De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

25Likes
29Kommentarer
15534Visninger
AA

25. Kapitel 24 - "Bare sig det ligeud."

Skye

Det var sjældent at jeg havde lørdag formiddage for mig selv, men på denne havde Emma og Silver haft en eller anden form for aftale andetsteds, som jeg ikke måtte vide noget om. Hvis ikke jeg havde haft andre ting at bruge min energi på, ville jeg måske være blevet en smule ked af at være ekskluderet fra vores trio. Som det så ud nu havde jeg haft brug for tiden.

Jeg havde næsten besluttet mig med hensyn til Lincolns forespørgsel, og han ville ikke bryde sig om svaret. Så det eneste jeg havde brug for nu var at finde en køber til min lejlighed og bestille en flybillet, der hurtigst muligt ville få mig ud af landet, inden det tidligere bandemedlem opfangede min fært. Han ville naturligvis vide, hvor jeg rejste hen, men jeg tvivlede stærkt på, at han ville finde det nødvendigt at optage forfølgelsen over oceaner.

Timerne for mig selv havde jeg brugt på at slå en annonce op på nettet, i håbet om at få skilt mig af med min bolig inden for en rimelig fremtid. Der var ikke lang tid til Emma og Silver rejste, og jeg ville helst ikke være foruden dem alt for længe, nu hvor tingene endelig så ud til at lysne lidt for alle parter.

Murray havde på den ene eller den anden led fået færten af min aftale med Aaron og havde gjort et hæderligt forsøg på at overtale mig – eller nærmere tvinge mig – tilbage til FBI, nu hvor han kendte til min udflugt til Lake Tahoe. Jeg havde pænt afslået og meddelt ham at hvis han skulle få brug for mine strategiske evner oversøisk, så kunne han kontakte mig, men ellers var dette forventeligt sidste gang vi sås. Jeg havde ingen varme følelser tilovers for min tidligere chef, for han havde aldrig rigtig behandlet hverken Aaron eller mig som egentlig mennesker. Vi havde altid været hans robotter, der udførte alt det beskidte arbejde.

At tage afsked med Aaron og hans familie ville blive en helt anden sag. Isaac havde gjort alvor af sine trusler vedrørende Halloween-kostume. Egentlig havde den store fest, hvor Emma og jeg havde danset sammen for første gang, været i den anledning, men på den egentlige dato et par dage senere havde Aaron og Penelope inviteret os forbi, så vi kunne se Isaacs udklædning. Den toårige dreng var kommet sprintende os i møde, iført en sort T-shirt med et umiskendeligt logo på brystet, en miniversion af slidte cowboybukser og et par briller uden glas. Jeg havde ikke kunnet lade være med at smile, da jeg bemærkede miniaturestokken i hans hånd. Han havde været enormt stolt af sin mors og Emmas evner til at sætte tøjet sammen, og havde overlykkeligt erklæret at nu var han mig. Ligesom sine forældre havde han smøget sig ind på en betydelig plads i mit hjerte, hvilket betød, at jeg nok kom til at savne dem alle tre.

Taylor havde ikke været glad, festlighederne til trods. Hun havde stort set ignoreret mig, indtil det var gået op for hende, at jeg ikke kom til at blive af den grund. Vi havde taget en kort gåtur i området omkring huset, og jeg havde forklaret hende præcis hvad jeg mente, at hun havde brug for at vide. At jeg ikke forlod FBI dengang fordi jeg ikke brød mig om hende eller Aaron, men fordi jeg ikke følte, at jeg kunne fortsætte med ren samvittighed. Dertil havde jeg føjet, at det liv jeg havde levet siden havde været rart men temmelig tomt uden dem i det, og at Emma havde fyldt en del af det hul. Fordelen ved at være sammen med hende var, at det var langt mindre kompliceret, end mit liv som snigmorder ville have været. Det havde hun forstået.

Indtil i går aftes havde Emma været i strålende humør. Når hun ikke arbejdede – og jeg ikke tog med hende, når hun passede Isaac – tilbragte vi tiden sammen. Vi havde endelig fundet tid til at gøre ting, som normale par gjorde. En tur i biografen, gåture i byens forskellige parker, indtagelse af kæmpestore stykker cheesecake fra The Cheesecake Factory …

I går var situationen så blevet vendt på hovedet. Emma og min far var kommet hjem fra Sea Cliff senere end forventet, og undervejs havde de spurgt, om jeg kunne sørge for aftensmad. Siden jeg ikke havde haft andre planer havde jeg indvilliget i dette. Da jeg kom tilbage, sad de begge i køkkenet, og de havde tydeligvis diskuteret noget alvorligt, for ingen af dem virkede særlig muntre. Jeg havde spurgt, hvad der var i vejen, men havde ikke formået at få noget konkret svar.

Ved sengetid havde Emma vendt sig mod mig, slået sin ene arm omkring min overkrop og gemt ansigtet væk ved mit bryst. Jeg havde gengældt omfavnelsen og for alvor mærket anspændtheden i hendes muskler lige under huden. Men fordi det ikke havde tjent noget formål tidligere, havde jeg ikke spurgt videre ind til hvad problemet var.

Morgenen havde været fuld af stilfærdige, danske samtaler, som jeg ikke kunne være en del af. Mit kendskab til hollandsk gavnede mig så langt, at jeg opfangede enkelte ord hist og her, men slet ikke nok til at finde mening i strømmen af gutturale lyde. Umiddelbart efter at have spist morgenmad var de to taget af sted, og jeg havde været overladt til mig selv.

Efter at have udført samtlige opgaver på min mentale liste havde jeg taget plads i min seng og lænet mig tilbage mod væggen. Til trods for at jeg ikke havde lavet det helt store, var jeg fuldstændig udkørt. Blinkie havde lagt sig i mit skød, og det havde været enden på min vågne tilstand for en stund.

I hvert fald indtil jeg hørte hoveddøren gå op og vågnede med et sæt. Jeg kunne ikke have siddet der ret længe, men min ryg føltes stadig stiv, og det tog mig et øjeblik at komme på benene. Længe nok til at Silver kunne vise sig i døråbningen fra køkkenet.

”Undskyld, at jeg vækkede dig,” sagde han roligt. Alene ud fra den måde han stod på kunne jeg se, at han havde ondt.

”Hvordan vidste du, at jeg sov?” ville jeg vide.

Min kat gned sig mod mit ømme højreben, inden den fortsatte ud i køkkenet, forbi min far.

”Fordi det er det jeg ville gøre, hvis jeg var i dit sted og havde et øjeblik for mig selv,” tilkendegav han hemmelighedsfuldt.

Jeg skubbede mine briller op og gned søvnen ud af øjnene. ”Jeg var egentlig ikke træt,” påstod jeg. Dog var dette tydeligvis en lodret løgn.

”Der er ikke noget galt med at tage en blunder i ny og næ,” fortalte han mig med en lettere anstrengt latter, idet han rykkede hen mod spisebordet og væk fra døråbningen.

Jeg gik hen og satte mig ned, ikke så meget fordi jeg havde ondt eller behov for at fjerne vægten fra mine ben, men fordi trætheden stadig sad i min krop og gjorde det besværligt at fokusere både på hvor jeg placerede mine fødder, og hvor stokken endte henne i forhold til det ben, som den skulle støtte.

”Hvor er Emma?”

”Vi løb ind i Sasha på vejen hjem.” Han satte sig ned over for mig, så vi igen var på samme niveau. ”Så jeg tænkte, at jeg ville gå i forvejen mens de får snakket ud.”

Jeg nikkede, indikerende at jeg havde forstået ordene og deres mening.

Derpå fortsatte han: ”Der er noget jeg bliver nødt til at advare dig om.”

Alvoren og varslet i tonen fik mig til at vågne lidt mere op. Automatisk strakte jeg min rygsøjle ud og stillede min stok fra mig. ”Ja?”

Tilsyneladende var dette noget, som han bestemt ikke troede, at jeg ville værdsætte at høre, hvilket gjorde mig endnu mere opmærksom på, at jeg blev nødt til at moderere min reaktion på hvad end det var. For mange år siden havde en yngre version af ham lært mig, at det var bedre at tænke tingene igennem i stilhed end at strø om sig med eder og forbandelser, som man i sidste ende fortrød når stormen passerede.

”Når Emma kommer hjem har hun en nyhed, som hun bliver nødt til at dele med dig, og du vil ikke kunne lide den,” spåede min far fuldstændig roligt.

Lige dele af nysgerrighed og bekymring fik mine tanker til at svirre. På den ene side ville jeg gerne vide, hvad der kunne være så slemt, at min far følte sig forpligtet til at forberede mig på det. På den anden side vidste jeg, at manden over for mig ved bordet havde let til smil, og fraværet af et sådant på hans trætte ansigt kickstartede en ætsende tvivl inden i mig. Hvad det end var, så skulle jeg ikke undervurdere dets alvor.

Det værste jeg kunne forestille mig var, at hun havde skiftet mening og ikke havde lyst til at være sammen længere. Lige så mismodig som jeg havde været omkring rejsen i starten, lige så meget glædede jeg mig nu til at opleve noget andet og have muligheden for at se hende i sit hjemland. Men hvad nu hvis hun havde ændret holdning og allerhelst ville være single og ikke behøve at bekymre sig om mig? Hvad nu hvis hun endelig havde indset, at der ikke var ret meget, som jeg kunne gøre for hende? At jeg altid ville bringe en mørkere fortid med mig, end hun med sandsynlighed kunne finde hos nogen anden fyr på samme alder?

”Hvad foregår der?” spurgte jeg, glemmende alt om søvn.

Han rystede fredeligt på hovedet. ”Det er ikke min plads at fortælle dig det. Men jeg ved, at du ikke har interesse i at såre Emma, så jeg beder dig blot om at lytte til hende og lægge bånd på dig selv.”

Jeg vidste på forhånd, at selv om jeg var veltrænet i forhørets kunst, så ville et forsøg på at grave dybere ikke bære frugt med lige præcis denne person. Enhver anden måske, men ikke Silver.

”Jeg skal gøre mit bedste,” lovede jeg.

***
Emma

At tale med Sasha havde hjulpet lidt på min nervøsitet oven på den nyhed, som jeg havde frygtet mere end noget andet. Hun havde fornemmet, at jeg ikke helt var mig selv, og jeg havde ikke kunnet holde min mund. Ordene var kommet væltende ud af mig sammen med tårer af fortvivlelse, frygt og en lille snert af glæde. Vi havde siddet på trinnene ved Union Square præcis som den første gang hun mødte Skye, og jeg havde åbnet fuldstændig op for hende uden at holde nogle detaljer tilbage.

Først havde hun stirret på mig, som om jeg var vanvittig. Så havde udtrykket skiftet til forstående og, efterhånden som samtalen skred frem, til slut var dette blevet erstattet af et bredt, livsbekræftende smil. Hun havde forsikret mig om, at det hele nok skulle gå, og at selv hvis min allerstørste angst viste sig at være fuldstændig berettiget, så havde jeg stadig Silver og mine biologiske forældre til at hjælpe mig. Nu kendte hun selvfølgelig ikke min mor og far, men hun havde alligevel ret.

Så jeg havde taget mig sammen og var gået tilbage til lejligheden for at få det overstået. Jeg havde fundet far og søn siddende ved køkkenbordet, fordybet i en for mig meningsløs samtale. Jeg hørte ordene, men deres betydning forlod mig fuldstændig, så snart lydene ramte mine øregange.

Derfor blev jeg lettere overrasket, da begges ansigter pludselig var vendt mod mig; Silvers med en rynke mellem brynene, Skyes med let åben mund og blidhed i de grønne øjne bag de kraftige brilleglas. Sidstnævnte sad på kanten af stolen, tydeligvis klar til at rejse sig.

”Emma?” sagde han i en tone der indikerede, at han havde stillet mig et spørgsmål.

Jeg blinkede idiotisk. At se ham fik det til at svide i mine øjne. ”Ja?”

”Er alting som det skal være?”

Min underlæbe bævede, og tårerne begyndte at snige sig ud af mine øjenkroge på flugt ned over kinderne. Skamfuldt slog jeg blikket ned i gulvet og forsøgte at holde op med at græde, og i det samme hørte jeg den velkendte skraben af en stol mod gulvet og Skyes ujævne skridt. Han kom hastigt nærmere, så nær at jeg kunne dufte ham og mærke hans kropsvarme.

Jeg hørte hans stok falde på gulvet og ville have samlet den op for ham, hvis hans arme ikke i næste øjeblik havde været viklet omkring mig. Fingrene på den ene hånd hvilede mod min side mens de andre blidt strøg mig over håret. Komforten og trøsten i denne omfavnelse druknede i det, som jeg blev nødt til at konfrontere ham med, og det fik mit bryst til at føles, som om det var ved at splittes i to.

Så jeg græd uhæmmet ind mod hans overkrop for en stund, mens han holdt om mig, som om han frygtede, at jeg ville forsvinde hvis han gav slip. Hans læber pressede ned mod mit hår, og jeg kunne mærke hans knoglestruktur og brillestel, da han hvilede sin kind mod toppen af mit hoved. Rystelserne varede ved, men jeg var ikke bevidst om, hvorvidt jeg forårsagede dem eller han gjorde.

Efter hvad der føltes som en evighed fik jeg overbevist mig selv om, at uanset hvad så havde han krav på at kende sandheden, så han kunne træffe en beslutning baseret derpå. Så jeg tog en omgang dybe indåndinger indtil jeg havde så meget kontrol over mig selv, at jeg kunne træde baglæns uden at frygte, at hele min krop ville gå fra hinanden.

Hans hånd forblev liggende på min skulder, og dette åbnede mine øjne for at han ikke havde noget andet at støtte sig til. Forsigtigt bøjede jeg mig ned, samlede hjælpemidlet op fra gulvet og rakte det til ham. Med øjne der var store af forvirring og fulde af spørgsmål tog han imod.

”Kan vi tale sammen alene?” kvækkede jeg. Af en eller anden grund var jeg ret sikker på, at lige præcis den her samtale havde jeg ikke lyst til, at Silver skulle overhøre.

Den yngste af de to mænd nikkede. ”Selvfølgelig.” Med den hånd der havde ligget på min skulder gjorde han en håndbevægelse i retning af stuedøren.

Jeg gik først, lyttende intenst efter rytmen i hans skridt. Den var så jævn, som jeg nogensinde havde hørt den. Klik-dunk. Klik-dunk. Døren lukkede med en dæmpet klagen. Så var vi alene. Stilheden føltes tyk og kvælende, som luften lige før det begynder at tordne. Bevidst om den kommende storm vendte jeg mig, så jeg kunne se min udvalgte samtalepartner.

”Silver sagde, at du har noget at fortælle mig,” indledte han med vibrerende stemmebånd, der fik ham til at lyde nervøs.

”Det har jeg også,” medgav jeg stille. En klump havde formet sig i min hals, og jeg forsøgte at synke den, men uden held. ”Men måske har du lyst til at sætte dig ned først.”

Han så sig omkring, strammede så øjensynligt grebet omkring stokkens håndtag og humpede hen til sofaen, hvis ryglæn han hvilede sin bagdel mod.

Alene midt på gulvet følte jeg mig på kilometerdybt vand uden redningsvest. Der var ikke nogen til at redde mig fra at drukne, når tordenstormen kom buldrende ind over mit hoved om ganske kort tid. Jeg havde hørt at onder skulle man bare få overstået så hurtigt som muligt, så jeg samlede mig omkring det, jeg ville sige, åbnede munden og lukkede tom luft ud. Ingen lyde fulgte med.

Forvirret og hjælpeløst stirrede jeg bare på det alvorlige ansigt under det brune hår. Jeg tog et øjeblik til at mindes hvordan han havde smilet – sorgløst, opløftende – så mange gange før, og forberedte mig på aldrig nogensinde at se det udtryk igen.

”Vær sød ikke at torturere mig mere,” bad han fredeligt. ”Jeg ved ikke, hvad det her handler om, men jeg har en milliard rædselsscenarier i tankerne, så bare … kom med det.”

Jeg blinkede. ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt,” indrømmede jeg.

Han sukkede. ”Så bare sig det ligeud,” foreslog han.

”Men jeg ved, at du får et chok.”

”Sandsynligvis er det her langt sværere for dig, end det er for mig,” påpegede han i et fornuftigt tonefald der mindede mig om Silvers reaktion da jeg havde luftet min frygt for ham.

Men Silver havde heller ikke i sig selv noget med det her at gøre, så det var nemt for ham at være den, der holdt hovedet koldt og kom med trøstende bemærkninger. Han havde lovet mig, at vi nok skulle finde ud af det med hundrede procents garanti, så jeg ikke behøvede at præsentere det for Skye uden at være sikker. Han havde forsikret mig om, at uanset hvilken beslutning jeg traf baseret på den viden, så skulle han nok være der til at hjælpe mig så meget, som han overhovedet kunne. Og han var taget med mig her til morgen for at høre dommen blive afsagt.

Jeg slugte gråden i min hals, sænkede blikket til gulvet og nikkede. ”Okay,” mumlede jeg, tøvede et øjeblik og tilføjede så: ”Jeg er gravid, og jeg vil beholde barnet.” Med det samme bredte der sig en rædselsfuld lettelse i mit bryst, for nu var sandheden kastet ud mellem os, og der var ikke andet jeg kunne gøre end at vente på en reaktion.

Den kom ikke lige med det samme. Skye sad bare fuldstændig stille og gloede på mig, som om han ikke helt vidste, om det var en spøg. Selv på et par meters afstand kunne jeg se, hvordan tankerne kværnede rundt i hans hjerne, og aktiviteten afspejledes i hans øjnes mørke huller. Gradvist vendte han tilbage til virkelighedens verden, og enhver muskel i hans krop spændtes bemærkelsesværdigt under tøjet.

Normalt når en pige meddelte sin kæreste – måske endda sjæleven - det samme, som jeg netop havde gjort, var det genstand for glæde. Men det var præcis det modsatte jeg fandt i Skyes ansigt. Sorgen fik ham til at se meget ældre ud, end han egentlig var, mens vantroen vaskede alle rynker fra hans hud og gjorde den glat som et lille barns.

Han glippede et par gange med øjnene, trak vejret og spurgte: ”Du er hvad?”

***

Store, blå øjne tiggede mig om ikke at gå i panik lige med det samme. Hun kunne ikke vide, at det var alt for sent at bede om det nu, eftersom kulden løb op og ned ad min rygsøjle og mit hoved føltes som en vulkan, der var ved at gå i udbrud. Jeg havde stillet et spørgsmål, men det var ikke af mangel på forståelse for hvad hun havde delt med mig. Det havde ganske simpelt været en første reaktion.

Det her kom ikke til at ende godt. Så meget var jeg sikker på. Emma var gravid. Der var et foster i hendes livmoder. Et foster der ville blive ved med at vokse over de kommende måneder, indtil det var stort og stærkt nok til at hilse på verden udenfor. Det ville blive en baby, der skulle lære at kravle, gå og tale samt alt det andet samfundet indbefattede. Babyen ville vokse til et barn med bevidsthed, personlighed, interesser … Og det ville blive en teenager med en rebelsk periode og hang til dårlige valg … Og gennem hele processen ville det nu spirende foster have brug for forældre og rollemodeller til at guide sig gennem livet.

Jeg trak mine briller af, overvældet.

”Jeg ved godt, at det kommer som lidt af et chok,” hørte jeg den slørede figur midt på stuegulvet sige, mens jeg gned mig under øjnene og forsøgte at finde ud af, hvad jeg skulle gøre.

Eller rettere, hvad jeg kunne gøre.

 

”Lidt er en underdrivelse,” mumlede den høje, slanke mand som sad på den høje kant af sofaen og så i min retning uden rigtig at se mig. Hans øjne flakkede uden fokus, og den hånd der holdt brillen og stokken rystede.

Jeg havde forventet fornægtelse, beskyldninger og vrede. I stedet fik jeg noget nær tavshed og eftertænksomme ansigtsudtryk. Hvis jeg skulle være ærlig, så ville jeg næsten have foretrukket at se ham vred, for så kunne jeg selv slippe mine kaotiske følelser løs verbalt. Nu følte jeg mig tvunget til at udvise forståelse og vente tålmodigt på, at han fik samlet sig om tingene.

Omsider placerede han linserne foran sine øjne igen og nikkede en enkelt gang. ”Er det mit?” spurgte han stille, tilføjende: ”Barnet, mener jeg.”

 

Et ganske kort øjeblik så det ud, som om hun skulle til at begynde at skraldgrine, og allerede da havde jeg svaret på mit spørgsmål. Ikke at det ville have gjort den helt store forskel for mig på nuværende tidspunkt. Uanset hvis gener var blevet lagt til, så var det i sidste ende Emmas baby, og som sådan følte jeg mig ansvarlig, far eller ej.

”Selvfølgelig!” udbrød hun og slog ud med armene. ”Hvem skulle jeg ellers have haft sex med i løbet af de sidste par måneder?”

Jeg koncentrerede mig om at trække vejret stille og roligt ind og ud, som jeg havde lært det før min første seriøse opgave for FBI. Lige nu ville jeg have foretrukket synet af et lig med mit blod smurt ud over sit livløse ansigt over den viden, at jeg havde bidraget til nyt liv.

 

Skye var forfærdet. Alt i hans mimik afslørede det, selv om han åbenlyst gjorde sit bedste for at lægge bånd på sig selv og opføre sig civiliseret. Tydeligvis var det ikke nogen lettelse for ham at høre, at jeg ikke havde udvekslet kropsvæsker med en anden fyr end ham.

”Undskyld,” sagde han i samme nedslåede tone som før. ”Jeg skulle bare være sikker.” Lidt efter fulgte endnu et spørgsmål: ”Hvor længe har du vidst det?”

Jeg havde ikke lyst til at fortælle ham, hvor længe jeg havde været bange for den her situation. Men jeg havde ikke stort andet valg, for samtidig havde han vel ret til at vide det.

 

”Den nat ved Lake Tahoe,” begyndte hun uden at møde mit blik, og mine egne tanker fulgte med tilbage i tiden. Allerede inden hun fortsatte, vidste jeg, hvad der fulgte: ”Vi havde ingen kondomer, men jeg var overbevist om, at én gang ikke ville gøre nogen skade. Lige indtil jeg ikke fik min menstruation til tiden.”

Jeg kunne ikke engang være vred over, at hun havde undervurderet den biologiske risiko der var, for jeg var præcis lige så skyldig. Hvis jeg havde været opmærksom og ikke halvt paralyseret af smerte, så kunne det være, at dette ikke var kommet som helt så stor en overraskelse. Måske ville det have givet mig et forspring, hvis jeg havde været smart nok til at tænke mig ordentligt om.

Imidlertid var der ikke noget jeg kunne gøre imod vores dumhed nu. Skaden var allerede sket, og åbenbart havde hun også truffet en beslutning.

 

At se Skye lide gjorde mig underligt rolig, for så vidste jeg i det mindste, at min egen reaktion ikke havde været en overdrivelse. I gymnasiet havde jeg altid været den, der så ned på teenagemødre, som fik børn ved et uheld, fordi de ikke tænkte sig om. Nu var jeg så blevet en af dem, og jeg hadede mig selv for det. Men samtidig var der et spirende liv inden i mig, og over de forgangne uger havde jeg vænnet mig til tanken om, at det kunne udvikle sig til min egen lille, funktionelle familie. Dette ville være min chance for at gøre tingene bedre end mine forældre, at bevise at jeg var mere end bare et produkt af et dysfunktionelt forhold. Samtidig kunne jeg aldrig give et barn væk, som Skye havde været med til at lave. Selv hvis dette ikke var hvad han ville, så havde jeg nogen til at minde mig om ham.

”Hvorfor sagde du ikke noget?”

 

Hun så splittet ud, men ikke halvt så knust som jeg følte mig. Selv med de efterhånden tørre tårer på kinderne var der en styrke i hende, som jeg ikke selv besad i dette øjeblik. Der var overbevisning i de blå øjne, en tro på at alting nok skulle blive okay på den ene eller den anden måde.

Jeg ville ønske, at jeg kunne tro på det, men jeg vidste ikke hvordan det skulle lade sig gøre.

”Jeg vidste, at du ikke ønsker dig en familie,” fortalte hun mig, ”så jeg ville være helt sikker på, at jeg ikke sårede dig uden grund. Og jeg ville have tid til at vænne mig til tanken om, at du ikke har lyst til at være en del af det her.”

Ved dette vældede saltvandet op i mine øjne, luften satte sig fast midt i mit luftrør, og jeg vendte hele ansigtet mod gulvet. Hun skulle bare vide.

 

Stilheden føltes som en mur mellem os, og jeg ville gerne bryde den, men jeg var bange for, at hvis jeg gjorde det, så fik jeg mulighed for at se den ene ting, som jeg frygtede mere end noget andet: Skyes gråd. Ikke blot den tavse gniden i øjnene, som jeg havde set i bilen på vej til Aarons og Penelopes fest. Ej heller rødheden omkring pupillerne som jeg først var blevet konfronteret med, da jeg havde spurgt ham, om han havde tænkt sig at slå mig ihjel.

Der var ikke noget, jeg gruede mere for end at se Skye så ulykkelig, at han ikke kunne bibeholde den enorme mængde selvbeherskelse, som han normalt besad.

”Der er ikke noget jeg ønsker mig mere end en familie,” sagde han hæst og sugede luft ned i lungerne, som om han havde løbet fem kilometer lige før sætningen blev udtalt. ”Men det er den ene ting, som jeg aldrig med ren samvittighed kunne byde noget andet menneske at være en del af.”

 

Selv om jeg sad på et solidt møbel og stadig havde min stok i hånden, så ville jeg ønske, at jeg havde noget at støtte mig til følelsesmæssigt. Noget der kunne holde sammen på mit indre og forhindre det i at krølle sig sammen til en knude af pinsel.

”Hvorfor ikke?” spurgte Emma med et spinkelt håb i stemmen.

 

”At have mig som far vil være det værste, der nogensinde kan ske for et lille barn,” svarede han.

Jeg var ikke enig. Efter at have set hvordan han håndterede Isaac, var jeg overbevist om, at han ville udgøre den perfekte faderfigur. Han var intelligent, ung, glad for børn, omsorgsfuld og villig til at gøre, hvad han fandt nødvendigt for at glæde andre og sørge for deres velbefindende.

Men dette var tydeligvis noget, som han havde tænkt over før.

 

Hun trådte lidt nærmere, forsigtigt, tilbageholdende. ”Jeg kan ikke tvinge dig til at være en del af det her,” sagde hun i et blidt, lettere dirrende tonefald. ”Hvis du føler, at det er for meget, og at du ikke kan få dig selv til det, så respekterer jeg den beslutning.”

Jeg gned vanddråberne ud på mine kinder, så de ikke ville være så tydelige, og tog mine briller på igen, inden jeg rettede nakken ud. Jeg ville så gerne have hende til at forstå, men jeg vidste instinktivt, at vi ikke var på bølgelængde her.

 

Nu havde jeg set det. Gråd. Ikke trillende tårer eller hikstende vejrtrækning eller snøften. Men gråd ikke desto mindre.

”Hvis du beslutter dig for, at du vil have barnet, så vil jeg selvfølgelig være der for dig hele vejen, hvis det er det du ønsker. Men jeg beder dig: vær sød ikke at gøre det. Jeg elsker dig mere end noget andet, og jeg vil elske vores fælles barn lige så højt, men jeg har ikke noget at tilbyde det i livet.” Han rejste sig langsomt op, lænende sig så tungt mod sin stok, at jeg nærmest frygtede, at den lange, tynde genstand ville knække under vægten.

 

”Kærlighed er det bedste, som du nogensinde kan give et barn,” informerede hun mig desperat. Tvivl og frygt sneg sig ind i stemmen, efterhånden som ordene gled ud over tungen.

Jeg ville ønske, at jeg kunne lægge al fornuft fra mig og springe hovedkulds ud i det her sammen med hende, uden at tænke på eventuelle konsekvenser. Der var ikke noget jeg hellere ville.

 

Han tog et par skridt hen mod mig, og jeg blev stående, hvor jeg var. Der var intet truende i hans kropsholdning eller ansigt, og jeg ville allerhelst have, at han slog sine arme omkring mig igen og fortalte mig, at alting nok skulle ordne sig. At han ikke havde tænkt sig at efterlade mig alene med den her opgave, og at han ikke mente det alvorligt, når han sagde, at han ikke ville blive en god forælder.

”Emma, se på mig,” bad han og løftede sin stok ganske kort fra gulvet, inden han lagde begge hænder på håndtaget. ”Jeg kan ikke engang gå selv. Hvordan fanden skulle jeg kunne lære nogen anden det? Og når det bliver ældre vil jeg være den forælder, der altid ser til fra sidelinjen, mens alle andre leger og løber omkring –”

 

”Det er børn fuldstændig ligeglade med, så længe de har omsorgsfulde og kærlige forældre,” påpegede hun en anelse strengere end før, og jeg vidste, at hun talte af erfaring.

Godt nok havde hun ikke sagt meget, men hun havde efterhånden lukket så meget op omkring sine forældre, at jeg forstod, hvor denne pludselige indsigt kom fra. Hendes forældre havde været mere optaget af hinanden end det lille menneske, som de havde kreeret sammen. De havde overladt hende til sig selv, indtil min far var kommet ind i billedet.

Han havde ikke haft nogen påfaldende fysik til at underholde en aktiv tiårig, men han havde været der for hende, når hun var ked af det, og havde ønsket hende alt det bedste i livet. Åbenbart havde det gjort et større indtryk på hende end et sæt biologiske forældre der tog hende med på legepladsen, men endte med at tumle rundt med hinanden frem for hende.

 

”Børn, ja,” medgav han. ”Men det er jeg ikke, og det er samfundet for så vidt heller ikke. Jeg kan levende forestille mig den dag hvor det går op for vores søn eller datter, at deres far er en taber. Det har jeg ikke lyst til at opleve.”

Jeg var rasende. Hvis han virkelig ønskede sig en familie så højt, og hvis han virkelig elskede mig som han sagde, hvorfor strittede han så imod på denne måde? Havde han stadig været en af de Navnløse, så ville jeg selvfølgelig aldrig have overvejet at give ham valget, men siden den del af hans liv var slut nu, så syntes jeg ikke, at han havde særlig gode argumenter.

Ikke desto mindre var det jo hans valg.

 

”Hvis det er hvad du har brug for at fortælle dig selv for at retfærdiggøre ikke at deltage, så er det fint med mig,” meddelte hun mig stenhårdt. ”Men vær i det mindste ærlig omkring det.”

 

”Jeg har ikke tænkt mig at efterlade dig alene med opgaven, hvis du virkelig mener, at du vil have barnet,” brummede han, denne gang mindre roligt end før. ”Jeg beder dig bare om at overveje, hvilken faderfigur du tilbyder det, og om det virkelig skal være mig.”

Han lød ikke direkte vred, men der var bestemt en kant i hans stemme, som jeg ikke havde forventet. Uanset hvilken beslutning jeg traf, så havde han tænkt sig at respektere den. På den måde var jeg også sikker på, at han ikke havde tænkt sig at lade mig i stikken med et spædbarn, som jeg ikke havde nogen anelse om, hvordan jeg skulle passe.

Der var ingen anden jeg hellere ville gøre det her med end ham. At være en del af hans verden havde gjort mit liv langt mere kompliceret, end det nogensinde havde været før. Men på andre punkter havde jeg opnået en klarhed, som jeg ikke havde ventet nogensinde ville finde mig. For første gang siden jeg blev i stand til at tænke i dybden over mine forældres tankeløse opførsel blev jeg bevidst om, hvad der havde drevet dem til at vælge hinanden over mig.

Som teenager havde jeg været kynisk når det kom til kærlighed. Jeg havde ikke troet på, at noget så altoverskyggende og blændende som den følelse kunne føre til noget godt. Men Skye havde vist mig, at den antagelse havde været en fejltagelse. Hans smil havde tøet isklumpen i mit følelsescenter op og bragt solskin derind.

Hvis den egenskab ikke var nok til at udgøre et glimrende forbillede for enten en lille dreng eller en lille pige, så vidste jeg ikke, hvad der var.

***

”Skye,” sagde hun langsomt, søgende, ”hvis jeg ikke havde ment, at du ville være den perfekte partner på det her eventyr, så ville jeg slet ikke have fortalt dig det her. Jeg ville være rejst tilbage til Danmark uden at bede dig om at tage med. Du ville aldrig have hørt fra mig igen, og jeg ville have bedt Silver om ikke at nævne fødslen for dig.”

Det var hårde ord, og jeg kunne se, at hun havde samlet al sin viljestyrke for at få dem ud over sine læber. Samtidig gjorde ytringen noget, som vores samtale hidtil ikke havde gjort for mig: den satte tingene lidt i perspektiv.

Emma havde tiltro til mig. Hun troede på, at jeg kunne tage den plads, der var blevet åbnet for mig i rollen som forælder. Og hun ville gerne have, at jeg gjorde det. Ikke nødvendigvis for sin egen skyld, men lige så meget for min egen og for babyens.

Jeg var stadig ikke enig, men det lod ikke til, at jeg havde noget at skulle have sagt med hensyn til hvorvidt barnet kom til verden eller ej. Spørgsmålet var bare om jeg ville være der til at se det ske eller ej. Og det spørgsmål var mere simpelt end noget andet at besvare. Ikke fordi jeg ikke følte, at jeg havde et valg, men der var ingen tvivl om, hvilken mulighed jeg fandt mest appellerende.

Forsigtigt hankede jeg op i mig selv og bevægede mig hen over gulvet. ”Hvis det er dit valg, så vil jeg gøre min del,” lovede jeg hende dæmpet, ”men lige nu har jeg brug for at være alene lidt.”

Et klynk undslap hende, da jeg nåede så langt, at min ryg var vendt mod den lille, lyshårede skikkelse midt på gulvet. Men hun sagde ingenting, så jeg nøjedes med at se mig kort over skulderen. Hvor hun havde taget det roligt under det meste af samtalen havde hun nu sluppet tårerne løs igen, og jeg kunne ikke holde ud at se på det. Jeg havde brug for frisk luft i lungerne.

Så jeg fortsatte ud i køkkenet, hvor min far løftede blikket til mit ansigt uden at stille spørgsmål. Alligevel følte jeg, at jeg burde sige eller gøre et eller andet.

”Hun har brug for dig,” hørte jeg min stemme ytre fjernt, et sted uden for min krop.

Han rystede på hovedet men rejste sig alligevel med et ømt støn. ”Nej, Skye,” sagde han seriøst. ”Det er dig hun har brug for.”

Jeg sendte endnu et blik ind gennem døråbningen. Emma havde sat sig ned på gulvet med armene viklet omkring sine optrukne knæ og ansigtet gemt væk. Desværre havde Silver ret, som det så ofte var tilfældet. ”Jeg ved det godt,” svarede jeg og måtte hive efter vejret på grund af blokaden af gråd i min hals, ”og jeg skal nok komme tilbage, men lige nu kan jeg bare ikke…” Jeg kunne ikke finde ordene til at fortsætte.

”Det forstår jeg godt,” forsikrede han mig, allerede på vej ind i det andet rum.

”Gør du?” udbrød jeg overrasket. Det havde været min opfattelse at han i årenes løb havde vænnet sig til at værdige Emmas velfærd over min.

”Selvfølgelig.” Han smilede let. ”Du har arvet dit temperament et sted fra, husker du nok.”

Da gik det for alvor op for mig, at selv om vi havde været adskilt i mere end et årti, så var han stadig min far, og han kendte mig – af og til bedre end jeg kendte mig selv. Der var noget betryggende ved den viden, så jeg fattede min stok, trådte i mine sko og trak min jakke på.

”Hvis jeg ikke er tilbage om et par timer, så kan det godt være, at I skal ringe og give mig en peptalk,” advarede jeg.

Silver støttede sig til dørkarmen med blikket vendt mod Emma. Der var omsorg og bekymring i hans øjne. ”Det kan du godt regne med, at jeg gør, hvis jeg ikke føler, at du er tilbage inden for en rimelig tid,” lovede han mig. ”Gå nu.” 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...