De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

25Likes
29Kommentarer
15495Visninger
AA

26. Kapitel 25 - "Et par uger til eller fra."

Skye

For første gang nogensinde ville jeg ønske, at jeg havde taget mine krykker med mig frem for stokken, for de ville have givet mig større stabilitet, end jeg havde nu. Til trods for at jeg ikke havde foretaget mig det helt store før nu, føltes min krop feberagtig og mørbanket, og mit hoved snurrede ubehageligt. Denne snurren var nærmest bedøvende, i en sådan grad at jeg dårligt mærkede de sædvanlige stik at hvidglødende smerte, der rislede gennem min krop fra mit knæ.

Min første indskydelse havde været at opsøge Matt, men gode råd fra den kant indebar, at jeg fortalte ham hele sandheden og ikke kun brudstykker. Og selv da var der en stor risiko for, at han ville være mere overvældet af andre ting end den ene, der havde fået mig til at forlade lejligheden i første omgang. Dernæst tænkte jeg på at fortælle Aaron, hvad der plagede mig, men jeg vidste allerede hvad han ville sige, og det var ikke den slags, som jeg havde brug for at høre lige nu.

Sandsynligvis ville Silver være den bedste at tale med lige nu, for han kendte både mig og Emma og lod altid til at vide, hvad han skulle sige. Men lige nu var der en anden sønderknust sjæl, som havde mere brug for hans støtte og opbakning end mig.

At flygte på den måde havde ikke været nogen god idé, for jeg havde ladt Emma i stikken, og det havde jeg ellers svoret aldrig nogensinde at gøre. Sandheden var bare den, at jeg havde brug for at tænke tingene igennem uden at se hendes ansigt samtidig, for hvis hun var tilstede, så virkede alting håbløst forsimplet og legende let. Det var først når jeg blev overladt til mig selv, at jeg kunne opnå en eller anden form for afklaring.

Så jeg humpede ned ad Larkin mod det guldtoppede rådhus. På pladsen neden for den majestætisk udseende bygning var der et marked, så jeg fandt ingen fred og fortsatte videre ad McAllister. Moteller og andre firkantede, høje bygninger blev gradvist erstattet af victorianske byhuse på begge sider af den indsnævrende allé.

Tre børn kom løbende ned ad trinnene fra det hus, som jeg var ved at passere, og havde nær væltet mig omkuld i processen. De lod imidlertid slet ikke til at bemærke noget og gav sig i stedet til grinende at lege med et sjippetov ude midt på den ringe trafikerede vej. Jeg stoppede op, lagde begge hænder på min stok og betragtede dem nysgerrigt.

Jeg havde altid holdt af børn, og at se disse tres leg udfolde sig bragte et smil frem på mine læber. Emma og jeg ville blive unge forældre. Hun ville være tyve år gammel, og jeg ville nå at runde fireogtyve. Vores korte levetid og forhold til trods følte jeg mig klar. Ansvaret skræmte mig ikke så meget som tanken om, at der en dag ville være et lille menneske som så på mig med uskyldige øjne og krævede en forklaring på, hvorfor jeg ikke kunne gå.

Længe før den tid kom var der dog noget, som jeg blev nødt til at få orden på først. Derfor fiskede jeg mobiltelefonen op af min bukselomme og fandt et telefonnummer, som jeg endnu ikke havde benyttet mig af. Med vilje havde jeg ikke indkodet hele vedkommendes navn, i tilfælde af at Emma ved et tilfælde faldt over det. Løgnene, havde jeg lovet mig selv, blev nødt til at stoppe, hvis vi skulle leve et liv sammen, men dette var den ene ting i mit liv, som jeg endnu ikke kunne fortælle hende om. Hun ville forsøge at overtale mig til at lade være og stikke halen mellem benene.

Min beslutning var truffet, da jeg løftede den mekaniske genstand til mit øre og ventede, til jeg fik svar.

Andrews?”

”Ja,” svarede jeg og begyndte at gå igen, efterladende børnene til at holde øje med trafikken på egen hånd. ”Er du stadig interesseret i at høre mit svar?” En del af mig håbede, at det ikke længere blev nødvendigt.

Selvfølgelig. Det har taget lang tid.”

”Jeg har haft andre ting at tage i betragtning.” Min stemme var rolig, kølig, og for første gang siden Silver var kommet hjem var mit indre det også. ”Er du her i byen?”

Der var en mistænksom stilhed, hvor jeg næsten kunne høre min samtalepartners hjerne arbejde. Så lød det tøvende: ”Ja.”

Jeg tog en dyb indånding. Det kunne ikke udskydes længere. ”Kan du møde mig på Alamo Square inden for den næste halve time?”

Igen var der tavshed. ”Du kunne også komme til mig.”

”Det kommer ikke til at ske. Enten bliver det her eller slet ikke.”

Et suk fulgte. ”Okay. Jeg er der om et kvarter.”

Jeg så på vejen foran mig. Et par gader længere, og så ville jeg også være der. ”Et kvarter,” gentog jeg til afsked og lagde på, inden han kunne nå at sige mere.

Så trak jeg vejret ind og ud et par gange, stille og roligt. Det her var min værste idé til dato, men et sted mellem denne morgen og nu havde jeg udviklet en endnu mere overvældende samvittighed, end jeg havde haft i forvejen.

Desværre betød det, at der ikke var nogen vej udenom.

 

Lincoln var påpasselig og havde sørget for at skærme for sit ansigt med en af de typiske hovedbeklædninger i byen: den sorte kasket med det orange SF-logo foran. Han talte dæmpet, men alligevel forholdsvis roligt. Jeg bad om at se hans hænder, men det var egentlig mest en formalitet, for han ville ikke have mødtes med mig på et så offentligt sted, hvis han havde planer om at slå mig ihjel.

Parken var tilfredsstillende befærdet. Ældre mennesker gik tur arm i arm på et lavere plan, og mere end ét ungt par underholdt hinanden på de stejle, græsbegroede skråninger. Jeg havde taget plads på en bænk, hvorfra jeg kunne se det træ, hvor Emma og jeg havde siddet og talt sammen over den sovende Isaac. Det føltes som så længe siden, men jeg blev overrasket over stadig at huske præcis hvordan hun havde set ud den dag. Og hvordan jeg havde følt mig draget mod hende, da først mine øjne var blevet åbnet for hendes eksistens.

”Og du har truffet en beslutning?” ville Lincoln vide.

Jeg tvang mine tanker tilbage til nutiden, for det her var tunge sager. ”Ja,” indrømmede jeg. ”Egentlig havde jeg tænkt mig at sige nej.”

For at han ikke skulle tro, at det havde været nogen nem beslutning, lod jeg sætningen hænge i luften mellem os. Den blege mand ved siden af mig fingererede let ved lynlåsen på sin åbenstående efterårsjakke, tilsyneladende fortabt i sin egen verden for en kort stund.

Så løftedes de iskolde, blå øjne til mine. ”Men?” Tonen var afventende frem for bedende.

”Men til dit held har tingene ændret sig lidt inden for den sidste times tid.” Jeg lænede mig fremover og støttede mine albuer mod lårene, forsigtig med ikke at ramme området omkring mit ømme, udstrakte knæ.

”Har du noget imod at uddybe?”

Egentlig var Lincoln den sidste, som jeg ønskede at betro mig til, men han var der, og om nogen ville han måske forstå, hvad problemet var. ”Emma,” sagde jeg hæst, rømmede mig og prøvede igen: ”Emma … Hun er gravid.”

I tavsheden mellem os steg lydene af parken i styrke. Fuglene kvidrede fra deres placering i de høje trækroner, børn lo højlydt og utilsløret, og et hav af samtaler snoede sig opad mod den lettere overskyede hvælving over alles hoveder. Min venstre fod skrabede formålsløst i gruset under bænken, og jeg ville gerne lade være, men jeg kunne ikke sidde stille.

Lincoln lukkede en mundfuld luft ud, hørligt. ”Hvad har I tænkt jer at gøre? Hvis det da er dit –”

”Det er mit,” bekræftede jeg og skævede til min stok, som dannede en slags barriere mellem os ved at hvile mod bænkens sæde og strække udad mod gangstien for vores fødder. ”Men jeg har ikke rigtig noget at skulle have sagt. Hun er opsat på at beholde barnet.”

”Hun er ikke ret gammel, er hun?”

Jeg rystede på hovedet, trak mine briller af med intention om at pudse dem, huskede at jeg havde gjort det mindst ti gange i løbet af formiddagen og tog dem på igen. ”Nitten år.”

Vi sad lidt hver i sær og overvejede alvoren i situationen.

Hvis jeg kunne siges at have en ærkefjende, så ville Lincoln være den. Min far havde taget livet fra hans forælder, han havde taget livet fra min mor og søster, og jeg havde til gengæld forsøgt at få min hævn. Sluttelig havde han forårsaget den mest hæmmende skade jeg nogensinde havde haft, men havde også sørget for at Emma kom sikkert tilbage til San Francisco, da hans kollegaer havde kidnappet hende. Jeg var i syv sind omkring hvad jeg skulle gøre ved det, så jeg valgte bare at lade være med at foretage mig noget.

”Tør jeg næsten at spørge, hvad graviditeten har at gøre med at hjælpe mig?” spurgte min samtalepartner endelig og trykkede skyggen på sin hat længere ned i panden, da et par gik forbi os.

Jeg rettede min ryg ud og lænede mig tilbage mod støtten bag mig. ”Da hun fortalte mig det, mindede det mig om hvorfor jeg forlod bureauet for alvor.”

”Jeg gik altid ud fra, at det var fordi du ikke kunne gå,” delte han med mig. ”Men det lader ikke til at være korrekt.”

”Både og,” indrømmede jeg og samlede min stok op for at samle begge hænder omkring håndtaget. ”Du gav mig en timeout til at tænke over, hvad jeg egentlig havde gang i. Hvad der havde ledt mig til koldblodigt at torturere og dræbe mennesker, hvis personlige baggrund jeg ikke kendte til. Jeg blev chokeret over at opdage, at jeg ikke kæmpede for retfærdighed og straf til dem der fortjente det, men for min egen hævngerrigheds skyld. Jeg tog timer, dage og år med deres kære fra forældre, koner, kærester og børn. Præcis som jeg følte, at det var blevet gjort imod mig.

”Fra det øjeblik den tanke var slået ned i mig, sov jeg dårligt om natten. Hvor jeg før havde set mine ofres ansigter uden medfølelse, kunne jeg nu ikke finde ro med dem i mit hoved. Til sidst kunne jeg bare ikke holde til påmindelsen om mine gerninger hver eneste dag,” forklarede jeg, ligeglad med at ordene var flydt ud af mig som et verbalt vandfald. ”Du kom til mig og bad om hjælp for dine børns skyld, og hvis jeg ikke gør det her, og der sker dem noget – eller de mister deres far – så bærer jeg en del af ansvaret.  Desuden, nu hvor jeg er i overhængende fare for en dag at ende i samme situation, ville jeg ønske, at du ville gøre det samme for mig, hvis vores roller havde været byttet om. Derfor skiftede jeg mening.”

Jeg mødte de kølige, beregnende øjne for første gang den dag og fandt forståelse og beundring i dem. Ikke værdsættelse på samme måde som når Emma så på mig, men i en anden form. ”Jeg er med,” sagde Lincoln endelig, dæmpet. ”Det med at miste overbevisningen kender jeg alt til.”

Dertil nøjedes jeg med at nikke, for ord var ikke nødvendige. Aaron havde aldrig helt forstået, hvorfor jeg havde været villig til at lade en knæskade forudbestemme resten af mit liv, og hvordan jeg bare kunne vende mine venner ryggen. Lige meget hvor mange gange jeg forklarede ham det, kunne jeg ikke gøre mig forhåbninger om at blive forstået til fulde, for han og jeg var så forskellige som noget kunne være.

Desværre måtte jeg nok indrømme, at i sidste ende mindede min personlighed mere om Oscar Lincolns end den persons, der engang havde været som en bror for mig.

”Så vi kommer til at gøre det?” spurgte Lincoln langsomt.

Jeg vippede hovedet op og ned igen. ”Ja,” bekræftede jeg. ”Men din plan er temmelig dårlig. Vi er nødt til at finde på noget bedre.”

”Med vi håber jeg virkelig, at du mener dig selv.” Der var en spøg i stemmen nu, og jeg trak ironisk på smilebåndet. ”Jeg har aldrig været særlig god til den slags. Fortæl mig hvor og hvornår jeg skal være der, og jeg er der, men resten er ikke min forte.”

En idé formede sig i mit hoved, men jeg var nødt til at tænke den grundigere igennem. ”Med vi mener jeg mig,” medgav jeg og rykkede lidt i sædet, mest for at holde mig i bevægelse. ”Jeg skal bruge plantegninger af området, som du har tænkt dig at infiltrere. Og jeg får brug for at introducere dig for et par af mine venner.”

Hans øjne udvidedes betragteligt. ”Tegningerne kan jeg smide i din postkasse i morgen, men når du siger venner, så mener du vel ikke Lawrence og…”

”Jo, det er præcis dem jeg mener. Hvis vi skal bryde loven, så er det bedst at have en tophemmelig FBI-mission at gemme hele foretagendet bag, så hverken du eller jeg risikerer at ryge i spjældet.” Den samme spænding som da jeg var teenager fyldte mig nu. Ved eftertanke føjede jeg til: ”Jeg skal nok sørge for, at der ikke opstår misforståelser på den front.”

”Du er eksperten,” sukkede han eftergivende. ”Hvis du mener, at det er den bedste måde at gøre det på, så stoler jeg på det.”

Jeg glædede mig ikke til at skulle forklare Aaron, hvordan det var lykkedes mig at indgå en aftale med en af de mænd, der havde stået højest på de Navnløses liste i en pæn tid. Ej heller havde jeg nemt ved at forestille mig, hvordan tingene skulle gå, når det blev tid for de to at mødes. For nu havde jeg dog en smule tid. Tid nok til at bringe mine egne affærer i orden og få sendt Emma af sted.

”Emma forlader byen om ikke så forfærdeligt længe. Jeg vil gerne sikre mig, at hun er i sikkerhed langt væk, inden vi sætter det hele i gang. Kan du vente et par uger til?”

Ikke at han havde noget egentligt valg, hvis jeg skulle være en del af det hele, men det var altid bedre at formulere den slags som et spørgsmål.

”Et par uger fra eller til,” svarede han uden at færdiggøre sætningen, eftersom vi begge vidste, hvordan den ville blive tilendebragt. ”Hvad med dit knæ? Vil du stadig have at jeg ser, om jeg kan afhjælpe skaderne en smule, eller er du tilfreds som tingene er?”

Den del havde jeg fuldstændig glemt i min iver efter at få tingene overstået, så jeg kunne genforenes med Emma hurtigst muligt efter vores afsked. Ærligt talt var jeg ikke den mindste smule begejstret for udsigterne til endnu en tur under kniven, men hvis jeg skulle til at være familiefar, så havde jeg brug for så stor bevægelsesfrihed som overhovedet muligt.

”Hvis du mener, at det er produktivt, så må du meget gerne gøre det,” hørte jeg mig selv sige, mere høfligt end jeg havde ventet i dette selskab.

”Absolut.” Lincoln rejste sig fra sin plads ved siden af mig og kastede et kort blik på mit udstrakte ben og hjælpemidlet, som mine hænder hvilede på. ”Men måske er det bedst at gøre det efter aktionen, eftersom det vil tage lidt tid for dig at komme oven på operationen.”

Jeg nikkede og kom også på fødderne, overrasket over hvor stiv jeg var efter at have siddet på bænken i et stykke tid. ”Aftale.”

Vi trykkede hinandens hænder, for der var ikke rigtig mere at diskutere for nu. Indtil videre havde jeg nok at give mig i kast med. Den del af mig, der følte, at jeg netop havde indgået en pagt med djævlen, blev hurtigt overtrumfet af den del af mig, der vidste, at det her var det rigtige at gøre.

Lincoln havde børn. Han var deres far. Hvis jeg havde nægtet at hjælpe ham, så efterlod jeg ham bevidst med en tilværelse, der enten betød at to børn voksede op under en kæmpestor løgn, eller at de blev berøvet deres far i en ung alder. Ingen af delene havde jeg lyst til at have på samvittigheden.

”For resten, Andrews,” udbrød Lincoln, som netop havde taget et skridt baglæns og var drejet rundt på hælen. Jeg nikkede som indikation på, at han kunne fortsætte. ”Jeg forstår godt at det er rart at have en hånd fri, men det ville virkelig gavne dig at tage vægten af dit ben. Specielt hvis du skal gå længere ture.”

Selvfølgelig var det her ikke nyheder for mig, og det måtte han også være klar over, for hans ansigt lysnedes af et vidende, ungdommeligt smil.

Der var ikke mere at sige for mit vedkommende, så jeg gengældt smilet, fattede min støttepæl og begyndte min vandring tilbage mod Tenderloin, de hjemløse i gaderne og min lejlighed, hvor jeg hørte til.

***
Emma

Silver sad i den grimme fletstol i hjørnet og læste avisen, og jeg lå på sofaen med Skyes mørnede eksemplar af A Tale of Two Cities slået op på en side, hvor han havde skrevet notater i margenen. Ingen af os havde sagt noget i en times tid, men det gjorde mig ikke noget. Efter at Skye var gået, havde hans far sluttet sig til mig, og vi havde siddet og holdt om hinanden på gulvet for en tid. Han havde mindet mig om, at Skye nok skulle komme tilbage, men at det vel var forståeligt nok at have brug for lidt tid til at sluge den mundfuld, som jeg havde stukket ham. Selv havde jeg jo haft flere uger til at forsøge at vænne mig til tanken.

Derfor spirede glæden i maven på mig, da jeg hørte den umiskendelige rytme af haltende skridt og stokkens kollision mod gulvet. Hoveddøren knirkede, og skridtene fortsatte ind over dørtærsklen. En lynlås blev rullet ned, en sko ramlede ind mod murværket og derefter ned på gulvet. En hul, rungende serie af donk mod gulvet fortalte mig, at der var sket noget uventet, for denne lyd hørte bestemt ikke til Skyes sædvanlige rutine.

Jeg trillede ud af sofaen og sprang på fødderne, inden Silver havde nået at folde sin avis sammen. Vores blikke mødtes kortvarigt, og efterfølgende lænede han sig tilbage med et grin. Mine ben bevægede sig let og ubesværet hen over trægulvet og ud i det tilstødende rum, hvor alle vores måltider blev indtaget.

Skye stod stadig foran den nu lukkede dør med den ene sko på, støttende det meste af sin vægt mod den smalle bramme af køkkenbord ved siden af komfuret. Hans venstre arm dirrede af anspændthed, og højre ben hvilede kun mod gulvet med spidsen af foden. Knæet var let bøjet, hvilket jeg ellers kun så, når han sad ned. På gulvet lå hans stok, der måtte have forårsaget støjen, da den faldt.

”Har du brug for hjælp?” spurgte jeg retorisk, vel vidende at han enten kunne være i bedre eller endnu værre humør end da han var gået.

Han rystede langsomt på hovedet og drejede ansigtet, så vores blikke mødtes. Jeg kunne se pinslen i hans øjne, men den blev holdt lidt i skak af det håbefulde, blide smil på hans læber. ”Emma,” gispede han, som om mit navn var ilt, og han var ved at kvæles.

Bekymret gik jeg en smule nærmere, egentlig med henblik på at samle hans stok op og hjælpe ham ned at sidde. I stedet endte jeg med at stoppe og stå som naglet til stedet, mens han humpede fremad, skridt for skridt, selv efter at være løbet tør for køkkenbord at læne sig mod. Selvfølgelig var dette forsøg dødsdømt fra starten, så da hans dårlige ben gav efter for den pludselige vægt, skyndte jeg mig at gribe ud efter ham.

Hans hænder fandt mine underarme, og jeg sørgede for at presse nok imod til at han havde noget stabilt til at hjælpe sig. Hvor langt han var gået eller om der var sket noget anede jeg ikke, men det var helt tydeligt, at han var udmattet.

”Emma,” gentog han hæst og slap mig for at trække mig tættere på i stedet og knuge mig ind mod sin brystkasse. ”Du må virkelig, virkelig undskylde at jeg reagerede på den måde. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig.”

Hele hans krop rystede, så jeg slog armene omkring ham efter bedste evne. Af alle de ting jeg havde forestillet mig var dette ikke en af dem. Jeg havde forventet forsigtighed eller skuffelse eller vrede. Ikke en undskyldning for noget, som bestemt ikke var umenneskeligt gjort.

”Det er okay,” hviskede jeg ind mod hans skulder og tog mig god tid til at indånde hans duft og mærke hans varme krop mod min egen.

Han gav mig et klem og snøftede en enkelt gang. ”Nej, det er det ikke. Jeg er så ked af det.”

Jeg trådte et skridt baglæns, men huskede at han stadig brugte mig til at holde sig på benene samtidig. ”Du skal ikke være ked af det.”

Men det var han åbenlyst alligevel, for væskeperler trillede ned over hans fremtrædende kindben og dryppede fra hagen ned på gulvet mellem vores fødder. Det hvide omkring hans grønne irisser var rødsprængt, og jeg kunne fysisk mærke, hvordan han trak vejret tungt for at undgå at komme til at hulke.

Skye havde altid virket så voksen og moden i mine øjne, at det var rart at se den ranke holdning smuldre og afsløre en del af ham, der var villig til at udtrykke sin usikkerhed med andet end ord. Selvfølgelig nød jeg hverken at se ham have ondt eller græde, men det var beroligende at vide, at han trods alt havde følelser ligesom normale mennesker.

Han balancerede på ét ben, mens han med modsatte hånd tørrede væden af sine kinder. ”Undskyld,” brummede han og trak vejret gennem næsen en enkelt gang. ”Det her var ikke meningen.”

Jeg rystede på hovedet og kunne ikke lade være med at smile, selv om tårerne truede med at bryde fri af mine egne øjne igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne sige, som jeg ikke allerede havde sagt, så i stedet viklede jeg armene omkring hans overkrop og gemte mit ansigt væk et sted mellem hans armhule og kraveben.

Langsomt tog jeg mod til mig og hviskede: ”Jeg ved god, at det her ikke var en del af din plan, så hvis du virkelig ikke har lyst, kan jeg godt forstå det.”

Hans favn omkransede mig igen, varm og hjemlig og trøstende. ”Intet af det her var en del af min plan,” fortalte han mig så stille, at jeg næsten havde svært ved at skelne ordene fra hinanden. ”At møde dig og forelske mig var ikke noget, som jeg havde regnet med eller håbet på. Men det har gjort mig lykkeligere end nogensinde før. Og hvis du mener, at det er bedst at beholde barnet, så bakker jeg selvfølgelig op omkring den beslutning.”

På intet tidspunkt havde jeg bedt ham om at indtage en faderrolle, for jeg ville ikke presse ham unødvendigt. Hvis det viste sig, at han ikke ønskede at stifte familie, så skulle han ikke have sit liv ødelagt af, at jeg havde truffet et valg på mine egne vegne. Silver havde lovet, at selv hvis Skye ikke følte sig klar til det, så ville jeg ikke komme til at stå alene med hele læsset, og der ville altid være hjælp at hente.

Men at Skye tog situationen alvorligt og ønskede sin del af ansvaret var en enorm lettelse. Ikke kun fordi jeg så ikke pludselig stod som en af de teenagemødre, som jeg havde fordømt for at have fejlvurderet deres mandlige partneres engagement fra begyndelsen, men fordi jeg gerne ville have ham der. Der var ingen anden på Jorden, som jeg hellere ville se hver eneste morgen, når jeg vågnede op, eller kysse godnat i et mørkt soveværelse. Og der var ingen anden, som jeg hellere ville se med vores fælles barn i sine arme.

De arme der nu holdt om mig, fornemmende at jeg havde brug for det.

Sådan stod vi længe. Lige indtil jeg igen bemærkede de små rystelser, som hans krop foretog. Denne gang kom de ikke i stød, hvilket måtte betyde, at der var noget andet på færde.

Inden jeg kunne nå at reagere på det, havde han trukket mig ud fra sig. ”Ikke for at ødelægge øjeblikket,” sagde han hæst og præsterede et opløftende smil, ”men jeg har virkelig brug for at sidde ned lidt.”

Dette fandt jeg ikke overvældende overraskende, for at dømme ud fra udtrykket i hans ansigt og den anstrengte kropsholdning burde han slet ikke have stået op i første omgang. Derfor trak jeg blidt hans ene arm hen over mine skuldre og slog min egen omkring hans liv, således at vores kroppe var parallelle.

Indseende hvad der foregik gav han et lille ryk. ”Hvad med stokken?” spurgte han, hentydende til hjælpemidlets stadige placering på køkkengulvet. ”Hvis du rækker mig den, kan jeg sagtens gå selv.”

”Det er jeg ikke i tvivl om,” løj jeg og tog sigende et skridt fremad, ”men jeg er en mere stabil støtte lige nu.”

Sin tøven til trods fulgte han med mig, hvilket overbeviste mig om, at jeg havde ret i min antagelse. Som den dag på vej tilbage fra sporvognsmuseet gjorde han et forsøg på ikke at lægge alt for meget vægt i mine skuldre, men jeg kunne med lethed mærke, hvordan han dårligt stødte højre fod mod gulvbrædderne, før han lod venstre tage over.

Egentlig burde jeg ikke være særlig godt tilfreds med, at dette var en nødvendighed, men det var jeg alligevel. Skye var så selvstændig og til tider stædig, at det var rart når han gav efter og indrømmede, at selv han havde brug for hjælp fra tid til anden. Desuden var dette en måde hvorpå vi kunne være fysisk tæt på hinanden uden at blive mindet om, hvad vores nøgne kroppe havde forårsaget.

Vi kunne have taget plads ved køkkenbordet, men jeg styrede ham i stedet i retning af stuen, hvor siddepladsen ville være blødere og mere komfortabel.

Silver rejste sig, da vi trådte ind over dørtærsklen, og jeg kunne se ængstelsen tegne linjer i hans ansigt. Dette var en forståelig nok reaktion, for hvis jeg havde været Skyes forælder, så ville jeg nok have haft det på samme måde. Det var ingen hemmelighed at den slanke, unge mand ved min side havde en tendens til at rode sig ud i problemer, også selv om han gjorde sit allerbedste for at tage afstand fra disse.

”Er alt som det skal være?” spurgte han, henvendt til mig, eftersom sproget var dansk.

”Ingen anelse,” svarede jeg ærligt på mit modersmål og lod Skye sætte sig ned i sofaen, der for en gangs skyld ikke var fuld af sengetøj. ”Men hvis jeg spørger, så er jeg ret sikker på, at han hellere ville lyve end at fortælle mig, hvad der er galt.”

Den ældre af de to mænd nikkede, lagde en hånd mod sin lænd og tøffede gennem stuen til køkkenet. Der kunne jeg høre ham give sig af smerte, idet han bøjede sig ned og samlede det tabte objekt op. I mellemtiden koncentrerede jeg mig om at sørge for, at hans søn ikke kom mere galt af sted, end det allerede var tilfældet.

”Jeg fatter ikke en meter, når I taler dansk,” kommenterede han med ru stemme og løftede sit tilskadekomne knæ op i møblet og hen over en pude.

”Hvis du stadig har tænkt dig at tage med til Danmark, så skal du nok komme til det,” forsikrede jeg ham.

 Silver havde heller ikke kunnet et ord dansk, da han flyttede dertil, men nu talte han det flydende og uden bemærkelsesværdig accent. Selvfølgelig var der enkelte ord – specielt dem der mindede om engelsk – der drillede mere end andre, men overordnet set var jeg ret overbevist om, at han talte sproget bedre end de fleste af de børn, der gik i folkeskolen i ghettoområderne omkring de større byer.

”Det var i hvert fald planen,” meddelte Skye mig med et af sine skæve, milde og charmerende smil.

Silver benyttede sig diskret af stokken, idet han vendte tilbage til stuen og sendte mig et hurtigt, undskyldende blik, inden han adresserede sin søn: ”Skye, spreek je nog steeds Nederlands?”

Tilstedeværelsen af dette tredje sprog forvirrede mig, for godt nok havde Skye nævnt, at de i hans barndom havde benyttet et andet europæisk sprog til private samtaler, men jeg havde aldrig hørt disse to bruge det i hinandens selskab. Faktisk havde jeg næsten glemt, at Skye talte mere end ét sprog flydende.

Ved lyden af sin moders tunge drejede denne ansigtet mod sin eneste levende forælder. ”Jawel. Maar niet echt heel vaak. En jij?”

Jeg var fascineret. Godt nok forstod jeg ikke helt, hvad der blev sagt, men enkelte ord var stort set de samme på dansk, så dem lyttede jeg efter.

Silver stoppede midt på gulvet. ”Natuurlijk, anders had ik niet gevraagd. Alles oké?”

Den sidste del forstod jeg, hvilket åbnede et bredere perspektiv for mig: den eneste grund til, at Silver havde valgt at ekskludere mig fra samtalen var, at han havde større sandsynlighed for at få et ærligt svar, hvis Skye ikke følte, at han blev nødt til at være standhaftig for min skyld. Jeg smilede for mig selv og håbede ikke, at nogen af dem bemærkede det.

Ja, komt goed. Ik ben naar Alamo Square gelopen, en eigenlijk is dat een beetje te ver met mijn knie,” lød svaret. Jeg blev positivt overrasket over forhåbentlig at have forstået meningen: at han var taget til Alamo Square, og at det var lidt for langt med hans knæ. Derefter tilføjede han: ”Als je het wilt mag je m’n wandelstok lenen.”

Sætningens betydning var jeg ikke sikker på, men Silvers overraskede blik på stokken i sin højre hånd afslørede, at denne var involveret. ”Jeg værdsætter tilbuddet, men det er virkelig ikke nødvendigt.”

Skye sendte mig et ungdommeligt smil. ”Hvad synes du? Ligner han ikke en, der til tider kunne bruge en stok eller noget at støtte sig til?”

”Ofte,” bekræftede jeg og satte mig på kaffebordet. ”Ligesom du ligner en, der kunne bruge noget mere stabilt end en stok,” føjede jeg til, bare for at være fair over for begge parter. ”Jeg gad vide, hvor stædigheden kommer fra.”

De lo begge to, og jeg blev slået af hvor ens deres latter lød. Begge havde en tendens til ikke at lave ret mange lyde, medmindre de befandt sig midt i et regulært grineflip, men munterheden radierede fra dem som lys og varme fra Solen selv. Skye rakte en hånd ud og lod sine fingre stryge over den del af min skulder, som han umiddelbart havde lettest ved at nå.

”Apropos stædighed så er der noget, som jeg bliver nødt til at fortælle jer,” sagde han en smule mere alvorligt og gjorde mine til at ville dreje sig, men tog sig så i det. ”Egentlig ville jeg have holdt det hemmeligt, men jeg føler, at I har ret til at vide det.”

Jeg skævede kort op til Silver, som så forvirret ud men ikke desto mindre forholdt sig tavs og afventende. Så mødte jeg de grønne øjne bag de kraftige brilleglas i min egen øjenhøjde. ”Hvorfor har jeg på fornemmelsen, at jeg ikke vil blive glad for at høre det?”

”Fordi det sandsynligvis er sandt,” tilstod han roligt og lænede sig lidt tilbage mod sofaens armlæn.

Og så gav han sig til at fortælle. Han fortalte, at han havde mødtes med Oscar et par gange siden vores tilbagevending til San Francisco. Mens han talte, betragtede jeg Silvers ansigt, der viste skiftevis forståelse og rå sorg, og jeg forsøgte at forestille mig, hvordan det måtte være for ham. Skye foldede sin fortælling ud og meddelte os, at han havde indvilliget i at hjælpe sin mors og søsters drabsmand med at slippe ud af en alvorlig knibe. Dette var jeg personligt glad for, for Oscar havde hjulpet mig, da jeg havde allermest brug for det.

Silver endte med at sætte sig ned og hvile panden og begge sine hænder på toppen af sin søns stok. Jeg havde fortalt ham om Skyes mistanke om hvem der havde hjulpet mig, og han havde taget det helt roligt. Faktisk havde han slet ikke sagt noget overhovedet. Men nu blev han for alvor konfronteret med navnet Oscar Lincoln og de minder, som det antageligvis bragte med sig.

Ydermere opdagede han, at hans endnu levende afkom havde tænkt sig at udføre en potentielt livsfarlig opgave for vedkommende. Det kunne ikke være en let mundfuld at sluge, og jeg var heller ikke selv videre begejstret for, at det kunne have alvorlige følger for den fyr, som jeg elskede mere end nogen anden i denne verden. Men jeg forstod, hvorfor han gjorde det, så jeg havde ikke tænkt mig at gøre indvendinger. I stedet tog jeg hans hånd og gav den et lille, opmuntrende klem.

Ved dette slappede hans anspændte skuldre lidt af. ”Han mener, at han kan hjælpe med mit knæ. Ikke reparere det fuldstændig, men slibe lidt af kanterne, så at sige,” rundede han af i et blidt tonefald. ”Det kræver en operation, men jeg er villig til at gøre det. Specielt hvis vi skal være forældre.”

Egentlig så jeg helst, at han bare accepterede sin situation og skyndte sig til Danmark så snart det hele var overstået, men jeg vidste også, hvor vigtigt det var for ham at udforske alle muligheder. ”Hvor længe vil det tage dig at komme nok til hægterne til at komme til Danmark?” ville jeg dog alligevel vide.

Han bøjede sig sidelæns mod mig, og jeg mødte hans læber med mine egne. Da han trak sig væk, smilede han stadig. ”Det ved jeg ikke, men jeg skal nok sørge for, at det bliver så hurtigt som overhovedet muligt.”

”Okay,” sukkede jeg. ”Men du har bare ikke at komme noget til.”

Smilet udvikledes til en stilfærdig latter. ”Der er altid en risiko,” sagde han på den der beroligende måde, som jeg forventede af læger der havde dårlige nyheder at overlevere til en patient, ”men jeg skal gøre mit bedste for, at vi kan ses igen ganske kort efter, at det hele er overstået.”

Jeg nikkede og holdt min mund lukket, bange for at der ville komme tøset pladder ud, hvis jeg lod være.

Silver rømmede sig. ”Hvordan har du tænkt dig at gøre det?” Spørgsmålet var henvendt til Skye.

Min kæreste justerede lidt på sit dårlige ben og bed tænderne sammen ved bevægelsen. ”Så langt er jeg ikke nået endnu. Lincoln ville få fat i byggetegningerne af stedet, så jeg har noget at gå ud fra.”

”Aha.” Der var en kort pause, hvor ingen sagde noget og jeg begyndte at frygte, at Silver ikke ville være så tolerant, som han ellers foregav at være. ”Når du får fat i dem, kan vi måske tage et kig på dem sammen. Den slags plejede at være mit speciale.”

Et fjoget grin bredte sig over mit ansigt, og jeg kunne se Skye kæmpe for at holde overraskelsen ude af sine træk. ”Meget gerne. Jeg får brug for al den hjælp, som jeg kan få.” 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...