Nødudgangen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2017
  • Opdateret: 11 jan. 2017
  • Status: Igang
Følg med i en barndommen, hvor ikke alt kommer som man håber på og må tage livet som det kommer. Men er det muligt at holde humøret oppe, når man har haft det svært gennem hele sit liv?
-Jeg håber at historien får nogle til at sætte lidt mere pris på livet,og at ikke alt skal være en dans på roser.

(Historien er opdigtet og intet er rigtigt)

0Likes
0Kommentarer
29Visninger

1. Barndommen

Jeg har aldrig haft en nem barndom. Aldrig den rolige og sikre barndom. Min far så vi aldrig rigtig til, han gik og kom som det nu passede ham og min mor var misbruger. Mine fire søskende, to af dem døde ved fødsel, de tog andre blev tvangsfjernet af kommunen. Jeg havde ingen ved min side når tiderne blev mørke og intet kunne stille op. De gange jeg ingen tårer havde tilbage, havde jeg ingen ved min side, som ville sige det nok skulle gå. Den eneste jeg havde var mig selv og de negative stemmer i mit hovedet. De fortalte mig tit at jeg ikke var god nok, at jeg aldrig ville blive til noget.

I en alder af 10 endte jeg i prostitution. Det var min fars gode ven, som var på besøg. Hans kone og ham var i en skilsmisse, hvilket satte ham i en vrede, som ikke kan forklares i ord. Jeg sad på min sengekant, da han kommer ind. Han sætter sig ved siden af mig, og begynder herefter at røre mig. Jeg prøver at slippe fri, men hans greb var så stærkt og fast. Jeg blev slået og vågner herefter i min seng, nøgen og blå i ansigtet. Jeg lå i fosterstilling færdig af grådog ødelagt indeni.

Første gang jeg havde kniven i hånden var jeg 11. Det var en af de hårdeste tider i min barndom. Mænd kom og gik fra vores hjem, bare for at få mig. En lille 11-årig pige, forsvarsløs og ødelagt. Jeg husker at stå ude på vores badeværelse med barberbladet i hånden. Arene på mine arme voksede langsomt længere op. Den bedste følelse jeg havde dengang var følelsen af smerte, kniven der langsomt kørte gennem huden, gennem de gamle ar. 

Skolen, det værste sted man kunne være for en pige som mig. Jeg var hende der skilte sig ud, ikke rigtig passede ind. Ingen vidste noget om hvad der forgik derhjemme, det skulle de hellere ikke. Jeg søgte ikke deres medlidenhed, eller ordene ''Det skal nok gå'', når jeg inderst inde, ved at det kommer ikke til at gå. Skolen droppede jeg ud af da jeg gik i 4. klasse. Jeg kunne ikke rumme det mere. At blive skubbet, kaldt grimme ting osv. Det eneste jeg kunne tænke på var, hvornår stopper det hele, hvornår kommer min redning, hvem er min redning? Havde jeg overhovedet fortjent en redning?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...