Gennem skoven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jan. 2017
  • Opdateret: 10 jan. 2017
  • Status: Igang
Anna er en helt normal pige på 17 år. Hn bor i et stille og roligt villakvarter sammen med hendes familie. Hun elsker at læse og tegne. Desuden elsker hun også at hænge ud sammen med hendes bedste ven Tobias.
En dag da Anna er på tur med klassen, opdager hun, at hun måske ikke er helt så almindelig.
Hvad er det den helt almindelige Anna lige pludselig kan? Hvad vil hun bruge det til? Og hvad gør hun når hun ikke ved hvor hun skal gå hen?
Læs bogen og du vil få svar på alle disse spørgsmål

2Likes
0Kommentarer
83Visninger

1. Løb

Kapitel et Løb

Endnu en sveddråbe piler ned på mit nu ansigt og sætter sig fast i min øjenvippe. Jeg blinker et par gange for at få den væk. Mine fødder begynder at syrer sammen under mig. Jeg har det som om jeg har løbet i timevis, men i virkeligheden har jeg nok kun løbet i et kvarter-tyve minutter. Asfalten føles hård under mine helt udkørte fødder. "Bare lige lidt længere", siger jeg til mig selv. Mit tøj klæber sig til min krop. Jeg kan mærke at jeg får den metalliske smag i munden, og jeg beslutter, at jeg vil begynde at løbe hjem ad.

Da jeg når min vej, spurter jeg hjem til mit hus. Musikken strømmer ud ad mine høretelefoner, og det banker i mine ører. Det gør næsten lidt ondt, men det gør det nemmere at løbe langt, synes jeg.

Mit hus ser helt tomt ud. Intet lys uden foran. Ingen bil i carporten og ingen børn der leger i haven. Det plejer der normalt at være i weekenderne. Jeg har fire mindre søskende, hvor der er tre år imellem os hver. Jeg ved ikke hvordan mine forældre lige har planlagt det, men det passer egentligt fint nok. 

Jeg sætter mig på de trapper, som leder op til husets hoveddør og skruer hurtigt ned for den øredøvende musik. Jeg overvejer lidt om jeg skal strække ud, men beslutter at jeg ikke orker det lige i dag. Det er stadig mørkt, da solen ikke er stået op endnu. Min familie ligger sikkert stadig i deres senge og sover. Man kan allerede nu høre en summen fra biler. De indeholder sikkert en masse folk, som er stressede over at skulle på arbejde så tidligt.  

Efter at have siddet ude på fortrappen i lidt tid går jeg indenfor. Jeg havde ret. Så vidt jeg kan fornemme er min familie ikke oppe endnu. Jeg tager mine sko af, og lister stille ud i køkkenet. Den metalliske smag er stadig i min mund, så jeg drikker et glas koldt vand for at få smagen væk. Vandet der risler ned igennem halsen på mig, og det gør næsten ondt i min tørre hals, men det går hurtigt over. Jeg snupper en banan fra frugtskålen og sætter mig ved spise bordet. 

"Anna, har du været ud og løbe?" Spørger min far, da han lidt træt kommer væltende ind i køkkenet. Jeg ved ikke, hvad han havde regnet med. Jeg løber hver morgen. Samme rute. Hver dag. 

"Ja, bare lige en tur rundt i kvarteret, du ved", siger jeg. Han nikker et par gange og rækker ud efter kaffekanden og sætter den i gang. Derefter bevæger han sig ind i stuen, hvor han har lavet sit eget lille hjemmekontor. Han arbejder som arkitekt. Jeg ved nu ikke rigtigt, om jeg ville kalde det han laver for arbejde. Han går bare rundt her hjemme og venter på at nogen ringer til ham med et kæmpe stort operahus, slot eller internationalt kunstmuseum, de gerne vil, have ham til at tegne. Jeg tror nu aldrig at der kommer et.

Jeg suser op af den lille trappe, hvor mine fire søskende allerede er i fuld gang. "Sofie, har du set min hvide trøje. Den med blomsterne på?", "Arghh moar vi har ikke mere tandpasta." Jeg putter min høretelefoner i igen, så jeg ikke behøver at gå og lytte på deres larm.

Jeg kigger lige på uret. "Ja, jeg kan da godt lige nå et bad, ikke?" Jeg får overbevidst mig selv, og skynder mig ind i badet. 

Efter syv minutter kommer jeg ud igen, og når jeg har tørret mit hår, lister jeg stille ind på mit værelse. 

Jeg har værelse i husets mindste værelse. Jeg kan kun lige akkurat have plads til alle min møbler. En lille seng, en lille kommode, hvor mit tøj ligger i, og et skrivebord. Rundt omkring i rummet står der stakke af bøger. Jeg ville nok skyde på at jeg har omkring femoghalvfjerds til hundrede bøger. Det er et stykke tid siden jeg sidst har talt dem. 

Jeg hopper hurtigt i min sædvanelige outfit. En hvid T-shirt, med en mørkegrøn hættetrøje udenpå. Jeg tager også hurtigt et par sorte stramme jeans på, og så fletter jeg mit tykke, mørkebrune hår ind i en lidt sjusket fletning. 

Jeg bevæger mig ned i gangen, hvor mine fire mindre søskende også er. 

"Anna, har du taget min madpakke?" Spurgte Sophie mig. Ud fra hendes ansigt kan jeg se at hun er lidt tidspresset. Jeg ryster bare på hovedet.

"Er du helt sikker?" Spørger hun igen og kigger på mig med mistro malet i hele hendes ansigt.

"Ja, jeg er helt sikker på at jeg ikke har taget din madpakke". Jeg ruller let med øjnene, og Sophie spørger den andre om det samme spørgsmål.

Jeg hopper bare ned i mine lave sorte Converse. Jeg fik dem for fire år siden, tror jeg, så de er næsten helt ødelagte.

"Vi ses", råber jeg igennem huset. Jeg tager fat i hanken på min skoletaske og slynger den over skulderen. Mine høretelefoner er på deres sædvanelige plads i mine ører og spreder den søde lyd af musik i mine ører. 

Jeg låser min cykel op og sætter mig op på den, og begynder at cykle. Det er kun lige begyndt at blive lyst, men det er ikke koldt. Jeg behøver ikke engang at tage en jakke på. Vinden hiver i mit hår, og trækker det bagud. 

Min skole ligger cirka en halvtime væk på cykel. Jeg kan mærke at mine ben begynder at syre til igen. Måske skulle jeg have strækket ud i morges.        

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...