De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

25Likes
29Kommentarer
15528Visninger
AA

29. Kapitel 28 - "Det er ikke noget personligt."

Emma

Eva og Katrine virkede ikke særlig glade for at ses igen, specielt ikke i Silvers køkken, hvor de ikke havde været ret ofte før. Jeg havde inviteret dem herhen, fordi jeg ikke orkede at tage i byen, og fordi Silver havde temmelig ondt i dagens anledning. Han havde ikke selv sagt noget om det, men jeg havde kunnet se det på den måde, hvorpå han holdt sig på ryggen og støttede sig til ting, når han bevægede sig omkring i huset.

Selv om de ikke havde udvist særlig stor interesse for mit udlandsophold mens jeg var væk, så spurgte de ivrigt ind til mine oplevelser derovre. Jeg ville gerne fortælle om det hele, men fordi der var sket en række ting, som var tophemmelige, kunne jeg kun berette om de mest almindelige ting. Så det meste af vores samtale faldt på Skye, som de havde svært ved at forholde sig til.

Ud fra den måde hvorpå hun rynkede på næsen kunne jeg se, at specielt Katrine var skeptisk. Hun tvang mig til at vise Skyes Facebook-profil frem, beklagede sig over den minimale mængde af detaljer og påpegede så, at vi vel ikke var rigtige kærester, hvis det ikke var officielt på de sociale medier. Deri var jeg uenig, men jeg kunne godt se, at det gjorde mine historier en smule urealistiske og utroværdige.

Debatten døde hurtigt ud, og de fortalte mig, hvad der var sket i mellemtiden. Ingen af dem havde foretaget sig det helt store. Eva arbejdede som tilkaldevikar på folkeskoler – hvilket jeg fandt ret ironisk, eftersom hun hadede børn – og Katrine sparede op til sin rundrejse i Australien og New Zealand til foråret ved at gøre rent i ældreboliger og være besøgsven et par gange om ugen.

Silver bankede på døren til køkkenet og lukkede sig selv ind, eftersom dette jo var hans hus og ikke mit. ”Ems,” sagde han smilende, men der var en alvorlig undertone i hans stemme, ”det er til dig.” I hånden holdt han sin mobiltelefon.

Undrende rakte jeg ud efter den. ”Okay.” For at han ikke selv behøvede at gå hele vejen hen til spisebordet rejste jeg mig op og accepterede det lille apparat. Tvivlende løftede jeg det til mit øre: ”Det er Emma.”

Hey,” lød det i den anden ende fra en velkendt stemme. ”Forstyrrer jeg?”

Nu kunne vel ikke betegnes som det mest belejlige tidspunkt, men jeg havde ikke hørt fra ham i hvad der føltes som en evighed, og mit hjerte slog allerede hurtigere og lettere ved lyden af hans stemme. Skye havde lovet mig at ringe, når hans foretagende med Oscar var overstået, men det havde han ikke gjort. I stedet havde han sendt en SMS, der lod mig vide, at han stadig var i live.

”Nej,” løj jeg dæmpet, skiftende sprog, og sendte mine veninder et undskyldende blik. ”Jeg har bare gæster i øjeblikket.”

Ah. Jeg kan ringe igen senere, hvis det passer dig bedre.” Noget ved tonefaldet fortalte mig, at der var et eller andet galt. Noget han ikke fortalte mig. Han var hæs og lød træt.

”Nej, det behøver du ikke. Vi kan godt snakke lidt,” mumlede jeg. ”Er du okay?”

Silver gik hen til bordet, hvor Eva og Katrine sad og flyttede lidt rundt på glassene med cider foran sig. Jeg havde selvfølgelig ikke drukket noget, der indeholdt alkohol, men mine veninder vidste endnu ikke noget om fosteret i min mave. Det behøvede de ikke at vide endnu.

Jeg har det fint,” svarede Skye idet jeg satte mig op på køkkenbordet.

Overbevist var jeg ikke, men der var ingen grund til at køre i det, hvis han først havde besluttet sig for at det ikke var det, som vi skulle tale om. ”Gik alt som planlagt i går?”

Skye var stille lidt. I tavsheden kunne jeg høre Silver tale stille med mine veninder, som enhver anden forælder ville have gjort det. Med den forskel – selvfølgelig – at han var Skyes far og ikke min.

Mere eller mindre,” lød svaret. ”Vi fik i hvert fald gjort, hvad vi skulle.”

Der var helt sikkert et eller andet, som han ikke ville have, at jeg fik nys om. Spørgsmålet var bare hvad. ”Og Aaron og de andre…?”

Ikke en skramme,” forsikrede han mig øjeblikkeligt, og der var et smil i stemmen nu.

”Hvad er det, du ikke siger?” spurgte jeg direkte, for hvis Aaron, Harry, Leon, Oscar og resten af teamet var okay, og han selv havde ringet til mig, hvad var så problemet?

Selv gennem telefonen kunne jeg høre, at han sank uden at have spist eller drukket noget. ”Det er … ikke noget alvorligt, det sværger jeg. Jeg gjorde noget usandsynligt dumt, og det var tæt på ikke at falde ud til min fordel, hvis du ved, hvad jeg mener.” Der var et ironisk smil i den udmattede stemme.

”Hvad skete der?” fløj det ud af mig. Hvis han med fuldt overlæg havde bragt sit eget liv i fare, så ville jeg aldrig tilgive ham for det.

Er du sikker på, at du gerne vil vide det?” spurgte han forsigtigt.

Jeg nikkede ivrigt, vel vidende at han ikke kunne se mig. ”Ja.”

Min erklæring blev fulgt af et dybt, skrattende suk. Så fortalte han: ”Da jeg brød ind, var der stadig vagter for at sikre sig, at det ikke bare var en falsk alarm. En af dem kom lidt for tæt på, så jeg slog ham bevidstløs og bandt ham på hænder og fødder. Men så glemte jeg alt om ham, indtil vi allerede havde tændt for alle ladningerne og var på vej ud.” Han holdt inde for en stund. Akkurat længe nok til at det gik op for mig, hvilket dilemma det måtte have efterladt ham med.

”Vær sød at fortælle mig, at du lod ham ligge,” bad jeg stille. Hvis Eva og Katrine ikke hørte noget mistænkeligt, så ville de måske ikke grille mig om det, når jeg havde lagt på.

Skyes latter lød gennem telefonen, men den var hul og mørbanket. ”Det kunne jeg ikke få mig selv til. Så jeg gik tilbage og bar ham udenfor, langt nok væk til, at han ikke ville blive sprængt i småstykker.”

Hvis det var tilfældet, så måtte det betyde, at han også selv var kommet på forsvarlig afstand af bomberne, som han havde fortalt om. ”Du er en idiot,” kommenterede jeg, for det var det eneste, jeg kunne finde på at sige.

Ved spisebordet drejede Silver sig halvt i min retning. ”Det sagde jeg også,” tilkendegav han.

Mange tak,” lo Skye. ”I skal endelig ikke have lidt respekt tilovers for jeres mindre sympatiske medmennesker.”

Hans latter smittede af på mig. ”Det er ikke sjovt,” fastholdt jeg. ”Han ville aldrig have gjort det samme for dig.”

Selvfølgelig ikke,” medgav han naturligt. ”Men jeg kan ikke tage flere liv. Aldrig mere.”

I situationer hvor det handlede om overlevelse, syntes jeg ikke, at han burde holde sine principper så højt hævet, men jeg havde også forståelse for, at han ville lægge det liv bag sig. Bedre end noget andet huskede jeg, hvordan han havde bedt mig om at holde op med at forsøge at overbevise ham om, at han ikke bare var en tankeløs morder. Han havde været seriøs, da han sagde, at han havde hørt den tale mange gange før.

”Okay,” overgav jeg mig, for det var formålsløst at begynde den diskussion på ny. ”Men du har det godt?”

Igen var der stille lidt. ”Godt vil jeg ikke sige, at jeg har det. Mit knæ dræber mig langsomt.” Overdrivelsen i stemmen slørede lidt af seriøsiteten bag ordene.

”Er der nogen særlig grund til det, eller er det bare en dårlig dag?” ville jeg vide.

Lincoln gav mig noget til at bedøve det, så jeg ikke følte mig hæmmet af det under missionen. Det gjorde det nemt at gå på benet uden støtte, så det gjorde jeg, og nu mærker jeg effekten af det,” forklarede han med samme ro som altid. Jeg ville ønske, at jeg kunne slå armene omkring ham, snuse hans duft ind og mærke hans varme omkring mig som et tæppe.

For ikke at komme til at tude bed jeg mig i læben et kort øjeblik, mens jeg forsøgte at finde på noget klogt at sige eller spørge om. ”Hvor slemt er det?”

Emma,” grinede han, ”vær sød at stoppe. Jeg har det fint. Der er ikke noget at være bekymret over.”

Det tvivlede jeg meget på, men jeg ville have rig mulighed for at udtrykke min skepsis, når vi sås igen, så for nu pakkede jeg den væk. ”Jeg ville ønske, at jeg kunne være der for dig,” sagde jeg i stedet. Der gik ikke én time i løbet af en dag, hvor jeg ikke ønskede, at han var ved min side.

Snart,” lovede han mig. ”Meget snart.

”Har du nogen idé om hvornår?” Jeg ville ikke lyde alt for desperat eller krævende, men hver eneste dag uden ham blev jeg lidt mere i tvivl om, hvorvidt han rent faktisk ville komme eller ej. Måske havde han fået kolde fødder og forsøgte gradvist at gøre adskillelsen udholdelig.

Ikke endnu. Men jeg har en aftale med Lincoln i morgen, så jeg håber, at han kan give mig svar.”

”Det håber jeg også,” indrømmede jeg.

Måske bør du gå tilbage til dine gæster,” foreslog han. ”Jeg ville bare lige høre din stemme.”

Nu hvor samtalen var ved at komme til en ende, ønskede jeg intet mere end at blive ved med at sludre. Egentlig havde jeg ikke så meget at sige, men at tage afsked med ham igen og igen mindede mig om den dag i lufthavnen, og den følelse havde jeg ikke lyst til nogensinde at genopleve. Hvis jeg bare kunne blive ved med at lytte til ham i løbet af dagen, så ville ventetiden måske ikke føles så lang.

Men selvfølgelig havde han ret. ”Jeg er glad for, at du ringede.”

Apropos ringede, så bør du virkelig også lære at tage din egen telefon. Jeg ender altid med at få fat i Silver, før jeg får fat i dig.”

Fordi det var sandt begyndte jeg at grine. ”Undskyld. Jeg skal nok forsøge at slå lyden til på min egen.”

Det er okay. Jeg skal nok finde en måde at komme i kontakt med dig på, hvis jeg virkelig har brug for dig.

Den forsikring fandt jeg en vis trøst i.

***

Skye

Lincoln tog imod mig på en klinik, iført en hvid kittel og behageligt udseende sko. Jeg havde fået strenge ordrer på ikke at spise noget i tolv timer før operationen, så min mave rumlede pinligt meget, mens han undersøgte mig fra top til tå for at sikre sig, at der ikke var noget til hinder for vores plan. Den eneste kommentar var, at han var glad for, at jeg havde taget imod rådet om at holde benet højt efter missionens tilendebringelse, og at jeg havde været fornuftig nok til at medbringe mine krykker frem for stokken. Dem ville jeg få brug for, mente han.

Hvad jeg ikke nævnte var, at dagen forinden havde været et mareridt, hvor jeg havde ligget på sofaen og vredet mig fra side til side. Jeg havde følt mig tvunget til at holde igen med de smertestillende midler oven på aftenens begivenheder, og det havde gjort voldsomt ondt. Så ondt at Emma havde set gennem mit forsøg på at feje det af banen, da jeg ringede til hende. At høre hendes stemme havde hjulpet lidt.

Stokken havde jeg ikke taget med, fordi den var gået i stykker. Under eksplosionen blev den slynget ud af hånden på mig, og da jeg vågnede efter en kort besvimelse fandt jeg den brækket i to stykker mod et træ ti meter længere fremme.

Jeg var nervøs for operationen, men det sagde jeg selvfølgelig ikke højt, for der var virkelig ikke noget at være bange for. Desuden var det jo ikke ligefrem fordi jeg ikke havde været under kniven før. Forskellen var bare, at det her var den mand, som havde slået min mor og søster ihjel i koldt blod og ville have gjort det samme med mig, hvis han havde haft tiden til det.

Tingene havde godt nok taget en ironisk drejning.

Da alle var fuldstændig klar – både Lincoln, et par assisterende medicinstuderende, et par sygeplejersker og mig selv – blev jeg lagt på operationsbordet under skarpt lys og følte mig underligt viklet ind i plastic på grund af de spøjse klæder og hætten på mit hoved.

Lincoln holdt en maske hen foran mit ansigt. ”Jeg tæller ned fra ti, og så skulle du gerne være under fuld narkose.”

Om ikke andet gjorde han mig da den tjeneste denne gang, så jeg ikke blev tvunget til at mærke det, når der blev boret og skrabet inde i mit knæled. Derfor nikkede jeg en enkelt gang.

Apparatet blev placeret over min næse og mund, og jeg trak vejret stille og roligt, forsøgende at genkalde mig Emmas ansigt på nethinden. Imens hørte jeg stemmen i baggrunden: ”Ti, ni, otte…”

 

”Velkommen tilbage til de levendes verden,” lød det ved siden af mig, da jeg blinkende forsøgte at få mine omgivelser til at give mening. I øjeblikket var det svært ikke at blive blændet af det skarpe, hvide lys fra lamperne over mit hoved.

Jeg følte mig omtåget, og mit syn var sløret. Sengen, som jeg lå i, syntes at sluge mine lemmer, som om jeg lå på en madras af kviksand. Alligevel formåede jeg på mystisk vis at få løftet en hånd til mit ansigt. Berøringen føltes fjern og ude af kontrol, men det lykkedes mig at konstatere, at jeg ikke kunne se, fordi jeg ikke havde mine briller på. Dem kunne jeg imidlertid ikke huske, hvor jeg havde placeret.

Stemmen genkendte jeg som Lincolns. Så han var altså her i dette hvide lokale sammen med mig? Hvorfor? Var der sket noget uventet? Havde han et eller andet at sige?

”Har du set mine briller?” kvækkede jeg hæst. Mine stemmebånd føltes ru.

Jeg drejede ansigtet en smule, da mine dysfunktionelle øjne opfangede bevægelse til højre for mig. Lincoln. Han holdt noget – antageligt mine briller – frem med den ene hånd, og jeg kneb øjnene sammen for at tage imod. Mine fingre føltes klodsede, da jeg foldede stængerne ud og placerede linserne foran mine øjne. Pludselig stod alting meget skarpere, men jeg følte mig stadig omtåget.

Uden at tænke videre over det hævede jeg mig op på den ene albue. Dette var en fejltagelse. Mit knæ sendte en strøm af smerte op gennem låret, ud til hofterne og videre op gennem rygsøjlen til mit hoved. Det var kun fordi jeg var vant til smerte, at jeg ikke lukkede meget mere end et dæmpet, overrumplet støn ud.

”Du har talent for at træffe dårlige valg,” informerede min tidligere ærkefjende mig, idet han satte sig i en stol, som stod ved siden af sengen, hvor jeg lå.

Jeg trak vejret i dybe drag. ”Hvad mener du med det?” fik jeg frem.

Han så ubekymret ud, så enten havde jeg været naiv, da jeg stolede på ham, eller også havde jeg intet at frygte, trods den pulserende smerte inde i mit knæled. I den hvide belysning så han trættere ud, end jeg nogensinde havde set ham. Det sorte hår var uglet, som om han havde gnedet det frem og tilbage mange gange. Lågene omkring de isblå øjne så tunge ud, og huden nedenunder havde et skær af lilla, der stod tydeligt frem mod blegheden.

”Jeg mener, at den eneste grund til at du ikke vrider dig i smerte lige nu er, at du er dopet af smertestillende. Du må kunne mærke effekten, og alligevel vælger du som det første at forsøge at sætte dig op.” Der var et fredeligt, nærmest tilfredst udtryk i hans ansigt.

Jeg kunne ikke lade være med at smile, selv om mine tænder var bidt hårdt sammen. Så slog en tanke mig: ”Du har ikke brugt morfin, vel?” Ikke at det føltes sådan, men ubehaget ved døsigheden gjorde mig usikker.

”Selvfølgelig har jeg det. Hvorfor?” Det mørke pandehår faldt ind i hans øjne, da han bøjede hovedet en anelse.

Panik fik mit bryst til at trække sig sammen, og jeg havde om muligt endnu sværere ved at trække vejret jævnt og roligt end før. ”Det –”

Lincoln lo. ”Hvor dum tror du egentlig, at jeg er?” spurgte han og krydsede armene over brystet. ”Der var en grund til, at jeg bad dig om din journal inden vi gik i gang.”

Jeg slappede af og åndede lettet ud, indseende at jeg havde holdt vejret. Han havde naturligvis ret, og jeg burde have tænkt længere end min egen frygt for, at noget skulle gå galt nu. Det var mere end en uge siden, at jeg havde sendt ham en kopi af min medicinhistorie og alle detaljer om, hvad der var blevet gjort ved min krop tidligere. Åbenbart havde han taget sig tid til at læse den igennem fra ende til anden, for jeg havde ikke selv nævnt detaljen med morfin før.

”Du stoler stadig ikke på mig,” konstaterede han, som om det ikke havde den mindste betydning for vores forhold til hinanden.

Hvis jeg havde følt, at det ville gavne mig at lyve, ville jeg have gjort det. I stedet lukkede jeg øjnene og bøjede nakken. ”Det er ikke noget personligt.” Så åbnede jeg øjnene igen.

”Og selv hvis det var, ville jeg være ligeglad.” Han rejste sig op i en glidende bevægelse, som jeg misundte ham. For første gang gik det virkelig op for mig, at Emma havde sovet tæt op ad den slanke, smidige krop for at kunne holde varmen.

Nu hvor jeg havde vænnet mig til den vågne tilstand, gjorde jeg et ekstra forsøg på at sætte mig op. Det sortnede for mine øjne et øjeblik, og kvalmen vældede op i mit svælg, men jeg holdt det inde. Fra denne position kunne jeg se mine udstrakte ben under lagenet, der dækkede størstedelen af min krop. Dette udgjorde en kærkommen distraktion fra min nyfundne, overraskende jalousi.

”Gik alting som forventet?” spurgte jeg i stedet.

Lincoln tog plads i vindueskarmen, hvorfra der var udsigt over en del af Financial District. ”Nej,” sagde han med et djævelsk smil, ”det gik meget bedre. Det lykkedes mig at strække dine korsbånd nok til at hæfte dem helt sammen igen. Det skulle gerne hele fint. Dine menisker har det ikke vanvittigt godt, men de var groet så meget sammen, at jeg kunne slibe dem ned til glatte overflader, uden at de forsvandt helt. Det skulle gerne give dig et par år eller fem uden de helt store problemer, men mere kan jeg heller ikke gøre.”

Jeg lyttede interesseret, for jeg havde hørt tale om begge skader som uoprettelige mange gange før. Lige nu gjorde det ondt, når jeg bevægede mig, men hvis Lincoln mente, at det ville gå væk, så var jeg mere end godt tilfreds med et par år. Selv et par dage ville have været godt nok til mig.

”Hvad betyder det i praksis?” spurgte jeg, huskende at holde fast i min fornuft frem for at hengive mig til døsen og lettelsen.

Han slog ud med begge hænder. ”Jeg ved, at du gerne vil væk herfra så hurtigt som muligt, så jeg har lavet en aftale med en fysioterapeut i morgen, som vil give dig nogle øvelser og instruktioner. Dagen efter skulle det være okay for dig at prøve dem af under opsyn, og hvis det går som planlagt, kan du rejse derefter.” Der var en kort pause, hvor han tænkte sig om og jeg stirrede. ”I princippet skulle du være i stand til at gå på benet med meget lidt ubehag, men jeg vil alligevel anbefale, at du holder fast ved brugen af den stok, som du er så glad for, i hvert fald indtil du føler dig hundrede procent sikker til bens.”

For første gang så jeg mig for alvor omkring. Nogen havde placeret mine krykker op ad et lille bord til min venstre side, og mit tøj hang hen over ryggen på en stol i hjørnet af lokalet. Væggene var hvide, gulvet var mørkegråt, listerne var lysegrå. Om ikke så længe ville jeg være i stand til at slippe ud herfra. Når det skete, ville mit liv blive radikalt anderledes.

”Hvad med genoptræning?” ville jeg vide.

Lincoln hævede et øjenbryn. ”Du ved mere om, hvad din krop kan holde til, end fysioterapeuten og jeg kan sige. Og du har været igennem efteroperationsperioden før; du ved garanteret godt, at du skal tage det roligt i starten men sørge for at presse gennem ubehaget i små intervaller.”

Jeg nikkede. Den del huskede jeg fra min indlæggelse på FBI’s private klinik. Det havde ikke taget mig lang tid at lægge krykkerne fra mig og humpe omkring på usikre ben. Denne gang var forskellen dog bare, at operationen rent faktisk burde hjælpe på det hele.

”Så ser jeg ingen grund til at tvinge dig gennem standardforløbet, så længe du retter dig efter de øvelser, som du får tildelt i morgen og den fremtidige plan, som I kommer til at lægge,” bekendtgjorde han seriøst.

For en stund var jeg aldeles målløs. Han så på mig med sine isnende øjne, men stik mod min forventning var der en vis forståelse i dem; han vidste, hvor gerne jeg ville videre med mit liv herfra. Hvor gerne jeg ville dedikere mig til den fremtid, som Emma og jeg havde sammen.

Et gab tvang sig vej op gennem min hals og hen over ganen. Jeg ville gerne have skjult det, men jeg var bange for, at hvis jeg løftede en hånd, så ville jeg vælte bagover grundet den støtte, som mine bagudstrakte arme udgjorde.

”Måske er det tiden, at du hviler dig lidt igen?” foreslog Lincoln. ”Jeg tjekker op på dig igen senere.”

Lydigt nikkede jeg en enkelt gang og sænkede min overkrop mod madrassen igen.

 

”Skye!” hvinede en entusiastisk stemme, da døren gik op, og jeg løftede automatisk ansigtet mod lyden.

Det var Isaac, som løb hen over gulvet med udspredte arme og et bredt smil på læben. Hans kinder var røde, sandsynligvis fra vinden udenfor.

Før han kunne nå at ramme mit udstrakte højreben, greb jeg ham under armene og hev ham op på skødet. ”Halløj, makker.”

”Er du glad?” spurgte han mig med sin høje, uskyldige stemme.

Jeg kunne ikke lade være med at le, og da jeg så hen mod døren på Penelope og Aaron blev det klart, at jeg ikke var den eneste. ”Det er jeg, ja,” svarede jeg muntert og gav ham et prik på næsen. ”Hvad med dig? Er du glad?”

De brune øjne glødede livslystent op mod mit ansigt. ”Ja!” udbrød han begejstret og slog armene omkring mig efter bedste evne. ”Min mor siger, at du skal sove hos os i nat.”

Ved denne erklæring sendte jeg hans forældre et taknemmeligt blik, for det var sandt nok. Det var lykkedes mig at få afsat min lejlighed, og jeg havde arrangeret det således, at den nye ejer flyttede ind aftenen før missionen, således at jeg ikke behøvede at bruge kræfter på at flytte ting rundt dagen efter eller efter operationen. Som om det var verdens største selvfølge, havde Aaron besluttet, at jeg skulle tilbringe min resterende tid i byen under deres tag.

”Det er også rigtigt,” meddelte jeg min toårige legekammerat.

Et lykkeligt hyl undslap Isaac. Jeg betragtede ham for en stund, overvejende hvordan det ville føles, når det engang var mit eget barn, der sad på mit skød. På intet tidspunkt havde jeg syntes, at Aaron og Penelope var for unge til at få børn, og jeg beundrede dem for at have skabt en så fascinerende lille skabning i fællesskab. Men stadig gjorde tanken om, at Emma og jeg havde sået frøene til det samme, mig en smule nervøs. Jeg var ikke Aaron. Jeg kunne dårligt gå på mine egne to ben, og selv Lincoln havde anbefalet, at jeg beholdt en form for hjælpemiddel til at gå med, når mit knæ var helet så meget som overhovedet muligt. Forældrerollen skræmte mig langt mere end nogen mission, som Murray nogensinde havde tildelt mig.

”Du ser bekymret ud,” kommenterede Penelope, som satte hænderne i siderne og stak mig et gennemskuende blik. ”Hvad er der i vejen?”

Rystende let på hovedet strøg jeg Isaac over håret. ”Om mindre end et år vil jeg også være ansvarlig for en andens liv,” svarede jeg og håbede, at jeg lød mindre panisk, end jeg egentlig følte mig. ”Det havde jeg aldrig forestillet mig.”

Aaron stak tommelfingrene ind i bæltestropperne på sine jeans og lænede sig tilbage mod dørkarmen. ”Du mener ikke alvorligt, at du begynder at tvivle nu, vel?”

Isaac kiggede op på mig da, som om han fornemmede, at det her var en mere alvorlig samtale end dem, som han normalt overværede mellem sin far og mig. ”Emma har en baby i sin mave,” sagde han i et tonefald der indikerede, at han betragtede det som en stor hemmelighed.

Trækkende på smilebåndet lod jeg ham glide ned på sengen ved siden af mig. ”Ja, det er rigtigt. Har hun fortalt dig det?”

”Jep,” bekræftede han stolt. ”Hun siger, at det bliver min legekammerat.”

Ud af øjenkrogen så jeg Penelope skjule sin mund med en hånd, men ikke før jeg nåede at opfange det brede smil på hendes læber. Tydeligvis var det første gang, at hun hørte tingene blive udlagt på den måde.

”Glæder du dig til det?” ville jeg vide.

Han nikkede ivrigt. ”Så kan vi lege Superman og Batman sammen.”

Grinende uglede jeg hans hår. ”Hvad så hvis det er en pige?”

De store, brune øjne gloede på mig, som om jeg var den dummeste person på Jordens overflade. ”Det er ikke en pige,” protesterede han passioneret.

”Men hvis det er,” brød Penelope ind, holdende på facaden denne gang idet hun knælede på gulvet ud for sin søn, ”så bliver hun sikkert en rigtig sød lille prinsesse, tror du ikke, min skat?” Der var en voksenhed og blødhed i hendes stemme, der lå meget langt fra den unge pige, som jeg i sin tid havde lært at kende. Både hun og Aaron var vokset op i løbet af den tid, hvor de havde været gift og fået Isaac.

”Jo,” mumlede den lille dreng tvivlsomt. ”Men det er ikke en pige.”

Aaron rømmede sig dæmpet og uformelt. ”Er du klar til at gå?” spurgte han, henvendt til mig.

Jeg kastede et sidste blik omkring mig i det sterile lokale. Hvis jeg ikke havde vidst bedre, så ville jeg have troet, at det her var et af de større hospitaler i byen, alene baseret på den mængde medarbejdere jeg havde set i løbet af de sidste to dage. Men Lincoln havde aldrig strengt taget fået sit certifikat fra medicinstudiet og var dermed ikke en licenseret kirurg. Derfor var hele det her foretagende dybt tys-tys, og jeg havde svoret, at jeg ikke ville sagsøge klinikken for uetisk ledelse.

Alting så rent og pænt ud. Jeg havde ikke efterladt mig nogen ejendele, for jeg havde ikke medbragt andet end min pung, min telefon, mine krykker og to sæt rent tøj som instrueret. Samtlige ejendele havde jeg stoppet ned i den sportstaske, som jeg havde opbevaret dem i, og denne ventede nu på gulvet ved siden af sengen, hvor jeg sad sammen med Isaac. Krykkerne hvilede ved siden af, mindende mig om morgenens fysioterapi og hvor besværligt jeg havde fundet det at udføre ganske simple bevægelser. Langt vanskeligere end før operationen, men allerede langt mindre smertefuldt.

”Lad os smutte,” medgav jeg, samlede tasken op, slyngede den hen over mine skuldre og tog en krykke i hver hånd.

Da jeg rejste mig, greb Isaac fat i ærmet på min langærmede T-shirt. ”Vil du bære mig?”

I den seneste tid havde jeg leget giraf med ham mange gange, hvilket indebar at han sad på mine skuldre og jeg humpede omkring i rummet. At høre hans klukkende latter havde været en fantastisk belønning. Desværre havde jeg i øjeblikket begge hænder fulde, og jeg turde ikke at udfordre skæbnen allerede.

Opfattende at jeg ikke helt vidste, hvordan jeg skulle afslå, krydsede Aaron gulvet og halede sin toårige guldklump op på armen. ”Kan du se de to lange ting, som Skye har i hænderne?” spurgte han på en uventet pædagogisk måde og indikerede mig med sin frie hånd. Isaac nikkede med sammentrukne øjenbryn. ”Det er krykker. Han har brug for dem for at kunne gå, så han kan ikke også bære rundt på dig.”

Isaacs øjne, der mindede mig ufattelig meget om Aarons dengang vi var børn, fandt mine og tiggede mig om at sige, at det ikke var rigtigt, og at vi bare drillede ham alle sammen. Forsigtigt smilede jeg til ham.

”Det er rigtigt,” sagde jeg roligt. ”Men når jeg ikke længere har brug for dem, så skal du nok få alle de rideture, som du vil have, okay?” tilføjede jeg.

Det var i princippet ikke helt sandt, for inden da ville jeg befinde mig på den anden side af Atlanterhavet, og selv om jeg sikkert ikke ville have problemer med at besøge min hjemby fra tid til anden, så kom der til at gå tid mellem rejserne. Endnu syntes jeg dog, at han var lidt for lille til at skulle bekymre sig om den slags. Desuden havde mine ord den ønskede effekt, for han lyste op i et smil og lænede sit mørkhårede hoved mod sin fars brede skulder.

”Okay.”

Penelope strakte sine lange ben ud og gik hen til døren med svingende hofter, nussende sin søns kind i forbifarten. ”Skal vi?” foreslog hun.

Og det skulle vi selvfølgelig. En sygeplejerske bad os om at vente i det lokale, hvor jeg først havde meldt min ankomst for to dage siden. Et øjeblik efter vendte hun tilbage med Lincoln, som rakte mig en mappe med papirer, gav et par afsluttende ordrer og derefter rakte en hånd frem til afsked.

Før i tiden ville jeg have tøvet, eller måske direkte vendt ryggen til uden så meget som at sige noget, eller måske endda skåret den af ved leddet. Men efter alt hvad der var sket, følte jeg ikke længere, at jeg havde noget udestående med ham. Han havde reddet Emma fra en skæbne, som jeg lidt for godt kunne forestille mig. Derved havde han gjort sit for at undgå, at jeg gik direkte i en dødsfælde. Han havde bedt om min hjælp, og jeg havde hjulpet, og til gengæld havde han udbedret en skade, som ingen anden havde haft særlig gode alternativer til. Uanset hvor meget blod der havde flydt mellem vores familier i fortiden, så var begivenhederne netop det: i fortiden.

Jeg behøvede ikke at tilgive ham for mordet på min mor og søster, og det kom jeg heller aldrig til, men jeg kunne komme videre derfra og fokusere på de ting, der ikke længere gravede en kløft af had mellem os.

Derfor trykkede jeg hans hånd fast og beslutsomt. ”Tak for alt.”

Han nikkede alvorligt, og for en gangs skyld var der en gnist af ægte glæde i de blå øjne. ”Det er mig der takker. Jeg står i gæld til dig.”

Jeg rystede på hovedet. ”Jeg vil bare gerne have muligheden for at lægge alt det her bag mig.”

”Og det giver god mening,” erklærede han. ”Men alligevel. Hvis du skulle få brug for mig, så har du mit telefonnummer. Jeg skal nok lade dig vide, hvis jeg skifter det.”

Overvejende nikkede jeg en enkelt gang. ”Nyd din frihed, nu hvor du har fået den.” For det havde han. Planen var gået som forventet. Samtlige kendte medlemmer af Red Vipers var blevet arresteret, sat for en dommer og fængslet inden for tolv timer efter eksplosionen. Alt sammen uden at Oscar Lincoln var blevet nævnt ved navn en eneste gang.

Han smilede. ”I lige måde,” lød svaret. Så slap han håndtrykket, og jeg fattede min krykke igen, klar til at gå.

Aaron, Penelope og Isaac ventede ved udgangen, der førte til elevatorskakten mod gadeniveau. Jeg vendte mig for at slutte mig til dem, glad for at alt det her var overstået, og at mit liv så ud til at jævne ud og blive normalt herfra.

”Hey, Andrews?”

Overrasket drejede jeg nakken mod Lincoln. ”Ja?”

Han stak hænderne dybt i lommerne på sin hvide kittel. ”Hils Emma og sig, at jeg er glad for, at hun er i sikkerhed.”

Denne forespørgsel kom bag på mig, for hverken Emma eller Lincoln havde indikeret, at der var nogen form for venskabelige følelser mellem dem ud over at Emma havde nægtet af opgive hans navn, da Aaron bad om det. De havde hver især undgået at nævne hinanden, medmindre de fandt det absolut nødvendigt eller havde en pointe med det i en given situation. Så vidt jeg vidste havde de heller ikke taget afsked med hinanden, inden Emma rejste.

”Jeg troede ikke rigtig, at I kendte hinanden,” tilstod jeg forbløffet.

”Det gør vi heller ikke,” indrømmede han med et skuldertræk, ”men hun er en sød pige og fortjener et godt og ubekymret liv.

Den tankegang kunne jeg godt sætte mig ind i. ”Jeg skal nok hilse hende,” lovede jeg derfor med et lille smil. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...