirius.

”Ja.” Bekræftede Rory. ”Jeg har aldrig selv været her, men jeg har hørt meget om det.” Sagde han. ”Mine storebrødre snakker hele tiden om det.” Tilføjede han hurtigt.

De havde ikke gået længe, før de kom forbi de første huse. De gik på hovedgaden, der vistnok hed Qewth - det stod der i hvert fald på nogle skilte. Der var mange farvestrålende forskellige butikker der solgte alverdens ting. De fleste af tingene havde Sirius aldrig set før. Oven over ham svævede perytonner roligt rundt. Byen var fuld af mennesker, med forskellige farvestrålende hårfarver. Han havde aldrig set så mange med den slags hårfarver før.

”Hvorfor har de alle sammen sådan nogle hårfarver?” Sirius kunne ikke lade være med at spørge, og Rory virkede som en, der vidste en hel masse om stedet her.

”Din hårfarver afhænger af din kraft, og om du er elemon, framileo eller transfomato…” Forklarede han. ”Jeg er elemon og har kraften luft, derfor har jeg hvidt hår. Og ud fra din hårfarve og øjenfarve, så går jeg ud fra, at du er elemon og har ildkraften.” Han lagde ekstra tryk på det sidste ord.

”Er det en dårlig ting - ildkraften?” Sirius havde så mange spørgsmål, men han vidste ikke, hvor han skulle starte.

”Nej det er det ikke.” Svarede Rory undvigende, han var ved at blive træt af alle Sirius’ spørgsmål. ”Vi er der snart. Jeg forklarer alt senere. Okay?”

”Okay.” De gik lidt i stilhed, før de kom til der, hvor den store grotte så ud til at ende. Så stoppede de. Foran dem var en stor port, der førte ind til en anden grotte. En krumrygget mand med klistret hår stod foran porten. Han holdt en lang liste i hånden. Børnene stillede sig op i en halvcirkel foran manden.

”Velkommen til Calber Akademi For Unge Med Specielle evner. Mit navn er Derek Gibber og jeg er pedel her på stedet. Det er mit job at holde styr på jer.” Sagde manden med et skævt smil. ”I skal nu, en af gangen, komme hen til mig og oplyse jeres navn, så kan I komme gennem porten dér.” Sagde han og pegede på den store port. Alle børnene stillede sig op i en lang kø. Sirius stod bagerst i køen sammen med Rory. Køen rykkede langsomt fremad indtil Sirius stod næst forrest.

”Navn?” Spurgte pedellen træt, til den pige der stod foran Sirius.

”Helena Wood.” Svarede pigen. Hun havde langt lyst hår.

”Passér.” Sagde pedellen og pigen gik ind gennem porten. Sirius rykkede frem. ”Navn?” Spurgte pedellen og kiggede på Sirius med sine grå øjne.

”Sirius Hart.” Sagde Sirius. Pedellen tjekkede listen.

”Passér.” Sagde pedellen med en mekanisk stemme, og gjorde et lille kast med hånden hen mod porten. Sirius gik hen mod porten. Lidt efter kom Rory luntende efter ham, og de gik gennem porten sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...