De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

27Likes
29Kommentarer
16740Visninger
AA

5. Kapitel 4 - "Åh, hvor er du sød!"

Emma

Selv om Penelope var hjemme, da jeg forlod villaen i Sea Cliff, så var Isaac begyndt at græde meget højt og hjerteskærende. Han havde været så ynkelig, at jeg næsten havde ombestemt mig og aflyst aftalen med Skye. Men så mindede jeg mig selv om, at jeg ville fortryde den beslutning, så snart Isaac fik en ny idé til, hvad vi kunne lave. Jeg var mere træt af den lille dreng, end jeg kunne tillade mig at være det, men grunden dertil var helt sikkert, at jeg aldrig fik en pause fra ham.

Til sidst havde jeg lovet ham, at når jeg kom hjem, ville jeg læse hele bogen om Pilot Smalls oplevelser på dagens flyvetur for ham. Den handel havde været god nok til ham, så ikke mange minutter senere kunne jeg stige på bussen mod bymidten og det mødested, Skye havde foreslået.

Jeg havde aldrig været på Union Square, men hvis jeg ikke tog meget fejl af min Google Maps-app, så gik bussen direkte dertil. Så jeg steg på ved Geary og ventede nervøst i en halv times tid, mens den bevægede sig øst for Golden Gate og Presidio til en bydel hvor et højt tårn i asiatisk byggestil stod på en tom plads og derefter det tætbebyggede centrum i den turistiske del af San Francisco. Køretøjet lugtede kraftigt af gammel sved, sandsynligvis fordi solen hamrede ned fra oven og folk havde det med at være iført et lag for meget, fordi klimaet havde en tendens til at skifte mange gange i løbet af en dag. Endnu havde det dog ikke regnet siden min ankomst.

En let vind blæste gennem den skyggefulde gade, da jeg trådte ud på fortovet foran Lids og kunne konstatere, at jeg befandt mig på krydset mellem O’Farrell og Powell, hvor strømmen af turister var stærkere, end jeg ellers havde oplevet den. I skyggen var vinden kølig, og gåsehuden krøb hurtigt frem på mine bare arme. I et kort øjebliks forvirring stod jeg lidt og så mig om, inden jeg konfronterede min telefon for at finde ud af, hvor jeg skulle gå hen.

Til venstre ville lede mig ned til Market Street, hvor sporvognene havde en endestation. Til højre skulle meget gerne lede mig nordpå mod Macy’s og Union Square. Sidstnævnte blev mit bedste gæt, så jeg satte i bevægelse op ad bakke, hen over vejen mod det næste kryds.

Der var så mange ting at se på, at jeg helt glemte at være rædselsslagen for at mødes med Skye igen. Union Square viste sig at være en plads på størrelse med en boligblok med grønne arealer og en terrasse med små borde og stole. Rundt omkring på trappetrin, bænke og ved samtlige borde sad mennesker og nød deres kaffe fra Starbucks eller læste avis eller snakkede i telefon. Mængden af tilstedeværende blandet med en kontant strøm at trafik gjorde, at der var en form for fredelig, distanceret larm over stedet, der gav mig en fornemmelse af at befinde mig i midten af en storby – hvilket jeg jo også gjorde.

Et par dobbeltdækkerbusser holdt ud for pladsens sydlige kant. Den ene af disse var påmalet samme logo, som Skye havde haft på sin T-shirt den dag på Alamo Square. Fortovet var pletvist optaget af mænd og kvinder, der delte foldere ud og reklamerede for deres respektive turistbureauer. I stærk kontrast til disse stod stift udseende forretningsfolk i dyre jakkesæt, der vandrede ind og ud af det enorme hotel på parkens vestlige side.

Selv om jeg aldrig havde prøvet noget lignende, så følte jeg mig underligt veltilpas her midt i virvaret af indtryk. Jeg tog mig tid til at krydse gaden to gange og se mig grundigt omkring. De omkringliggende bygninger var høje, men byggestilen lånte dem et strejf af sydlandsk charme, der fik mig til at glo betaget. Hvor var dette en fantastisk by. Hvis ikke det havde været for Skye, så var det tvivlsomt, om jeg ville have vovet mig så langt væk fra Sea Cliff og Isaac det næste lange stykke tid.

For ikke at stå og blomstre som en anden mælkebøtte mellem fortovsfliserne gik jeg lidt rundt for mig selv. Klokken var præcis fire, men umiddelbart var der ikke skyggen af Skye at finde på den solbeskinnede plads. Ikke at jeg havde et særligt godt overblik nede foran plateauet, men alligevel. Gad vide om han havde tænkt sig at brænde mig af?

Jeg tog plads på en af betonklodserne ud for sightseeingbusserne og betragtede de sort-og-rødklædte medarbejdere gøre en ihærdig indsats for at lokke turister til. En af dem vendte sig sågar mod mig. I sammenligning med alle andre end Aaron var han nærmest intimiderende høj og bredskuldret, men et bredt, drenget smil i det mørke ansigt fik ham til at se venlig ud, idet han kom nærmere.

”Hey!” sagde han friskt og hoppede nærmest på stedet. ”Føler du, at du har set alle dele af San Francisco, som du gerne vil se?”

Smilende rystede jeg på hovedet og lænede mig tilbage med let sammenknebne øjne for ikke at blive blændet af den skarpe sol. ”Langt fra.”

Han viftede med et stykke papir foran mig. ”Hvad så med at tage en af vores guidede ture? På den måde kommer du til at se alt, hvad der skal ses, og lidt til.”

Jeg hadede sælgere, men ikke fordi de var irriterende. Det var mere fordi jeg havde svært ved at sige nej til dem, selv om jeg virkelig ikke var interesseret. ”Måske en anden gang,” hørte jeg mig selv sige. ”Lige nu har jeg en anden aftale.”

”Helt i orden,” udbrød han ivrigt. ”Så skriver jeg lige en adresse ned, som du altid kan finde os på, hvis du får brug for en rundvisning. Hvad er dit navn?”

”Emma,” svarede jeg omgående, uden at tænke nærmere over, at en fremmed lige havde spurgt, hvad jeg hed.

Han stivnede, som om lyden af mit navn havde givet ham stød. Så slog han ud med armene. ”Du skulle vel aldrig vente på en af mine kollegaer?” Diskret indikerede han logoet over sit bryst.

Så Skye havde altså fortalt om vores aftale. ”Jo, men han er sent på den. Ved du, om han har tænkt sig at blive væk?” På den måde lød jeg ikke alt for ivrig efter at mødes med en person, der rent faktisk var fremmed for mig.

”Det tror jeg bestemt ikke, at han har,” fastslog manden med den mørke hud og de store, brune øjne. ”Det ser ud til, at han bliver en smule forsinket. Bussen skulle have været her nu.”

”Så væbner jeg mig bare med tålmodighed,” fortalte jeg ham lettet.

”Det vil du ikke fortryde,” lovede han mig. ”Skye er en herlig fyr.”

Jeg lo, netop som endnu et af de store køretøjer holdt ind til siden ud for mig. Så snart det holdt stille, sivede en lind strøm af mennesker ud på fortovet foran mig.

”Når man taler om solen,” bemærkede manden muntert.

Sidst af alle steg en ung mand med valnøddebrunt hår og kraftige briller af og stoppede op for at se sig omkring. Chaufføren stak hovedet udenfor, og han vinkede kort med højre hånd. Manden foran mig vendte ryggen til og piftede højt og øresønderrivende, hvilket med det samme fik Skye til at vende opmærksomheden i denne retning.

Fordi jeg sad ned, kunne han formentlig ikke se mig over myldret af mennesker foran sig, men han kunne næsten ikke undgå at se det kæmpe brød af en kollega, der stod foran mig og vinkede som en tosse. Synet fik mig til at grine, selv om en sværm af sommerfugle netop var blevet sluppet løs i samtlige af mine indre organer. Skye var rigtig pæn. Hvordan mon det her ville gå?

Så kom han nærmere og slog leende sin knyttede hånd mod sin kollegas. Først derefter fik han øje på mig, og så var det lidt, som om hans gode humør forsvandt i et splitsekund.

”Matt,” sagde han over larmen, ”nu har du ikke sagt et eller andet upassende, har du vel?”

”Det kunne aldrig falde mig ind,” protesterede den mørklødede mand med påtaget forargelse. ”Jeg underholdt bare din date, mens hun ventede på dig. Har du aldrig hørt, at man ikke må lade en dame vente?”

”Den er god med dig,” kommenterede Skye med et strejf af tør humor, inden han bevægede sig en smule tættere på mig. ”Undskyld, at jeg kommer lidt sent. Der var lige et punkteret dæk, som vi skulle have ordnet, så min sidste tur blev lidt længere end forventet.”

”Intet problem,” forsikrede jeg ham underligt genert. En ting var at jeg skulle mødes med Skye, men noget helt andet var at hans venner blev blandet ind i det allerede.

Som om han fornemmede optakten til en potentielt akavet stilhed blandt larmen, trådte fyren ved navn Matt et skridt baglæns og gav Skye et kort, venskabeligt klap på skulderen. ”Jeg må hellere se at komme tilbage til arbejdet,” erklærede han og blinkede til mig, som om vi havde en eller anden intern joke kørende. ”Hyggeligt at møde dig, Emma. Det kan være, at vi ses igen snart.”

”I lige måde,” svarede jeg hastigt, ikke så sikker på om det ville blive aktuelt eller ej. Måske ville Skye denne gang for alvor indse, at han ikke rigtig var interesseret i at lære en teenager at kende. Anden forklaring på det lange stykke tid, hvor han intet havde foretaget sig med mit nummer, kunne jeg ikke finde.

”Har du vagt i morgen?” hørte jeg Matt spørge Skye.

”Jeg har aftenruten til Sausalito,” forklarede Skye med et skuldertræk. ”Og du?”

”Centrum, Nob Hill og North Beach.”

”Okay. Så ses vi nok på et andet tidspunkt,” afsluttede Skye, som diskret tog et skridt i min retning.

”Jep. Ses!” Matt emmede af energi, idet han vinkede efter sig og småløb ud på det egentlige fortov igen.

For ikke at lade Skye stå og blomstre rejste jeg mig op, så vi i det mindste var lige klar til at fortage os et eller andet. Han var iført mere eller mindre samme tøj som sidst: en T-shirt med arbejdspladsens logo over brystet og et par temmelig forvaskede lyse jeans, der var så slidte over knæene, at de næsten var hvide. Stokken hvilede stadig i hans venstre hånd, og han lagde ikke skjul på, at han benyttede sig af den.

Tydeligvis bemærkende min lidt intense stirren rykkede han på sig og stak den frie hånd i sin lomme. I solskinnet så hans hår meget lysere ud, end det havde været i skyggen af træet på Alamo Square, og farven på hans irisser blev helt vasket væk.

”Er du sulten eller tørstig?” Stemmen fik mig til at koncentrere mig om situationens helhed frem for øjeblikket.

”Ikke rigtig,” brummede jeg høfligt, selv om jeg altid kunne både spise og drikke, hvis det var noget, jeg holdt af. Formentlig var min glæde ved føde ikke lige det første, jeg skulle vise en fremmed fyr, som jeg var interesseret i at lære bedre at kende. Chancen for at han ville finde det charmerende, var ikke særlig stor.

”Okay. Er du stadig interesseret i at se det sted, jeg nævnte?”

”Ja da!” udbrød jeg entusiastisk. ”Hvis du stadig har lyst til at vise mig det, selvfølgelig.”

”Selvfølgelig. Det er ikke så langt herfra.” Han trak hånden op af sin lomme igen og gestikulerede i samme retning, som jeg var kommet fra, da jeg bevægede mig mod Union Square. ”Skal vi gå?”

”Du viser vej,” opfordrede jeg ivrigt og fulgte med ham, da han satte sig i bevægelse.

I modsætning til første gang vi mødtes, gik han nu meget bedre. Det var stadig tydeligt, at han havde problemer med sit ben, for ved hvert skridt trak hans muskler sig sammen under stoffet, og han haltede slemt, men han så ikke længere ustabil ud. Formentlig havde turen på jorden påvirket hans førlighed den dag, og nu var tingene normale igen. Men han gik trods alt stadig med stok, og jeg var ved at dø af nysgerrighed, fordi jeg ikke vidste hvorfor og ikke turde at spørge direkte.

Vi gik i tavshed for en stund, tilbage mod O’Farrell og en gade længere mod syd til Ellis. Her drejede vi vestpå og fulgte den tyndt befolkede gade. Jo længere fra Union Square vi kom, des flere mærkelige mennesker så jeg sidde i skyggen af bygningerne på begge sider af vejen, der løb i midten. Langt de fleste af dem var iført mange flere lag tøj end nødvendigt, og jeg kunne kun forestille mig, at de ikke duftede særlig godt på nært hold.

I krydset mellem Ellis og Jones sad en ældre mand med langt, gråt hår og manglende fortænder og røg pibe. Hans blodsprængte øjne blev åbnet en smule mere, da han fik øje på os, og det gjorde mig lidt utryg, så jeg sørgede for at holde øjnene forsvarligt for mig selv og lade være med at glo alt for åbenlyst.

”Velkommen til Tenderloin,” kommenterede Skye dæmpet og drillende, da vi havde passeret. ”Tosseanstalten under åben himmel.”

Jeg var en smule chokeret for at sige det mildt. På samtlige beskrivelser af San Francisco havde jeg aldrig nogensinde læst, at der kunne være mange hjemløse, og at de sad på åben gade til fuldt skue. Men hvad havde jeg egentlig regnet med? Velfærdssystemet herovre var meget forskelligt fra det danske, hvor man stort set kun var uden tag over hovedet, hvis man absolut selv ønskede det. Her fik man intet valg, hvis man ikke havde råd til en bolig.

”Det er sådan lidt skummelt, er det ikke?” spurgte jeg forsigtigt.

Skye trak på den ene skulder. ”Det er ikke ligefrem det smukkeste kvarter i byen,” medgav han. ”Og der sker vel ting og sager af og til. Men hvis man bare husker at se sig for, så er det ikke værst.”

Vi fortsatte et stykke endnu, forbi Leavenworth og Hyde og et par hjemløse mere, der skændtes om en pakke cigaretter. Alle de omflakkende sjæle gjorde mig temmelig ængstelig, og jeg var glad for, at dette ikke var mit første indtryk af San Francisco. Ellers havde jeg nok købt en flybillet direkte tilbage til Danmark så hurtigt som overhovedet muligt – og så havde jeg været fløjtende ligeglad med, hvor mange af Silvers penge jeg brugte.

Noget ved Skyes rolige fremtræden fik mig dog til fortsat at følge med ham. Han virkede fuldstændig uberørt af uhyggen ved de mange uhumske skabninger foran skyggefulde, grundigt aflåste jernporte, hvis funktioner var svære at bedømme. De kunne lige så godt være designet til at holde noget gemt forsvarligt væk indenfor som til at holde uvelkomne gæster ude.

”Her,” tilkendegav Skye og lavede en svingende gestus med højre hånd i retning af endnu en jernport. Fra lommen på sine slidte bukser drog han et nøglebundt, som han brugte til at låse først jerngitteret og senere den mørke trædør inde bagved op med.

Det var ikke lige det, jeg havde håbet på at se udefra, men jeg ville ikke fornærme ham ved at lade en bemærkning falde om det. I stedet iagttog jeg en smule åndsfraværende, hvordan han humpede op ad de to trin til dørtærsklen og åbenbarede en mørk, kølig opgang. Så snart jeg trådte ind over dørtrinnet, blev jeg mødt af en lugt af indelukkethed, der fik gennemtrækken fra vinden udenfor til at føles som en skelethånd, som trak sine kolde fingerspidser ned langs min rygsøjle.

For enden af den smalle gang var der en sort dør, og den eneste anden retning, man kunne gå, var ovenpå. Trappens jerngelænder så stabilt ud, og det lod til, at fliserne var blevet skiftet ud for nylig, så nogen måtte jo bekymre sig om stedet til trods for dets placering.

”Det er ovenpå,” forklarede Skye i et tonefald, der fik det til at lyde, som om også han havde sine betænkeligheder ved det her. Kort efter fulgte en indikation på, hvad der måske plagede ham: ”Trapperne er ikke mine bedste venner, så hvis du går først, slipper du for at vente efter hvert trin.”

”Nej, det er fint. Jeg har ikke travlt.” Forhåbentlig lød det mere selvsikkert, end jeg følte mig, så snart ordene var sluppet ud af min mund.

”Som du vil,” kommenterede han og gik hen til trappen. Her greb han om gelænderet med den frie hånd og trådte op med det ben, der ikke var rammet ind af bøjler og spænder. Derefter bragte han den anden fod op på samme trin og gentog processen.

Jeg fulgte nysgerrigt med, ikke sikker på hvornår det ville være et godt tidspunkt at spørge ham, hvad der var sket, og hvorfor han gik med stok. Silver havde jeg aldrig rigtig fået spurgt – først fordi jeg var genert, senere fordi det virkede akavet at spørge efter årevis, hvor det ikke var blevet taget op. Nu havde jeg en chance for at undgå denne akavede hungren efter viden om Skyes situation. Alt hvad jeg skulle gøre, var at åbne munden.

”Er det besværligt?” spurgte jeg temmelig vagt og kunne have slået mig selv.

Præcis som hvis jeg havde spurgt ham, hvordan vejret var på en regnvejrsdag, smilede Skye skævt og en smule overbærende, idet han tog endnu et trin. ”Nej, bare tidskrævende. At komme op er ikke et problem. Det er værre, når det er den anden vej.”

”Hvorfor?” gravede jeg forundret. I mit hoved hang ned ad bakke og ned ad trapperne sammen med mindre anstrengelse end turen op.

”Jeg kan ikke rigtig bøje benet, og egentlig bør jeg heller ikke putte alt for meget vægt på det, men med trapper er det svært at undgå begge dele samtidig,” uddybede han tålmodigt.

”Ja, det kan jeg godt se kunne give lidt problemer.” Vi nåede til en afsats, hvor der var endnu en sort trædør. Skye nærmede sig denne, klar med sit nøglebundt endnu en gang. Mens han låste op, tog jeg mod til mig: ”Hvad er der egentlig sket?”

Han sukkede så dæmpet, at jeg kun bemærkede det, fordi jeg stod tilstrækkeligt tæt på til at se hans brystkasse hæves og sænkes overdrevet en enkelt gang. Den lille metalplade med takkerne i den ene side gled ind i låsen og drejede et par omgange.

”Jeg plejede at dyrke blandet kampsport. En dag mødte jeg bare en modstander, der var langt bedre end mig. Det var en fair kamp, men jeg gik der fra…” Han tav for en stund. ”Måske er gik ikke det rigtige ord. Jeg forlod stedet med et totalskadet knæ. Stort set alle ligamenter og sener var revet over.”

Egentlig slog han mig ikke som typen, der brugte sin fritid på at udøve vold for underholdningens skyld, men jeg kendte jo ikke rigtig fyren, så måske burde jeg ikke være så hurtig til at dømme. ”Det lyder smertefuldt.”

Idet vi gik indenfor, kunne jeg høre ham småle for sig selv. ”Du skulle bare vide.”

Dertil vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle sige, så jeg holdt min mund og koncentrerede mig om det nye sted, som jeg blev præsenteret for.

Køkkenet, vi trådte direkte ind i, var aflangt og standardiseret. Gulvet var holdt i en eller anden mørk træsort, og væggene var malet råhvide. Langs væggen ud mod gaden strakte køkkenbordet sig, kun afbrudt af en håndvask, et køleskab i det fjerneste hjørne og komfuret umiddelbart inden for døren. Midt på gulvet stod et lille tomandsbord i træ og et sæt tilhørende stole. Til højre for indgangen var endnu en væg, der var brudt op af tre døre, hvoraf kun en gabte bredt og afslørede en bogreol på den anden side.

”Skal jeg tage skoene af?” spurgte jeg, inden jeg kom alt for godt i gang. Samtidig satte det en stopper for det tidligere samtaleemne, som jeg alligevel ikke helt vidste, hvordan jeg skulle håndtere.

”Nej, det er ikke nødvendigt,” forsikrede han mig afslappet og haltede hen over gulvet til den midterste af de tre døre. ”Kom, så skal jeg vise dig badeværelset.”

Jeg skyndte mig at slutte mig til ham i døråbningen. Badeværelset var endnu smallere og mere aflangt end køkkenet. For enden af rummet var der en bruser bag et gråt plasticforhæng, og umiddelbart ved siden af stod en håndvask. Over denne hang et spejl, flankeret på begge sider af et sæt hvide skabe. Derudover var der kun toilettet og et sammenfoldeligt tørrestativ at finde i det relativt lille rum. En hvid pære i loftet understregede, hvor rene de hvide klinker overalt på væggene og gulvet var.

”Det ser ikke ud af meget,” brød Skye ind i mine tanker, ”men det kan, hvad det skal.”

”Jeg er ikke kræsen,” lod jeg ham vide.

”Hvis du prøver at finde et rimeligt sted at være i San Francisco, så er det nok en meget god indstilling at have,” drillede han, idet han trak sig lidt væk igen, i retning af den åbentstående dør. ”Skal vi se på den del, du formentlig er mest interesseret i?”

”Gerne.”

Da han skubbede døren helt op, åbenbaredes en stue for mig. Ligesom i køkkenet var væggene råhvide, og møblementet var sparsomt. Et vindue i modsatte væg viste udsigten til en murstensvæg, men det tillod lidt naturligt lys at falde ind i rummet. Bogreolen i den sydvendte væg var fuld af bind, nye som gamle placeret side om side. I det sydvestlige hjørne stod en kommode med en tv-fladskærm ovenpå, hvortil man ville have frit udsyn fra en grå hjørnesofas to længer.  Hjørnet af et lavt kaffebord kunne anes hen over ryggen på sofaen, der i øvrigt blev dækket delvist af en sekvens af skabe i samme farve træ som gulvet. Derudover var det eneste andet møbel en temmelig slidt fletstol med mørke puder.

”Sofaen kan slås ud til en dobbeltseng,” meddelte den unge mand mig.

Jeg tog en chance og var dermed den første til at bevæge mig ind i lokalet. Der var rent og ryddeligt. Hvis det havde været mig, der boede der, ville bøgerne nok have ligget i stakke i samtlige hjørner. ”Men kommer dem der bor her ikke til at mangle stuen, hvis jeg pludselig overtager sofaen?”

Fordi Skye befandt sig delvist bag mig, kunne jeg ikke se hans ansigtsudtryk, men jeg kunne til gengæld høre hans dæmpede udtryk af morskab. ”Tro mig, den bliver sjældent brugt. Det vil ikke være noget problem, hvis du slår dig ned på den.”

Han lød sikker, så han måtte kende ejerne ret godt. Endnu havde han dog ikke fortalt mig, hvorfra han havde hørt om stedet, og der var ingen indikation af, at her rent faktisk boede nogen permanent. Der var ingen pynt på væggene eller billeder på de bare overflader. Ingen personlige ejendele ud over den tandbørste jeg havde set på badeværelset.

Før jeg kunne nå at stille mine mange, pludselige spørgsmål, opfattede jeg en bevægelse på sofaen. Først var jeg ikke sikker på, om jeg så rigtigt, så det tog mig et øjeblik at opfatte, at noget var sprunget ned på gulvet og på vej i min retning. Katten var lille, havde hvid pels på maven, poterne og omkring snuden. Resten af den var sort, hvilket fik dens gule øjne til at stå meget klart frem.

Automatisk satte jeg mig i hug, og den sneg sig en smule nærmere, tydeligvis nysgerrig. Da dens bløde, runde hoved ramte min håndflade, kunne jeg ikke holde et lille udbrud af beundring inde. ”Åh, hvor er du sød!”

”Det glemte jeg at sige,” lød det fra Skye. ”Blinkie her er fast inventar, så hvis du er allergisk eller har noget imod –”

”Jeg elsker dyr,” afbrød jeg begejstret. Lige nu gjorde det skumle nabolag mig ingenting; hvis jeg kom til at bo her det næste stykke tid, så ville jeg endelig have det kæledyr, jeg aldrig havde haft som barn.

Katten spandt og gned sig grundigt op og ned ad min hånd og mine bøjede knæ, inden den lod mig trække mine fingre let hen over sin hale og fortsatte hen mod Skye. Et højt, klagende miav dræbte stilheden mellem os, idet Skye bøjede sig fremover for at klø den lille skabning bag ørerne. ”Jeg er også glad for at se dig,” hørte jeg ham sige.

”I to er måske gode venner?” drillede jeg ham, idet jeg rettede mig op igen.

Skye grinede, og for en kort stund kunne jeg virkelig se, at han kun var treogtyve. ”Blinkie er i øjeblikket den eneste kvinde i mit liv.”

Jeg lo. Pludselig gav tingene en smule mere mening. ”Det her er din lejlighed, er det ikke?”

”Jo,” bekræftede han muntert og strakte ryggen ud. Katten gned sig op og ned ad hans dårlige ben, men det lod ikke til at genere ham.

”Hvorfor sagde du ikke bare det fra starten?” spurgte jeg.

Han trak let på skuldrene. ”Du virkede ikke alt for ivrig efter at ses igen den dag i parken, så jeg tænkte, at det nok ikke ville være den bedste åbning at spørge, om du havde lyst til at bo sammen.” Ærligheden i ordene fik min mave til at slå kolbøtter, dels af glæde men også af dårlig samvittighed.

”Det var ikke min mening at virke afvisende,” fløj det ud af mig, for jeg huskede godt, at han havde tilbudt mig en gratis rundvisning i byen. ”Det er bare … du ved…”

”Du behøver ikke at forklare dig over for mig,” brød han ind, og han lød virkelig, som om han forstod, at jeg ikke kunne finde ordene for det, jeg gerne ville sige. At jeg virkelig ikke havde lyst til at fortælle ham, at han var en fremmed for mig, som jeg ikke helt stolede på. I det øjeblik mindede han mig rigtig meget om Silver, som aldrig havde bedt mig om at finde ordene for noget, som egentlig ikke behøvede at blive ytret.

”Jamen i så fald,” begyndte jeg og satte hænderne i siderne, ”hvad skal du have for at dele din bolig med mig?”

Han stak sin frie hånd i bukselommen. ”Kan du finde ud af at støvsuge og vaske gulve?”

Jeg hævede et øjenbryn. ”Selvfølgelig. Hvorfor?”

”Fordi det er de to huslige ting, jeg har størst besvær med,” indrømmede han uden på nogen måde at virke flov. ”Så hvis du vil hjælpe til på den måde, er det alt, hvad jeg behøver fra dig.”

Silver havde aldrig bedt mig om at gøre rent, men jeg havde gjort det så længe, jeg kunne huske, for at skåne ham og vise min taknemmelighed. Derfor gjorde det mig ikke det mindste, at Skye stillede denne lille, ubetydelige betingelse. Dog forvirrede det mig en smule.

”Men det er jo ikke gratis at have mig boende her, så jeg vil meget gerne betale også,” løj jeg høfligt.

”Jeg vil ikke have dine penge,” fastslog han, mildt men bestemt.

Efter at have kommet mig oven på forvirringen stod jeg bare og stirrede på ham. Skye var ung, havde garanteret ikke det mest velbetalte job og kunne dårligt gå uden hjælp, og alligevel stod han her foran mig og nægtede at tage imod finansiel hjælp til at give en komplet fremmed tag over hovedet. Det gav ingen mening i min optik, men jeg kunne godt lide det. Faktisk tiltalte hans personlighed mig rigtig meget.

”Hvis du ændrer mening, skal du bare sige til. Forudsat at du stadig ikke har noget imod at dele dit private rum med mig, selvfølgelig.”

Bag brilleglassene glimtede hans grønne øjne livligt. ”Tvært imod. Du skal være meget velkommen.”

Pludselig var beslutningen ligesom allerede taget. Jeg brød mig ikke om nabolaget, og jeg havde mine betænkeligheder ved at bo under samme tag som en fyr, jeg kun havde mødt én gang tidligere, men jeg følte mig underligt velkommen og godt tilpas inde mellem lejlighedens vægge. Og så var der jo Blinkie.

”Hvad er der bag den sidste dør?” spurgte jeg, mest for at holde samtalen i gang.

”Mit soveværelse,” svarede Skye og trådte baglæns.

Det viste sig at det sidste rum også var det eneste, der tilnærmelsesvis bar præg af hans handicap. Møblementet bestod af et skrivebord med tilhørende stol, en kommode med fire skuffer og en tyk madras på gulvet i det ene hjørne. Til de to vægge, som madrassen grænsede op til, var der fastgjort et par metalbøjler, som jeg gættede på, at han kunne bruge til at trække sig selv op med.

Hvis han havde råd til at lade mig bo der gratis, så havde han vel også råd til at købe en ordentlig seng, der sikkert ville være bedre for hans ben. Dog fik jeg aldrig delt denne tanke med ham, for han var hurtig til at lukke døren igen.

Efterfølgende satte vi os ved det lille spisebord, og han serverede limonade for mig. Samtalen gled naturligt nu, hvor vi ikke længere var i gang med en formalitet, der ligesom skulle overstås. Han fortalte mig om sin arbejdsdag, og jeg fortalte ham om min. Han syntes, at det var sødt, at Isaac havde grædt, da jeg forlod huset i Sea Cliff, selv om han nok godt vidste, at jeg ville komme tilbage igen.

Det var mest mig, der snakkede, og min nye bofælle der stillede spørgsmålene. Han lyttede interesseret med hagen hvilende i den ene hånd og den anden afslappet hvilende mod bordpladen. Noget ved den måde, han sad på, mindede mig om Silver igen. Eller måske var det bare hans væremåde.

Bedst som jeg tog mig selv i at håbe på et forslag om at spise aftensmad sammen ringede Penelope. Hun ville gerne vide, om jeg kunne komme hjem, for der var opstået en akut situation, som hun og Aaron skulle se til, men som Isaac ikke kunne være en del af. Fordi det nu en gang var mit job og jeg ikke ville give dem problemer lovede jeg at skynde mig.

Så snart jeg havde lagt på, rejste Skye sig fra sin siddeplads og fattede sin stok. ”Pligten kalder,” kommenterede han venligt.

”Desværre,” bekræftede jeg og fulgte hans eksempel for at finde vej hen til døren.

”Nu skal jeg følge dig ud.”

Måske skulle jeg have protesteret imod det, for han demonstrerede derved for mig, hvorfor det var mere besværligt at gå ned ad trapper end op. Dog var jeg glad for, at jeg ikke nåede så langt, for det viste sig at være nødvendigt med en nøgle for at komme ud på gaden igen. Skye, venlig som han var, fulgte mig helt hen til det nærmeste busstoppested og lovede, at vi kunne skrives ved snart om muligheden for at flytte ind. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...