De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

25Likes
29Kommentarer
15485Visninger
AA

24. Kapitel 23 - "Du ser bekymret ud."

Emma

Jeg var ikke sikker på, hvad jeg skulle gøre. Det eneste jeg vidste var, at jeg ikke kunne blive. Der var alt for mange ting, der blev meget mere komplicerede af at jeg befandt mig mange tusind kilometer fra mit hjemland. Mit eget liv var noget rod, og takket være mig var Skyes det også.

Nu var et rigtig dårligt tidspunkt at bringe det hele på banen på, men jeg kunne ikke holde det inde længere. Ikke når Skye og Silver opførte sig, som om alting var i skønneste orden og talte sammen om almindelige hverdagsting, mens Skye og jeg gjorde os klar til aftenens festligheder. Jeg havde selvfølgelig allerede vendt hele situationen med Silver, og han var enig med mig i, at det måske var det bedste for alle parter, hvis vi tog hjem sammen i en nær fremtid. Så vi havde allerede kigget på flybilletter.

Det eneste der manglede nu var at fortælle Skye, Aaron, Penelope og Isaac det hele. Og selvfølgelig Sasha og de andre. At starte med det mest håndgribelige fandt jeg bedst, så selv om der var mere end én ting, der var ved at drive mig ud af mit gode skind, så skulle jeg jo starte et sted. Desuden havde Silver og jeg en aftale den følgende uge, der kunne give mig et mere definitivt svar på mine bange anelser.

Jeg ville have foretrukket, hvis Silv kunne fortælle sin søn alting, for så behøvede jeg ikke at se den følgende reaktion eller leve med skuffelsen over at få et direkte afslag kastet i ansigtet. Men han havde været meget fast besluttet på at tvinge mig til at gøre det selv – at tage ansvaret og konsekvenserne af mine beslutninger.

”Emma,” kaldte Skye på den anden side af badeværelsesdøren, ”skal du bruge lang tid endnu?”

Siden jeg ikke rigtig foretog mig andet end at stirre blindt på mit eget spejlbillede tog jeg en dyb vejrtrækning, fremtvang et smil og åbnede døren. ”Nej. Giv mig to sekunder til at tage min kjole på, og så er jeg klar,” lovede jeg.

Udtrykket i hans ansigt mindede mig om Alamo Square, solskin og nye bekendtskaber. Det var det samme milde, uforbeholdne smil, som han havde smilet den dag vi mødtes. De grønne øjne bag brillerne udstrålede så megen varme, at jeg nærmest kunne mærke den fysisk mod min hud.

I aftenens anledning var han iført den slags tøj, som jeg ikke havde troet, at han ejede. Et stilligt sort jakkesæt med en ren, hvid skjorte og et vinrødt slips indenunder. Hvis jeg ikke havde kendt ham, ville jeg have troet, at han var en succesrig forretningsmand nede fra Silicon Valley. Nu var sagen bare en anden, og jeg var ret sikker på, at jeg ikke ville have fundet en stiv erhvervselsker helt lige så interessant som den fyr, der stod og blokerede min udgang fra badeværelset i dette øjeblik.

”Vi har tid,” forsikrede han mig og trådte til side. ”Jeg skal bare pisse.”

”Som du dog kan sige det,” grinede jeg og strakte mig op mod hans ansigt. Da han bøjede sig ned og kyssede mig midt på munden, blev jeg igen mindet om de ting, som jeg blev nødt til at dele med ham meget snart.

”Når man skal, så skal man,” forsvarede han sig, da vores læber slap hinanden.

Jeg bevægede mig ud i køkkenet og gjorde en overdrevet elegant gestus mod det rum, som jeg netop havde lagt øde. ”Så skal jeg endelig ikke holde på dig.”

Han lo, rystede overbærende på hovedet og overtog badeværelset.

Imens gik jeg ind i stuen, iførte mig den kjole, som Penelope, Sasha og jeg havde valgt til anledningen, og trak et par flade ballerinasko på. Sandsynligvis ville jeg være den eneste til hele festen, som ikke kom i sylespidse, kilometerhøje hæle, men når jeg fulgtes med Skye ville jeg hellere være sikker på, at mindst en af os havde et solidt fodfæste. Og siden han sjældent havde det, måtte det jo være mig. Desuden slap jeg så for at få ømme fødder og vralte omkring som en gås.

Jeg følte mig smukkere, end jeg længe havde gjort. Der var noget ved for en gangs skyld at lægge dramatisk makeup og klæde mig pænt på, der mindede mig om, at jeg var ved at blive en kvinde frem for en pige. Specielt set i lyset af de sidste par måneders begivenheder. Kjolen var af den slags, som jeg aldrig nogensinde ville have overvejet at gå i tidligere. For det første var den sart lyserød, en farve jeg aldrig havde ejet tøj i før. Dernæst var den skåret dybt ud på ryggen og sat stramt ind mod overkroppen med stropper bagtil. Længden varierede, så den var kortere foran end bagpå, hvilket gav den en luftig, svævende fornemmelse omkring mine bare ben. Alt i alt var den langt mere feminin og opsigtsvækkende end noget andet jeg ejede. Men Penelope havde insisteret.

Mine veninder hjemme i Danmark ville have stirret og leet, hvis de kunne se mig på den her måde, for jeg havde aldrig været typen til at klæde mig på, som om jeg ønskede at tilkalde mig andres opmærksomhed. Som regel fulgte jeg bare standarden, og den var som regel sort og mådeholdende.

Silver smilede anerkendende til mig, da jeg lidt genert vendte mig mod ham. ”Den klæder dig,” sagde han på flydende dansk og rejste sig med et støn fra sin plads i den grimme stol i hjørnet af stuen.

Egentlig havde jeg sovet inde hos Skye langt de fleste nætter, så Silver kunne have sofaen for sig selv og derved også have lidt privatliv, men mit tøj lå stadig i opholdsrummet.

”Tak,” mumlede jeg og holdt lidt ud i slæbet, tilfreds. ”Du synes ikke, at den er for meget?”

”På ingen måde.” Tonefaldet indikerede klart, at han mente det.

Lyden af Skyes stok, der ramte køkkengulvet, fik mig til at vende ansigtet mod døren til det tilstødende rum. Da han kom til syne i døren, stoppede han op og så på mig, som om vi aldrig havde mødt hinanden før. ”Wauw.”

Det var ikke tit, at Skye ikke kunne finde på noget at sige. Faktisk skete det meget sjældent, specielt hvis han – som nu – var i godt humør. Så kjolen havde den effekt på ham, som enhver pige på min alder ønsker at se hos den fyr, som de er forelskede i.

”Ja, det er noget lidt andet end jeans og mudder op til begge ører,” drillede jeg, refererende til vores eventyr i skovene for flere uger siden.

”Det må man sige,” medgav han, nikkende bekræftende som om ordene behøvede eftertryk. ”Bilen holder her nu. Er du klar?”

”Jep.”

Jeg tænkte mig om en enkelt gang for at sikre mig, at jeg ikke havde glemt noget vigtigt. Derpå fandt jeg en lille taske, som jeg kunne have min telefon, mit kørekort og andre småting i, og vendte mig mod udgangspartiet. Skye havde allerede trukket sig tilbage og ventede ved døren ud til opgangen.

Netop som jeg skulle til at slutte mig til ham, hørte jeg Silver spørge: ”Er du sikker på, at du har lyst til at tale med ham om det i aften?” Spørgsmålet blev adresseret til mig på mit modersmål, således at den tredje tilstedeværende ikke ville være i stand til at forstå ordene.

Jeg rystede på hovedet. ”Overhovedet ikke. Faktisk vil jeg helst undgå at fortælle ham det, men det skal jo gøres før eller senere, og jeg vil gerne give ham tid til at vænne sig til tanken.” Det følte jeg, at jeg skyldte ham.

Silver nikkede alvorligt, smilede så ganske let og satte sig ned i sin yndlingsstol igen med et ømt suk. Siden han kom hertil havde han gjort sit for ikke at indbyde til tilbud om støtte eller hjælp, men jeg kunne mærke på ham, at det blev mere og mere anstrengende for ham at opretholde den attitude i længden. Måske fordi jeg var vant til at se ham på en anden måde derhjemme, bemærkede jeg nu, hvordan hans bevægelser i stigende grad blev afkortede eller begrænset til de mest nødvendige.

”Er du sikker på, at vi ikke skal blive hjemme?” spurgte jeg ham. ”Du ser ikke ud til at være på toppen.”

Ganske som forventet sendte han mig et varmt, rørt smil. ”Selvfølgelig skal I ikke det. Blinkie og jeg bruger aftenen på at slappe af,” sagde han mildt og skævede til Skyes lille kat, som lå og slængede sig på en af hylderne i bogreolen. ”Ikke sandt, mis?”

Da han ikke fik noget svar ud over et dovent dask med den lange hale, grinede jeg. ”Okay. Ring til mig hvis du får brug for noget, ikke?”

”Jo, jo, det skal jeg nok. Hyg jer.”

Efter at have nikket skyndte jeg mig gennem lejligheden, så vi ikke kom for sent. Skye lukkede døren efter mig, og jeg gik forrest ned ad trapperne, så han ikke følte, at han skulle skynde sig for min skyld. Ved foden stoppede jeg og så op på ham.

På det sidste var vejret blevet en tand dårligere, og det kunne ses i den måde hvorpå den varme kulør i hans hud var falmet en anelse og hans hår var blevet mørkere. Men han lignede stadig sig selv, og der var stadig den der fascinerende, hemmelighedsfulde tiltrækningskraft over ham, der gjorde mig helt blød i knæene. Tydeligvis havde han ikke selv den fjerneste idé om dette.

”Hvad ville han?” spurgte han, idet han trådte ned på det jævne gulv.

Jeg åbnede døren ud til gadebilledet og fortsatte ned til jernporten for at gøre besværet mindst muligt for ham. ”Ikke noget særligt,” løj jeg, for jeg kunne ikke få mig selv til at sige sandheden endnu. ”Bare ønske os en god aften.”

Han humpede ned på fortovet og lod gitteret falde i bag sig. ”Emma, vær sød at lade være med at prøve at lyve for mig,” bad han, idet han åbnede døren til den skinnende, sorte bil ved vejkanten. ”Uanset hvad det er, så kan du fortælle mig det. Men hvis du ikke har lyst, så respekterer jeg det selvfølgelig.”

For en kort stund havde jeg glemt, at Skye ikke var den slags person, som man nemt kunne snøre. I kraft af at han selv var en glimrende løgner måtte han have lært at mistænke andre fra det øjeblik de åbnede munden. Den eneste grund til at jeg havde været i stand til at holde hemmeligheder for ham så længe var, at jeg ganske enkelt ikke havde bragt det op, og at han ikke havde spurgt.

Jeg krøb ind på bagsædet, tog imod hans stok og ventede, til han var kommet indenfor og havde hilst på chaufføren, som jeg ikke kendte. ”Han ville sikre sig, at jeg ikke ødelægger alting,” afslørede jeg så og så ned i mit skød.

Skyes øjne nærmest brændte sig ind i toppen af mit hoved, da han så på mig. ”Ikke at du nogensinde kunne det,” sagde han en anelse vagtsomt, ”men i hvilken forstand mener du?”

Så var det nu. Den oplagte chance for at tale med ham i enrum om det, der skulle til at ske. Han var forberedt på, at det var slemt, og at han sikkert ikke ville bryde sig om den nyhed, som jeg havde at overlevere. Alligevel tøvede jeg og overvejede, om jeg skulle forsøge at sno mig udenom. Denne tvivl varede dog kun indtil hans ru, erfarne fingre strøg mig ganske blidt over skulderen.

”Jeg har besluttet mig for at tage med Silver tilbage til Danmark,” fortalte jeg stille og forsøgte at lyde fattet og beslutsom.

Mine ord blev mødt af en bragende stilhed, som ikke engang bildækkenes summen mod asfalten kunne overdøve. Det var en privat tavshed mellem mig og den person, som jeg havde boet sammen med i et godt stykke tid efterhånden.

Nu var kortene lagt på bordet, og der var intet jeg kunne gøre for at trække dem tilbage igen. Min beslutning havde intet med Skye at gøre. Han opførte sig upåklageligt, var glad og omsorgsfuld hver eneste dag og behandlede mig, som om jeg var en prinsesse. Tanken om at forlade ham var alt andet end nem, men jeg blev nødt til det for min egen skyld. Desuden, hvis han kendte alle mine bevæggrunde, så ville det bare give ham grund til bekymring, og det ønskede jeg ikke. Silver var af en lidt anden mening, men ultimativt var det her mit valg.

”Hvis ikke jeg var overbevist om, at du vil være langt mere sikker i Danmark, så ville jeg tigge og bede dig om ikke at rejse,” tilstod Skye dæmpet og trak sine briller af for at gnide sig i øjnene.

Jeg var ikke forberedt på denne reaktion. Godt nok havde jeg ikke forventet, at han ville forsøge at få mig til at skifte mening, for jeg vidste, at min tilstedeværelse konstant stressede ham meget mere end nødvendigt. Men jeg havde ikke set det forpinte udtryk i hans ansigt eller rødheden omkring øjnene komme.

Da han drejede ansigtet mod mig, spillede lygtepælenes lys i glansen på øjenæblerne meget tydeligere end ellers. Grundet det faktum, at han endnu ikke havde taget brillerne på igen, kunne han umuligt se mig særlig tydeligt, men måske var dette netop pointen.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg valgte det tammeste spørgsmål i mit repertoire. ”Er du okay?”

Han rystede på hovedet, tydeligvis ikke i stand til at sætte en facade op. Så trak han vejret dybt og sank hørligt. ”Med risiko for at lyde melodramatisk kan jeg virkelig ikke forestille mig, hvordan jeg skal få min verden til at hænge sammen uden dig.”

Min plan havde ikke været at forsøge at ændre hans beslutning, for siden han ikke selv havde bragt det op, og Silver havde ladet mig vide, at de havde talt om Aarons betingelse, så troede jeg ikke, at han fandt hvad end jeg kunne byde ham særlig attraktivt. Men han havde ret. At leve hver for sig ville ikke komme til at fungere, når vores fremtider så ud til at være vidt forskellige. Der lod ikke til at være noget logisk tidspunkt inden for en rimelig årrække, hvor vi for alvor kunne slå os ned sammen og dyrke vores forhold.

”Så tag med,” fløj det ud af mig, da han tørrede en tåre af sin kind.

Han blinkede, tørrede endnu en strejfende vanddråbe af sit ansigt og tog sine briller på. ”Tag med?” gentog han og rettede sig lidt op i sædet.

”Ja,” sagde jeg og forsøgte at dræbe den flamme af håb, der var blevet tændt i mit indre. Ifølge Silver havde han ikke taget alt for entusiastisk imod forslaget om at tage sit løfte til genovervejelse.

Som om de mørke gader omkring bilen kunne give ham svar, vendte han ansigtet mod ruden i sin side af bilen. Jeg kunne se hans ansigts genspejling, og trækkene var trukket sammen, som om det gjorde fysisk ondt på ham så meget som at tænke på at flygte fra sit liv her.

”Lad os sige, at jeg gør det,” begyndte han, stadig uden at se direkte på mig. ”Hvad sker der så, når du bliver træt af mig, eller når du indser, at det er anstrengende at bo sammen i mere end et par måneder?”

I mit stille sind tænkte jeg, at han ikke burde være bekymret for, at jeg var den der vendte ryggen til. Ikke hvis han vidste, hvad der kørte rundt i mit hoved uden afbrydelse. Noget jeg endnu ikke kunne fortælle ham, men som sikkert ville påvirke hans beslutning væsentligt.

”Jeg bliver aldrig træt af dig,” meddelte jeg ham beslutsomt. ”Og du er nok den mindst anstrengende person at bo sammen med, når du ikke strøer løgne omkring dig som et kastanjetræ om efteråret.”

Sammenligningen fik ham til at trække på smilebåndet og vende sig igen, så vi kunne se hinanden i øjnene. Hans øjne var mørke, fortvivlede, overvejende. Brillerne understregede dette ved at låne ekstra skygger til den omkringliggende hud.

”Der er ikke noget jeg hellere vil end at tage med jer,” mumlede han, ”men der er nogle ting, som jeg skal have bragt i orden først.”

Ingen ord kunne beskrive det lys, der tændtes i mit indre ved lyden af de ord, for det betød, at han i det mindste overvejede det. I det mindste overvejede at give vores fremtid sammen en chance og lægge livet som snigmorder på hylden. Af ren og skær lykke kunne jeg have kastet armene omkring halsen på ham og tudet i timevis. Men teknisk set havde han jo ikke sagt ja.

”Som hvad, for eksempel?” ville jeg vide, ret sikker på at det var at presse citronen men også bevidst om, at der måske stak noget under.

Bilen rullede ind til kantstenen foran den bygning, som Penelope havde vist mig rundt i et par dage forinden, blot for at forberede mig på hvilken slags fest det her ville blive. Der ville være rige og formuende mennesker, blandet med rå Navnløse som Skye og Aaron, hvis eksistens førstnævnte ikke engang så meget som mistænkte.

”Tja, hvis jeg skal flytte ud af landet, så går jeg ud fra, at jeg skal lave en smule papirarbejde. Og derudover skal jeg finde ud af, hvad jeg gør med Blinkie og min lejlighed,” svarede Skye, idet han rakte ud efter dørhåndtaget.

”Vent!” udbrød jeg. ”Har du virkelig tænkt dig at gøre alvor af det? Selv om du har en aftale med Aaron?”

Han sendte mig et uvornt smil, men drilskheden i mundvigene blev overskygget af omsorgen og glæden i hans grønne øjne. ”Jeg har jo sagt, at der ikke er den ting, som jeg ikke ville gøre for dig,” mindede han mig om. ”Så lad os snakke mere om det senere og nyde festen.”

***

Skye

”Det ligner ikke Emma at være blind for, at du er lidt ved siden af dig selv,” hørte jeg en stemme sige til min venstre side.

Før jeg vendte mig vidste jeg allerede, hvem det var, og vedkommendes tilstedeværelse fandt jeg underligt nok beroligende. Mit hjerte hamrede af sted i brystet, som om min krop kæmpede imod det løfte, som jeg havde givet i bilen et par timer forinden.

Aaron slog sig ned på barstolen ved siden af mig og rykkede på min stok, så han ikke kom til at vælte den på gulvet. Jeg mødte hans blik og vidste, at hvis jeg ville tale om min tvivl og nævne Lincolns bøn for ham, så var nu et godt tidspunkt at gøre det på. Han havde fået en smule at drikke og var i glimrende humør, hvis jeg skulle dømme efter den svingom han netop havde haft med skiftevis sin kone og Emma på dansegulvet midt i det fornemt udsmykkede festlokale fyldt med formuende mennesker.

”Det er hun heller ikke,” sagde jeg langsomt og pillede ved en tråd i ærmet på den skjorte, som jeg havde anskaffet mig i dagens anledning.

Aaron lod en tung hånd falde ned på min skulder. ”Skye, tal til mig, mand. Hvad er der galt?”

Jeg rystede modstræbende på hovedet, men ordene undslap mig alligevel: ”Jeg er kommet til at love Emma, at jeg rejser med hende tilbage til Danmark.” Jo mere jeg vendte tanken i hovedet, des mere latterlig syntes den.

Aaron så ud til at være positivt overrasket, selv om han med garanti godt kunne regne ud, at vi så ikke kom til at ses ret ofte. ”Det tror jeg bliver godt for dig,” fastslog han alvorligt, selv med blikket en smule ude af fokus på grund af de boblende glas champagne, som han havde drukket.

”Aaron,” fløj det ud af mig, ”lad os være realistiske omkring det her et øjeblik. Det er den værste idé du nogensinde har plantet i hovedet på et andet menneske.”

Egentlig var jeg ikke så meget vred som desperat. Måske havde Aaron nævnt for Emma, at det var en mulighed for at holde mig uden for Navnløs-operationer, men han havde ikke truffet beslutningen om at spørge for hende. Ej heller lod det til, at han havde presset hende til at træffe en beslutning i håbet om at jeg ville følge med af egen fri vilje. Men hvad skulle jeg gøre på den anden side af Atlanten? Før eller senere ville Emma indse, at det var meget mere praktisk at være sammen med en fyr, som rent faktisk kunne gå på sine egne to ben, og så ville jeg kun have min far – som havde tilbragt de sidste ti år af sit liv med at tage sig af Emma – at spørge til råds.

”Jeg kan ikke se, hvordan det er en dårlig idé,” informerede Aaron mig. ”Du elsker Emma, og du vil have godt af at komme væk herfra. Desuden kan det hele ikke være min skyld, eftersom jeg ikke har tvunget dig til at træffe den beslutning.”

”Jeg elsker Emma,” gentog jeg langsomt, mest for at berolige mig selv. ”Mere end noget andet. Men jeg har intet at tilbyde hende.” For at understrege min pointe gjorde jeg en fejende gestus mod dansegulvet, hvor hun vrikkede med hofterne i selskab med en rødhåret pige og en mørkhåret fyr. ”Jeg kan ikke engang danse med hende i aften.”

Aaron stønnede opgivende. ”Umiddelbart ser det heller ikke ud til, at hun mangler dansepartnere,” drillede han. ”Hun og Abby holder Xavier travlt beskæftiget.”

Navnene distraherede mig fra mit øjebliks selvmedlidenhed. Derpå tog jeg et nærmere kig på de to, som Emma morede sig med, og blev overrasket over at jeg havde set deres ansigter før.

”Siden hvornår er Xavier Hammond blevet en del af din omgangskreds?”

”Siden Penelope skrev en klumme om Abby, som elskede den og inviterede os på brunch for at møde personen bag teksten.”

Jeg var overrasket over, at han havde fritid nok til den slags aktiviteter. Mens jeg var en del af de Navnløse, havde vi været så travlt beskæftiget, at hverdagsaktiviteter som brunch lå meget langt fra hvad vi var vant til. Eller i hvert fald havde jeg følt, at vi altid skulle et eller andet, men det kunne sagtens være, at vi havde påvirket hinanden til den indstilling. I hvert fald tydede flere ting Emma havde fortalt på, at Aaron nu tog sig meget bedre tid til sin lille familie, og det undte jeg ham, vel vidende at lykken kunne vise sig at være kortlivet.

”Hvorfra ved du, at det er Xavier Hammond?” ville Aaron vide.

”Jeg mødte ham og Abigail den dag jeg hentede Silver i lufthavnen,” forklarede jeg.

”Du har ellers aldrig været typen til at falde i snak med fremmede.”

Det havde han for så vidt ret i, og alligevel slog det mig nu, at på det sidste var det sket i stigende grad, og at det nok var til min fordel. Ellers havde jeg aldrig lært Emma at kende.

”Når man er gangbesværet kommer det lidt af sig selv,” afgjorde jeg med et ironisk fnys for at understrege, at det var en spøg.

Aaron lo, og det gjorde mig mere rolig. ”Jeg ville skåle på det, men du drikker tydeligvis stadig ikke,” observerede han og indikerede det vandglas, der stod på bardisken foran mig.

”Vi kan godt skåle, men jeg bliver nok ikke fuld af det, nej,” medgav jeg og løftede sigende beholderen med det kølige vand mod hans enorme vinglas.

Det var mere af vane end eftertanke at jeg ikke drak alkohol, for samarbejdet med FBI havde gjort, at jeg i mine sene teenageår havde holdt mig inden for lovens rammer, og da jeg var blevet gammel nok til ikke at begå en forbrydelse ved indtagelse af alkoholiske drikke, havde jeg haft mere brug for at være i fysisk form end at feste.

Matt havde forsøgt at overtale mig til at drikke et par øl efter arbejde ved flere lejligheder, men jeg havde pænt afslået med den undskyldning at jeg helst ville have fuld kontrol over hvor jeg placerede mine fødder. Hvad jeg aldrig havde fortalt ham var, at jeg helst ikke ville have spiritus i blodet for første gang i selskab med en kollega.

Hvor Matt aldrig helt havde forstået, hvorfor jeg var så tilbageholdende på det punkt lod Aaron til at være helt med, for han stødte bare sit syngende glas mod mit en enkelt gang og tog en tår. Jeg gjorde det samme.

”Hvad fejrer I?” hørte jeg Emma spørge, tæt nok på til at overdøve den nu dæmpede, romantiske musik, der spillede fra et orkester på en lille scene ud for dansegulvet.

Automatisk drejede jeg hovedet mod hende. Under de dæmpede lysekroners lys skinnede hendes øjne om kap med skæret i de gyldne lokker omkring hendes ansigt. Hun gik roligt og selvsikkert i sine flade sko og lignede en, der følte sig godt tilpas. Pludselig kunne jeg ikke huske, hvorfor jeg havde været så fortvivlet over at have givet hende et løfte om at forlade min fødeby, for så længe hun var der, kunne alt andet næsten være ligegyldigt for mig.

”Skyes forestående flytning,” svarede Aaron, før jeg kunne nå at sige noget.

”Skye?” lød en anden kvindestemme, og først da gik det op for mig, at Emma havde taget sine dansepartnere med sig. Stemmen tilhørte Abigail Wilkins, som fik Emma til at se lille ud med sine høje hæle. Hun blinkede et par gange i forundring, inden hun strakte en hånd frem mod mig. ”Hey! Det er dig fra lufthavnen!” udbrød hun ivrigt.

”Det kan jeg ikke løbe fra,” bekræftede jeg og rystede hånden, inden jeg lod min egen glide videre til Xavier Hammonds. ”Aaron har lige fortalt mig, hvordan I kender hinanden.”

Hammond slog en arm omkring skuldrene på sin kæreste. ”Jeg tror ikke, at vi behøver nogen forklaring på, hvorfra I to kender hinanden,” sagde han, både vidende og undvigende på én gang, mens hans lyse øjne skævede mod Emma.

Aaron rejste sig fra sin barstol. ”Ingen grund til at være hemmelighedsfuld. Emma ved det hele.”

Dette besvarede imidlertid det spørgsmål, der havde formet sig på spidsen af min tunge. Hammond og Abigail vidste præcis, hvad Aarons foretagende indebar, og de antog – fuldstændig korrekt – at en del af de festende gæster kom fra det miljø. Mig selv inkluderet.

Emmas fingre viklede sig umærkeligt omkring mine, så diskret at ingen andre lod til at bemærke det. Jeg gav hendes hånd et lille klem og ville ønske, at jeg aldrig nogensinde blev nødt til at give slip igen. Godt nok havde jeg lovet at følge med hende til Europa, men først skulle jeg træffe en beslutning vedrørende Lincoln, og det ville jeg helst gøre når hun ikke var tilstede. Dermed blev jeg også nødt til at tage afsked med hende først, og det glædede jeg mig endnu mindre til end noget andet.

”Er I to sammen?” spurgte Abigail Wilkins nysgerrigt.

Var vi sammen? Det var ikke noget vi havde diskuteret nærmere, men siden mit liv ikke længere syntes at give mening uden hende, gik jeg stærkt ud fra, at vi var på vej i retning af et mere fast forhold. Alligevel syntes jeg ikke, at jeg blankt kunne svare ja uden at have spurgt hende om det først, bare i tilfælde af at vi ikke var enige.

Derfor drejede jeg ansigtet mod hendes, smilende, og bad inderligt til at jeg ikke fik nogle problemer med Lincoln eller flytningsprocessen, der kunne komplicere vores forhold yderligere. Der var allerede nok indflydelsesrige faktorer, som ingen af os havde fuldstændig kontrol over.

”Hvad siger du?” hørte jeg mig selv spørge, og jeg blev overrasket over hvor rolig min stemmeføring egentlig var. ”Skal vi danne par for alvor?” Mine indvolde vred og snoede sig, som kunne de undgå den slående effekt af hvilket som helst svar hun gav.

Emma stirrede på mig, som om hun forventede, at jeg kunne give hende det korrekte svar. Hendes øjne var blanke og pupillerne enorme i den dæmpede belysning. Det lod ikke til, at hun var særlig bevidst om – eller tænkte yderligere over – at vi ikke var alene, men at der var en grund til, at jeg havde stillet spørgsmålet. Vi havde tilskuere. Eller observatører, i hvert fald. Tilskuere ville forudsætte en grad af skuespil, og lige nu troede jeg ikke, at jeg ville have været i stand til at skjule mine følelser, selv hvis mit liv afhang af det.

”I behøver ikke at –” begyndte Abigail, men Aaron afbrød hende:

”Åh, jo de gør. De bor sammen og har planer om at flytte væk sammen permanent inden for en overskuelig fremtid.”

Forklaringen lod til at nå ind bag Emmas overvejelser, for hendes fingre slappede af mellem mine, og hendes læber straktes i et grin. ”Aaron har ret,” sagde hun til hele gruppen, inden hun mødte mit forvirrede blik. ”Vi opfører os allerede, som om vi er kærester, og hvis jeg skulle forklare vores forhold til en vidt fremmed, der ikke kendte dig eller nogen anden i vores omgangskreds, så ville jeg nok bruge præcis det ord til det.”

En kæmpe sten faldt fra mit hjerte, mens en enorm byrde smøg sig omkring mine skuldre. Hvis jeg skulle være nogens kæreste – hvilket jeg ikke for alvor havde prøvet før – så betød det, at jeg blev nødt til at overveje mine egne, personlige valg endnu grundigere.

Denne pludselige tyngde til trods følte jeg mig godt tilpas, varm og glad. Emmas fingre hvilede stadig mellem mine, så jeg brugte denne kropskontakt til at trække hende lidt nærmere og kysse hende midt på munden. Det var ikke noget, som vi ikke havde gjort før, men jeg følte stadig, at bekræftelsen af vores bånd til hinanden burde understreges med en eller anden form for kærtegn.

Da hun trak sig tilbage, kunne jeg ikke lade være med at smile, og jeg så min egen lykke reflekteret i de der strålende, udtryksfulde øjne. Hun fortsatte så langt tilbage, at hun blev nødt til at tage et lille skridt. Dette fik mig til at løsne grebet omkring hendes hånd akkurat nok til, at hun kunne gå, hvis hun ønskede det. I stedet strammede hun sine fingre omkring mine.

”Kom med,” bad hun.

Jeg så mig lidt omkring. Aaron sendte mig et drillende, sigende blik, og Abigail og Hammond smilede ligeså. ”Hvad skal vi?” ville jeg vide, men jeg var allerede mentalt forberedt på at følge hende til verdens ende, hvis hun bad om det.

”Danse,” svarede hun, idet jeg fattede min stok og rejste mig op.

Bag mig kunne jeg høre Aaron le dæmpet.

”Men jeg kan ikke –”

”Men det kan jeg,” afbrød Emma mig drillende. ”Kom nu. Jeg ville aldrig nogensinde bede dig om noget, hvis jeg var i tvivl om, hvorvidt du kunne holde til det.”

Fordi hun sandsynligvis havde ret i sin påstand gjorde jeg, som jeg blev befalet. Efter at have siddet på kanten af en barstol i et godt stykke tid – på kanten fordi det ville blive for anstrengende at holde mit ben relativt strakt ellers – var jeg en smule stiv, men trinnene ledende hen mod dansegulvet varmede gradvist mine anspændte muskler op. Emma ledte mig ganske roligt fremad, og fra denne vinkel slog det mig, hvordan hendes hår virkelig skinnede, når lyset ramte det rigtigt.

Hun drejede på sålen af den ene fod, så vi stod med front mod hinanden, og jeg ville gerne have taget initiativ til dansen, hvis jeg havde vidst, hvordan jeg skulle få det til at lykkes med kun én hånd fri. I stedet betragtede jeg hende bare, gemmende samtlige mentale billeder i min hukommelse til den dag, hvor jeg ikke længere havde mulighed for at skabe nye lige med det samme.

Smilet på hendes læber var en piges; det var forfriskende, ungt, uskyldigt og drillende. Men hendes kropsholdning og påklædning var en ung kvindes; den var sofistikeret og elegant og selvsikker. Der var en ro og charme over hende, hvis lige jeg ikke havde fundet i kvinder fra denne omegn. Aldersforskellen på fire år mellem os og vores individuelle kulturelle baggrunde havde aldrig haft nogen signifikans for mig, men nu blev jeg for alvor bevidst om begge dele.

Hun var dét yngre end mig og måske i virkeligheden slet ikke så klar til at binde sig, som hun gik rundt og troede. Hvad vigtigere var: hun var måske slet ikke så klar til at binde sig permanent til én person, som jeg selv var. Derudover havde vores liv ledende op til vores venskab været vidt forskellige. Jeg var nærmest vokset op med ét eneste mål i livet – at tjene FBI og sørge for at retfærdighed nåede til selv de snedigste topkriminelle – hvorimod Emmas liv havde været mere eller mindre ubekymret. Ja, hun havde nævnt nogle akavede familierelationer, men også at disse var blevet kompenseret for af min egen far. Den eneste pligt hun havde haft gennem sin opvækst var at gøre sit bedste og leve livet så fuldt ud som overhovedet muligt. Måske ville vores liv sammen et helt andet sted end her i byen åbne hendes for hvor radikalt forskellige vi var – for det troede jeg ikke, at hun helt begreb.

”Du ser bekymret ud,” bemærkede hun, idet hendes fingre lod mine slippe fri. ”Hvis alt det her med at tage med til Danmark og være kærester ikke er det du vil, så bare sig det i stedet.”

”Nej, det er ikke det,” skyndte jeg mig at indvende, inden hun fik den forkerte idé. ”Jeg ville følge dig til universets yderkant og tilbage igen, hvis du bad mig om det.”

Hun grinede og trådte nærmere, læggende en hånd oven på den af mine der holdt stokken og den anden på min skulder. ”Heldigvis for dig nærer jeg intet ønske om at forlade Jorden lige foreløbigt.”

Min frie højrehånd fandt halvvejs rundt om hende og lagde sig mod svajet i hendes lænd. Vores blikke mødtes, og for en stund stod hele verden stille omkring mig. Det eneste der betød noget var kontakten mellem vores hænder og overkroppe, og hendes øjne løftet mod mine.

Vi vuggede ganske let fra side til side, og det gik ret hurtigt op for mig, at lige præcis når det kom til denne aktivitet ville det have været smartere, hvis jeg havde holdt min stok i hånden tilsvarende mit skadede knæ. Heldigvis havde jeg noget andet, meget mere betydningsfuldt til også at støtte mig – og dette i langt højere grad end bare fysisk.

”Emma?” hviskede jeg ind mod hendes næsetip, der var tættere på mit ansigt end hendes mund.

”Ja?”

”Jeg elsker dig mere, end du nogensinde kan forestille dig.”

Ved mine ord smilede hun, blinkede og strakte sig for at kysse mig. ”Jeg elsker også dig.” 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...