The lost diary • Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2017
  • Opdateret: 12 jan. 2017
  • Status: Igang
Det er den 1 Januar 2017, da Harry tager på en cafe. Da han sætter sig ved et bord opdager han en bog. Men det er ikke hvilken som helst bog. Det er en dagbog. Han spørger efter ejeren af bogen, men ingen ved hvem den tilhører.
Han vælger at tage den med hjem, for måske kan han finde ejen ved at læse i den. Dette er en bog af en ukendt persons tanker, følelser og dybeste hemmeligheder. Finder han dagbogens ejer?

4Likes
2Kommentarer
750Visninger
AA

5. 15 Januar

Kære dagbog

 

Jeg starter i skole i næste uge. Det er fredag igen og jeg var til den nye psykolog. Hun synes jeg skal blive ved med at skrive alt det her ned i min latterlige bog og slutte af med et mål for i morgen. Hvad kan jeg bruge det til? Hvad kan jeg umuligt have af mål? Min far vil ikke se mig. Han siger jeg minder for meget om min mor og han vil ikke se på mig. Fedt. Endnu en ting jeg kan tilføje til min liste. 

Ingen af mine venner fra Florida kontakter mig. Jeg har min mor, som er begyndt på hendes nye job. Hun er assistent i et eller andet stort firma. Jeg lyttede ikke efter, for jeg var faktisk ligeglad. 

Er det virkelig altid så koldt i England? Skal det altid regne eller sne? Jeg måtte ud og købe noget nyt tøj, så jeg kunne holde varmen. Ja jeg har været udenfor. Utroligt ikke? Nej ikke rigtigt. Alt er så anderledes her. De kører i den forkerte side af vejen? Det skal da nok gå galt for mig en dag. 

Jeg har kørekort, men her kan jeg ikke bruge det til en skid. I det mindste bliver jeg 18 år, snart, så kan jeg tage det igen. Jeg savner Florida. Det tror jeg aldrig vil ændre sig. Når jeg er færdig med skole og har tjent nogle penge, vil jeg helt klart tage tilbage dertil. Så kan jeg se min bedste veninde. Clair. Min psykolog sagde jeg skulle begynde at sige hendes navn, for at komme videre, men hvordan kunne jeg det? For det var min skyld. Jeg var skylden at hun var død. 

Jeg var til en fest, hvor jeg havde taget nogle stoffer og drukket en del. Jeg var ikke klar i hovedet. Jeg sagde hun skulle komme, men hun sagde kun hvis jeg hentede hende. Hun ville gå mig i møde. Og jeg valgte at køre. Jeg var den fulde bag rattet. Jeg blev distraheret og jeg kan ikke huske af hvad. Pludselig var jeg hørt ind i en have og det eneste jeg kunne se var Clairs tomme øjne, som stirrede på mig. Hun lå på kølerhjelmen. Jeg kan ikke huske meget af det. Jeg var helt fuckt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Ingen vidste jeg kørte. Ingen vidste min bil var der. Jeg steg ud af bilen. Jeg løb ud til hende og jeg gik i panik. Jeg løb efter hjælp. Jeg sagde jeg var gået hende i møde, da jeg så min bil. Jeg sagde jeg fandt hende sådan. Der var heldigvis ikke sket mig noget. Utroligt nok. De troede på mig. Ingen ved noget om det og det er nok dumt jeg skriver det, men jeg skal ud med det. Det eneste jeg ved er at jeg ikke kan fortælle nogen det. De prøvede at finde personen som kørte bilen, men uden held. Jeg forholdte mig stille. Ingen måtte vide noget. Jeg efterlod blomster ved hendes grav hver dag og undskyldte. At det var min og hendes hemmelighed. Kun 2 kan holde på en hemmelighed hvis en af dem er død. Det er nok sandheden. Jeg har mange hemmeligheder. Og det hjemsøger mig hver nat. Hendes tomme grønne øjne. Hvis nogen finder ud af det her, så kommer jeg i fængsel. Min psykolog mener jeg skjuler noget. Ja det gør jeg og jeg lover at ingen nogensinde finder ud af det. Det bliver over mit lig! Jeg dræbte min bedste veninde. 

 

Jo mere jeg læste, jo mere fik jeg ondt af hende. Hun havde kørt sin bedste veninde ned og måtte leve med det hver eneste dag. Hun havde løjet om det og ingen måtte vide det. Nu vidste jeg det. Der var ikke så meget at gå efter. Jeg havde ikke en dato, jeg havde kun venindens navn. Jeg vidste ikke hvilken ny og Clair var et almindeligt navn. Selvom jeg nok godt ville kunne finde hende, ved hårdt arbejde, så kunne jeg ikke stoppe med at læse. Jeg måtte finde ud af mere om denne pige. Jeg ville finde hende, hjælpe hende. Hun havde brug for nogen. Jeg håber virkelig hun har nogen nu. Jeg kan ikke vide det før jeg har læst færdigt. Gad vide hvornår hun skrev sidst? Jeg kunne jo også bare kigge den igennem efter spor, men jeg ville gerne kende denne pige. Jeg ville kende hendes dybeste tanker, så hun ikke ville være alene. Måske kunne det hjælp hende. Jeg måtte en dag finde hende, men nu er det tid til at sove. Jeg kan ikke være vågen hele natten. Jeg har en familiemiddag i morgen, som jeg skal hjælpe min mor med at gøre klar til. 

Jeg kunne bare ikke få denne ukendte pige ud af mine tanker

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...