Black Wolves

I en verden hvor nogle folk er forbandet til at ligne ulve, får en person fat i en magisk krystal, der viser ham som et menneske overfor andre mennesker, men hans stamme er stadig i fare. Black får chancen for at lære om mennesker og lære sandheden bag forbandelsen. Spørgsmålet er, om han kan redde stammen, inden det er forsent, og redde de fortabte inden de mister sig selv... //dette er et råmanuskrift

18Likes
89Kommentarer
1716Visninger
AA

1. Den fremmede

En dag i sen august for lang tid siden, kunne man høre græshopperne spille deres musik, fuglene kvidrede og havet kunne høres når det bankede mod den sandede strand. I det høje græs løb børn fra skovstammen ind og ud mellem hinanden, legede tagfat. Deres moder sad på den lille bakke der adskilte stranden og åbningen fra hinanden, og de andre voksne mænd stod of fiskede med deres spyd. Det var tålmodighed der skulle til. Ikke en eneste bevægelse så fiskene ville nærme sig dem. Lederen af skovstammen stod også med hans spyd. Han var nået godt op i alderen så de hvide hår kunne ses i hårkanten og skægget, men ikke desto mindre var han en god leder og havde ledet stammen til overlevelse siden tidernes morgen. Han havde en af stammens bedste jægere under ham og oplærte den unge mand til at blive leder. Ikke mere end han havde forleden fået et barn med hans elskede. Den sorthåret unge man kastede hans spyd lige så hurtigt og hårdt han kunne. Det var en stor fisk. Den kunne dække mad til et par folk i stammen.

”Store leder, jeg fangede en fisk!” sagde den unge mand. Han var lige fyldt atten år gammel. Knap nok fuldvoksen, men heller ikke et barn.

”Jeg ser, jeg ser, det er godt, Black…” lederen tøvede lidt som han kiggede ud i horisonten af vandet. Der var ret lavvandet i dag. Men det var jo også et vadehav. I horisonten kunne en genstand ses, og som den kom nærmere, gik det op for lederen af stammen, at det var en mand. Han løb længere ud i vandet, og efter ham fulgte Black. Hvis den mand der klingede ham selv fast til et stykke træ stadig var i live, var det bare om at redde ham. Stammen var et vildfolk for de fleste mennesker. Borgen der havde været bygget på deres land, havde i hvert fald den mening at de skulle dø.

Da lederen og Black kommer nærmer den mand der flød rundt, var de begge påtvunget til at svømme, da ingen af dem var høje nok til at nå bunden, men der ville ikke være langt ind igen så lederen kunne røre bunden. Unormalt fra de fleste folk var lederen nemlig høj. Han var et hoved højere end de fleste mænd men heller ikke så høj at han var større end de to meter der var op til hytterne de havde bygget i træerne.

Den mand de redede havde langt blondt hår. Han var helt hvid i ansigtet, men havde en svag åndedrag og var hel kold. Skægget var godt tilvokset. Det var som om han ikke havde taget af ham selv i meget lang tid. Black vædede på, at den fremmede havde sejlet ombord på et skib.

Blacks unge muskler kunne trække den fremmed i land, selvom lederen af stammen også ville gøre hans. Folket og de andre mænd fra stammen nærmede sig med nysgerrighed, men holdte alligevel en hvis afstand. En stønne kom fra den fremmed, men han var stadig ikke ved bevidsthed.

”Lad os få ham til hytterne. Manden har brug for at blive tørret, og pak ham ind i pelsene, selvom det er varmt. Han er meget kold og har brug for alt den varme, som han kan få.” Black og en anden ung mand fra stammen samlede den fremmed op. Der var langt ind til skoven, fordi de først skulle krydse åbningen, men det var okay. Hvis de kunne bære den fremmed hele vejen havde de bevidst deres styrke. Den fremmede var lang i kroppen. Lige så lang som lederen. Dette var særdeles usædvanligt. Ingen blev nogensinde så høj i de her omegne, og alligevel var der to lige nu og her. Kvinderne bar deres kurve med bær. Skovkanten og åbningen bar på mange bær. Både til spisning og til helbredelse af sår og sygdomme.

”Black, du er en heldig ulv. Lederen behandler dig som hans søn, man kan knapt nok sige min far vil have mig her,” den anden unge mand, der bar den fremmede tilbage, var seksten år gammel. I de seneste par år havde hans far bedt ham om at gå ud og finde en anden skovstamme. Det var faktisk en tradition for at undgå indavl. Black havde været født og opvokset i de barske bjerge mod syd. Hans dialekt var anderledes i forhold til det tunge sprog nordfolket brugte.

”Rubert, teknisk set, er det også på tide, at du finder en anden stamme at høre til. Stammen her kan ikke bruge dig. Du er forbudt at ægte dig kvinderne. At jeg har ægtet din søster, er jo fordi at jeg jo selv er fra en anden stamme…” Black var lidt vis i det, men hvad kunne man sige, når nu han var lærling under lederen?

”Jeg ved det, jeg ved det… men Elisa er da ikke i familie med mig…”

”Rubert, uanset hvad du bilder dig selv ind får du ikke lov til at blive. Om så jeg skal true dig til døden til at du rejser, og du skal gøre det snart inden vinteren rammer os…”

Resten af den lange tur ind til midten af den dybe skov, var en meget stille tur. Black fokuserede på at bære manden op og ned af den forskellige bakker indtil de ville ramme deres område med træhytterne. Hytterne var bygget i træerne for at undgå jordslangerne, men også for at komme uden om de andre farlige dyr nede på jorden, og selv om ikke alle hytter var højt placeret, var det nok til at holde folket i live. Black var nød til at slæbe manden med en arm op i lederens hytte. Når fremmede kom forbi var de påtvunget ind i lederens hytte. Blacks hytte lå en gren nede under. Som en slags livvagt for lederen. Det sorte skulderlange og våde hår, lå klistret til ansigtet. Det var ikke kun den fremmede der skulle tørres men også Black. Navnet var kommet fra det kulsorte hår, som han havde hele hans liv. Samtidig var hans hud også mørkere end de andres. Hans forældres forældre havde været kommet endnu længere fra syd, men lederen bar det samme slags sorte hår, altså havde gjort engang, og havde samme hudfarve. Black havde bare brune øjne i stedet for de rødbrune øjne lederen havde.

Black tog tøjet af den fremmede, det var tungt, og det passede til et mere koldt land. Det var en stor vinterpels der var båret, og det var tungt tøj. Black bedømte ud fra den våde pels at det var ulveskind. Han tog kort tid til at køre hans finger ned over hans pande og næse. Det var noget skovstammerne gjorde for ulvene. Ulvene var deres jagt og sociale guder. Manden var tynd og havde ikke spidst længe. Meget længe ud at bedømme fra de tydelige ribben og den oppustede mave. De knogle agtige arme og ben gjorde det ikke nemmere. Men ud fra mandens kropsar havde manden været kriger.

”Pak ham godt ind og kravl hjem til din hustru,” det var lederen. Black nikkede og pakkede manden inden i rådyr skind inden han forlod lederens hytte, for at kravle en tak ned. Hans hustru sad og gav mælk til deres et måned gammelt barn. Black kyssede hende let på hendes pande. Hans hustru var noget yngre end ham selv. Hun var givet til ham, da hun blødte sin første gang. Et år senere havde hun bragt en søn til verdenen. Sorthåret som hans far.

”Du fylder… femten om to måneder. Jeg fylder nitten når foråret kommer…”

Der gik timer. Black blev i hytten mens folket havde fundet sig foran bålet hvor de fortalte historier fra deres barndom bare for at skræmme børnene fra vid og sans. Selv hans hustru sad dernede. Der blev også serveret fisk og bær. Æble sæsonen var lige rundt om hjørnet. De var stadig sure, men Black kunne godt lide de sure æbler. De søde bandt sig til hans tænder. Black kunne høre lederen kravle rundt op i hans hytte, men det var ikke kun en, der kravlede rundt der oppe. Nej, det lød som om at den fremmede var vågen også.

”Var är jag?” ordene var ikke fra lokalområde, men takket være en der havde været kommet oppe nord fra, vidste Black, hvad der blev sagt. Stemmen var svag, men Black havde god hørelse.

”Norra delen av ett område som kallas Bremen,” det var lederen. Lederen sad med samme dialekt. Samme sprog. Black var forvirret.

”Jag minns ... du ... du var där den dagen ... Jag föll genom,” hvilken dag? Lederen havde aldrig på nævnt en anden stamme, og ud at bedømme fra manden udseende var han hellere ikke fra en stamme. De ville aldrig bære ulveskind.

”Ja, Geir, jag vet. Men oroa dig inte längre. I morgon skall jag leda dig till närmaste stad,” stammerne ville aldrig nærme sig en by, og da slet ikke borgen. Den var den nærmeste by. Menneskerne ville da slå ham ihjel hvis han nærmede sig, men Black ville ikke sige noget. Hvis lederen døde i morgen på grund af en fremmed ville Black blive lederen. Der var ingen diskussion. Ikke mod lederen af stammen, men de kunne hellere ikke beholde den fremmede her. Han så dem ikke med samme øjne som de så hinanden. Det der var med stammerne, var at mennesker så dem som ulve. Uanset hvor menneskelige de så hinanden. Det var en forbandelse. En ældgammel forbandelse der lå over alle født inden for stammen. Intet menneske ville nogen sinde se dem som et menneske. Det var derfor de blev dræbt. Og den pels de bar. Den ulvepels de mennesker nogen gange bar, havde tilhørt et helt normalt menneske, men de ville aldrig kunne se det. De var bare ulve. Den fremmede kunne nok genkende lederen, ved at han kunne tale. Black havde aldrig set nogen ulve ud over de naturlige. Eller rettere, ud over de stammefolk, der havde forglemt at de var mennesker. De rigtige ulve der i tidernes morgen havde forbandet stammefolket, de guder de tilbad, var de samme de havde slået ihjel for lang tid siden, fordi engang levede der magiske væsner her. Det var en del af den naturlige balance. Forgiftningen. At drikke blodet fra ulvene. Sådan lød historien i hvert fald, når de ældre fortalte den.

”Black, kom her op, jeg ved du lytter med…” det var lederen. Black kiggede ned i gulvet. Selvfølgelig havde den gamle opdaget at Black lyttede med. Måske var han gammel, men han var havde de bedste reaktionsevne Black nogensinde havde set. Black sukkede kort før han kravlede ud af sin egen hytte og fandt hans vej op til lederens hytte. Den lyshårede mand sad træt op af væggen med pelsen over sig. Det så ud som om han havde problemer med at fokusere, men i det mindste havde han fået noget at spise, hvilket Black bedømte ud fra den halvtomme skål med bær i.

”Black, denne mand hedder Geir. Jeg mødte ham engang for lang tid siden, inden jeg blev leder her. I morgen regner jeg med, at jeg får ham båret over til menneskerne, hvor han vil lære alt det, der er sket, imens han har været væk. Jeg vil gerne have dig til at følge mig. Sker der noget med mig, så tager du tilbage til stammen og er leder, er det forstået?” det var mange ord, men at få ordren på ligefrem at skulle blive leder allerede. De ældre ville være i mod det. Der skulle mindst et år eller to til i nu, og vinteren var også på vej. Der ville blive strid i stammen. Black var langt fra klar til at håndtere den strid, der ville komme, hvis lederen døde i morgen.

”Men, leder, jeg er ik-” lederen afbrudte Black med en enkel håndbevægelse. En stop håndbevægelse.

”Verdenen er ikke som du tror den er Black, det du skal til at lære er mere værd end nogen andre lederes viden…” lederen sagde og holdte en rød krystal i hans hånd. Langsomt kravlede han over til Black for at holde den i mod Blacks pande. Hvad foregik der? Black fik intet svar men følte en stor smerte da krystallen blev banket ind i panden på ham. Han holdte sine finger i mod krystallen og følte hvordan blodet løb ud fra såret. Han kunne ikke få krystallen ud igen. Den sad fast, men den var ikke revnet. Det gjorde så ondt, men selv med de store smerte og ikke alt for blødende sår midt i panden, besvimede Black på stedet. Hvad havde dette dog gået ud på?

 

Næste morgen kunne man høre hvordan regnen piskede mod bladende på træerne, og hvordan den ramte utallige af buske, men også hvordan den hamrede mod taget på hytten. Black åbnede øjnene. Hvor var han? Hvem ejede hytten? Med en person der bevægede sig lige ved siden af ham, gik det op for ham, at det var hans egen hytte. For det var en kvindelig figur, som han kunne mærke masede sig op af ham. Hans hustru. Deres søn lå godt pakket ind på den anden side af hende. Havde lederen båret ham ned i hans egen hytte? Den gamle kunne godt gøre det. Det var jo bare lige en gren ned. Men der var larm fra hytten ovenover. Lederen var også vågen. Hvorfor var det nu, at han var vågen? Når jo, den fremmede. Det var tidligt på morgen. Selvom det regnede kunne man stadig mærke at nattekulden havde holdt ved i luften.

Black lagde en hånd på hans pande. Krystallen var der stadigvæk, men såret… hvorfor havde det allerede healet så meget? Det var næsten væk. Men der gik ikke længe, før han hørte lederen forlade sin hytte. Black kyssede let hans hustru på panden, før han kravlede til udgangen på hytten. Lederen havde fortalt ham, at han skulle følge dem, og hvad lederen siger er en ordre, uanset hvordan det så er sagt. Da han selv kom ud for at kravle ned, var lederen allerede nede på jorden med den svage fremmede. Hvor havde de to lært hinanden at kende, det spørgsmål blev ved med at krydse Blacks nysgerrighed. Denne Geir og lederen havde en fælles fortid, men det skulle jo være umuligt. Ingen ulv og menneske kunne dele nogen positiv fortid, men denne Geir havde ikke prøvet at slå lederen ihjel. Han havde hellere ikke været skræmt, men der havde været afsky i de blå øjne. En ubehagelig afsky.

Black fulgte efter dem, men med afstand. Selvom vandet der løb ned af kroppen var koldt skulle han nok klare sig

”Varför visar du mig hans ansikte?” det kom fra den fremmede. Hvilket ansigt? Black undrede sig. Hvad gik det her ud på.

"Eftersom som du, han är en människa. Black är en människa som du…” Black stivnede. Et menneske havde ikke set ham som en ulv, men som et andet menneske. Hvad gik det dog ud på? Hvorfor så dette ene menneske ham som et menneske? Black ville ikke sige noget. Lederen og denne ’Geir’ sagde hellere ikke noget resten af turen. Byen der var i nærheden var omgivet af tykke stenmure der var bevogtet med vagter. Black holdte sig til at gemme sig bag en busk, hvor han lige kunne se indgangen til borgen. Lederen stod med den fremmede i den lille åbning menneskerne havde lavet for lang tid siden.

”ULV!” blev der råbt oppe fra vagtposterne. Black kunne høre hvordan flere vagter løb mod stedet. De kom sikkert for at se om det kunne være sandt.

”Det er den sorte med de røde øjne!” Black kiggede på lederen. Så den ulv de så var sort og havde røde øjne? Hvordan? Hvorfor røde øjne? Hans øjne var rødbrune, men på af stand ville et menneske ikke kunne se, at de var røde? Medmindre de glødede, ligesom gudens øjne havde gjort, men det var umuligt. Ingen havde glødende øjne.

”Vent lige, den har et menneske over ryggen!” - ”Det er garanteret et lig, se lige hvor tynd den mand er,” - ”Men hvad nu hvis det ikke er et lig?” - ”Hvorfor ville en ulv aflevere et menneske til os?” de menneske vagter talte af sted, om hvorfor der dog var en ulv her. Lederen lagde Geir ned på jorden og tog så et skridt tilbage. Geir hostede kort, men det var nok til at overbevise, at han var i live. Black kiggede stadig på lederen, men lederen flyttede sig ikke. Dette var selvmord. Hvis han ikke snart flyttede sig ville et af menneskerne dræbe ham. De ville bestemt ikke komme ud og hente Geir, imens at han var tæt på.

Det var som et øjeblik. Det kunne høres. Hvordan et stykke metal gennemborede hjertet. Black så, hvordan den havde ramt ind i hjertet, og med det samme var hans leder faldet til jorden. Det der havde været givet ordre på, var fordi at ledere havde planlagt at dø. Selv Black kunne regne den ud nu. Porten på borgen blev åbnet, og mennesker kom løbende ud for at samle Geir op og få ham ind, men også for at hive den nu døde ulv ind. De slæbte ham i benene, men kort efter gik selv det menneskelige udseende for Black væk. Hvad han så var en sort og hvis ulv blive slæbt hen a jorden i bagbenene. Dette var ikke et ønsket syn. Dette var hvordan menneskerne så dem. Som store farlige dyr. Black rejste sig og vendte sig om. Han løb så hurtigt, som han overhovedet kunne.  Han var skræmt. Dette havde ikke været ønsket. Han skulle bare tilbage og melde, hvad der var sket. Lederen var død, og nu stod lederposten på ham. En hver der kom udefra kunne også kæmpe om lederstillingen i stammen. Det var nu en vigtig ting for stammen. Der ville være uro det næste stykke tid. Der ville være kampe. Slåskampe. Nogen kunne dø imens kampen om lederstillingen stod på. Den stærkeste og klogeste ville blive lederen. Sådan var det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...