Black Wolves

I en verden hvor nogle folk er forbandet til at ligne ulve, får en person fat i en magisk krystal, der viser ham som et menneske overfor andre mennesker, men hans stamme er stadig i fare. Black får chancen for at lære om mennesker og lære sandheden bag forbandelsen. Spørgsmålet er, om han kan redde stammen, inden det er forsent, og redde de fortabte inden de mister sig selv... //dette er et råmanuskrift

18Likes
89Kommentarer
1575Visninger
AA

8. Rigsridderne

Der var gået en måned inden Black kunne bevæge sig meget bedre. Mavesåret havde ikke været let, og det havde forsinket hans træning som ridder. Flere piger fra byen havde begyndt at besøge ham efter den ene aften, hvor ham og Harald havde gået igennem byen og kigget sig omkring. For det meste var de altid på borgen, så det var sjældent de var i byen omkring. Blacks unge udseende og den del at han ikke var gift i nu, fik mange unge og gifteklare piger til at besøge ham, men i sidste ende havde han hans øjne på en helt anden pige.

”Her er din mælk, prinsesse…” Black stillede et krus på et bord og stillede en tallerken med brød. Det var hans første gang i prinsessens værelse. Han havde serveret mælk og brød før til hende, men så var hun enten i spisestuen eller opholdsrummet eller på Geirs værelse som pynt.

”Black, bliver du i dag? Du er jo den eneste i køkkenet som kan læse…” Black kiggede på prinsessen som sad på en stol henne ved vinduet. Hun sad ofte og kiggede ud på de borgere der gik rundt nede i byen.

”Savner du nogensinde… dit hjem?” han kiggede på hende som et stort spørgsmålstegn. Det var næsten umuligt for ham, at forstå hvorfor hun blev et sted, hvor de truede hende på livet. Selvfølgelig han var selv i samme situation, men han gjorde det for at forstå mere.

”Nogle gange savner jeg at snige mig ud, og løbe til den nærmeste by og lege med de andre børn. Selvfølgelig, nu har jeg været her i et år, men jeg kan ikke forlade slottet ligesom dig…” prinsessen var ret trist, men hun smilede alligevel, da hun kiggede over på Black.

”Prinsesse, jeg savner også mit hjem… det var et flot naturområde i bjergene i syd. Der var de grønneste marker om sommeren og om vinteren ville det sne og være koldt. Og bjerggederne var sjove og jage… min far lærte mig at bruge en bue og en pil…” Black stod op. Det ville være mangel på respekt at sætte sig ned over for prinsessen. Han smilede svagt, men i virkeligheden vidste han ikke om han skulle være vred eller ignorer, hvad der foregik.

”Gør det ondt?” prinsessen kiggede på hans mave og Black grinede lidt. Det gjorde ondt hver dag, men af en eller anden grund kunne Black ikke blive vred på Enfer. Han havde lyst til det, men hver gang var det som om, at hans far fortalte ham, at han ikke skulle. At der ingen grund var til at bekæmper Enfer. Ikke i nu i hvert fald.

”Ja, prinsesse, det gør ondt. Hver eneste dag…” Black lukkede øjnene og lyttede til fuglene der sang deres sidste sange inden vinteren.

”Hvem gjorde det overhovedet?” prinsessen rejste sig, Black kunne høre det på, at stolen blev skubbet over stengulvet. Han åbnede øjnene kun til at se prinsessen stå lige foran ham.

”Hvorfor er det altid dig tingene går ud over. Hvis du kan bruge bue og pil er du jo i ridderklasse, ikke? Så hvorfor arbejde som slave her?” Black følte at et lille barn var ved at forhøre ham. Det mindede ham om, når hans søn kravlede på ham og ville konstant spørger: ”hvorfor sover i?”

Black grinede lidt og tog et skridt til siden, da prinsessen trådte frem. Inden længe hoppede de rundt på hendes værelse. Han drillede hende. Hvis hun ville have svar, skulle hun fange ham.

”Kom nu, Black!” prinsessen grinede som hun hoppede over sengen efter ham.

”Okay så, men du fortæller ingen noget, okay?” Black var meget seriøs, når det kom til at fortælle en hemmelighed. Rettere, ville prinsessen tro, at han var skør, hvis han fortalte, at han var søn af den såkaldte ”Lucifer”.

Prinsessen nikkede og kiggede på Black i nysgerrig, og alt Black kunne gøre var at sætte sig ned. Det havde gjort ondt at løbe rundt inde i rummet.

”Mit uheld hænger nok sammen med at jeg er søn… af Lucifer…” Black havde forventet en chokeret eller vred eller ked af det reaktion, men i stedet stod prinsessen bare og smilede. Nej, det var som om hun grinede, men hun prøvede at holde det tilbage. Søn af Lucifer, helvedets konge. Black vidste allerede at mennesker hadede Lucifer og gik meget op i at gøre det rigtige for deres gud. Hans egen far hadet af mennesker. Engang tilbedt og nu kun hans ulvefolk var tilbage som tilbedere. Mennesker ændrede meninger hele tiden. Det havde Black allerede lært.

”Prinsesse, jeg lyver ikke. Hvis jeg ville, kunne jeg blive en ulv her og nu! Det er nogle af de kræfter jeg har fået fra ham… jeg ved ikke så meget i nu… men jeg kommer til det!” Black prøvede at holde prinsessen til at tro på ham, men der var ikke et eneste blik i hendes øjne, der gav noget tegn på at hun troede på ham. Hun blev sur meget hurtigt.

”Ud… du skal ikke lyve på mit værelse…” hun var sur, men hun lød også lidt trist og skuffet, men Black forlod bare hendes værelse uden et ord. I sidste ende var han intet andet end en køkkendreng og en tjener. Han vendte tilbage til køkkenet uden at hilse på nogen på gangen. Selvfølgelig ville ingen mennesker tro på ham, for hvem ville overhovedet tro på at farlige væsner lever i blandt dem…

Der gik endnu en måned. Det var blevet meget koldere, hvis ikke koldere end normalt på denne årstid. Enfer var endelig tilbage, men det var ikke ligefrem… fantastisk. De havde stadig ikke snakket om dengang, og det var som om at hver gang Black prøvede, så endte han med ikke at sige noget alligevel. Borgen var blevet så forfærdelig stille. Ikke engang Geir var her, da han var kaldt ind til hovedstaden. Åbenbart havde en eller anden Kong Konrad 3. af Franken hidkaldt alle de store landejere, efter at han tog over tronen. Det gav i det mindste fred fra Geir i en periode.

”Harald… hvis en konge holder styr på de store landejere og møder dem personligt, men at denne Kong Konrad kun lige har taget over, hvem gjorde så Geir til landejer?” Jeg havde faktisk slet ikke tænkt over, hvordan Geir havde kaldt ham selv konge af dette rige? Hvordan fik han overhovedet rettighederne til at regere over dette stykke land?

”Af borgen her? Hmmm det må havde været under Lothar den tredje af Sachsen. Sachsens grænse er faktisk tæt på her. Det er ikke ligefrem fordi at han ejer hele Sia, hvis det er det der bekymre dig. Borgen og landet omkring den er lidt sit eget land… det er nok derfor han kalder sig konge, men set fra staten er han Rigsridder…” Harald kiggede over hans skulder for at få øjenkontakt til Black.

”Jeg har et andet spørgsmål. Du ved altid så meget og du kan læse… jeg kan knapt nok huske hvordan man læser…” Black var meget seriøs. Det var kommet til ham på det sidste, at ikke særlig mange vidste lige så meget som Harald, og det var også kommet de hellere ikke kunne læse skriften på bordet i det lille baderum, som prinsessen havde skrevet ind.

”Black… det spørgsmål… vil jeg ikke svare på…” Black kiggede på stalddrengen, der havde arbejdet et par år mere end Black her. De havde talt lidt til hinanden over noget vin, som Harald havde ind på værelset.

”Black, et nej er et nej, så du skal ikke engang overveje at spørge andre…” Harald rejste sig fra stolen efter at havde fået sine sko på og gik i en lidt surmulet stil.

”Ik tag det så hårdt… han har mistet meget… siden Geir kom tilbage…” Black kiggede tilbage på stalddrengen. Bare at tage det vasket tøj på lige nu blev besværligt.

”Mistet meget? Hvad har Harald mistet?” Black var nysgerrig. Han burde ikke være nysgerrig, men i forhold til at Harald var blevet hans bedste ven her, så gik det alligevel op for Black, at han ikke vidste noget om Harald.

”Jeg må godt nok ikke sige det men… før Geir, var det Harald der ejede landet. Harald var rigsridderen af denne borg, men Geir kom tilbage og før vi så os om stod Harald i køkkenet og lavede mad. Han gik på jagt til at starte med, men det stoppede han med. Det var bedre bare at være stille og følge Geirs ordre end at dø… sådan er det for hele borgen. Vi ved hvad der er sket, men vi gør ingen kamp…” stalddrengen virkede nervøs og kiggede sig omkring som om noget ville komme ud af revnerne i væggen og dræbe ham.

”Men der er flere folk end en mand i mod ham…” Stalddrengen sagde intet men så trist på Black før han gik sin vej. Hvad var det om? Nej. Selv Black kunne føle det, men han havde ignoreret det. Der lå et konstant mørke og ondskab i borgen. Det kunne ikke komme ud fra borgen. I hvert fald ikke i denne verden, men havde følt det ude fra borgen før. I åndeverdenen. Dengang han var på kanten af døden.

”Så du våger altid over mig, gør du ikke… far?” Black var ikke bange. Hvis hans far havde ønsket ham død, havde han kunne dræbe ham for længst. Et ondt grin kunne høres rumme rundt i borgen. Black var derfor ikke den eneste, der kunne høre ham, men det var som om, at han ikke kunne tale.

”Den store Heinein, fanget i væggene af en borg i et tysk romersk rige, langt hjemmefra… men fanget af hvem? Hvem bandt dig til borgens bygninger?” Black kiggede op. Han kunne se det. Sort stof der flyttede rundt i mellem revnerne. ”Åndeverdenen er dit eneste talested?” Black vidste bare ikke hvordan han skulle komme til åndeverdenen igen. Han vidste knapt nok, hvordan man overhovedet brugte magien fra krystallen. Han havde regnet ud, hvordan han kunne heale sig selv, men derfra var der stadig lang vej.

”Selvfølgelig… kun Enfer kan svare på mit spørgsmål i denne verden… selvom du ikke prøver at dræbe mig, føles det nogle gange som om, at du prøver… ved du godt det?” Black smilede lidt kækt. Han havde ikke noget at være bange for, og det var også lidt komisk, at en af de farligste væsner i verden, var fanget i væggene af en borg. Det fik på en eller anden måde Black til at føle sig mere sikker her. Han kunne høre, hvordan en lidt mere knurrende lyd rumlede igennem bygningen. Det betød nok at hans far var blevet sur.

”Det er vel din egen skyld du er fanget i væggene her? Du blev jo selv slæbt ind her uden at tænke over konsekvenserne…” den knurrende lyd rumlede igen. ”Hva’? må jeg da ikke havde bare lidt sjov? Der er næsten gået tre måneder, og jeg har været dræbt næsten 2 gange og ud over det fundet ud af sandheden…” Black begyndte at surmule.

”BLACK HOLD SÅ KÆFT!” døren blev flået op af Enfer. Når ja, alle kunne jo høre når Heinein knurrede. ”Du skræmmer folkene på borgen, derfor taler vi ikke til far, og kom tilbage til dit arbejde, og se mig i aften, når alle er gået i seng, okay?” Enfer var meget sur og meget dominerende. Det havde åbenbart brændt ham af, at høre farens knurren.

Og sådan var det. Han måtte ikke tale med sin egen far, den store Heinein, og selvom han knapt nok vidste noget, var det bare en regel. En ting Black ikke følte sig særlig sikker i mod var Enfer. Intet var mere skræmmende end en vred eller glad Enfer.

Det blev hurtigt aften, og i stedet for at gå i seng ligesom alle andre, fandt Black sin vej til udenfor. Enfer havde fortalt over aftensmaden, at de skulle mødes ved porten, så det gjorde Black. Han vidste ikke engang, hvad der ville vente ham. Var det træning? En straf? Eller måske noget helt tredje. Black havde svært med at få tankerne væk fra i dags information.

Black kiggede sig omkring i mørket. Noget var anderledes. Siden Enfer trænede ham første gang, havde Black lært at bruge hans sanser extra meget. Det var der han hørte en mild knurren og så to selvlysende gule øjne i mørket.

”Du er i ulveform i dag? Midt inde i byen?” Black spurgte. Han prøvede at virke rolig selvom hans hoved ikke kunne sove.

”Åbn porten…” Enfer var stadig dominerende, men Black hev bare i porten med alle hans kræfter og fik den åbnet, imens han trak den tilbage. Porten var så gammel at den holdte sig selv åben til alle tidspunkter.

”Hvad du lige har gjort er at bruge din magi... den samme som kan gøre dig en ulv. Et normalt menneske ville ikke kunne åbne porten på sin egen hånd… og slet ikke som du gjorde det…” Enfer grinede lidt. Black var nogle lunde vant til den mørkere mere kraftfulde og skræmmende stemme. Det var åbenbart sådan han talte i den form. Hans krystal havde en underlige farve.

”Kom… natten er lang i nu…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...