Black Wolves

I en verden hvor nogle folk er forbandet til at ligne ulve, får en person fat i en magisk krystal, der viser ham som et menneske overfor andre mennesker, men hans stamme er stadig i fare. Black får chancen for at lære om mennesker og lære sandheden bag forbandelsen. Spørgsmålet er, om han kan redde stammen, inden det er forsent, og redde de fortabte inden de mister sig selv... //dette er et råmanuskrift

18Likes
89Kommentarer
1571Visninger
AA

3. Tre dage

Black var stadig sløv, og det gjorde stadig ondt, men han havde intet valg, end at slæbe sine trætte fødder over det beskidte stengulv. Det var en lille borg, men det var kongens. Gert havde været sendt direkte ned i fangekælderen ifølge ridderne. Black var holdt godt bundet og skubbet fremad, selvom han var såret og svækket fra blodtabet. De her riddere viste ingen sjæl. Det varede ikke længe før de skubbede ham ned på stengulvet inde i et rum. Det var i hvert fald et spisekammer. Der var et bord og stole, plus der sad en mand i den ene stol og spiste. Da Black kiggede op genkendte han manden. Det var den mand de havde kaldt ”Geir” for tre år siden. Det vækkede en vrede og et had i Black.

”GEIR! DIN HUND! DRÆBER MIN FAMI-” Black blev sparket direkte i ansigtet af Geir. Af den person de kaldte kongen. Nu hvor Geir havde fået hans skæg fjernet og hans hår klippet skulderlangt, så han meget yngre ud end for tre år siden. Men Black havde været ret. Manden havde været omkring tredive år gammel. Geir måtte være i slut tyverne. Håret var en gylden blondt. Havets snavs havde nok gjort det beskidt dengang, for nu stod det her i den fineste blonde hårfarve noget menneske kunne bære og de næsten lysende perleblå øjne passede også, men han havde taget godt på. Livet som konge havde taget god hånd om ham.

”Man taler ikke ned til kongen… Sorte var det ikke, du var opkaldt efter farven ikke? Jeg kan se, at du stadig har rubinen, der sidder fast i din pande. Jeg troede, at du ville have den mistet nu, men livet er, som det er. I fangehullet med ham. Ingen mad og ingen vand i tre dage…” der var ingen diskussion. Dette var en straf. Det kunne være lige meget om Black havde gjort noget eller ej, denne mand, denne konge… han var ond. Selvom han vidste sandheden om Black og stammen, var de stadig mennesket fjende. Han havde ikke engang stoppet dem fra at dræbe ulvene, nej, manden bar stadig ulveskind over hans skuldre.

Black blev igen skubbet hele vejen. Ingen mad og vand kunne dræbe ham i hans allerede svækkede tilstand. Dette var ikke godt. Chancen der generelt allerede var for overlevelse uden mad og vand i tre dage var allerede lav. Mest fordi der i sådan nogle våde somre var lavt på madressourcer.

Det føltes hårdt at lande på et nyt stengulv, og dette var endda beskidt og fyldt med lort. Et rigtigt fangehul. Teknisk set blev han ikke hængt op eller noget. Det var bare at blive spæret inde i et bur. Black blev spæret inde alene, mest for at undgå at han fik vand og mad i tre dage. Hvis han delte celle med nogen, kunne de jo give ham noget at spise. Gert var i en celle ved siden af, men der var en mur imellem.

”Jeg skulle havde afleveret dig hos kongen fra start!” Gert lød sur. Black kæmpede bare for at komme op, men det var nærmest umuligt. Han endte med at sætte sig træt op af muren.

”TAKKET VÆRET DIG SKAL JEG HÆNGES!” Gert var ikke bare sur på Black. Han var vred, men det havde jo været hans eget valg, at tage Black med ham hjem. Han havde kunne ladet Black ligge. Hvis de bare havde gjort det, ville Black være hjemme i hans hytte, hvor hans sønner ville kravle over ham. Hvis de bare havde ladet ham ligge. Mennesker var intet godt.

”Jeg… er ikke skyld… i det her…” Black mumlede hans ord, men det var stadig tydeligt nok. Han følte sig meget træt i det. Selvom han havde sovet det meste af dagen væk, var han klar til at sove mere af dagen væk.

”Jo! Hvis du aldrig havde sprunget ud foran den ulv, så havde min leder aldrig bedt mig om at gemme dig!” Black havde ikke sprunget ud foran en ulv. Han havde sprunget ud foran Rubert. Det var hans job som stammens leder at beskytte alle sammen, selv hvis det skulle koste eget liv. Hvis Rubert havde været mere vågen, ville han havde noteret, at Black ikke afskød hans pil i tide… hvis bare han havde noteret…

 

Black vågnede da han fangede duften af brød. Kun mennesker lavede brød, men nybagt duftede herligt. Dette var ikke nybagt, men det var heller ikke muggen. Black kunne dufte alt det på afstand, selvom brødene var kolde. Skovfolket havde gode lugte- og høresanser. Du skulle have gode reflekser, så du ikke ville blive angrebet af nogen store katte og dræbt, men selvfølgelig på grund af de normale mennesker, der ikke var forbandet, havde stammen følt et monster værre end de store katte. Er jeg ulv eller menneske. Det spørgsmål havde været stillet meget i stammen, og i alt det kaos, havde Black stået og prøvet, at overtale dem til at blive ved med at tro på hvem de var.

”Hej, far…” Black åbnede øjnene. Han kendte ikke stemmen, men han havde et gæt på hvem det var. ”Her, dig og dine cellevenner kan få noget at spise…” hun lød ked af det i stemmen, men stadig på sådan en grad, hvor det lød som om, at hun prøvede at være modig og ikke græde.

”Her, Black…” Black drejede hovedet mod tremmerne. Han havde været ret. Det var pigen fra tideliger. ”Jeg må godt nok ikke give dig mad, så spis det hurtigt inden vagterne kommer!” sagde hun og rakte Black noget brød. Det var ikke meget, men det kunne still lidt a sulten. Han greb slatten ud efter det, og i det han endelig greb brødet, blev det ført til munden med det samme. Han var meget sulten. Han havde ikke fået for meget suppe, og blodtabet havde også gjort ham sulten... og tørstig, men da han ikke havde fået nogen god fangst i stammen, var han allerede sulten forvejen.

”Tak…” Black mumlede, imens han prøvede nærmest at sluge det lille stykke brød, som han havde fået. Det var en sød tjeneste. Egentlig virkede den familie meget flinke, men det gjorde ikke menneskernes gerninger bedre. At dræbe stammefolket var ikke en god ting. Nej, stammefolket…

”Det her gør… ikke op på jeres… rod…” Black prøvede at tale. At få nået at spise havde også hjulpet mentalt, men et spørgsmål gik over hans hjerne. Hvorfor var Gerts datter her? Det var et seriøst spørgsmål. Hun var her ikke for at hjælpe dem væk fra situationen, men hun gav dem mad?

”Undskyld mig… pige, hvorfor er du… her?” Black prøvede at holde et fast blik på hende, som hun gik rundt og gav brød til alle fangerne.

”Jeg arbejder i køkkenet. Jeg er køkkenpige på en måde. Det er prinsessen, som har beordret mig til at arbejde i køkkenet, når hun ikke har brug for mig,” en prinsesse? Hvad i alverden er en prinsesse? Black vidste i det mindste at en konge var menneskernes leder, lige som ham selv var leder af stammefolket. Eller skovfolket som han engang kaldte det. Pigen gik, efter at hun havde givet brød til alle sammen. Hjemme ved hytterne så sent ville de fleste havde lagt sig til at sove. Nogen ville nok sidde på vagt som sædvanligt, men de fleste ville havde lagt sig under rådyrskindene og sove. Black kunne ikke stoppe med at tænke på April, hans hustru. Hun lå garanteret derhjemme i hytten og var fuld af bekymring, og desuden var hun alene med to børn og en gravid mave. Resten af stammen ville nok snart begynde at diskutere om Black nogensinde ville komme tilbage. De vidste ikke til det med at stenen i hans pande var magisk og på en måde ophævede forbandelsen. Nej, stammen ville antyde, at menneskerne havde dræbt ham. Selvfølgelig. Alle der havde været nær mennesker var døde, så hvorfor skulle stammen antage andet? Efter den store leders død var stammen kommet i tvivl. De var ikke sikre længere. De blev jagtet som ulve. Der var aldrig fred. Black vidste hvorfor menneskerne ikke havde nærmet sig før, da den store leder regerede over stammen. Den ulveform han havde set… var gigantisk. Den havde ikke været ligesom de små ulve, der havde været kommet vandrende. Dem der havde glemt at de engang havde været mennesker. Black håbede hans stamme aldrig ville forglemme, hvem de var.

”Gert…” Black tøvede. Skulle han sige noget? ”Hvor jeg har boet… havde vi et tæt sammenhold. Vi sang sange… og beskyttede hinanden… men… på det seneste… er det som om, at de har… nej… de er ved… at glemme hvem de er…” Black sagde det med meget tøven og sorg. Selv hvis han var alene i en celle, kunne han stadig snakke til de andre.

”Black… mennesker… lever tit i fortiden… men nogle gange… når ting forandre sig… vil de også glemme hvem de engang var… ligesom kongen… da han kom til byen, var han… hjælpsom… men da han kom igen året senere… valgte han at gøre tyranni her i toppen af det tysk-romerske rige. Vi betaler tredobbelt i skat. Alt arbejde vi gør er nærmest værdiløs… hvordan han blev konge ved ingen… men den mand glemte, hvem han var…” Black lyttede. Ifølge Gert var det naturligt, at nogle folk ville glemme, hvem de var, men hvis stammen glemte det… ville de alle blive til rigtige ulve… og hvis det skete… kunne de ikke reddes…

Black havde hørt myterne, og set dem med sine egne øjne for meget lang tid siden. I hvert fald, han troede, at de ulve, som han havde set på sin vej, var folk der havde glemt hvem de var. Black kunne aldrig falde under myten på grund af krystallen i hans pande. Gad vide hvad der skete, hvid den revnede?

”Gert… hvornår er det at I skal hænges?” Black vidste hvad at blive hængt var. I hans barndomsstamme var der flere, der havde hængt sig selv, da menneskerne kom. De ville hellere dø end at kæmpe. Kujoner. Black havde set det hele. Det var en grusom forbandelse.

”Lørdag morgen. Man må aldrig hænge folk på en søndag fordi det er en fridag ifølge gud…” hvad var lørdag og søndag? Black havde aldrig hørt om disse ting før. Hvorfor kalde en dag et navn? I stammen vidste de kun tid på hvornår sæsonerne skiftede. Han var født i sent forår. Altså lige før sommer sæsonen. Når sneen var væk, plejede de bare at sige, at alle der var født i foråret var blevet et år ældre. Et år var når alle fire sæsoner var ovre og begyndte forfra.

”Undskyld, men hvor mange soldage er det?” stammefolket kaldte en dag var ovre når solen atter stod op igen. Når den stod op begyndte en ny soldag.

”Hvor mange dage det er? To. Har dig og dit folk aldrig hørt om disse navne for en bestemt dag på en uge?” Gert lød som om han fandt det mærkeligt. Han var stadig sur på Black, men han kunne ikke gøre så meget inde i cellen.

”Hvad er en uge?” Black havde ingen anelse om noget som helst af, hvad mennesker betegnede som tid. Navne til bestemte dage på en uge? Og hvad var en uge? Det lød som et dyr. Gad vide om det smagte godt.

”Det er, når der har gået 7 dage. Mandag, Tirsdag, Onsdag, Torsdag, Fredag, Lørdag og Søndag. Om søndagen går man i kirke. Jeg gætter på, at du aldrig har hørt om en måned før heller?” Gert spurgte det sidste, for hvis Black ikke engang vidste hvad dag det var, hvordan skulle han så kunne vide om en måned.

”Nej… jeg ved ikke hvad en måned er… og hvad er en kirke?” Black kunne holde sig selv vågen ved bare det lille stykke brød. Selvom hans sår stadig gjorde ondt, kunne han ikke gøre meget ved det.

”En måned består af tredive dage. En kirke er et sted, hvor man går hen og beder til gud om lykke…” først og fremmest… hvem var denne gud egentlig. Det var ikke første gang Black havde hørt om denne gud. De bad til denne gud, når de skulle spise, og åbenbart bad de også til guden hver søndag.

”Bare et spørgsmål mere… hvem er denne gud?” Black var jo nød til at spørge for at lære. Den store leder havde bedt ham om at lære menneskernes levemåder, og hvis det inkluderede en eller anden mærkelig ny gud, så måtte det være det. Det var vigtigt at vide disse ting så stammen kunne overleve.

”Gud er den almægtige kræft. Han bestemmer og binder vores liv. Hvis man beder til ham, vil han måske ændre ens liv. Han har masser af bud og krigere. Engle. En gang imellem bliver de sendt til jorden for at frelse os mennesker eller advare os…” Gert løs lidt glad, men alligevel trist. ”Første gang jeg fik taget et ordentligt kig på dig, troede jeg, at du var sendt for at frelse os. Den sten på din pande ville ikke komme af… men… du var bare en leder af en stamme…” Gert er tilbage til trist. Så stenen i panden havde givet Gert et indtryk af, at han var sådan en engel, der var kommet for at frelse dem? Black vidste knapt nok, hvorfor han var her, men ligefrem at de mennesker troede, at han var en engel?

Natten gik med mere søvn. Det var bedst bare at slappe af, når man var såret. Det næste der vækkede Black, var larm i cellen hvor Gert var i. Det lød som en slåskamp. Det var altid voldsomt. Black vidste en ting eller to når det kom til slåskampe. Alle slåskampene for tre år siden havde bevist det, og alle de slåskampe der var kommet efter havde også bevist Blacks talent inden for knytnævekamp. Det var naturligt at lederen i en stamme var den stærkeste og klogeste. Eller, det var i hvert fald sådan det foregik, hvorfor er der ingen, der vidste, men det faldt naturligt.

”HEY! HEY! STOP DET!” det var nogle vagter, der løb hen til cellen. Hvorfor var der overhovedet sket en slåskamp? Black undrede sig. Han kunne forstå at han ikke delte celle med nogen så han ikke fik mad og vand i tre dage, men åbenbart kunne der også opstå problemer, når du delte celle med nogen.

”Han er død… lad os få ham ud og slæbt ham til brænding…” vagterne lød som om de havde gjort det mange gange før. Var det naturligt for mennesker. Black kravlede helt hen til tremmerne på cellen. Ikke at han stillede nogen spørgsmål om hvad det var, for hvad end holdte ham inde, var de ment til at holde ham inde. Det var Gert. Hvem enden der var i cellen ved siden af, havde banket Gert til døde. Black så vagterne slæbe ham væk. Hvad med Gerts familie? Hvad ville de dog sige? Black vidste, at når en familie mistede faderen, så ville det være dårlige tider, hvis ingen hjalp, men i stammen hjalp alle hinanden, når nogen havde brug for det. Black ville med glæde sulte, hvis det betød alle gravide kvinder og alle børnene fik mad, men han vidste ikke om mennesker fungerede på samme måde.

”Du, derinde ved siden af. Dig der talte med den fyr i går!” det var en mørk stemme.

”Eh, ja?” Black svarede. Den store mørke stemme gjorde Black lidt bange. I hvert fald, manden lød som et stort farligt monster.

”Hvem er du egentlig? Du ligner en fra syd. Jeg kan ikke lide mænd fra syd! I stjæler alle kvinderne!” Black ville skælve, hvis han ikke var mere forvirret end bange. Hvad var folk fra syd? Black var bare vandt til sige havet og bjergene mod nord, bjergene mod syd, i de varme eller kolde områder. Han havde ingen bevidsthed om lande eller at det var en ting. Selvfølgelig, folket fra syd havde mørkere hud og hårfarve og øjenfarve end folkene fra nord. Det var helt naturligt. Hvis det var det han mente med folk fra syd, så vidste Black en smule, men han var aldrig kommet herop for at stjæle nogens kvinder. Bare det at han var blevet leder i en stamme fra nord, var fascinerende nok i sig selv. At en pige var blevet givet til ham, og den del at tingene havde været så gode. Det hele i stammen havde givet ham en form for held. Han blev aldrig syg, og var hellere ikke død af nogen sygdomme…

”Jeg er altså ikke kommet herop for at stjæle noget… jeg kom herop for at få et sted at bo. Hos stammefolkene undgår vi indavl ved at sende drenge på en rejse, så de kan finde et nyt hjem. Jeg valgte bare at rejse mod nord end syd. Jeg ville havde håbet på at se en af de store ledere, som boede heroppe, og jeg mødte endda en, som tog mig som lærling…” Black prøvede at tale med respekt. På den måde kunne han undgå, at manden ville blive vred på ham også.

”Stammefolk? Alle stammefolk i disse lande er døde! Den nordlige mand har sørget for det!” Black vidste at det var en løgn. Mennesket forstod ikke, at stammefolkene var de ulve, som de så. Men hvorfor skulle mennesket også forstå det? De dræbte dem jo bare…

Som dagen gik følte Black, at han havde det varmt. Han prøvede at hive tunicen op og trøjen op, så han kunne se på såret. Der var gået infektion i det. Det forklarede hvorfor Black havde det dårligt, men lige nu var han ude for behandling. Det eneste han kunne var bare at binde stoffet igen og hive trøjen og den beskidte tunic ned igen.

Om aftenen kom Gerts datter igen, men denne gang så det ud som om, at hun havde grædt i timevis. Selvfølgelig, med hendes far død… men han ville havde været død dagen efter alligevel. Uanset hvad der ville være sket, så havde han været død. Om han blev hængt eller blev banket ihjel…

Gerts datter gav igen et lille stykke brød til Black. Black kunne føle hendes tristhed. Teknisk set forstod Black godt hvorfor. Gert virkede egentlig ikke så slem for et menneske.

”Din far… jeg siger undskyld for dit tab…” Black tog hans hånd ned over hans pande og næse. Det havde han gjort meget de sidste tre år, men mange folk var også døde omkring ham, og ved at gøre det han gjorde, gav han dem lykke på sin vej videre til et nyt liv, men at gøre det overfor dem, der stod den døde nærmest var at vise respekt for deres sorg og tab og ønske dem hel og lykke.

”Det… vi skal… nok klare os… men… Hvorfor gjorde du egentlig det der med hånden? Hvem beder du til?” Gerts datter spurgte nysgerrigt. Hun virkede ked af det til at starte med, men det var tydeligt at høre hendes nysgerrighed omkring Black.

”Åh, når jeg tager og køre mine fingre over midten af min pande og ned af næsen, så ønsker du den døde og dem der var nærmest held og lykke med fremtiden. Man gør det for at vise til Hiepei, at de skal guide jer til en bedre sti, fordi du ønsker det for dem…” Black smilte let og tog så en bid af det lille stykke brød.

”Så Heipei er jeres overgud i stammen?” Black kiggede op igen og slugte det stykke brød, som han havde tygget på.

”Nej. Vi beder mest til Heinein. Heipei er et sæt tvillinger. Rådyr. Hannen viser den gode vej og hunnen viser vejen til døden. Heinein er vores jagtgud. Han skænker os held med jagten, så vi kan få mad, så vi kan overleve… nogen mener han også skænker forbandelser… og så har vi Heimae. Ræv. Vogter af solen. Og Heikue er pingvin. Vogter af månen,” alle guder for stammefolket startede med Hei. Hei betød Kære Gud. Nein, pei, mae og kue var hvad de var gud af. Nein var jagt, pei var liv, mae var solen og kue var månen. Der var flere guder, men ikke nogen der kom på tale så tit. Ingen snakkede det gamle sprog mere, så det blev kun brugt i forbindelse med guderne.

”Vi kalder bare vores gud for gud… men det har du nok fundet ud af… jeg skal videre…” Gerts datter gik videre og uddelte brød. Black tog den sidste bid i munden. Han måtte jo ikke få noget at spise, men det var fristende, når man var sulten. Han havde hovedpine. Væskemangel. Han var jo vant til at drikke vand fra regn-indsamlingen, hvilket der havde været rigeligt af denne sommer.

 

Hele lørdag gik på samme måde. Gerts datter kom igen kort med noget brød. Søndag morgen skete der en forandring. Black blev vækket af at nogle vagter hamrede løs på tremmerne.

”VÅGN OP RUBIN HOVED!” blev der råbt vredt af Black, som glinsede træt med øjnene, imens han prøvede at se på de to vagter. Den ene vagt åbnede cellen, og den anden hentede og løftede Black op at stå. Black havde stor hovedpine, og en nem tendens til at falde i søvn i den tilstand han var i. Vagterne guidede Black hele vejen op til spisesalen igen, hvor Geir sad og spiste hans morgenmad. Der sad også en ung pige. Måske seksten, eller sytten år gammel, at bedømme ud fra hendes ansigt. Hun var velplejet og havde en fin kjole på. Hendes røde hår var bundet op i en knold med en blomsterkrone rundt om. Dette var nok hende de havde kaldt prinsessen. Hun var smukkere end April. Aprils hår var lysebrunt, men det røde hår, som denne pige bar, var smukt.

”De tre dage er gået…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...