De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

27Likes
29Kommentarer
16529Visninger
AA

9. Kapitel 8 - "Ligner jeg nogen slagsbror?"

Skye

”Fangede du Emma den anden dag?” snagede Matt, da vi længe efter mørkets frembrud endelig blev færdige med dagens vagt.

”Ja,” svarede jeg tilbageholdende, i et forsøg på ikke at virke alt for ivrig efter at tale om min bofælle.

Sandheden var dog, at jeg virkelig savnede en, som jeg kunne tale om hende med. Matt og jeg var venner, men der var mange ting, som han ikke vidste om mig, og det skulle helst forblive sådan. Derfor var det heller ikke alle mine tanker om Emma, som jeg kunne dele med ham. Specielt ikke de mest deprimerende af dem.

Han hævede et øjenbryn. ”Og hvad blev det så til?”

”Hun og Isaac var på vej til sporvognsmuseet, så jeg gik med,” fortalte jeg ham uden videre.

Fnisende som en sladderhungrende teenagepige gav Matt min arm et skub, men ikke så hårdt at jeg blev nødt til at flytte mine fødder for at holde balancen. ”Vær sød at fortælle mig, at Isaac er det barn, som hun babysitter.”

”Faktisk er det hendes kæreste.”

Han udstødte et håbløst suk. ”Mand, det mener du ikke!” beklagede han sig.

Selv om jeg ikke forstod, hvorfor han var så interesseret i at se mit forhold til Emma udvikles til mere end bare venskab, så var jeg taknemmelig for hans medhold og opbakning. Det gav mig en fornemmelse af trods alt ikke at være så isoleret, som jeg ideelt set burde være. ”Selvfølgelig mener jeg ikke det,” sagde jeg muntert. ”Tror du virkelig, at jeg ville have sluttet mig til dem, hvis det var tilfældet?”

”Man ved sgu aldrig med dig,” påstod han. ”Hvis det viste sig, at hun havde fyr på, så ville du sikkert ikke have noget imod at være perlevenner med gutten.”

Himlende med øjnene fulgtes jeg med ham til busstoppestedet på den anden side af krydset. ”Jo da, jeg ville nok have slået ham ned med min stok i stedet,” kommenterede jeg halvtørt, men kunne så ikke lade være med at grine alligevel.

Matt købte ikke mit forsøg på at spille hård, og det var formentlig velbegrundet ud fra den version af mig, som han kendte. ”Hvis det kommer dertil, så vær sød at filme det, for det bliver jeg nødt til at se, før jeg tror det.”

Vi lo begge to, selv om jeg egentlig ikke syntes, at samtaleemnet var specielt morsomt. Én ting var at Emma måske ikke var helt så interesseret i mig, som jeg var i hende; noget helt andet var at lave sjov med at udøve grov vold mod et andet menneske. Vold havde jeg fået nok af. Men i det mindste havde min udtalelse da fået sat en stopper for samtaleemnet.

Matt lænede sig sidelæns mod læskuret ved stoppestedet og krydsede fødderne ved anklerne på en måde, som jeg ikke med sandsynlighed nogensinde ville blive i stand til at efterligne. I stedet blev jeg stående foran ham med begge fødder plantet på jorden, den ene mere solidt en den anden.

”Er der nogen særlig grund til, at du ikke tog Bretts vagt i formiddags? Du plejer at være den første, som Chase går til, fordi du som regel siger ja.”

Jeg trak let på den ene skulder. Jeg kunne selvfølgelig lyve for ham, men hvad godt ville der komme ud af det? ”Jeg havde bare brug for at holde mig i ro lidt længere. Efter den anden dag, hvor jeg gik med Emma og Isaac, har mit knæ været mere smertefuldt end sædvanligt.”

”Av,” kommenterede han, som om forklaringen gav ham en smagsprøve på, hvor ondt jeg havde. ”Er der nogen speciel grund til det?”

Grinende af min egen dumhed stak jeg min frie hånd i lommen på den sommerjakke, som jeg havde uden på min sædvanlige sorte T-shirt. ”Set i bakspejlet var det måske ikke den smarteste idé at gå hele vejen fra Union Square dertil og tilbage igen,” afslørede jeg.

Matt brød ud i en smittende latter. ”Det kalder jeg at ofre dig for kærligheden,” kommenterede han useriøst.

”Klap lige hesten,” undveg jeg, vel vidende at han havde fat i noget af det rigtige. Havde Emma ikke været der, så ville jeg aldrig nogensinde have gjort noget så tåbeligt.

Da han var færdig med at more sig på min bekostning, rettede Matt sig op. ”Hvordan gik det så? At gå så langt, mener jeg.”

”Katastrofalt,” indrømmede jeg og fortalte ham om hjemturen, dog uden at nævne vores lille sammenstød med Gordon Murray.

For ikke at kede min kollega med en ynkelig historie, om hvor patetisk jeg egentlig var, føjede jeg et par sarkastiske bemærkninger til, som han lo højt af. Så gestikulerede han i retning af vejen bag mig, og allerede før jeg fik set mig over skulderen, kunne jeg høre bussens bremser arbejde på at sænke farten.

”Jeg er sikker på, at du er den eneste, der vil kalde det katastrofalt,” bemærkede Matt grinende, idet han tog et skridt væk fra skuret for at gå bussen i møde. ”Desuden gav det dig en undskyldning for at være tæt på hende, så helt skidt kan det ikke have været.”

Jeg ville gerne forsvare min holdning, men jeg vidste ærligt talt ikke, hvad jeg skulle sige, så i stedet rystede jeg grinende på hovedet, idet det lange køretøj holdt ind ved fortovskanten. ”Vi ses.”

”Jep. Ciao.” Med disse ord sprang Matt op ad bussens trappetrin og forsvandt ud af syne.

Så snart bussen var kørt igen, var jeg helt alene på gadehjørnet. Hvor der om dagen var fuldt af liv omkring Union Square, var der i reglen temmelig dødt når først mørket havde hersket i et par timer. Der var stadig biler på vejene hist og her, men ikke nok til at danne samme støjniveau som i dagstimerne. Det var nærmest fredeligt, hvis man ellers kunne bruge det udtryk om centrummet af en storby.

Langsomt påbegyndte jeg min gåtur hjem. Egentlig kunne jeg godt have taget bussen sammen med Matt et par gader længere, men jeg foretrak nu alligevel at bruge min krop, når nu jeg stadig havde mulighed for det. I roen var den eneste gennemtrængende lyd den af min stok, der ramte fortovet med hvert skridt. Havde der været andre tilstede, ville det have gjort mig meget selvbevidst, men nu var det bare mig og en hjemløs i ny og næ.

Ellis var fuld af sovende mennesker, som lå krøllet sammen i døråbninger eller sad lænet op ad murværket på gadens bygninger. Enkelte fulgte mig med øjnene, og en formentlig sindsforstyrret kvinde med meget få tænder tilbage spurgte, om jeg havde en cigaret, men de fleste ignorerede mig totalt. Som om jeg var ekskluderet fra den verden, de levede i. Som om den var radikalt anderledes end min – en tanke jeg i øvrigt ikke fandt usandsynlig.

Af og til foragtede jeg det liv, som jeg havde pålagt mig selv at leve. Ingen familie, ingen nære venner, men trods alt stadig menneskelighed nok til at savne begge dele. At holde alle andre mennesker på afstand for deres eget bedste betød, at den eneste, som jeg kunne være hundrede procent ærlig over for, var Blinkie, men jeg havde ikke andet valg. Ikke hvis jeg ville undgå at gennemleve ulideligt tab efter ulideligt tab resten af mit liv.

Det havde aldrig været meningen, at Emma skulle flytte ind, men da hun havde sagt ja, kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til at trække tilbuddet tilbage. Omkring hende følte jeg mig som et møl omkring en lyskilde. Min eneste trøst ved arrangementet var, at det kun var midlertidigt. Vi havde ikke en reel fremtid sammen. Om et antal måneder ville hun flytte tilbage til Europa, og så var den bekymring ude af mit liv.

Ud for parken mellem Taylor og Jones stoppede jeg brat op, fordi mine nakkehår rejste sig. Der var nogen, der holdt øje med mig. Jeg kunne mærke blikket bore sig ind i min nakke.

”Det var du længe om at lægge mærke til,” hørte jeg en stemme sige, meget tættere på end jeg brød mig om det.

Automatisk vendte jeg mig i retning af stemmen, men inden jeg fik øje på dens ejermand, ramte en knyttet næve mig hårdt på siden af ansigtet. Grundet kraften bag slaget fløj mine briller af, og verden omkring mig blev sløret. Hånden omkring min stok strammedes refleksivt, for hvis jeg ikke holdt fast i den, så ville jeg mildest talt være på røven.

Ikke at jeg ikke var det alligevel, men så længe jeg kunne holde mig på fødderne, så var det ikke den værste situation at være i.

Mørket hjalp ikke ligefrem på mine i forvejen elendige øjne, for selv om der var lygtepæle langs vejen, så forstyrrede de næsten mere, end de gavnede. Skyggerne spillede omkring en skikkelse, der var oplyst bagfra. At dømme ud fra stemmen og den omtrentlige silhuet, som jeg med møje og besvær fik skilt fra de øvrige former omkring mig, havde jeg at gøre med en ung mand. Måske på min egen alder. Måske endda yngre.

Til min overraskelse bøjede vedkommende sig ned og rettede sig derefter langsomt op. I mellemtiden fik jeg mulighed for at mærke min egen puls sænkes til en bevidst, rolig dunken. Taktfast og jævn som aldrig før. Meget imod min vilje vidste jeg præcis, hvordan jeg skulle håndtere dette, og jeg var hverken bange eller usikker på, om det mon kom til at lykkes.

”Tag dine briller på,” befalede den anden og rakte en hånd frem mod mig. ”Jeg vil have, at du ser mig i øjnene, mens jeg ydmyger dig.”

Der var ingen pointe i at stritte imod, for det gavnede mig ikke på nogen måde, så jeg tog blot imod stellet med de to glasruder. Så snart brillerne sad på min næse igen, var alting meget tydeligere. Verden stod skarpt igen. Ligeså gjorde personens ansigt. Det var ikke et, jeg havde set før.

”Kan jeg hjælpe dig med noget, eller kan du bare godt lide at slå på folk uden grund?” spurgte jeg, da det gik op for mig, at jeg endnu ikke havde sagt noget.

”Jeg har grunde nok,” lod han mig vide. ”Lad være med at spille dum. Du ved lige så godt som jeg, at du ikke er nogen engel.”

”Det har jeg aldrig påstået, at jeg var,” medgav jeg. ”Spørgsmålet er, hvordan du ved det.”

”Jeg ved mange ting.” Han smilede skævt. Desværre gav smilet mig indtrykket af, at han var mindst et par år yngre end mig. ”Men det eneste, du behøver at vide, er, at min bror var involveret i massakren på Telegraph Hill.”

Han havde fuldstændig ret. Jeg behøvede ikke at vide mere, og han havde bestemt grunde nok til ikke at ville se mig vandre omkring i byen. Formentlig havde jeg nu mødt en af de efterhånden betragteligt mange personer på denne jord, som virkelig havde grund til at hade mig, og som jeg virkelig burde undskylde over for. At jeg havde ordrer til at gøre, hvad der blev nødvendigt, kunne ikke på nogen måde retfærdiggøre det, der var sket den aften.

Og alligevel havde jeg ikke ondt af ham. Ikke når han formodentlig selv havde truffet beslutningen om at følge i sin brors fodspor og samtidig søge hævn. Den slags havde jeg erfaring med, men det betød langt fra, at jeg bifaldt det.

”Så hvad?” spurgte jeg og slog let ud med den frie hånd, ignorerende den dunkende smerte på siden af mit ansigt, hvor hans hånd havde ramt. ”Nu er det min tur til at lide?”

Sin unge alder til trods havde han et udtryk i ansigtet, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Der var et mørke i de i forvejen brune øjne, der allermest mindede mig om et sultent rovdyrs. Men så var der også noget andet. Noget menneskeligt. Et raseri så hvidglødende, at jeg næsten kunne føle den brændende hede fra blikket på min krop.

”Mere end du kan forestille dig,” bekræftede han med samme monotone ro, som jeg genkendte fra en yngre, mindre moden version af mig selv, der ikke havde været bange for at tage kampen op med hele verden.

Der var ingen nytte i at diskutere mine ideer om smerte med ham, for han ville ikke lytte, uanset hvad jeg sagde. Så i stedet blev jeg bare stående helt stille og ventede. Vendte jeg ryggen til, så var jeg sikker på, at jeg ikke ville være i stand til at gå fra scenen.

Personligt ville jeg aldrig have langet ud efter en person, som bare stod og stirrede på mig uden at foretage sig noget, men jeg kendte ikke den fremmede, så jeg forholdt mig alligevel agtsom. Det var mange år siden, at jeg havde været naiv nok til at tro, at tingene automatisk blev som forventet, bare fordi jeg gerne ville have det sådan.

”Skal du ikke forsvare dig selv?” udfordrede den fremmede mig.

Nydende den ildevarslende ro i mit bryst rystede jeg på hovedet. ”Der skal lidt mere end en kæberasler til at vække mit indre monster,” fortalte jeg ham.

”Hvad så med det her?”

Mine trænede øjne opfattede den mindste antydning af et skift i hans kropsholdning, før bevægelsen var fuldført. Skuldrene ludede en anelse, nakkemusklerne blev spændte, og fødderne stod en smule mere adskilt end tidligere. Hænderne, som han havde haft hængende ned langs siderne, bevægede sig langsomt baglæns. De der beslutsomme, hævngerrige øjne blev pludselig større, nærmest skræmte.

Han var formentlig ikke ret meget yngre end Emma, men i mine øjne var han stadig et barn. Et barn der stadig ikke havde fordøjet en meget traumatisk oplevelse, selv om det var flere år siden nu. Et barn der mest af alt havde brug for omsorg og støtte frem for opfordringer til at udligne scoren med en person, som han slet ikke kendte, og hvis egenskaber han af åbenlyse årsager undervurderede på det kraftigste. Han havde gabt over meget mere, end han kunne tygge.

Hvis ikke jeg havde været glad for at leve, ville jeg have ladet ham fuldføre handlingen. I stedet skiftede jeg grebet omkring min stok og lod den svinge i en fejende bevægelse gennem den kølige aftenluft, indtil den kolliderede med toppen af hans hoved. Ikke hårdt nok til at brække nakken, men tilstrækkeligt kraftfuldt til at skubbe ham ud af balance.

Pistolen, som han måtte have opbevaret under sin jakke, forlod de lange, slanke fingre og faldt ned på fortovet et kort øjeblik efter sins ejer. Gutten endte med at blive liggende lidt og ømme sig, mens jeg koncentrerede mig mere om at samle skydevåbnet op, slå sikringen til igen og løsne magasinet, så der ikke var noget ammunition at arbejde med. Beholderen med kuglerne stak jeg i min baglomme, mens jeg lod den anden del falde ned på mandens ryg.

Jeg hadede skydevåben. Det havde jeg altid gjort. En del af grunden var formentlig, at jeg aldrig havde været særlig god til at bruge dem. Hvis jeg endelig skulle tage et liv, så foretrak jeg at give vedkommende mulighed for at se mig i øjnene, mens jeg gjorde det. Så meget skyldte jeg dem. Andre havde det anderledes.

Nu hvor urostifteren var afvæbnet og stadig lå og tog sig til hovedet på fortovet, turde jeg godt at vende ryggen til og gå min vej, så det gjorde jeg – så hurtigt som jeg overhovedet kunne. Jeg var ikke bange for at blive fanget af politiet, for de ville hurtigt opdage, at der ikke var meget, de kunne gøre for at sikre sig, at dette ikke kom til at ske igen. Og sende mig i fængsel kunne de næppe. Men jeg ville helst forsøge at glemme, at det var sket, fordi jeg desperat prøvede at holde disse ting ude af mit liv. Det normale liv, jeg forsøgte at leve, blev fuldstændig vendt på hovedet, hver eneste gang jeg havde et sammenstød som dette med skygger fra min dunkle fortid.

Det var også en af grundene til, at jeg ikke ville have nogle faste relationer. Ingen ville være i sikkerhed i min nærhed, så længe de ikke anede hvad der foregik, men jeg kunne dårligt fortælle dem sandheden.

Malstrømmen af tanker fik mit hoved til at dunke så meget, at det helt overskyggede den piercende smerte i min krops nedre religioner, da jeg låste mig ind gennem jernporten og fortsatte ind i huset. For første gang i lang tid havde jeg meget større problemer end trapperne, og de føltes som en dans på roser i sammenligning.

Alligevel nærmest snublede jeg ind i lejligheden og måtte støtte mig til køkkenbordet for at stå stille nok til at kunne få mine sko af. Blinkie miavede til velkomst, da hun drejede om hjørnet fra stuen og fik øje på mig, og jeg bøjede mig ned for at klø hende bag ørerne som sædvanligt. Der var noget terapeutisk og beroligende ved den bløde pels under mine ru fingerspidser efter en lang og temmelig anstrengende dag med en optakt til slagsmål som afrunding.

”Hvad er der sket med dit ansigt?” lød det fra den nærmeste døråbning.

Jeg drejede langsomt hovedet og førte en hånd op til den ømme kind. Da jeg trak den ud foran mig, kunne jeg se blodstænk på fingrene. Herligt. Nu var der noget nyt, som jeg blev nødt til at bortforklare med endnu en løgn. ”Åh, det var bare en turist, som havde fået lidt for mange øller, inden jeg blev nødt til at forklare ham, at han ikke havde betalt for aftenturen, og at hvis han ville på bussen, så blev han nødt til at hoste op.”

Hun betragtede mig, som om hun ikke troede på et ord af, hvad jeg sagde. Måske fordi historien lød temmelig langt ude, selv i mine ører. Normalt var jeg en meget bedre løgner. ”Slog han dig?” spurgte hun mig så og foldede armene foran sig.

”Det kan man vist godt sige,” svarede jeg og tvang et smil frem, som jeg ikke var sikker på virkelig overskyggede min træthed og lettelse. ”Men det er okay. Han blev ført væk af dørvagten fra The Westin, som så det hele.”

”Hvordan har du det?” ville hun vide.

”Jeg er en smule rystet,” indrømmede jeg sandfærdigt og tog et par skridt længere ind i lejligheden. ”Men derudover har jeg det fint.”

”Det er klart,” kommenterede hun, som om hun ikke helt vidste, hvad hun skulle stille op. Og det gjorde hun vel heller ikke, siden det måtte være en noget usædvanlig situation for hende at befinde sig i. Nu hvor jeg fik set ordentligt efter, så hun faktisk også ud til at være lidt ubehageligt til mode.

”Bløder det meget?” spurgte jeg, siden jeg virkelig ikke havde nogen anelse.

Hun sendte mig et undersøgende blik. ”Du har blodstriber løbende hele vejen ned over højre kind.”

Jeg gestikulerede mod badeværelset, mens jeg sendte hende et opmuntrende smil for at understrege, at hun ikke behøvede at tænke over det, og at jeg virkelig var okay. I spejlet kunne jeg godt se, hvad hun mente. ”Charmerende syn,” bemærkede jeg sarkastisk i et forsøg på at lette stemningen og min egen dårlige samvittighed over løgnen.

Derpå gav jeg mig til at vaske den røde væske af mit ansigt og tørrede efter med et håndklæde.

Emma holdt øje med mig gennem døråbningen til køkkenet. ”Hvis den slags sker ofte, så forstår jeg pludselig godt, at du har en pistol liggende,” delte hun med mig. Sarkasmen var tydelig, men der var en lidt mindre selvsikker undertone i stemmen også.

Hovedrystende fattede jeg min stok igen og sluttede mig til hende ved det lille spisebord. ”Gør det dig utryg, at jeg har det?” spurgte jeg forsigtigt, for det gik hende tydeligvis på, selv om hun ikke sagde det.

”Det ved jeg ikke,” mumlede hun uden at se mig i øjnene. ”Det er bare ikke så normalt for mig, som det er for dig.”

Af en eller anden grund mindede den udtalelse mig om den ladning ammunition, som jeg havde stukket i baglommen på mine jeans. ”Nej, det forstår jeg godt,” sagde jeg og satte mig ned. ”Hvis det er nogen trøst, så har jeg aldrig nogensinde brugt den.”

Hun smilede et lille, ironisk smil, idet hun tog plads over for mig. ”Kan du finde ud af at bruge den?”

Jeg ville ønske, at hun ikke havde sat mig i denne position, for mine muligheder herfra var begrænsede; jeg kunne lyve for hende og risikere at miste hendes tillid, hvis sandheden nogensinde kom frem; eller jeg kunne svare ærligt, men så ville hun garanteret gerne have en forklaring, og så blev jeg nødt til at lyve alligevel. I sidste ende kom jeg nok ikke uden om at være uærlig.

”Det ved jeg ikke,” løj jeg. ”Jeg har aldrig prøvet.”

Hun grinede, så jeg slappede lidt af. ”Har du ikke?”

”Jeg har aldrig haft brug for et våben for at kunne forsvare mig,” fortalte jeg hende. Som sådan var det jo rigtigt nok.

”Har det været nødvendigt?” spurgte hun og lød mere interesseret end skræmt ved tanken.

Nu skulle jeg være forsigtig, for små bidder af sandheden var gode nok, men de kunne let lede samtalen ud på et sidespor, hvor jeg ville få større forklaringsproblemer. ”Ligner jeg nogen slagsbror?” spurgte jeg, med den hensigt at få det til at lyde retorisk.

”Se, det syntes jeg jo ikke umiddelbart, men siden du fortalte om din baggrund med kampsport, kan jeg vel ikke være helt sikker,” konkluderede hun i et snusfornuftigt tonefald, der klargjorde for mig, at hun ikke havde den mindste idé om, hvor meget ret hun havde.

”God pointe,” medgav jeg blot. Derpå gav jeg mig til at løsne min knæstøtte og tillade leddet at få en smule bevægelsesfrihed.

Det var altid en smertefuld affære at få det lange stativ fjernet fra mit ben, men jeg havde fået strenge ordrer på at løsne den en gang imellem for at give blodomløbet en chance for at udlignes. Siden jeg ikke havde i sinde at ødelægge min krop mere, end den allerede var, fandt jeg det bedst at efterleve de råd, som jeg nu engang fik. Ganske givet ikke dem alle, men dem jeg kunne finde plads til i min givne situation.

Emma holdt øje med mig, men i modsætning til den fremmede, som jeg havde slået ned ude på gaden, så var det ikke på ubehagelig vis. Da jeg løftede ansigtet for at se på hende, blev mine øjne mødt af et par store, blå irisser under øjenvipper, der bar et ganske tyndt lag mascara og stod i kontrast til det lyse hår. Det forsigtige smil, der spillede på hendes læber, gav mig helt dårlig samvittighed over ikke at kunne fortsætte samtalen.

”Øh,” sagde hun stille og trak blikket til sig, ”må jeg spørge dig om noget?”

Spørgsmål gjorde mig altid nervøs af den simple grund, at jeg havde sindssygt mange hemmeligheder, jeg ikke kunne dele med nogen. I hvert fald ikke nogen, som stadig var en del af mit liv. Men Emma var speciel, og hvis jeg begyndte at opføre mig underligt over for hende, så var jeg ret sikker på, at jeg aldrig fik hende at se igen. Der var ingen forpligtelser, som bandt hende til mig.

”Naturligvis,” svarede jeg og håbede, at det kun var i mine egne ører, at jeg lød en smule stakåndet.

”Hvad mente ham der Murray med, at han godt kunne bruge en med din ekspertise?”

Formentlig vidste hun det ikke, men Murray havde med hundrede procents sikkerhed kun smidt jobtilbuddet på bordet for at skabe diskussion om min fortid. Egentlig havde jeg ikke troet, at Emma havde bemærket det helt store, men jeg tog åbenbart fejl. Og nu var jeg tvunget til at forklare mig præcis så fyldestgørende, at hun fik de detaljer, som hun gerne ville have, men vagt nok til at hun ikke fattede mistanke om, hvad der virkelig var foregået.

”Murray ejer et center for blandet kampsport,” fortalte jeg hende, hvilket i princippet ikke var en direkte løgn – der var bare mere ved det end en gruppe dedikerede unge med en voldelig hobby. ”Aaron og jeg plejede at træne der, så da vi startede på college, tilbød Murray os et job som undervisere der. Vi var gode til det. Det er dét, han mener med ekspertise.” Igen var det så tæt på sandheden, som jeg kunne tillade mig at holde udredningen.

Mens jeg fortalte, bevægedes hendes øjenbryn højere og højere op i panden, som om hun var overrasket. ”Men hvorfor så tilbyde dig et job nu? Jeg mener, det er ligesom ikke, fordi du er i form til at dyrke kampsport.”

Jeg lo, for hun havde fat i noget af det rigtige. ”Murray underviser med det udgangspunkt, at ens præstation afhænger tyve procent af fysisk kapacitet. Resten er mentalt arbejde. Jeg forestiller mig, at det er det sidste, som han gerne vil bruge mig til.”

Fascinationen var tydelig i hendes blå øjne. ”Har du aldrig overvejet at skifte tilbage?”

Jeg trak let på skuldrene, mest for at ryste ubehaget ved samtalen af mig. Det her var alt for tæt på mit tidligere liv. Jeg burde afvise videre samtale om det. Men jeg holdt af Emma, og trangen til at lade et andet menneske lære mig at kende trak i mig.

”Det er måske ikke noget glamourøst job at være turistguide,” tilstod jeg smilende, ”men efter at have arbejdet benhårdt fysisk og psykisk i mange år synes jeg faktisk, at det er rart med noget simpelt. Noget, hvor jeg ikke behøver at tænke så meget over, hvordan mine handlinger og instrukser påvirker andre.”

Jeg havde ikke selv forventet, at jeg ville bryde mig om livet i servicebranchen, men jeg nød det faktisk. Fra første dag, hvor Matt og jeg havde siddet i et træningslokale sammen og terpet seværdigheder, havde jeg følt mig godt tilpas i min nye profession.

Efter at have fordøjet informationen for en stund lænede Emma sig tilbage. ”Så du gik på college?”

”Hvorfor lyder du, som om du har svært ved at tro det?” spurgte jeg med påtaget fornærmelse.

”Du har bare ikke nævnt det før,” forsvarede hun sig grinende. ”Og så tænkte jeg, at hvis du er tilfreds med et job som turistguide, så er uddannelse måske ikke det, du prioriterer højest.”

Jeg kunne godt følge hendes drillende argument, og hun var langt fra den første til at påpege det. Da jeg havde min første samtale med Chase, havde han gloet på mig, som om jeg var idiot, da han så mit CV. Derefter havde vi moret os over det, og jeg havde fået jobbet.

”Av,” udbrød jeg og holdt mig melodramatisk for brystet. ”Hold dig endelig ikke tilbage med fordommene.”

”Hey, det var ikke sådan ment!” protesterede hun.

Jeg kunne ikke holde latteranfaldet inde længere, så jeg rystede først bare på hovedet og forsøgte at finde stemmens brug gennem kramperne i mellemgulvet. ”Selv hvis det var, så kunne jeg ikke bebrejde dig det,” fik jeg endelig frem.

Hun rakte tunge af mig. ”Dumme.” Så lænede hun sig også lidt frem. ”Den eneste positive forældrefigur, som jeg har, har heller ingen videregående uddannelse, så jeg dømmer ikke.”

Formentlig skulle det have fungeret som en understregning af, at hun virkelig ikke havde haft onde intentioner, men i stedet skiftede tonefaldet og gjorde mig bekymret. Der var en trist undertone i hendes stemme, som jeg gerne ville vide mere om. Jeg skulle bare vide, hvor grænsen gik, så jeg ikke lod min nysgerrighed løbe af med mig.

”Den eneste positive forældrefigur?” gentog jeg spørgende.

Hun lignede et rådyr i forlygterne på en bil, inden hun smilede ironisk og så væk. ”Tja. Du sagde, at du ikke har de bedste erfaringer hvad angår familie … Det har jeg heller ikke ligefrem.”

Dengang var jeg blevet overrasket over, hvor villig hun havde været til at droppe emnet, da jeg ikke udviste interesse for at fortsætte i samme spor. Nu forstod jeg bedre hvorfor, selv om jeg var ret overbevist om, at hendes situation ikke kunne være helt så indviklet som min.

”Hvis du ikke har lyst til at tale om det, så forstår jeg det godt,” sagde jeg stille. Så kunne hun selv vælge, om hun ville lade sig anspore til en forklaring, eller om hun følte, at hun havde sagt nok.

Hun smilede et blegt, hjerteknusende smil i min retning. ”Da jeg var lille, havde mine forældre nogle problemer, som jeg helst ikke vil tale om, så jeg endte med at bo hos en ven af familien længere nede ad samme vej. Silver, hedder han. Han tog sig af mig og opdragede mig som sin egen datter, selv om han har sine egne problemer. Det er også ham, som har betalt for min tur herover.”

Silver … Navnet cirkulerede i mit hoved for en stund, og jeg havde meget svært ved at koncentrere mig om samtalen foran mig. Det måtte være et tilfælde – kunne faktisk ikke være andet. Den sorg, som jeg havde undertrykt i årevis, prikkede til mit hjerte indefra, og jeg krydsede armene over mit bryst for at give smerten lidt modspil.

”Han lyder som et godt menneske,” svarede jeg forsigtigt.

”Det bedste,” rettede hun mig og tilføjede så: ”Du minder mig ret meget om ham.”

Smigret over, at hun indirekte havde kaldt mig et godt menneske, rejste jeg mig langsomt fra stolen. ”På hvilken måde?”

Hun trak på skuldrene. ”Bare den måde du opfører dig på og dit temperament. Jeg ved det ikke.” I mellemtiden var også hun kommet på fødderne.

”Nu ser du mig vel ikke som en slags faderfigur?” drillede jeg i et forsøg på at løfte stemningen fra det for mig lidt akavede samtaleemne. Ikke fordi jeg havde noget imod at minde hende om denne Silver, men tanken om manden med det samme kælenavn – vidste jeg allerede nu – ville komme til at hjemsøge mig.  

Hun daskede til min skulder med den ene hånd. ”Selvfølgelig ikke. Det ville være mærkeligt.”

Vi stirrede hinanden lige ind i øjnene for en stund uden at sige noget som helst. En usynlig kraft skubbede mig nærmere og nærmere den lyshårede pige, som jeg havde inviteret ind i mit hjem meget mod min egen vilje. Min forstand fortalte mig, at jeg lige nu bevægede mig ud på meget dybt vand, men det føltes mere, som om jeg flød på overfladen.

Pludselig kunne jeg mærke hendes fingre omkring mine, og de flettedes automatisk ind mellem hinanden. Min hud føltes iskold og brændende varm på samme tid, og elektriske bølger af iver og frygt skiftedes til at løbe op og ned gennem min rygsøjle. Jeg burde give slip og træde tilbage, bryde magien mens jeg stadig kunne.

I stedet rakte jeg den frie hånd ud og rørte let ved hendes kind, inden jeg førte fingrene ind mellem de bløde, blonde lokker og trak hende en smule nærmere. De der blå øjne blev endnu større, men smilet spillede i dem alligevel, og jeg var overbevist om, at det var det her, hun ville have mig til at gøre. Med den viden kunne jeg bare ikke stoppe.

Så snart vores læber mødtes, lukkedes hendes øjne. Hendes læber var bløde og fyldige under mine, og hun smagte en lille smule af tandpasta. Jeg havde svært ved at trække vejret ordentligt af begejstring over, at dette virkelig skete, og Emmas næse peb en smule, når hun sugede luft ind gennem den delvist blokerede luftvej.

Måske kunne hun selv høre det, for i hvert fald begyndte hun at grine lidt efter, men viklede sine arme omkring mig, så jeg ikke kunne komme alt for langt væk, mens hun trak ansigtet tilbage. Der var et nærmest trancelignende udtryk i hendes ansigt, som om hun var skæv, og jeg kunne mærke mine egne mundvige trækkes højere op end sædvanligt, så formentlig afspejlede mit eget udtryk hendes.

”Nu bliver tingene ikke akavede herfra, vel?” hviskede hun.

Jeg kunne ikke lade være med at le. ”Det håber jeg da ikke. Hvorfor skulle de det?”

”Det ved jeg ikke,” mumlede hun, men tilføjede så: ”Men hvis du ikke kan lide mig, vil du så ikke lade være med at gøre det en anden gang?”

Det føltes næsten, som om nogen havde kastet en sten ned i min mavesæk. ”Jeg kan godt lide dig. Ellers ville jeg ikke have gjort det i første omgang,” forsvarede jeg mig.

”Jamen så gør det igen,” opfordrede hun og flettede sine fingre bag min nakke.

Forbløffet over den drejning, som denne aften havde taget, bøjede jeg mig ned mod hende igen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...