Livet

Et kort digt, jeg skrev for et års tid siden.
Jeg har nu fået lyst til at dele det.
I mine øjne er digtet, et slags opråb fra en ung mand, der er en smule forvirret og måske en anelse bange.
Et digt der viser livets sande natur, og ikke pakker noget ind.

1Likes
0Kommentarer
51Visninger

1. Livet.

Årstiderne skifter, men ej mit humør.

Ja nok, ser jeg andres liv ud af mit depressive øje og skammer mig kun over dovenheden der overtager min fortabte sjæl, som du kalder kroppen

Jeg tror ikke på Gud, ligesom jeg ej tror på os to.

Jeg tror dog på kærligheden nok skal sejre i sidste ende.

Læs videre og spild din tid på endnu en tåbes opråb til samfundet om dets fejlfortolket, desillusioneret politiske opfattelse af livet. 

Er jeg mon endnu en af landets unge pandestemplet diagnosticeret Zombier.

Eller er jeg mon verdens næste Einstein?

Suk ej.

Jeg læner mig tilbage i min farmors gamle, læder fabrikeret lænestol, og glor ud mod den fjerne horisont, som kraftigt bliver overdøvet af det idylliske villakvarter, hvor jeg pt. er indlogeret på ubestemt tid imens den lokale kommunale hypnotiseret, patriotiske medarbejder, forsøger sig med ihærdigt, at tvinge mig på en ligegyldig uinteressant unødvendig uddannelse, så han endnu engang kan marchere ind på borgmesterens oplyste, overbetalte hierarki befængte kontor, med et hvidt stykke papir i hånden med min underskrift nederst i hjørnet.

Så.

Nu er jeg en del af en uendelig cyklus.

Præcis efter statens plan, nu kan politikerne køre hjem i deres Mercedes og se sig selv i spejlet, med et foragteligt udtryk.

Nu er endnu en ung blevet smidt i et sort hul uden nogen måde at vende om på.

Se lille ven, nu har du en uddannelse, nu tjener du penge, du følger nu alle andres fodspor men frygt ej, det kun positivt. 

Nu kan alle verdens kontinenter og lande se at, vi her i Danmark bliver uddannet.

Nu er alt godt.

Din egne såkaldte "drømme" og ønsker om et livsbekræftende perfekt liv, er nu skyllet ud i toilettet, du behøver ej selv beslutte hvad du vil.

Vi har udvalgt en masse essentielle uddannelser til dig, så du nu ligesom alle andre kan fylde et hul i samfundets fundament.

Jeg er nu klar til livet.

Jeg bliver taget imod af en flotklædt gammel mand, med render under øjnene og gråt hår, som bedst muligt tilbyder et bredt smil.

For syvende gang i dag. 

Velkommen til den "voksne" verden.

"Fortsæt ned af vejen, derefter gå til højre, tag dig god tid min knægt" 

Jeg slentrer ned af gangen, som den så venlige gamle mand bad mig om.

Jeg tog hans ord, jeg stolte på ham, jeg var sikker på ham.

Jeg fortsætter videre og mærker tydeligt, de regnbue farvet vægge blive smallere og smallere.

Jeg tager mig god tid, som jeg så klogt blev bedt om, jeg når at nyde hvert et sekund af min rejse, jeg møder mange mennesker, jeg møder meget modgang, jeg møder meget glæde.

Jeg får mange gange lyst til, at gå den anden vej, men jeg bliver "skubbet" i kun én retning, ligefrem.

Jeg prøver flere gange, at stoppe op og udtænke måder hvorpå jeg kan vende om, og starte forfra, jeg oplever flere gange en trang til, at se den gamle mand igen, at høre mandens rolige og trygge stemme.

Jeg prøver alt jeg kan.

Jeg opdager dog kun, som endnu et nederlag, at jeg nu er længere fremme end før, uden at have opdaget det.

Det går rigtigt stærkt nu. Jeg vil tilbage, jeg råber og skriger! Højlydt! Jeg insisterer på, at stoppe omgående! Stop så! 

Jeg mister langsomt mine sanser, jo tættere jeg nærmer mig enden af gangen.

Jeg kan ikke længere finde dem jeg holder af.

Hvor er alle henne?

Det føles tømt.

Tømt og mørkt.

Er jeg nu glemt?

Glemt som alle mine forfædre.

Mor og far hvor er i?

I som skulle guide mig og trøste mig.

Jeg er nu alene.

Meget alene.

Jeg skal nu klare mig selv.

Værktøjet er tildelt, jeg prøver ambitiøst, at bruge det bedst muligt til min fordel.

Jeg bryder nogengange sammen.

Savnet er stort.

Minderne er stærke.

Men intet er det samme.

Alle mine ejendele og alt jeg ser minder mig om jer.

Hvor er i?

Kan jeg mon se jer igen en dag?

Kan i høre mig? 

Eller er jeg nu Palle alene i verden?

Men hvorfor kan jeg ikke lukke bogen?

Hvorfor kan jeg ikke vende tilbage til min hverdag?

Vende tilbage til alting.

Tilbage til det jeg husker, som min bedste tid.

Drømmer jeg? 

Jeg lukker øjnene og håber mit vækkeur pludseligt skråler højere end nogensinde før.

Jeg forestiller mig hvordan verden ser ud.

Farverne er tydeligere, alt er helt perfekt.

Drømmer jeg nu? Om drømmen om, at det her er en drøm.

Jeg niver mig selv i armen, og kigger op.

Jeg er nu tættere på enden end jeg nogensinde har været før.

Tankerne drøner igennem mit hoved, det føles nu som om, alt sker.

Alt i mit liv.

På en gang lige nu og her.

Jeg oplever alt en enkelt gang igen.

Hver en smag, og hver et slag.

Al slid og al tid.

Jeg er nu ved krydset og føler mig trættere end nogensinde før.

Inden jeg går videre tænker jeg tilbage, jeg husker pludselig alting.

Jeg ser alt åh så klart.

Min fortid foran mig, hver en juleaften hver en fødselsdag, hver en sorg og hver en glæde.

Jeg ser mig selv, der står jeg.

Dag ud og dag ind, som en maskine og udfører det majestætiske job jeg blev tildelt som ung, det job der skulle gøre mig til en del af mit åh så elsket samfund, det skulle redde mig fra at være anderledes, at være mig.

Jeg husker alt.

Jeg fortryder alt. 

Hvorfor gjorde jeg ikke det der?

Hvorfor sagde jeg ikke det der?

Ved de mon jeg elsker dem.

Ved de mon hvor taknemmelig jeg er.

Alt er nu sløret.

Min syn forsvinder længere og længere væk.

Jeg har nu kun mine tanker tilbage.

De tanker jeg har gemt mig i hver dag.

Åh, jeg savner jer alle sammen.

Kunne jeg dog bare få et sekund mere.

Til at gøre alt jeg aldrig fik gjort.

Min sidste tanke går til den flinke kommunale mand.

Hvor kunne du dog være det bekendt?

Mine drømme, mit liv alt er forbi?

Ált er forbi....

Jeg bruger nu mine sidste kræfter på, at dreje mit tunge trætte hoved til højre, for at se hvor den tillidsfulde, noble gamle mand, som jeg så blindt stolte på, bad mig gå hen.

Jeg er her nu.

Der hvor det hele tiden har været meningen jeg skulle hen.

Den eneste grund til jeg har stået op hver dag, den eneste grund til alt jeg nogensinde har gjort. 

Den eneste grund til livet.

Jeg står nu her, lige her ved enden.

Jeg er død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...