De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

25Likes
29Kommentarer
15485Visninger
AA

28. Kapitel 27 - "Hold din mikrofon tændt."

Skye

”Kan du mærke noget?” spurgte Lincoln mig, mens han prikkede til mit knæ med en reflekshammer.

Mine øjne var fokuseret på huden, hvor jeg kunne se instrumentet ramme leddet. Jeg burde være i stand til at mærke presset, burde faktisk skære tænder af smerte ved berøringen. Men jeg kunne ikke mærke noget som helst. Det var lidt, som om al føling var blevet slået fra et sted midt på låret, således at jeg kunne bruge musklerne både øverst og nederst i benet. Fornemmelsen var besynderlig på en helt anden måde end effekten af fentanyl.

”Overhovedet ikke,” svarede jeg og vippede højre fod op og ned, blot for at sikre mig, at motorikken stadig fungerede nogenlunde.

”Godt,” erklærede den blege gut, som knælede på gulvet foran mig. Han rakte ud bag sig og producerede den knæstøtte, som vi havde anskaffet til lejligheden. I modsætning til min gamle tillod den leddet at bøje, men sørgede for at holde det så stabilt som muligt. ”Tag den her på.”

Kort skævede jeg i retning af Aaron, som stod i modsatte ende af lokalet og delte instruktioner ud til sine lakajer. Blandt disse var Harry og Leon, mens de yngre agenter fra turen til Tahoe var blevet hjemme. Aaron havde valgt med omhu, baseret på hvem der kunne siges at kende den egentlige risiko ved det, som vi havde gang i. Automatisk var beslutningen faldet på de mere erfarne af slagsen.

Som et led i planen havde Aaron vendt idéen med Murray, for at vi ikke endte i konflikt med reglerne fra de Navnløses foretagende, der krævede, at vi havde godkendelse ovenfra. Naturligvis havde det ikke været muligt at nævne, at informanten med dette tip var Lincoln, men vi havde haft tilstrækkeligt mange detaljer til, at Aarons overordnede ikke kunne sige nej. Der var en deling brandbiler og helikoptere på standby i nærheden, så ikke unødvendigt mange mennesker mistede livet. Hele fabrikken var omringet, således at ingen kriminelle slap væk.

Lincoln havde forestillet sig noget mindre dramatisk og omfattende. Flere iturevne, lemlæstede kroppe mere eller mindre brændt til aske. Aaron ville ikke have haft noget problem med den plan, men det havde jeg. Derfor havde det også været op til mig at komme med et bedre forslag. Et jeg kunne retfærdiggøre over for mig selv.

Et jeg ikke ville skamme mig over at afsløre for Emma.

Inden mine tanker løb alt for løbsk gjorde jeg, som jeg var blevet bedt om. Det føltes mærkeligt ikke at behøve at bide tænderne sammen, da jeg strammede remmene omkring mit ben. I mellemtiden havde Lincoln rejst sig op og børstet støvet fra sit skjulesteds gulv af sine bukser.

For ikke at være den eneste der sad ned rejste jeg mig op. Den manglende smerte gjorde mig mistænksom indtil jeg huskede, at det var præcis hvad jeg kunne forvente. Prøvende – med en hånd placeret på ryglænet af den stol, hvor jeg havde siddet – bøjede og strakte jeg knæet et par gange. Det kunne ikke bøjes helt til halvfems grader, men det ville jeg heller ikke få brug for. Jeg kunne ikke helt forenes med idéen om, at den eneste grund til at jeg vidste, at bevægelsen fandt sted, var fordi jeg så det ske. Der var ingen sensation i knoglerne eller musklerne, der ellers altid tvang mig til at benytte støttemidler.

”Hvordan føles det?” ville Lincoln vide.

Jeg lænede vægten over mod højre fod, indtil jeg ikke længere følte, at jeg balancerede på ét ben. Ingen forskel, bare en bizar summen i mine muskler, hvor bedøvelsen ikke var blevet sprøjtet ind. ”Underligt. Jeg kan mærke tyngden på mit venstre knæ, men det højre føles helt dødt.”

Hans hvide tænder glimtede i halvmørket. ”Kan du gå på det?”

Så langt i den mentale proces var jeg slet ikke nået. Tvivlende så jeg mig omkring efter en kort distance, hvor jeg kunne prøve det af. Mellem min placering og den nærmeste væg var der godt to meter og tilsyneladende ingen forhindringer på gulvet. Sidste gang jeg havde forsøgt at komme omkring uden noget at støtte mig til, havde Emma været det eneste, der bremsede mit fald. Nu var hun meget, meget langt væk.

Skubbende min tøven til side førte jeg højre fod fremad med strakt ben, placerede foden mod gulvet og skiftede forsigtigt vægtfordelingen. Leddet bar, følelsesløst, lammet, samarbejdsvilligt. Alligevel bød vane mig at bringe venstre fod til samme niveau så hurtigt som overhovedet muligt, for jeg havde svært ved at holde balancen.

Jeg trak vejret i korte stød, selv om jeg ikke var helt bevidst om hvorfor. Det var ikke ligefrem, fordi dette var hårdt fysisk arbejde. Ej heller forårsagede den uventede gangart nogen form for fysisk pinsel. Mine arme og skuldre var anspændte, klar til at tage fra, hvis jeg skulle snuble eller mit knæ pludselig gav efter for den vægt, som det egentlig burde være i stand til at bære fra naturens side.

På præcis samme måde tog jeg endnu et skridt. Så et til. Væggen var så tæt på, at jeg efter tre skridt var nødt til at vende rundt. Af ren og skær vane placerede jeg en hånd mod murværket i processen og sørgede for så vidt muligt at benytte mit venstre ben som standpunkt. Det højre dikterede bare bevægelsens retning.

Stik modsat hvad jeg havde forventet fyldtes jeg med en dyb mangel på glæde ved for en gangs skyld ikke engang at have behov for en stok. Det var lidt, som om følelsesløsheden i min krops mest smertefulde legemsdel havde forplantet sig til resten af mig.

”Noget ubehag?” Lincoln stod lænet tilbage mod den modsatte væg med armene over kors og benene krydset ved anklerne. Han så afslappet ud bortset fra den bekymrede rynke mellem brynene, der nærmest havde været der konstant i løbet af de sidste par dage.

”Ikke fysisk,” svarede jeg ærligt.

”Mentalt?” ville han vide. Der var en professionalisme i hans stemme, som jeg blev mere rolig over at høre. Da jeg nikkede fortsatte han: ”Midlet øger produktionen af endorfiner, som er kroppens naturlige smertestillende stof. Problemet med endorfiner er, at de også kan føre til skævhed, hvilket ikke ville være så hensigtsmæssigt i denne situation. Derfor er der tilsat noget for at regulere denne følelse af eufori. Uheldigvis kan dette betyde, at du vil være en smule kedeligt til mode.”

Forklaringen gav god mening. ”Hellere det end at risikere, at jeg pludselig mister overblikket over, hvad jeg har gang i.”

”Netop,” medgav han. ”Hvis jeg var dig, ville jeg tage stokken med. Bare for en sikkerheds skyld.”

Godt nok havde jeg demonstreret, at jeg var i stand til at gå uden, men jeg ville helst ikke tage nogle unødvendigt dumme chancer, så jeg indvilligede i at gøre det. Om ikke andet ville jeg så have større stabilitet og være i stand til at bevæge mig hurtigere uden at frygte at miste balancen. Desuden fandt jeg en vis komfort i at have noget at støtte mig til.

Jeg skævede en enkelt gang til mit ur. ”Okay. Jeg tror, at vi er ved at være klar.”

 

Nu hvor det var for sent, ville jeg ønske, at jeg havde ringet til Emma først og fortalt hende, hvad hun allerede havde hørt hundrede gange i løbet af den uges tid, hvor vi havde været adskilt. At jeg elskede hende, at jeg glædede mig til at se hende, og at hun havde givet mit liv mening. I stedet koncentrerede jeg mig om de praktiske ting, som vi skulle være sikre på fungerede, inden vi kastede os ud i missionen.

Test, test. En, to, tre … Dobbelttjek. Skye, kan du høre mig?” lød Aarons stemme i den lille højttaler, der var stukket ind i min øregang.

Jeg drejede ansigtet en lille smule ned mod mikrofonen, der var fastgjort til kraven på min jakke. ”Højt og tydeligt, Aaron,” svarede jeg dæmpet, sikrende mig at der ikke var nogen i nærheden til at høre mig.

En af ulemperne ved at operere i ly af mørket var, at jeg ikke kunne sige med sikkerhed, om jeg blev betragtet fra en anden vinkel af nogen med bedre syn. Men jeg havde lært at stole på mine instinkter, og indtil videre var der ikke noget, der fik alarmklokkerne til at ringe mere end forventeligt, taget i betragtning at jeg stod klinet op ad murværket på en bygning fuld af bandemedlemmer, hvis lager jeg havde tænkt mig at sprænge i luften.

Aaron og de andre havde alle indtaget forskellige positioner ved andre mulige indgange. Dette inkluderede udsugningskanaler i taget, vinduer og hovedindgangen. Af sikkerhedsmæssige årsager havde jeg vurderet, at det var bedre at holde Lincoln væk fra gerningsstedet. På den måde ville ingen af hans forhenværende kollegaer ved et uheld fange et glimt af et velkendt ansigt og gøre andre opmærksomme på det, når det hele var overstået. Dette kom til at se ud som en ganske almindelig Navnløs-operation, der var i lidt større skala end ellers.

Hver af os havde en lille bombe, der skulle placeres på strategiske steder i bygningen for at opnå den ønskede effekt. Alle skulle detoneres samtidig eller med ganske få sekunders forskel for at vi kunne være sikre på, at vi alle nåede ud i tide, uden at bandemedlemmerne blev mistænkelige og gik tilbage til arbejdet. Planen var at jeg satte brandalarmen – Lincoln havde nøje forklaret mig, hvordan den så ud, hvor den var placeret, og hvordan Red Vipers’ procedurer i tilfælde af brand fungerede – i gang, gav de tilstedeværende tid til at slippe ud og signalerede til de andre om, at kysten var klar.

Planen var genial i sin simplicitet, og jeg kunne desværre ikke tage æren for at have udtænkt den selv. Min far havde gjort os alle en kæmpe tjeneste ved at tilbyde sin hjælp med planlægningen. Selv havde jeg forestillet mig noget, hvor der var brug for langt færre gerningsmænd, og noget der udelukkede Murray. Men Silver havde haft ret i, at det var bedre at have min tidligere chef på vores side, således at nogen kunne tage sig af pressestormen, der utvivlsomt ville finde sted før eller senere. Med Murrays indblanding kunne situationen undgå at få alt for meget opmærksomhed. Hvis FBI erklærede, at det var tophemmeligt, så blev historien i aviserne dræbt, før den første kladde var renskrevet. Hvis FBI meldte ud, at et narkokartel havde resideret i den destruerede bygning, så ville ingen med respekt for sig selv stille spørgsmålstegn ved det.

Jeg tog en dyb indånding og åndede stille ud for ikke at forstyrre de andres ører alt for meget. ”Leon, status?” spurgte jeg så ind i mikrofonen, så stille som muligt.

Der lød en skratten i min øregang, efterfulgt af Leons stemme: ”Der står et par af dem foran døren.” Leon sad et sted i nærheden med overblik over min side af bygningen og en varmesøgende kikkert for øjnene. Jeg ville gerne selv have set efter, men med mine briller var det ikke helt en mulighed.

Så længe der var en reel fare for, at jeg brasede direkte ind i modstand, når jeg åbnede døren, blev jeg stående på min post og ventede. De andre diskuterede lidt over samtalesystemet, flere af dem med meldinger om hvor mange tilstedeværende de kunne tælle. Tallet var ikke højere end antaget, hvilket var en lettelse, men selv hvis det havde været, så burde det ikke have nogen særlig betydning.

Der var ingen vej tilbage nu. Hvis jeg besluttede mig for at forlade stedet, kunne jeg potentielt bringe Aaron og de andre i fare ved at afsløre vores tilstedeværelse for den forkerte. Eller jeg kunne nedkalde Murrays – og dermed i længden også Aarons – vrede over mig i langt højere grad, end jeg nogensinde før havde formået. Det skulle bare overstås, så jeg kunne komme videre med mit liv et andet sted.

Kysten er klar, Skye,” meddelte Leon.

Jeg havde ikke tid til at tænke mig om eller gennemgå planen for mig selv en sidste gang; jeg blev nødt til at overlade det til mine reflekser og instinkter at gøre resten herfra. ”Forstået,” mumlede jeg ned mod min krave og trådte hen til døren for at tage fat i håndtaget.

Det gik ned uden større besvær, og jeg blev overrasket over at opdage, at indgangen ikke var låst af. Forsigtigt trak jeg pladen udad, og tog et skridt indenfor med det ene øje lukket. Lyset var tændt og blændende, så jeg åbnede mit andet øje gradvist for at vænne mig til forskellen fra mørket udenfor. Dette var et trick, som jeg havde lært som barn, men præcist hvornår kunne jeg ikke huske.

Så langt så godt. Ingen fjendtlige skikkelser lige i nærheden. Der var tredive fod hen til den nærmeste brandalarm. Fra hvor jeg stod kunne jeg se det røde håndtag hængende på væggen. Døren lukkede jeg omhyggeligt og lydløst efter mig, således at ingen ville fatte mistanke lige med det samme – hvis de da nogensinde nåede så langt, før det hele var slut.

”Jeg er inde,” delte jeg med mine medsammensvorne og begav mig hen mod mit første mål.

Med Lincolns kemiske fremstilling sprøjtet ind i mit knæ fra forskellige vinkler behøvede jeg ikke stokken, hvilket var et held, fordi dens lyd mod det hårde betongulv kunne have tiltrukket opmærksomhed fra et kritisk øre. Måske burde jeg have hastet af sted, men jeg tog mig god tid for at være så stille som muligt. Min gangrytme kunne – ligesom stokkens taktslag – have vækket mistanke. Ved at tage hvert skridt for sig og sikre mig, at jeg placerede mine fødder blødt og langsomt, mindskede jeg risikoen for at blive opdaget.

Imens så jeg mig omkring. Der var række efter række af hylder i flere meters højde med kasser i forskellige størrelser og former stablet oven på og ved siden af hinanden. Fra et sted inde mellem dem kunne jeg høre stemmer, der talte sammen. Ordene kunne jeg ikke skille ad, for de rungede oppe under loftet et sted bag de kraftige lamper, der sendte lys ud over gulvet. Latter gav et dystert ekko.

Hold jer klar,” befalede Aaron myndigt og uden nogen form for spænding i stemmen. Han vidste ligesom jeg, at der ikke var andet end adrenalinkicket at se frem til.

Jo nærmere alarmen jeg kom, des mere fokuseret kiggede jeg efter et sted, hvor jeg kunne skjule mig fra de mest åbenlyse blikke. Mit valg faldt på en tom hylde, som en metalstige ledte forbi på vejen mod toppen af en af de overdimensionerede reoler. Jeg ville ikke behøve meget mere end ti sekunder for at komme derop og ligge så fladt, at jeg ville være usynlig fra gulvniveau.

”Klar?” hviskede jeg.

Klar,” lød det fra en del forskellige stemmer i kor.

Jeg rakte ud, placerede min hånd fast omkring det røde håndtag på væggen, lagde pres på og skubbede det helt i bund. Med det samme brød en øresønderrivende larm ud overalt i salen. Den høje sirene syntes kun forstærket af rummets størrelse og mangel på lyddæmpende genstande såsom tæpper eller bløde møbler. I min øresnegl hørte jeg en eller anden beklage sig vagt over støjen, men jeg havde ikke tid til at tænke yderligere over sagen.

I stedet hinkede jeg hen over det åbne stykke gulv mellem væggen og mit udvalgte skjulested, greb omkring stigen med begge hænder og hev mig op på akavet vis, fordi jeg ikke var vant til at kravle på denne måde. Mit højre ben lystrede stadig ikke helt i samme grad som det venstre.

Råb blandede sig med hyletonen, og snart kunne jeg høre fodtrin komme nærmere i løb. En gruppe på fire mand så sig forvirret omkring mellem kasserne, inden de fandt vej gennem min indgang ud i mørket, hvor FBI ventede på dem.

”Fire,” talte jeg højt for Aaron og de andre.

Syv,” hørte jeg Harry konstatere fra modsatte ende af lageret.

Der var flere rum, så jeg ventede, til vi havde nået en sum på omkring tredive. Ifølge Lincoln og vores øvrige forberedelser burde der være fem mere tilstede. Hyletonen fortsatte, men på tæt hold hørte jeg ikke flere menneskestemmer i et halvt minuts tid. Vi kunne ikke vente hele natten, før de udvandrede blev nysgerrige og stak hovedet indenfor for at sikre sig, at der virkelig var fare på færde og det ikke bare var en falsk alarm.

Netop som jeg forberedte mig på at give grønt lys til de andre så jeg en person komme nærmere. Han var iført en grå lædervest og løse camouflagebukser. Mellem hænderne bar han et maskingevær. Han lod ikke til at være i nogen form for hast, idet han gik hen mod den mekanisme, der havde udløst hele den kaotiske situation.

”Vi har et lille problem,” meddelte jeg de andre, stille nok til at sirenen dækkede over min stemme.

Jeg tæller to bevæbnede,” bekendtgjorde en gut, som var kommet ind fra hovedstaden umiddelbart efter at jeg havde forladt de Navnløse. Han blev omtalt som D.C., men jeg var ret sikker på, at hans navn var Jared.

En mere her,” tilføjede Harry.

To her,” lød det fra Quentin, som Aaron og jeg havde kendt siden vi var børn.

En her,” delte Leon med resten. Det var den person jeg kunne se. ”Skye, der burde ikke være flere i nærheden af dig.”

Vores samtaleemne havde næsten nået håndtaget nu. Jeg blev nødt til at træffe en beslutning før det var for sent. ”Jeg arbejder på sagen. Stop de andre, hvis I kan,” meddelte jeg de andre, alene fordi jeg arbejdede under tidspres.

Med mit skadede ben kunne jeg ikke nå at udføre nogen elegant manøvre, der ville virke øjeblikkeligt. I stedet gled jeg ned på gulvet ved hjælp af stigen, tog sigte og sendte min stok svævende gennem luften i en drejende bevægelse. Kaste- og skydevåben havde aldrig været min stærke side, fordi jeg havde dårlig afstandsbedømmelse, men nu var både mit våben og mit mål tilstrækkeligt store til, at alt andet end en kollision af en eller anden art ville være pinligt.

Stokken traf mandens nakke, da hans hånd ramte håndtaget, og han sank i gulvet på samme måde, som en klump gele splattede ud, når den blev varmet op. Mit improviserede våben kurrede larmende hen over gulvet i en anden retning. Et sted længere nede i hallen kunne jeg høre andre stemmer, men grundet sirenen kunne jeg ikke helt bedømme afstanden eller hvad der blev sagt.

Tagende en chance gik jeg hen til mit offer, fandt et par flex-cuffs i lommen på min jakke og placerede dem på vedkommendes hænder og fødder, hvorefter jeg slæbte kroppen væk fra håndtaget og udgangen.

Skye, status?” ville Aaron vide.

Jeg rettede mig op for at forsøge at danne et overblik. ”En nede,” svarede jeg hurtigt. ”Og de andre?”

Sydsiden er sikret.” Harry lød ikke begejstret, men heller ikke som om han så noget moralsk problem i at have slået en mand (eller kvinde) ned.

Selv over den ringende klokke oppe under taget kunne jeg høre skuddene blive affyret et stykke nede mellem rækkerne af kasser. Min første tanke var, at det heldigvis ikke foregik lige here. Den efterfølgende omhandlede mine allierede. For jeg vidste, at ingen venligtsindede havde medbragt den slags våben, der præsterede en sådan lyd.

”Kan det høres udefra?” spurgte jeg ind i min mikrofon.

Nej,” lød det fra Leon.

Jeg gik hen og samlede min stok op for at bevæge mig nærmere mit mål. Stemmer var brudt ud længere inde, og deres styrke blev forstærket i mikrofonen hos de agenter, der var tættest på. Sådan gik der et par sekunder mere, brudt af udbrud og eder. Derefter fulgte hvad jeg ville have kaldt stilhed, hvis det ikke havde været for advarslen om en brand, der ikke var blevet startet endnu.

Flere tunge åndedræt knasede i mit højre øre, og så kom meldingerne om at vagterne var blevet neutraliseret. Hvad præcis dette betød vidste jeg ikke, men jeg havde på fornemmelsen, at nu ikke var det rigtige tidspunkt til at tage den etiske debat op. Faktum var at selv hvis bandemedlemmernes blod løb rødt på gulvet, så var det lige nu det, der sikrede mig muligheden for at gå gennem lageret uden at gemme mig eller frygte et overfald.

Okay, gutter. Vi rykker ind,” besluttede Aaron til resten af vores hold, der ventede udenfor.

Lyden af den velkendte stemme mindede mig om noget. ”Øjeblik.” Med stokken hængende ved albuen fandt jeg en kniv frem, som jeg brugte til at åbne den nærmeste papkasse.

I gennemsigtige plasticindpakninger var tusindvis af små, glasagtige krystaller. For det utrænede øje lignede de næsten perler eller ædelstene. Men jeg vidste, at jeg skulle være forsigtig med at trække vejret alt for dybt, nu hvor jeg stod med hovedet nede i indholdet. Det kunne meget vel blive det sidste rationelle jeg foretog mig i aften.

For at sikre mig, at jeg ikke var faldet over en uheldig stikprøve greb jeg en mindre kasse på modsatte side af gangen, gjorde kort proces med tapen der holdt den øverste flade lukket og tog et kig på indholdet. Igen små gennemsigtige poser, denne gang med hvidt pulver, hvis konsistens føltes ligesom sukker eller salt, da jeg løftede en pakke op og rykkede materialet rundt med et par fingre.

Andrews, hvad har du gang i?” D.C. lød temmelig utålmodig.

Frastødt satte jeg kassen fra mig på hylden igen og fortsatte ind mod midten af depotet, hvor jeg skulle møde de andre. ”Tjekker om Lincoln talte sandt da han sagde, at det her var deres opbevaringsenhed for narko.”

Hvad har du fundet?” ville Aaron lyde. I modsætning til den udefrakommende lød han nærmere nysgerrig end irriteret, måske fordi han forstod vigtigheden af at have alle fakta på bordet, inden vi sprængte en tilfældig bygning i luften.

”Metamfetamin og kokain,” brummede jeg. ”Eller det ligner det i hvert fald mistænkeligt meget, men jeg har selvfølgelig ikke prøvet det af.”

Lad hellere være med det,” kommenterede Harry. ”Vi kunne godt bruge din fornuft lidt endnu.”

Latter undslap mig i et fnys, mens jeg humpede nærmere. Nu hvor vi – antageligt – var de eneste tilstede behøvede jeg ikke at bekymre mig om at støje med min stok, og jeg benyttede den derfor flittigt. Formålet med at sprøjte bedøvelse ind i mit knæ havde været at sige os, at jeg ikke pludselig faldt om forkrøblet af smerte. Jeg ville næsten have foretrukket ømheden over denne døde, uforudsigelige følelsesløshed.

Da jeg ikke havde flere indvendinger at gøre, besluttede Aaron, at det var tid til at sætte planen i værk. Skjult af mørket gled de andre ind gennem vinduer eller nødudgange Og vi mødtes alle i midten af den hal, hvor jeg var kommet ind, på et sted som Lincoln havde udpeget for os.

Ingen af os var særlig begejstrede for at rende rundt med sprængstoffer under tøjet, så vi synkroniserede vores ure, gennemgik de sidste detaljer og spredtes så ud i par, således at hvis der opstod uforudsete problemer stod ingen fuldstændig alene. Ikke overraskende havde Aaron allerede besluttet sig for, at han og jeg fulgtes ad. Beslutningen var truffet under dække af praktisk værdi: vi var umiddelbart dem, der havde størst involvering i hele det her vanvittige foretagende, så hvis der skulle træffes en hurtig beslutning, blev vi nødt til at kunne tale sammen uden at misforstå hinanden. Ikke at jeg troede, at vi kunne misforstå hinanden efter så mange år side om side.

Siden der ikke var protester imod det skiltes vi ad. Jeg forsøgte at huske de mange plantegninger, som Lincoln havde delt med mig i løbet af de seneste dage. Der var en lem i gulvet under en enorm udsugningsskakt, der strakte sig op mod mørket over vores hoveder. Førstnævnte skubbede vi op og fandt en metalstige, som vi kunne klatre ned ad. Aaron kravlede først, af den simple grund at han kunne gøre det langt hurtigere, end jeg kunne.

Ved nærmere eftertanke havde det ikke været den bedste idé nogensinde at sætte mig til at arbejde på en anden etage, hvor jeg kun havde én udvej tilgængelig. Men kælderen var det mest risikable sted, og der skulle en større ladning til end de andre steder for at fylde hele regionen. Derfor havde jeg selv valgt netop den post. Hvis noget gik galt havde jeg i det mindste tilskrevet mig selv den farligste position. At Aaron var blevet trukket med derned var ikke min skyld – han var voksen og ansvarlig nok til at tænke selv.

Det store, underjordiske rum var fugtigt og lugtede af mug. Derudover var der så godt som intet lys, hvilket gjorde det svært for mig at se ret langt frem. At mine briller duggede til på grund af den bratte klimaændring hjalp heller ikke ligefrem på sagen. Én ting var at jeg skulle være påpasselig med hvor jeg satte fødderne. En helt anden var det manglende overblik, som mit elendige syn gav mig.

Et irriteret støn undslap mig, og jeg kunne høre Aaron le et sted til højre. Det manglende ekko i mit øre fortalte mig, at han havde slået sin mikrofon fra. Følende mig frem til den lille knap gjorde jeg det samme og ventede, til mit syn var klart igen.

Da jeg var klar, begav vi os gennem halvmørket, hvis eneste lyskilde var dem oven for lemmen i loftet. Hernede kunne min stoks slag mod gulvet for alvor høres, på en helt anden måde end det havde været tilfældet ovenpå. Dette gjorde mig en smule paranoid, for skyggerne kunne skjule mange uventede forhindringer eller uønskede tilbageværende bandemedlemmer, og de ville have en kæmpe fordel i kraft af deres kendskab til bygningen.

”Gør det virkelig ikke ondt, når du går?” ville Aaron vide.

Jeg rystede på hovedet. ”Jeg kan ikke mærke noget som helst i knæet.”

Han var stille lidt. Vores fodtrin var den eneste lyd i det klamme, tyste rum. Så kunne han ikke lægge bånd på sig selv længere: ”Måske skal du bare have sådan en indsprøjtning hver dag.”

Tanken fik mig til at gyse af ubehag, men den bragte også et ironisk smil frem på mine læber. ”Paradoksalt nok foretrækker jeg ikke at være nødt til at se på mit ben for at vide, hvilken stilling det er i – også selv om det gør ondt,” meddelte jeg ham.

Han sukkede langtrukkent. ”Stoler du virkelig på Lincoln, når han siger, at han kan hjælpe på det punkt?”

Det var ikke et emne jeg havde givet grundig eftertanke, eftersom jeg helst ikke ville ændre mening midt i projektet. Men jeg kunne godt se, hvor hans skepsis kom fra. ”Det ved jeg ikke,” indrømmede jeg og strammede automatisk grebet omkring min stok en smule, ”men jeg føler, at jeg bliver nødt til at give det en chance. Om ikke andet så for Emmas skyld.”

Først troede jeg, at der ville komme en eller anden henkastet bemærkning om, at Emma sikkert var ret ligeglad, eftersom hun aldrig havde set mig gå normalt. Men efterhånden som den eftertænksomme tavshed varede ved, gik det op for mig, at han rent faktisk overvejede mine ord mere grundigt end som så. At han tog mig seriøst og vidste, at det her stak lidt dybere end bare min trang til at imponere min kæreste.

Vi forholdt os begge tavse, mens vi ledte efter det sted, hvor vi skulle placere bomben. I mørket var det svært at se ret meget mere end et par meter frem, så Aaron trak en lommelygte frem af sit bælte og lod den feje over omgivelserne. Mine øjne fulgte den blåhvide kegle af lys, der trak en cirkel hen over det fugtige betongulv og de mugklædte vægge på begge sider. En enkelt gang dryppede en tyk, grønlig dråbe af slam ned fra loftet og landede på mit venstre brilleglas. Under normale omstændigheder ville jeg have fundet det ulækkert, men nu var mit fokus et lidt andet sted, så jeg tørrede bare klatten af i mine bukser og gik videre.

Et sted undervejs tændte Aaron for sin mikrofon igen og spurgte: ”Hvordan ser tingene ud deroppe?”

Stille og rolige,” svarede Harry. ”Vi er på plads.”

Ditto her,” lød det efter et par sekunder fra de andre grupper.

Jeg sukkede. Vi var de sidste, der manglede at lokalisere målet. Og så fik jeg øje på det, da lommelygten sejlede over en kraftig søjle midt i det store, mørke rum. En af de bærende strukturer i bygningen. Vi skulle bare være sikre på, at alle nåede ud, inden den faldt sammen. Når bomberne blev sat i gang, ville vi have ti minutter. For dem ovenpå ville det være rigelig tid. Selv for mig burde det ikke være noget stort problem.

På nuværende tidspunkt burde brandvæsenet have afmålt en sikkerhedsafstand udenfor, og politiet og FBI ville have lagt samtlige bandemedlemmer i håndjern. Ud over dem der var blevet beordret til at holde øje med eventuelle indtrængende. Red Vipers havde ikke har nogen anelse om, hvad der ventede dem, da de lagde planen for aftenens arbejde. Når solen stod op var en masse af dem formentlig allerede på vej i spjældet.

Jeg udpegede stedet for Aaron, som meddelte de andre, at vi var ved at være der, og at ingen skulle starte noget som helst endnu. Hvis de gjorde det, var vi færdige.

I koncentreret stilhed fastgjorde vi sprængladningen til de stablede betonklodser, der holdt en del af gulvet ovenpå i luften. Vi tjekkede knuderne på det nylonreb, som vi havde brugt til det, et par gange og tog et øjeblik til at tænke den følgende plan igennem. Alles mikrofoner var slået til nu. Jeg kunne høre flere synkroniserede åndedræt i min øregang. De overdøvede min egen spændte vejrtrækning på en behagelig måde.

”Er der nogen, der ikke er klar?” spurgte jeg. Hvis så meget som én person gav et positivt svar, ville vi vente.

Ingen respons. Aaron tog en dyb indånding og nikkede til mig. Det var mit tegn til at begynde at gå. Tøvende vendte jeg ryggen til ham, mens han gav de afsluttende instrukser.

”Om et øjeblik tæller jeg ned fra tre. Når jeg siger nu, trykker I alle sammen på den røde knap under venstre side af den lille skærm. Når det er gjort, bliver I hængende i fem sekunder og sikrer jer, at bomberne virker. Efter de fem sekunder skynder I jer så til den nærmeste udgang. Sørg for at nå ud bag sikkerhedsbarrieren, der er blevet sat op.”

Umiddelbart lød planen simpel nok. Sæt bomberne i gang og nå ud til tiden. Når den korte, relativt nemme sekvens af opgaver var udført, kunne jeg sige farvel til mit komplicerede liv her. Jeg havde en aftale med Lincoln to dage efter, og så var jeg mere eller mindre på vej til lufthavnen.

Jeg skyndte mig ikke decideret, men forsøgte at holde et nogenlunde gangtempo på den mørke vej hen mod hullet i loftet. Bag mig kunne jeg høre Aaron flytte sine fødder rundt uden formål. Dette var det eneste tegn på, at han var nervøs.

For et kort øjeblik blev jeg mindet om vores første missioner sammen. Om de korte peptalks vi havde givet hinanden, inden det for alvor gik vildt for sig. Om det ophidsede, halvskræmte udtryk i de mørke øjne under de kraftige, sorte bryn. Om de gange hvor det havde været tæt på, at en af os endte bevidstløse på gulvet. Om det broderlige bånd vi havde delt. Et bånd der, til dels, var gået i stykker nu.

”Klar?” Føddernes skraben mod betongulvet stoppede nu, og alt hvad jeg kunne høre i et par sekunder var mine egne humpende skridt. ”Tre, to, en, nu.”

Måske burde det have ændret noget, at knapperne var blevet trykket ned, men luften var præcis lige så fugtig og klam som før, mine fodtrin stadig den eneste forstyrrelse i det rungende mørke under lagerbygningen. Ingen stemmer talte i mit øre i et stykke tid.

Og alligevel brusede blodet rundt i mine årer nu. Adrenalinet pumpedes ud til samtlige ekstremiteter og gjorde mig både en smule omtåget og overraskende fokuseret på samme tid. Pludselig var der ikke andre tanker i mit hoved end planens forløb og de trin, som vi nøje havde aftalt på forhånd for at alt skulle gå som smurt i olie. For første gang siden afskeden i lufthavnen ventede ikke engang Emma på at bryde ind i mine tankebaner.

Min er intakt,” meddelte Harry. De andres bekræftende stemmer fulgte på skift og endte med Aarons.

Så var mine skridt pludselig ikke alene længere. Min tidligere bedste ven kom løbende gennem mørket, hurtigt og veltrænet som en løve. Gennem mikrofonerne på deres tøj kunne jeg høre de andre også sprinte af sted fra forskellige lokationer over mit hoved. For ikke at distrahere dem med min anstrengte vejrtrækning eller akavede rytme slog jeg mikrofonen fra.

Forspringet til trods nåede Aaron og jeg stigen samtidig, og han kravlede op først. Mit højre ben lystrede ikke helt efter hensigten på trinnene, og han gav mig en hånd og halede mig det sidste stykke op af hullet. Vi havde god nok tid endnu, men jeg forstod godt ønsket om at komme væk så hurtigt som muligt. Ingen af os havde arbejdet med dynamit på denne måde før.

”Det går hurtigere, hvis du støtter dig til mig,” mindede han mig om. Der var ikke langt hen til den nærmeste metaldør, som Harry var på vej ud gennem.

Noget fik mig dog til at se ned på min stok i stedet, og da slog en tanke mig. Jeg havde efterladt en af vagterne bundet på hænder og fødder uden mulighed for at slippe væk. Hvis han stadig befandt sig inden for væggene når eksplosionen fandt sted, så ville han blive grillet godt og grundigt igennem. Måske endda reduceret til en bunke kul, som vinden kunne feje væk, når først den fik adgang. Hvad der var sket med de andre anede jeg ikke, men jeg følte mig ansvarlig for lige præcis denne. Hvis jeg ikke havde slået ham bevidstløs, ville han have haft en chance for at slippe ud bag afspærringerne.

”Løb bare videre uden mig,” sagde jeg med en klump af kvalme siddende i halsen. Hvorfor havde jeg ikke tænkt mig om, inden jeg efterlod en fremmed liggende på gulvet på den måde? ”Der er noget, som jeg bliver nødt til at ordne.”

Aaron gloede på mig, som om jeg havde mistet forstanden. Og det havde jeg måske også. Sådan føltes det i hvert fald. ”Kom nu med, inden hele bygningen ryger i luften.”

Jeg satte hælene i og rystede på hovedet. ”Jeg efterlod en af vagterne nede ved den dør, hvor jeg kom ind. Han er bundet på hænder og fødder, og jeg kan ikke bare lade ham brænde ihjel.”

”Jo, du kan!” protesterede han rasende. ”Du har gjort, hvad du kunne for at få så mange ud i live som muligt. Lad os sørge for, at du selv er en af dem.”

”Aaron,” råbte jeg, ”vi spilder tiden her. Jeg kommer til at gøre det, om du så vil have det eller ej!”

Han lod sine hænder falde ned langs siderne. ”Hvis det ikke kan være anderledes, så går jeg med dig,” erklærede han slået.

Hovedrystende trådte jeg et skridt i den retning, som jeg havde tænkt mig at gå. ”Penelope og Isaac har brug for dig. Sørg for, at du er helt sikker på at komme til at se dem igen.”

Egentlig ville jeg ikke have haft noget imod hans hjælp, men jeg vidste også, at det var at sætte ham i unødvendig fare, og Isaac fortjente ikke at blive berøvet sin far i en alder af to år. Desuden, sæt nu der gik et eller andet galt og jeg endte med at overleve og Aaron ikke gjorde? I det scenarie vidste jeg allerede, at jeg ikke ville være i stand til at se hverken Penelope, Emma, Silver eller nogen anden involveret i øjnene. Særligt ikke mig selv.

”Hold din mikrofon tændt,” befalede han.

Fordi det ikke nyttede noget at spilde tiden nikkede jeg bare, drejede rundt og begav mig hastigt i den retning, som jeg for mindre end en halv time siden var kommet fra. Undervejs hørte jeg de andre forsvinde og lade dørene falde i med høje smæld bag sig. Mentalt talte jeg antallet af fødder, der forlod hallen og sammenlignede med deres spredte meldinger om, at de var udenfor og på vej hen mod barrikaden, som brandvæsenet havde sat op.

Jeg var alene om min opgave nu.

Vagt registrerede jeg de kasser, som jeg havde åbnet for at bekræfte de mistænkelige handelsvarer, som Red Vipers havde med at gøre. Min venstre håndflade svedte så kraftigt, at jeg havde svært ved at holde ordentligt på stokken uden konstant at skifte grebet. Men i det mindste behøvede jeg den ikke strengt taget. Endnu følte jeg ingen smerte. Kun den i mit hoved, der fortalte mig, at jeg havde sat en tilfældig mands liv på spil, fordi jeg ikke havde tænkt mig om.

Han lå, hvor jeg havde efterladt ham, til min store lettelse. En lille stribe af blod var løbet ud af højre mundvig, men det så ikke ud til at være noget seriøst. At han stadig var bevidstløs var selvfølgelig ikke specielt sundt for ham, men det gjorde min selvpåtagede opgave så meget nemmere.

Med kniven fra tidligere skar jeg de improviserede håndjern op, bøjede mig ned og løftede den tunge, slappe krop hen over min venstre skulder, således at der ikke hvilede alt for meget vægt på den højre. Nu hvor jeg skulle balancere en person oven på min egen kropsvægt havde jeg ikke overskud til også at manøvrere stokken, så jeg stak den ind i bæltet, der holdt mine bukser oppe, og haltede hen mod døren.

Den gled op uden de store problemer, og den kølige natteluft slog imod min hud. Manden lugtede svagt af røg, hash og sved, men selv ikke disse odører kunne hamle op med den velkendte, saltprægede luft jeg var vokset op i. Lettet over i det mindste at være kommet så langt skyndte jeg mig videre gennem mørket. Herfra kunne jeg ikke se barrikaderne, men de måtte være der et eller andet sted.

”Ude,” stønnede jeg anstrengt ind i mikrofonen på min krave.

Godt. Se så at komme væk derfra,” svarede Aaron sammenbidt.

”Hvor lang tid har jeg igen?”

Tre minutter og … tretten sekunder.”

Det skulle være god nok tid til at komme på fornuftig afstand af det hele. Derfor hankede jeg op i min ballast, bed tænderne sammen og begyndte at traske i den retning, der hurtigst ville føre mig væk fra minefeltet.

Himlen var mørk og overskyet, men jeg kunne se konturerne af det bakkede landskab og lysene fra vinduer i det fjerne tegnet op mod den. Vinden havde taget fat og blæste mit hår i forskellige retninger, og jeg var taknemmelig for den kølende effekt, for jeg svedte under den uvante byrde, og selv om jeg ikke decideret havde ondt, så bredte der sig en form for ubehag fra mit dårlige knæ. Som om leddet gled forkert rundt under remmene, der holdt det på plads.

Jeg begyndte at tælle sekunderne og så mig tilbage efter omtrent et minut. Til min lettelse var jeg allerede på stor nok afstand til, at jeg med sandsynlighed ikke ville blive grillet på stedet, hvis bomberne gik af nu. Men trykbølgen og varmen ville stadig tage effekt her. Så langt var jeg ikke nået endnu.

To minutter,” advarede Aaron mig lidt senere.

”Modtaget,” åndede jeg. Hvis personen på min skulder havde gjort mig noget personligt, ville jeg have efterladt ham her eller trukket ham langs jorden. Men siden det ikke var tilfældet syntes jeg, at det ville være urimeligt.

Øjeblikket senere fortrød jeg min egen sentimentalitet, for et par kraftige knæ ramte mig direkte i maven med så meget kraft, at det kun kunne være med vilje. Af refleks begyndte jeg at rulle allerede inden min overkrop ramte jorden, for det havde jeg lært i en tidlig alder. Denne handling bragte mig hurtigt på afstand af den person, som havde valgt at sætte sit eget og mit liv på spil ved at vågne op på det forkerte tidspunkt.

Skye, hvad sker der?” spurgte Aaron.

Jeg satte mig op og kom hurtigt på benene. Vagten var kommet så meget til sig selv, at han nu lå på jorden og forsøgte at fjerne de strips, som jeg havde placeret omkring hans fødder for at undgå, at han løb sin vej, hvis han vågnede. Lige nu var de sandsynligvis alt, hvad der forhindrede ham i at springe på mig.

”Jeg har ramt et lille bump på vejen,” fortalte jeg Aaron. Derpå slog jeg mikrofonen fra.

Stemmen fortsatte med at gentage mit navn, indtil det gik op for ham, at han ikke ville få noget svar ud af det. Imens bakkede jeg væk fra den nu vågne mand, som jeg havde slæbt ud af den værste zone. Hvis jeg kastede kniven hen til ham, så han kunne fri sine fødder, så var der ikke noget, der forhindrede ham i at kyle den i baghovedet på mig, når jeg vendte ryggen til.

Men hvis jeg ikke gjorde det, hvad var så pointen? Han vidste ikke engang, at der var bomber placeret overalt i varehuset. Hvis han fejlbedømte situationen og begav sig nærmere i stedet for længere væk, så var han så godt som færdig. Så havde jeg risikeret mit eget liv til ingen verdens nytte.

I mellemtiden havde jeg mistet overblikket over, hvor lang tid jeg havde igen. Måske et minut. Måske et par sekunder til eller fra. Sandsynligvis mindre end et helt minut.

”Kravl,” hørte jeg mig selv sige, idet jeg hev stokken fri at mit bælte og drejede mig halvt. ”Kravl i min retning. Bygningen springer i luften.”

Så begyndte jeg at gå. I faldet havde den ene af stropperne i knæstøtten revet sig løs, og dette gjorde hele mit højre ben ustabilt nok til, at jeg behøvede stokken for at komme videre. Intet andet forhindrede mig i at falde.

”Kujon!” skreg den fremmede arrigt i min retning. ”Giv mig i det mindste chancen for at løbe!”

Jeg stoppede, forbløffet. Den sidste, der havde kaldt mig en kujon, var Taylor, og hun –

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...