Jack

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2017
  • Opdateret: 13 aug. 2017
  • Status: Igang
// 'En ny begyndelse' konkurrencen // Elisabeth og hendes mor flytter fra Liverpool til Brighton for at få en ny start. Elisabeth har blandede følelser for det er første gang hun skal starte helt forfra, men på den anden side havde hun ikke mange venner i Liverpool.
I Brighton møder Elisabeth en dreng der hedder Jack. Han er populær, han er en drengerøv og så syntes han selv han er ufattelig morsom, og Elisabeth hader ham. Jack føler sig derimod draget mod Elisabeth, men hun er bestemt ikke nem at have med at gøre.
Alt Elisabeth og hendes mor ønskede var en ny begyndelse, men er det muligt at flygte fra fortiden?

*Novellen vil fremover blive opdateret hver søndag*

6Likes
2Kommentarer
778Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

 

Kapitel 1:

Jeg greb mine to sidste tasker og skyndte mig ned af trappen, gennem gangen og udenfor hvor bilen holdte i indkørslen. Bagagerummet stod stadig åbent, så jeg smed mine tasker ind til alle de andre der allerede lå der.

”Mor?!” Råbte jeg hen mod huset. Hun sad ikke i bilen så hun måtte være indenfor et sted. Det tog heller ikke lang tid inden hun kom forpustet ud af huset med en kuffert i den ene hånd og en kæmpe taske i den anden.

”Jeg kommer nu, skat” sagde hun. Hun var helt rød i hovedet af anstrengelse. Jeg rakte ud efter hendes taske og tog den fra hende. Sammen fik vi tasken og kufferten ind i bagagerummet. Mor lukkede bagagerummet. Vi så på hinanden og sukkede. Det havde været en hektisk morgen, men jeg kunne se på mor at hun ikke havde fortrudt sin beslutning. Jeg nikkede bekræftede til hende, for at vise, at jeg heller ikke ville bakke ud.

”Så kører vi” sagde hun og satte sig ind i bilen.

Jeg kastede et sidste blik på huset. Det så ud som det plejede, men jeg vidste at alt var anderledes. Jeg trak på skuldrene og satte mig ind i bilen. Jeg havde en idé om, at jeg aldrig nogensinde ville se det hus igen, og det var jeg glad for.

 

 

Det var en lang køretur, men mor og jeg havde besluttet ikke at stoppe for mange gange på vejen. Det ville kun gøre turen længere, og det var ingen af os interesseret i.

Solen skinnede for en gangs skyld, så vi rullede vinduerne ned og skruede op for musikken.

”Mor?” Sagde jeg, og skruede en smule ned for musikken igen.

”Mmh” svarede hun.

”Hvorfor lige Brighton?” Spurgte jeg. Mor så kort på mig, men lod så sit blik flade på kørebanen igen.

”Der er jeg født og opvokset, så jeg tænkte det var et godt sted at tage hen” smilede hun. Jeg nikkede. ”Men mormor bor da ikke der længere? Hun bor da i Manchester” sagde jeg forvirret. Hele mit liv havde mormor boet i Manchester, så for mig gav det ikke rigtig mening. Hvorfor skulle mormor flytte hele vejen fra Brighton til Manchester? Mor plejede kun at fortælle om hvor sjovt de alle sammen havde det i Brighton, så jeg kunne ikke se nogen grund til at mormor skulle have lyst til at flytte.

”Hun flyttede til Manchester da morfar døde” svarede mor. Jeg nikkede forstående, det gav mening for mig, jeg følte mig faktisk en smule dum for ikke at have tænkt på morfar. Der var garanteret mange minder om morfar i Brighton.

”Men mor, hvorfor flytter vi så ikke bare til Manchester?” Spurgte jeg. ”Så kan vi være tæt på mormor”.

Mor grinede, inden hun svarede. ”Da jeg fortalte mormor at vi ville flytte, sagde hun at hun ville flytte med os. Hun har fundet et lille rækkehus i et fredeligt kvarter, ikke så langt fra der hvor vi skal bo”.

Jeg kunne ikke lade være med at smile bredt. Det var en af de ting jeg havde været urolig for, da mor foreslog, at vi skulle flytte, men det lod til, at der slet ikke var noget at bekymre sig for.

”Så er alt jo fint” sagde jeg og smilede. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville glæde mig til at starte forfra.

Jeg kendte ikke nogen i Brighton, ikke udover min mormor. Jeg var sikker på, at mor kendte et par stykker. Jeg var ret sikker på at hun havde nævnt nogle gamle skolekammerater hun savnede, som stadig boede i Brighton.

 

Vi kørte endnu en times tid i stilhed.

”En af mine bedste veninder bor stadig i Brighton. Jeg er sikker på at jeg har nævnt hende. Vi har været bedste veninder siden de helt små klasser” sagde mor.

”Helen, ikke?” Det var den eneste af min mors veninder jeg kunne huske, så jeg fik ud fra at det var hende. Det blev bekræftet da min mor nikkede.

”Hun har to drenge og en pige nu, sammen med sin mand Gary,” fortsatte mor.

Jeg trak på skuldrene. ”Fedt.”

Mor blev ved med at have et lidt lumsk smil om sine læber. Jeg overvejede at spørge hende hvorfor hun smilede sådan, men besluttede mig hurtigt for, at det var bedre ikke at vide det.

 

Vi havde siddet i bilen i næsten fem timer da vi endelig var fremme ved vores nye hjem. Huset lå i et stille kvarter. Der løb små børn rundt og legede med hinanden. Husende var forskellige, men de passede på en eller anden måde sammen. Jeg kunne godt lide det.

Vores hus var et to etagers hus, men en lille balkon ud til vejen. Der stod et træ ikke så langt fra balkonen, så grenene lagde balkonen en smule i skygge.

”Det værelse vil jeg have” sagde jeg og pegede op på balkonen. Mor grinede, men trak så på skuldrene. ”Okay”.

Vi begyndte at bære vores ting ind i huset. Vi var taget afsted uden vores møbler, så vi måtte sove på luftmadrasser den første nat i huset.

Mor og jeg havde aftalt at købe møbler til huset i morgen – der var ingen grund til at tage vores gamle møbler med. Ny start måtte også betyde nye møbler – det var mor og jeg enige i.

”Effie, kommer du?” Råbte mor inde fra huset et sted. Jeg opdagede, at jeg havde stået i mine egne tanker og gloet på huset. Jeg rystede tankerne af mig, greb en taske og gik indenfor.

Entréen var lys og rummelig. Der var en dør for enden og en til venstre. Den til venstre førte ud til et bryggers, med vaskemaskine, tørretumbler, og nogle tørresnore.

Bag døren for enden af entréen lå køkkenet og spisestuen. Bag spisestuen – den var ikke specielt stor, men hyggelig – lå stuen. Der var ikke nogen dør men bare en buegang i væggen mellem de to stuer. Inde i stuen var der vindere fra gulv til loft og store dobbeltdøre der førte ud til en helt fantastisk have.

Inde i spisestuen til venstre var trappen op til førstesalen. Jeg slæbte den tunge taske op af trappen og fandt det værelse jeg havde valgt da jeg stod udenfor med mor.

Det var stort og med indbyggede skabe i den ene væg.

De tidligere ejere havde efterladt er lille bord og to stole ude på balkonen. Jeg besluttede mig hurtigt for at beholde dem. De fik balkonen til at se mere hyggelig ud.

Jeg smed tasken på gulvet og gik nedenunder igen for at hente flere ting i bilen.

Det tog ikke lang tid at få tømt bilen fordi vi kun havde tasker med fra vores hjem i Liverpool. Vi havde for det meste pakket sko og tøj. Mor havde også pakket nogle tallerkner, bestik, glas, en gryde og en pande, så vi kunne få mad at spise.

 

Mor og jeg stod og vaskede service af, efter vi havde spist aftensmad, da hendes telefon ringede.

”Klare du resten?” Spurgte hun, telefonen allerede oppe ved sit øre. Jeg nikkede bare, for jeg vidste, at hun alligevel ikke lyttede. Jeg tørrede tallerknerne af og satte dem på bordet ved siden af resten af det rene service. Mor var gået ind i stuen for at tale i telefon, så jeg var alene i køkkenet.

Jeg tog min mobil frem og gik ind på Tinder. Det var egentlig ikke fordi jeg brød mig specielt meget om den dating app, men det var nu meget sjovt at se de mennesker der var på den. Jeg havde det sjovt med at kigge på billeder og læse profil tekster i et par minutter. Jeg blev afbrudt af mor der kom ud i køkkenet igen.

”Det var Helen” sagde mor og viftede med sin telefon, for at forklare at det var opkaldet hun snakkede om.

”Hyggeligt” svarede jeg med et skuldertræk. Jeg kunne ikke rigtig se hvad det havde med mig at gøre. Jeg gik ud fra, at mor bare var glad for endelig at bo tæt på sin barndomsveninde igen.

”Hun har inviteret os til aftensmad i morgen aften,” sagde mor. Hun havde et kæmpe smil om læberne, og et ansigtsudtryk der sagde ’vær sød at sige ja til at tage med’. Igen trak jeg på skuldrene. ”Ja, okay, hvorfor ikke?!” Sagde jeg og så hvordan min mors smil blev om muligt endnu større end det var før.

”Jubi, det bliver så hyggeligt, det er jeg sikker på” sagde mor og trak mig ind i et kram. Jeg lod hende kramme livet ud af mig, inden jeg annoncerede, at jeg ville gå op på mit værelse for resten af aften.

 

Det var stadig sommerferie en hel uge endnu, så mor og jeg havde tid nok til at købe nye møbler og få indrettet vores nye hjem. Og nu havde vi også en middagsaftale. Jeg kunne allerede lide at være her. Det føltes som om at alting kunne blive bedre her. Det håbede jeg i hvert fald at det ville blive.

Tidligt dagen efter – mandag – kørte mor og jeg ind til byen for at købe møbler til vores hus. Vi besluttede os for at købe så mange møbler som muligt med det samme for at undgå at skulle afsted for mange gange.

Vi havde mormor med ud at købe vores møbler. Mormor var flyttet til Brighton to dage før os, og hun havde taget alle sine møbler med, så hendes nye hjem var allerede indrettet. Og netop derfor var hun med os ude at købe møbler.

”Hvad med den her?” Spurgte mormor og pegede på en dobbeltseng. Jeg rynkede på næsen over den. Den var lyserød med fugle på sengestellet. ”Det tager jeg som et nej,” grinede mormor.

Det tog en rum tid inden jeg kunne beslutte mig for hvilken seng jeg ville have. Jeg behøvede ikke et nyt skab, heldigvis.

Den seng jeg havde valgt var en stor dobbeltseng i hvid. Jeg fandt et skrivebord i hvid og en mørklila kontorstol. Jeg tog mig ikke rigtig af hvad min mor valgte til hendes soveværelse, men jeg ville være med til at vælge sofa, spisebord og gardiner. For at gøre en lang historie kort, så havde mor og jeg ret forskellig stil, så det tog os lang tid at blive enige. Mormor var god at have med, så vi kunne få en tredje mening.

”Puha, det havde vi ikke klaret uden dig, momse,” sagde mor forpustet. Både hende, jeg og mormor havde hver vores vogn med møbler vi skubbede foran os. Vi havde lejet en trailer hos forretningen så vi kunne have alle vores ting med hjem.

”Jeg gider ikke samle vores møbler når vi kommer hjem, Elisabeth, jeg tror bare jeg går direkte i bad” sukkede mor, da vi satte kursen hjemad.

”Enig,” svarede jeg. Jeg svedte mere end jeg burde og jeg var øm af at bære alle papkasserne med vores usamlede møbler i.

”Hvad tid skal vi være hos Helen?” Spurgte jeg, og så på uret. Vi ville ikke være hjemme inden klokken fire, og det ville tage et stykke tid at tømme traileren. Det var ikke til at vide hvor meget tid jeg havde til at gøre mig klar i.

”Vi skal først være der klokken seks og det tager ikke mere end seks, syv minutter at gå derhen” svarede mor. ”Er det ikke længere væk” spurgte jeg måbende. Hvis Helen boede så tæt på, kunne jeg ikke forstå hvorfor mor ikke allerede havde inviteret hende over. Nej, vi havde ikke været her længe, men mor havde snakket så meget om Helen, at det kom bag på mig, at hun kunne vente med at se hende.

”Er det ikke dejligt” sagde mor glad. ”Jo da” svarede jeg og trak på skuldrene. For mig betød det egentlig ikke rigtig noget.

 

Klokken ti minutter i seks var mor og jeg på vej hjem til Helen. Vi gik ad et stisystem, og som mor havde sagt tog det ikke særlig lang tid inden vi stod foran et toplanshus. Mor bankede på. Huset var et rødt murstenshus, med en hvid dør, og hvide vinduer. Udefra så det hjemmeligt ud, og jeg kunne lide det. Mor så spændt på mig, mens vi ventede på, at døren blev åbnet.

Da døren gik op stod der en lettere buttet kvinde med kort, brunt hår. Der var en smule gråt at spotte i hendes hår, men det fik hende ikke til at se gammel ud.

”Iris” hvinede damen i døren. Jeg gik ud fra, at dette måtte være Helen. ”Helen” hvinede mor, slap min arm – som hun havde knuget i spænding inden døren blev åbnet – og kastede sig i armene på sin længe savnede veninde.

”Hvor er mine manerer,” gispede mor, og slap sit tag i Helen. ”Det her er min datter, Elisabeth”. Jeg sendte Helen et smil og gav hende hånden. Hun sendte mig et varmt smil og inviterede os indenfor. Indretningen var en blanding af morderne farver og gamle møbler. Der hang en masse familiebilleder på væggene i både entreen og i spisestuen.

”Mine børn er inde på deres værelser, jeg har kaldt på dem, så de kommer nok ned om ikke så længe,” smilede Helen, og viste os ud i køkkenet hvor hendes mand stod og passede maden.

”Gary, min skat,” sagde hun, og Gary vendte sig om. Han havde et venligt ansigt, en øl mave, og helt gråt hår. Han smilede og gav hånden til både mor og jeg.

”Hvor er vores børn?” spurgte Gary, og så sig om, som om han bare ikke havde opdaget dem. ”Jeg kalder lige på dem igen,” sukkede Helen, og gik ud af køkkenet.

Mor skyndte sig at tilbyde sin hjælp til Gary, som han gladelig tog imod. Sammen satte de maden på bordet.

”Jack, lad din søster være, og tag en trøje på nu – vi har gæster og maden er ved at være færdig”. Helens stemme blev højere og højere som hun bevægede sig ind i spisestuen ude fra gangen. Hun kom hovedrystende ind i køkkenet. ”Min ældste søn bor i London, så ham må du vente med at møde, Iris,” sagde Helen og pegede på et af de mange billeder på væggen. ”Vi bliver desværre nødt til at nøjes med den uopdragen og den mindste,” fortsatte hun og himlede med øjne. Så vendte hun sig mod mig.

”Du har ikke nogen søskende, vel?” spurgte hun. Jeg rystede på hovedet. ”Nej, der er kun mig”. Jeg så på deres familiebilleder der hang rundtomkring og blev pludselig ramt af en stærk følelse af jalousi. Jeg havde aldrig forstået hvorfor mor og far ikke havde fået flere børn sammen, men det kunne jeg vel ikke bestemme for dem. Men jeg måtte indrømme, at det kunne blive ret ensomt at være enebarn.

”Jack stop det”. Mine tanker blev afbrudt af en pigestemme. En ung pige kom snublende ind i lokalet som om hun var blevet skubbet. Hun så ung ud, ikke ældre end femten. Bag hende kom en dreng. Det var garanteret ham der havde skubbet hende. Drengen var høj, han havde mørkt hår, med farvet spidser, og så havde han en næsepiercing. Det var tydeligt at han netop havde trukket sin trøje ned over hovedet for hans hår var rodet. Han skubbede det væk fra ansigtet ved at trække sine fingre igennem det. Normalt var jeg ikke særlig dømmende, men noget sagde mig, at jeg ikke ville komme til at lide ham.

”Det her er Jack, og Anna” smilede Helen og pegede henholdsvis på drengen og pigen der lige var kommet ind i rummet. ”Og det her er min barndomsveninde, Iris og hendes datter, Elisabeth” introducerede Helen os. Vi smilede til hinanden, og så annoncerede Helen, at nu var der altså mad, så vi måtte sætte os ned og spise inden maden blev koldt.

Jeg endte med at sidde overfor Jack, og ved siden af min mor. Gary sad for bordenden på min anden side. Helen for den anden bordende og Anna ved siden af Jack. Mor og Helen faldt hurtigt i snak om fortiden og om hvordan tingende havde ændret sig siden mor var flyttet væk.

”Nå, Elisabeth, hvor gammel er du?” Spurgte Gary mig efter et stykke tid. ”18” svarede jeg og sendte ham et lille smil. Det virkede uhøfligt at spørge hvor gammel han selv var.

”Nå, så er du kun et enkelt år yngre end Jack” sagde Gary. For at være ærlig var jeg ret ligeglad, men jeg nikkede smilende for at være høflig. Mor havde trods alt opdraget mig godt.

”Så går du vel på College?” Spurgte Gary. Både Anna og Jack så på mig nu. Jeg trak på skuldrene.

”Jeg er blevet overført til det College der er her i Brighton – jeg gik på et i Liverpool før” svarede jeg.

”Ah, ja selvfølgelig” nikkede Gary.

”Så kommer vi jo til at gå på samme skole,” sagde Jack. Han smilede et skævt smil som om at det betød at vi ville se en masse til hinanden. Så kunne han godt tro om igen. Jack havde ikke rigtig sagt noget før nu, men der var bare noget ved ham jeg ikke kunne lide.

”Spændende” sagde jeg monotont.

”Anna har et enkelt år tilbage af skolen, ikke lille skat” sagde Gary og sendte sin datter et sødt smil. Hun nikkede ivrigt. ”Jeg kan ikke vente til jeg er færdig” sukkede hun. Jeg kunne ikke lade være med at smile over hendes måde at sige det på. Jeg forstod hende kun alt for godt. Skolen kunne virke alt for lang og uoverskuelig, det ændrede sig en smule når man begyndte på College. Det havde jeg i hvet fald oplevet. Jeg havde bestemt ikke syntes, at College var det fedeste i verden, men det var bestemt bedre end folkeskolen.

 

Som aftenen skred frem faldt jeg i snak med Anna. Jack og Gary diskuterede fodbold og mor og Helen fortsatte deres snak og alt og ingenting. Det var ikke før klokken halv elleve, at mor gispende så på uret og erkendte at det nok var bedst at vi smuttede hjemad. Det var hyggeligt at snakke med Anna men jeg protesterede ikke da mor sagde vi skulle gå. Jeg var træt i hele kroppen og det havde været en lang dag, så jeg glædede mig til at komme hjem i seng, selvom min seng stadig bare var en luftmadras.

Helen og mor krammede farvel, imens gav jeg hånd til de andre. Da jeg nåede til Jack, holdet han fast i min hånd da jeg var ved at give slip.

”Vi ses på skolen” smilede Jack. Jeg løftede mine øjenbryn af ham, trak min hånd fri og vendte mig mod Helen og mor.

”Tak for mad og tak for i dag, Helen” sagde jeg og rakte min hånd frem.

”Visse vasse, det var da så lidt” smilede hun, ignorerede min hånd og trak mig i stedet ind i et kram. Hun havde en dejlig, betryggende måde at kramme på, så jeg lod hende kramme mig så længe hun havde lyst.

 

Den aften gik jeg i seng med en rar følelse i maven. Helen og hendes familie virkede flinke, måske med undtagelse af Jack, og jeg måtte indrømme at jeg var blevet lidt forelsket i vores nabolag. Det var også fantastisk at bo tæt på min mormor. Nu skulle min skole også bare være fantastisk og så ville den her by være perfekt.

 

Den næste uge gik med at samle møbler og indrette de forskellige rum.

Der var tre badeværelser i huset. Mor og jeg besluttede at vi kunne få et hver, på den betingelse at jeg selv gjorde mit badeværelse rent. Det tredje badeværelse kunne være til gæsterne.

Det var ikke før sidst på ugen at både mit badeværelse og værelse var færdigt. Der manglede stadig nogle småting i resten af huset, men det meste var på plads.

Jeg havde slet ikke haft tid til at tænke særlig meget over min første skoledag. Søndag aften sad jeg i sofaen sammen med mor og snakkede om den følgende dag. Mor var sikker på at det hele nok skulle gå, men det skulle hun vel sige. Jeg selv var bestemt ikke overbevist.

”Om ikke andet, min skat, så kan du finde Jack og få ham til at hjælpe dig med de ting du har brug for”. Jeg rynkede på næsen. ”Elisabeth” gispede mor. Mor vidste at når jeg rynkede på næsen over folk var det fordi jeg ikke brød mig synderligt om dem,

”Du kender ham knap nok” sagde mor strengt. Jeg himlede med øjne. ”Jeg ved det godt, der er bare et eller andet ved ham jeg ikke kan lide” sukkede jeg.

”Det er bare ærgerligt, prinsesse, hvis du har brug for hjælp må du spørge Jack, og så vil jeg ikke høre på noget brok, okay” sagde hun strengt. Jeg sukkede men gjorde mig så enig med mor om, at Jack nok var min bedste mulighed hvis jeg farede vild.

Da jeg kom op på mit værelse smed jeg mig i sengen. Min mobil havde ligget på mit sengebord mens jeg var nede og snakke med mor. Jeg samlede den op, og så på skærmen. Jeg havde fået et match på tinder og en besked. Som sagt var det ikke rigtig noget jeg brugte. Jeg matchede med nye mennesker hele tiden, men jeg svarede stort set aldrig nogen.

Jeg rynkede brynene over navnet på mit match.

Jack Mason. Jeg gik ind på appen og fandt beskeden Jack havde sendt til mig.

Jack:

- Hvad laver du så på tinder, Elisabeth?

Jeg gik ind på hans profil. Jeg måtte være sikker inden jeg besluttede om jeg skulle svare eller ej. Der var ingen tvivl. Det var Helens søn.

Elisabeth:

- Ikke noget specielt, Jack.

Jack:

- Glæder du dig til i morgen?

Elisabeth:

- Ikke specielt.

Jack:

- Hvorfor ikke?

Jeg sukkede over alle Jacks spørgsmål. Hvorfor var han pludselig så nysgerrig?

Elisabeth:

- Jeg starter på en ny skole i en ny by – alt kan gå galt.

Jack:

- Jeg kan følge dig hen til kontoret, og til din første time?

Jeg svarede ikke.

Jack:

- Jeg skal nok være sød ;)

Elisabeth:

- Jeg ved snart ikke, Jack. Det lyder mere fristende at fare vild på min første skoledag end at være sammen med dig.

Jack:

- Av. Det var bare et tilbud.

Elisabeth:

- Fint, men så skal du virkelig også opføre sig ordentligt!

Jack:

- Du har mit ord, smukke xx

Jeg himlede med øjne og lukkede appen ned. Det var da typisk at jeg ved et tilfælde skulle matche med Jack på tinder.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...