De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

27Likes
29Kommentarer
16427Visninger
AA

7. Kapitel 6 - "Du er måske hemmelig agent?"

Emma

Til trods for min umiddelbare mangel på anelse om, hvordan jeg skulle tilbringe min eftermiddag, fik den alligevel ben at gå på. Først havde jeg kælet lidt med Blinkie, som syntes at acceptere mig uden videre, og derefter havde det været meningen, at jeg ville pakke lidt ud, så alting var på plads, når Skye kom hjem. Den plan fik Sasha – en af de andre babysittere, som jeg havde mødt – spoleret, for hun var meget ivrig efter at se mit nye sted og inviterede sig selv forbi.

Siden lejligheden ikke var særlig stor blev vi dog ikke hængende særlig længe. I stedet bevægede vi os ned til Westfield Mall på Market Street, hvor vi shoppede lidt og diskuterede forskellige interesser. Sasha, fandt jeg ud af, sagde aldrig ret meget i selskab med de andre piger, men på tomandshånd var hun rigtig flink og sjov.

Efterfølgende fulgtes vi op til Union Square, hvorfra hun egentlig skulle med en bus.

”Hvordan har du det med Froyo?” spurgte hun grinende, da vi nåede til den larmende park i bymidten, der bandt det turistiske havneområde et par kilometer længere nede sammen med det forretningsdrevne Financial District og det victorianske område vest for pladsen.

”Aldrig smagt det,” måtte jeg tilstå. Konceptet i frossen yoghurt forstod jeg ikke helt; hvad var der nu galt med almindelig is?

”Åh Gud!” udbrød Sasha leende. ”Det bliver du nødt til at prøve. Er du sulten?”

”Tja…” Af vane bekræftede jeg ikke lysten til at spise med det samme, heller ikke selv om jeg godt kunne bruge noget sødt.

”Det er godt nok til mig,” erklærede Sasha muntert og vendte halvfems grader for at krydse Powell. ”Kom, der er en butik lige på den anden side af Macy’s.”

Varehuset fyldte hele boligblokken og havde mange etager. De store vinduer afslørede glimt af, hvad der blev solgt inde bag de eksklusivt udseende døre, og enorme bogstaver på bygningens top afslørede dens navn. En eller anden dag måtte jeg tage mig sammen til at gå derind, men jeg var ret sikker på, at jeg ikke ville være i stand til at overskue det ret længe ad gangen, så det skulle nok være en dag, hvor jeg ikke havde andre planer. Måske sammen med Sasha, som sikkert kunne finde vej rundt.

Vi gik side om side ned langs bygningens vestlige mur. Sasha grinede hemmelighedsfuldt, som om hun legede med en tanke, hun ikke var sikker på, om hun skulle dele med mig.

”Hvad?” udfordrede jeg drillende.

”Hvordan kan du aldrig have spist Froyo før?”

Usikker på hvad jeg skulle sige trak jeg let på skuldrene. Sandheden var nok bare, at jeg ikke var så eventyrlysten når det kom til mad. Jeg kunne lide de ting, jeg havde kunnet lide altid. Silver havde introduceret mig for nogle retter, som jeg accepterede, men når det kom til at træffe valget selv, så ville jeg altid vælge flødeis over frossen yoghurt, bare fordi jeg var sikker på, hvordan smagen var. Der skulle andre mennesker til at skubbe mig ud over lige præcis den grænse.

”Det er ikke så populært i Danmark, som det er her,” svarede jeg. Udtalelsen var naturligvis kun delvist sand. Ligesom her var der i Danmark også opstået en fanatisering af frossen yoghurt, og nogle mente naturligvis, at det var langt bedre end almindelig is.

”Ærgerligt. Du bliver afhængig, når du først har smagt det.”

”Det vil jeg se, før jeg tror det.”

Vi drejede om hjørnet, og præcis som Sasha havde forudsagt det lå der en lille butik på bagsiden af Macy’s, hvor vi kunne fylde et bæger hver med frossen yoghurt i forskellige smagsvarianter og derefter overdænge det med tilbehør som frisk frugt eller chokoladeflager. Da vi havde betalt, bevægede vi os tilbage mod Union Square.

Her fandt vi en plads i solen, der ikke var overfyldt med turister. Sasha løftede sin egen plasticske, men skævede så til mig og udbrød: ”Kom så i gang. Den bider ikke, at du ved det.”

Den dominerende tone passede slet ikke til hende, specielt ikke fordi hun samtidig blottede et bredt smil, der fik hendes grønbrune øjne til at glimte uskyldigt. Jeg rakte tunge inden jeg stak skeen ned mellem to skiver jordbær og løftede fyldet til munden.

Det smagte af is, men så en smule mere syrligt. Altså som frossen yoghurt. Tilbehøret gjorde det dog til en interessant oplevelse, og jeg måtte erklære mig enig med Sasha i, at det smagte rigtig godt. Helt sikkert bedre end forventet.

”Nå?” opfordrede hun nysgerrigt.

”Ikke værst,” jokede jeg. ”Jeg kan godt lide det.”

Hun jublede lidt og lavede en sejrsdans i siddende stilling, inden hun selv gav sig til at spise. Til min overraskelse var desserten meget mættende, og jeg var pludselig glad for, at jeg ikke havde spist frokost. Ellers ville jeg nok have haft dårlig samvittighed over at tømme bægeret, der sikkert var fuldt af kalorier. Men så igen, jeg havde nok gjort det uanset hvad.

Efterfølgende lænede Sasha sig tilbage på albuerne med ansigtet vendt op mod solen og lukkede øjne. Jeg selv foldede armene omkring mine bøjede knæ og hvilede hagen derpå, afslappet og glad for ikke at skulle bekymre mig om Isaac, når jeg var færdig her. Nu kunne jeg endelig have lidt tid for mig selv.

”Hvordan er han så, din udlejer skråstreg bofælle?” ville Sasha vide.

”Han er flink. Lidt sær, men flink.”

”Hvordan sær?”

Jeg tænkte på de mange uopklarede sager, han havde efterladt mig med, da han tog på arbejde. ”Inden han tog på arbejde i dag, fik han lige nævnt i forbifarten, at han har en pistol liggende i sin kommode.” Per automatik sænkede jeg stemmen ved diskussion af et for mig følsomt emne.

Sasha sukkede og satte sig ordentligt op. ”Velkommen til Amerika.” Hun slog ud med armene, som for at indikere hvor vi befandt os. ”Hvis det at eje en pistol gør folk sære, så er min egen far også sær.”

”Det må han vel være, hvis han har dig til datter,” drillede jeg, pludselig meget klar over at jeg var farvet af min europæiske baggrund.

”Nå, nå!” Hun lagde armene over kors men formåede ikke at se fornærmet ud, fordi hun ikke kunne lade være med at grine. ”Ej, men spøg til side, hvilken slags person er han?”

Jeg var ikke meget for at putte folk i kasser, men det var det, jeg blev bedt om. ”Den type der bor alene i Tenderloin med sin kat og lader en komplet fremmed bo på sin sofa.”

”Tag det nu ikke forkert, men det lyder ret skummelt,” delte Sasha med mig. Ved nærmere eftertanke havde hun ret.

”Skye er nok den mindst skumle person, der findes,” påstod jeg, overrasket over at jeg rent faktisk følte mig tryg i hans nærvær, til trods for Aarons advarsel tidligere samme dag.

”Så er det jo godt,” konkluderede min veninde ubekymret.

Netop som hun sagde det, fik jeg øje på en bekendt skikkelse nede på fortovet foran de trappetrin, hvor vi sad. Jeg måtte ubevidst have holdt øje, for ellers ville jeg næppe have spottet den høje fyr med de brune lokker og brillerne, der stod og snakkede med en lille, latinamerikansk udseende kvinde, som havde en sort kasket trukket ned omkring sit krøllede hår.

”Når man taler om solen,” sagde jeg, mest henvendt til mig selv.

Sasha nærmest væltede fremover med øjne, som stod på stilke. ”Hvem?”

”Skye, selvfølgelig,” afslørede jeg.

”Seriøst?” Hun nærmest hoppede op og ned. ”Hvem?”

Det ville sandsynligvis have været mere effektivt at pege, men det var også en god del mindre diskret, så i stedet sagde jeg: ”Han står nede på fortovet. Sort T-shirt. Lyse bukser. Brunt hår og briller.”

”Ham turist-fidusen?”

Jeg grinede. ”Netop.”

Sasha virkede en god del mere begejstret for at se ham, end jeg selv følte mig. Alligevel havde jeg mest af alt lyst til at gå ned og sige hej til ham, men det turde jeg alligevel ikke, fordi jeg ikke vidste, om han var lige så begejstret for vores bekendtskab som mig. Måske var jeg bare et velgørenhedsprojekt for ham, og måske var jeg bare en dum teenager i hans øjne.

”Få ham til at komme herhen. Jeg vil se, om han er flot tæt på,” befalede Sasha.

”Ej,” fnisede jeg modvilligt. ”Så tror han bare, at jeg stalker ham.”

”Det gør du jo også nu, bare uden at gøre ham opmærksom på det,” pointerede hun snusfornuftigt.

Hun havde ret, så jeg fiskede overvundet min telefon op af den lille taske, som jeg havde hængende ved den ene side. Fordi en SMS ikke med sikkerhed ville nå ham i tide fandt jeg hans telefonnummer og ringede op, fortrydende så snart jeg hørte den monotone ringen, der indikerede, at han endnu ikke havde bemærket forsøget på at komme i kontakt med ham. Det her var det tåbeligste, jeg længe havde gjort.

Nede på fortovet trak han en smartphone op af venstre bukselomme, og kort efter lød det i mit øre: ”Hallo?”

”Hej, Skye, det er Emma.”

Jeg frygtede at se hans ansigt krølles sammen i irritation, men i stedet så jeg manden nede på fortovet smile og fatte sin trofaste træstav. ”Hey. Hvad så?”

”Jeg holder øje med dig,” fortalte jeg ham hemmelighedsfuldt.

Sasha skraldgrinede, da Skye så sig omkring uden tilsyneladende at finde ud af, hvad der foregik. ”Okay … Er det noget, jeg skal bekymre mig om?” lo han ind i mikrofonen.

”Ikke medmindre du laver noget, som du ikke tror, at jeg vil synes om,” returnerede jeg.

Han rystede opgivende på hovedet og lod stokken hvile mod sin hofte, mens han kløede sig i nakken med den nu frie hånd. ”Ikke det der ligner. Jeg har pause. Men det ved du måske allerede?”

”Det ser i hvert fald ikke ud til, at du foretager dig det helt store,” bekræftede jeg. Sasha var i gang med et mindre grineflip ved siden af mig, som hun forgæves forsøgte at dæmpe ved at holde sig for munden og krumme sig helt sammen. Jeg kunne ikke lade være med at småle.

Er du på Union Square?” ville Skye vide.

”Muligvis.” Jeg puffede lidt til Sasha, som væltede ned på siden.

Kom og sig hej, hvis du virkelig kan se mig. Så har jeg lidt at fordrive ventetiden med.” Smilet, som trak hans mundvige opad, gjorde det klart for mig, at han ikke havde det mindste imod denne lille leg.

”Okay.” Jeg rejste mig op og gestikulerede til Sasha om at følge med. ”Jeg har en veninde med, som meget gerne vil møde dig.”

Jaså?” Midlertidigt tog jeg øjnene fra min bofælle, mens Sasha og jeg bevægede os i retning af fortovet. Derfor kunne jeg kun tage hans tonefald som bevis for, at han var skeptisk over for min seneste bemærkning.

”Jep. Bliv hvor du er. Vi er der om to sekunder.”

Dermed afbrød jeg forbindelsen og sluttede mig til Sashas latteranfald, der endnu ikke var overstået. Hun var hyggelig at være sammen med, og jeg var glad for, at hun havde overtalt mig til at tage kontakten med ham op. Så fik jeg endnu en stund til at se ham, selv om jeg nok ville få rigelig mulighed for det i kraft af at vi nu delte lejlighed.

Vi tog de få trin ned til gadeniveau i let løb og rundede hurtigt hjørnet mod den side, hvor de røde dobbeltdækkerbusser holdt og ventede på en genopfyldning. Skye stod præcis, hvor han havde stået før, med fronten vendt mod os.

Mit hjerte slog et slag ekstra, og jeg blev forbløffet over min egen iver efter at tilbringe tid med ham. Jeg kendte jo stort set ikke gutten. Hvad fanden havde jeg gang i? Sasha holdt sig en smule bag mig, som om hun lige pludselig var blevet genert, sådan som hun altid lod til at være det i selskab med de andre børnepassere i Isaacs omgangskreds.

”Halløj,” hilste Skye muntert.

”Yo,” gengældt jeg og stillede mig skråt ved siden af ham, så Sasha kom til at stå i fokus.

Skye greb sin stok og trådte et lille skridt fremad for at række højre hånd frem mod min veninde. ”Hej. Skye.”

Hun trykkede hånden. ”Sasha.”

”Rart at møde dig,” svarede Skye høfligt. ”Hvad laver I her?” spurgte han så mig.

”Vi spiste frossen yoghurt.”

”Og efterlod vores bægre til skraldemændene, åbenbart,” føjede Sasha til.

”Pis,” klukkede jeg.

Skye lo den samme dæmpede latter, som jeg havde hørt den dag på Alamo Square. ”Måske har I opvejet jeres manglende miljøbevidsthed ved at bidrage til økonomien?” foreslog han og indikerede vores poser fra forskellige butikker.

”Det kan man godt kalde det,” sagde Sasha, nu en smule mindre forsigtigt end før. ”Men jeg tror nu alligevel, at der skal mere end et par teenagere til at gøre et synligt bidrag på den front.”

”Det er muligt, men det er da en start,” fastholdt Skye. ”Hvor har I været? Westfield?”

Sasha nikkede begejstret. ”Emma udpegede samtlige butikker, der ikke findes i Danmark. Har du nogen idé om, hvor chokerende mange, det egentlig er?” Mens hun sagde det, puffede jeg til hende, så hun vaklede et par skridt til siden og derefter genindtog sin plads over for Skye.

”Det er fordi Danmark er så lille, at selv et par teenagere kan yde et synligt bidrag til landets økonomiske situation,” drillede Skye og mødte mine øjne gennem brilleglassene. De grønne irisser blev et par toner lysere i solens stråler.

”Meget morsomt,” mumlede jeg tørt og gav også ham et puf, men mindre hårdt end Sashas på grund af hans dårlige ben. Egentlig var jeg ganske imponeret over hans evne til at genbruge en tidligere joke, men det ville han aldrig høre mig sige højt.

Sasha skævede mod vejen og trådte pludselig et skridt baglæns. ”Hey, Emma, har du noget imod, hvis jeg fanger den her bus?” spurgte hun og pegede på det lange, råhvide transportmiddel, der netop kom kørende forbi.

”Øh nej,” svarede jeg overrumplet. ”Selvfølgelig ikke. Skynd dig hellere, så du når det.”

”Super. Jeg skriver lige til dig senere,” aftalte hun grinende og var allerede på vej hen ad fortovet.

”Jep. Vi ses!” kaldte jeg efter hende.

Hun vinkede bag sig og satte så i løb hen mod lyskrydset, der netop var i færd med at lukke de sidste fodgængere over for grønt i denne omgang. Og så var jeg pludselig alene med Skye, som egentlig stadigvæk var på arbejde.

”Du må undskylde, hvis jeg afbrød jer midt i noget,” bemærkede han med øjnene rettet mod noget, der ikke lod til at være fysisk tilstede, men derimod huserede et sted i hans tanker. Den lidt fjerne tone understregede dette.

”Du afbrød ikke noget som helst. Jeg ringede til dig, husker du nok,” påmindede jeg ham.

”Det er selvfølgelig rigtigt nok, men alligevel. Nu er din veninde gået, og min pause slutter om et par minutter,” sagde han, denne gang mere nærværende.

”Det skal du ikke tænke på. Måske kan jeg bruge tiden på at støvsuge lejligheden.” Nu var det ikke, fordi jeg havde lyst til at gøre rent, at jeg sagde det, men mere som en måde at skifte emne på.

”Hvis du vil gøre det, så tager jeg aftensmad med hjem,” tilbød han med det samme varme smil, der havde fået min mave til at slå kolbøtter den dag under træerne med Isaac. Den slags smil jeg ikke kunne stå for.

”Aftale.”

”Er der noget specielt, som du gerne vil have?” ville han vide, rykkende lidt på sig, da endnu en dobbeltdækker forlod holdepladsen og blev erstattet af en ny.

”Overrask mig – jeg er ikke kræsen,” opfordrede jeg.

”Det vil jeg så gøre.” Han fugtede sine læber med spidsen af tungen. ”Jeg bliver nødt til at komme tilbage til arbejdet nu. Min vagt slutter klokken seks, så skriv til mig, hvis der er andet, som du vil have mig til at købe på vejen.”

”Skal jeg nok,” lovede jeg, selv om jeg vidste, at det ikke kom til at ske. Hvis jeg manglede noget, kunne jeg bare selv lette røven og få det købt.

”Okay. Vi ses senere.” Smilet i hans mundvige oplyste de grønne øjne og gjorde dem livlige og interessante at se ind i. Lidt for interessante.

”Ses,” præsterede jeg at få fremfniset, inden jeg trak i retning af krydset mellem Powell og Geary.

 

Blinkie sprang ned fra min mave, før jeg overhovedet havde opfattet, at der stod nogen ved døren. Efter at jeg var kommet tilbage fra Union Square, havde jeg snakket med Silver, trukket støvsugeren over gulvet som aftalt og ligget på sofaen med en af Skyes mange bøger foran mig. Et sted halvvejs gennem første kapitel af Into the Wild havde katten besluttet sig for, at jeg garanteret var et meget mere behageligt sted at sove end i fodenden. Eller måske syntes hun bare, at mine fødder lugtede.

I hvert fald gjorde hun mig nu opmærksom på, at vi ikke længere var alene. Få sekunder senere kunne jeg nemlig høre døren blive låst op, og Skyes ujævne gangrytme – akkompagneret af et hult dunk fra stokkens kontakt med gulvet – genlød mellem lejlighedens vægge. Gennem den åbne stuedør kunne jeg høre ham hilse på Blinkie, som gav et ynkeligt, imødekommende miav fra sig.

Dovent slog jeg bogen sammen og placerede den på sofabordet, inden jeg rejste mig op og tøffede gennem lejlighedens andenstørste rum, efterladende min telefon med All Time Lows album fra 2015 spillende. Stedets primære beboer havde taget sine sko af og sad ved spisebordet, tilsyneladende i færd med at løsne remmene, der holdt hans ben spændt inden for den massive knæstøttes rammer.

Som om han havde hørt mine strømpers bløde skurren mod gulvet over musikken, drejede han ansigtet skarpt i min retning og præsterede et smil, der ikke helt nåede øjnene. Derudover var hans ansigt blegt, og et hårdt drag omkring hans mund fortalte mig, at han enten var sindssygt træt eller havde vanvittig ondt. Jeg kendte det udtryk fra Silver. Præcis det samme.

”Velkommen hjem,” sagde jeg i et forsøg på at distrahere ham lidt fra hvad det end var, der plagede ham.

”Tak,” svarede han, og jeg måtte beundre ham for det hæderlige forsøg på at lyde henkastet. ”Jeg håber, at du kan lide pizza.” Sigende pegede han på komfuret, hvor der lå en stor, firkantet bakke og duftede himmelsk af nybagt brød og smeltet ost med tomatsovs.

”Selvfølgelig. Hvem kan ikke det?” grinede jeg.

Hans læber krængedes op i endnu et anstrengt smil ved det retoriske spørgsmål. Så vendte han sig mod det foretagende, som jeg havde afbrudt ham i. ”To sekunder, så skal jeg være der.”

”Ja, ja. Tag bare den tid du skal bruge.”

Imens gik jeg hen for at inspicere min aftensmad og kunne ikke lade være med at tænke, at det næsten ikke blev mere amerikansk. Nysgerrigt løftede jeg låget på bakken, og aromaen mindede mig om den sommer, hvor Silver havde taget mig med til Italien på ferie, fordi mine forældre havde brug for noget tid for sig selv – igen. Jeg havde ikke lidt nogen nød over at være adskilt fra mine officielle værger; tvært imod havde jeg hygget mig med ikke at skulle bekymre mig om noget som helst. Det var den første ferie af mange, som jeg tilbragte med Silver.

Fortabt i tanker lod jeg låget på kassen falde i igen og stod bare og stirrede ud i luften uden at vide, hvad jeg skulle foretage mig. Jeg var lykkelig for at have fået denne fantastiske mulighed af Silver, som havde arrangeret alt, hvad der havde med turen at gøre, for mig. Men samtidig følte jeg mig skyldig over ikke at savne livet derhjemme mere. Skyldig over ikke længere at være fristet af tanken om at købe en flybillet hjem til Danmark.

Det var først da Skye rejste sig, at jeg vendte tilbage til mig selv. Måske bemærkede han, at mine tanker var et andet sted, for han bad mig bare om at sætte mig, skar pizzaen ud og placerede den på spisebordet foran mig, hvorefter han selv tog plads over for. Nu hvor hans knæ ikke var holdt på plads af støtten mere hoppede end gik han, men han beklagede sig ikke, og jeg stillede ingen spørgsmål, fordi han formentlig bedst selv vidste, hvordan han skulle håndtere sin fysiske tilstand.

”Spiser du meget fastfood?” spurgte jeg, da vi havde spist til den fjerne lyd af min playliste i et par minutter.

Skye smilede, denne gang sit sædvanlige, milde smil. ”Det hænder,” afslørede han med et ironisk grin.

”Kan du ikke lave mad?” ville jeg vide. Hvis det var problemet, så kunne det være, at jeg skulle tilbyde aftensmad den følgende dag.

”Jo, det kan jeg sagtens,” indrømmede han. ”Men jeg er doven.” Som for at understrege sin pointe tog han en mundfuld pizza mere og lænede sig tilbage mod stolens ryglæn.

Jeg lo. ”Måske er en halv time ekstra på benene heller ikke lige det du har mest overskud til, når du kommer hjem fra arbejde?” gættede jeg.

For et ganske kort øjeblik så han helt chokeret ud, men det forsvandt så hurtigt, at jeg ikke nåede at kommentere på det. ”Er du tankelæser?” spurgte han useriøst.

”Ja,” drillede jeg og løftede endnu et stykke pizza væk fra bakken, lovende mig selv at dette blev det sidste, præcis som det havde været tilfældet med stykket før det.

”Uha,” grinede Skye. ”Så må jeg hellere sørge for at holde mit forstyrrede hoved i ro.”

Mens jeg lo, færdiggjorde han sin tredje skive pizza og rejste sig så for at gribe ud efter køleskabslågen og hive dunken med Arizona ud. Da den stod på bordet ved siden af kartonbakken, lod han et eftertænksomt blik flyve ud gennem vinduet mod gaden, hvor lyset var falmet betydeligt siden tidligere på dagen. Jeg vidste ikke, om han selv bemærkede det, men fingrene på hans venstre hånd, der holdt omkring stokken, dirrede som en Parkinson-patients.

”Er der noget galt?” forhørte jeg mig.

Han rystede på hovedet. ”Nej. Jeg tænkte bare på, om du ville have noget imod at tage et par glas for mig.”

Jeg nærmest sprang op, ivrig efter at gøre mig nyttig nu hvor han ikke ville tage imod husleje. ”Selvfølgelig ikke. Hvilket skab?”

”Det første efter vinduet,” angav han og tog plads igen.

Mine fødder krydsede let hen over køkkengulvet mod det anviste skab, som jeg åbnede. Derinde fandt jeg seks helt almindelige, gennemsigtige glas, et par kaffekrus og en termokop med FBI trykt ind i den blanke metaloverflade. Ved synet kom jeg til at fnise, for Skye slog mig ikke som typen, der havde en drengedrøm om at blive medlem af sikkerhedsorganisationen, som koppen reklamerede for.

”Hvad er der?” spurgte han, idet jeg trak to af de almindelige beholdere ud og lukkede lågen i efter mig.

”FBI,” svarede jeg sigende og gik hen for at sætte mig ned igen. ”Du er måske en hemmelig agent?”

Han havde nær væltet begge glas, idet han kom til at slå dem ind i hinanden, og nåede kun lige at få rettet begge op ved at lade sin stok falde på gulvet og bruge begge hænder. ”Åbenbart ikke så hemmelig længere,” spøgte han.

Fordi han var beskæftiget med at fylde Arizona i glassene, bøjede jeg mig ned og samlede stokken op for ham. For ikke at pådutte ham noget, stillede jeg den, så den støttede mod det ene bordben, hvor han nemt kunne nå den, hvis han fik brug for den.

”Du ved…” Jeg gik i stå over akavetheden i min egen stemme. Så prøvede jeg igen: ”Hvis du har brug for hjælp, skal du bare spørge.”

Igen indfandt der sig et eftertænksomt udtryk i øjnene bag brilleglassene, som om han slet ikke så mig, men derimod var et helt andet sted i tankerne. ”Det vil jeg så gøre,” blev det efterfølgende, overraskende muntre svar. ”Men jeg vil lige minde dig om, at jeg har klaret mig selv fint indtil videre.”

Da han sagde det, mindede han mig ufatteligt meget om Silver, som jeg havde haft den samme samtale med mere end én gang, fordi jeg ikke syntes, at han lod til at fange mit budskab. Af præcis samme grund havde jeg også en respons på hånden.

”Så må det være rart at få lidt aflastning til en forveksling.”

Hans ene mundvig trak en smule højere op end den anden. ”Det kan jeg ikke benægte,” medgav han uden diskussion.

Med Silver havde det været en anden historie; han havde hårdnakket påstået, at jeg bare skulle nyde min ungdom og ikke lege sygeplejerske for ham. Måske var de ikke så ens alligevel. Eller også var Silver bare dét ældre og ville ikke udnytte mig, fordi jeg stadig var et barn i hans øjne.

”Se dog ikke så overrasket ud,” grinede Skye pludselig og tømte sit glas med iste i to slurke.

”Undskyld,” sagde jeg fåret og erobrede det andet glas, som han havde fyldt. ”Den eneste med et lignende problem, som jeg kender, plejer at feje mine tilbud af vejen, medmindre han virkelig ikke har noget valg.”

Skye lænede sig en smule fremover og hvilede sine underarme mod kanten på bordet. ”Var det grunden til, at du sagde det? For at se, om jeg rent faktisk ville gøre brug af dit tilbud?”

”Nej,” protesterede jeg hurtigt, for det måtte han endelig ikke tro. ”Jeg tænkte bare på, hvor stor forskel der er på mennesker.”

Han sukkede stilfærdigt, og jeg bemærkede det kun, fordi en tot af hans pandehår løftedes en anelse og så faldt tilbage på plads. ”Jeg skammer mig ikke over at bede om en håndsrækning, hvis der er noget, som jeg ikke selv kan overkomme. Det kaldes selverkendelse,” forklarede han, som om det var den mest logiske ting i hele verden.

For ikke at gøre samtalen alt for filosofisk rakte jeg bare tunge af ham. ”Uh, hvor er du vis.”

”Nej, bare erfaren,” lo han og rejste sig op. ”Skal vi gøre plads til dine ting blandt alt mit rod?”

Jeg spekulerede på, om han ikke havde lyst til at tale mere om det, eller om han bare blev meget let distraheret af andre ting, siden han ikke engang besværede sig med et glidende emneskifte. Dog syntes jeg ikke, at jeg ville plage ham mere med det, hvis min første indskydelse viste sig at være korrekt, så jeg tog bare en tår sukkersød læskedrik og kom på fødderne.

”Ja, lad os det.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...