De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

27Likes
29Kommentarer
16428Visninger
AA

10. Kapitel 9 - "Den tid, den sorg."

Emma

At kysse Skye havde efterladt mig med en fornemmelse af, at jeg svævede gennem livet på en lyserød sky, omgivet af enhjørninger. Han havde lagt armene omkring mig, og vi havde nærmest fortæret hinanden i det dunkelt belyste køkken. Og pludselig havde mit underliv føltes så livligt og sprælsk, at jeg ikke kunne lade være med at reagere på det. Efter at have hjulpet Skye ind på madrassen i soveværelset, havde jeg smidt et af mine grundprincipper fra mig, og jeg fortrød det ikke den mindste smule bagefter.

Specielt ikke fordi jeg var faldet i søvn i hans arme og kun var vågnet, fordi han havde haft åndsnærværelse nok til at slå sin alarm til på et eller andet tidspunkt i løbet af natten.

Vi havde kysset hinanden igen, inden han tog på arbejde.

Så snart jeg trådte inden for døren i Sea Cliff, bemærkede Penelope drillende, at jeg lignede en, der var på stoffer. Fordi Aaron og Skye ikke ligefrem var perlevenner, så syntes jeg ikke, at jeg kunne fortælle hende præcis hvad, men jeg lod hende have sine formodninger. Efter at hun var gået, pakkede Isaac og jeg vores ting og tog ned på Baker Beach for at mødes med nogle af de andre små børn i familien Lawrences omgangskreds og deres babysittere.

Isaac flygtede hurtigt fra det tæppe, hvor vores medbragte ejendele var spredt ud, og gav sig til at grave i sandet sammen med Kevin, Laney, Cassidy og Brandon. Med den største aldersforskel værende de knap atten måneder mellem søskendeparret Kevin og Laney Morrison morede de fem små krudtugler sig kosteligt.

Imens sad Sasha, MaLou, Diana og jeg og holdt øje med dem, så de ikke kom galt afsted, mens vi diskuterede deres uvaner og sjove episoder. Selv om jeg kun var nitten år gammel, så fandt jeg det utroligt nemt at tale om den lille dreng, som var blevet centrum for mit liv i San Francisco. Alt hvad han gjorde syntes at påvirke mig på den ene eller den anden måde, og jeg elskede ham for det.

Ud på eftermiddagen slog vi en række strandparasoller op, som børnene kunne ligge under, og så sluttede et par drenge sig til os. I den anledning tillod jeg mig at sende Skye en besked om, at hvis han havde lyst, så måtte han gerne komme forbi. Jeg fik et svar tilbage om, at han lige skulle se, hvor oplagt han var, når han var færdig på arbejdet, men at jeg skulle skrive, hvis jeg forlod stranden. Så i øjeblikket var jeg alene med mine veninder og de to fremmede fyre.

Det var sjovt at se, hvordan parrene var sat sammen. MaLou, som var lille og spinkel og altid klædt på som skulle hun til fest, slog armene omkring en høj, mørk fyr med store biceps og iført hængerøvsbukser. Han præsenterede sig som Shaquille og fik alle til at grine højt så snart han åbnede munden. Den anden fyr bøjede sig ned og kyssede Sasha på kinden, så hun blev højrød i ansigtet under de lange, brune lokker. Ligesom Shaquille havde Tom mørkt hår og mørke øjne, men hans hud var hvid, og han havde fregner på skuldrene. Derudover havde han en brølende tiger tatoveret på venstre læg. Den mindede mig om Skyes, selv om de slet ikke lignede hinanden.

Skye, havde jeg erfaret i nattens løb, havde en usædvanligt veltrænet krop, til trods for at han på ingen måde lod til at dyrke sin muskulatur. De arme, der havde hvilet omkring mig og trukket mig tættere på, var senede og med slanke muskler. Når vi lå tæt sammen, kunne jeg mærke hans skiftevis spændte og afslappede mavemuskler mod min krop. Selv hans højre ben, der hele tiden havde været en smule i vejen, var ikke så tyndt og benet, som jeg havde forventet. Faktisk lignede det til forveksling det venstre. Hvad jeg også havde set i mørket, var de mange tynde striber arvæv, der snoede sig over hans hud på tilsyneladende tilfældige steder, men i særdeleshed omkring højre knæ.

Dog havde hans hænder mod min bare hud og hans læber mod mine været tilstrækkeligt lokkende til, at jeg glemte alt om det.

”Hvad smiler du sådan over?” spurgte Diana drillende og tog en tår af den dåse Red Bull, som hun havde åbnet, så snart Morrison-børnene havde lukket øjnene.

Jeg kunne mærke mine kinder blive varme, men smile kunne jeg ikke holde op med. Dog var jeg ikke sikker på, hvad jeg skulle sige, for jeg var ikke sikker på, om Skye ville værdsætte, at jeg røbede vores lille hemmelighed.

”Ikke noget,” løj jeg, men jeg vidste godt, at det ikke blev særlig overbevisende, fordi jeg netop så gerne ville tale lidt om, hvad der var sket.

Sasha lænede sig ud af Toms omfavnelse. ”Jeg kender det udtryk. Det har noget med en fyr at gøre!” erklærede hun ivrigt, åbenbart ligeglad med hvorvidt hun vækkede de små eller ej.

”Måske,” svarede jeg hemmelighedsfuldt.

Dette vækkede de andres – eller i hvert fald pigernes – interesse. ”Hvem?” spurgte MaLou.

”Er det Skye?” blandede Sasha sig.

Jeg sagde ingenting, men det forhindrede hende ikke i at fortolke det fuldstændig rigtigt: hun brød sammen af grin, mens hun klappede i hænderne. Selv kunne jeg ikke lade være med at fnise, men de andre sendte bare Sasha undrende blikke, som om de mistænkte hende for at være gået fra snøvsen.

”Shhh!” brød jeg ind, ”du vækker de små.”

Som om det løste hele problemet vendte Sasha sig ind mod Toms brystkasse og lo videre der, så hans krop absorberede størstedelen af lydene.

”Skye?” spurgte Shaquille. ”Hvad er hans efternavn?”

Overrasket over interessen fra hans side løftede jeg et øjenbryn. ”Andrews. Hvorfor?”

Blikket, som Tom og Shaquille udvekslede, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Der var ingen tvivl om, at de genkendte de to navne i sekvens, og at de ikke var begejstrede for opdagelsen. Særligt den mørke fyrs ansigt blev hårdt som stål og beslutsomt som en maratonløbers lige før målstregen.

”Hvorfor?” gentog jeg en smule krævende.

Diana skubbede sine solbriller ned foran øjnene og vendte ansigtet op mod solen. ”Hvis det er den samme Skye Andrews, som jeg har hørt om, så ville jeg være meget påpasselig i hans selskab.”

Advarslen mindede mig om hvad Aaron havde sagt, den dag Skye kom for at hjælpe med at flytte mine ting, og det bekymrede mig. Dog var Sasha hurtig til at fange mit blik, og jeg kunne se, at hun ikke troede, at Skye kunne være en trussel. I hvert fald ikke hvis man skulle dømme ham ud fra den side af ham, som hun havde mødt på Union Square. Godt nok havde jeg aldrig set en anden side af ham end den, men det betød ikke nødvendigvis, at den ikke eksisterede.

En varsling kunne overses, fordi Aaron og Skye tydeligvis kendte hinanden fra tidligere, men to …?

”Så lad os håbe, at det ikke er den samme person,” erklærede jeg stilfærdigt og lukkede dermed for det samtaleemne. Jeg havde endelig fået Skye til at kysse mig, og glæden ved dette ville jeg ikke have ødelagt allerede.

Som for at lette stemningen lod Shaquille en bemærkning falde om, at Isaac så lille og fredelig ud nu, men at det nok ikke ville vare længe, hvis han gik i sin fars fodspor. Derved lærte jeg, at ikke kun barnepigerne i vores selskab kendte familien Lawrence, men at de to fyre decideret arbejdede for Aaron. De fortalte, at han drev et center for kampsport i byen, og at de trænede der hver eneste dag for at bibeholde de vaskebrætter, som deres kærester holdt så meget af.

MaLou påstod, at det stadig var hende, der havde bukserne på, og som straf derfor løftede Shaquille den spinkle pige op og bar hende hele vejen ud i det iskolde stillehavsvand, som han lod hende falde ned i. Så snart hun fik hovedet oven vande igen, kastede hun sig mod den mahognibrune krop og væltede fyren omkuld i brændingen. Fra sin plads på det lyserøde strandtæppe filmede Diana hele optrinnet til senere brug, mens vi andre forsøgte at styre vores grineflip af hensyn til de sovende unger under parasollerne.

Slagsmålet i vandet varede et stykke tid, og bagefter vendte en storsmilende, gennemblødt MaLou og en dryppende Shaquille tilbage til vores gruppe. For at drille sparkede Tom en lille bølge af sand op på Shaquilles mave, og så var han ellers på vej væk i fuld firspring. Tilsyneladende uden tanke for, at det kunne ende galt, tacklede Shaquille sin plageånd, og de to gav sig til at småslås i sandet. Havde det ikke været for deres smilende ansigter, så ville jeg næsten have troet, at de sloges for alvor. Deres trillen rundt på det eftergivende underlag, der klistrede til Shaquilles mørke krop, udviklede sig hurtigt til en avanceret sekvens af slag og spark, uden at de rent faktisk ramte hinanden.

Jeg fulgte fascineret de to med øjnene, overvejende om Skye engang havde været i stand til at se præcis lige så smidig og ubesværet ud. Eftersom jeg kun havde set ham udstyret med stokken i den ene hånd og haltende på højre ben, havde jeg meget svært ved at forestille mig det.

Diana og MaLou gav sig til at hviske sammen, som om de diskuterede noget internt, som Sasha og jeg ikke kunne være en del af. Spørgende så jeg i retning af den anden udenforstående pige, som ikke virkede særlig interesseret i sin kærestes foretagende.

”Sådan ender det altid, når de er med,” forklarede hun uopfordret.

Jeg havde godt nok bemærket, at de to andre piger lod til at være meget tættere med hinanden, end de var med Sasha, men jeg syntes alligevel, at dette var temmelig strengt. Specielt hvis jeg ikke havde været der. ”Seriøst?”

”Jep.” Sasha kastede sine brune lokker tilbage over den ene skulder. ”Men det må de jo selv om.”

Deri kunne jeg kun give hende helt ret, så vi lod emnet falde og solede os i stedet for.

Pludselig udbrød MaLou muntert: ”Hey, ved I hvad?”

Ikke just begejstret for at blive tiltalt på den måde, når hun øjeblikket forinden havde ladet, som om jeg ikke eksisterede, løftede jeg hovedet en anelse og så på hende.

Åbenbart var det ansporing nok til hende, for hun fortsatte ivrigt: ”Shaquille og jeg tager op til mine forældres hytte ved Lake Tahoe næste weekend. I skulle tage at komme med.”

Først var der ingen af os, der sagde noget, men jeg kunne fornemme på Sasha, at det måske ikke var det, som hun havde allermest lyst til. Egentlig var jeg heller ikke så positivt indstillet over for den idé i lyset af den opførsel, som MaLou og Diana netop have præsteret, men disse var de eneste mennesker på min egen alder, som jeg kendte her i byen. Måske ville det være bedst, hvis jeg gjorde en indsats for at lære dem bedre at kende.

”Jeg skal lige snakke med Penelope og Aaron om det,” blev mit foreløbige svar. ”Så skal jeg nok sende dig en besked.”

Og så var Sasha også med på den.

 

 

Lejligheden henlå i mørke, da jeg kom tilbage til Tenderloin den aften, så jeg tændte lyset på kontakten inden for og lukkede forsigtigt døren efter mig. Dagen på stranden havde gjort mig sløv hele aftenen, og jeg var næsten klar til at lægge mig til at sove. Men så var der tankerne om Skye, som sværmede omkring i mit hoved. De tanker, som de andre havde plantet der.

Jeg ville gerne spørge ham, hvorfor folk blev ved med at advare mig mod ham, men jeg ville gerne tale med Aaron om det først. Måske kunne han give mig nogle svar, som Skye ikke havde tænkt sig at hoste op med.

Mens jeg sparkede mine sko af, kunne jeg høre de velkendte fodtrin mod gulvet, og kort efter kom Skye til syne i døråbningen til sit soveværelse. Han så tilstrækkeligt træt ud til at burde ligge i sin seng, men han havde tydeligvis ikke sovet endnu.

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”

”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”

Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”

Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”

”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. For hver gang han satte stokken ned, kunne den dumpe lyd høres mod trægulvet, og det efterfølgende dunk havde jeg lært at identificere med hans gangrytme.

”Er der nogen speciel grund til det?” ville jeg vide.

Selv om han tydeligvis var temmelig udmattet, så formåede han at sende mig et uvornt smil og et tilsvarende blik hen over brillekanten. ”Jo, ser du ... Der er den her pige, som jeg bare ikke kan få ud af hovedet.”

Forbløffet over at han bragte det op glippede jeg med øjnene. Dog kunne jeg ikke lade være med at smile, for selv hvis det ikke var mig, der holdt ham vågen, så betød det alligevel, at han havde skænket gårsdagens hændelser en tanke eller to.

”Jaså?” spillede jeg med. ”Hvorfor dog ikke det?”

”Det spørger jeg også mig selv om.” Stik imod min forventning gik han forbi spisebordet og hen til den lange bordplade mellem køleskabet og komfuret. Denne lænede han sig baglæns mod, således at hans lænd hvilede mod kanten. ”Men det kan selvfølgelig have noget at gøre med, at jeg ikke burde være så interesseret i hende, som jeg er.”

Til trods for at tonefaldet var let og legende, så havde jeg på fornemmelsen, at der lå et eller andet bag. Noget, som han ikke vidste, hvordan han skulle konfrontere mig med.

”Hvorfor ikke?” pressede jeg, lidt for bekymret til at kunne bibeholde spøgen i stemmen.

Han sukkede hørligt og stillede stokken fra sig op ad køkkenskabet. ”For det første er dit ophold her ret midlertidigt, og jeg ved ikke, om jeg er ude efter en flirt,” afslørede han alvorligt.

Jeg gik forsigtigt et par skridt nærmere. Tæt nok på til at kunne se samtlige af hans ansigtstræk, men ikke tæt nok på til at kunne røre ved dem uden yderligere bevægelse. En trækning af pinsel løb hen over hans ansigt, men jeg var ikke sikker på, om den stammede fra hans psykiske eller mentale tilstand.

Hvorfor kunne han ikke bare have holdt sin mund? Indlysende nok havde han ret i, at dette næsten umuligt kunne blive til noget permanent, men hvis han ikke havde lagt det kort på bordet så tidligt, så kunne jeg have levet i lykkelig glemsel for en tid endnu. Nu blev jeg nødt til at tage stilling til det, og så var han måske ikke den eneste, der ikke fik megen søvn et par nætter i træk.

”Jeg kan ... flytte tilbage til familien Lawrence, hvis det gør tingene nemmere for dig,” tilbød jeg modvilligt.

Virrende med hovedet rakte han ud og tog min hånd. ”Nej, selvfølgelig ikke. Jeg vil gerne tilbringe så meget tid sammen med dig, som jeg overhovedet kan, men jeg bliver nødt til at vide, om det bare er tidsfordriv for dig.”

Jeg himlede med øjnene. ”Skye, jeg sagde, at hvis du ikke kunne lide mig, så skulle du ikke kysse mig igen. Giver det dig ikke en idé om, hvor mine følelser ligger?” Måske var det ikke hans intention, men samtalen gjorde mig ked af det.

”Jo,” indrømmede han og så tænksomt ud i luften et øjeblik. ”Den tid, den sorg.”

Egentlig var den kommentar afsluttende i sig selv, men ...

”For det andet?” spurgte jeg nysgerrigt. Nu hvor vi var i gang med at diskutere de deprimerende realiteter, så kunne vi lige så godt tage alle punkter op med det samme.

Hans øjne blev store. ”Hvad?”

”Du sagde for det første,” påpegede jeg med et lille smil og strøg tommelfingeren over bagsiden af hans hånd. ”Det må betyde, at der er mindst én anden ting, der plager dig.”

”Kun en,” medgav han og mødte mit blik med en sådan intensitet, at jeg næsten tabte mælet. I det oplyste, men stadig dunkle, køkken lignede det, at hans tilnærmelsesvis skovgrønne irisser var blevet olivenfarvede. ”Jeg har ingenting at tilbyde dig, Emma. Forestil dig, at vi får alting til at fungere, selv når du rejser tilbage til Danmark. Vil du have det okay med at vente på mig ved hver trappeopsats eller konstant overveje, hvornår noget så simpelt som en gåtur bliver for meget?”

”Ja,” fløj det ud af mig, så snart han havde færdiggjort sit spørgsmål. Af frygt for at have lydt en smule for ivrig fortsatte jeg: ”Det ville ganske givet være bedre for dig, hvis du ikke havde smerter og kunne gå normalt, men ud over at det gør ondt på dig, så har jeg intet problem med det.”

”Og når medlidenheden falmer?” udfordrede han mig, men uden at lyde hverken vred eller på anden vis følelsesmæssigt berørt. Dette var ren nysgerrighed.

Jeg hævede et øjenbryn og kyssede ham på hagen, eftersom den var det eneste, jeg kunne nå uden at stå på tæer. ”Jeg har ikke ondt af dig,” fortalte jeg ham direkte, bare så der ikke opstod misforståelser. Han så både lettet og forbløffet ud på samme tid, så jeg uddybede: ”Ingen fortjener kroniske lidelser, men siden du garanteret vidste, hvad du gik ind til, da du besluttede at dyrke kampsport, så kan jeg ikke sige, at det er synd for dig.”

Ordene var hårde, men jeg kunne ikke lade være med at smile. Efter årevis sammen med Silver havde jeg lært, at hvis der var noget, som han virkelig hadede, så var det at blive overøst med forståelse for noget, som han ikke følte var uretfærdigt. Siden han og Skye mindede så meget om hinanden tænkte jeg, at det måske ville være en god idé at få det slået fast fra begyndelsen.

Til mit store held fik jeg ret, for Skyes ene mundvig trak opad i et skævt smil, og hans øjne strålede. ”Hvis det er tilfældet, hvorfor tilbød du så at hjælpe mig, samtidig med at du bar på Isaac?”

”Af to grunde. Et: bare fordi din skade er selvforskyldt behøver jeg jo ikke at nyde at se dig pine dig selv. To: så have jeg en undskyldning for at komme tæt på dig fysisk,” grinede jeg.

”Man må sige, at nummer to virkede efter hensigten,” erklærede han og gjorde en overgivende gestus mod mig, som om han netop havde indset, at han havde mødt sin overmand.

”Og nummer et?” gravede jeg.

”Hvad mener du?” Han lød forvirret, men det behøvede ikke at betyde, at han var det.

Vel vidende at jeg bevægede mig ud på dybt vand besluttede jeg at stikke hovedet under med det samme: ”Ham der Murray nævnte, at du plejede at gå med krykker, og du svarede, at du stadig har et par. Hvorfor bruger du dem ikke i stedet? Det må da gøre det betydeligt mindre smertefuldt at gå.”

Endnu en gang trak han vejret dybt og lukkede luften ud langsomt, men det lod ikke til, at jeg havde irriteret ham. ”Alt sammen er sandt,” afslørede han roligt, dog uden at se på mig. ”Men faktum er desværre, at med krykker er det også betydeligt sværere at have en almindelig dagligdag. I det mindste kan jeg selv bære mine indkøbsposer, hvis jeg har den ene hånd fri. Desuden ville det svække musklerne i mit højre ben betydeligt, hvis jeg så godt som aldrig brugte dem.”

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige, for en del af mig havde ikke regnet med, at han havde tænkt tingene så grundigt igennem. På den anden side sagde det måske mere om mig, end det gjorde om ham, for hvis han tvang sig selv gennem smertehelvede hver dag, var det så ikke mest naturligt, at han havde overvejet andre alternativer først? Ydermere vidste jeg jo ikke nøjagtig hvor ondt han egentlig havde sædvanligvis, for han lod ikke til at være plaget af behovet for et hjælpemiddel, medmindre der var sket noget ud over normalen. Som at han var faldet eller havde gået langt eller havde løsnet knæstøtten efter en hel dags brug.

”Fair nok,” blev resultatet af mine overvejelser.

Han løsnede sit greb om min hånd og trak mig i stedet ind i sin favn. Lyden af hans hjerteslag, der havde en slående lighed med hans gangrytme, gjorde mig afslappet, rolig og søvnig, så jeg viklede mine egne arme omkring ham for at undgå, at jeg kom til at stå og hænge op ad hans brystkasse.

”Og Silver?” spurgte han dæmpet.

Nu var det min tur til ikke at være helt med på, hvad han mente. ”Silver?” gentog jeg.

”Jep.” Han smilede, da jeg trak ansigtet lidt tilbage for at se på ham. ”Den eneste fra dit mystiske liv i Danmark, som du har nævnt ud over dine forældre. Du sagde, at du kender en med et problem lignende mit. Jeg går ud fra, at det er ham.”

”Nåh,” mumlede jeg flovt. ”Hvordan vidste du det?”

”Heldigt gæt,” lo han, præcis som den dag, hvor han havde gættet min alder uden at behøve tid til at tænke sig om. ”Men derudover giver det god mening, hvis man tager i betragtning, at jeg minder dig om ham.”

Hvorfor var jeg så forudsigelig? Mine kinder føltes glohede, men jeg kunne ikke lade være med at grine alligevel, for når Skye var i godt humør, så varmede hans nærvær mere end solen på en skyfri sommerhimmel. ”God pointe,” indrømmede jeg. ”Men stadig ... hvad mener du?”

”Der må være noget galt med hans fysik. Så hvad er det, og hvordan håndterer han det?”

Hvorfor var Skye pludselig så interesseret i en mand, som han aldrig før havde mødt og ikke med sandsynlighed kom til træffe lige foreløbig? At tale om Silver, når han ikke selv var tilstede, forekom mig helt mærkeligt, fordi jeg aldrig havde gjort det før. Folk undgik som regel at nævne, at jeg ikke boede sammen med mine forældre, som om det var en situation værre end pesten selv at befinde sig i. Ironisk nok var mit forhold til Silver langt nemmere for mig at tale om end det jeg havde til mine biologiske skabere.

Hvordan Skye kunne vide det anede jeg ikke, men han var ikke på samme måde påpasselig i sin spørgen ind til Silver, som han havde været da det gjaldt min familie i det hele taget.

”Han har rygproblemer og gigt i begge ben og hofter, så hvor godt gående han er varierer fra dag til dag,” forklarede jeg den unge mand, hvis arme stadig hvilede omkring mig. Skye skar en grimasse, som for at indikere at han kun kunne forestille sig, hvor smertefuldt det måtte være, men derudover ventede han bare på en fortsættelse. ”Han håndterer det ... med stædighed. Han kunne aldrig finde på at bede om hjælp, selv ikke hvis hans liv afhang af det.”

Skye lignede en, der havde meget svært ved ikke at le. ”Mit gæt er, at du ikke lader ham slippe for at geare ned af og til.”

”Du kender mig alt for godt allerede,” grinede jeg og lagde hovedet mod hans bryst. ”Hvorfor vil du egentlig gerne vide ting om ham?”

Han tøvede for en stund og lod den ene hånd falde af min lænd, måske for at finde sin stok. ”Han virker som en vigtig del af dit liv, og jeg vil gerne vide mere om dig.”

”Lige over,” fløj det ud af mig, før jeg fik tænkt mig om. Det slog mig nemlig, at jeg i grunden ikke vidste ret meget om Skye eller hans fortid eller menneskelige relationer.

”I så fald skal du bare spørge,” sagde han mildt, som om han på ingen måde havde givet mig grund til at opfatte ham som tilbageholdende og hemmelighedsfuld. Og det havde han måske heller ikke selv, men det var der til gengæld andre, der havde.

Mere end nogensinde før brændte jeg efter at konfrontere ham med de advarsler, som jeg havde fået fra forskellige kanter, men noget holdt mig tilbage. Siden Aaron var den første til at kommentere på emnet, så kunne jeg godt tænke mig at høre hans begrundelse, før jeg begyndte at plage Skye med noget, som måske ikke kom mig ved.

”Okay.” Jeg tænkte mig om et øjeblik, inden jeg fik gjort noget dumt. Så valgte jeg det første spørgsmål, der faldt mig ind: ”Hvordan var det for dig i går?”

”Begyndelsen var ikke super vellykket,” svarede han ærligt. ”Men derudover var det dejligt.”

I det mindste var jeg da ikke den eneste, der ikke syntes, at det var gået gnidningsfrit. I starten havde jeg svoret, at det ikke ville lade sig gøre, men efterhånden lykkedes det alligevel at få åbnet så meget op, at vi tilsyneladende begge fik noget ud af det. Formentlig mest ham, men jeg var tilfreds nok til gerne at ville prøve igen.

”Det gjorde ikke ondt i dit ben?” ville jeg sikre mig. For hvis det var tilfældet, så ...

”Nej,” udbrød han omgående, men syntes så at komme på bedre tanker. ”Eller jo, men det gør det hele tiden. Hvad med dig? Gjorde det ondt på dig?”

”Lidt,” mumlede jeg pinligt berørt. ”Men kun i starten.”

”Det skulle du da have sagt.” Han holdt mig ud fra sig med højre arm, som for at se mig an. ”Så kunne jeg have været lidt blidere.”

”Jeg tror ikke, at det kunne have været meget anderledes,” indrømmede jeg, ikke helt sikker på hvorfor jeg sagde det her højt, ”siden det var min første gang.”

Hvis jeg havde forventet at se rædslen sprede sig som en lavine over hans ansigt, så blev jeg positivt overrasket. I stedet for at udvise nogen form for negativitet i den retning smilede han bare sit sædvanlige englesmil og lod sin frie hånd løbe op til min kind.

”Se dog ikke sådan på mig,” kommenterede han drillende. ”Jeg kunne godt regne ud, at du ikke var så erfaren på det punkt.”

”Var det virkelig så åbenlyst?” Min hals og mine kinder stod i flammer, og Skyes finger mod mit kindben føltes kold som is i sammenligning. Hvis det kunne undgås, ville jeg helst ikke være den uerfarne, ynkelige lille pige, som ikke havde prøvet noget som helst, i hans øjne.

”Tja.” Han trak afslappet på den ene skulder.

”Og det har du ikke noget imod?” vedblev jeg og trådte et lille skridt baglæns.

”Næ. Hvorfor skulle jeg have det?”

Jeg tænkte mig om lidt, og jeg kunne finde hundrede punkter til at begrunde min tvivl, men jeg ville heller ikke tale ham fra at gøre det med mig en anden gang, så jeg holdt min mund og rystede på hovedet. Langsomt gik det op for mig, at Skye formentlig var den mest rolige, selvbeherskede og afslappede person, som jeg nogensinde ville møde. Hvis det lykkedes mig at fucke mit forhold til ham op, så var jeg ret sikker på, at jeg aldrig kom til at have et normalt eller længerevarende forhold i mit liv.

Nu hvor samtalen var faldet lidt til ro, kunne jeg mærke trætheden presse sig op gennem min hals i form af et gab, som jeg dækkede for med håndryggen. Ved synet smilede min i forvejen udmattede bofælle, uglede mit hår på samme måde, som han havde gjort det med Isaacs, og trådte væk fra køkkenbordet.

”Skal vi gå i seng?” foreslog han blidt.

”Du behøver ikke at gå i seng,” svarede jeg, ”men jeg gør det nok. Jeg skal bare lige børste tænder og tisse.”

Grinende af den sidste kommentar placerede han sin højre hånd på spisebordet, som for ekstra støtte. ”Jeg tror også, at jeg vil prøve at få lidt søvn.”

En del af mig var skuffet over, at han ikke tilbød at vi kunne sove sammen, men jeg var også ret overbevist om, at hans knæ ikke havde godt af at en anden krop optog en del af den i forvejen ikke fantastiske seng. ”Klart.”

Han tøvede lidt, da han nåede døråbningen ind til sit soveværelse, og det gjorde mig nysgerrig, men ikke nok til at påtale det. I stedet forsøgte jeg ikke at lade mig mærke med hans øjne, som fulgte mig hele vejen ind på badeværelset.

Da jeg først var alene, kunne jeg ikke lade være med at smile som en gal, og synet af mit eget spejlbillede skræmte mig lidt. Derfor fandt jeg hurtigt min tandbørste, klemte en klump tandpasta ud på de stride hår og trak mine bukser ned, så jeg kunne træde af på naturens vegne samtidig. På den måde spildte jeg mindst mulig tid, og sådan havde jeg desuden gjort det i årevis. Den eneste forskel her var, at derhjemme blev det som regel gjort for åben dør, mens jeg ikke syntes, at jeg ville udsætte Skye for det endnu.

Færdig med de mest nødvendige gøremål trak jeg elastikken ud af mit hår, førte en børste igennem et par gange og slukkede så lyset for at træde ud i køkkenet. Hvor Skye før havde stået, var der nu en tom døråbning, men dog en åben dør. Det gav mig en idé og et sidste håb om at komme tæt på ham endnu en gang inden jeg faldt i søvn.

Forsigtigt krydsede jeg trægulvet og kiggede ind i halvmørket, der blev brudt af lyset fra køkkenlamperne. Han lå ned med dynen trukket hen over sin underkrop, i færd med at trække sine briller af. De måtte have en vis styrke, for hans øjne så mindre ud, så snart ruderne var forsvundet. Ikke at det gjorde noget, for han så stadig godt ud.

”Hvad så?” spurgte han og blinkede et par gange, som for at klare sit udsyn. Jeg vidste ikke, om det hjalp, for hans blik var stadig uden noget egentligt fokus.

”Jeg ville bare sige godnat,” tilstod jeg og trippede nærmere, indtil jeg kunne sætte mig på knæ ved siden af madrassen og læne mig ind mod ham.

Uden at sige noget rakte han opefter og lod sine fingre glide ind mellem mine nakkehår. På den måde kunne han uden større besvær trække mig helt tæt på, indtil vores læber mødtes i et sødt og salt og naturligt kys. Jeg burde egentlig være tilfreds, men grådig som jeg var ville jeg have mere. Derfor pressede jeg min mund en ekstra gang mod hans, så snart de skiltes.

Selv med lukkede øjne kunne jeg fornemme, at han smilede. Det var stramheden i kysset og den del af hans kind, som jeg kunne mærke mod min, der afslørede ham. For ikke at miste balancen stemte jeg fra madrassen med begge hænder, men dette resulterede kun i, at mit lange hår væltede frem over mine skuldre og faldt ind i ansigtet på ham.

Skye lo, idet jeg trak mig væk. ”Kom.” Sigende rykkede han sig lidt ind mod murværket og klappede på madrassen mellem os.

”Hvis jeg lægger mig ned, så falder jeg i søvn,” fortalte jeg ham ærligt.

”Det gør ikke noget,” fastholdt han. Det var sjovt at se, hvordan hans øjne havde svært ved at hvile på mit ansigt i mere end et sekund eller to ad gangen.

”Så lad mig lige slukke lyset,” bemærkede jeg praktisk.

Det var overtalelse nok for ham til at lade mig gå, lod det til. Så jeg skyndte mig ud i køkkenet, hvor Blinkie var i færd med at slubre vand i sig, trykkede på kontakten og lod mine øjne vænne sig lidt til mørket, inden jeg vendte tilbage til Skye private kammer. Her skrællede jeg mine shorts af, trak bh’en ud gennem halsåbningen på min top og smed det hele i en bunke på gulvet. Derpå krøb jeg forsigtigt ned på sovepladsen, hvor Skye lagde en arm omkring mig.

”Skal du tidligt op i morgen?” hviskede han ind mod min nakke.

Det skulle jeg i princippet ikke, for i morgen var det lørdag, og jeg havde ingen aftale med Penelope om nødvendigvis at skulle være tilstede i Sea Cliff i løbet af dagen. Selvfølgelig kunne det være, at hun ringede til mig, men det måtte jeg så finde ud af til den tid.

”Nej,” mumlede jeg tilbage, netop som Blinkies ellers næsten lydløse poter kunne høres mod gulvet. Kort efter kunne jeg mærke, at hun krøllede sig sammen i hulningen mellem mine let bøjede ben og min mave. ”Har du morgenvagt i morgen?”

”Mhm,” bekræftede Skye dæmpet. ”Jeg skal nok prøve at være stille, når jeg står op.”

”Ellers har jeg ikke noget imod, at du vækker mig. Så får jeg lidt ud af dagen,” forsikrede jeg ham.

Faktisk passede det mig glimrende, at han næsten umuligt kunne undgå at trække mig med sig ud af søvnen, når nu han sov tættest på væggen og formentlig skulle bruge lidt plads til at komme på benene. Morgener var så dejligt rolige, og medmindre man hed Isaac Lawrence og var to år gammel var der heller ikke ret mange til at kræve min opmærksomhed på det tidspunkt. Det betød, at jeg havde tid for mig selv.

”Nu må vi se,” brummede Skye stille.

”Godnat.” Jeg var allerede halvt faldet i søvn, indhyllet i hans tiltrækkende, maskuline og alligevel behagelige duft og hans varme favn.

”Godnat.” Fjernt bemærkede jeg, hvordan hans læber strejfede min skulder, idet jeg lukkede mine øjne helt i. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...