De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

25Likes
29Kommentarer
15533Visninger
AA

6. Kapitel 5 - "Det er en længere historie."

Emma

Penelope havde taget en surmulende, kropumulig Isaac med ned til sine forældre i Santa Cruz på denne klare, lune lørdag morgen, for at han ikke skulle hænge på mig konstant, mens jeg forsøgte at pakke og flytte mine ting ind til bymidten. Lawrence-husholdningens to voksne medlemmer havde taget det pænt og været meget forstående over for min bøn om at bo et andet sted, så længe jeg kunne komme og passe Isaac hver dag eller når der var brug for det. Isaac havde protesteret højlydt i ti minutter, indtil jeg havde taget ham med ned på stranden og leget vandflyver med ham i brændingen.

Skye havde haft travlt, så vi havde ikke haft tid til at mødes endnu en gang, men som plaster på såret havde han tilbudt at komme forbi for at hjælpe mig med flytningen. Dagene derimellem havde jeg så tilbragt sammen med andre piger, der hjalp Aaron og Penelopes nærmeste omgangskreds med at passe deres børn. Isaac havde hygget sig og været i stand til at glemme, at jeg ikke skulle sove på værelset ved siden af hans længere, og jeg havde fået plads til at dele mine tanker og frustrationer med andre hunkønsvæsener på min egen alder.

Og nu var dagen der så. Alting var pakket ned i min store kuffert, på nær et par ekstra T-shirts, som jeg ville lade ligge i tilfælde af at jeg skulle blive forhindret i at tage ind til byen for at sove. Jeg sad i køkkenet og læste i en bog, da Aaron kom indenfor efter sin sædvanlige løbetur.

”Godmorgen,” gispede han muntert og gik hen til vasken for at slå lidt koldt vand mod sit svedige ansigt.

”Godmorgen,” svarede jeg hjemmevant og klappede bogen sammen. ”Var det hårdt?”

Han tørrede sit ansigt af i den nederste del af sin T-shirt, der ikke var gennemblødt af kropsvæske. ”Den rene tortur,” afslørede han melodramatisk. ”Hvad gør man ikke for skønheden.”

”Eller sundheden,” indvendte jeg kækt. Aaron var nem at omgås i den forstand at han altid havde en kvik bemærkning at komme med på de rigtige tidspunkter.

Vi lo lidt sammen, inden han stak hovedet ind under håndvasken og slugte en god baljefuld vand. Imens proppede jeg bogen tilbage i den rygsæk, hvor jeg havde alle mine mest personlige ejendele samt min pung og mit pas. Kort sagt, de ting jeg under ingen omstændigheder skulle nyde noget af at miste.

”Hvis du skal bruge et par ekstra hænder til at flytte læsset, så skal du bare sige til,” tilbød Aaron venligt.

”Ellers tak,” svarede jeg høfligt. ”Min udlejer er på vej for at hjælpe mig med nogle af tingene, og så meget skrammel har jeg trods alt ikke.”

Aaron hvilede afslappet en arm mod halvmuren, der afskar køkkenbordet fra spisestuen i alrummet. ”Vi kommer til at savne at have dig her. Du er blevet som et ekstra medlem af familien, og Isaac forguder dig,” sagde han ligeud. ”Men jeg forstår dig godt, og jeg er glad på dine vegne, så længe vi stadig får dig at se.”

Nu ville være et godt tidspunkt at sige noget klogt og omsorgsfuldt, men jeg kunne simpelthen ikke komme på noget. Aaron havde overrasket mig, og selv om jeg var glad for støtten, så ville jeg ønske, at han ikke havde sagt det højt.

”Mig slipper I ikke så let for,” præsterede jeg endelig.

”Godt at høre.”

Netop som Aaron greb sine to højteknologiske ørepropper med indbyggede højttalere, ringede det på døren. Jeg vidste på forhånd, hvem det var, men lod alligevel min chef gå forrest ud i entreen og lukke op. Sollys kastede sig indenfor i en skarp firkant, der fik refleksionen af Aaron på gulvet til at se enorm ud. På trappetrin nummer to stod Skye, iført en grøn T-shirt med en hættetrøje udenpå og sine sædvanlige jeans. Jeg måtte huske at undersøge, hvor mange par af dem han havde.

”Skye?” Aaron lød som et uforstående lille barn.

”Aaron,” returnerede Skye mindre forbløffet.

Jeg var til gengæld fuldstændig rundtosset af forvirring. Kendte de hinanden? I så fald måtte Skye da have genkendt Isaac. Medmindre selvfølgelig at de ikke var tætte. Noget ved Aarons tonefald fortalte mig bare, at det skulle jeg ikke tage for givet.

Tankerne blev centrifugeret i min hjerne så hurtigt, at jeg dårligt kunne holde fast i en af dem ad gangen, før den næste tog form.

Fordi jeg stod halvt bag Aaron, kunne jeg ikke se hans ansigtsudtryk, men jeg kunne se hans spændte skuldermuskler og knyttede hænder. Og jeg kunne se Skyes reaktion: også hans muskelgrupper havde trukket sig lidt sammen, og der var et mørke i øjnene bag brillerne, som jeg ikke kunne overse. Men han stod helt stille, uden at gøre mine til at ville invitere sig selv indenfor.

”Kender I to hinanden?” spurgte jeg, da tavsheden blev en tand for akavet.

Dette fik begge mænd til at slappe lidt af, og Aaron trådte et skridt til siden, så jeg kunne stå ved siden af ham. ”Tja, vi…”

”Vi plejede at træne kampsport sammen,” brød Skye ind, eftersom Aaron tilsyneladende ikke kunne finde ordene til at forklare sig.

Under andre omstændigheder havde jeg nok udbrudt noget i stil med, at det var sindssygt tilfældigt og ret cool. Lige nu var jeg dog ikke engang sikker på, om jeg turde trække vejret hørligt. Der var helt klart kold luft mellem dem, så måske havde de ikke ligefrem været venner dengang. Måske var de endda rivaler. Den slags havde man vel, hvis man dyrkede en konkurrencebaseret sport længe nok.

”Jamen så vil jeg give jer to lidt tid til at diskutere gamle dage, mens jeg henter mine ting,” erklærede jeg i et forsøg på at løfte stemningen lidt.

Skye sendte mig et forundret blik, som om han ikke havde ventet, at jeg ville tage så let på situationen. Så bøjede han nakken i et langsomt nik, der fik hans mundvige til at trække en smule opad og hans øjne til at knibes en smule sammen. Der var noget ved det smil, der gjorde mig helt blød i knæene, og pludselig var jeg lykkelig for min egen undskyldning for at smutte.

Derfor drejede jeg hundrede og firs grader og vandrede tilbage til køkkenet.

 

At Aaron og Skye ikke ligefrem brød sig om hinanden, var så klart som solskin fra en skyfri himmel. Da jeg vendte tilbage med mine ejendele, tog Skye imod den store rejsekuffert og ventede ved vejen for enden af indkørslen, mens jeg tog midlertidig afsked med Aaron og lovede at komme forbi den følgende mandag morgen for at tage mig af Isaac. Inden jeg vendte mig for at gå, indvendte han:

”Hey, for resten… Jeg er sikker på, at Skye virker fuldstændig harmløs, men hold øjnene åbne omkring ham alligevel og pas på dig selv.”

Dette fik mig til at grine, for jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at Skye ville have nogen som helst mulighed for at såre mig. Hverken fysisk eller psykisk. Alligevel lovede jeg Aaron, at det skulle jeg nok, og så sluttede jeg mig til min nye bofælle ude på det solbeskinnede fortov.

Jeg ville gerne spørge ham, hvad der egentlig var foregået mellem dem, men af frygt for at virke for påtrængende udskød jeg det til senere.

Vejen snoede sig og skrånede opad mod Lake, California, Clement og Geary, hvor vi ville finde bussen til centrum. Enorme herskabsvillaer forvandledes til velholdte rækkehuse i to etager og små butikker med åbne døre og vinduer, der tillod lidt vind at slippe ind under tagene og lufte rummene ud. Da vi nåede busstoppestedet på den store boulevard, satte Skye sig på bænken i skuret, lænede sig tilbage og lukkede øjnene med et lettere forpint udtryk i ansigtet.

Normalt ville jeg ikke have kommenteret på det, men siden han havde trukket min kuffert op ad bakke hele vejen og ikke beklaget sig det mindste, så følte jeg, at jeg skyldte ham at udvise lidt interesse.

”Er du okay?” var det bedste, jeg kunne præstere.

Han åbnede det ene øje halvt. ”Jeg har det fint,” svarede han smilende og lød, som om han mente det.

”Du havde altså ikke behøvet at komme i dag. Jeg kunne sagtens have flyttet tingene selv,” påmindede jeg ham, eftersom han så træt ud.

”Det er jeg ikke i tvivl om,” afslørede han grinende. ”Men jeg ville gerne se, hvor du arbejder.”

Den udtalelse mindede mig om situationen ved døren, og den perfekte mulighed bød sig: ”Det er egentlig ret pudsigt, at dig og Aaron kender hinanden. Vidste du godt, at jeg arbejdede for ham?”

Hans øjenlåg gled i igen, og en smal fold optrådte i huden mellem hans øjenbryn. ”Det gik langsomt op for mig, da du talte i telefon med Penelope den dag i lejligheden. Men før det havde jeg ikke den fjerneste anelse. Det er meget længe siden, at jeg har set Aaron, og jeg har ikke set Isaac siden han var helt lille.”

”Var I venner dengang?” ville jeg vide.

”Det kunne vi næsten ikke undgå, når vi sås hver dag.”

”Hvorfor taler I så ikke sammen længere?”

I en længere bevægelse lænede han sig fremover, åbnede øjnene og trak brillerne af sin næse for at pudse dem i T-shirtens nederste søm. ”Vi … gled fra hinanden. Da jeg kom til skade, satte det en effektiv stopper for, at jeg kunne dyrke sport på samme niveau som før, og det var hvad der bandt os sammen.”

Indtil da havde jeg haft indtrykket af, at skaden var sket for nylig, men hvis den medførte, at han ikke havde set Isaac så længe, at han ikke kunne genkende ham, så måtte det være længere tid siden. ”Hvornår skete det?”

Igen var der stille lidt, mens han placerede glaslinserne foran sine øjne igen. ”Det er lidt over et år siden.”

Det undrede mig, at han tog det så roligt. Havde jeg været ham, ville jeg nok være flippet ud over stadig at være skadet efter et helt år. ”Hvad med dit ben? Burde det ikke være helet efter så lang tid?”

Han smilede og rejste sig op, da bussen rullede ind til fortovskanten foran læskuret. Op af den ene lomme trak han et for mig velkendt blåt Clipper-kort. ”Det har været meget værre,” fortalte han mig helt roligt, som om det ikke rørte ham det mindste. ”Ifølge den sidste kirurg, jeg talte med, så er det her så godt, som det bliver.”

Jeg var dybt rystet over den følelsesløshed, hvormed han håndterede overleveringen af den nyhed. Derfor blev jeg nødt til lige at høre det igen. ”Mener du, at du ikke kommer til at kunne gå bedre end nu?”

Åbenbart lykkedes det mig ikke helt at holde forargelsen ude af min stemme, for Skye begyndte at le, idet han scannede buskortet og humpede ind i kabinen. Noget nølende fulgte jeg med, usikker på om han rent faktisk havde affundet sig med det, han havde fortalt mig, eller om han bare var umådeligt god til at skjule sine følelser.

”Hvis jeg skal tro på den sidste besked, som jeg har fået, så ja.” Han trillede min kuffert ind til siden, foldede et af handicapsæderne ned og satte sig ved siden af uden at bøje sit højre ben ret meget.

Selv blev jeg stående og sørgede for at holde fast i en af de mange metalstænger til formålet. Bussen var ikke noget charmerende syn, men for en gangs skyld var den ikke stuvende fuld. Formentlig skyldtes dette tidspunktet; der var ikke ret mange, der var så tidligt ude af fjerene på en lørdag morgen, selv ikke i San Francisco. I det bagerste hjørne sad en midaldrende, asiatisk udseende kvinde med et spædbarn på skødet og plaprede løs, formentlig på kinesisk. Den lille pige kiggede fascineret på den voksne og smilede over hele femøren, da et par fingre kildede hende i siden.

Synet fik mig til at tænke på min egen mor, og på hvordan hun aldrig ville have fattet interesse for mig længe nok til at få mig til at smile. I hvert fald kunne jeg ikke huske, at hun nogensinde havde gjort det. Men okay, tanken om, at hun havde valgt mig fra, strakte sig også temmelig højt op i min bevidsthed, og positive minder kunne let være havnet i skyggen af dette mørke tårn.

”Og det har du det fint med?” spurgte jeg og opdagede forsinket, at jeg lød temmelig anklagende.

Hvis Skye tog notits af det, så var han en glimrende skuespiller, for hans smil blegnede slet ikke. Kun hånden, der holdt stokken, bevægede sig en smule rundt på håndtaget. ”Selvfølgelig var det ikke lige det, jeg havde håbet på, men jeg har ikke rigtig andet valg end at acceptere det.”

Logikken i den udtalelse var ikke til at argumentere imod, så jeg tog en strategisk beslutning og klappede i, inden jeg fik sagt noget dumt. Resultatet blev, at vi bare hver især koncentrerede os om egne tanker for en tid, mens bussen trillede østpå mod bymidten.

At se Skye sidde med blikket rettet mod husene, som gled forbi i farten, mindede mig om Silver, som jeg ofte havde taget i at stirre ud i luften, tilsyneladende uden rigtig at bemærke, hvad der foregik omkring ham. Hvordan mon han og Skye ville komme ud af det med hinanden? De lod til at have en del fællestræk, men om det var en god ting, anede jeg ikke. Måske ville de to i samme selskab fylde lokalet med akavet, eftertænksom tavshed.

Da jeg havde fortalt Silver om mine flytteplaner, havde han selvfølgelig sagt, at han nok skulle betale, hvad der måtte komme af udgifter. Andet havde jeg ikke forventet fra hans side, men det betød ikke, at jeg ville lade ham gøre det. Denne beslutning var blevet gjort meget nem, i kraft af at Skye havde nægtet så meget som at diskutere husleje, når jeg havde bragt emnet på banen. Silver var blevet temmelig mistænkelig, da jeg overbragte den nyhed, men i sidste ende havde han ikke direkte givet udtryk for misbilligelse. På samme måde som han ikke syntes at have den fjerneste interesse for, hvilken slags person Skye var.

Det eneste, han havde spurgt om, var, om Skye lod til at skjule ting for mig, eller om han var ærlig. Dertil havde jeg kun kunnet svare, at han altid besvarede mine spørgsmål efter bedste evne.

Mine tankebaner kom til en brat afslutning, da en høj, klar ringetone snoede sig gennem den stillestående luft i bussen. Med det samme rakte Skye ned i sin bukselomme og fiskede det bimlende apparat op.

”Det er Skye,” brummede han ind i mikrofonen. Spændinger i musklerne omkring hans øjne skabte en lille fure mellem brynene.

En anden stemme sagde et eller andet, men jeg kunne ikke forstå de individuelle ord, eftersom jeg ikke holdt telefonen selv.

Skye gned sit gode knæ mekanisk, sandsynligvis ikke opmærksom på fingrenes bevægelse. ”Egentlig er jeg midt i noget vigtigt...” Han lød ikke uforskammet eller irriteret, men det var helt tydeligt, at han mente det. I løbet af de næste ord, den anden person fik udtalt, tvang der sig dog et smil frem på hans læber. ”Nej, nej, det er slet ikke noget i den stil. Jeg er ved at hjælpe min nye bofælle med at flytte ind.” Igen var han stille lidt. Så kom det: ”Okay, hæng lige på et øjeblik.”

Instinktivt vidste jeg, at han skulle til at fortælle mig et eller andet, og at det var derfor, han nu holdt over telefonens mikrofon med den ene hånd, mens han drejede ansigtet i min retning. Hvad det end var, så lod han ikke til at være glad for at skulle vende det med mig, inden han tog en beslutning, men han gjorde det dog alligevel.

”Det er min chef. En af mine kollegaer har meldt sig syg, og han står og mangler én, som kan tage over på eftermiddagsvagten,” forklarede han mig hurtigt.

”Det skal du da bare gøre, hvis du gerne vil,” fortalte jeg ham og håbede, at jeg lød ivrig og opmuntrende. Faktisk så jeg helst, at han sagde nej og tilbragte eftermiddagen med mig, eller at han endnu en gang gav mig tilbuddet om at komme med, men jeg ville ikke fremstå som et opmærksomhedskrævende pattebarn i hans øjne, så jeg sagde ingenting.

”Det er ikke så meget, at jeg gerne vil, men min chef har været exceptionelt forstående over for min situation fra det øjeblik jeg blev ansat, så jeg føler lidt, at jeg bliver nødt til det.”

”Klart, klart. Du skal ikke tænke på mig. Jeg skal nok finde noget at fordrive tiden med,” lovede jeg ham.

Han sendte mig et mistroisk, sidelæns blik, men smilede så overskudsagtigt. Telefonen førte han op til øret igen. ”Chase? Hvis det er på Union Square, kan jeg være der om en times tid.”

Selv på afstand kunne jeg høre jubel i den anden ende, og Skye lo dæmpet ved siden af mig. Så han skulle altså på arbejde. Måske kunne jeg så pakke lidt ud og eventuelt sætte mig på Union Square med en bog, indtil han blev færdig.

”Intet problem. Jeg skal nok være der. Okay. Farvel.” Opkaldet blev afbrudt, og Skye sad lidt og vejede det lille apparat i den af sine hænder, der ikke hvilede på knæet. Så greb han i stedet sin stok med den frie hånd og rykkede lidt på sig. ”Er du sikker på, at du er okay med det?”

Jeg nikkede, mest for at få tid til at camouflere min skuffelse. Det var mange år siden, at jeg havde ladet noget andet menneske end Silver se den slags følelser fra min side. ”Ja da. Vi havde alligevel ikke nogen aftale om at hænge ud i dag.”

”Nej, det er sandt,” medgav Skye stilfærdigt, idet bussens højttalersystem meddelte os, at Van Ness var næste stop. Min ledsager og nye værelseskammerat rejste sig ved hjælp af sin stok og en metalstang bag sædet. ”Vi skal af her.”

Jeg hankede lidt op i mine ejendele, mens han greb håndtaget på min kuffert for at være klar til at gå. Normalt gik jeg hen foran dørene og ventede, men siden bussen var i bevægelse, og Skye ikke umiddelbart kunne holde fast i noget og stadig bevæge sig fremad, besluttede jeg at blive, hvor jeg var, indtil omgivelserne stod stille uden for vinduerne.

Vi scannede begge vores kort, og jeg sprang først ned på fortovet, hvorefter Skye baksede min kuffert ud og humpende fulgte efter ned ad trinnene. Fordi han ikke havde virket videre ivrig efter at tale om sin skade tidligere, undlod jeg dog at kommentere på det og lod ham i stedet bare vise vej mod opgangen, hvortil jeg formentlig ville få en nøgle meget snart.

Stolt kunne jeg konstatere, at jeg næsten huskede alle detaljer fra den dag, hvor han havde vist mig lejligheden og derefter fulgt mig til stoppestedet. Vi passerede den samme stribklub, det samme hotel Essex og det samme Hostelling International som den dag. Kun de hjemløse på gaden kunne jeg ikke specifikt genkende, men jeg må indrømme, at det heller ikke var dem, jeg så mest på.

Ved jernporten gjorde vi holdt, mens Skye låste op.

”Jeg skal nok tage kufferten,” fortalte jeg ham, da han gjorde mine til at ville fragte den op ad trinnene mod døren. ”Hvis du bare koncentrerer dig om trapperne.”

Han så ikke ligefrem lettet ud, men jeg kunne alligevel fornemme, at han ikke havde set frem til at tage den udfordring op. ”Så lad mig tage din rygsæk.”

Vi byttede lynhurtigt udstyr og fulgtes så ad indenfor. Fordi jeg havde kufferten at slæbe på, tog jeg imod tilbuddet om at gå først denne gang. Jo kortere tid jeg skulle bruge på at få den op desto bedre.

”Lige nu ville det være lækkert med en elevator,” beklagede jeg mig, da jeg pustede en smule ud efter anstrengelserne.

Skye, som tog trin for trin forsigtigt, lo. ”Tro mig, det tænker jeg dagligt.”

Han sluttede sig til mig på afsatsen og stak nøglerne i låsen, som han slog fra endnu en gang. Derpå lod han døren glide op og ventede, til jeg var trådt ind, med at lukke den efter sig. Blinkie sad på det lille spisebord med halen yndefuldt snoet omkring sine poter. De store øjne gloede nysgerrigt på mig, idet jeg skubbede kufferten lidt til side, så Skye kunne komme forbi, hvis han ønskede det.

”Skøre kat,” hørte jeg ham mumle, idet han hinkede hen langs køkkenbordet mod køleskabet. ”Hvad laver du oppe på bordet?” Han pegede anklagende på sit kæledyr, der betragtede fingeren for en stund, inden den stak sin lyserøde tunge ud og slikkede en enkelt gang på spidsen.

Jeg kunne ikke lade være med at grine, for det afslørede, hvor lidt Blinkie rent faktisk forstod af Skyes spørgsmål. Samtidig var det ufatteligt kært. Skye himlede sigende med øjnene, inden han vendte sig mod den låge, der lukkede madvarer inde i et køligere miljø.

”Er du sulten eller tørstig?” spurgte han hen over sin skulder.

Under normale omstændigheder ville jeg have sagt nej, selv om min mund føltes tør som papir. Det eneste, der afholdt mig fra denne standardreaktion, var, at hvis vi skulle bo sammen, så kunne det ikke nytte noget, at jeg brugte så meget energi på ikke at gå i vejen. Derfor nikkede jeg.

”En smule tørstig,” uddybede jeg. ”Men jeg har næsten lige spist morgenmad, så sulten er jeg ikke.”

”Hvad vil du have? Jeg har … Mountain Dew, Arizona og vand fra hanen.” Efterhånden som mulighederne blev fremlagt for mig, lød han mere og mere skeptisk, som om han skulle til at stille spørgsmålstegn ved sin egen livsstil.

”Arizona? Hvad er det?” Så vidt jeg vidste, var det ikke noget, man fandt i de fleste danske supermarkeder.

Han hev en femliters beholder ud af skabet. På fronten var der et grønt mærke med lyserøde blomster. ”Iste.”

”Det var ellers noget af en dunk,” lo jeg. I mit stille sind tænkte jeg, at Skye netop havde bekræftet alle mine fordomme om den almene amerikaners ernæringsvaner. Stort indkøb af usunde ting.

”Tja,” brummede han og lød nærmest forlegen, ”det er ikke så ofte, at jeg får taget mig sammen til at købe ind, så når jeg endelig får det gjort, bliver det i større portioner.”

Med det samme skammede jeg mig over at have tænkt noget så gement om Skye. Selvfølgelig havde han en god grund til at opbevare fem liter iste i sit køleskab. Eller måske nærmere en god undskyldning. ”Så lad mig prøve det,” erklærede jeg nysgerrigt.

”Så gerne.”

Han lukkede køleskabet efter sig, placerede dunken på køkkenbordet og haltede hen til hjørneskabet, hvor han fandt to glas. Disse klirrede for hver gang han tog et skridt på grund af det ujævne trit. På intet tidspunkt slap han stokken, der konsekvent hvilede i venstre hånd.

Da læskedrikken var skænket, rakte han det ene glas i min retning, og jeg tog imod det med begge hænder for en sikkerheds skyld. Han selv gjorde kort proces med sit eget, der blev tømt i løbet af et par sekunder. Forsigtigt løftede jeg glasset til mine læber og smagte på den nye oplevelse. Væsken var sødlig og frisk på samme måde som den slags iste, som jeg kendte hjemmefra.

”Hvis du skal bruge plads i køleskabet, så propper du bare ting derind. Tøv endelig ikke med at skubbe lidt til mit rod,” opfordrede Skye, som igen var i bevægelse – denne gang i retning af sit soveværelse.

”Betragt det som gjort,” grinede jeg og lænede mig tilbage mod køkkenbordet, mens jeg fulgte ham med øjnene.

Han stillede stokken fra sig ved kommoden, trak sin afslappede T-shirt af og gav sig så til at rode i den øverste skuffe efter et eller andet. Umiddelbart havde jeg ikke forventet, at han ville være veltrænet under tøjet, men hans mavemuskler trådte tydeligt frem, og det samme gjaldt for brystmusklerne. En smal bramme af mørkt hår strakte sig fra navlen til buksekanten.

Ved denne observering trak jeg øjnene til mig selv, inden tingene fik en chance for at blive akavede. Skye var min nye udlejer, så det nyttede ikke noget, at jeg stod og gloede på ham, som om han var en mandlig stripper på en bar. Heller ikke selv om han med den overkrop sagtens kunne have været det.

Et sort stykke stof med det sædvanlige firmalogo trykt over brystet blev krænget ned over den gyldne hud, og dermed blev min nyeste opdagelse også skjult igen: under det ene kraveben havde han en tatovering. Det var et ord, der tydeligvis var skrevet med svungne, elegante bogstaver, men præcis hvilket kunne jeg ikke læse på grund af vinklen. Åbenbart var Skye fuld af overraskelser. Jeg havde ikke troet, at han ville være typen til at lade en fremmed prikke blæk ned i sin hud.

”Din tattoo…” begyndte jeg, da han igen havde fattet sin stok og var på vej i min retning. ”Hvad står der?”

”Åh, den?” Han smilede et nærmest overbærende smil, idet han lod to fingre glide langs sit venstre kraveben. ”Navnløs.”

”Navnløs?” gentog jeg forvirret og kunne næsten ikke lade være med at grine af tanken om, hvordan det ville have lydt på dansk. ”Har det nogen speciel betydning?”

Et let skuldertræk fra hans side fortalte mig, at det måske ikke var noget, han var helt stolt ved at tale om. ”Ikke længere,” afslørede han og lod hånden falde ned langs siden. ”Det er en længere historie.” Konfronterende sit armbåndsur tilføjede han: ”Jeg bliver nok nødt til at smutte, hvis jeg skal være der til tiden.”

Selv om jeg var lidt utilfreds med ikke at få forklaringen på tatoveringen serveret med det samme, så vidste jeg jo godt, at han havde en deadline, der sikkert var lidt vigtigere. ”Jep. Skynd dig hellere.”

Han var allerede henne ved døren, da han syntes at skifte mening og i stedet bevægede sig hen til en beholder med køkkentøj. Under den fandt han en ring med to nøgler, som han rakte frem mod mig. Jeg skyndte mig hen for at tage imod dem, og ved samme lejlighed bemærkede jeg et ar, der strakte sig fra tommelfingerroden til knoen på hans langefinger. Det var hverken bulet eller iøjefaldende, men det var der dog alligevel. Dog gættede jeg på, at det også var en historie, som jeg måtte vente på.

”Den lille hører til porten og hoveddøren. Den anden er til selve lejligheden,” instruerede han mig. ”Porten nedenunder kan godt finde på at binde lidt, så du skal ikke blive bange, hvis det ikke lykkes første gang. Som regel hjælper det at give låsen et lille slag.”

”Jeg skal se, om jeg kan få det til at lykkes,” grinede jeg. ”Er der noget, du gerne vil have mig til at gøre, mens du er væk?”

”Måske kan jeg lokke dig til at fylde Blinkies vandskål?” Hans grønne øjne strålede livligt bag brillerne.

”Det kan jeg nok godt lige overkomme,” drillede jeg. ”Er der nogle ting, du helst ikke vil have, at jeg rører ved?”

For et kort øjeblik tænkte han sig om. ”Der ligger en pistol i den nederste skuffe i min kommode. Du må gerne kigge, men vær sød at lade være med at bruge den. Ellers kunne jeg gå hen og få problemer.”

Og så var der endnu en overraskelse – om end denne gang en temmelig ubehagelig en af slagsen – jeg måtte vente med at spørge ind til, for Skye var allerede tilbage ved indgangen, i færd med at svinge træpanelet på hængslerne fra.

”Det behøver du ikke at være bange for. Jeg er ikke så glad for våben,” indrømmede jeg.

”Godt,” erklærede han roligt. ”Jeg bliver virkelig nødt til at gå nu. Vi må snakkes ved senere.”

”Sikkert. Vi ses.”

Med disse ord lod jeg ham gå, ikke helt sikker på hvad jeg nu skulle tage mig til. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...