De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

27Likes
29Kommentarer
16605Visninger
AA

8. Kapitel 7 - "Det lyder næsten som en date."

Emma

At bo sammen med Skye var på ingen måde en udfordring, for han lod mig gøre præcis som det passede mig, med undtagelse af den ene gang, hvor jeg havde vasket gulv og glemt at nævne det for ham, inden han trådte ind ad døren. Det var nær gået galt, men han havde selv genvundet balancen, inden der nåede at ske mere. Om morgenen var han sædvanligvis på vej ud ad døren, når jeg stod op for at tage til Sea Cliff, så vi sås kun om aftenen, når han altså ikke var ansvarlig for natturene rundt i byen.

På et eller andet plan misundte jeg ham det simple liv, som han nu engang levede. Han stod op, gik på arbejde, havde fri og tilbragte tiden med hvad han nu lige syntes burde gøres. Som regel stod læsning højt på listen over ting, som han fordrev sin fritid med, hvilket jeg syntes var fantastisk, fordi vi så kunne have timelange diskussioner om bøger, som vi begge to havde læst. Hvis mit liv havde været så enkelt og frit, så var jeg ikke sikker på, at jeg ville have følt behovet for at rejse til den anden side af Atlanten for at opleve noget nyt og spændende og anderledes …

Isaac trak i min hånd. ”Emma, man må ikke gå over, når manden er rød,” formanede han mig med et alvorligt udtryk i de store, brune øjne.

Forvirret så jeg mig omkring. Union Square bag os var lige så larmende og livlig som altid, og alligevel havde jeg formået at forsvinde ind i mit eget hoved, fuldstændig fortabt i tanker. Fuldstændig givende slip på det ansvar, som jeg havde for at få Isaac sikkert frem til vores destination. Hjertet hamrede hårdt i mit bryst i et par sekunder, da det gik op for mig, at jeg havde været på vej ud i krydset med ham i hånden, selv om trafikken tordnede af sted og alle andre fodgængere pænt blev stående på fortovskanten.

”Det er rigtigt,” sagde jeg til den lille dreng ved min side og håbede inderligt, at jeg lød mere overskudsagtig end lettet. ”Godt, at du stoppede mig.”

Han smilede stolt og lod ikke til at have bemærket mit skift i humør. Så pegede han pludselig ud på vejen: ”Orv, se!”

Selvfølgelig var det en bil, der havde fanget hans opmærksomhed. Ganske givet en ret fed, rødmalet sportsvogn, men dog stadig bare en bil. Jeg grinede. ”Er den sej?”

”Ja!” De der brune øjne var kæmpestore af beundring, præcis som når jeg fodrede ham med is eller slik eller andre ting, som han godt kunne lide. ”Sådan en vil jeg have.”

Jeg tænkte i mit stille sind, at familien Lawrence på ingen måde manglede penge, og at Isaac med tiden sikkert endte med at have præcis sådan et køretøj at fræse rundt i, men det sagde jeg ikke højt, for så ville Aaron og Penelope skulle høre på en masse plageri, når vi kom tilbage.

I stedet gav jeg hans hånd et lille klem. ”Kom. Manden er hvid.”

Isaac var så nuttet, når han fik lov til at krydse vejen, for han kendte åbenbart en sang om sikker færdsel, som han altid forsøgte at synge meget højt og begejstret – til alle andres fryd, fordi han virkelig var kær, når han gjorde det.

At være flyttet ud af huset i den anden ende af byen havde hjulpet meget på min tolerance over for Isaac, for selv om jeg ikke undgik at se ham have hysterianfald over helt almindelige ting, så behøvede jeg ikke længere at bekymre mig om, hvad tid han ville vække mig om morgenen. Det gav mig en nyfunden følelse af frihed, som jeg virkelig nød at have, selv hvis det bare omhandlede et par timer hver dag.

På den måde havde jeg mere overskud til hans små påfund, som da han nægtede at tage endnu en bus og insisterede på, at vi gik fra Union Square til sporvognsmuseet, som vi var på vej til. Sandsynligvis havde han ingen idé om, hvor stejl en bakke vi skulle op ad, eller hvor anstrengende en tur det kunne blive, men jeg føjede ham alligevel.

”Emma!” kaldte en stemme pludselig bag mig, da vi var nået over på den anden side af krydset, og jeg vendte mig ved lyden af den efterhånden velkendte stemme.

Det trak voldsomt i mine mundvige, idet jeg stoppede op. Chaufføren i en sort Porsche dyttede arrigt af Skye, netop som han skyndte sig at komme af vejen, så hurtigt som behovet for stokken tillod. Grinende rystede han på hovedet og sluttede sig til Isaac og mig på fortovet. Han var stadig iført arbejdstøj, så formentlig havde han enten pause eller lige fået fri, for han havde for vane at skifte, så snart han kom hjem. Eller måske havde han bare ikke være hjemme endnu.

”Skye!” udbrød Isaac, som ikke havde nævnt min værelseskammerat siden den dag, hvor vi alle tre havde mødt hinanden i parken.

”Hey!” lo jeg og satte mig i hug, så Isaac ikke følte sig alene mellem os. ”Så du det, Isaac? Skye ventede ikke på den rigtige mand, og han blev næsten kørt ned.”

Isaac rynkede panden og pegede bebrejdende på min bofælle. ”Det må man ikke!” formanede han.

Skye lignede en, der var ved at dø af grin indvendigt, men dog ikke turde at lukke latteren ud. ”Det er rigtigt,” indrømmede han, tilsyneladende uden rigtig at mene det. ”Det skal man lade være med.”

”Isaac kan en sang om ikke at gå over for rødt,” fortalte jeg ham.

”Er det rigtigt?” Skye lignede en, der havde lyst til at gøre sig selv en smule mindre høj, men det dårlige ben tillod ham ikke rigtig at knæle. ”Må jeg høre?” Han spurgte Isaac direkte, hvilket jeg ikke var sikker på ville fungere efter hensigten.

Normalt var Isaac livlig og glad, men jeg havde efterhånden erfaret, at han kunne være temmelig sky over for fremmede. Men så igen, han havde allerede henvendt sig direkte til Skye flere gange, så jeg skulle vist være forsigtig med at lave en forhåndsbedømmelse af min lille legekammerats karakter.

Til min overraskelse begyndte Isaac bare at synge af sine lungers fulde kraft. Skye lyttede, som om han virkelig var interesseret i at høre teksten, der var temmelig simpel og ensformig. En del af mig nåede lige at tænke, at han formentlig ville blive en god far en dag, inden jeg skød forestillingen fra mig.

Da sangen var overstået, lænede Skye stokken mod sin hofte og klappede entusiastisk. ”Den må jeg huske til næste gang, jeg skal krydse en vej,” sagde han friskt og greb så kort efter sit hjælpemiddel igen, som om det anstrengte ham ikke at kunne balancere en del af sin vægt gennem det lange objekt.

Isaac strålede som en sol i opmærksomheden og klemte min hånd, da jeg rettede mit op. Jeg sendte ham et forsikrende smil, inden jeg vendte ansigtet mod Skye. ”Har du pause?”

”Nej. Jeg havde lige fået fri, da jeg fik øje på jer, så jeg tænkte, at jeg lige ville sige hej,” forklarede han. ”Hvor er I på vej hen?”

”Sporvognsmuseet!” afslørede Isaac, inden jeg kunne nå at åbne munden.

”Sporvognsmuseet?” gentog Skye, som om det var det mest interessante sted i hele verden. ”Glæder du dig til det, Isaac?” spurgte han så i samme tone, som jeg vidste ville bidrage til drengens begejstring.

”Jaer!”

Jeg lo, hvilket åbenbart fik Skye til at se på mig. ”Og hvad med dig?” ville han vide. Der var et drillende glimt i de grønne øjne bag brillerne. ”Er det også noget, som du ser frem til?”

At dømme ud fra hans tonefald forventede han det ikke, og da slog det mig, at han måske kendte mig bedre, end jeg troede, selv om han næppe kunne vide ret meget om mig. Vi talte da sammen stort set hver dag, men som regel strejfede samtalerne bare overfladen i den forstand, at vi aldrig nåede ind på de dybe, personlige emner.

”Ikke ligefrem,” indrømmede jeg. ”Men Isaac elsker alt, hvad der har med maskineri at gøre, så jeg tænkte, at det kunne være sjovt for ham at se det.”

”Det tænkte jeg nok,” delte han med mig og så kort i retning af den bakke, som vi skulle til at bestige. ”Kan du finde vej dertil?”

”Ingen anelse. Men jeg har Google Maps til at guide mig.”

Igen fik min tilføjelse det til at trække i hans mundvige, og det fik ham til at se præcis så ung ud, som han virkelig var. ”Jamen så skal jeg ikke holde på jer,” sagde han godmodigt og rakte sin frie hånd ned for at ugle Isaacs hår på samme måde, som Silver altid gjorde det ved mig, når jeg gjorde et eller andet, som han ikke kunne sætte ord på sine tanker omkring.

Isaac sendte mig et par bedende hvalpeøjne. ”Kan Skye ikke komme med?” spurgte han betuttet.

Mit hjerte bankede en smule hårdere mod mine ribben, for jeg ville meget gerne sige, at selvfølgelig kunne han da det, men jeg var ikke sikker på, hvor opsat Skye ville være på det forslag. Særligt ikke med den gåtur, som det så ud til, at vi havde foran os.

Alligevel ville jeg ikke være den, som traf den beslutning, så jeg trak let på den ene skulder og gjorde en viftende gestus mod samtalens omdrejningspunkt med den hånd, som Isaac ikke holdt fast i. ”Vil du med?” tilbød jeg og forsøgte at lyde nonchalant frem for nervøs. En del af mig ville nemlig meget gerne have, at han sagde ja.

”Hvis I ikke har noget imod at have mig på slæb,” svarede han til min store forbløffelse.

For at skjule min egen overraskelse så jeg ned på Isaac, som smilede over hele femøren. ”Hvad siger du, mester? Skal vi give ham lov?”

”Ja!” hvinede han entusiastisk.

 

Dermed var den sag ligesom afgjort. At have Skye med gavnede mig på to måder: der var en ekstra person til at underholde Isaac, som bedre kunne sætte sig ind i hans begejstring for køretøjer; og jeg behøvede ikke længere at benytte mig af en vejviser for at finde stedet, for Skye kendte åbenbart vejen. Hans beskæftigelse taget i betragtning var det nok i virkeligheden ikke så mærkeligt, som det først faldt mig ind.

Hans milde og naturlige væremåde mindede mig underligt nok om den advarsel, som Aaron havde givet mig, og det fik mig til at overveje, om det måske var så smart en idé at lade ham og Isaac tilbringe tid sammen. Måske ville det give mig problemer, hvis Isaac pludselig kom hjem og begyndte at snakke om Skye til sine forældre. Indtil videre havde de dog ikke kommenteret yderligere på mit valg af sambo, og det gjorde mig bedre tilpas med min beslutning.

Undervejs gav Skye og jeg Isaac svingeture ved at han holdt os begge i hånden, og vi løftede ham fra jorden i en fejende bevægelse. Det fik ham til at grine henrykt, og så blev vi smittet af det gode humør. Skye beklagede sig ikke en eneste gang over de stejle gader eller den halvlange gåtur, selv om han gradvist humpede mere og mere, til det punkt hvor hans højre fod dårligt nåede at røre jorden, før den venstre tog over. Dette resulterede i, at han gik helt skævt, i en stilling der umuligt kunne være god for hans øvrige krop.

Siden han ikke selv bragte det op, besluttede jeg mig dog for ikke at sige noget. Hvis det blev for meget, var han vel fornuftig nok til at sige fra.

Da vi nåede til museet, som var den gamle bygning, hvorfra sporvognlinjerne blev kontrolleret i gamle dage, livede han dog endnu mere op, og han og Isaac gik på opdagelse mellem de mange gamle maskindele og udstillede sporvogne. Siden jeg ikke havde den store interesse for transportmidler, syntes jeg, at det var fantastisk, hvordan Skye deltog i Isaacs mange optakter til leg. De to lod til at hygge sig sammen, og det var ikke kun Isaacs latter, som jeg kunne høre ringe helt oppe under loftet, når der skete et eller andet.

Jeg læste nogle af de mange informationsskilte, og de to fjollede rundt. Ind imellem hørte jeg Skye lire viden af sig, som om han var ekspert på området, og Isaac slugte alle informationerne med et meget opmærksomt udtryk i ansigtet – lidt som en elev i første klasse, der stadig synes, at det er spændende at gå i skole, og at læreren er det klogeste væsen på planeten. Jeg måtte dog indrømme, at jeg også var en smule imponeret over Skyes evne til at forklare noget temmelig kompliceret på en måde, så selv en toårig kunne forstå det.

Han fortalte om hvordan sporvognene gled hen over jorden, og hvordan bremsemestrene i gamle dage måtte trække i en stang for at slå bremserne i – en opgave der krævede en del kræfter. Han fortalte også, at selve systemet var designet af en mand, som havde haft ondt af de heste, der skulle trække vogne med passagerer rundt i de bakkede gader.

Efter halvanden times tid med blandet undervisning og leg begyndte Isaac at gabe, så vi – det vil sige Skye og jeg – blev enige om, at det nok var bedst at stoppe, mens legen var god og Isaac endnu ikke var overtræt. Hvis han først nåede til det punkt, havde jeg erfaret, kunne han nemlig godt blive ret umulig at have med at gøre.

”Kom, lille mand,” sagde jeg til Isaac, som ivrigt betragtede sine omgivelser, nu hvor han havde en pause fra legen til at se sig om. ”Det er ved at være tid til din eftermiddagslur.”

”Nej,” klagede han. ”Jeg er ikke træt.” Den skingre undertone i hans stemme fortalte mig noget andet.

”Jo, du er,” meddelte jeg ham direkte. ”Kom. Vi skal nok komme tilbage hertil en anden dag.”

”Nej,” gentog han lidt fastere, samtidig med at hans ører blev røde.

Jeg tog hans hånd for at få ham til at følge med. ”Isaac, kom nu. Vi skal hjem og putte.”

”Jeg vil ikke!” råbte han og vristede sin hånd fri af min. ”Dumme Emma!”

Før jeg kunne nå at gribe fat i ham, havde han vendt sig om og var på vej tilbage gennem lokalet i løb. Jeg vidste godt, at han havde temperament, men det her havde jeg alligevel ikke forventet. Det mindede mig om, at jeg hellere måtte tale med Penelope om at forklare ham, at han ikke bare kunne løbe væk fra mig på den måde. Nu var det lige meget, fordi vi var på et forholdsvis lille sted, men hvis det skete på Union Square eller et andet sted, hvor der var mange mennesker, så kunne det ende i en potentiel katastrofe.

Idet jeg åbnede munden for at kalde efter ham, mærkede jeg Skyes hånd på min arm, og hans øjne fortalte mig ordløst, at han nok skulle ordne tingene. Målløst betragtede jeg ham, mens han haltede efter den forurettede toårige, som netop havde kaldt mig dum. Heldigvis var Isaac ikke løbet langt og havde i stedet gemt sig inde i en af de gamle sporvogne. Jeg kunne se Skye læne sig mod indgangen, men på grund af afstanden kunne jeg ikke høre, hvad han sagde.

Lidt efter så jeg til min forbløffelse, hvordan Skye samlede en grædende Isaac op fra sporvognens gulv og blinkede medsammensvorent med det ene øje.

Synet gav mig dårlig samvittighed, så så snart de sluttede sig til mig nær udgangen igen, sagde jeg stille: ”Skye, jeg skal nok bære ham. Du behøver ikke at…”

Isaac strammede øjensynligt sit greb omkring min bofælles hals ved lyden af mine ord. Skye lo lydløst. ”Bare rolig,” sagde han dæmpet og lod mig holde døren for sig, idet vi gik udenfor. ”Jeg skal nok sige til, hvis det bliver for meget.”

Udtalelsen overbeviste mig om, at han virkelig kendte sine egne begrænsninger, og den bekræftede samtidig hans udtalelse fra min indflytningsdag om, at han ikke var bleg for at bede om hjælp, hvis han fandt det nødvendigt.

”Det kan være, at vi skal tage bussen eller sådan noget?” foreslog jeg rådvildt, da jeg igen bemærkede, hvordan han dårligt trådte ned på højre fod.

”Det er næsten hurtigere at gå.”

Jeg ville ikke diskutere det med ham, så jeg overgav mig bare og lod ham vise vej.

Vi gik i stilhed ved siden af hinanden i et stykke tid, hver især optaget af egne tanker. Jeg overvejede, hvordan han kunne få det til at se så naturligt ud, når han legede med Isaac. Formentlig var han af og til lige så forvirret som jeg over de regler, som den lille dreng fandt på, for det var langt fra altid, at de gav bare den mindste smule mening.

Da vi nåede op på toppen af skråningen, som fladede ud i krydset mellem Sacramento og Mason ved en gammel, majestætisk udseende bygning over for The Fairmont, stoppede Skye op. ”Han sover,” fortalte han mig.

”Det havde jeg på fornemmelsen ville ske,” indrømmede jeg.

”Kan du holde ham i to sekunder?”

”Selvfølgelig,” svarede jeg hastigt. ”Skal jeg bære ham resten af vejen? Det går kun ned ad bakke herfra, så du har vist taget den værste del.”

”Nej, det er ikke nødvendigt,” afslog han venligt, idet han rakte mig den søvntunge krop.

Jeg holdt Isaac tæt ind mod mit bryst, mens jeg tvivlende betragtede Skye, som tog et skridt til siden og satte sig ned på kanten af den halvmur, der omgav den imponerende, brune bygning til højre for os. Et forpint udtryk bredte sig over hans ansigt, idet han løsnede den ene af de mange stropper, der holdt knæstøtten på plads. Nærmest mekanisk gav han sig til at stramme samtlige lukkemekanismer en smule, og det så ikke behageligt ud. I hvert fald begyndte sveden at springe frem i hans tindinger, og hans hænder rystede på samme måde som den dag i køkkenet.

Pludselig bemærkede jeg, at en mand iført et dyrt jakkesæt var stoppet op ved siden af mig og så nøje på Skyes anstrengelser for at få sin fysik under kontrol. Han havde velplejet gråt hår og kolde, blå øjne i et stramt ansigt. Da vores blikke mødtes, var det lidt, som om han blev trukket ud af en form for trance.

”Andrews?”

Ved lyden af den spørgende stemme løftede Skye øjnene fra sit foretagende og gik fuldstændig i stå. Genkendelsen afspejledes blankt i hans øjne, men det harmefulde udtryk i de øvrige ansigtstræk fortalte mig, at dette ikke var noget glædeligt gensyn.

Den unge mand på muren rettede sig lidt op, men uden at rejse sig. ”Mr. Murray,” sagde han barskt.

”Du har skaffet dig af med krykkerne, kan jeg se,” bemærkede hvad jeg gættede på var en meget rig forretningsmand, for det lod til, at han netop var kommet ud fra det dyre hotel på modsatte side af vejen.

”Faktisk har jeg dem stadig,” afslørede Skye småfjendtligt. ”Men de er ikke nødvendige længere.”

Hvis Skye havde et sæt krykker et eller andet sted derhjemme, så syntes jeg, at han skulle overveje at bruge dem, for tydeligvis gjorde det ondt, når han trådte ned på sit højre ben. Jeg kunne ikke forestille mig, hvad der fik ham til at bibeholde stokken, hvis han havde bedre hjælpemidler til sin rådighed. Dog fornemmede jeg, at lige nu ikke var tidspunktet til at lufte min mening.

”Aha,” brummede den fremmede – Mr. Murray – skeptisk og sendte mig endnu et sidelæns blik. Det fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. ”Jeg syntes ellers, at du svor, at du aldrig nogensinde ville have en familie igen,” kommenterede han i Skyes retning.

Skye rejste sig med stokken i venstre hånd. ”Du skal ikke engang forsøge at bilde mig ind, at du ikke genkender Isaac,” sagde han alvorligt. ”Og hvad angår Emma, så har du sikkert også hørt om hende.”

I mit stille sind glædede jeg mig over, at manden fuldstændig ignorerede min tilstedeværelse. ”Jeg havde ikke indtrykket af, at Aaron og dig var på talefod.”

Skye lo bittert. ”Det kan man vist heller ikke ligefrem påstå, at vi er.”

”Og alligevel har du intet imod at holde øje med hans søn og barnepige?”

”Hverken Emma eller Isaac har noget at gøre med mit forhold til Aaron,” afgjorde han bestemt og fangede mine øjne gennem de tykke brilleglas. Blikket sagde det hele: det var tid til at gå nu. ”Du må have os undskyldt. Der er en lille en, som har brug for et stille sted at sove.”

Med Isaac holdt fast ind mod mit bryst tog jeg et par skridt uden om uromageren og ventede på, at Skye gjorde det samme. Nu hvor knæstøtten var blevet strammet lidt, gik han mere jævnt, og højrebenet så ud til at give en smule mindre efter ved hvert skridt.

”Vent lidt, Skye,” kaldte manden bag os.

Skye stoppede og så sig over skulderen, afventende.

”Det ser ud til, at du har det bedre. Du skal bare vide, at der altid er en plads til dig, hvis du skulle få lyst til at komme tilbage. Vi kunne virkelig godt bruge en med din ekspertise.” For første gang siden samtalens begyndelse lød den fremmede seriøs.

Skye rystede let på hovedet. ”Ellers tak,” sagde han så køligt og rørte let ved min arm med den hånd, der også holdt omkring stokken. ”Lad os gå.”

Og det gjorde vi så. De to mænds ordveksling havde gjort mig temmelig forvirret på mere end ét punkt. Skye havde forklaret mig, at han og Aaron var gledet fra hinanden, fordi de ikke længere havde noget tilfælles, men det lod ikke til, at det var den samme opfattelse, som Mr. Murray havde. Faktisk lød det, som om der var sket noget mere dramatisk mellem dem, og at de af gode grunde ikke talte sammen længere.

Jeg ville gerne stille de mange spørgsmål, som pludselig ramlede ind i hinanden i mit hoved og formerede sig lige så hurtigt som cancerceller, men nu var måske ikke lige tidspunktet. Jeg måtte hellere vente, til jeg have Skye på tomandshånd.

I stedet tog jeg fat i noget af det mere harmløse, som jeg havde opfanget af samtalen: ”Så du er ikke ligefrem noget familiemenneske? Det havde jeg aldrig gættet.” En del af mig var faktisk også en smule skuffet over opdagelsen.

Hans hoved drejedes så skarpt imod mig, at jeg spekulerede på, om han ikke fik ondt i nakken af bevægelsen. ”Hvad får dig til at tro, at jeg ikke er det?” Der var noget nærmest anklagende i hans stemme, som jeg ikke havde forventet.

Det fik mig til at træde en smule mere varsomt. ”Jeg gik ud fra, at det var det, han mente, med at du ikke vil have en familie,” tilstod jeg stilfærdigt.

Som om min grund beroligede ham, slappede han en smule mere af, idet vi krydsede California, hvorefter gaderne begyndte at skråne nedad mod Union Square. ”Lad os bare sige, at jeg ikke har de bedste erfaringer, når det kommer til familie,” forklarede han, og mildheden i stemmen til trods kunne jeg sagtens høre, hvordan emnet blev afvist.

Så det var ømtåleligt? Lige præcis dette emne kunne jeg godt forstå, at han ikke ville diskutere, for jeg vidste alt om, hvor kompliceret og smertefuldt det kunne være. Desuden var jeg ikke selv ivrig efter at tale om min hjemmesituation, medmindre jeg blev tvunget til det, så jeg lod den diskussion falde til jorden.

I stedet koncentrerede jeg mig om at holde fast på Isaac på den stejle skråning, glad for at jeg ikke overlod det til min værelseskammerat at bakse med det også. Han så ud til at have rigeligt problemer med at manøvrere stokken og undgå at bøje sit højre ben.

”Ved du egentlig, hvor stejl den her skråning er?” spurgte jeg nysgerrigt, huskende skilte med ti til femten procent i de østrigske Alper som værende en del mindre nervepirrende.

Han så sig omkring. ”California og Mason,” konstaterede han overvejende. ”Hvis jeg ikke husker meget forkert, så er det et par og tyve procent.”

”Hold da kæft,” kommenterede jeg forbløffet. ”Hvor ved du alt det fra?”

Endelig forlod den sidste snert af alvor hans ansigt, idet han grinede drenget. ”For det første er jeg vokset op her i byen, og vi målte rigtig mange skråninger i skolen,” begyndte han. ”For det andet får jeg den slags spørgsmål mange gange i løbet af en arbejdsdag, så jeg har læst på lektien.”

Naturligvis havde han da det. ”En dag må du give mig en privat rundvisning og dele lidt ud af din viden,” drillede jeg.

”Det lyder næsten som en date,” påpegede han, som om jeg havde ladet ham tro, at jeg ikke var interesseret.

”Og hvad så?” Normalt var jeg ikke typen, der flirtede med fyre – specielt ikke hvis jeg kendte dem og kom til at se dem ofte. Men Skye interesserede mig, og jeg ville bestemt ikke have noget imod at tage på en date med ham.

Leende virrede han med hovedet. ”Og ingenting. Du siger bare til.”

En hel sværm af sommerfugle flaksede pludselig omkring i min mave. Hvis han virkelig mente det, så måtte det vel betyde, at han på en eller anden led kunne lide mig. I hvert fald nok til at ville give det en chance med en date, til trods for de fire års aldersforskel mellem os. Ikke at det virkelig betød noget for mig, for mine gymnasieveninder havde præsteret værre, men det var alligevel værd at medregne.

Da vi nåede ned til Pine og endnu et lysreguleret vejkryds, standsede Skye igen og lænede sig mod pælen, som holdt de farverige lamper i luften. Han trak vejret så tungt, at jeg med lethed kunne se hans brystkasse hæves og sænkes for hvert åndedrag, og det gjorde mig bekymret. At gå tilbage frem for at tage bussen havde været hans idé, men jeg var ikke sikker på, om den var særlig god. I hvert fald tog han nu vægten fuldstændig af sit beskadigede ben og brugte stolpen ved sin side til at holde balancen.

”Er du okay?” spurgte jeg foruroliget.

Han tog en dyb indånding og pustede ud. ”Jeg klarer mig,” svarede han. ”Bare giv mig et øjeblik.”

”Har du brug for, at jeg støtter dig lidt?”

”Nej, nej. Du har nok at gøre med at bære på Isaac,” protesterede han.

”Det er ikke så slemt,” sagde jeg hurtigt. ”Jeg kan sagtens gøre begge dele, hvis det ikke er helt så slemt som den dag på Alamo Square.”

Pludselig slog det mig, at hvis jeg havde været smart nok til at tage Isaacs klapvogn med, så ville det her ikke have været så kompliceret en situation. På den måde ville ingen af os have været nødt til at bære på den lille dreng, og tyngden bag håndtaget på vognen ville have været lettere for Skye at støtte sig til uden større besvær.

”Jeg –”

”Kom,” afbrød jeg ham beslutsomt og skiftede side, så han kunne lægge højre arm omkring mine skuldre. Samtidig lod jeg Isaac hvile på min egen højre side og viklede venstre arm omkring den slanke mandekrop til venstre for mig.

Hvis han havde flere indsigelser på hjerte, så delte han dem ikke med mig. I stedet lod det til, at han koncentrerede sig om at gå fremad, da signalet skiftede. På den anden side stod en ældre dame med kridhvide krøller, iført en storblomstret kjole i blå og gul, der mest af alt mindede mig om den svenske fane. Allerede på afstand kunne jeg se, at hun stirrede på mig gennem sine katteøje-briller, og det gav mig kuldegysninger.

Så snart vi trådte op på fortovet på modsatte side, trådte hun ind foran Skye og løftede en rynket pegefinger mod hans ansigt. For at undgå en kollision stoppede jeg op, og Skye havde ikke stort andet valg end at følge min opbremsning.

”Unge mand,” startede damen med en høj, skrattende stemme, som jeg var bange for ville vække Isaac, hvis den blev ved på den måde, ”hvordan kan du leve med dig selv? Kan du ikke se, at pigebarnet har nok at gøre med at bære på et sovende barn? Synes du virkelig, at det er i orden at bebyrde hende yderligere?”

Fordi jeg var en smule skræmt, skævede jeg op til Skyes ansigt, der var fortrukket i noget lignende chok. De grønne øjne bag brillerne var udspilede, og hans mund stod ganske let åben. Dog gjorde han intet for at trække sig væk fra mig, og det var jeg glad for, for det betød sandsynligvis, at han ikke tog anklagen så tungt.

”Frue, det er okay,” brød jeg ind. ”Jeg tilbød selv at hjælpe, fordi han har et skadet ben.”

Hun så på mig med små, sorte øjne, der var omgivet af pergamentagtige rynker. ”Ungdommen nu til dags. Dengang jeg var ung, ville en mand aldrig have ladet sig støtte af en kvinde. Han ville bære sig selv med stolthed og…”

Jeg gav Skye et sigende klem, fordi kvinden nu var så optaget af sin egen fortælling, at hun ikke længere lod til at ænse os. Uden at blande os yderligere, nærmest sneg vi os væk fra det lille optrin, som en komplet udenforstående havde skabt til vores ære. Halvvejs nede ad denne boligblok kunne jeg fornemme hans skuldre dirre en anelse, men det var først da jeg så op på ham igen, at det gik op for mig, hvor færdig af grin han egentlig var.

”Hvad er det, der er så sjovt?” ville jeg vide.

”Mennesker i San Francisco,” svarede han, stadig leende.

”Det der var i hvert fald aldrig sket i Danmark,” afgjorde jeg, ikke helt sikker på om jeg syntes, at mødet med kvinden var så morsomt igen. ”Der passer man sig selv.”

”Det er sikkert også fornuftigt nok,” medstemte han muntert. ”På den måde undgår man lettere akavede situationer som den der.”

Deri kunne jeg kun erklære mig enig, så vi brugte lidt tid på at grine af begivenhedernes gang, mens vi bevægede os ned mod den mere plane bymidte. Jo nærmere vi kom Union Square, des mere fladede bakkerne også ud, til det punkt hvor Skye ikke længere behøvede ekstra støtte for at gå ordentligt.

Pladsen var livlig som altid, og fordi solen skinnede fra en skyfri himmel, var der ikke en eneste siddeplads tilovers på trappetrinnene med front mod Macy’s eller ved de små borde oppe på plateauet. Det var åbenbart en indbringende dag for turistbusselskaberne, for der var lange køer på fortovet ud for holdepladserne, og flere medarbejdere end sædvanligt brugte energi på at genne folk ned fra bussernes øverste lag, inden det næste hold kunne overtage.

Skye trak ud i kraven på sin T-shirt og pustede sigende. ”Så hektisk var det heldigvis ikke tidligere,” erklærede han i en tone, der antydede, at han var lettet.

”Det var heldigt,” grinede jeg og hankede lidt op i Isaac, som gradvist føltes tungere i mine arme. Hvordan han kunne sove i dette støjniveau, anede jeg ikke, men det var til min fordel, fordi jeg så ikke lige med det samme behøvede at tænke på, hvad hans næste påfund ville blive. ”Måske skulle jeg få ham her hjem til sin mor og far.”

”Det lyder som en god idé,” lød Skyes milde svar. ”Så vil jeg gå hjem og se, om jeg ikke kan følge hans eksempel.”

”Er du træt?” spurgte jeg drillende.

”Smadret,” rettede han mig i et så overdramatisk tonefald, at det kom til at lyde ironisk. En kende mere seriøst tilføjede han: ”Det er længe siden, at jeg har gået så langt.”

”Måske skulle du tage en lur på sofaen med benet oppe?” foreslog jeg.

”Jeg har i hvert fald i sinde at prøve.”

Jeg trak langsomt et skridt baglæns i retning af det selvsamme busstoppested, som Sasha havde benyttet den anden dag. ”Okay. Så ses vi senere.”

”Det gør vi.”

Han vinkede kort med højre hånd, mens jeg bakkede endnu et par skridt og derefter vendte rundt på hælen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...