Mama


0Likes
0Kommentarer
56Visninger

1. MAMA?

”Mama?”. ”Ja, Marcel?”. ”Vi skal fortælle om vores hjemland ovre i klassen.” sagde de store øjne. ”Jeg ved ikke hvor jeg kommer fra, mama.”. Jeg stoppede med at skurre gryden. Det gik op for mig, at det han sagde, var rigtigt. Vi havde aldrig fortalt ham, eller Dina, hvor de kom fra. Hvor deres hjemland lå. ”Gå nu, Marcel. Vent til Papa kommer hjem, så skal vi fortælle den sammen. ” sagde jeg, og jeg gav ham en figenstang.

 

Frygten. Den er uforglemmelig. Frygten for at blive opdaget. Frygten for, at vi skulle hjem til Syrien. Til huset som var tomt. Og bombet. Det er nu knap 10 år siden. Vi var nødsaget til at flygte. Vi boede utrygt og far havde en risiko for at blive forfulgt af myndigheder i Syrien. Han har aldrig fortalt andre end mor, hvorfor han ville blive forfulgt. Jeg havde spurgt ham en aften, hvor han og mor havde været ovre for at se Dina og Marcel. Vi havde stået ude i køkkenet. Idet jeg spurgte ham, kiggede han på mig og sagde, at det var underordnet. Vi var jo kommet i sikkerhed. ”Hvad ville du have gjort hvis det var din familie, Adelina? Hvad hvis Dina, Marcel eller Aleron var blevet ramt? Ville du ikke gøre alt for at få dem i sikkerhed?” havde han tilføjet og gået ind til Dina. Jeg havde stået i et stykke tid og kigget på dem, imens de legede. Jo. Jo, det havde jeg.

 

Da vi ramte Grækenland, var der kaos overalt. Børn og voksne lå livløse på kysten. Frivillige stod og hjalp flygtningene med at komme ind. Vi havde fået hjælp af en dame med langt brunt hår og rare hasselnødbrune øjne. Vi nåede efter mange måneders gang i store grupper, ture gemt i en varevogn og tiltrængt søvn, til Danmark. I Danmark blev vi sendt til asylcentret, Sandholm, i Nordsjælland, hvor vi søgte asyl. Mor sad med os alle omkring sig og krammede os.

Vi faldt nogenlunde hurtigt til. Eller nogen af os gjorde. Mine søstre, tvillingerne Rozelin og Jannah, kom i skole og fandt hurtigt venner. Jeg var derimod i teenageårene og havde svært ved at falde til. Jeg prøvede at få venner, men det hjalp ikke. Jeg endte med at sidde i hvert eneste frikvarter, alene. Far havde travlt med at sørge for arbejde, og mor det samme.

 

Da vi havde boet i asylcentret i 6 måneder, fik vi lov til flytte ud. Far havde skaffet en lejlighed i Århus. Lejligheden var lille, men det var bedre end ingenting. Vi skiftede til Skovvangskolen og her ændrede det sig ikke meget. Jeg sad igen alene og havde svært ved at finde en makker når vi skulle have gruppearbejde. ”Smil, vær åben og snak.” havde far sagt, imens mor havde siddet og nikket. Det gav god mening, det de mente. Ja, selvfølgelig ville det have hjulpet, men der var forskel på dem og mig. Jeg blev kaldt ting af børnene når læreren var væk. Hættemåge, skide indvandre og mange værre ord, var dagligdag.

 

En dag, som alle de andre, hvor jeg sad alene, sagde læreren noget bemærkelsesværdigt. Der sad også en dreng, som jeg ikke havde set før, på en af stolene. ”Dette er Aleron. Han er ny i klassen. ” Nogle af pigerne fnisede. Jeg kunne ikke tage øjnene fra ham. Pludselig var der en dreng der råbte: ”Adelina, skal du ikke blinke? Eller er du bange for, at han er fatamorgana?” Alle brød ud i grin. Jeg rødmede, men fjernede ikke blikket. Drengen vendte sig og kiggede på mig. Dette sekund føltes som årtier. Han smilede og vendte sig. ”Så er det vist godt, Nicholai” lød det fra ”chefen”.

 

Rozelin og Jannah havde hinanden. Det var heldigt. De havde heller ikke let ved at falde til, men idet mindste kunne de tale med hinanden. Efter vi havde flyttet til den nye lejlighed, havde jeg taget afstand. Jeg vidste ikke helt hvorfor, men jeg følte bare ikke, jeg ville forstyrre dem. De virkede så glade for hinanden, og jeg ville ikke blande mig og risikere, at de tog afstand fra hinanden, som jeg havde gjort med dem. De skulle ikke få det, som jeg havde det.

Mor var min skytsengel. Det har hun altid været. Hun kiggede på mig på denne specielle måde. Det gjorde hun ikke med andre. ”Du er mystisk. ” sagde hun ofte. ”Det er du også, mama.” svarede jeg. Vi behøvede ikke engang at kigge på hinanden. Jeg vidste bare, det var til mig. Ofte sad vi bare med krydsede ben over for hinanden. Vi sagde ikke noget. Der var engang, hvor der faldt en tåre på min kind. Mor havde tørret den væk, kysset mig på panden og hvisket ”kriger”. Så havde vi støt panderne mod hinanden, og så rejste hun sig.

 

De kommende dage, var meget de samme. Den eneste ændring var, at jeg stirrede på alle Alerons bevægelser, i stedet for ud i luften. Alle bevægelser var flydende. Han måtte være noget fra himlen. Der var intet menneske der kunne bevæge sig som ham. En dag på vej hjem fra skole havde han stoppet mig. ”Har jeg noget siddende?” spurgte han mig. Jeg stod og stirrede. Hvorfor skulle der sidde noget på ham? Der var aldrig noget galt med ham. Han måtte have en usynlig boble som afviste alt snavs. ”Øh, nej.” sagde jeg. ”Nå okay, men så kan det ikke være derfor, du kigger på mig. ”Undskyld…” jeg vendte mig og gik hurtigt. ”Nej! Du skal ikke undskylde. Jeg synes det er sødt. Du ser også sød ud. Det er bare ærgerligt, at du sidder bag mig så jeg ikke kan smugkigge på dig… Vent sagde jeg lige det?” sagde han og kiggede med fortrydelse i øjnene. Jeg smilte, og sagde det var okay. ”Godt, vil du gå en tur?” spurgte han. ”Jeg har egentlig lovet at hjælpe min mor med indkøb.” ordene nåede lige ud af munden på mig, inden nogle af eleverne fra vores klasse kom ud. ”Ej se, det er jo indvandrerne. Skal I så have små børn der render rundt og råber Allah? Fucking perkere!” råbte de og spyttede på jorden foran os. Aleron vendte ansigtet mod mig. Han kiggede på mig. ”Vil du være min?” havde han sagt.

 

”Mama, det var da ikke om vores hjemland. Det var om far og dig.” sagde Marcel imens Dina holdte hendes far i hånden. Han var lige kommet hjem. Marcel havde ikke haft tålmodighed og havde med det samme spurgt efter historien. Aleron havde kigget kærligt på mig. ”Ja, der må jeg give dig ret, Marcel” sagde Aleron. ”Men ved du hvad? Din mor er mit hjemland.” Dina kiggede forundret. ”Det kan man da ikke.” sagde hun og kiggede på mig. ”Vel, mama?”. ”Min kærlighed til far er så stor, at uanset hvor jeg var, ville jeg hjem til ham… Derfor er han mit hjemland.” sagde jeg og tog Marcel op på skødet. Aleron fortsatte ”Mine børn, jeg håber, I finder kærligheden, og at den er halvt så stor som jeres mor og min. ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...