mørkets planet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2017
  • Opdateret: 10 jan. 2017
  • Status: Igang
denne historie handler om tenebrit og hendes planet
det ser ud til at gå godt nu.


men en mørk fremtid venter


jeg har skrevet største delen af andet kapitel men mit usb fungere ikke så jeg skal måske skrive det hele igen så der går nok noget tid inden jeg opdatere


6Likes
4Kommentarer
391Visninger

1. Ham

De sad alle og spiste ved bordet i spisesalen - de omkring 800 elever på skolen. Bordet stod så det formede et U. I den ene ende sad alle lærerne og spiste. Efter dem sad de ældste elever. Man var på skolen i 9 år, fra 12 til 21. 

Det var første morgen på Tenebrits, 3 år. Det var en god morgenmad. Det var den første altid, for der have de ikke fundet nogen fanger endnu, så det var lærerne der lavede maden. Man torturede ofte de fleste fanger til døden, efter skoleåret var slut, for så var de ubrugelige og slidte. Derefter kom der flere fanger hen ad vejen, når folk begikforbrydelser, fik de nemlig ofte straffen, at skulle være fange på en skole.

Hov klokken var mange, den var fem minutter i 9, og Urbrot klasseværelset lå længere væk end Tenebrit kunne nå hvis hun gik. Så hun skyndte sig ud på gangen, og satte i løb hun løb ned af gangene. Først til højre, så højre igen, og så venstre. Hun nåede frem lige i tide. hr. Miabon åbnede døren 30 sekunder, efter hun var kommet. Han fortalte os, at vi i dette år skulle lære om vores Urbrot. Den skulle først og fremmest blive stærkere hurtigere og smartere, for det er ikke altid man kan kontrollere sin Urbrot, så i det første halvår skulle vi lære at kontrollere dem.

-værsgo, blev der sagt, og vi forvandlede os til vores Urbrotter. I mit tilfælde en gigantisk sort sabeltiger, nok omtrent dobbelt så stor som en almindelig sabeltiger. Jeg var den største Urbrot i klassen. Så begyndte vi at træne. Vi gik i gang med at smadre alt og alle, løbe, hoppe, rive og bide i de andre. Sådan fortsatte det i 45 minutter, indtil vi alle transformerede tilbage til vores almindelige jeg. Intet var sket med vores almindelige jeg, men vi var alle meget trætte og udmattede. Vi satte os alle og slappede af, indtil næste time begyndte. Jeg skyndte videre til tortur. Det var nede i kælderen, sammen med alle fangerne. Vi hentede vores slaver på vej til tortur. Vi stoppede alle op udenfor lokalet, jeg glædede mig så meget. Tortur var et af mine yndlingsfag. frk. Aneleh kom ud af døren og lod os komme ind til tortur rummet - ja det rum. Jeg elsker det rum, det var fyldt med redskaber såsom; øjenlåg-saksen, knæskal-flækkerne, ironmaiden og så mange andre fantastiske ting. Så gik vi i gang. Jeg startede med øjenlåg-saksen, det var min yndlings. Jeg klippede kun lige kanten af dem, han begyndte at skrige. Kort efter rungede hele salen af skrig. Det var som musik i mine øre, alle de smukke, smertefyldte skrig. Det var noget af det bedste, og lige pludselig var alt tiden gået. Jeg var den eneste, der havde grinet hele vejen gennem tortur timen. Jeg satte min slave tilbage i hans celle. Vi hastede til madlavning, jeg havde måske brugt lidt for lang tid på at tænke på næste tortur time, så jeg måtte skynde mig hen til madlavning. Jeg tog min pisk op fra min taske og gik ind i køkkenet. Slaverne var ret nye og derfor ikke så udmattede. Timen gik i gang, og jeg gik hen til min del af køkkenet. Jeg begyndte at piske og råbe af slaverne. Den bunke slaver jeg havde fået, var en af de mest dovne. De gad intet, efter 50 minutters piskesmæld og råb kunne jeg endelig spise, men hvad var det...

...”hvem har tabt en negl” råbte jeg ad mine slaver, ingen svarede. Jeg rejste mig op, og gik hen til dem, ”hænder” råbte jeg, de viste alle deres hænder, en af dem manglede en negl, jeg gik hen til slaven og sagde roligt, "det sker ikke igen", hvorefter jeg rev alle hans negle, af mens de andre slaver så skrækslagne til, jeg forlod rummet, smækkede med døren og så flækkede jeg af grin, mens jeg forestillede mig de andres skræmte ansigter.

Jeg gik hen ad gangene mod mit værelse, jeg kom forbi nogle elever fra anden årgang, jeg morede mig altid når jeg kom forbi folk på gangene, selv om de var nogle af de ældste elever, bukkede de og skyndte sig forbi, jeg var toppen af skolen jeg var den som de alle frygtede, jeg var pigen med de mørke øjne. Jeg tror grunden til at de kaldte mig *pigen med de mørke øjne* var fordi mine pupiler var meget store man kunne næsten ikke se den grønne iris. Jeg hentede min bue og skyndte mig ud i skoven, hvor faget jagt foregik, alle blev delt op i grupper af 3, udover mig jeg gik alene, der var ingen der turde at gå med mig. Jeg fandt hurtigt mit bytte, der stod en enhjørning længere inde i skoven, jeg spændte buen, men sigtede efter låret i stedet for halsen, jeg sendte pilen afsted, den strøg lydløst gennem luften, og ramte lige præcis der hvor jeg sigtede, lige i låret, enhjørningen faldt til jorden da, den ikke kunne stå på sit ben, jeg gik hen til den, løftede dens hoved og stirrede lige ind i dens øjne, dens pupiller udvidede sig, den følte smerte, en smerte så ulidelig at den hellere ville dø, dens pupiller fyldte nu hele dens øjne, en enhjørning med sorte øjne lå nu foran mig det sorte udvidede sig og forvandlede den sølvskinnende pels, til et uendeligt mørke, hele enhjørningen var snart død og snart helt sort, jeg vendte mit ansigt væk fra den døde enhjørning, mine øjne var også helt sorte nu, det vidste jeg, jeg tog pilen ud af dens lår, og slikkede blodet af den, tog enhjørningen over skulderen, og vandrede tilbage mod skolen, vores jagt lærer. Hr. Sumus var helt forbløffet over at jeg havde fanget en enhjørning, den var blevet hvid igen. Jeg havde stadig en halv time tilbage, og den valgte jeg at bruge til at gå op til yndlings lærer Epans, hun lod mig træne med andre slaver og torturere dem, det var sjovt, men nu var tiden snart inde, jeg var på vej til astrologi, et af mine hade fag, jeg orkede det ikke, det var absurd kedeligt, på den anden side var jeg den der vidste mest om det, jeg ejede jo trods alt denne planet. Astrologi gik langsomt, jeg morede mig dog over hvordan de troede aliens var, vi blev færdige en del før tid, jeg elskede og gå rundt på gangene og se bange elever, dukke sig og skynde sig forbi mig.

Jeg, jeg var på vej til strategi. Resten af dagen gik ret hurtigt, jeg gik ind på min sovesal hvor jeg sov alene, da der ikke var nogen der gad at sove på samme værelse som mig, men til min store overraskelse stod der 2 senge, jeg havde kun haft én sove makker men han var død.

Han vidste ikke at jeg sov med åbne øjne, og så kom han til at stirre direkte i dem da jeg vågnede, lå han sort på gulvet og krampede, jeg tog min bue og skød ham for at ende hans lidelser, så trak jeg pilen ud af hans bryst, og satte den op i et glas, og så havde jeg lagt mig til at sove igen, og næste morgen bar jeg hans lig op til Epans, hvorefter jeg gik tilbage til værelset, og drak det blod der var dryppet fra pilen og ned i glasset.

Jeg drak altid mine ofres blod, for at vise dem respekt, det var min måde at sige undskyld og love dem at deres sjæl altid ville leve, men min i mit blod, men kun blod der havde siddet på pilen, hej hørte jeg nogen bag mig sige, jeg vendte mig om det var en høj lidt spinkel dreng med kort blond hår, tydelige kindben og rav farvede øjne,

”hvad laver du her” spurgte jeg, han svarede at han var min værelses makker, ”tortur er du god til tortur” spurgte jeg, han kiggede skræmt på mig. *Du skulle bare jo teste ham* kom en sarkastisk hentydning i mit hoved

”j ja” fik han fremstammet, han virkede bange, det kunne jeg lide. Han skulle ud af det her værelse, jeg var toppen af skolen, jeg var den ondeste, den mest magt fulde, jeg skulle ikke have mig en, der ikke engang kunne svare mig tydeligt, jeg stormede ud og, sørgede for at støde hårdt ind i hans skulder, han ømmede sig bag mig. Jeg gik hastigt gennem gangene, jeg kom forbi en fra 8 årgang, der så mit ansigt hvorefter han peb og skyndte sig videre, jeg var rasende, jeg skulle ikke bo på værelse med en svag lille anden års elev, mine øjne var sorte, det begyndte sig at brede sig, jeg gik udenfor og hen til skoven, det sorte bredte sig over mig, mit lange, bølgede, mørke hår blev mere og mere sort, jeg var inde i skoven, jeg fandt en hellhound -en hund med ild i- jeg greb fat i dens hals, og stirrede direkte i dens øjne, det tog maks. 10 sekunder, før den var død, det havde taget mig et kvarter at dræbe enhjørningen, men min vrede gjorde mig stærkere, det sorte trak sig tilbage, og blev til mine pupiller igen, jeg tog hunden i halen, og tog den med tilbage til slottet, da jeg kom forbi Epans kontor, åbnede jeg døren smed hunden ind og lukkede den igen, jeg hørte et gisp der inde fra, hellhounds var svære at dræbe, alle pile der kom i nærheden af dem brændte op. Mine hænder var sorte af sod, fordi jeg havde rørt ved hunden, jeg var på vej tilbage til mit værelse, da jeg opdagede Epans, der stormede efter mig, jeg stoppede, og hun indhentede mig, hun kiggede på mine hænder,

”var det dig” spurgte hun ”jeg havde en mistanke om at det var dig, du er jo den stærkeste på skolen...

... var det på grund af din værelses kammerat”

”jeg har ikke brug for nogen at bo på værelse med” råbte jeg og gik min vej, da jeg nåede hen på mit værelse var han der stadig, ”ud” råbte jeg ”find et andet værelse for du sover ikke her”

”der er ikke plads andre steder” mumlede han

”jeg kan ikke høre hvad du siger, er du også bange for at tale”

”DER ER IKKE PLADS ANDRE STEDER” råbte han, jeg blev forbløffet over at han turde råbe ad mig, ”jeg går ned og spiser” sagde han lavmælt, men tydeligt han gik ud af døren. Kort efter dalede en flot fjer ned foran mig, lige før den ramte bordet, begyndte den at skrive med ildrødt blæk.

 

Kære Tenebrit.

Jeg forventer et møde med dig, om kritiske problemer, præcis kl. 20:03 jeg skal nok servere mad, hvis du blot kommer og lytter.

Med venlige hilsner din hersker Fortissimus.

 

Så brændte fjeren op, og forsvandt, sammen med det den havde skrevet. Jeg, jeg sad tavs i noget tid. Da da døren pludselig blev slået op,

”skal du ikke have noget at spise” spurgte han, det lille bastardiske bæst var der igen. Vreden, vreden blusede op i mig igen, som om det lille bål af vrede, der var faldet sammen til gløder, blev til et bål så stort som helvedes flammer.

”jeg skal gå nu” sagde jeg roligt, mens jeg prøvede at beherske min vrede,

”jeg syntes du skal spise noget” råbte han efter mig, mens jeg stormede ud af døren, og sørgede før at støde endnu hårdere ind i hans skulder,

du skal ikke bekymre dig om mig” råbte jeg tilbage, han klynkede af smerte, og et smil bredte sig på min læber, mens jeg forsøgte at genvinde kontrollen over min vrede, og mine sorte øjne. Det det måtte ikke brede sig, jeg ville ikke være vred, når jeg skulle være sammen med Fortissimus, han ville se det. Skoven. Det var en genial ide, og for tredje gang den dag var på hen til skoven, af en grund. For at dræbe. Jeg tænkte for mig selv, hvad skulle jeg gå efter, det var lige meget det første og det bedste. kl. var tyve minutter i otte, så jeg skulle skynde mig, jeg lukkede øjnene og fokuserede på vreden, der brændte dybt nede i mig, og længtes efter at komme ud. Viljen til at dræbe. Jeg kunne høre en bevægelse, jeg åbnede mine øjne, og sneg mig længere ind i skoven. Jeg kunne se den, stor, sort og muskuløs, et displacer beast, svær at dræbe, stærk, modig og frygtløs, et dyr som en hver anden, ville komme væk fra så hurtigt som muligt. Men nu ville denne her møde sin undergang, og et uendeligt mørke af smerte. Jeg sneg mig ikke længere, jeg nærmest trampede gennem skoven, så den ville ligge mærke til mig, og det gjorde den, den vendte sig mod mig og snerrede, jeg smilte bare til den, den sprang frem imod mig med tentaklerne først, men midt i springet faldt den pibende til jorden, og den ellers blå sorte pels blev endnu mørkere, mens den vred sig på jorden af smerte. Jeg begyndte at slappe af, og da den næsten var død var jeg helt afslappet igen, jeg kiggede væk mens det mørke trak sig tilbage og skrumpede ind til mine pupiller jeg så tilbage på displaceren, det sorte trak sig også langsomt tilbage fra den, kort efter var der kun sort blålig pels tilbage, den rejste sig og løb pibende væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...