Famous

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2017
  • Opdateret: 8 jan. 2017
  • Status: Igang
Octavia er en helt almindelig 17 årig pige, som bor alene med sin syge mor. Hun passer sin skole godt, og når der ikke er flere lektier er hun sammen med sin bedste veninde Kath. Octavia har aldrig kendt sin far. D 7 januar ændre alt sig for Octavia. Da Octavias mor dør ændre Octavias liv sig or altid, hun er tvunget til at bo med sin far. Octavia har aldrig ville være kendt, modsat alle sine venner. Da hun møder sin far finder hun ud af at hun ikke kan komme udenom berømmelse, eller det kendte boyband One Direction.

0Likes
0Kommentarer
99Visninger

1. A new life

 

Jeg havde altid tænkt over hvornår den lykkeligste dag i mit liv ville komme og hvordan den vil føles, men aldrig den ulykkeligste. Den ulykkeligste dag i mit liv, i dag. Min mors begravelse. Tanken om hun ikke længere er her får mig lyst til at hoppe ned i kisten og blive der hos hende. Der var mange mennesker til begravelsen, min mor var en velkendt kvinde i byen. Hun havde førhen været borgmester i byen, men måtte for 3 år siden stå af på grund af sygdom.

 

"Klare du den?" spurgte Kath, min bedste veninde. Jeg nikkede forsigtigt og kastede min sidste lilje ned i graven, liljer var min mors ynglingsblomst. Folk begyndte ligeså stille at forlade kirkegården. Der var mange der kom over og kondolerede, jeg satte pris på det, men jeg orkede ikke så mange mennesker og give så mange smil.

Kirkegården blev roligt tømt og begav sig videre hen til selvskabet efter begravelsen. Jeg blev, sammen med Kath. Graven blev efter et stykke tid fyldt med jord og dækket til med de kranse der var kommet fra folk. 

Jeg kunne ikke længere holde tårerne inde, selvom jeg havde klaret det meget godt indtil videre. Det var den hårdeste dag i mit liv, men jeg har altid været god til at lægge en facade når der var mennesker omkring mig. De eneste to personer der har set mig græde er Kath, og min mor.

 

"Hvad har du lyst til nu?" spurgte Kath, det var noget af det jeg elskede ved hende, hun tænker altid på andre.             "Jeg ved det ikke, orker ikke være sammen med mange mennesker lige nu," jeg tog min mobil frem og viste Kath en mail. "Jeg fik denne her igår af kommunen, de har indkaldt mig til møde i morgen". I mailen stod der at jeg skulle komme til møde hos kommunen i morgen, vedrørende hvor jeg skal bo. 

"Hvad tror du der skal ske?" spurgte Kath, jeg var ikke overrasket over mailen. Min mor havde allerede fortalt mig hvad der skulle ske. Jeg må ikke bo alene når jeg er 17 år, så forældremyndigheden over mig skal gives videre.

"Min far, jeg skal bo hos min far", Kath så overrasket ud. Jeg havde ikke fortalt hende det endnu selvom jeg havde vidst det i et stykke tid. Jeg vidste ikke hvor min far boede, men det var ihvertfald ikke tæt på min hjemby og mine venner. 

Kaths øjne bled røde og tårerne gled ned ad hendes kinder. "Kath, jeg ved ikke hvem han er eller hvor han bor, men vi to, vi skal aldrig skilles ad. Aldrig."

 

                                                                                                          ***

"Goddag Octavia, Naia venter i lokale B122"

Jeg framtvang et smil og gik videre ned ad gangen. Mødet med kommunen var noget der skulle overstås. Kommunen hjalp ikke min mor særlig godt efter hendes sygemelding, siden da har jeg ikke kunne lide kommunen. Min mors bedste veninde gik dengang bag om ryggen på hende for at kunne overtage hendes stilling, heldigvis gennemførte hun ikke. 

Jeg gik videre ned ad gangen. B120. B121. B122! Bingo. Jeg åbnede døren til lokalet. "Hej Octavia! Hvordan har du det?" jeg orkede ikke det spørgsmål en gang til. Jeg gik forbi kvinden, ignorerede hendes spørgsmål og satte mig på stolen foran hendes skrivebord. 

"Nå, det er jo sådan at du ikke kan bo alene før du bliver 18", jeg nikkede forstående på hovedet. "Jeg kan forstå at du allerede ved at du skal bo hos din ukendte far, og han blev faktisk glad da han fik at vide at du kom hjem til ham,". What?? Manden havde aldrig kontaktet mig? Jeg nikkede bare til alle de ting hun sagde og fulgte egentlig ikke rigtigt med. "Han sidder faktisk inde vedsiden af og venter på at møde dig, Octavia".

Jeg kiggede forvirret på hende og gentog hendes sætning flere gange inde i mit hoved, før jeg forstod hvad det var hun egentlig sagde. 

 

Der var egentlig ikke så meget mere i mødet. Jeg skulle bare blive informeret om at det nu var min ukendte far som havde forældremyndigheden over mig. "Octavia vent lige," jeg stoppede op og vendte mig om, "din far er jo faktisk ikke bare hvilken som helst mand, det er Chris Walker. Manager for One Direction."

Omg, det fucking sidste jeg kunne magte lige nu. Berømmelse, folk der kigger, folk der tager billeder, årgh. 

 

Jeg fremtvang et smil for 103892. gang i denne uge og gik ud. Lokalet ved siden af. Jeg gik desperat ind ad døren til mødet med min far. En høj tynd mand i et fint jakkesæt stod og kiggede ud af vinduet, han vendte sig om.

"Octavia?" han havde en dyb stemme, jeg kendte ham egentlig godt. Jeg havde set ham i nogle blade og rundt omkring på nettet. Jeg nikkede og kiggede ned i jorden. 

"Jeg er ked af hvad der er sket Octiavia, men jeg lover dig at jeg vil passe på dig. Du skal nok få det godt igen." han gik med sine lange ben hen imod mig. Jeg kunne se hvem jeg havde arvet mig kropsbygning fra. 

 

Vi gik ud på parkeringspladsen til Chris' bil. Selfølgelig en dyr en af slagsen. Mærkerne havde jeg ikke styr på, men bilen havde jeg tit set de "kendte" eje. 

"Hvor skal vi hen?" Spurgte jeg, "Hjem. Til dit nye hjem, hvis det er okay. Jeg bor faktisk ikke så langt herfra", det gav mig et smil at høre, det første ægte smil jeg havde givet i lang tid. 

Det var overhovedet ikke skræmmende at møde Chris, han virkede sød. Det var for tidligt for mig at kalde ham for far.

"Hvad med alle mine ting og mit gamle hjem?" Det gjorde mig trist at tænke på, men jeg blev nød til at vide det.            "Du skal selfølgelig bare sige til hvis du vil have det anderledes, men jeg har købt huset og sender en rengøringsdame derned en gang om ugen. Så kan dine ting blive der." Wow, det havde jeg ikke regnet med, endnu et ægte smil.

"Tak"

                                                                                                       ***

 

Efter en time kom vi igennem en port og ind til en stor flot indkørsel der førte til et stort flot hus. Jeg steg ud af bilen og fulgte med Chris ind i huset. Indenfor ventede der tre store hunde og en ældre dame. "Hej, jeg hedder Linea" præsenterede damen sig og gav mig hånd. "Octavia, er du Chris' kone?", Chris grinte. "Linea er min au pair, jeg har ikke haft en kæreste siden..", "min mor? Du må altså gerne nævne hende". 

"Hvad hedder hundene?" Spurgte jeg, "Mandy, Skater og Octavia". "Octovia?" Jeg rejste mig fra hundene og kiggede chokeret på Chris.

"Ja.. Jeg købte Octavia da jeg indså jeg ikke ville komme til at møde dig. Hun er en gammel hund nu"

"Hvad mener du med det?"

"Ja, hun var lidt en slags erstatning for dig"

"Nej, det andet du sagde?"

"Når.. Din mor forlod mig da hun blev gravid. Hun ville ikke have du skulle blive en del af mit liv, og vi havde også mange problemer i forholdet"

 

Jeg havde hele mit liv troet at det var Chris der ikke ville have kontakt til mig, men det havde hele tiden været min mor der beskyttede mig fra ham. Det ville ikke være det samme hvis folk vidste Chris var min far, det var nok det min mor tænkte.

På en måde gjorde det mig sur at min mor havde ladet mig gå og tro min far ikke ville kende mig hele mit liv, men hun havde jo ret. Og jeg vil jo heller ikke være kendt. Jeg kunne allerede se forsiderne for mig "Chris Walkers ukendte datter" bla bla bla. 

 

"Jeg må nok hellere vise dig dit værelse Octavia, kom med mig" Linea tog min hånd og viste mig hen til mit nye værelse, mit nye liv.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...