Black Wolves

I en verden hvor nogle folk er forbandet til at ligne ulve, får en person fat i en magisk krystal, der viser ham som et menneske overfor andre mennesker, men hans stamme er stadig i fare. Black får chancen for at lære om mennesker og lære sandheden bag forbandelsen. Spørgsmålet er, om han kan redde stammen, inden det er forsent, og redde de fortabte inden de mister sig selv... //dette er et råmanuskrift

18Likes
89Kommentarer
1615Visninger
AA

9. Fortid

”1…2…3…4…” et par børn legede gemmeleg i byen omkring borgen. Geir var stadig ikke tilbage, men det bekymrede hellere ikke Black. Han sad på en bænk og nød den sene efterårs sol. Vinden var stille og der var lidt varmt i dag. Det havde været en uge siden at den nat havde fundet sted. Black havde følt sig den samme lige siden. Den nat havde været så anderledes og hver dag gik den ham på.

”Nyd at prinsessen har givet køkkenet ro i dag. Hun er altid så mild og rar…” Harald satte sig ned ved siden af Black. Det var rigtigt nok. Når Geir ikke var omkring bad prinsessen de fleste om at tage en fridag.

”Black, hvad er du egentlig bekymret over? Der er gået en uge nu, og du ved jeg kan læse dig…” Harald kiggede over på børnene. Bare at vide han engang ejede stedet, fik Black på så mange spørgsmål. Han kunne snakke om så meget.

”Hvis jeg fortæller dig det… vil du så fortælle mig om dengang, du var rigsridder her?” Black kiggede seriøst på Harald, og Harald gav sig lidt. Han så ikke særlig glad ud for at tale om hans fortid.

”Hvad er Geir og hvorfor er alle så bange for ham?” Black prøvede bare at spørge om fortiden på en anden måde. Måske det kunne virke bedre. Geir var her ikke. Han kunne ikke straffe en lige nu.

”Dengang Geir kom her for første gang… for de år tilbage med den sorte ulv, var vi bange. Jeg var bange. Jeg havde hørt rygterne, og jeg havde set den før. Kongen af skoven. Den havde kun været her et par år forinden, men at den ville komme med en mager mand i nød på den måde… det skræmte os. Vi ville gerne hjælpe. Jeg håbede på at det ikke var en dæmon… men… Geir er ikke menneskelig. Han er lige så meget dæmon, som den sorte ulv er… vi vidste det ikke dengang. Min kone, mine børn… mine elskere… vi vidste ikke dengang at Geir var farlig, men dengang han kom tilbage fra staden… vidste jeg med det samme vi gik døden i møde… han kom ind, tvang portene åben med hans to bare næver. En port fire mænd skulle til for at åbne, og alligevel tvang han den åben, selvom de pressede den til at være lukket. Da han kom ind bandt han mig. Hans styrke var ikke en, som jeg havde set mage til før. Ikke engang mit sværd kunne dræbe ham, selvom jeg satte det i maven på ham. Han bandt mig og tvang mig til at se min kone dø… han tog mine børn ind og skar halsen over på dem. Han sagde, at jeg kunne leve som slave på slottet… hvis jeg overgav min borg og by til ham. Byen havde altid været så fredelig, men nu skal man knapt nok trække vejret inden man bliver hængt...” Harald holdte en pause og strammede hans hånd i vrede. Han havde følt så meget sorg den dag. Den dag Geir blev et monster og slog hans familie ihjel. Black kunne føle Haralds smerte.

”Jeg ved, hvordan det føles. Min egen bror slog mine egne børn ihjel… og jeg er der ikke engang for min mage, nu hvor hun har født vores tredje barn. Jeg… hvis jeg kunne… ville jeg gerne sikre vores barn… det kan være lige meget med hende… hendes navn ringer ikke engang på min tunge, men mine børn… de er en del af mig…” Black blev helt kold ved tanken om den… den ulv han havde beskyttet og lagt med.

”Mage? Du har været gift?” Harald kiggede nysgerrigt rundt.

”Nej. I stammen blev vi ikke gift… vi… blev valgt… En mand til at beskytte en kvinde. Det kan være lige meget om de elsker hinanden, den slags eksisterer slet ikke i stammen. De stærkeste mænd fik de stærkeste piger til at få det stærkeste afkom… men om de var ulve eller mennesker… det spørger jeg stadig mig selv om…” Black kiggede på hans hænder og knyttede dem sammen.

”Nå… nu da vi har den del på plads… hvad skete der den dag? Du manglede fra din seng, da vi gik i seng…” Harald kiggede seriøst på Black, hvilket overraskede Black lidt. Manden skiftede humør som vinden. Det var lidt skræmmende, men ifølge hvad Black forstod om rigsriddere, kunne de være kolde dræbere, hvis det kom til stykket.

”Hvad jeg fortæller dig… lyder mere vandvigtigt end stammefolket… Enfer var en stor sort ulv den nat. Da vi gik ude for porten og havde gået et stykke… dybt ind i skoven, angreb han mig. Jeg var først bange for, at han ville hive hovedet af mig, men det var der, at det gik op for mig, at vi sad begge i hinandens halse. Jeg var blevet en sort ulv mig selv af rent frygt… men… det er sket før i mit liv, bortset fra sidst… var jeg kun et barn. Det havde været en nat min far var kommet sent hjem. Han havde dette sorte meget uhyggelig hundeulve hoved. Jeg var løbet skræmt i seng for at lade som om at jeg sov… men jeg vidste ikke engang dengang.

Da jeg var en ulv fortalte Enfer mig, at vores far havde fundet mig svag, men vores mor tog hånd om mig. De ville gøre mig… til deres prinsesse i stedet, men min mor ville have mig til riddertræning blandt andre drenge på min alder… min far blev vred og… det var den nat en rigsridder satte ild til hans kone og hans borg og by… og jeg troede, at han forsvandt, men han er fanget i væggene her i borgen… men at få at vide, hvad der skete dengang, og at lære mine kræfter bedre at kende... jeg kan dræbe Geir og tage borgen tilbage for dig! Denne borg er din og dit folk har brug for dit lederskab. Jeg kan se på folkene på borgen, hvor afslappet de er i dit nærvær. De føler sig trykke og mere glad. Det er sådan et lederskab, man skal have!” Black rejste sig og kiggede ned på Harald. Han var meget seriøs omkring, det som han sagde, plus at befri hans far var også på listen. Ikke fordi Black accepterede hans fars handlingerne, men fordi han havde lyst til at give den gamle en røvfuld ham selv. Black var meget gal på hans egen far, for at dræbe sin egen kone og lyve over for det yngste barn i mange år, var noget Black ikke accepterede. Overhovedet.

”Black, du ved ikke, hvad du har gang i! Geir er ikke et væsen man sætter sig op imod! Det kan være lige meget, hvad væsen du selv er. Geir er som Lucifer ham selv!” Harald var meget seriøs, og lagde endda tryk i hans stemme for at holde Black tilbage, men Haralds ord fik bare Black til at grine.

”Jamen, så er det jo godt, at Lucifer er min far. Ulven er Anubis. Lucifer. Mørket sig selv. Helvedet. Det er, hvad min far er. Han er det i mennesker frygter mest.” Black begyndte at gå mod borgen. Han skulle nok blive stærk nok til at slå Geir ihjel, om han så ville dø på vejen, så ville han bare banke hans far i åndeverdenen når tiden kom.

Black bremsede og vendte sig om for at kigge på Harald.

”Jeg lover, at jeg nok skal slå Geir ihjel og vinde borgen tilbage i dit navn! En retmæssig leder er hvad dette sted skal have tilbage, om jeg så skal dø for det! Jeg sværger over mit lig!” Black smilte stort, men han mente hver et ord, og det havde også fanget et par øjne fra folkene i gaden.

”Jeg slipper ikke af med dine drømme, gør jeg?” Harald begyndte at smile og rejste sig så for at følge efter Black. Det var jo snart aftensmadstid.

 

”Black… undskyld for… i sidste uge… jeg har hørt rygterne om at du ville dræbe Geir?” Black var overrasket. Han var bare kommet med prinsessens mad, men hun sad ved bordet og græd med et smil på læberne af glæde. Selvfølgelig havde folkene allerede spredt rygterne. De stolede på, at Black ville få deres mareridt til at slutte.

”Bare ikke dø? Okay?” Prinsessen var også trist, så det var nok også blevet fortalt, at han ville dø for det. Black placerede maden på bordet. De var de eneste folk i spiselokalet.

”Black… vil… du gerne komme til mit værelse bagefter?” hun spurgte på sådan en mild men kærlig måde.

”Selvfølgelig, prinsesse,” Black smilede bare tilbage og stod bare op af væggen, ventende på at hun ville blive færdig med at spise. Han havde ikke været på hendes værelse siden den dag, men det var okay. Hun havde sagt undskyld.

Da hun var færdig med at spise, tog Black hendes tallerken og bestik med ned i køkkenet kun for at tage et krus mælk med op igen til hendes værelse. Gad vide hvad hun havde i tanke om at snakke om. Normalt ville hun snakke om Danmark og hvordan hun som yngste og mest nytteløse kongelige bare var blevet sendt til det tysk romerske rige fordi at de ville erklage krig, hvis Danmark ikke gav sin smukkeste kvinde til deres rigsridder. Selvfølgelig var det bare Geir og hans løgne. Det vidste alle, men hvis han ville, kunne han erklage krig mod Danmark.

Black havde knapt nok stillet mælken, inden prinsessen tog fat i hans hoved og kyssede ham. Han var så overrasket, at han næsten væltede mælken.

”Lad os prøve… Geir er snart tilbage… hvis jeg bare lokker ham i seng, så kan jeg bare sige, at det var hans barn. Jeg vil ikke miste dig. Du har været sådan en god ven. Ikke engang kvinderne forstår mig, men du trøster mig altid. Du kommer altid og lytter nysgerrigt til mig…” Black var ordløs. Han vidste ikke, hvad han skulle svare, men han havde lyst til at kysse hende tilbage, til at trække hende med i sengen. Han havde lyst til at gøre det med hende, lige siden han så hende første gang. Det var imod de regler, der var. Han måtte ikke, men han ville alligevel. Han vidste godt det kunne føre til straf, for dem begge.

”Vi må ikke, jeg er bare en slave. En køkkendreng…” Black var bekymret, hvis noget skete med hende…

”Han er her ikke, og folket her er ligeglade. Vi kan gøre det, du behøves ikke at holde tilbage… jeg vil bære dit barn. Det er dig, som jeg har valgt, Black…” Hun krammede ham som de væltede ned i hendes seng. Han kyssede hende igen.

”Gør krav på mig, Black!” Hun smilede med tårer i øjnene, men han forstod, at det var lykketårer. Hun ville befries fra Geirs totur.

”Okay, Prinsesse…” Han smilede mildt til hende inden han tog hans tunikaer over hovedet og tog hans bukser ned…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...