Black Wolves

I en verden hvor nogle folk er forbandet til at ligne ulve, får en person fat i en magisk krystal, der viser ham som et menneske overfor andre mennesker, men hans stamme er stadig i fare. Black får chancen for at lære om mennesker og lære sandheden bag forbandelsen. Spørgsmålet er, om han kan redde stammen, inden det er forsent, og redde de fortabte inden de mister sig selv... //dette er et råmanuskrift

18Likes
89Kommentarer
1618Visninger
AA

7. Heinein

”Mor, hvad betyder det der ord?” Han sad op af sin mor hvis røde hår var bundet up i en knold med en blomsterkrone rundt om. Hun strøg ham over hans sorte hår og lagde bogen på sit skød.

”Ordet betyder ulv,” sagde hun med den mest rolige og kærlige stemme nogen kvinde kunne have. Drengen smilte og lagde sig tættere. Der var mørkt udenfor, og det var sent, så hans sengetid var lige rundt om hjørnet. ”Måske du skal under tæppet?” sagde kvinden roligt og flyttede sig. Drengen gabte og nikkede. Hvad hans mor sagde, var hvad han gjorde. Han flyttede sig for at flytte tæppet og stod ud af sengen kort, men kun for at stå tilbage i underbukser. Han var stadig lille, maksimum seks år gammel.

 

Det var et styk ud på natten, at han lagde mærke til, at der var lys ude på gangen. Hans mor lod altid døren stå på klem, men den ene nat han vågnede var der lys på gangen. Han stod ud af sengen og listede sig over til døren for at kigge ud. Det syn han var mødt, var en mand med et sort ulvehoved. Han var bange, men det var vigtigt at være stille. Hvad gik dette ud på,

”Sover han?” stemmen var genkendelig. Rettere det var hans far. Han løb hen i sengen og under tæppet. Det var kort efter at døren blev åbnet.

”Se, jeg sagde jo, at han sov…” det var hans mor. Hvorfor havde hans far et ulvehoved?

”Nej, han er vågen. Jeg kan høre hans hjerte. Han har set mig,” drengen kunne mærke sin fars hånd på sin arm. ”Vend dig…” det var en direkte ordre og drengen var allerede bange så han vendte sig om, men det chok der var malet i hans mors ansigt, i ildens skær, fortalte meget. Drengen havde ikke selv lagt mærke til det, og selvom han ikke selv kunne se det, havde han i sin frygt fået sort pels og et hvalpe ansigt.

”Du har nedarvet en gave fra mig. Du kan blive til en ulv… ved du hvad de kalder mig, Clé? Anubis! Lucifer! Heinein!” hans far grinte lidt og fik sit normale ansigt tilbage. Hans sorte hår var sat i en hestehale og hans røde øjne lyste næsten i mørket. ”Lad os lade ham sove…”

 

Black vågnede med et sæt og hostede en hel del. Hvad var det for en drøm? Det var mørkt og mange af de andre var allerede oppe, men nogle sov også, altså indtil Blacks hosten vækkede dem.

”BLACK!” det var Harald der løb over det kolde stengulv i hans tunika. ”Er du okay. Nogen hent en krus mælk!” Harald bekymrede sig altid om alle i køkkenet. Rettere alle gode folk. Black havde tåre ud af øjnene af at hoste så meget, og en gang næseblod ville følge. Det var som om nogen prøvede at kvæle ham eller drukne ham. En ung kvinde kom løbende med et krus mælk og gav det til Black. Der var ikke meget mælk, men det var noget. Black slugte det i sig, og Harald bankede ham på ryggen.

”Undskyld… at jeg vækkede jer… jeg mente ikke…” Harald rystede på hovedet og smilte.

”Vi skulle op alligevel. Men slap lidt af…” Harald sagde det stille og roligt. Ens tanker ville altid få ham til at være den bedste mand. Uanset hvad kvinde der fik ham som mand, ville de være forkælet og elsket.

”Harald, jeg tager fri… min bror vil nok se mig…” Black lagde sig ned. Han vidste godt, at uanset hvad, ville han ikke kunne arbejde. Han havde stor hovedpine og han kunne mærke let, at han var dårlig. Feber. Han havde haft det før, dengang han var yngre, og den gang havde han også kastet op. Det havde været efter, at hans hjem havde brændt. Dengang var anderledes end nu. Han havde fået feber fra chok og de ukontrollerede følelser. Feberen denne gang kom bare fra vejret udenfor, da det var begyndt at blive meget køligere. Vinteren var på vej. At overleve en feber var hårdt nok i forvejen, og han havde allerede overlevet den en gang før.

”Black, du kan ikke bare rende rundt og lege ridder. Jeg har allerede skulle dække for dig, når den såkaldte konge har haft spurgt efter dig… du er kun køkkendreng, så begynd at opfører dig som en…” Harald lød skuffet, men der var gode grunde til at blive skuffet. Black havde trænet, men han var ansat som køkkendreng. Han kunne ikke gøre andet end at adlyde ordrer. De værste ordrer var når den onde Geir ville straffe ham. Oftest ikke under egne hænder, men han fik altid en af ridderne til at hente en pisk. Det var rent slavearbejde. Det var det de andre altid sagde. Black blev aldrig betalt en mønt om ugen. Nej. Hvis han var heldig, ville en ridder være mild mod ham og kun slå ham tre gange over ryggen om mandagen.

Tankerne fik Black ud af sengen alligevel, selvom han brændte op og havde svært ved at fokuserer. Sveden løb ned af hans ansigt og krop. Han havde haft det fint i går aftes, men nu var en helt anden sag. Hvad han overhovedet drømt om? Han havde ikke drømt eller husket sin fortid i lang tid, så hvorfor bare sådan ud af det blå. Hvorfor så han sin egen far som Anubis? Nej. Heinein. Men hvis Heinein var hans far, hvad betød det for ham. Black kæmpede med tankerne op i hovedet. Det var som tusind heste der løb om kamp, og bare at holde tankerne i ro samtidig med at have hovedpine og have det varmt var forfærdeligt.

Black gik langsomt hen til døren, ikke engang med tanke om at få hans tøj på. Nej, han tænkte at han gerne ville have tøj på, men hans krop adlød ikke. Det var svært at finde ud af, hvor han var på vej hen. Det var som om, at han kunne hører ulvene hyle, men det var ikke som om at det kom udefra, men inde fra hans hoved. Det guidede ham. Han skulle uden for borgen. Han ville hjem. Hjem, hvor var hjem overhovedet. I det han trådte ud af hovedbygningen vandrede han mod porten. Regning piskede ned og de fleste var inden for.

”BLACK, HVOR ER DU PÅ VEJ HEN?” det var Harald. Han stod i baggården. Det var sandt. Black havde gået igennem køkkenet for at komme ud. Black kiggede tilbage over skulderen. Han havde jo sagt til Harald, at han ikke ville arbejde i dag. Hans bare fødder sank i mudderet som han stod stille i regnen. Hans sorte hår lagde sig op af hans krop.

”KOM NU INDEN DU BLIVER SYG!” Harald råbte og trådte ud. Bekymringerne og stædigheden var en del af Harald, om Harald så skulle hente Black ind, men Black stod i forvirring. Langsomt flyttede han en fod frem. Skridtene blev hurtigere. Jægerne var på vej ind af porten, men Black løb ud. Ud i en enkelt tunika. Ud i skoven. Han løb bare, selvom han havde det som om at hans ben ikke kunne bærer ham. Det var først et stykke ned af stien, at han væltede lige så lang som han var, men han kæmpede sig bare op igen. Løb endnu engang og væltede igen. Dette gentog sig indtil han var helt smurt ind i mudder. Det gamle sår gjorde stadig ondt. Hvorfor var han løbet? Han vidste det ikke selv. Han lå bare i mudderet og vendte sig om på ryggen for at kigge op på den grå himmel.

Det var som om at tiden standsede, selvom han kunne mærke hans bryst gå op og ned, som han trak vejret, men han kunne ikke føle regnen lande på hans hud.

”Black… rejs dig. Fortalte jeg dig ikke at du skulle lærer noget af begge verdener eller glemte du det?” Black genkendte stemmen. Det var den store leder. Han kunne høre poteskridt i mudderet og i vandpytterne. En sort ulv kiggede ned på Black.

”Rejs dig. Vi skal jage…” Blacks øjne blev store og han vendte sig om. Han kom langsomt på benene. Den store leder vendte sig om og begyndte at løbe. Black prøvede at følge med, men han havde altid været langsommere.

”Leder, hvor skal vi jage?” Black spurgte imens de løb mellem skovens træer.

”Hjortene er nær menneskernes borg…” de stoppede og kiggede omkring.

”Leder, mennesker er jo farlige? De hader jo ulve som os…” Black stoppede. Ulve. Nej, han var ikke en ulv og lederen var død. Han var sikker. Han havde jo set det med sine egne øjne.

”Heinein. Du er Heinein, er du ikke? Hjortene… Heipei. Du leder mig… til døden…” Black kiggede ned på hans poter. Nej fødder. De stod i mudderet.

”Hvis du er Heinein, så er du… men… du døde dengang…” Black stod stille lidt.

”Så du husker. Du huskede ellers ikke mig, da jeg gik lige op af dig. Hvorfor skulle jeg ellers samle en flok ulve og lave mennesker? Ved du hvorfor de alle sammen har traumer. Fordi de ikke var ment til at være mennesker. Jeg straffer mine egne lakajer, når de ikke lytter og angriber mennesker uden ordrer. Selv om det er generationer siden, er de intet andet. De ved godt, de er ulve, men de kan ikke leve som det…” Heinein kiggede op på Black.

”Jeg kan ikke huske dit ansigt, men jeg havde en drøm i nat… jeg huskede mor… og dig som… ulvemand…” Black stod forvirret og kiggede på borgen. ”Er jeg overhovedet vågen?” Black kiggede tilbage på Heinein, der var den ulvemand, han huskede fra sin drøm.

”Nej. Du er ved at dø. Viser sig at Enfer tester dig. Jeg er intet andet end en guide. Selv som din far vil vi kun mødes i åndeverdenen… hjortene venter ved porten og vil standse dig. Jeg kan ikke komme med,” ud af det blå stod Heinein med en træstang der røg fra enden. ”Eh? Jeg rejser nogle gange… jeg ved din fremtid og fortid. Det er også sådan jeg stadig kan se hende. Din mor… Heipei vil aldrig lade mig se hende…” Black kunne hører, at Heinein grinte til sidst, men der var ingen. Alt han vidste var at Heipei, tvillingehjortene ville lokke ham ned af dødens gang, og han så ikke ville have en eksistens længere i den virkelige verden. Ikke før han ville blive genfødt, hvis han var heldig. Hvis han kunne komme igennem porten og finde hans krop, så ville han komme i live igen.

”Hvad mente han med at Enfer tester mig?” Black mumlede kort før han tog skridt mod porten, og ganske vidst var der to hjorte. En hvid og en sort. Den hvide var hunnen og den sorte var hannen. Han havde endda et gevir. Man skulle ikke se dem i øjnene. Hvis det var ligesom historierne, ville de hypnotiserer dig med deres øjne, så du ville følge dem.

”Ah Clé, hvad med at komme med mig til et bedre liv? Hvorfor blive i et liv hvor alle hader dig?” det var den hvide der talte til Black først. Selvfølgelig. Det gode ville være bedre, men han følte ikke for at følge hende. Han kunne ikke bare lade menneskerne og ulvene kæmpe hinanden. Han skulle lærer menneskerne for at guide ulvene tilbage til deres naturlige liv. Han vidste det godt, og han havde stadig meget at lærer i nu, plus April bar hans barn. Han eneste barn nu.

”Jeg takker nej til tilbuddet…” Black sagde det og kiggede stadig på den lukkede port.

”Når du nu ikke vil gå efter et lykkeliv, hvad med et liv fyldt med magt. Et liv som du bestemmer?” det var hannen denne gang. Han kom med alt det onde i en person. Et magtfuldt liv kunne være godt, men man ville dø tidligt. Hvis ikke i den alder som Black havde nu. Folk ville dræbe en for ens magtsyge.

”Jeg takker endnu gang nej. Jeg har et barn på vej, og jeg har meget, som jeg stadig skal lærer. Jeg har et folk, som jeg skal guide tilbage til deres natur, og jeg har fundet en prinsesse, som jeg vil beskytte…” den sidste del var fordi denne prinsesse af Danmark mindede ham om hans mor. Hendes røde hår og fregnerne. De grønne øjne og det pæne ansigt. Hun lignede en rigtig prinsesse for ham og som det var nu, ville Geir før eller siden dræbe hende, når der ikke længere var en fredspagt at holde.

””Men Clé, hvorfor vil du ikke med os? HVORFOR VIL DU TRODSE DINE GUDER?!”” De begge talte på en gang. Selv om en hver anden ville blive skræmt af deres fælles gyselige stemme, grinte Black bare.

”Mit navn er ikke Clé. Det er Black. Desuden skylder i en hvis ulv en tjeneste ifølge historierne…” Det var en gammel historie, hvor Heinein havde reddet dem fra døden. De blev tavse med et og porten åbnede. Man kunne mærke kulden fra spøgelser inde for borgens murer. Fortabte sjæle. Black begyndte at løbe. Hans krop ville nok stadig ligge i sengen, ligesom da han vågnede. Han løb over den mudderet jord og ind i hovedbygningen via køkkenet. Han kunne se, hvordan dem der var i live flyttede sig, men han kunne ikke rigtigt se dem. Kun deres flamme. Deres sjæl. Fortabte sjæle viste hele kroppen, men dem der var i live var en flamme.

”Heinein er min far… Anubis… Lucifer… men hvad er hans navn? Hvorfor kan jeg ikke huske hans navn?” Black talte med sig selv imens han løb mod sovesalen. Han kunne sin krop forude. Den eneste krop han kunne se var sin egen. Han tog et hop ud mod kroppen og lukkede øjnene.

Han stønnede let og blinkede svagt med øjnene. Han havde stadigvæk hovedpine.

”Black, du er i live!” Harald var overrasket. ”Du begyndte bare at hoste og så holdte du op med at trække vejret - troede vi! Vi trak dig på gulvet og var på vej til at hente varm aske! Heldigvis er du i live!” Harald kiggede ned. Black ville sætte sig op, men hans mave gjorde ondt. De havde bundet ham ind i et stykke stof. Han kunne mærke det.

”Vi fandt en dolk i maven på dig… jeg ved ikke hvem gjorde det, men du ville bare ikke vågne…” Harald kiggede væk, og nogle af de andre tjenestefolk holdte afstand.

”Så er jeg her med kuldet!” det var en ung dreng. Måske tolv. Han stod lidt akavet i døren med en spand, men valgte så at gå igen.

”Harald… Det var Enfer… Jeg talte med Heinein og Heipei. Mine guder… Heinein fortalte mig Enfer gjorde det… og Heipei prøvede at lokke mig til at dø… men… jeg har et barn på vej… og prinsessen… Geir vil… dræbe hende… hvis jeg ikke redder hende…” Black smilte svagt og flyttede sig langsomt og svagt op i hans seng med et grin. ”Sjovt det altid er mig… der skal stikkes i maven?” Black grinede svagt. En pige kom med et grus mælk og et stykke brød.

”Brug det til at styrke dig på!” sagde hun med et smil og vendte sig om og gik. Black sad og tænkte sig lidt. Det var Gerts datter. Han holdte op med at smile. Han havde slet ikke tænkt over Gerts død imens han havde arbejdet. Hadede hun mon ham? Han håbede hun ikke gjorde, men som det var så det ud til at han bringer død og ødelæggelse med sig.

”Hvad er der, Black?” Harald satte sig ned ved siden af Black. Black drak langsomt mælken og gav kruset til Harald.

”Ser folk mig som døden?” Black spurgte i nervøsitet. Hvad skulle han ellers sige?

”Nogle siger du er en plage. At du kun er her for at bringe sygdom og ødelæggelse med dig, men når jeg ser dit smil… så er det langt fra sådan en person jeg ser i dig. Du er bare forvirret. Slap lidt af. Vi tager tingene som de kommer…” Harald rejste sig og gik sin vej. Black smilte lidt inden han tog en bid af hans brød. Han havde ret. Alt man kunne gøre var at tage tingene som de kom.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...