Ildbarnet 1 - Sirius Hart

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2017
  • Opdateret: 17 feb. 2017
  • Status: Igang
Efter Sirius Hart, ved et uheld, kom til at brænde Drengehjemmet Migdowsa ned, begynder der at ske mærkelige ting; han får et mystisk brev, hvor der står noget om et akademi, han aldrig har hørt om før, han møder en peryton og en znaffli, og ikke mindst får han nye venner, og oplevelser han aldrig vil glemme…

6Likes
10Kommentarer
412Visninger
AA

2. Kapitel 2 - Musen Uden Ører

Han sad ved åen, med fødderne i vandet. Stormen var ovre, solen skinnede, himlen var skyfri og der var ingen vind. Vandet var dejligt køligt. Han lagde sig på ryggen, stadig med fødderne i det kølige vand. Han kunne se trætoppene. Solens varme stråler, gik igennem de store trækroner. Bladene dryppede stadig efter nattens regn. Noget strøg forbi hans fod i vandet. Han satte sig op, og trak fødderne til sig. Kiggede ned i vandet. En fisk svømmede rundt i åen. En til fisk, lidt længere væk, hoppede op af vandet.

Så kan jeg da få noget at spise. Tænkte han. Han stak hænderne ned i vandet og prøvede at fange fisken, der var tættest på ham. Men hver gang han fik fat på den, gled den ud af hans hænder. Den var for glat. Han tog hænderne op af vandet og tørrede dem af i græsset. Hans mave rumlede, han skulle have noget at spise snart. Så rejste han sig op og kiggede rundt. Ledte efter noget spiseligt. Han kiggede over på den anden side af åen. Der stod nogle buske med noget der lignede bær. Til at starte med ville han ikke vove at krydse åen, men da hans mave protesterede, indså han, at han var nødt til at tage chancen. Han fandt en pind, og stak den ned i åen for at se, hvor dyb den var. Han havde stukket over halvdelen af pinden i vandet, før den ikke kunne komme længere ned. Der var cirka en halv meter dybt ved kanten, konkluderede han, efter at have trukket pinden op af vandet.

Han stak først den ene fod i vandet, så den anden. Vandet gik ham til lidt over knæene, når han stod fladt på bunden. Han kunne mærke de glatte sten under sine fødder. Han tog pinden i hånden, og støttede sig til den, for ikke at glide på stenene. Han tog et skridt, vandet blev lidt dybere. Et til, og så et til. Vandet gik ham til hoften. Han var næsten nået halvvejs over åen. Han stoppede op, satte pinden i vandet foran ham. Der var for dybt til, at han kunne bunde. Han ville vende om, men gled på en sten, så han faldt i vandet og blev gennemblødt fra top til tå.

Typisk. Tænkte han vredt. Han hadede at blive våd. Så svømmede han mod bredden.

***

Hans tøj var næsten tørt. Han sad med ryggen lænet op af et træ. Han havde samlet grene til at lave et bål, men han kunne ikke få tændt ild.

Kom nu, tænd! Tænkte han, mens han koncentrerede sig. Han sad med strakte arme, og pegede på bålet med sine hænder. Men der kom ikke flammer ud af dem, ikke engang en lille gnist, intet. Han prøvede igen, men stadig uden held. Til sidst opgav han. Natten var ved at falde på, og han vidste, at det ville blive koldt om natten. Han besluttede at gøre det på den gammeldags måde. Han fandt to pinde og begyndte at gnide dem mod hinanden. Efter en del tids hårdt arbejde, begyndte den ene pind at ryge. Så fandt han hurtigt noget birkebark, og fik sat ild til det. Han byggede et bål op. Ilden fik hurtigt fat i træet. Ildens orange skær lyste op og varmede hele Sirius’ krop. Han rykkede tættere på bålet, så varmen kunne færdigtørre hans tøj. Røgen fra bålet lagde sig som en tynd tåge omkring ham. Han lukkede sine øjne.

***

Puff! Han vågnede med et sæt. Det var stadig mørkt, og bålet var næsten gået ud, der var kun gløder tilbage. Han kiggede forvirret rundt. Kunne ikke se, hvad der kunne have sagt lyden. Han hørte nogle blade hvisle et sted bag ham.

”Hallo? Er der nogen? ” Spurgte han uroligt. Ingen svarede. Det var sikkert intet. Sagde han til sig selv, men han var ikke sikker. Noget bevægede sig til højre for ham. Han kiggede. Et dyr der lignede en overvokset mus uden ører, stod ved siden af ham og kiggede. Den overvoksede mus, havde en gyldenbrun farve. Den havde også en lille snor om halen, hvor der var fastgjort et stykke pergament. Musen kiggede på ham, ikke som en normal mus ville gøre, men den kiggede på ham med et specielt blik, som om den ville have ham til at gøre noget. ”Hvad vil du have jeg skal gøre?” Spurgte han frustreret. Han vidste, at han var ved at blive skør, han sad og talte til en overvokset mus uden ører. Han måtte drømme, om lidt ville han vågne op på drengehjemmet i sin seng. Det var han sikker på, men så knurrede hans mave, sulten var ægte nok. Han var ikke blevet mæt af at spise bærerne. Musen kiggede på ham, som om han var en total idiot.

”Helt ærligt!” Udbrød Sirius, ”kan du ikke give et hint?”. Musen viftede med halen. Sirius forstod, hvad musen ville have ham til at gøre. Han tog fat i pergamentet og løsnede det fra snoren. Han skulle til at åbne det, da musen pludselig forsvandt i et lysglimt, der var formet som en kongeørn. Kongeørnen udstødte et skrig og forsvandt så. Han var helt lamslået. Han stirrede på der, hvor musen havde forvandlet sig ind til en kongeørn, og derefter forsvundet.

Han åbnede brevet. Det var skrevet med en smuk håndskrift. Blækket var lilla. Pergamentet duftede af lavendel. Han læste brevet:

Kære Sirius Hart

Du har udvist tegn på at have specielle evner. Derfor vil vi med glæde byde dig velkommen på Calber Akademi For Unge Med Specielle Evner. På Calber vil du lære at styre dine specielle evner. Og du vil få nye venner, der er lige så specielle som dig.

Hvis du beslutter at komme, så vid, at du vil blive hentet den 17 juli af en peryton.

Vi glæder os til at se dig.

-Xavier Edwed Naxxremis, vicerektor på Calber Akademi For Unge Med Specielle Evner.

Han læste brevet igennem fire gange, før det gik op for ham, at brevet var skrevet til ham. Han foldede brevet sammen, og lagde det ned i hans lomme. Var der nogen der lavede sjov med ham? Først ilden, så en overvokset mus uden ører, og nu et brev fra et akademi, der ikke fandtes. Han troede ikke på noget af det, men han vidste heller ikke, hvad han skulle tro på længere. Selvom han vidste, at det umuligt kunne være sandt, ville han gerne have, at det var sandt. Han ønskede, at det var sandt. Han ville ikke være ligesom alle andre, han ville være anderledes. På den anden side, stod der, at en peryton ville komme og hente ham. Hvad i alverden var en peryton?

***

Han sad inde i hulen, det var begyndt at regne. Han havde brevet i hånden. Kiggede på det, mens han diskuterede for og imod med sig selv. Skulle han tro på det? Men hvis han troede på det, ville han indrømme for sig selv, at han havde sat ild til drengehjemmet. Skulle han ignorere brevet, og så fortsætte med at bo i skoven? Men hvis han gjorde det, ville han bare give Dean ret i, at han ikke var noget specielt.

***

Den 16 juli - han ville blive hentet i morgen, hvis brevet var rigtigt. Men hvis der ikke kom en peryton og hentede ham i morgen, ville han tage tilbage til byen, og finde et nyt sted at bo. Han glædede sig til i morgen, håbede at perytonnen ville komme. Men han var også bange for, hvordan han ville reagere, når perytonnen ikke kom, og han ville være nødt til at tage tilbage til byen.

Det var midt på dagen, og han var begyndt at blive sulten. Mørke skyer var gledet for himlen. Kulden var bidende, selvom det var sommer. Han tog mod til sig, rejste sig op og gik ud af hulen. Han blev omgåede indhyllet i blæst. Han gik hen mod åen, men pludselig hørte han en dyb knurren. Den kom bagfra.

Han vendte sig langsomt om. Hans øjne mødte nogle gule øjne. Han kunne mærke sit hjerte springe et slag over. Ulven blottede truende sine sylespidse tænder. Den gik langsomt tættere på ham. Ulvens store krop var dækket med sølvgrå pels. Han begyndte at gå baglæns, væk fra ulven. Et hyl lød, et sted ikke langt derfra. Han brændte efter at tage et hurtigt kig hen mod hylet, men blev ved med at kigge på den store ulv. Endnu et hyl blandede sig med hylet. Et til hyl, og så et til. Han kom længere og længere væk fra hulen. Dybere og dybere ind i skoven. En ulv sluttede sig sammen med den sølvgrå ulv. Den nye ulv var endnu større end den første. Den havde pels sortere end kul. Dens gule øjne borede sig ind i hans øjne. Sirius sænkede automatisk blikket. Hans instinkt sagde, at han skulle blive stående, men hans ben var ikke enige. Han vendte sig hurtigt om og løb. Løb hurtigere end han troede hans ben kunne bære. Løb længere og længere ind i den dunkle skov. Hoppede over et væltet træ. Adrenalinen pumpede rundt i hans krop. Han trak vejret i heftige træk. Han kunne høre ulvene bag ved ham. De gøede og snerrede bidsk. Han var ved at falde over en gren, der lå på jorden, men han nåede lige at få balancen. Han kunne se, at ulvene var ved at hale ind på ham, ud af hans øjenkrog. Panikken steg i ham, han kunne snart ikke løbe længere. Hans ben sitrede af ømhed, og hans vejrtrækning stak som nåle.

En ulv løb op på siden af ham, kiggede på ham og blottede sine tænder. Dukkede så hovedet ned mod hans ben, og åbnede munden. En smerte skød gennem hans ben. Han faldt ned på den hårde, kolde jord. Slog hovedet mod en sten. Det sortnede for hans øjne. Hans ben dunkede af smerte. Han kunne mærke, det varme blod løbe ned af hans ben. Han hørte ulvene, der stod ved siden af ham, det vidste han, at de gjorde. De knurrede.

Tiden gik i stå.

Han burde være bange, men det var han ikke længere. Han følte sig rolig. Han kunne mærke, hvordan hans hjerte langsomt begyndte at slå i normalt tempo igen. Hans krop slappede af. Men hans tanker fløj rundt i hovedet på ham. Han tænkte på drengehjemmet. På, hvordan han havde sat ild til alt. Havde fået alt til at brænde. Han huskede, hvordan Dean havde frygten malet i ansigtet, da ilden skød ud af hans hænder. Han huskede følelsen. Følelsen, da han skød ild ud af hænderne. Følelsen af at kunne alt. Han havde følt sig kraftfuld. Han havde ikke lagt mærke til det før. Han havde været for bange, men når han tænkte tilbage på det, kunne han godt huske, at han inderst inde havde følt det. Han kunne også huske, hvordan en del af hans frygt, var for, at det ikke var rigtigt, men at det bare var en drøm.

Mens han tænkte tilbage på alt det, der var sket kunne han mærke, at hans bevidsthed langsomt var ved at vende tilbage. Han kunne mærke, hvordan hans krop sugede varmen ud af den ellers kolde jord. Den bredte sig ud i hele hans krop. Det føltes som om al kulden, der havde omringet ham, var blevet til varme. Han kunne mærke varmen brede sig fra hans ryg, videre ud til hovedet, armene, benene. Og så kom den velkendte følelse af varmen fra ild. Han følte sig frisk og klar. Men hans ben sved stadig af smerte. Han åbnede øjnene og kiggede direkte ind i store, høje flammer. Han kunne hør ulvene klynke. De gik en stor bue uden om flammerne og kiggede længselsfuldt efter ham. Så vendte de sig om og løb. Så snart de var ude af syne, slukkede ilden og varmen forsvandt. Kulden sluttede sig hurtigt om ham, og han begyndte at fryse. Kulden var bidende, koldere end den havde været før. Han kunne høre sine tænder klapre sagte.

Han vidste ikke, hvor han var i skoven. Han vidste ikke, hvor langt han var løbet væk. Det var for mørkt til, at han kunne orientere sig. Han kiggede op, men de mørke trækroner dækkede for månelyset og stjernerne. Kun en lille lysstribe dannede en streg hen af jorden. Sirius haltede langsomt hen mod lysstrålen. Han kiggede prøvende op, men han kunne ikke se nogle stjerner. Kun den store måne lyste himlen op.

Han satte sig op af et træ, der stod mit i lysstriben. Han lænede hovedet opgivende mod træet. Han sukkede. Han vidste ikke, hvad klokken var eller, hvornår perytonnen ville komme. Men han var dog blevet sikker på, at den ville komme. Han havde sat ild til noget flere gange nu. Og kun når han havde brug for det. Det måtte jo være et tegn. Mere nåede han ikke at spekulerer, før søvnen greb ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...