Uperfekt Perfektion

Dette er fra en willieslægt ansøgning til endnu en Harry Potter RPG (Role-Playing Game) hjemmeside... dog vil ingen fra de originale Harry Potter bøger være med i fortællingen.

1Likes
0Kommentarer
124Visninger
AA

1. Accept

“Hej,” sagde nabodrengen, “vil du med ud og lege? Vi leger noget, der hedder dåse-krig. Vil du være med?”

“Hej,” sagde nabodrengen, “kan du hjælpe mig med mine lektier?”

“Hej,” sagde nabodrengen, “vil du gå ud med mig?”

Han havde det sædvanligt forunderlige og nærmest tilbedende blik. Gang på gang havde Catriona høfligt afvist ham gennem årene, når han spurgte, om de skulle lege, og havde indtil nu kun hjulpet ham med hans lektier. For hvis man besad sådan en viden og intelligens som hun, måtte man dele den med andre. Og nu stod han igen foran hendes hoveddør, men denne gang spurgte han, om de kunne - gå ud sammen? 

Hun sukkede træt og så på nabodrengen med et lidt medlidende smil, idet hendes lange øjenvipper blinkede døsigt hen mod ham. Det var nemlig det svære ved at være af willieslægt; drengene kunne aldrig være hendes venner, for de ville som regel altid være mere end bare venner. Og selvom mange nok ville være utroligt glade for dette - deriblandt de mange piger, som var misundelige på hende -, så følte Catriona bare ikke noget for disse hankønsvæsner. De var så fjerne, distancerede. Skødesløst lænede hun sig op ad døren med krydsede arme. 

“Det er et sødt tilbud, Eric,” begyndte hun roligt, “men nej tak.”

Nabodrengen gik slukøret derfra, og Catriona lukkede døren efter ham. 

“Cat!” Det var hendes mor, der kaldte på hende, “hvem var det?”

Med dovne skridt gik hun ud i køkkenet, hvor moderen stod og gjorde klar til aftensmad.
“Det var bare Eric. Igen,” svarede hun og satte sig op på køkkenbordet. De bare fødder dinglede kun få centimeter over gulvet.

“Igen?” spurgte moderen lidt overrasket, “hvad ville han?”

Catriona trak på skuldrene og tog et æble fra skålen midt på bordet, “han spurgte mig ud.”

“Jamen - det er da godt!” Moderen vendte sig om mod hende med et optimistisk toneleje, men blev så i tvivl, da hun så sin datters ligegyldige mine, “Er det ikke?”

Catriona løftede tavst øjenbrynene, som for at sige, *seriøst, mor?*

“På et eller andet tidspunkt skal du altså acceptere din arv,” var moderens svar, og hun vendte atter sin front til aftensmaden, “Du er willieslægt, og drengene flokkes om dig. Jeg syntes også, at det kunne være lidt irriterende, da jeg var yngre. Men jeg var også meget taknemmelig.”

“Men mor,” begyndte datteren, “det er jo ikke rigtig kærlighed, hvis de kun er forelskede i mig for mit medfødte, attraktive udseende.”

“Sludder,” sagde hendes mor benægtende og rystede på hovedet. Hun virkede irriteret, så Catriona trak bare på skuldrene og gik op på sit værelse - stadig med det nu halvspiste æble i hånden.

“Kald på mig, når maden er klar.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...