De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

27Likes
29Kommentarer
16740Visninger
AA

27. Kapitel 26 - "Vent til senere."

Emma

Jeg vågnede og blev overrasket over at opdage, at jeg endnu ikke befandt mig i et ubekvemt flysæde med hundredevis af fremmede omkring mig og en skrigende baby på rækken bagved. Der var mørkt på værelset, med undtagelse af den smule lys, som Skyes computeroplader sendte ud i lokalet. Lampen skinnede grønt, bevidnende om at batteriet var fuldt.

Forsigtigt drejede jeg ansigtet mod fyren ved siden af mig. Han lå på ryggen, helt stille bortset fra vejrtrækningerne der fik hans brystkasse til at hæves og sænkes i en jævn rytme. Åndedrættet ville have narret mig til at tro, at han sov, hvis ikke jeg havde kunnet se det grønne genskær i hans øjne fra den lille diode på opladerkablets mund.

Forsigtigt snoede jeg mine fingre hen mod ham under dynen og greb hans hånd. Ved bevægelsen blinkede han et par gange og drejede så hovedet.

”Hvad så?” Stemmen var ru, hviskende selv om der ikke var den store chance for, at Silver kunne høre os gennem væggen eller de to lukkede døre. Hånden gengældt presset mod min.

”Det er nemmere at sove, hvis du lukker øjnene,” bemærkede jeg, pludselig lysvågen. Jeg havde formentlig ikke sovet mere end et par timer, men på nuværende tidspunkt syntes det umuligt at krybe tilbage til drømmeland.

Han smilede skævt, og tænderne fangede lyset. ”Det er prøvet,” forsikrede han mig.

”Hvor længe har du været vågen?” Selv havde jeg troet, at det ville være svært at falde i søvn, for dette ville blive min sidste nat ved siden af ham i et stykke tid, og jeg ville have så meget ud af vores tid sammen som muligt. Men så snart jeg var krøbet ned under dynen og ind i hans varme favn, var der ikke gået meget mere end en halv times tid.

”Jeg har ikke sovet,” svarede han i stedet med øjne, der ikke fokuserede overhovedet.

Jeg justerede min stilling og krøb i stedet ind i hulningen mellem hans arm og overkrop, så vi lå helt tæt op ad hinanden. ”Hvorfor ikke? Er du ikke træt?”

Det var et dumt spørgsmål, for på det seneste havde Skye virket kronisk træt. Som om planlægningen af foretagendet med Oscar og Aaron tærede langt mere på hans kræfter, end noget andet nogensinde havde gjort. Jeg havde tilbudt at sove på en madras på gulvet i stuen, så han kunne have sin seng og pladsen for sig selv, men det havde han ikke villet høre tale om. Åbenbart sov han bedre klemt op mod væggen og med mig til den anden side, end han ellers ville have gjort. Det var i hvert fald påstanden.

”Jo,” sukkede han og strøg sin tommelfinger let over mit skulderblad. ”Men jeg har alt for mange tanker i hovedet.”

Tidligt i vores forhold havde jeg lovet ham, at jeg ikke ville få medlidenhed med ham, men lige nu kunne jeg ikke undgå det. ”Det skal nok gå fint med Osc… Lincoln. Aaron ville aldrig være gået med til det, hvis han mente, at det for alvor satte dit liv eller hans eget på kompromis.”

”Det er ikke det.” Han tog en dyb indånding og pustede luften ud, langtrukkent. ”Hvis jeg falder i søvn nu, så vågner jeg i morgen til det chok, at det bliver de sidste timer, som jeg kan tilbringe med dig, i et par uger. Jeg vil hellere ligge vågen hele natten og gradvist vænne mig til tanken, og måske også lade trætheden agere stødpude når det går op for mig for alvor.”

Tydeligvis havde han ingen idé om, hvor romantisk han var, for han lød mere frustreret end som om han forsøgte på at gøre mig glad. Af samme grund lod jeg den arm, som jeg ikke lå på, falde hen over hans maveregion.

”Jeg er glad for, at Silver tager med mig,” bekendtgjorde jeg stilfærdigt. ”Ellers ville jeg ikke nå ud til flyet, før jeg vendte om og sprintede tilbage.”

Smilet hang i Skyes stemme da han sagde: ”Det er jeg også glad for. Selv om jeg kommer til at føle mig halv uden dig, så vil jeg allerhelst sørge for, at du er ude af byen, når ragnarok slippes løs.”

Jeg kyssede hans brystmuskel, som var det eneste jeg kunne nå fra denne stilling. ”Du lover mig, at jeg hører fra dig hver eneste dag, ikke?”

”Jo, selvfølgelig. Jeg kunne ikke leve uden at høre din stemme mindst én gang om dagen.”

Jeg lo men protesterede ikke, for jeg vidste, at han mente det alvorligt. Det var lige så sandt for ham, som det var for mig. Hvis jeg skulle gå gennem fireogtyve timer, hvor jeg havde mulighed for at høre fra ham, uden at modtage så meget som en besked, så vidste jeg, at jeg ville føle mig halvdød og udkørt.

Vi lå stille lidt og nussede hinanden med minimale bevægelser. Jeg gruede tanken om at skulle vende ryggen til og marchere ind i terminalen i lufthavnen uden mulighed for at slippe ud igen før jeg landede i Danmark. En meget selvisk del af mig håbede, at Skye havde skiftet mening og på magisk vis havde fundet en billet til samme flyvning den følgende morgen, så jeg ikke behøvede at føle, at jeg havde efterladt ham.

Det værste var ikke at have nogen fast dato for, hvornår vi skulle ses igen. Dette afhang alt sammen af hvordan missionen gik, hvornår slaget skulle stå, og hvordan den følgende operation udført af Oscar gik. Helingstid og genoptræning stod muligvis også på programmet, selv om Skye meget omhyggeligt havde undgået at tale om disse ting som en naturlig del af processen. Silver havde gjort mig opmærksom på det for, at jeg ikke nærede falske forhåbninger om præcis hvornår genforeningen kom til at finde sted.

Min værste frygt mindede mig om, at der med FBI-relaterede gøremål teknisk set også var en chance for, at vi aldrig kom til at ses igen, når jeg var steget om bord på flyvemaskinen. Skye var veltrænet og tænkte logisk, og han havde Aaron, Oscar og sikkert en håndfuld andre til at hjælpe sig igennem det. Men han havde også et totalskadet knæ, der forhindrede ham i at gå uden assistance, selv hvis det kun handlede om få skridt. Og han havde udviklet en ubelejlig samvittighed med hensyn til at tage andres liv. Potentielt kunne dette vel betyde, at hvis han stod med valget mellem at lade sit eget slippe fra sig eller at gøre en ende på en andens, så ville han ikke altid træffe det selviske, mest fornuftige valg.

”Skye?” hviskede jeg og forsøgte at lade være med at græde.

Han rykkede lidt på sig, uden at det rent faktisk ændrede noget. ”Ja?” Hans ånde var varm og sødlig og tiltrækkende.

”Lov mig at du kommer til Danmark uanset hvad.”

Selv om han umuligt kunne læse mit ansigtsudtryk – dels på grund af mørket, og dels fordi han ikke havde sine briller på – så lod det ikke til, at han havde svært ved at afkode min sindsstemning. ”Hvad er der galt?”

Mine fingre gled let hen over den bare hud på hans side. En lille, glat forhøjning i huden fortalte mig, at jeg netop havde lokaliseret et af hans mange ar. ”Bare … Jeg forstår, hvorfor du har lovet at hjælpe Oscar, men jeg ville ønske, at du ikke behøvede at gøre det.”

Han sukkede stilfærdigt og knugede mig kort ind mod sig. ”Strengt taget er der ingen, der tvinger mig til at gøre det. At organisere det her var mit valg, fordi jeg ved, at jeg ville være villig til at ty til lignende desperate løsninger hvis det var min familie, der levede med konstant frygt,” forklarede han fattet.

I modsætning til når han talte om de gamle opgaver, som han og Aaron havde løst efter Murrays ordrer, lød han ikke den mindste smule, som om han fandt denne spændende. Gruen svøbte sig omkring hans stemmebånd nu, hvor jeg før næsten havde fået en forsmag på det adrenalinkick, som han havde beskrevet. At han ikke glædede sig overbeviste mig om, at han nok skulle gøre sit yderste for at slippe helskindet ud på den anden side.

”Det ved jeg,” mumlede jeg ind mod hans bryst. ”Bare vær forsigtig.”

Han kyssede mig i håret. ”Så længe jeg har dig, vil jeg altid være forsigtig.”

 

Bilen var stille, da vi trillede mod San Francisco International Airport hen mod middagstid. Aaron, Penelope og Isaac var kommet i to biler, og Silver, Skye og jeg havde overtaget den ene med vores bagage delt ud over begge lastrum. Til trods for at han ikke havde sovet hele natten, havde Skye indvilliget i at køre den ene, på den betingelse at han ikke blev nødt til at gøre det på tilbageturen. Han havde forklaret Aaron, at så meget stolede han ikke på sig selv.

Det var en klar og kølig dag i bugtområdet. Solen skinnede fra en blå himmel, og der var for en gangs skyld ikke en eneste sky i sigte. Jo nærmere vi kom flyvepladsen, des mere forræderisk syntes vejret at være: det betød god sigtbarhed, intet uvejr i nærheden og flyvninger til tiden. Ingen forsinkelser der ville give mig ekstra tid til at klynge mig til Skye og håbe, at en eller anden vækkede mig fra adskillelsens mareridt og fortalte mig, at jeg bare kunne blive hængende og vente, til han var klar til at rejse sammen med mig.

Og så pludselig var bilerne parkeret, bagagen tjekket ind og boardingkortene printet med lige under to timer til afgang. Terminalen var lys og tyndt befolket, nu hvor det ikke var turistsæson for de oversøiske flyvninger. Vi spiste alle sammen burgere i en lille restaurant i det åbne område lige bag check-in-skrankerne, og mellem to bidder begyndte tårerne bare at trille ned over mine kinder.

Reaktionen blev udløst af det forvirrede blik, som Isaac sendte mig fra sin plads på Skyes gode ben. Den lille dreng vidste tydeligvis, at der var et eller andet på færde, men han begreb ikke helt, hvad der skulle til at ske. Han forstod ikke, at når Silver og jeg forsvandt ind bag sikkerhedskontrollen, så ville der gå meget lang tid, før vi kunne lege flyvemaskiner og bygge sandslotte sammen igen. Det værste var næsten, at han ikke helt forstod, hvor stort mellemrummet mellem os ville blive. At han næsten med sikkerhed ville spørge Penelope og Aaron i løbet af de næste par dage, hvornår jeg kom for at passe ham igen. Endnu værre var dog kun det faktum, at han måske glemte mig. Han var ikke så gammel endnu, og hans liv ville blive så fuldt af oplevelser, at der måske en dag ikke længere var plads til mig som andet end et navn. Selv huskede jeg i hvert fald ikke alle de mennesker, som jeg havde været i kontakt med som toårig.

Skye lagde en arm omkring mig, og så kunne jeg ikke længere gøre mig forhåbninger om at holde de gispende vejrtrækninger tilbage. Om mindre end en time var det uvist, om jeg nogensinde kom til at se familien Lawrence igen, og om jeg kom til at genforenes med min kæreste. Jeg havde intet andet end mine svigtende forældre og mine såkaldte veninder at vende tilbage til: Danmark havde ikke noget at tilbyde mig på nuværende tidspunkt.

Resten af min mad gled ned sammen med mundfulde af slim mens tårer dannede små floder på mine kinder. Så snart alle var færdige, erklærede Silver, at vi ikke kunne vente ret meget længere, hvis vi ville være sikre på at nå ud til gaten til tiden. Han lød ikke, som om han så frem til hjemturen, men nærmere som om han bare ville have plasteret revet af i en hurtig bevægelse uden at trække pinslen alt for meget ud.

Skye holdt om mig, mens vi gik hen mod trappeopgangen til sikkerhedsområdet. Hvem der støttede hvem var mig ubevidst, for jeg bemærkede naturligvis hans ujævne og ustabile gangrytme, men jeg klamrede mig så tæt til ham, at han næsten bar mig samtidig.

Vores gruppe stoppede neden for en opadgående rulletrappe. Det her var endestationen, hvor vi blev nødt til at løsrive os fra hinanden. Af præcis samme grund viklede jeg mine arme endnu strammere omkring Skyes slanke figur og græd endnu mere. Hvad nu hvis dette bare var en leg for ham? Hvad nu hvis han droppede al kontakt til mig, så snart han havde vished for, at jeg var nået over på den anden side af Atlanten? Hvad nu hvis han i virkeligheden slet ikke havde tænkt sig at leve sit liv sammen med mig?

Tvivlen burde muligvis have presset mig til at tage afstand fra ham, men den havde præcis modsatte effekt. Jeg var bange for at give slip på ham. Bange for at de sidste par måneder bare havde været magiske i min forskruede teenagehjerne. Bange for at han ville vende mig og vores spirende baby ryggen. Bange for at det havde været en lodret løgn, da han sagde, at han elskede mig. Og jeg var bange for at falde fra hinanden uden ham som lim til at holde alle mine lidettroende, modstridende dele sammen.

Først krammede jeg en jokende, Aaron, som gav en bemærkning om altid at give lyd fra mig, hvis jeg havde brug for et job som babysitter eller bare gerne ville tilbage i et stykke tid. Dernæst gik turen til Isaac, som tiggede mig om at love, at vi kunne tage tilbage til sporvognsmuseet næste gang jeg kom forbi. Hans lille krop var varm og trøstende og hjerteknusende på én gang. Penelope tog mig i sin favn og hviskede til mig, at hun havde nydt at have en anden pige i huset, og at der altid ville være plads til mig, hvis jeg skulle få lyst til at komme tilbage.

Derpå tog jeg et skridt tilbage og takkede dem for alt. For at have givet mig tag over hovedet og noget at beskæftige mig med. For at have givet mig frihed til at gøre, hvad jeg havde lyst til, og for at have haft forståelse for min indflytning hos Skye. Og sidst men ikke mindst for at have stolet på mig med Isaac og givet mig lov til at blive en del af hans liv. Det havde været en berigende oplevelse, og de havde behandlet mig upåklageligt. Aaron havde endda udnyttet sin profession til at redde mig ud af problemerne, som jeg var løbet ind i med Red Vipers.

Mens de hilste af med Silver, blev det min tur til at sige farvel til Skye. I hvert fald for en tid. Før jeg vidste af det, var hans ene hånd i mit hår, og den anden holdt mig på plads. Jeg kunne mærke stokken hvile mod min ryg og bagdel og vibrere med hans ind- og udånding. Mere end nogensinde før ville jeg ønske, at vi bare kunne smelte sammen til én krop, på samme måde som jeg følte, at det var sket med vores sjæle. Havde det været muligt, ville jeg være kravlet ind under hans hud og have slået rod i det varme indre, som jeg havde lært at kende så godt.

Jeg hulkede ukontrolleret uden egentlig at have sagt noget. Hvad skulle jeg også sige? Han vidste præcis, hvilke ord der ville komme over mine læber, hvis jeg havde haft besindelse nok til at lade være med at flæbe.

”Emma,” åndede han ind mod mit øre uden at løsne sin omfavnelse den mindste smule. Jeg kunne mærke hans veltrænede mavemuskler springe under huden. ”Emma, vær sød at lade være med at græde. Ellers kan jeg ikke –”

Jeg nåede aldrig at høre, hvad han ikke kunne, for ordene druknede i en håbløs lyd halvvejs mellem et hjælpeløst støn og et forpint gisp. De stærke, solide skuldre dirrede som om der foregik et jordskælv under huden på dem, og jeg kunne høre ham forgæves forsøge at trække vejret jævnt og roligt som altid. Duften af saltvand nåede mine næsebor før det gik op for mig, at jeg ikke var den eneste, der havde ladet tårerne få frit løb. Hans stok bumpede mod mit bagparti, taktfast, som sekundviseren på det store ur i terminalen, der skyndede på mig.

Jeg vidste, at jeg var under tidspres, og at hvis jeg blev stående her – som jeg havde lyst til – så ville det give Silver problemer. Så ganske forsigtigt gjorde jeg et forsøg på at frigøre mig fra Skyes arme, meget mod min vilje. Han stødte sit hjælpemiddel mod gulvet, men det så ikke ud til at gøre noget for ham. Hans grønne øjne var gemt bag dråberne, der trillede af indersiden af brilleglassene. Gradvist kom de til syne, efterhånden som vandet fandt vej uden for rammen og kastede sig mod gulvet.

Jeg trak hans ansigt ned mod mit og trykkede vores læber sammen, hårdt og ubarmhjertigt og desperat. Resultatet blev et kort, vådt, stakåndet kys. Ikke den slags lange, dvælende, dybe kys som man så på film, hvor hovedpersonerne blev tvunget til at tage afsked med hinanden og haste videre til andre presserende ting i livet. Der var intet romantisk eller storslået ved det, og jeg var ikke tilfredsstillet. Jeg ville have mere. Mere, mere, mere. Nok til ikke at komme til at savne fornemmelsen af hans bløde læber mod mine, mens hans naturlige duft sneg sig ind gennem min eneste anden åbne luftvej.

Af Skye ville jeg aldrig få nok.

”Du må ikke gå,” klynkede jeg, selv om jeg selv havde taget initiativ til at skabe afstand mellem os.

Han så knust ud, og tårerne trillede stadig enkeltvis og krystalklare ned over begge kindben. ”Jeg er lige her,” lovede han mig med bævende stemme. ”Så længe du har brug for det.”

Egentlig burde vi tage os sammen af hensyn til vores omgivelser. Det måtte være usigelig akavet for familien Lawrence, Silver og de andre forbipasserende rejsende, der bevidnede vores dramatiske afsked. Men Skye og jeg hørte sammen, og vi kunne ikke bare skilles ad uden at gøre det ordentligt.

Vi udvekslede flere dråber af saltvand, som havde søgt tilflugt i vores mundvige og på den mørkere hud over læberne. Jeg kunne smage saltmolekylerne på spidsen af min tunge, men om de var mine egne eller hans anede jeg ikke, og jeg var i øvrigt fløjtende ligeglad.

Den frie af hans hænder skubbede mig blidt et par centimeter baglæns, så vi kunne se hinanden i øjnene igen. ”I kommer for sent til jeres fly, hvis I bliver hængende meget længere.” Hvert ord lød rustent, som om de gned mod hinanden på vejen hen over tungen.

Jeg nikkede, for jeg vidste det godt, men ville det virkelig være så slemt, hvis vi ikke nåede afgangen? ”Jeg har ikke lyst til at rejse.”

Han smilede blegt. ”Jeg har heller ikke lyst til at se dig forsvinde, men…” Han gik i stå og rømmede sig for at smøre stemmebåndene igen. ”Men når det hele er overstået, så slipper du aldrig for mig igen.”

Jeg ville gerne have sagt et eller andet vittigt for at tilkendegive, at det ville jeg glæde mig til, men i stedet undslap et ynkeligt klynk mig sammen med et fnys af latter, og tårerne krøb op over kanten på mine nederste øjenlåg. Gennem disen så jeg Skye kaste et spørgende blik på sin far, inden han trak mig ind til sig atter engang. Blide læber trykkede mod toppen af mit hoved.

”Det her er det værste, jeg nogensinde har været udsat for,” mumlede han, så stille at ingen andre burde være i stand til at høre det.

Denne ytring fandt jeg mildest talt utroværdig, for han havde oplevet mange sindssyge ting i løbet af sine treogtyve år. Deriblandt at arbejde for FBI, at slå andre mennesker ihjel, og at blive tortureret. Alligevel forstod jeg, hvad han mente, for selv ikke mine forældres fravalg af deres rolle over for mig havde gjort lige så ondt som det her. Mit hjerte føltes, som om det var sprunget i tusind små stykker, og at skårene havde gravet sig ind i mine lunger, der langsomt punkterede, kvælende og druknende mig indefra.

Jeg smilede gennem min bedrøvelse og tog selv et lille skridt tilbage. Jeg burde virkelig se at komme af sted. ”Så er vi to,” hviskede jeg til Skye, som jeg kyssede endnu en gang, inden jeg forsøgte at tørre tårerne af mine kinder. ”Jeg elsker dig.”

”Jeg elsker også dig. Mere end du aner,” sagde han og kyssede mig dybt én gang til. ”Du er stadig det bedste, der nogensinde er sket for mig.”

Den kommentar kunne jeg kun gengælde, men det gjorde jeg ikke. I stedet nikkede jeg. ”Skynd dig at blive færdig med Oscar, så jeg ikke behøver at vente så længe.”

Ved denne kommentar lo vi begge to, og jeg kunne høre Aaron fnyse stille. ”Det vil jeg gøre. Se at komme af sted, så vi ikke bliver nødt til at gøre det her igen senere i dag.”

Jeg gav ham endnu et knus, og han viklede begge arme omkring mig ganske kortvarigt. Så tog jeg afstand og sluttede mig til Silver, som var trådt til side for ikke at blokere rulletrapperne med vores håndbagage. Skye så træt ud, lænende sig tungt mod sin stok i venstre hånd. Det tapre smil på hans læber bevidnede kun om, at han var lige så utilpas ved vores adskillelse, som jeg selv var. Der var en vis trøst i det, for så var jeg i det mindste ikke den eneste, der ønskede, at det ikke havde været nødvendigt.

Silver og Skye trykkede hinandens hænder, men endte i et kort, mandigt udseende kram. Først nu gik det op for mig, at dette var anden gang Silver efterlod sin – nu voksne – søn i San Francisco for at flytte til en anden verdensdel. Den eneste forskel var, at dengang havde Skye ikke været der til at sige farvel, og det var han nu. Det her var en aftale, som de begge to var en del af.

”For resten,” sagde Skye, da jeg halvt drejede for at følge efter Silver, ”inden jeg glemmer det. Jeg har lagt en gave i din rygsæk. Du skal ikke forvente noget stort, men…” Hans øjne hvilede på mig, stærkt grønne og bedende.

Jeg mærkede tårerne presse sig på igen og snøftede. ”Skal jeg tjekke nu?”

”Nej!” udbrød han og tørrede sig under det ene øje. ”Vent til senere.”

”Okay. Vi ses,” kaldte jeg ned mod alle fire, som blev stående og så efter os, da vi gled op mod plateauet på første sal.

Penelope og Isaac vinkede efter os, mens Aaron og Skye stod helt stille, øjne følgende de mekaniske trappetrin. For enden af båndet trådte jeg til side og så ned på dem igen. Ingen af dem havde rørt sig ud af stedet. Jeg vinkede en sidste gang til min kæreste, mine chefer, venner og Isaac, så vendte jeg mig mod Silver og begyndte at græde igen.

Han lagde en arm omkring mine skuldre uden at sige noget, og så gik vi ellers hen mod sikkerhedsområdet for at blive tjekket.

 

Et eller andet sted over Atlanterhavet fiskede jeg min rygsæk op på skødet og rodede den igennem for at finde ud af, hvad Skye havde talt om. Genstanden var let at identificere, så det undrede mig, at jeg ikke havde bemærket noget tidligere.

En mærkelig trang til at grine og græde fyldte mig, da jeg løftede det slidte eksemplar af A Tale of Two Cities op af dybet og stirrede på det gullige cover. Minderne kom svømmende tilbage til mig. Skye havde tilbragt et par aftener i selskab med Silver, Sam Lawrence, Aaron, Oscar og sikkert også en del andre, hvis navne jeg ikke kendte. De havde naturligvis diskuteret strategi og immunitet for Oscar. Silver havde tilbragt en nat i selskab med sin gamle ven, Aarons far, og Skye var kommet tilbage til lejligheden alene.

Han havde fundet mig liggende på sofaen med Blinkie mellem benene og bogen spredt ud mellem mine hænder. Da jeg først var gået i gang med at læse, kunne jeg nemlig ikke stoppe igen. Sætningerne var komplicerede, men handlingen appellerede til mig. Skye havde sat sig på sofabordet, og vi havde talt om plottet.

Jeg havde fortalt ham, da det gik op for mig, hvad Sydney havde i sinde, at det var noget af det mest romantiske, som jeg nogensinde havde læst. Han havde grinet og sagt, at jeg missede pointen med bogen, der i højere grad handlede om politiske uroligheder. Den aften havde han set exceptionelt godt ud, iført et par mindre slidte jeans end ellers og en lilla hættetrøje med SF State printet over brystet. Regnen udenfor havde gjort hans hår vådt, og det uglede bedårende omkring hans ansigt med de kraftige briller.

Det var på det tidspunkt, at jeg havde fundet ud af, hvordan hans college-tid var forløbet. Han havde læst engelsk og undervisning sideløbende med sit stigende ansvar under Murray. Ud over det voldsomme fritidsjob havde han ikke haft ret mange andre sociale aspekter til at distrahere sig, hvorfor han havde fundet tiden til at færdiggøre sine studier på tre år og et par måneder frem for de normale fire. Dette betød naturligvis også, at han allerede havde den bachelorgrad, som jeg havde troet, at jeg skulle begynde på direkte efter gymnasiet.

Først i løbet af mit sidste år var det gået op for mig, at jeg overhovedet ikke var klar til at vælge, hvad jeg ville med mit liv. Og så var jeg endt i Staterne i stedet, hvilket jeg nu kun kunne prise mig lykkelig for. Gymnasiet lå – for mig – hundrede år tilbage i fortiden. Der var sket så meget siden hueceremonien og lastbilturen, at jeg ikke engang havde haft tid til at dvæle ved hvor spredt min vennegruppe fra de sidste tre år var blevet. En var flyttet til Århus, en anden til København, en tredje studerede i München…

Og jeg befandt mig i øjeblikket tolv kilometer over havoverfladen et eller andet for mig ukendt sted mellem Nordamerika og Europa. Egentlig skulle jeg være blevet der i flere måneder endnu, men tiden havde bare virket rigtig til at tage med Silver. Med et foster voksende i min livmoder og alt rodet med FBI syntes jeg ikke, at det virkede trygt at være overladt mere eller mindre til mig selv derovre længere. Så længe Silver havde været der, havde der ikke være problemer, men da det gik op for mig, at han ville tage hjem før eller senere, havde jeg skiftet mening.

Forsigtigt tændte jeg læselampen over mit hoved, så jeg ville være i stand til at læse bogen i den mørke kabine. Selv om jeg lige havde færdiggjort den for nylig, så gik jeg ikke ud fra, at Skye havde givet mig den som pynt.

Da jeg bladrede frem mod titelbladet blev min opmærksomhed fanget af noget, der ikke havde været der før. Håndskrevne bogstaver i sort kuglepen. En pæn, skrå og svært læselig font.

 

14. november 2018

Emma,

Jeg ville gerne have skrevet en lang, rørende og personlig tekst til dig her, men bogen gør arbejdet for mig. Så hvis du nogensinde bliver i tvivl om, hvilke følelser jeg nærer for dig, så bare kig efter passagerne fremhævet med grønt.

For resten skylder jeg dig en undskyldning. Du har ret. Det er en romantisk fortælling. Forhåbentlig vil vores blive genfortalt i fremtiden i mere muntre toner.

Vi ses snart igen! Jeg elsker dig.

Skye

 

Jeg stirrede længe på bogstaverne, opdagende at jeg ikke rigtig havde set min kærestes håndskrift før. Præcis hvad jeg havde forventet vidste jeg ikke, men ikke denne grundige, æstetiske skrifttype.

Forsigtigt åbnede jeg den egentlige tekst og blev ikke overrasket over at opdage, at hele den første, ekstremt lange sætning var steget over med gennemsigtig, grøn tusch. Med kuglepen var der tilføjet en kommentar i margenen: Sådan føles tiden med dig. Modstridende, kaotisk og vidunderlig. Jeg smilede for mig selv og opdagede, at den hidtil blundende kvinde på modsatte side af flygangen gloede på mig, som om jeg var vanvittig.

Rødkindet bladrede jeg videre. Der var mange passager, nogle romantiske, nogle bare trukket frem i rampelyset fordi de indeholdt vigtige livslektier. Specielt én passage fik det til at prikke i mine øjne igen.

For you, and for any dear to you, I would do anything … when you see your own bright beauty springing up anew at your feet, think now and then that there is a man who would give his life to keep a life you love beside you.

Jeg mærkede en enkelt tåre snige sig ud af øjenkrogen. Væsken føltes kølig mod min tørre, varme hud. Netop som jeg skulle til at lægge bogen fra mig, så der ikke kom vand på siderne, bemærkede jeg, at bagsiden af omslaget føltes tykkere og mindre fleksibelt end normalt.

Mellem den sidste side og bogens omslag sad et billede. Først undrede jeg mig over, hvor han havde fået det fra, men så huskede jeg det.

Vi smilede begge to, Skye i sin flotte lyseblå skjorte og jeg i min gradierede orange, hvide og blå kjole. Vores øjne skinnede unaturligt meget på grund af blitzen, men den havde gjort, hvad den skulle. Bag os strålede himlen i nuancer af gul, rød, skrigende pink, violet og sart blå hen over de gråblå bølger på Ocean Beach.

Den dag havde været så fri og ubekymret. Solen havde skinnet, vi havde grinet og nydt hinandens selskab. Jeg havde lært byen bedre at kende og værdsat de forskellige seværdigheder. Skye havde holdt mig i hånden og ikke haft så ondt, som han normalt havde, fordi han havde gjort brug af smertestillende midler. Planlægningen havde været fænomenal, lige fra den lejede bil efter morgenmaden til udsigten over den flunkende by i mørket. Det var den aften, at jeg første gang havde fortalt Skye, at jeg elskede ham, ventende med nervøst tilbageholdt åndedræt på en eller anden form for reaktion.

Min underlæbe bævede, og jeg lukkede bogen for at knuge den stramt ind mod mit bryst, som om den kunne lime mit langsomt smuldrende hjerte sammen igen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...