Ildbarnet 1 - Sirius Hart

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2017
  • Opdateret: 17 feb. 2017
  • Status: Igang
Efter Sirius Hart, ved et uheld, kom til at brænde Drengehjemmet Migdowsa ned, begynder der at ske mærkelige ting; han får et mystisk brev, hvor der står noget om et akademi, han aldrig har hørt om før, han møder en peryton og en znaffli, og ikke mindst får han nye venner, og oplevelser han aldrig vil glemme…

6Likes
10Kommentarer
471Visninger
AA

1. Kapitel 1 – Branden

Han sad og kiggede, på det der lignede et kæmpe bål, cirka et hundrede meter væk. Andre ville sikkert også tro, at det bare var et kæmpe bål - til at starte med, men så ville de opdage, at det var et stort hus, der brændte og ikke et kæmpe bål. De ville blive bange, og ringe efter brandvæsnet, men de ville ikke kunne sige, hvad der var sket. Dem der havde set det ske, havde været inde i huset, og de var der ikke til at fortælle det. Der var kun én der vidste, hvad der var sket, men han ville aldrig sige det til nogen. Han ville aldrig indrømme det. Og folk ville heller ikke forstå det, de ville kalde ham skør, det vidste han.

Det orange skær fra ilden lyste hele gaden op. Folk var begyndt at strømme ud fra deres huse for at se. Sirius sad og betragtede de skræmte indbyggere. Folk begyndte at skrige og råbe om hjælp. Ilden var ved at sprede sig til nabohuset. En stor gren var faldet af et træ der brændte, og havde landet midt på vejen. Grenen blokerede for brandbilerne der kom kørende. Støjen blev uudholdelig; brandbilernes sirener, damerne der skreg, mændene der råbte, børnene der græd. Han betragtede brandmændenes kamp for at få slukket branden, selvom der lå en kæmpe gren på vejen. Han var bange. Hvad nu hvis de ikke kunne få slukket branden, og hele nabolaget brændte ned, ville det så være hans skyld? Han var ikke sikker, men en ting var han sikker på; han ville ikke blive siddende – folk ville begynde at stille spørgsmål, hvis han bare sad der, og kiggede på. Han rejste sig, vendte ryggen mod branden og gik. Han vidste ikke, hvorhen han ville gå. Han gik bare.

Skoven kom tættere og tættere på. Solen var ved at stå op, og himlen havde en smuk lyserød farve. Der var ingen vind, kun en svag brise. Han vidste ikke, hvor lang tid han havde gået, eller hvor langt. Han havde bare fortsat væk fra branden. Han kunne høre fuglene synge og et sted, langt væk, kunne han høre en ulv hyle. Han var træt, han havde ikke sovet.

Han var næsten helt henne ved skoven. Tankerne fløj gennem hovedet på ham, men han var for træt til at opfange, hvad han tænkte på. Hans bevægelser blev langsommere og langsommere, og hans øjenlåg blev tunge. Han var nødt til at finde et sted, hvor han kunne hvile.

Da han trådte ind i skoven, kunne han mærke, at han blev roligere. Han var i sikkerhed. Fuglenes smukke morgensang, åens rolige rislen og lyden af spætter der hakkede i træer, virkede som et beroligende middel for ham. Men søvnen sneg sig stadig ind på ham. Han satte sig ved foden af et stort birketræ, der stod ved siden af åen. Han lænede ryggen op af træet, lænede hovedet tilbage og faldt i søvn. Han drømte.

Der var stille i rummet. Kun en let snorken brød stilheden af og til. Alle drengene lå i deres senge. De fleste sov tungt, andre drømte. Kun én var vågen, det var ham. Han lå og vendte og drejede sig, han kunne ikke sove. Han havde haft mareridt. Han havde drømt om en skovbrand.

Ilden der havde spredt sig på ingen tid. Flammerne der havde været så høje, at intet kunne slippe væk. Dyrene der panisk havde forsøgt at flygte, men uden held. Fuglene der var fløjet fra deres rede. De havde forladt deres unger for at slippe væk.

Så var han vågnet. Han opgav at prøve at sove. Han satte sig op med ryggen mod den kolde væg. Han trak dynen helt op til hagen. Kiggede på alle de andre drenge der lå og sov roligt. Han kiggede på uret der hang over døren; fem minutter i syv. Så kiggede han på kalenderen, der hang ved siden af hans seng; den 13 juli – det var hans fødselsdag. I dag blev han 13. I dag var han officielt ikke en af de små længere. Han kunne allerede mærke, hvordan det ville blive en god dag.

”Klokken er syv! Så er det op! Kom så! Fart på! ” Han fik et chok, han havde været så fordybet i sine tanker, at han ikke havde opdaget, at klokken var blevet syv. Frk. Bowers stod i døråbningen. Hendes grimme ansigt var fortrukket i vrede miner. Hun var i sit sædvanlige humør, intet havde ændret sig dér. Og lige som han troede, at dagen ville blive fantastisk. Men han ville ikke lade hende, sætte en stopper for hans første dag som en af de store. Rummet var begyndt at summe af liv. Alle drengene havde sat sig op, og var i gang med at skifte tøj. Ingen sagde en lyd, mens de skiftede tøj.

De gik ned af den store trappe, der førte ned til indgangen, drejede til venstre og gik ind i spisesalen. Firmandsbordene stod på lange symmetriske rækker, med mellemrum nok mellem bordene, så man ikke kunne snakke med andre, end dem ved sit bord. Det var frk. Bowers ide, hun ville sørge for, at man ikke snakkede for meget. Og virkede. Der var ingen der talte, mens de spiste deres havregrød. Sirius kunne ikke lade være med at tænke på sit mareridt. Han havde før haft mareridt, men ikke noget så livagtigt og ægte som dette. Det skræmte ham.

Klokken kvart i otte, var de færdige med at spise. Han rejste sig fra sit bord. Tog sin tallerken, og gik ud i køkkenet. Der stod alle de andres tallerkner også. Han havde køkkentjansen i dag, så han begyndte at skylle alle tallerknerne, en efter en. Pludselig trådte Dean ind af døren til køkkenet. Han havde sin kuffert i hånden, og var fint klædt på.

”Hvordan går det med opvasken, splejs?” Spurgte Dean hånende. ”Jeg håber, at du kan klare den store opvask, så lille som du er.” Fortsatte han. Sirius’ vrede var ved at koge over. Men han holdt det inde. Han knyttede næverne. ”Men jeg har travlt, for i modsætning til dig, er der nogen der har lyst til at have mig. Jeg har fået en plejefamilie. Det kommer du sikkert aldrig nogensinde til at få, du skal rådne op herinde til du bliver atten år. Og ved du, hvorfor? Fordi du er kedelig, uinteressant! Du er normal, ikke anderledes, men det samme som alle andre!” Grinede Dean. Sirius vidste, at han havde ret, og han hadede ham for det. Vreden voksede op i ham indefra, som en flamme. Han vendte sig tilbage mod tallerknerne og prøvede at holde vreden inde. Men da Dean skubbede til ham, så han tabte tallerkenen med et brag, flød bægeret over. Han kunne se sit spejlbillede i vandet, hans orangebrune øjne begyndte at lyse op og fik samme farve som ild, hans røde hår blev ildrødt og lignede flammer. Han vendte sig mod Dean. Han kunne se, hvordan Dean havde frygten malet i ansigtet. Og så skete det - der skød ild ud af Sirius’ hænder. Flammerne ramte Dean, der var begyndt at skrige. Dean løb skrigende ud af køkkenet.

Men Sirius kunne ikke mærke ilden, den var ikke varm. Flammerne spredte sig ud, og satte ild til køkkenet. Ilden spredte sig til spisesalen, og videre mod indgangen. Det gik hurtigere, end det burde være muligt. Han var bange. Han var fanget i køkkenet med flammer hele vejen rundt om ham. Ilden kom tættere på ham. Han skød ikke længere ild ud af hænderne. Han så skrækslagen på sine hænder. De så helt normale ud. Ikke et eneste brandmærke. Ilden kom tættere på ham. Han trak sig så langt tilbage som han kunne, men køkkenbordet var i vejen. Ilden kom stadig tættere på. Men så pludseligt, da ilden kun var en halv meter fra at røre ham, stoppede den op. Ved siden af ham, stoppede ilden også op en halv meter væk fra ham.

Underligt, tænkte han. Han tog et prøvende skridt frem mod ilden. Ilden rykkede sig, så der igen var en halv meter mellem Sirius og ilden. Han kiggede forundret ned på gulvet dér, hvor ilden havde været. Trægulvet var blevet sort. Så tog han endnu et skridt frem mod ilden, og igen rykkede ilden sig væk fra ham. Endnu et skridt, han stod nu på det sorte træ. Han kunne slippe væk, uden at tage skade af det. Han løb hen mod døren, der førte ud til baghaven. Ilden gjorde plads til ham, og lukkede sig så efter ham igen. Han havde sin helt egen private cirkel uden ild. Han åbnede døren ud til baghaven, og løb væk fra huset. Han stoppede først op, da han var ti meter væk fra huset. Der var ikke længere ild omkring ham, men hele huset stod i flammer. Han håbede, at de fleste var sluppet ud af huset, før ilden havde spredt sig for meget. Han gik rundt om huset, men der stod ingen ude foran indgangen til huset. Der var ingen der havde undsluppet ilden. De var alle…

Han vågnede med et sæt, sveden løb fra hans pande. Han hjerte galoperede afsted. Det var ikke rigtigt gået op for ham, at det var hans skyld,  drengehjemmet var brændt ned, før nu.

Himlen var blevet mørkere og mørkegrå skyer var gledet for solen. En kold blæst fyldte skoven. Træerne svajede, og det var begyndt at regne. Jorden han sad på var blevet mudret. Regnen begyndte at falde tungere, og gjorde ham gennemblødt. Åens overflade blev fuld af små ringe. Han rejste sig, og begyndte at gå langs åen. Han var ikke blevet veludhvilet, så han gik langsomt.

Han fulgte åen, til det var blevet for mørkt til at fortsætte. Han fandt en hule, hvor han kunne være, mens det regnede. Han satte sig bagerst i hulen, og kiggede ud gennem åbningen. Han kunne svagt se åen, der blev delt op i to af en stor sten, og så endte som et lille vandfald. Blæsten fik træerne til at se ud som om, de ville vælte. Det var blevet helt mørk, og kulden havde ubarmhjertigt omfavnet ham. Han lænede sig op af grottens væg. Lukkede øjnene, men han kunne ikke slappe af. Hans krop var for anspændt på grund af kulden. Hvorfor er det så koldt? Det er sommer! Tænkte han irriteret. Og så pludselig begyndte han at få varmen. Det var som om en ild inden i ham var startet. Varmen bredte sig fra hans bryst, ud til hans hænder og fødder. Hele hans krop begyndte at slappe af. Han lukkede sine øjne og faldt i søvn. Ingen mareridt. Ingen drømme. Bare stilhed og ro.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...