Jack

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2017
  • Opdateret: 17 sep. 2017
  • Status: Igang
// 'En ny begyndelse' konkurrencen // Elisabeth og hendes mor flytter fra Liverpool til Brighton for at få en ny start. Elisabeth har blandede følelser for det er første gang hun skal starte helt forfra, men på den anden side havde hun ikke mange venner i Liverpool.
I Brighton møder Elisabeth en dreng der hedder Jack. Han er populær, han er en drengerøv og så syntes han selv han er ufattelig morsom, og Elisabeth hader ham. Jack føler sig derimod draget mod Elisabeth, men hun er bestemt ikke nem at have med at gøre.
Alt Elisabeth og hendes mor ønskede var en ny begyndelse, men er det muligt at flygte fra fortiden?

*Novellen vil fremover blive opdateret hver søndag*

8Likes
2Kommentarer
1260Visninger
AA

5. Kapitel 4

 

Fredagen kom alt for hurtigt efter min mening. Jeg havde lovet både Jack og Bella, at jeg ville dukke op, så det måtte jeg hellere gøre.

Jack og jeg fulgtes hjem efter skole, hvor han fortalte mig hvad tid drengene ville komme og hente mig.

”Jeg tænker ved ti tiden. Vi gider ikke komme til Bellas fest for tidligt, for så hænger hun på os hele aften,” begyndte Jack. Jeg sendte ham et advarede blik, for Bella var trods alt min veninde – sådan opførte hun sig i hvert fald.

”Hold op, prinsesse, du ved jeg ikke mener noget ondt, hun er bare ikke lige min kop te,” fortsatte Jack og så undskyldende på mig. Jeg nikkede, for jeg vidste godt at Jack ikke var specielt glad for hende, og han kendte hende trods alt bedre end jeg gjorde.

”Hun virker ellers ganske interesseret i dig”. Det var slet ikke meningen at jeg skulle have sagt det højt. Jack grinede, og sendte mig et skævt smil.

”Er man jaloux?” spurgte han og puffede til mig. Jeg himlede med øjne men kunne alligevel ikke lade være med at smile. Det var faktisk et godt spørgsmål. Jeg anede det ikke selv, for jeg var ikke forelsket i Jack, men tanken om ham sammen med Bella var ikke til at udstå.

”Jeg påpeger bare et faktum,” sagde jeg til Jack, da jeg så på ham igen. ”Ja, ja,” sagde Jack hovedrystende, som om han ikke rigtig troede på mig.

”Men ved ti-tiden, ikke?” spurgte jeg, og stoppede op ude foran mit hus. Jack nikkede, og så smilende på mig.

”Okay,” sagde jeg og vente mig om for at gå inden for, men Jack tog fat i mit håndled.

”Hold dig til mig i aften, okay, prinsesse?” sagde Jack. Hans selvsikre smil var væk, og bekymring stod malet i hele hans ansigt. Jeg rynkede brynende, men nikkede alligevel. Jeg havde lyst til at spørge Jack hvorfor jeg skulle blive sammen med ham, men noget sagde mig at jeg ikke ville få et svar selvom jeg spurgte. Jeg lod det ligge, og gik indenfor, mens Jack gik hjem til sig selv.

 

”Mor?” råbte jeg da jeg havde taget mit overtøj af. ”Inde i stuen,” råbte mor tilbage. Jeg lod min skoletaske stå i gangen, og gik så ind til min mor, som ganske rigtigt sad inde i stuen. Jeg dumpede end i sofaen ved siden af hende. Hun satte computeren – som havde stået i hendes skød – af på sofabordet og så smilende på mig.

”Har du haft en god dag?” spurgte hun, og lagde en hånd på mit lår lige over knæet. Jeg smilede ved tanken om at Jack tidligere på ugen havde ladet sin hånd hvile netop der.

”Hvad smiler du sådan for?” spurgte mor, og gav mit lår et lille klem. Jeg rystede på hovedet for at fjerne tanken om Jack: ”Ikke for noget”.

”Jeg er blevet inviteret til fest i aften,” fortsatte jeg, og rettede mig op i sofaen. ”Jack og hans venner kommer og henter mig, og så går vi derhen sammen”. Mor hævede sine øjenbryn, og lagde sit hoved på skrå, som om det undrede hende, at jeg skulle afsted.

”Lille skat,” begyndte hun. ”Du hader at feste?” fortsatte hun undrende. Det var også sandt. Jeg elskede at bruge mine weekender hjemme, sammen med mor, men jeg havde haft virkelig svært ved at sige nej til Jack.

”Jo, men jeg vil gerne være sammen med mine nye venner,” sagde jeg, og sendte min mor et opmuntrende smil. Hun nikkede og gengældte mit smil.

”Jamen selvfølgelig – bare ikke noget med at blive alt for fuld vel,” sagde mor og så strengt på mig. Jeg sendte hende et beroligende smil. ”Mor, du kender mig,” svarede jeg.

”Så Jack, siger du”. Hun sendte mig et lummert blik. Jeg blev så overrasket over, at hun troede alt muligt om Jack og jeg at jeg blev helt tom for ord.

”MOR,” udbrød jeg forarget. ”Hvad?” grinede min mor, og blinkede til mig.

”Ej, mor, stop. Det er ikke en date, alle hans venner kommer også,” sagde jeg og himlede med øjne af hende.

”Det var sådan Jacks mor og far fandt sammen. De tog til fest, kyssede og bum,” sagde mor og slog ud med armene for at vise at nu var de ligesom nået her til. Igen himlede jeg med øjne af hende.

”Mor, der kommer ikke til at ske noget mellem mig og Jack, han er slet ikke min type,” forklarede jeg hende, en smule desperat. Min mor sendte mig et blik der sagde ’ja-som-om’ men lod emnet ligge.

”Hvad tid kommer drengene så og henter dig?” spurgte mor, og satte atter computeren på sit skød.

”Klokken ti,” svarede jeg, og lagde mit hoved på min mors skulder. ”Hvad arbejder du på?”

”En kærlighedshistorie,” svarede mor. ”Den handler om en dreng og en pige der møder hinanden ved et tilfælde, men så forelsker sig i hinanden”. Jeg rynkede på næsen, ikke fordi jeg ikke kunne lige det, men mere fordi jeg ikke var så glad for pladderromantik.

”Jeg ved godt du ikke er til den slags, men jeg tror du vil kunne lide den her,” sagde mor, og sendte mig et sigende blik. ”Hvorfor?” spurgte jeg, og begyndte at læse det jeg kunne se på skærmen. Mor skubbede computeren lidt væk, så jeg næsten ikke kunne læse hvad der stod.

”Du må først læse den her når jeg er færdig,” sagde hun næsten hysterisk. Jeg blev så overrasket over hendes reaktion at jeg satte mig op i sofaen, så mit hoved ikke længere hvilede på hendes skulder.

”Jeg må altid læse dine historier inden de er færdige,” sagde jeg en anelse fornærmet. Jeg havde altid elsket at læse min mors ufærdige bøger. Det fik mig til at føle, at jeg var en del af processen, at jeg var en del af hendes meterværker.

”Den her er noget særlig, Elisabeth. Du skal nok få lov at læse den, men først når den er færdig,” sagde mor bestemt. Jeg vidste at min mor mente det, og at det ikke kunne komme på tale, så jeg lod være med at spørge mere. Jeg rejste mig og gik op på mit værelse.

Det var en underlig følelse ikke at måtte være en del af min mors udvikling af sin bog. Jeg forsøgte at ryste følelsen af at blive lukket ude, af mig. Min mor mente sikkert ikke noget med det.

Jeg brugte ikke tiden mellem jeg kom hjem fra skole, og til aftensmadstid på noget fornuftigt. Jeg nærmest løb ned af trappen da mor kaldte på mig, for at fortælle at der var mad.

”Hvad skal du have på i aften?” spurgte min mor, og øste kartofler op på sin tallerken. Jeg trak på skuldrene. Hvis jeg skulle være helt ærlig havde jeg faktisk slet ikke tænkt på hvad jeg skulle have på til festen i aften.

”Hvad med en lækker kjole?” spurgte mor, og sendte mig et skævt smil. Jeg så undrende på hende. ”Det er jeg sikker på, Jack vil sætte pris på.”

”MOR!” udbrød jeg og var lige ved at tabe fadet med kød. Da jeg endelig fik fattet mig selv, så jeg strengt på min mor.

”Jeg har fortalt dig, at Jack bare er en ven,” nærmest råbte jeg af hende. Hun så ikke ud som om det gjorde hende vred, hun så nærmere ud som om hun var lige ved at bryde sammen af latter.

”Ej, skat hold op,” grinede mor, der ikke længere kunne holde latteren tilbage.

”MOR!” udbrød jeg igen. Hun var virkelig ved at drive mig til vanvid. Der var ikke skyggen af et smil på mine læber.

”Hold op, skat, i kunne da være søde sammen,” sagde hun. Jeg sendte hende et blik der sagde ’hvis-du-nævner-Jack-én-gang-til-går-jeg-amok’, og det lod til, at mor forstod, for hun holdt hurtigt op med at smile, og nævnte ikke Jack igen.

Det var først da vi var ved at tage af bordet min mor vovede at nævne ham igen.

”Skat, hvornår var det du sagde Jack kom og hentede dig?” spurgte hun forsigtigt. Jeg følte mig en smule skyldig for at få hende til at føle, at hun ikke kunne spørge ind til ham overhovedet.

”Øm klokken ti,” svarede jeg, og sendte hende et opmuntrende smil. ”Han har sine venner med,” fortalte jeg, og kunne se at min mor begyndte at slappe mere af. Hendes skuldre faldt på plads, og et smil gled hen over hendes læber.

”Det lyder hyggeligt,” sagde hun. Jeg nikkede, for jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare. Det ville vise sig om det ville blive hyggeligt. Jeg håbede.

 

Jeg endte med at lytte til min mor, og tog en kjole på. Den var stram, og gik mig til midt på lårene. Jeg havde kjoler der var kortere, men jeg følte mig ikke tilpas i dem. Der var ingen grund til at vise det hele på én gang. Kjolen jeg havde valgt var flaskegrøn, så den fremhævede mine grønne øjne. Sammen med min kjole tog jeg et par sorte, elegante ballerinaer på. Jeg havde ikke lyst til at tage høje hæle på, nu når Jack have fortalt mig at vi skulle gå derhen, og jeg skulle garanteret også gå hjem igen. Jeg lagde en naturlig øjenmakeup, i lyse brunlige farver, og lidt eyeliner.

Klokken lidt i ti gik jeg nedenunder, for at vente på Jack.

”Waow” sagde min mor, da jeg trådte ind i stuen. Jeg himlede med øjnene men kunne alligevel ikke holde et smil væk fra mine læber. ”Du ser dejlig ud,” sagde hun.

”Tak,” sagde jeg og satte mig ned i sofaen ved siden af min mor. Hun så kærligt på mig, et sørgmodigt smil på sine læber.

”Du ligner din far helt vildt,” sukkede hun. Jeg så væk. Jeg vidste det godt, men jeg var ikke specielt glad for det. ”Ih tak mor,” sagde jeg og himlede igen med øjne. Hun lagde mærke til at hun havde fået mig til at føle mig ilde til mode.

”Min lille skat,” sukkede hun. ”Din far var… er en meget smuk mand,” forklarede hun. Jeg rystede på hovedet over det hun sagde, og undrede mig over hvorfor hun overhovedet havde bragt det her emne på bane.

”Han plejede også at tage grøn på for at fremhæve sine øjne,” smilede mor. Hun rystede på hovedet som om hun forsøgte at ryste et minde af sig. Jeg så på min mor, og forstod hvorfor hun sagde dette til mig. Helt ubevidst havde jeg klædt mig i farver min far plejede at gøre, og det gjorde mig syg. Jeg modstod trangen til at gå op på mit værelse og skifte tøj.

”Du ser dejlig ud, skat, det var det eneste jeg prøvede at sige,” smilede min mor. Jeg trak på skuldrene men gengældte hendes smil.

Det var ikke før nu, at jeg kom til at tænke på hvordan min mor måtte have det. Hendes hjerte var blevet knust og det eneste jeg tænkte på var, at jeg havde mistet min far. Selvfølgelig kunne hun ikke lade være med at lægge mærke til hvor meget jeg lignede min far. Jeg gad vide om hun havde nævnt ham i dag fordi hun savnede ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...