Minderne.

Anna og hendes mor starter på en frisk i Århus, for at få en ny begyndelse efter en masse traumatiske opleverser. Alligevel er det som om minderne ikke kommer ud af hovedet lige meget, hvor meget hun prøver. Hun har heller ikke så mange venner i Århus, og hun føler sig helt alene. Indtil hun møder Anton.

0Likes
0Kommentarer
72Visninger

1. Minderne

 

Ny skole, ny begyndelse.

Første dag i 9. Klasse på en skole tæt ved vores nye lejlighed midt i Århus.

Vi har knap nok fået pakket alting ud, og jeg har ikke engang snakket med nogen på min egen alder, siden vi flyttede her til - Ikke fordi jeg har gjort så meget for det selv. Jeg har mest siddet på mit værelse og lyttet til noget hårdt rockmusik for at distrahere mig selv for at tænke på det der skete. Min mor siger, at jeg er deprimeret, men det tror jeg først selv på, når min læge har givet i diagnose – hvilket han ikke har. Så her er jeg helt alene i en ny 9. Klasse, hvor alle i forvejen kender hinanden.

Min nye klasselære gjorde en del for at få mig sat godt ind i fælleskabet, men nu hvor det er blevet frikvarter, føler jeg mig nærmest usynlig. Jeg ved godt, at jeg også selv skal gøre en indsats, men det er som om, der kommer en masse vægt på min brystkasse, når jeg prøver at nærme mig pigegruppen. Men der er jo også kun et halt år tilbage inden, jeg alligevel skal videre på gymnasiet, så hvad nytter det overhovet og gøre en masse for de her mennesker, som tydeligvis ikke har brug for flere folk i deres klikker.

 

”Så hvordan gik din første dag Musse?” Jeg vidste jo godt, at min mor ville spørger ind til det, men der er ikke rigtig nogen grund til at bekymrer hende om mine problemer, oven i skilsmissen og alt det med, at min far havde en affærer med en ung og lækker pige, som han havde undervist på universitetet.

”Det gik godt! De var super søde.” Lyver jeg og tager noget af pizzaen fra i går ud af køleskabet, og går ind på mit værelse, som er fyldt med flyttekasser og plastikposer med alt muligt lort.

Jeg åbner min computer og gør det en hver pige på min alder ville gøre – stalke mine nye klassekammerater på Facebook. Jeg er så udmatte efter alle de nye indtryk, at der ikke går særlig lang tid før, at jeg falder i søvn.

 

”Please lad mig nu være!” Græder jeg. ”Stop dig selv! Du har selv bedt om det!” Siger han og tager fat i begge mine håndled, men jeg kæmper imod med alle mine kræfter. Han slår mig hårdt i ansigtet for, at få mig til at stoppe. Jeg skriger så højt, som mine lunger kan klare.

 

Jeg vågner op i en pøl af sved. Jeg tjekker klokken på min mobil. Den er halv 3 om natten, men jeg har ikke lyst til at sove igen - hvis nu drømmen skulle komme tilbage. Jeg sætter mig over i min vinduskarm og kigger ned på gaden. Jeg har mine høretelefoner i med mit ynglings rockband skruet op på max. Jeg kigger på de få mennesker, der kommer gående dernede på denne tid af natten, og forestiller mig hvordan deres liv er, og hvorfor de går i Århusgade netop nu. Jo mere tid der går, jo flere mennesker kommer der. Til sidst vrimler det med dem, og jeg forstår at det nu er blevet morgen. Jeg tager musikken ud af ørene, og jeg kan høre mor ude på badeværelset i gang med at ligge et ton make-up på. Der er kun en halvtime til at jeg skal være på skolen. Jeg snupper en bolle, og kommer ud af døren.

 

”Det er din egen skyld, din kælling!”

 

Det er anden time, og jeg var et splitsekundet uopmærksom og var kommet til at falde i staver. ”Gå nu ud af mit hoved!” Visker jeg til mig selv, men det var vist ikke kun mig, der hørte det for en dreng med lysebrune krøller over for mig, kiggede meget mærkelig på mig. Fedt – nu tror han jeg er en freak.

 

”Hvad sagde stemmerne?” Jeg får lidt et chok, for han er den første til at sige noget til mig. Men han ville også bare gøre grin af mig, så jeg ignorer ham bare og pakker mine engelsk bøger ned i taksen.

”Jeg hedder Anton, og du er den nye pige” Siger han med et irriterende smil på læberne.

”Shit! Det var godt du lige fortalte mig det. Det havde jeg slet ikke opdaget” Svare jeg og ruller med øjnene. Men han bliver alligevel ved.

”Har den nye pige et navn?”

”Anna, hvis du skulle spørger fra nogen”

Jeg begynder at gå hen mod døren, for at hente noget vand. Anton følger med.

”Anna... Det er virkeligt et smukt navn” Jeg kan mærke at jeg bliver mere og mere irriteret på ham. ”Prøver du at flirte med mig? For så kan du godt droppe det!” Svare jeg surt.

”Næh, Det var nu mest fordi, min søster også hedder Anna, men nye pige hvis du har tænkt dig at være så pisse sur resten af året, kan du godt forberede dig på at tilbringe det alene.” Han drejer om på hælene og går hen til drenge gruppen. Jeg står bare stille i nogle sekunder. Jeg er helt paf. Jeg ville jo gerne have ham til at gå væk, men nu hvor han er gået, fortryder jeg på en måde, at jeg var så led. Nu vil jeg virkelig bare gerne hjem.

”Anna! Anna! Vågn op!” Min mor står over mig og ryster i mig. En masse tåre løber ned ad kinderne på hende. Jeg sætter mig op i min seng, som igen er fyldt med sved. ”Det er 5. gang bare i den her uge, at jeg blev nødt til at vække dig sådan her midt om natten! Du bliver nødt til at se en psykolog Anna!”

”Mor, det er bare mareridt…” Siger jeg, men jeg kigger ikke op på hende, fordi jeg ved godt, at det virkelig er blevet skidt nu. Vi har været her i 2 måneder, og jeg ser situationen for mig hver nat, og hver gang jeg lader min krop falde i staver. Det er virkelig svært hele tiden at holde sig selv i gang, så jeg lever mest af kaffe og energidrikke for tiden.

”Vi snakker om det her i morgen” Siger mor og kysser mig på panden, før hun går ind i sit eget soveværelse igen. Heldigvis er klokken allerede 4, så i dag er der ikke så mange timer, jeg skal sidde i vindueskarmen.

 

I skolen er jeg stadig alene. Faktisk forlader jeg kun min plads, hvis en lære tvinger mig. Men i dag har vi idræt. Det fag jeg hader mest og vi skal spille basket, hvilket jeg stinker til – både fordi jeg er totalt boldt mongol, og fordi jeg er så lille. Jeg prøver at løbe med de andre og få bolden, selvom jeg aldrig har rørt den i alt den tid, vi har haft idræt. Simon fra min klasse har bolden, og jeg kan se Anton komme flyvende ind fra siden, for at få fat i den. Pludselig bliver det hele sort.

Jeg var kun væk i nogle sekunder, og da jeg åbner øjnene står min idrætslære Helle og Anton foroverbøjet hen over mig og kigger med bekymrede øjne.

”Hun er vågen. Bliv her Anton, jeg henter noget is.” Siger Helle og forsvinder.

”Anna det må du virkelig undskylde! Det var ikke meningen – det sværger jeg!”

”Hvad skete der?” Spørger jeg forvirret og mærker under mit øje, hvor det gør rigtig ondt. Jeg bløder.

”Jeg kom vist lidt til at give dig en albue lige i hovedet… Sorry.” Svare han, og han ser virkelig ked ud af det.

Da helle kommer tilbage, får de hjulpet mig op i klassen og ind i vores sofa. Helle siger, at hun bliver nødt til at gå tilbage til timen, men Anton vil gerne blive hos mig. Det har jeg egentlig ikke noget imod.

”Så Anna, hvorfor er du egentlig aldrig med til nogen af klassefesterne?” Spørger Anton, da vi er alene.

”Jeg kan ikke lide fester. Alt for mange... mennesker” Svare jeg, og han griner lidt.

”Okay, hvad så med ét menneske?” Jeg kigger lidt forvirret på ham.

”Hvad mener du?”

”Vi to kunne da godt holde en lille fest… Altså hvis du er færdig med at være sur” Han siger det med sådan et glimt i øjet, der gør at jeg ikke kan lade vær med at smile. Han er faktisk ret sød.

”Så på fredag hos mig?” Fortsætter han, og jeg nikker bare.

 

Mor har købt pizza. Igen. Men jeg kan ikke rigtigt bebrejde hende, for jeg går heller ikke en indsats for at lave noget ordenligt mad. Vi sidder og ser et eller andet lamt reality-show, som mor er helt afhængig af.

”For resten mor. Jeg skal hen til en ven i morgen, så du skal ikke tænke på mad til mig” Siger jeg. Hun er lige ved at få noget af sin pizza galt i halsen, men det er vel også hvad man kan forvente, eftersom jeg har siddet helt alene inden på mit værelse det sidste lange stykke tid.

”Hvor godt! Hvem er den her ven?” Spørger hun og er lidt for ivrig.

”Bare en pige fra min parallel klasse… øhm… Alma” Der er ingen grund til at fortælle hende, at det er en dreng jeg skal være sammen med. Og slet ikke at det er en dreng, som jeg synes er lidt sød. Hun vil gå totalt amok.

”Ej, hvor dejligt! Du kunne jo også invitere hende herhjem en dag, og så kunne vi lave negle og ligge make-up på hinanden. Måske kunne vi bestille kinesisk!” Hun er helt oppe og køre, så jeg smiler bare og nikker. Det er langt tid siden jeg har set hende sådan.

 

Mit hjerte sidder helt oppe i halsen, da jeg står uden for Antons dør. Jeg var totalt i tøjkrise inden jeg skulle afsted, fordi jeg vidste ikke om jeg skulle tage noget lidt mere fint tøj på, nu hvor han havde kaldt det en fest, men jeg ende bare med at tage et par sorte jeans og en lyseblå T-shirt på – præcis som jeg plejer.

Jeg banker på døren, og det er en pige et par år ældre end mig selv, som åbner døren. Jeg gætter på det er hans storesøster.

”Øhm… Er Anton hjemme?” Siger jeg og min stemmer ryster helt af nervøsitet.

”Ja, han er herinde. Bare kom ind” Hun åbner døren helt og jeg kigger mig omkring i gangen. Det er tydeligt at se, at Antons far er advokat for et stort firma. Jeg føler mig helt maltplaceret i sådan et fint hjem. Hun viser mig vejen til Antons værelse, og det sekund han ser mig rejser han sig, og giver mig en krammer. Pis! Han har skjorte på. Jeg er totalt underdressed! Han rækker mig en drink dekoreret med en lille paraply og en skrive annanas på siden.

”Jeg drikker ikke alkohol” Siger jeg og afviser drinken.

”Så er det godt det bare er appelsinjuice” Svare han og griner. Jeg føler mig virkelig utilpas. Han gør tegn til, at jeg bare kan sætte mig på hans seng.

”Så Anna. Hvilket slags musik lytter du til?” Spørger han, mens han åbner Spotify på sin mobil. Jeg behøver ikke tænke længe over det svar. Jeg har ikke lavet andet end at høre musik for tiden.

”Det er et band, der hedder addicted to the darkness, men du har sikkert ikke hørt om det. Det er et meget… voldsomt band” Jeg fortryder mit svar det sekund, det kom ud ad munden på mig. Nu tror han da helt sikkert, at jeg er en freak.

”Laver du sjov? Det er et af mine absolut ynglings bands. Jeg er især vild med deres andet album. Jeg kunne lytte til det hele tiden!” Svare han, mens han skriver det ind på mobilen. Jeg har aldrig mødt nogen, der også kunne lide min type musik før.

Da vi først var begyndt at snakke om musik, var alt ubehaget væk. Vi kom ind i en af de der samtaler, som bare bliver ved og ved. Vi havde slet ikke opdaget, hvor sent det var blevet. Jeg går lidt i panik, fordi jeg ikke har givet nogen besked til min mor.

”Du kan jo bare sove her, hvis du vil” Foreslår han. Jeg tror han kunne se panikken i mine øjne, for han skynder sig hurtigt at sige: ”Altså jeg skal selvfølgelig nok sove på sofaen!” Jeg smiler, og siger ja tak til hans tilbud, og smider lige en sms til mor.

Vi får børste tænder og redt op til ham på sofaen.

”Jeg havde det virkelig hyggeligt i aftes” Siger han og kigger mig dybt ind i øjnene.

”Det havde jeg også” svare jeg. Jeg kan virkelig mærke sommerfuglene i maven. Han læner sig frem og kysser mig.

 

”Din so! Tror du nogen sinde, der er nogen der vil elske dig igen?!” Han tager et greb om min hals, og presser min mund ind mod sin egen. Da han endelig stopper får jeg fremstammet flere hulk, men jeg kan ikke græde mere, det er som om at der ikke er flere tårer tilbage.

 

Jeg skubber Anton væk. Jeg var uopmærksom, hvordan kunne jeg lade mig selv være det.

”Er du okay? Du græder Anna!” Han tørrer en tåre væk fra min kind med hans tommelfinger.

”Det er fint. Jeg er okay” Jeg giver ham et hurtigt kys på munden og vi siger godnat.

 

Hele natten lå jeg bare og stirrede op i loftet. Jeg kunne ikke risikere at vågne og skrige her. Jeg blev ved med at tænke på vores kys. Det ville have været så perfekt, hvis det ikke lige var fra minderne, som jeg lod komme op igen.

 

Efter den aften var Anton og jeg sammen stort set hvert frikvarter og hver time uden for skolen. Jeg havde også fortalt mor om det. Hun tog det rent faktisk ret pænt, men jeg tror også, det havde noget at gøre med, at hun havde fundet en ny lækker pilot kæreste selv. Hun er endelig glad igen.

Mine drømme kommer ikke så ofte længere, men de er der stadig. Dog har jeg kunne forhindre dem i at dukke op, når mig og Anton kysser.

Jeg er så meget hos Anton, at jeg ikke engang overvejede at skulle holde nytår med andre end ham. Hans familie skulle over til nogle venner, som bor i København, så Anton havde planer om at invitere en masse folk over. Jeg glædede mig faktisk, for selvom der var en masse andre mennesker, så så jeg kun Anton.

 

”Hold da op, hvor er du smuk!” Siger han. Jeg har taget en af min mors gamle kjoler, en halskæde jeg har fået af Anton, og en rød læbestift på til festen.

De første mennesker er begyndt at vælte ind. Der er selvfølgelig en masse alkohol, men da hverken Anton eller jeg drikker, så har vi fyldt køleskabet op med vores ynglings sodavand og lidt appelsinjuice.

Aftenen er så hyggelig. Vi danser og synger med på sangende, og har det bare så sjovt. Klokken slår tolv kysser han mig, som han aldrig har kysset mig før. Det hele er så perfekt.

Folk er så småt begyndt at tage hjem, og Anton og jeg går ind på hans værelse. Vi begynder at kysse lidt, og han ligger sin hånd på min talje. Han kører det forsigtigt længere og længere op til mit bryst.

 

”Gør nu bare som jeg siger! Det bliver værst for dig selv, hvis du bliver ved med at nægte bitch!” Råber han mig lige ind i hovedet. Han tager fat i min hånd, og tvinger den ned i hans bukser.

 

”Stop! Stop!” siger jeg og skubber Anton væk. Han kigger på mig med et meget forvirret blik, og jeg kan se at han er såret.

”Hvad er der galt? Hvorfor græder du Anna?” Han ligger sin hånd på mit lår, men jeg skubber den væk.

”Jeg har ikke haft sex før!” Råber jeg.

”Det har jeg da heller ikke. Vi kan også godt vente, hvis du ikke er klar. Det er okay”

”Nej! Jeg mener… Jeg har ikke haft sex før… frivilligt.” Jeg kigger ned i gulvet. Selvom både min nye psykolog og min mor har sagt, at det ikke er min skyld det der skete, føler jeg mig alligevel så klam.

”Det var en kæreste, jeg havde sidste år…” Forklare jeg.

”Anna, det er virkelig forfærdeligt!” Siger han og tager min hånd. Det føles som om alt vægten på min brystkasse er forsvundet nu, hvor jeg har fortalt Anton det.

”Undskyld, jeg ville ikke flippe sådan ud på dig”

”Det skal du ikke tænke på, men Anna. Jeg er ikke ham. Jeg kunne aldrig finde på at gøre sådan noget. Men du bliver også nødt til at lade fortid være fortid, og komme videre. Og jeg vil gerne hjælpe dig.” Siger han og tørrer en tåre væk fra min kind. Aldrig før har jeg været så forelsket i ham. Han forsætter:

”Så hvad siger du til en ny begyndelse?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...