Black Wolves

I en verden hvor nogle folk er forbandet til at ligne ulve, får en person fat i en magisk krystal, der viser ham som et menneske overfor andre mennesker, men hans stamme er stadig i fare. Black får chancen for at lære om mennesker og lære sandheden bag forbandelsen. Spørgsmålet er, om han kan redde stammen, inden det er forsent, og redde de fortabte inden de mister sig selv... //dette er et råmanuskrift

18Likes
89Kommentarer
1572Visninger
AA

6. Samtaler

Lille note: Dette kapitel i det færdige manuskrift vil være 2-3 kapitler langt i stedet for 1. Jeg prøver bare at holde ved min ide. God læsning.

-------------------------------------------

 

Den klingende lyd af metal der ramte hinanden rungede ud i luften. Den våde og mudrede jord gjorde det svært at få et godt fodfæste, men Black var vant til sådan en jord. For en gang skyld kæmpede han med fødderne bare. Han stod kun i hans grå tunika og hans underbukser, men det var okay. Det var ikke for koldt i nu, og at mærke jorden under fødderne igen var rart. I to uger havde han ikke følt denne jord. En jord der ikke var dækket til med lort, tis og blod, hvilket kun gjorde skovens jord fantastisk.

Black havde fundet et åbent sted, der ville være perfekt for træning. Det var stadig i skoven og solen skinnede ned igennem trætoppene, der var dækket med grønne blade. Black havde aldrig kæmpet med et sværd før, så det var både tungt og svært at kæmpe med, og størstedelen af den tid han slog ud med sværdet, ramte han ved siden af.

”Hvornår er din plan at ramme mig?” Enfer grinede lidt og trådte et skridt til siden, da Black kom løbende med sværdet. Black var meget irriteret. Først havde der været presning på at træne kroppen alene igennem den sidste uges tid, og nu var han drillet med slet ikke at kunne ramme, men de fleste mænd der var enogtyve vidste allerede, hvordan de skulle kæmpe med sværd, hvis de ikke var landmænd, og Black var ikke landmand. Han var vandt til bue og pil, så hvorfor kæmpe med et sværd ud af det blå? Kunne han ikke bare bruge hans bue og hans pile?

”Hvis du lod være med at fjerne dig, så kunne jeg godt ramme dig!” Black kiggede vredt op på Enfer og løb endnu engang, men igen ramte han ved siden af. Der var intet at gøre. Enfer ville bare ikke stå stille, og det gjorde Black frustreret. Hele den smerte af pinlighed over ikke at kunne ramme fjenden, og alt den vrede var malet i hans ansigt så hver en detalje var med.

”I slagmarken bevæger fjenden sig hele tiden. Når du bliver ulv vil du blive jagtet og kaldt dæmon. Du er nød til at lære at danse med dine omgivelser. Du er for stiv i din tankegang og dine bevægelser. Man skulle jo tro, at du var under hypnose,” Enfer gik hen til Black og kiggede surt ned på Black. Det var ikke rigtigt had, men det var sådan lidt, tag dig dog sammen Black, kig der var, men Enfer var rigtig på den. Black havde fulgt de ordre han var givet, alle de holdninger der var, var andres holdninger. Beskyt stammen med dit liv. Beskyt den gave du var givet, selv om du ikke elsker hende, men lad som om. Følg reglerne og ordrende. Black havde lyttet og lyttet og altid bare gjort, hvad der blev fortalt.

”Men… regler eksistere for at beskytte os. Hvis vi ikke følger regler… hvordan skal vi så kunne beskytte os selv?” Black stod nærmest som et fem årigt barn. Sværdet hang sløset i hans hånd, ned mod jorden. Han så ud som om at alt den vrede han havde var blevet til nervøsitet. I virkeligheden havde Blacks sind aldrig rigtigt vokset op. Det hang fast i barndommen.

”Den gamle virkelig har lært dig intet? Mor er død! Du kan ikke blive ved med at være tolv år gammel, Clé. Hvornår vokser du dog op og bliver en mand?” Enfer sukkede og gik forbi Black for at samle op hans eget sværd. Det var ikke fordi, at han ville kæmpe. Nej, han pakkede sammen. ”Vi tager tilbage til borgen og forsætter træningen i morgen i halen. Edderkopperne har spundet deres net klar til regn,” Black kiggede på træet. Edderkopper var gode til at forudsige vejret. Det ville nok regne hele natten igen, og efteråret lå også rundt om hjørnet, så der kunne godt være et stormvejr på vej.

”Kan jeg… komme om lidt?” Black kiggede på Enfer og gik hen til ham for at aflevere sværdet.

”Du vil snakke med stammen? Du må ikke gå nogen steder uden mig. Du kunne jo stikke af,” Enfer tog sværdet og satte det i bæltet. I modsætning til Black var han fuldt påklædt, hvor Black havde fortrukket underbukser og trøje kun.

”Og hvis jeg viser dig stammen, så slår du dem bare ihjel…” Black kiggede surt omkring. Han vidste i hele sin krop, at nogen kiggede på dem. Observerede dem.

”Jeg lovede, at jeg ikke ville røre dem…” Enfer grinte lidt, men uanset hvor venlig Enfer opførte sig, godtog Black kun tilstedeværelsen for træningen.

”Rubert… bare kom ud…” Black var ikke glad for at sige ordene. Bare det at røbe en af de medlemmer i stammen kunne være farligt, men det var sådan det var, og den eneste Black kunne forestille sig være stille nok var Rubert, ligesom når de jagtede. Alle andre tidspunkter ville han være højlydt.

Rubert rejste sig op fra bag en busk. Hans brune og krøllede hår lå vildt om hans hoved, og skindet var bundet omkring hans liv. Hans brune øjne var malet med had og nervøsitet. Det var tydeligt at det første skyldtes Enfer, men også den del at Black stod her i mennesketøj. Black kunne være på menneskernes side.

”Black… hvor har du været? Og hvorfor er du med menneskerne? HVORFOR HAR DU IKKE VÆRET DER FOR APRIL?!” Rubert råbte det sidste af både vrede og tristhed, og alt Black gav tilbage var et koldt blik. Black havde mødt mennesker og snakket med dem for første gang i hele hans liv, og på en eller anden måde følte han, at menneskerne havde mere brug for ham end stammen, men at forklare dette ville ikke være nemt, for at svigte stammen var heller ikke nogen god ide.

”Jeg træder af som leder. Jeg er hos menneskerne for at lærer nye ting og blive stærkere. Min bror, Enfer her, træner mig. Han er ligesom os, men på grund af vores krystaller ser menneskerne os helt normalt…” Black sagde det med et smil på hans læber. Uanset hvor meget han hadede menneskerne, nød han også det selskab. De senge de havde, den mad de havde rådighed til, og hvis han kunne snige sig rundt for at se på prinsessen, var det bedst, men blandt menneskerne følte han sig mere hjemme, plus at det føltes ligesom dengang han var et barn.

”Black, stammen har brug for dig! Hvad med min søster?! Du lovede at beskytte hende? Dine børn blev dræbt af den mand!” Rubert var oppe og køre. Han var ked af det, men Black vidste godt han ville blive det. Stammen føltes bare ikke som et hjem.

”Jeg kan altså ikke blive i stammen. Desuden elsker jeg ikke April. Jeg har beskyttet hende i nogle år, men hun ville gøre bedre med en anden mand end mig. Jeg er træt af at putte en maske på mine følelser. Som om at jeg nød at se hende. Hun er bare en lille skrøbelig pige. Jeg har brug for en, som jeg kan lade være alene hjemme i et par dage, når jeg jager kød. April kan knapt nok leve en dag uden mig…” Black fik et seriøst og irriteret ansigtsudtryk, og den stemme han gav, lød som om at det var sidste gang, at han ville give en ordre. Han gav klar besked om, at tiden i stammen var ovre. Det var på tide at komme vider, men han ville også gerne beskytte dem, bare ikke være der. De havde været som hans familie, da han gik igennem hans teenager år, men nu var han voksen og som den store leder havde sagt engang for lang tid siden. Livet vil altid ændre sig, og man vil vokse med det for at finde sin plads.

”Black, du… SKULLE DU IKKE BESKYTTE OS?” Rubert skreg det nærmest. Han var mentalt færdig. Man kunne se hans sorg i de våde øjne og i den frygt han bar i sit ansigt.

”HVORDAN SKAL JEG BESKYTTE JER, HVIS MINE EGNE BØRN OGSÅ DØR!” Black råbte det vredt, men i virkeligheden var han ked af det. Han var vred på Enfer for at slå dem ihjel, og han savnede dem, men samtidig vidste han, at han var nød til at få den træning Enfer tilbød.

”Jeg kan ikke fortsætte som leder. Der dør for mange under min ledelse. Alt jeg nogensinde har været god til er at jage. Jeg er ikke god til andet!” Black havde tårer i hans øjne, men Enfer der stod og kiggede på smilte stille og roligt. Denne diskussion med Rubert skulle være godt. Black ville blive ældre med den, selv Enfer kunne se den del, men han vil også finde ud af, hvor sårbar han var. Han var nød til at blive voksen og danse med livet. Han var også nød til at styre hans følelser, så han ikke ville dø i kamp. Der var meget der skulle læres, men den læring ville gøre godt i den sidste ende.

”Drenge, det er nok nu. Rubert, Black har sagt, at han har fundet en ny stamme. Da du nu er en ung mand, hvad med du så ikke beskytter din stamme? Hvis nogen skulle være der for deres familie, burde det så ikke være du?” Enfer talte stille og roligt uden at sige for meget, men det var i det øjeblik, at Black besluttede Rubert ikke længere var en del af hans stamme, og det kom tydeligt frem. Black kunne ikke tro sine egne øjne. Ligesom menneskerne, var Rubert ikke andet end en ulv.

”Hvad…? Kan du se ham?” Black spurgte Enfer. Nej, hans øjne måtte lave kuk med ham.

”Ja, men jeg har også lært at styre min krystal, det har du ikke, så du har lige afvist Rubert som en person…” Enfer sagde det uden bekymring. Black havde stadig meget at lærer om hans magiske krystal. Han rørte den med nogle fingre. Hvis bare han forstod den, så ville det nok være nemmere at træne, men hvordan ville man forstå en krystal, som ens bror ikke engang ville fortælle om? Et sted var det også trist, og det gjorde ondt at sige farvel på den måde. Black begyndte at løbe. Han løb tilbage mod byen, og selvom han skulle have Enfer med ham, løb han langt i forvejen. Black havde lang vej i nu til også at blive voksen mentalt.

Han havde siddet fast i hans traume. At se sin mor brænde i live havde ramt ham meget hårdt. Han havde elsket sin mor meget højt. Hun lærte ham at læse, og han havde brugt en stor del af sin barndom med hende, da hans far altid pressede ham til mere end hans krop kunne klare. Enfer var altid fars yndling, og for det var Black både blevet slået og gennembanket som barn, fordi han kunne jo ikke hvad Enfer kunne, og det kunne han stadig ikke.

 

Som Black kom tilbage til byen løb han bare ind og hele vejen til køkkenet, uden overhovedet at sige goddag til nogen. Han løb endda forbi køkkenet og videre til sovesalen, hvor mange af de arbejdere der ingen familie havde kunne sove. Heriblandt Black. Han havde bare brug for ikke at være i skoven lige nu. Det var så mærkeligt. I morges kunne han næsten ikke vente til at komme ud i skoven, men som han havde trænet, var det som om at skoven ikke længere var eksisterende. Det var som om at stammen ikke skulle eksistere. I hvert fald ikke med Black som leder. Uanset hvad der havde malet dette indtryk, dette forvirrede indtryk på Black, så hadede han det. Han smuttede bare tilbage til hans seng og under hans tæppe. Han var forvirret, hvordan han skulle regere. Skulle han græde for at lade en ven tilbage, forlade flokken og ikke længere se dem som hans folk, eller skulle han være sur på menneskerne, de mennesker der bandt ham til deres flok.

Langsomt trillede tårerne ned af hans ansigt, som han lå på siden og gemte sig under tæppet. Han gad det ikke. Ikke lige nu, men det fik ham kun til at tænke på, hvor barnlig han stadig var. Enfer var ret. Black var aldrig vokset op. Han havde altid gjort, hvad folk gav ham ordrer på, uanset hvordan de opførte sig. De kunne være gode personer som den store leder, eller et ondt menneske som Geir, men han gjorde det, som han blev bedt om, som et lille barn der bare lyttede til de voksne.

Det der fik Black til at vende sig var lyden af en anden person. Harald. Black kunne stadig høre hvem var hvem fra deres gågang. Harald havde nok set Black komme løbende med et forvirret udtryk i ansigtet. Nej, Black havde grædt længe inden han kom ind i byen. Tårerne havde løbet ned af hans ansigt i noget tid, men Harald kunne man stole på, i hvert fald, det var det Black troede, fordi Harald havde aldrig været ond, så hvorfor nu? Langsomt tog Black tæppet væk fra hovedet og kiggede på den person, der satte sig på sengekanten. Det var Harald, og han smilede nervøst.

”Er du okay? Hvad skete der?” Harald havde medlidenhed med Black, og Black satte sig op med et trist udtryk. Hvad skulle han sige? Han havde fortalt Harald om stammen og forbandelsen, men køkkenfolket grinede bare, når han fortalte om forbandelsen, så skulle han bare sige, hvad der sket?

”Det… jeg havde en kort snak med en fra stammen… og jeg valgte at sige farvel… men det gør så ondt. Mit hjerte gør så ondt…” Black græd som et barn, men Harald havde regnet ud at Black ikke var voksen mentalt, så han krammede bare Black for at trøste Black.

”Det skal nok gå… livet forandre sig, og nogen gange må vi sige farvel til noget vi elsker og holder af. Da jeg var ung, havde jeg en kone, inden jeg endte i køkkenet her. Jeg var slagter. Min kone gik gravid, men den dag hun skulle føde, døde hun under fødslen, og mit barn blev dødfødt… andre kvinder siger, at jeg kan være en forbandelse, fordi jeg var jo slagter. Mit job var at dræbe dyr, så hvorfor skulle jeg så ikke havde dræbt min kone? Jeg var ødelagt i noget tid, men jeg fandt min glæde ved at lære ungkarle at slagte dyr og gøre køkkenarbejde… du har stadig lang vej til at blive voksen, men de sidste to eller tre uger, har du forandret dig meget. Måske du skulle gå i kirke med mig i morgen?” Harald smilede til Black, og Black følte medlidenhed med Harald. Selvom Black havde mistet sin mor, var det så mange år siden, at det var på tide at komme videre, og selvom stammen havde været hans hjem i mange år, havde han bare ikke fundet noget der passede ham. Harald var fin tilfreds i køkkenet. Måske når tiden kom ville Black også finde sit sted.

”Det er trist det med din kone. Min mor… jeg så hende brænde ihjel, da jeg var tolv. Hun skreg. Nogle gange kan jeg stadig høre hende skrige, for jeg løb bare væk. Min far og min bror var der stadig, men jeg stak af…” Black sagde det meget trist, men han kunne huske det. Hans far havde stået på bakken sammen med hans bror og ham og set deres borg brænde, men efter det, havde han været løbet væk. Han havde alle chancer for at blive med hans bror og blive ridder, men det var ikke det, der var sket.

”Ah, fanget i fortiden? Det vigtigste er du finder noget du vil beskytte resten af dit liv. Jeg har måske ikke noget at beskytte, men jeg kan i det mindste lærer jer unge folk, at blive gode i et køkken så i altid har et job,” Harald smilte stort, og det fik også Black til at smile, selvom det der var sket var trist, så var det i fortiden. Fremtiden kunne stadig forandres. Black kunne stadig blive ridder og landejer, hvis han bare blev ved med at træne under Enfer. Det var irriterende, men en dag kunne han slå Enfer i kamp, og han glædede sig til når den dag ville komme!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...