Black Wolves

I en verden hvor nogle folk er forbandet til at ligne ulve, får en person fat i en magisk krystal, der viser ham som et menneske overfor andre mennesker, men hans stamme er stadig i fare. Black får chancen for at lære om mennesker og lære sandheden bag forbandelsen. Spørgsmålet er, om han kan redde stammen, inden det er forsent, og redde de fortabte inden de mister sig selv... //dette er et råmanuskrift

18Likes
89Kommentarer
1573Visninger
AA

2. Skudsår

Det havde været tre år siden, at den gamle leder havde været. Som forudsagt var Black blevet til den nye leder. De havde mistet to mænd tilbage i slåskampen, men det havde ikke gjort stor forskel, da de fik tre nye mænd og en enkel kvinde til stammen kort efter. Mange havde været hårdt såret, så i et godt stykke tid havde stammen levet af frugter. Kvinderne havde haft plukket æbler for dem, men da vinteren kom i møde var mændene endnu en gang klar til at jagte rådyr. Tre år. Der var sket meget på 3 år. Menneskerne var blevet modigere og jagtede ikke kun rådyr længere, men også dem. Black havde set dem et par gange, men de havde aldrig sigtet på ham. Ikke siden den dag at krystallen havde været banket ind i panden på ham. Det havde været gået op for Black, at krystallen ikke var normal. Den var magisk. Den fjernede forbandelsen fra ham, men ikke fra hans stamme…

”Hvornår kommer du ned?” Rubert stod under træet. Han var stadig ved stammen, men i år ville Black true ham væk. De var godt nok mindsket i jægertal, men med alt håb ville der komme andre stammefolk til, selvom der gik rygter. Rygter om at menneskerne ikke var bange for dem her. Ikke ligesom i gamle dage,

”Rådyrene har taget mod åbningen i dag. Det friske morgen dug græs har nok lokket dem derud. Hvis vi er heldige og med god vind, burde vi kunne skyde dem fra højderyggen der adskiller skoven og åbningen,” Black havde hans bue spændt fast til hans krop, og han bar pilene i holderen. Han var stadig den bedste jæger stammen havde, og det gav mad til folket. Den regnfulde sommer havde givet dårlig bærhøst. De var enten ikke klar til at blive høstet eller mugne. Det var ikke en god ide at blande sig i menneskernes mad. De havde køer og grise på marken, at stjæle en var fristende, men samtidig kunne det bringe menneskerne endnu mere efter dem. Black ville ikke være inde for den løsning. Nej, de skulle helst gerne undgå menneskerne, hvis de skulle overleve.

Black hoppede ned fra træet og landede på hans bare fødder. Rådyr skindet omkring livet på ham ville dække de største dufte. Langsomt gik han mod højdedraget, der var mellem skoven og åbningen. Åbningen var på en måde en lille dal. Black tog hans bue over hovedet og satte sig på knæ. Han skulle vende buen for at kunne skyde, men hvis han fokuserede ville han kunne ramme plet. Spørgsmålet var hvilken rådyr han skulle skyde. Hvor var der en hun uden en unge? Midt i flokken er der en. Den vil være svær at dræbe, eftersom der går en hun lige foran den, men med alt hel og tålmodighed, vidste Black, at han kunne ramme. Mere, han var nød til det. De fik ingen rådyr hjem i går eller dagen før. Folket var sultne. Der havde hellere ikke været held med fiskeri. Vandet stod for højt, og der var mange krabber.

På et faldt hjorten, og Rubert skreg af glæde. Rådyrene var bange og løb væk. Både væk fra den østlige egn og den sydlige hvor Black of Rubert var. De løb mod vest. Ingen fjender.

”Rubert, NEJ!” Rubert var løbet i glæde ud på åbningen, men det havde ikke være Blacks pil der havde ramt. Nej. Pilen var for fin til at være lavet i ren håndkraft. Blacks pile var skåret tre, men den der havde ramt dyret var gjort fin. For meget værk for et enkelt drab. Mennesker. Black smed hans bue og løb efter Robert.

Med et kastede han sig selv foran Robert og blev ramt i ryggen. Pilen havde gået igennem det styk, hvor den havde ramt ind. Den sad der stadig.

”Din idiot. Da dyret blev ramt, havde jeg stadig min pil, jeg slap den af forskrækkelse…” Black stønnede i smerte. ”Løb sku dog hjem til stammen! Det er mennesker din idiot!” Black var vred, men han ville stadig kæmpe for at komme op og stå. Et par mennesker på heste nærmede sig ham, men Black var ret ligeglad. Han trak pilen ud og faldt på knæ igen. Stammen skulle ikke miste en leder mere.

”Unge mand, hvorfor kastede de dig foran ulven?” spurgte det ene menneske. Han sad på en brun hest, men Black kiggede ikke engang. Han vidste, at de vidste, hvem han var. De havde endda givet ham et navn. Han havde overhørt det, når de red igennem skoven. Vildmanden. Ulvemanden. Sådan nogle navne.

”Unge mand, ulvene er farlige. De skal ikke beskyttes, vil du være sød at fortælle mig, hvorfor du hoppede foran ulven?”  Black holdte på hans sår, men han blødte stadig ud a ryggen. Han kiggede vredt op på manden.

”Er det fordi, at du ikke forstår mig?” spurgte han. Black rystede bare på hovedet. Han hadede menneskerne. De havde dræbt hans store leder, selvom han faktisk havde gjort noget godt. Blodtabet indhentede dog Black hurtigt. Han var allerede afkræftet fra mangel på noget godt mad. Dette kunne være enden, både for ham og stammen. Stammen skulle beskyttes. Han rejste sig, selvom han var tæt på at vælte igen.

”Sir, burde vi ikke stoppe ham?” Black kunne høre den anden mand tale til den første. Men det betød intet. Han skulle tilbage til stammen.

”Nej, vi samler ham op, når han er besvimet. Han kan måske føre os til ulvene. Han er jo ulvemanden…” selvfølgelig ville de have ham til at føre dem til stammen. Han var knapt nok nået ind i skoven som hans hustru stod der med hans to børn. To sønner. Den ene var 3, og den anden var 2, plus at hun også stod gravid. For Black så hun jo bare ud som et hvert andet menneske, men for ridderne, ville hun og børnene være ulve.

”Gå… løb væk herfra… riddere… de… følger…” Black kunne ikke nå at tale færdig, som han fladt ned af højderyggen og landede i buskene. Han håbede bare at hun løb væk. Hun ville i hvert fald, når hun så ridderne, men så kunne det være for sent at redde hende…

 

Der var sådan en larm. Mange folk der mumlede i det fjerne. Black vidste ikke, hvad der foregik eller hvor larmen kom fra. Den eksisterede bare. Han prøvede at røre sig, men han mærkede med det samme smerten i siden. Så han var stadig i live og ikke blandt guderne. Han lå i noget blødt, men alligevel stift belæg. Tørret græs.

”Oh du er vågen?” det var en kvindes stemme. Ældre kvinde, men hellere ikke så gammel, at du ville undre dig over hvornår hun ville dø. Nej, kvinden var nok slut trediverne ud fra hendes ru stemme.

”Min mand fandt dig i skoven. Men aldrig har jeg skulle tage mig af så beskidt en mand…” Black satte sig forsigtigt op og åbnede hans øjne, så han kunne se hvor han var. Det var en to værelset bygning. Der var to døre. Ud at bedømme fra lyset, der gik under den ene dør, førte den til udenfor. Den anden måtte derfor føre til et andet rum. Rummet var forholdsvis stort. Havde fire senge og et spisested.

”Du har ellers et pænt ansigt, men gud, hvordan du har overlevet kun påklædt rådyr skind er mig et undren. Heldigt for dig, har jeg ekstra tøj fra min mand, som du kan få!” kvinden havde mørkeblondt hår. Det gik hende til lidt ned over skuldrende og var flettet. Hun var mere påklædt end kvinderne i stammen, og selvom de var godt påklædt i deres rådyrskindskjoler, havde de stadig bare underben, da det eller ville være svært at klatre og bevæge sig rundt i skoven.

”Undskyld… men… hvor er jeg?” Black var træt, og hans stemme lød ødelagt, men ikke desto mindre holdt han sig vågen.

”Du er i Bremen nord borg. Kongen er på besøg. Eller det siger de, men han har været her de sidste to år…” kvinden står og laver mad. Black mærker på hans pande. Det er blevet en vane. Det er kun for at mærke at krystallen stadig er der. Det mest mærkelige var at dengang han skulle forklare sin hustru om den, kunne han slet ikke tale om den. Han ville havde fortalt at den store leder gjorde det, men det var bare en ny forbandelse. Krystallen var bare en ny forbandelse, intet andet. Måske det var godt, at mennesker så ham som et menneske, men samtidig gjorde det også, at hele hans stamme nu var i fare. Han var nød til at komme hjem.

”Min mand sagde, at ulvene var tætte, da de fandt dig. De var nok kommet for at spise dig! De forbandede ulve! I sær efter den sorte dæmonulv stak af, har byen været i panik, men vi har ikke set et eneste spor, som om han er gået op i røg!” Black kiggede extra på kvinden. De eneste der havde sort hår i stammen var ham selv, den store leder og selvfølgelig hans to børn. Her i norden var der ingen i stammefolket, der havde sort hår. Hvis mennesker så en sort ulv, var den enten afkom af ulve fra syd eller var fra syd selv. Den eneste dæmonulv kvinden så kunne tale om var den store leder.

”Jeg så ham dø… store leder guidede mig og bad mig om at være der den dag!” forvirringen var til at se I Blacks brune øjne. Kvinden kiggede på ham og grinte så. En pige kom ind i hytten og kiggede kort inden hun gik ind i det andet rum.

”Du er virkelig ulvemanden? Du har boet med ulvene?” kvinden lød useriøs. Black rystede på hovedet. Han havde ikke boet med nogen ulve, da de ikke eksisterede. Det var bare en forbandelse.

”Nej frue, jeg boede hos et stammefolk. Vi bor i træer. Ulvene er vores jagtguder!” Black var forvirret, men han vidste samtidig at mennesker så stammefolket som ulve. Kvinden grinte bare endnu mere. Det var lige meget hvad Black sagde, hun ville bare tro, at han var skør fra ensomhed. Selvfølgelig ville hun det. Black rev skindtæppet af sig, kun for at opdage, at han var nøgen. Han hev skintæppet lige så hurtigt over sig, som det var røget af. Havde kvinden virkelig vasket ham? Taget hans tøj af? Kvinden var færdig af grin. Dette var ikke sjovt. Den eneste der måtte se ham nøgen var hans mage. Hans hustru. Men her havde en fremmed kvinde set ham nøgen. Endda vasket ham. Det eneste der ikke var nøgen ved ham, var det stykke stof med tørt græs der lagde pres på hans sår. Han rejste sig forsigtigt op, brugte væggen til at støtte sig og finde balance. Den anden hånd brugte han til at holde skindtæppet. Black var ikke stolt over at bære skindtæppet, da det var ulveskind. Gråbrun pels. Det havde nok tilhørt en af de ældre mænd fra stammen, der havde været dræbt sidste år under en fisketur. Når de døde, blev de til ulve, aldrig til mænd. Det var trist, men Black havde set det med hans egne øjne dengang for tre år siden, eller det troede han i hvert fald, men ifølge kvinden, var hans store leder stadig i live, så hvorfor var han ikke vendt tilbage til stammen?

”Der ligger underbukser, chausses, en trøje og en tunic til dig... jeg skal nok vende ryggen til…” Black havde aldrig set noget af det på nævnte, men det gik op for ham, at hun snakkede om tøj. Han kiggede lidt og tog hans gæt frem for hvad skulle på hvor og hvornår, ud fra de mænd der nogle gange kom igennem skoven. De på nævnte chausses var i en mørk blå farve, som slet ikke passede til den grønne tunic. Inden under tunicen tog han en grå trøje på. Ud at bedømme at den nok engang havde været hvid, men slid og masser af vaske havde gjort den grå.

”Ah, du er så pæn! Så så, sæt dig ned, maden er snart klar!” kvinden var glad, men de nervøse bevægelser viste, at noget var galt. Hun var bange for et eller andet, men Black kunne knapt nok spørger før den ene mand fra åbningen og en angivelig søn væltede ind a døren. To andre sønner kom løbende kort efter. Fire børn. De havde fire børn.

”Så, hvad er dit navn unge mand? Vi kan jo ikke kalde dig ulvedrengen for evigt?” sagde manden og satte sig ned. Hans kone puttede mad på bordet. Det var fattigt mad. En slags suppe med noget grønt. Måske frugt og grønsager?

”Ah, ja, jeg har jo ikke introduceret mig selv. Gert Jäger. Jæger og ridder. Det her er min kone Grethel…” sagde manden som introducerede sig selv. I det mindste forklarede han hvorfor de havde været på åbningen.

”Eh, Black, som farven sort. Den store leder gav det til mig, da jeg kom herop. Jeg kommer originalt fra bjergene mod syd. Dengang hed jeg Clé, hvilket er fransk for nøgle…” Black kiggede på maden.

”Det var dog nogen usædvanlige navne. Men hvis du vil kaldes Black, så er navnet Black…” sagde Gert. Black nikkede kort. Datteren kom ud fra værelset og satte sig ned. Eneste datter.

”Oh, Black, i dette hjem beder vi til gud, okay?” Alle tog hinanden i hånden, og Black lå bare hans ru hænder i hænderne på dem der sad ved siden af ham.

”Kære gud, vi takker for endnu en dag, hvor vi alle er samlet. Vi takker også for det gode måltid du har givet til os. Amen.” Folket rundt om bordet begyndte at tage mad for deres tallerkner. Deres gud, var bogstaveligt talt, kaldet gud? Blacks gud for jagt, hvilket så gav mad, var kaldet Heinein. Og hvad var der med det ord amen? Hvad betød det? Black var forvirret. Intet gav mening, han var i smerter og vidste slet ikke, hvor han var.

Der blev også skænket mad op til Black. ”Tak” sagde Black kort. De var egentlige søde i mod ham? Men han lignede jo også dem. Forbandelsen bandt ham ikke til at ligne en ulv… ikke ligesom stammen.

”Så Black, hvor i skoven har du boet?” Gert var nysgerrig. Selvfølgelig. Det må havde været underligt at møde ulvemanden, og så finde ud af at ulvemanden kan deres sprog, selvom han bar en accent.

”Jeg eh, boede i en hytte i et tre… sammen med min hustru og vores to børn. Og er gravid med et tredje barn… syv måneder henne… men… hun har ikke haft det så godt på det seneste. Den kolde sommer… gør det svært. Vi har også haft problemer med at få mad ind. Jeg var heldig, at jeg sammen med Rubert kunne finde de rådyr. De har ikke været i området i to dage. Vi havde hellere ingen held med at fiske. Vandet er for højt, og der er for mange krabber, så vi kan ikke komme derud, hvor fiskene er. Høsten er dårlig på grund af denne våde sommer…” Black holdte op med at tale og fokuserede på hans mad. Han kunne ikke sige det. Han var lederen af stammen. Han havde boet med dem siden han var tretten år gammel, men her sad han og kunne ikke sige et ord.

”Vent, er der flere folk ude i skoven? Vi har haft set hytter før, men hver gang vi har altid set ulvene kredse i for store flokke. Hvordan har dig og dine venner overlevet?” Gert fik Black til at lyde tosset, men i virkeligheden var disse på nævnte ulve hans stamme. Det havde de hele tiden været. Hvad var egentligt rigtigt? At de var ulve eller mennesker? Hvad var det for en slags forbandelse?

”Men der er noget underligt over de ulve. Hver gang vi kommer forbi og en af hunnerne har fået hvalpe, så ligger der altid døde hvalpe. Efterladte. De ligger oftest et stykke fra hytterne, som om at hunnerne vil være tæt på men langt fra!” Gert var underlig. Ingen i stammen havde født mere end to børn. Og selv hvis de fødte tvillinger ville moderen selv dø.

”Jeg ved ikke, hvad de taler om herre, men min stamme lader aldrig nogen bag sig…” Black var meget fast i hvad han sagde. Det var hans ansvar.

”Din stamme? Er du leder eller sådan noget?” Black stivnede. Og nikkede så ja til at han var leder. Hvordan skulle han dog sige det til mennesker? Han kunne sætte hele stammen i fare, men han ville hellere ikke lyve. En leder lyver ikke. Det var det, den store leder havde fortalt ham for mange år siden, da Black løj sidst, men det havde nu været 6 år siden.

”HOLDT!” det kom ude fra. Black sprang næsten af ren forskrækkelse, og desværre gjorde resten af holdet også. Dette var dårlige nyheder. Døren blev sparket ind af hvad Black gættede måtte være riddere.

”I har indført en fremmed uden kongens tilladelse, og derfor vil du Gert Jäger og den fremmede blive anholdt for overtrædelse af loven!”  hvad gik det her ud på? Anholde ham, fordi han havde en fremmed med? I stammen ville den fremmed blive sendt til lederen. Var det en han, var der slåskamp for at vise, hvem der bestemte. Var det en hun, fik hun lov til at finde en mage. Gad vide om dette gik ud på det samme?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...