De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

27Likes
29Kommentarer
16529Visninger
AA

4. Kapitel 3 - "Du vil takke mig for det senere."

Skye

Stik imod min forventning havde au pairen Emma rent faktisk sendt mig en besked den følgende aften. Den indeholdt hele fem ord: Tak for sidst. Emma Krüger. Normalt skulle der mere til end en tilfældig samtale med en person, som jeg nok aldrig kom til at se igen, for at få mig i godt humør, men der var noget ved den her pige, som jeg ikke kunne komme udenom. Fra første gang jeg så hende var det lidt, som om jeg blev nødt til at lære hende at kende.

Af samme grund havde jeg ladet hende hjælpe, selv om jeg måske burde have bidt tænderne sammen og mandet mig op. Det var trods alt ikke første gang, at jeg var faldet. Ej heller forventede jeg, at det ville blive den sidste, selv om det kunne være rart.

Jeg havde svaret et kort selv tak på beskeden, bare så hun ikke blev i tvivl om, hvorvidt jeg havde udleveret det rigtige telefonnummer. Derefter havde der ikke været nogen kontakt i et par dage, hvilket frustrerede mig mere, end det burde. Mere end en gang havde jeg taget mig selv i at overveje, om jeg skulle finde et påskud for at ses med hende igen. Når jeg delte min viden om byens historiske punkter med turisterne på busserne, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om hun ville finde de fakta interessante eller ej.

Kort sagt var jeg ved at blive vanvittig. Af denne grund fandt jeg mig selv nødsaget til konstant at være i gang, så jeg ikke gjorde noget dumt. Da det blev mandag, og jeg havde min første hele fridag i et par uger, gav jeg mig derfor i kast med at rydde op i min lejlighed. Efter mange måneder, hvor jeg mere eller mindre havde smidt enhver bog fra mig på stuebordet, var det hårdt tiltrængt.

Jeg vidste udmærket godt, at jeg ikke burde genoptage kontakten med Emma. Det var bedre for os begge, hvis hun forblev ude af alt det lort, som mit bekendtskab kunne føre med sig. Derfor holdt jeg mig selv i stram snor og tog fat i mere presserende opgaver.

Efter at have støvsuget og vasket gulvet i hele lejligheden var jeg så træt, at jeg blev nødt til at ligge ned lidt. Mit knæ dunkede, som om der var en stortromme forbundet til det, og min hofte og ryg havde det ikke meget bedre. Alligevel kunne jeg ikke falde i søvn og heller ikke rigtig slappe af. Jeg kunne bare ligge og stirre op i loftbrædderne, som godt kunne trænge til en frisk omgang maling. Det måtte blive et senere projekt.

Blinkie sprang op på min mave, krøllede sig sammen og spandt veltilfredst. Under normale omstændigheder havde jeg ikke så meget tid til at kæle med hende, så måske burde jeg slet ikke have anskaffet mig et kæledyr, men tanken om at komme hjem til en tom lejlighed fik min paranoia til at røre på sig. Så her lå vi på en mandag eftermiddag og lyttede til lydene fra gaden udenfor.

På en varm efterårsdag som denne lugtede Ellis Street ikke alt for godt, for al skidtet og skraldet fra de mange hjemløse blev brændt godt igennem og afgav både safte og odører, der umuligt kunne være sunde. Rico, en af de hjemløse, der fast lå og sov ude foran min trappeopgang, brokkede sig højlydt i ubehøvlede spanske gloser over at en af de andre stank langt væk. En anden råbte til ham, at han skulle holde sin kæft, for larmen fik alligevel ikke affaldet til at gå væk.

De fleste gik i en stor bue uden om Tenderloin-området nær San Franciscos turistcentrum, netop på grund af de mange hjemløse, der ikke alle var helt rigtige oven i hovedet. For mig var det lige omvendt. Jeg havde valgt stedet, fordi der altid var folk i gaderne og aldrig fuldstændig stille. På den måde ville jeg sandsynligvis få et lille forspring, hvis jeg fik ubudne gæster.

En enkelt gang havde jeg bestilt en pakke, og Rico og Jian havde jaget den stakkels mand helt til Civic Center tre gader nede. Efterfølgende havde jeg fået en opringning, der bad mig om fremover at hente min post på et kontor længere væk. Selvfølgelig havde jeg undskyldt og grinet af tilfældet, men inderst inde var jeg godt tilfreds med den måde, tingene var sket på. Så behøvede jeg ikke på samme måde at se mig over skulderen herhjemme, som jeg gjorde det, når jeg gik rundt i offentligheden.

”Her er det bare os to, mis,” fortalte jeg Blinkie, som ikke lod til at tage notits af min bemærkning.

Sukkende overbærende af min egen opførsel foldede jeg armene bag hovedet og lukkede øjnene.

 

”Kvindemennesket har en skrue løs,” beklagede Matt sig, da vi holdt frokostpause på den smalle strand, der havde udsigt over Aquatic Cove.

Solen skinnede, og flere grupper af elever fra sprogskolen en gade længere mod syd sad omkring os og snakkede. Vinden blæste fra vest, men den var ikke så kold, som den kunne have været. En af de gamle sporvogne var lige kommet til endestationen og i færd med at skifte hold, så den mange meter lange kø kunne blive en anelse kortere.

”Opmuntrende nyhed at komme hjem fra bryllupsrejse med,” kommenterede jeg drillende og tog en bid af den sandwich med smeltet ost, som jeg netop havde købt.

”Forstå mig nu ret, din kyniske satan,” udbrød Matt dramatisk, ”jeg elsker hende mere end noget andet i denne verden, men det overgår min forstand, hvordan hun kan nå helt op i det røde felt over, at jeg tilbringer et par timer med at se baseball. Specielt når jeg har givet hende udelt opmærksomhed en hel uge i træk.”

Jeg kunne ikke lade være med at grine, for jeg havde set Matt og Jasmine sammen et par gange, og de småskændtes altid en lille smule, men aldrig nok til så meget som at overveje at slippe hinanden. ”Måske er det ikke helt uretfærdigt, at hun bliver lidt småsur, når du vælger tv’et frem for hende,” påpegede jeg, vel vidende at Matt af alle kunne tage det.

Matts mørke øjne blev knebet en anelse sammen, sikkert lige så meget i et forsøg på at se fornærmet ud som for at undgå at blive blændet af solen. ”Sig mig, hvis side er du egentlig på?”

Jeg foregav at tænke mig om. ”Amors.”

Ved dette lo Matt højlydt og var nær faldet bagover. ”Dig? Du ved ikke en skid om kærlighed, mand. I den tid jeg har kendt dig, har du aldrig så meget som nævnt en kvinde ved navn, medmindre det er en kollega eller en af vores partnere,” sagde han. Ærligt, men ikke uvenligt.

Fordi jeg godt kunne se hans pointe, lod jeg som ingenting og rystede bare på hovedet. Det mindede mig om Emma, som havde siddet i græsset over for mig og moret sig så livsglæden og energien strålede ud af de blå øjne. Det mindede mig om den måde, hvorpå hendes lyse hår havde skinnet i sollyset, da hun rakte mig min stok og derefter hjalp mig op at stå.

”Det er nok fordi det er de eneste kvinder, som jeg rent faktisk kender,” pointerede jeg.

”Du bør komme ud noget oftere,” erklærede han alvorligt og slugte en mundfuld Mountain Dew. Før jeg kunne nå at komme med min bedste undskyldning fortsatte han: ”Det med at damerne ikke falder for en fyr med stok er bare et påskud for at være asocial.”

Som sådan var det jo rigtigt nok, men Matt vidste ikke, hvad der lå bag, eller hvorfor jeg følte, at jeg blev nødt til at holde mig fra alt for tætte relationer, hvis det kunne lade sig gøre. Det var en sikkerhedsmæssig beslutning, lige så meget til fordel for andres velbefindende som mit eget.

Jeg kneb øjnene sammen og så ud på vandet, der rullede i små bølger ind mod den lyse bred. ”Du har ret. Det er nok nærmere risikoen for, at jeg falder for dem både bogstaveligt og billedligt talt, der holder mig tilbage.” Selv om jeg sagde det med et smil, så var jeg stadig ret flov over at have mistet balancen på den måde, der fik Emma til at komme mig til undsætning.

”Er det sket for nylig?” ville Matt vide, tydeligvis i et forsøg på at bevise usandsynligheden i det vås, jeg netop havde lukket ud.

”Jep,” tilstod jeg og tog endnu en bid af min sandwich, som jeg så skyllede ned med en slurk vand.

Matt hævede begge øjenbryn i forundring; det var ikke ofte, at jeg havde historier at dele med mine kollegaer, fordi jeg hovedsageligt tilbragte min fritid alene med Blinkie. ”Uddyb.”

Normalt fandt jeg det bedre ikke at involvere andre i mit følelsesmæssige liv, men fordi tanken om Emma stadig hjemsøgte mig efter en hel uge tænkte jeg, at det måske ville være en god idé at få afløb for spekulationerne og høre en andens synsvinkel på sagen.

Så jeg fortalte Matt, hvad der var gået for sig i store træk, udeladende den del, hvor lille Isaac havde mindet mig ubehageligt meget om en fortid, jeg gerne ville glemme. Det gode ved Matt var, at han ikke var ret meget ældre end mig og derfor vidste præcis, hvornår han skulle tale eller holde sin mund lukket. I hvert fald når det var et semialvorligt emne.

Da jeg var færdig, havde han også tømt sin dåse med energidrik og var gået i gang med at gnaske sig gennem en sandwich fra Subway. Han tog sin tid med at tygge af munden og synke, inden han åbnede munden: ”Hvorfor har du ikke skrevet til hende?”

Tonen var næsten bebrejdende, men jeg var temmelig kold over for den slags manipulation. ”Hvad skulle jeg skrive? Hey, Emma, jeg har ikke kunnet få dig ud af hovedet siden vi mødtes virker en smule aggressivt.”

”Du kunne bare fortælle hende, at du nød at tale med hende, og at du gerne vil gøre det en anden gang, hvis hun er frisk på det,” vurderede Matt midt i en mundfuld.

Jeg fortærede det sidste af min frokost og krøllede så det brune papir, den var blevet udleveret i, sammen. ”Måske,” medgav jeg og lænede mig tilbage mod mine hænder for en kort stund. ”Det kan være, at jeg gør det senere.”

Vi sad lidt og tænkte hver for sig. Enhver normal person ville nok have taget imod Matts råd. Og jeg havde lyst til det mere end noget andet. Men jeg kunne bare ikke. Selv hvis Emma ikke blev hængende i byen permanent, så var mit venskab ikke ligefrem gode nyheder, og jeg ville helst ikke udsætte hende for de risici, der fulgte med.

Jeg konfronterede mit armbåndsur og trak vejret dybt, forberedende mig på det næste. ”Vi må hellere finde vej tilbage igen,” konkluderede jeg.

”Fem minutter mere,” grinede Matt, som altid tog det afslappet, når det kom til mødetider, men som alligevel altid var der til tiden.

”Fem minutter mere og så er vi begge to arbejdsløse, når vi når frem,” advarede jeg ham, idet jeg greb min stok.

”Okay, okay.” Han rejste sig fra den betonkant, vi havde siddet på, og børstede vildfarne sandkorn af sine bukser.

Jeg selv trak venstre ben op under mig og brugte det til at skubbe mig op at stå. For en kort stund var alt hvad jeg kunne koncentrere mig om at finde balancen, så jeg ikke behøvede at støtte hårdt fra med højre fod. Det gode ved Matt var, at selv om han udmærket vidste, at jeg havde mine udfordringer, så lod han mig klare dem selv, medmindre jeg bad om andet. Han stillede ikke spørgsmål, og han behandlede mig ikke som en skrøbelig glasfigur.

I stedet sluttede han sig bare til mig oppe på den asfalterede gangsti og begyndte at gå. Det ville tage en smule længere end fem minutter at nå tilbage til Pier 39, hvor vi skulle sørge for at tjekke og sælge billetter til nysgerrige besøgende, der var blevet trætte af at se på søløverne og ville vide mere. Undervejs fortalte Matt mig flere detaljer om den rejse, han og Jasmine havde været på til Caribien, og det lod til, at hans forargelse over hustruens manglende interesse i sport havde fortaget sig. I hvert fald forklarede han ivrigt, hvor heldig han havde følt sig, da han så hende komme gående hen ad stranden i sin brudekjole. Det syntes jeg lød meget poetisk.

Selv havde jeg ikke den store erfaring med romance. Jeg huskede, at mine forældre altid tog sig tid til hinanden og aldrig lagde skjul på deres lykke, men hvert eneste billede af dem i min erindring havde fået et mere dystert filter i årenes løb. Disse mørke toner var det, der havde fået mig til at dedikere min opmærksomhed til noget helt andet end kærlighed. Faktisk var det nærmere det modsatte. I lyset af denne brændende lidenskab til mit eget had var det nok ikke så mærkeligt, at jeg aldrig havde haft en fast kæreste.

Nu var mit liv radikalt anderledes, og selv om jeg havde mere tid og overskud nu, så kunne jeg stadig ikke finde det i mig selv at invitere andre indenfor i det dobbeltmoralske mørke, der var mit liv. Dette kunne jeg naturligvis ikke lade andre vide, så jeg smilede bredt og imødekommende til samtlige turister, der accepterede en flyer og en forklaring fra min side, og jeg lo med, når mine kollegaer lavede dårlige jokes, der ikke gav mening. Det var afslappende og tankeløst arbejde, hvilket var de primære grunde til, at jeg nød det så meget.

Livet omkring den famøse mole, hvor de californiske søløver havde holdt til hver dag siden det store jordskælv i 1989, fik mig til at slappe af. Jeg følte mindre trang til konstant at se mig over skulderen, når jeg var omgivet af tusindvis af fremmede, der ingen chancer havde for at vide, hvad jeg havde gjort eller hvem jeg var. I deres øjne var jeg bare en af de underbetalte idioter, der ikke kunne finde et bedre job end et, hvor jeg skulle forsøge at overtale andre til at bruge deres penge på at lytte til en lokal, der fortalte om byen i en times tid.

Mon det også var hvad Emma tænkte, da jeg fortalte hende om min profession?

Klokken fire var Matt og jeg færdige, og vi efterlod Juan og Steve til den afsluttende tjans. Efter at have tilbragt hele dagen på fødderne kunne jeg godt mærke, at mit knæ ikke var i topform. Selv med bøjlerne, som holdt det sikkert på plads, føltes enhver bevægelse af benet som at få skubbet knive ind i leddet fra alle vinkler.

”Går det?” spurgte Matt, da vi bevægede os mod enden af Beach Street, hvorfra det var nemmest for os begge at tage bussen mod syd.

Jeg sendte mit ur et misbilligende blik og bad til, at Muni ville leve op til standarden og som sædvanlig ikke være der til tiden. Ellers var der ingen måde, hvorpå jeg kunne nå det. ”Så langt, så godt,” svarede jeg.

”Planer for i aften?” ville min kollega vide.

”Spise aftensmad og så i seng,” lo jeg. ”Hvad med dig?”

”Jasmines bror og min egen bror har planlagt, at vi skal have en herreaften i Dolores Park,” fortalte han med et uvornt glimt i sine mørke øjne. ”Hvilket minder mig om, at jeg skal huske at spørge min svoger, om jeg skal fortælle Jasmine sandheden eller ej.” Han klappede sin bukselomme og stoppede så. ”Men min telefon er løbet tør for strøm. Kunne jeg måske låne din?”

”Selvfølgelig.” Jeg fiskede min mobil op af lommen på mine jeans og rakte den til ham. ”Værsgo.”

”Tak, mand,” brummede han koncentreret, mens han tastede på displayet. Så løftede han det batteridrevne objekt til sit øre og lyttede. Til min overraskelse gik der kun et par sekunder, inden han rakte den til mig.

Først troede jeg, at den simpelthen gik til telefonsvareren med det samme, men så gik det op for mig, at et opkald stadig var i gang. Til sidst fik jeg læst navnet på modtageren, og en blanding af panik og forventning sprang ud i fuld flor i mit bryst.

”Røvhul,” kommenterede jeg, idet jeg tog imod maskinen.

”Du vil takke mig for det senere,” påstod Matt selvtilfredst og indtog venteposition med armene over kors.

Jeg lyttede til den monotone tone et par gange mere med tilbageholdt åndedræt og uden den fjerneste anelse om, hvad jeg skulle sige.

Det er Emma,” lød det så pludselig i min højre øregang. Hun lød ikke irriteret, men jeg havde svært ved at overhøre overraskelsen i tonefaldet.

”Emma, det er Skye. Jeg ved ikke, om du kan huske mig.” Jeg kunne næsten ikke lade være med at le, da Matt rullede med øjnene.

Selvfølgelig kan jeg det,” svarede den muntre pigestemme.

Egentlig havde jeg ikke regnet med andet, men det havde købt mig lidt tid til at tænke over, hvad jeg skulle sige. ”Kan du også huske, hvad det eneste, jeg kunne gøre for dig, var?” spurgte jeg ledende.

Ja, men det var egentlig mest ment som en spøg. Det er ikke noget, du skal tænke over.” Hun var ingen overbevisende løgner.

”Hvordan ville du have det med at dele?” fløj det ud af mig.

Så længe jeg kan få lov til at være mig selv og ikke behøver at underholde nogen konstant, så er jeg rimelig åben for alle muligheder,” grinede hun.

Skulle jeg eller skulle jeg ikke fortsætte herfra? Hvis jeg gjorde, så var der to forskellige reaktioner, der kunne komme ud af det, og ingen af dem syntes særligt tiltalende i det lange løb. Men hvis jeg ikke gjorde det, betød det så ikke, at hun og jeg ikke havde mere at tale om? Kort skævede jeg til Matt, som så forbløffet på mig. Misbilligelsen fra den akavede hilsen var forsvundet ud af hans ansigt nu.

”Hvad ville du så sige til at vi mødes en dag, og så kan jeg vise dig et sted?” Jeg have gjort langt værre ting i mit liv end dette, men af en eller anden grund var jeg mere nervøs nu, end jeg havde været i mange år.

Hun lo stille ind i mikrofonen. ”Meget gerne. Hvornår passer det dig bedst?”

Tidsplaner og skemaer strømmede rundt i min erindring for en kort stund. ”Hm… Fredag har jeg fri halv fire. Hvordan passer det dig?”

Jeg skal lige tjekke med cheferne, men omkring klokken fire ville umiddelbart passe mig bedst.”

”Klokken fire lyder fint,” istemte jeg med det samme. ”Vil du lade mig vide, når du har fundet ud af mere?”

Selvfølgelig. Jeg spørger i aften.

”Perfekt.”

Matt gjorde en sigende hovedbevægelse i retning af busstoppestedet. Nikkende en enkelt gang begyndte jeg at gå i den retning igen, stadig overvejende om jeg skulle sige mere til Emma, eller om jeg skulle ende samtalen her.

Hvad laver du?” spurgte hun så.

”Jeg er på vej hjem fra arbejde. Og du?”

Der lød stille omkring hende. ”Ikke helt vildt meget. Isaac sidder og ser en film, og han er helt opslugt.

Formentlig var det ment som en forklaring på, at hun havde ro omkring sig, men det lød næsten i mine ører, som om hun var mere vant til at fortælle, hvad Isaac foretog sig, end hvad hun selv lavede. Så meget at det var blevet en vane.

”Fik han sin is den anden dag?” spurgte jeg smilende, bare for ikke at lade tilføjelsen falde til jorden uden grund.

Hun lo. ”Ja, det gjorde han. Men så snart vi kom ind i bussen på vejen tilbage til Sea Cliff faldt han i søvn og tabte den ned på sit tøj.

Latter tvang sig vej op gennem min hals. ”Det kan jo ske.”

Jep. Overlevede du turen hjem?”

”Ja, ja,” svarede jeg henkastet. ”Det var slet ikke så slemt, som det så ud.”

Er du sikker? Det så rimelig slemt ud,” bemærkede hun skeptisk.

”Jeg ved det godt,” tilstod jeg. ”Men det gik fint.”

Hvis du siger det,” kommenterede hun.

Igen gjorde Matt en bevægelse, denne gang i modsatte retning af stoppestedet. Jeg så mig over skulderen og fik øje på den lange, hvide bus, der langsomt kom kørende op ad skråningen. ”Skal vi nå den?” spurgte min kollega mig ledende, og jeg nikkede, for der var ikke længere, end at vi sagtens kunne gøre det, hvis jeg skyndte mig lidt.

”Hør, Emma, jeg skal lige nå en bus. Kan vi skrives ved omkring fredag?” Mens jeg stillede spørgsmålet, satte jeg også farten betydeligt op, så for at undgå, at jeg kom til at pruste af smerte ind i telefonen, holdt jeg den en smule ud fra mig.

Klart. Jeg skriver til dig, så snart jeg ved noget med sikkerhed,” lovede hun, og jeg kunne høre smilet i hendes stemme, selv om højttaleren nu var på lidt større afstand end normalt.

”Det lyder godt. Så skrives vi ved.”

Jep. Hej hej.

”Hej hej.” Jeg lagde på og stoppede mobilen i lommen, netop som bussen kørte forbi på vejen. ”Løb du bare i forvejen,” sagde jeg henvendt til Matt, som fortsatte lige ved siden af mig.

Han virrede med hovedet. ”Vi kan sagtens nå det,” svarede han afvisende. ”Chaufføren skal garanteret lige ud og have en rygepause, inden han sætter sig ind bag rattet igen.”

Og ganske som det var blevet sagt gik tingene for sig. Bussen holdt ind til siden ved skuret foran maritimmuseet, og ud steg en ældre herre med mørkt, gråt hår, et imponerende overskæg og toppen af sin mave væltende ud over bæltespændet, der holdt bukserne oppe. Han vraltede et par skridt væk fra holdepladsen, fremdrog en pakke cigaretter og stoppede en i munden, som han tændte.

Jeg slappede en smule mere af, sænkede farten og holdt op med at hamre stokken i fortovet for hvert skridt, fordi jeg nu bedre kunne koncentrere mig om at placere mine fødder korrekt. Efter en hel dag på benene var mit knæ ømt, og jeg havde ondt i ryggen, fordi jeg ikke brugte stokken helt korrekt, men der var noget tilfredsstillende ved stadig at kunne holde mig selv oprejst og bevæge mig fremad.

”For resten,” brød Matt stilheden med, ”var det ikke helt dårligt, den måde du fik inviteret pigen ud på.”

Jeg lo stille, mest fordi jeg ikke havde energi til mere. ”Jeg kan jo godt, hvis jeg bliver tvunget,” svarede jeg med påtaget bebrejdelse.

”Hey, jeg sagde aldrig, at du skulle invitere hende ud. Det klarede du helt selv,” forsvarede han sig. Og det var jo egentlig sandt nok.

”Fair nok,” medgav jeg og skubbede mine briller længere op på næsen, eftersom de var gledet lidt ned. ”Tak. Det var lige det skub, jeg havde brug for.”

Egentlig var jeg ikke så sikker på, at jeg skulle føle mig lettet over at have lavet en ny aftale med Emma, for nu var min plan om ikke frivilligt at lade hende komme nærmere gået helt i vasken, men glad var jeg. Gladere end jeg havde været længe. Gladere end jeg havde troet, at en helt almindelig ting som at ses med en pige kunne gøre mig.

”Ingen årsag. Må jeg spørge, hvad I skal lave på fredag?”

”Hun vil gerne have et andet sted at tilbringe sin fritid end hos familien, hun arbejder for, så jeg har tænkt mig at vise hende min lejlighed,” forklarede jeg.

Matt var pludselig ved at dø af grin og måtte læne sig mod siden af bussen, som vi var nået til, for at holde balancen på grund af latterkramperne. ”I springer over dating-fasen og går direkte til at flytte sammen,” konstaterede han.

”Det er bare en undskyldning for at have noget at snakke om,” mumlede jeg og hævede et øjenbryn. ”Jeg tvivler på, at hun har lyst til at bo på sofaen i min lille, lusede lejlighed alligevel.”

”Og hvis du tager fejl?” Han tørrede sine øjne og nikkede til buschaufføren, som vendte tilbage til sin plads bag rattet og slog dørene op for os.

Vi trådte begge to ind og scannede vores Clipper-kort. Køretøjet lugtede kraftigt af asiatisk mad og tis. Det var ingen tillokkende eller charmerende kombination. Jeg satte mig ned på et af de mange tomme plasticsæder og håbede på, at jeg ikke kom til at spænde ben for nogen ved at have mit højre ben strakt foran mig. Ikke at jeg kunne bøje det, selv hvis jeg virkelig anstrengte mig.

”Hvis jeg tager fejl, så skal hun være velkommen til at komme og gå som det passer hende. Jeg er der alligevel kun for at sove,” fortalte jeg langt om længe Matt, som stadig så ud til at vente på svar.

Han nikkede, men det var tydeligt, at han havde sine betænkeligheder. I stedet for at ytre dem, sagde han dog bare storsmilende: ”I skulle mødes på Union Square. Så kan jeg snige mig til at tage et kig på hende.”

Smilet trak i mine mundvige, mens jeg rystede på hovedet. ”Nu må vi se.” 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...