De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

24Likes
29Kommentarer
15419Visninger
AA

23. Kapitel 22 - "Den slags er ikke min stil."

Skye

”Skye!” hørte jeg en begejstret, lettere hektisk stemme råbe. ”Hey!”

Forvirret så jeg mig omkring. Union Square var ikke det optimale sted at forsøge at anråbe nogen anden end forbipasserende turister. Larmen fra busser, trafik og samtaler gjorde det praktisk talt umuligt at finde ud af, hvor en enkelt lyd kom fra. Men jeg kendte stemmen, og det hjalp mig lidt på vej.

Matt stod et par meter fra mig, iført sin arbejdsuniform og med den ene hånd i vejret, så jeg ville være i stand til at se ham. Som om han var nem at overse i forvejen. Jeg skævede til manden ved siden af mig, som jeg i løbet af de sidste tre uger havde forsøgt at vænne mig til at tænke på som ”far”. Han smilede opfordrende til mig, så vi satte kursen mod min tidligere kollega.

”Hey!” gentog Matt begejstret og holdt en knyttet næve frem, som jeg puffede let til med min egen, ”længe siden.” Egentlig var det ikke ret lang tid siden, at vi sidst havde set hinanden, men det føltes sådan, fordi vi var vant til at ses mindst et par gange om ugen.

”Jeg ved det,” medgav jeg føjeligt og fremtvang mit bedste ironiske smil. ”Holder du den kørende uden mig?”

En lille rynke dukkede op mellem Matts tykke, sorte bryn. ”Det gør jeg vel, men det var sjovere med dig på holdet. Hvad skete der helt nøjagtigt?”

Jeg ville ønske, at jeg ikke blev nødt til at lyve, men ikke desto mindre lå ordene klar lige på spidsen af min tunge allerede, og jeg lukkede dem ud uden slinger i valsen, præcis som jeg havde gjort det over for Chase: ”Det gik bare mere og mere ned ad bakke med mit ben, og jeg indså, at jeg ikke kunne holde til det længere. Chase var enig i, at min manglende stabilitet og punktlighed fra de sidste uger ikke kunne fortsætte.”

Den formiddag var jeg mødt op på kontoret og havde ventet at se en rasende Chase klar med en fyreseddel. I stedet var jeg blevet mødt med bekymring og slet skjult skuffelse. Vi havde talt sammen længe. Jeg havde – løgnagtigt og overdrevent – fortalt, at efter hver eneste lang vagt kom jeg hjem og skulle samle kræfter til at bestige trapperne, så jeg kunne komme i seng. Selv om han havde fuld forståelse for min komplicerede og beklagelige fysiske situation, så kunne han ikke økonomisk set retfærdiggøre at tilbyde mig færre end fem vagter om ugen, og han havde virkelig brug for pålidelig arbejdskraft. Derefter havde jeg – oprigtigt – takket ham for den generøsitet og fleksibilitet, som han havde vist mig, vi havde givet hinanden hånden, og jeg havde ikke behøvet at anstrenge mig for at humpe ud på gaden igen.

At bruge min skade som undskyldning havde været den nemmeste løsning, og den som mine kollegaer og arbejdsgivere ville have allernemmest ved at forstå og tilgive.

Matt havde imidlertid aldrig været typen til at udvise medynk, så han smilede i stedet sit hvide tandpastasmil og stak hænderne i lommerne, ligeglad med at han burde dele foldere ud for at promovere sin arbejdsplads. ”Tja, det kan jeg jo ikke rigtig bebrejde dig,” tilkendegav han med et nonchalant skuldertræk, inden han gjorde en håndbevægelse i Silvers retning. ”Det ser også ud til, at du har stiftet nye bekendtskaber.”

Jeg lo, og jeg kunne se den noget ældre mand ved siden af mig kæmpe mod samme reaktion. ”Nye og nye,” grublede jeg og tænkte i mit stille sind, at Matt ikke havde den fjerneste anelse om, hvor tæt på sandheden han var. ”Det er såmænd bare min far,” afrundede jeg og håbede, at det lød lige så naturligt, som det var tiltænkt, selv om min hals snørede sig en smule sammen.

Matts ansigtsudtryk var underholdende; en blanding af skam og morskab. Så vandt hans manerer, og han strakte en hånd frem. ”Rart at møde dig, Mr. Andrews.” I det mindste havde jeg ikke fortalt Matt, at mine forældre skulle forestille at være døde. Den slags havde jeg forsøgt at sno mig uden om at nævne så vidt muligt.

Silver trykkede hånden, smilende sit sædvanlige, rolige smil. ”De fleste kalder mig Silver,” rettede han i en imødekommende tone.

”Er det dit navn?” udbrød Matt, hvilket var den slags spørgsmål de fleste holdt for sig selv men havde lyst til at spørge.

Jeg løftede min frie hånd for at skjule det smørrede grin, der trak i mine mundvige.

”Nej,” tilstod min far ærligt. ”Men siden mine forældre døbte mig Simon Olivier foretrækker jeg det kælenavn, som min kone i sin tid gav mig.”

Selvfølgelig vidste jeg godt, at Silver ikke var hans rigtige navn, men jeg vidste ikke, at det var min mors påfund. Måske virkede det fjollet at gå under et så åbenlyst falskt navn, men eftersom alle omkring mig havde refereret til ham på den måde, havde jeg aldrig skænket det ret mange tanker. Det var først da jeg hørte Emma sige det – med en snert af tøven i stemmen – at det gik op for mig, at det ikke virkede helt normalt.

”Det var lidt af en mundfuld,” erklærede Matt ugenert, ”så vi holder os bare til Silver.” Derpå vendte han sine mørkebrune øjne mod mig, som om samtaleemnet mindede ham om noget. ”Apropos kone,” sagde han i et drillende tonefald, ”ser du stadig noget til Emma?”

Latter tvang sig vej ud af mig igen. ”På den front er du ikke gået glip af noget,” løj jeg og sendte Silver et meget sigende blik, der bad ham om ikke at opmuntre min tidligere kollega til en genoptagelse af den tråd. ”Hvad med Jasmine? Er hun glad for, at baseballsæsonen er ved at være slut?”

Det var hun, og den interne joke gav mig rig mulighed for at agere enhver anden treogtyveårig ved at forklare Silver, at Matt og Jasmine var blevet gift for ikke ret mange måneder siden. I den forbindelse fik jeg også lige nævnt Matts første kommentar, da jeg spurgte ind til hvordan bryllupsrejsen var gået. Min far havde påpeget, at kvinder kan være komplicerede, man at man jo holder af dem alligevel. Af mig og Emma kunne jeg ikke undgå at tro, at jeg var den mest vanskelige og svære at leve sammen med, men det sagde jeg ikke.

Samtalen varede et stykke tid, inden Matt blev kaldt tilbage til arbejdet af en af chaufførerne, der parkerede en propfyldt bus ved fortovskanten.

Silver og jeg fortsatte på vores jagt efter en fødselsdagsgave til Emma. Et sted inderst inde anede jeg ikke, hvordan det var kommet hertil, for jeg havde egentlig haft i tankerne at finde en måde at få Emma til at rejse tilbage til Danmark på. Det var bare ikke lykkedes mig at finde ud af hvordan endnu, uden at jeg kom til at såre hende.

Vores forhold var ikke det samme længere. De første par dage havde vi haft behov for at se hinanden an og finde ud af, hvordan det hele nu skulle gå. Der var sket ting i hendes liv, som aldrig nogensinde skulle være sket, på grund af mig. Men jeg havde på fornemmelsen, at hun følte det stik modsatte – at hun havde bragt mig i fare.

I sidste ende var det Isaac, som havde fjernet den sidste rest af akavethed mellem os. Jeg var taget med Emma til Sea Cliff for at se efter ham en lørdag eftermiddag, hvor Silver havde haft brug for et øjeblik alene. Isaac havde været ekstatisk og energisk som sjældent før. Med min venstre arm og mit knæ ikke helt tilbage ved normalen havde jeg gjort mit bedste for at lege med ham, men havde været tvunget til at give op et stykke inde. Emma havde forsøgt at fylde både min og sin egen rolle, men Isaac mistede hurtigt interessen for aktiviteten og mente bestemt, at vi i stedet skulle spille Twister. Jeg havde mildest talt været dårlig til det, eftersom jeg ikke havde gjort noget som helst for at vedligeholde min smidighed i mere end et år, og mit ben og min endnu ikke helt helede arm havde ikke gjort tingene meget bedre. Resultatet var, at Emma og jeg kom til at spænde ben for hinanden og endte i en bunke af arme og ben på gulvet, grinende om kap med Isaac, som for længst var krøbet væk fra spillemåtten på gulvet. Vi havde kysset hinanden rigtigt, uden desperation eller angst, for første gang i lang tid der på Aarons og Penelopes stuegulv, og siden havde der ikke været nogen tvivl om, at følelserne stadig var der, men at situationen var en helt anden end før.

Jeg havde ikke forsøgt at lyve for hende siden. Faktisk havde jeg været så ærlig, at jeg tvivlede på, at jeg overhovedet ville være i stand til at fortælle hende en overbevisende usandhed igen. Hun havde sovet i min seng, så Silver havde stuen for sig selv – et arrangement der passede alle parter glimrende. Når jeg kunne mærke hendes hud mod min, høre hendes åndedræt og dufte det svage hint af shampoo i hendes hår, havde jeg meget lettere ved at falde i søvn. Mareridtene var der stadig. Døde, udtryksløse ansigter. Opvågningerne med åndenød og en klump af panik siddende i halsen var der stadig. Men det blev alt sammen tolerabelt med Emma i nærheden.

”Du ved,” sagde min far, da vi fulgtes ad ind i det virvar af butikker og mennesker, der udgjorde Westfield Mall, ”den undskyldning du gav din ven kunne meget let gå hen og blive sandheden om dit nye job.”

Under normale omstændigheder ville jeg have spurgt, hvad han fablede om, men det var ret tydeligt, at han på en eller anden måde havde fundet ud af, hvad jeg havde lovet Aaron. Hvad han sandsynligvis ikke vidste var, at jeg endnu ikke havde taget mig sammen til at kontakte Murray. En del af mig håbede, at en gylden mulighed eller en nem udvej ville byde sig ud af det blå, men det var ikke sket endnu, og jeg kunne ikke blive ved med at trække den.

Faktum var at Silver havde ret. ”Aaron gav mig ikke noget valg, da jeg bad ham om hjælp, så jeg bliver nødt til at opfylde min del af aftalen.”

Han stoppede og så strengt på mig med Kellys øjne i en mere maskulin udgave. ”Jeg ved, at Aaron er villig til at overse den del, og det gør Emma også,” meddelte han mig skarpt. ”Skye, tro mig når jeg siger, at din stolthed ikke er det værd. Se på mig og på Sam. Ingen af os er per definition gamle, men vi slæber os gennem tilværelsen allerede, og ingen af os havde mén som dine i den alder.”

Alt efter pausen lød temmelig overflødigt i mine ører, for det kunne jeg godt selv tænke mig til. Det var den første del, som jeg bed mærke i. ”Hvordan ved I det?” krævede jeg at få at vide. Der var ingen pointe i at forsøge at spille dum.

”Aaron bad Emma om at få dig til at skifte mening eller måske tage med tilbage til Danmark, og hun fortalte mig det,” svarede han medgørligt og fredeligt, som om det var åbenlyst.

Jeg gjorde mit yderste for at holde mit ansigt neutralt oven på den lettere skuffende afsløring. Ikke at Aaron havde gjort noget forkert, eller at Emma havde. Men det faktum at min tidligere bedste ven havde bedt hende om at diskutere noget så vildt med mig, og at hun ikke havde gjort det, måtte betyde et eller andet. Måske var hun ikke så interesseret i at få tingene til at fungere mellem os, som jeg havde tilladt mig selv at håbe.

”Åbenbart ser hun hellere, at jeg slutter mig til Murrays hold,” konstaterede jeg monotont og var glad for, at jeg havde min stok at støtte mig til lige nu.

Silver sendte mig et misbilligende blik hen over stellet på sine briller. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det samme med lignende gennemslagskraft, men eftersom mit syn var forfærdeligt, risikerede jeg bare at se desorienteret og ufokuseret ud i stedet. ”Det er ikke sandt. Der er ikke noget hun hellere vil end at sørge for, at du ikke roder dig ud i flere problemer, men hun er bange for din reaktion,” lod han mig vide.

Det var måske i bund og grund fair, at hun ikke glædede sig til at have den slags samtale, for sidste gang hun virkelig havde stillet mig til regnskab for mine handlinger, havde jeg ikke taget det særlig pænt. ”Hvad er formålet med den her samtale?” spurgte jeg, da jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre.

Han trak let på den ene skulder og foldede en arm bag ryggen for at presse bagsiden af sin hånd mod lænden. ”At lade dig vide, at flugten til et mindre indviklet liv er en reel mulighed, som du måske bør overveje grundigt, inden du bliver konfronteret med valget.”

 

Efter gåturen til og fra Westfield og den times tid, som vi havde brugt på at gennemgå butikker for ting, som Emma eventuelt ville finde interessante, var jeg mere end klar til at tage en pause fra aktiviteter. Så jeg tog plads på en af de nu tre stole ved spisebordet i køkkenet, mens min far gav sig til at brygge kaffe. Mit knæ dunkede, så jeg løsnede støtten og forsøgte at lade være med at ømme mig alt for meget i processen.

Vi talte sammen hen over henholdsvis hans kop kaffe og den halve liter vand, som jeg hev ud af køleskabet for at sikre mig, at jeg fik drukket nok. Ikke om noget særligt, eller om alvorlige sager. Bare om hverdagsting som folk vi havde set på vores lille indkøbstur og hvordan de havde fejret Emmas fødselsdag i begyndelsen af november de forgangne ti år. Jeg nævnte Halloween og de planer, som Isaac ifølge Penelope havde for sit kostume. Det fik os begge til at le.

Da Emma kom hjem, var det i selskab med Sasha, som jeg ikke havde set siden den dag i hytten ude i skoven. For ikke at virke ubehøvlet rejste jeg mig fra min siddeplads og fattede min stok.

”Sasha,” sagde jeg med et smil, der føltes underligt tungt på grund af min træthed. ”Hvordan har du det?”

Hun så først på mig, som om hun forventede, at jeg ville trække en pistol op af lommen og rette den mod hende, hvis hun ikke gav det rette svar. Så slappede hun lidt af. ”Nu har jeg det fint, men hele cirkusset fik mig til at flippe en lille smule ud,” tilstod hun. ”Er du klar over, at jeg blev krydsforhørt og pålagt at underskrive en tavshedserklæring?”

Jeg nikkede og tillod udmattelsen at vaske smilet af mine læber uden helt at tage over. ”Ja, det hørte jeg. Det er jeg ked af, men der var fortrolige oplysninger involveret, og –”

”De må ikke falde i de forkerte hænder,” afbrød hun mig så afslappet, at jeg blev helt lamslået. ”Det er tydeligvis ikke første gang, at du oplever noget lignende. Men jeg forstår det nu godt.” Der var en tilgivelse i stemmen, som jeg ikke helt forstod, for trods alt havde jeg hverken besluttet at kidnappe Emma eller været ansvarlig for at sikre bevarelsen af FBI’s hemmelighed.

Dog valgte jeg at se bort fra dette, for ligesom Emma måtte hun være temmelig chokeret over at blive trukket ind i noget, der mindede om et filmdrama. ”Udmærket.” Derpå vendte jeg mig mod Emma, som kom nærmere og strakte sig opefter for at kysse mig. ”Hvad bringer jer to på disse kanter?”

Jeg vidste, at de havde mødtes før, så Isaac kunne ses med sine legekammerater, men de havde ikke været i min lejlighed i hvad der føltes som en evighed.

Emmas blå øjne strålede som safirer i det tidlige aftenlys. ”Jeg tænkte, at det var på tide at Sasha mødte Silv,” forklarede hun mig muntert, ”og at det ville være en god idé at spise aftensmad imens. Så vi har bestilt bord på The Cheesecake Factory om en halv time.”

Mens hun sagde det, skævede hun til min far, spørgende. Han nikkede en enkelt gang, roligt. ”Det lyder som en god idé.”

Hendes øjne fangede mine. ”Hvad siger du?”

Egentlig ville jeg gerne tilbringe aftenen med dem, men jeg var tilstrækkeligt udkørt efter gåturen et par timer tidligere til, at jeg ikke orkede at bevæge mig uden for lejlighedens fire vægge. ”Måske skal I bare tage af sted,” foreslog jeg og fremtvang et smil. ”Jeg er så træt, at jeg er bange for, at jeg ikke vil være særlig selskabelig under alle omstændigheder.”

Emmas smil blegnede i brøkdelen af et sekund, inden hun skruede op for styrken igen. ”Er du sikker? Hvad har du så tænkt dig at gøre med aftensmad?”

Jeg nikkede bekræftende. ”Zen Yai laver ganske fornuftig thaimad.” I løbet af den tid, hvor vi havde boet sammen, havde jeg nået at introducere hende for de bedste restauranter i nærområdet med rimelige priser, og thaistedet en gade herfra stod højt på den liste.

 Sasha, som havde spist pizza her engang, fnisede. ”Jeg havde ærlig talt ikke troet, at du var typen til takeout,” indrømmede hun.

Fordommen morede mig, for Emma havde også spurgt ind til mine madvaner engang, og jeg havde svaret hende ærligt: ”Jeg er doven.” Faktisk var det et mirakel, at jeg ikke var blevet overvægtig i løbet af den tid, hvor jeg ikke havde været i intensiv FBI-træning med den mængde hjemmebragt mad jeg havde fortæret. Men så igen … jeg forbrændte mange flere kalorier end de fleste på en almindelig gåtur, fordi jeg blev nødt til at humpe af sted og forsøge at lade være med at støtte på højre ben.

Dette gjorde imidlertid ikke min selverkendende påstand mindre sand, for jeg levede et tilstrækkeligt normalt liv til at have et job og passe det hver eneste dag med meget få undtagelser, så jeg kunne ikke bruge mit fysiske handicap som undskyldning for ikke at købe ind og lave mad til mig selv. Det var ren og skær dovenskab, og jeg var ikke bleg for at indrømme det.

Da det var blevet fastslået, at jeg nok skulle finde noget at spise, og at jeg ikke havde noget imod at være alene, hastede begge piger ind på mit lille badeværelse for at genopfriske makeuppen, inden de halede Silver med sig ud ad døren. På dørtrinnet tøvede Emma, kyssede mig hurtigt og lovede så, at de ikke ville være væk alt for længe. Fordi situationen krævede det af mig, tog jeg det helt roligt og opfordrede hende til at blive ude så længe hun ønskede. Ikke at jeg egentlig havde noget at skulle have sagt på det punkt, men mine ord lod alligevel til at overbevise hende.

Og så var jeg alene.

Tiden brugte jeg på at fodre Blinkie, tømme hendes kattebakke, tilbringe et stykke tid på toilettet og slæbe mig selv hen til thairestauranten mellem Larkin og Polk for at hente en bøtte med stærkt krydrede nudler. De hjemløse havde så småt fundet sig til rette i krogene på Ellis, og jeg kunne mærke et par af de mindre dopedes blikke følge mig, idet jeg humpede hen ad fortovet. I stilheden lød min stoks kollisioner mod betonklodserne som tordenskrald over kornmarker.

Jeg så mig automatisk over skulderen, da et rødt lys tvang mig til at vente med at krydse vejen. Sekunderne tikkede af sted, og for hvert øjeblik jeg stod stille følte jeg mig mere og mere utilpas. Sandheden var at efter den ubehagelige overraskelse, som Emma havde fået sig, havde jeg været mere agtpågivende end før. Tydeligvis var knap halvandet år uden handling fra min side ikke nok til, at de kriminelle glemte mit navn. Jeg havde al mulig grund til at holde øjnene åbne.

En rød mand blev hvid, og jeg skyndte mig videre. På modsatte side af vejen tilbød en junkie mig at købe ”et par gram”, hvilket jeg ikke svarede på. Tenderloin var ikke noget glamourøst område, og jeg havde set nok forskrækkede turister til at vide, at jeg burde være mere urolig over at færdes alene. Men sandheden var at de stofafhængige eksistenser på gaden var langt mindre frygtindgydende i mine øjne, end nogle af de velklædte forretningsfolk, der boede i Pacific Heights-området med alle de dyre, velholdte palæer inden for halvanden kilometers afstand fra Union Square.

En stor, mørkebrun pitbull gøede arrigt af mig fra sine lænker, idet jeg passerede dens territorium i form af gyden ved siden af mit bestemmelsessted. Den havde været der så længe jeg kunne huske, og siden den ikke var død endnu, måtte der være nogen til at fodre den af og til. Jeg kastede et medlidende blik på dyret, inden jeg skubbede den røde dør ind til spisestedet op og trådte indenfor.

Spisesalen var næsten tom, bortset fra en lille gruppe unge mennesker af den slags, som jeg tit så komme og gå fra det vandrehjem et par døre fra hvor jeg boede. At dømme ud fra deres varierede accenter var de alle udlændinge, men fra vidt forskellige steder. Jeg hørte en mørkhåret fyr mumle en dæmpet bemærkning på spansk, som de andre omgående spurgte ind til betydningen af.

For ikke at stirre gik jeg hen mod den skranke, hvor en ung, asiatisk udseende kvinde stod og ventede på, at jeg afgav min ordre. Da dette var gjort, tog jeg plads ved et af de mange ledige borde og så op på de stumme tv-skærme, som hang i forskellige hjørner i lokalet. De viste højdepunkterne fra den seneste World Series-kamp, og dette mindede mig om et par år tidligere, hvor de lokale Giants havde vundet og holdt parade på Halloween. Byen havde vrimlet med mennesker fra morgen til aften. Her, væk fra de største turistattraktioner, og nu syntes den øde i sammenligning.

Min mad var færdig i løbet af ti minutter, så jeg tog imod den hvide plasticpose med indhold og forlod det ellers rolige rum til fordel for de kølige, mørklagte gader. Nu hvor efteråret var kommet, havde det bragt tidligt tusmørke og kolde vinde fra nord med sig, og det kunne mærkes.

Denne gang tiede hunden, da jeg gik forbi, og jeg var tilfreds med stilheden, for så kunne jeg bedre høre, om der var nogen bag mig. Min paranoia var åbenbart ubegrundet, for det lod ikke til, at en eneste sjæl havde interesse for mig på Ellis denne aften. Jeg tillod næsten mig selv at slappe af og trække vejret dybt, da det gik op for mig, at en mørk skikkelse stod ude foran opgangen til min lejlighed. På afstand var det svært at bedømme, hvem det kunne være, men frygten spirede og slog rod i mig alligevel, mens jeg nærmede mig med et stramt greb omkring min stok.

Ved lyden af mine fodtrin – og sikkert også de regelmæssige klik fra mit hjælpemiddel – drejede vedkommende hovedet, og lyset fra en lygtepæl faldt på et blegt ansigt under et lag af tæt, sort hår. Det var en mand, omtrent på min egen alder, slank af bygning, iført robuste sorte bukser og en mørkeblå hættetrøje med hvide manchetter. Han stod med hænderne hængende løst ned langs siderne, som for at signalere, at han var ubevæbnet.

Alligevel føltes det, som om mit blod var frosset til is og ånden kondenserede i min hals og truede med at drukne mig. Ude af stand til at tage endnu et skridt stod jeg bare stift midt på fortovet med min gradvist afkølende aftensmad dinglende i en hvid plasticpose. Det virkede fuldstændig absurd, at min mest presserende bekymring få minutter forinden havde været at få noget i maven, for nu var den en helt anden. Jeg ville gerne vende om på hælen og løbe – sprinte over hals og hoved – men det kunne jeg ikke. Så jeg blev stående og håbede, at han ville gå væk af sig selv.

”Tja,” hørte jeg en alvorlig stemme sige, ”det her er præcis lige så akavet, som jeg havde frygtet, at det ville blive.”

Stemmen vækkede ubehagelige minder til live. Minder om mørke, om seler, om stanken af organisk metal, om en helt ubeskrivelig smerte … Jeg trak vejret, først nu indseende at jeg havde holdt det. ”Du skal være velkommen til at forsvinde og undgå, at det bliver endnu værre,” hørte jeg mig selv sige, overrasket over tonløsheden i stemmeføringen. Den af mine hænder der holdt omkring stokkens håndtag rystede så meget, at vibrationerne forplantedes til min albue og skulder, hvilket var temmelig ubehageligt.

”Måske er der et andet sted, hvor vi kan tale uforstyrret?” spurgte han.

Det var ikke ofte, at jeg havde svært ved at finde ord til at udtrykke mig, men nu var et sådant tilfælde. Vantro blandet med chok og nysgerrighed fik min puls til at stige, til det punkt hvor jeg nærmest følte mig forpustet, til trods for at jeg stod stille.

”Tror du virkelig, at jeg er så dum?” knurrede jeg, mest fordi kraften bag min stemme forsvandt, men jeg ikke ville tage ansigt.

Det blege ansigt drejedes fra side til side, og jeg fangede et glimt af noget i de blå øjne, der skinnede ud under de sorte bryn. Beklemmelse. ”Hvis jeg ville give dig flere problemer, så havde jeg nok beholdt Emma inden for rækkevidde,” meddelte han mig køligt.

At høre en person, hvis røst sendte erindringer om den mest pinefulde oplevelse i mit liv cirkulerende rundt i mit kranium, sige hendes navn fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg kunne stadig høre skrigene i natten og den konstante knitren af flammerne, der åd sig gennem mit barndomshjem. ”Hvorfor hjalp du hende i første omgang?” ville jeg vide – for der måtte stikke et eller andet under.

”Giv mig ti minutter af din tid i enrum, og så skal jeg fortælle dig det,” pressede Lincoln iskoldt fra sin position foran den sorte jernport.

Jeg tog vægten af mit højre ben lidt. ”Hvorfor har jeg på fornemmelsen, at hvis jeg indvilliger i ti minutter i enrum med dig, så vil ingen anden nogensinde have mulighed for at fortælle mig noget igen?” Spørgsmålet var retorisk, for vi kendte begge to svaret.

Lincoln rykkede sig ikke ud af stedet. ”Hvis det giver dig mere sindsro, så har jeg ikke noget imod at blive kropsvisiteret eller lagt i håndjern.” Han sagde det så roligt, at jeg rent faktisk troede på det.

Et lille, ironisk smil tirrede min mundvig. ”Den slags er ikke min stil.” Faktisk havde jeg aldrig nogensinde ejet et sæt håndjern. Hvis vi skulle have nogen med fra ét sted til et andet, var kabelstrips effektive nok til at holde vedkommende på plads.

”Andrews,” sukkede han og slog ud med sine tomme håndflader, ”jeg kan godt kontakte Emma og bede hende om at mægle, men jeg vil helst blande hende udenom.”

En nerve nederst i min ryg begyndte at pulsere, fordi samtlige muskler i min krop var så spændte som en flitsbue. Jeg havde lyst til at kaste mig fremad og slå til hans hals og hoved så hårdt, at han brækkede nakken og faldt død om midt på gaden. En retfærdig gerning betød ikke, at han stod højere i min agtelse end før. Han var skyld i min mors død, i min søsters død… Men efter dramaet nogle uger tilbage kunne jeg ikke byde Emma flere potentielle farer, og hvad end han ville mig lod ikke til at være harmløst.

”Ti minutter,” indvilligede jeg modstræbende og fandt mit nøglebundt frem. ”Hold dine hænder, hvor jeg kan se dem.”

Medgørligt løftede han dem foran sig, mens jeg langsomt tilintetgjorde afstanden mellem os, spejdende opmærksomt ud i mørket for at sikre mig, at det ikke var en fælde. Også Lincoln, bemærkede jeg, holdt øje med skyggerne, og der var et stramt udtryk i hans ansigt.

Jeg stak nøglen i låsen til porten og skubbede den op, inden jeg vendte mig mod min uønskede gæst. ”Du går først, og jeg vil stadig se dine hænder.”

Til min overraskelse var der ingen protester. Han krydsede håndleddene bag sin ryg og besteg trapperne et trin ad gangen, hvilket gav mig tid og overskud til at forsøge at gennemskue situationen. Hadet gav mig en brændende fornemmelse i halsen, men jeg vidste bedre end at begynde et slagsmål, for det kunne jeg næsten umuligt vinde – det havde han sørget effektivt for.

På den næste afsats holdt han afstand, mens jeg låste hoveddøren op. Derpå tog han den indvendige trappe på samme måde som trinnene udenfor. Jeg ville gerne sige, at jeg glemte alt om mit ømme knæ og stokken i min hånd og den irriterende nerve i min ryg og sprang ovenpå to trin ad gangen, men det skete selvfølgelig ikke. Tvært imod fik synet af den blege hud mod det sorte hår mig til at gennemleve torturen om og om igen, og jeg kunne fornemme mine ujævne menisker gnide groft mod hinanden mere end nogensinde før.

Jeg stak nøglen i låsen ind til min lejlighed, glad for at hverken Emma eller Silver var her til at opleve dette. Lincoln holdt afstand og varede sin mund, mens jeg åbnede den sidste dør ind til mine private gemakker. Eller … mine, Emmas og Silvers i øjeblikket. Jeg tændte lyset og så mig omkring i køkkenet, der virkede mørkere og mindre indbydende end ellers. Tilsyneladende var Blinkie uenig, for hun var i øjeblikket i gang med at tage en lur oven på køleskabet.

I modsætning til ellers undlod jeg at tage mine sko af, i tilfælde af at jeg fik brug for dem. Den hvide pose placerede jeg på køkkenbordet, så jeg i det mindste havde en hånd fri.

”Jeg er nok den sidste, som du vil have råd af, men du burde virkelig ikke gå rundt på den måde,” kommenterede Lincoln i et nærmest professionelt tonefald.

Fordi mine hænder dirrede, stak jeg den frie af dem i bukselommen. ”Ti minutter,” mindede jeg ham om. ”Hvad vil du mig?”

Han kastede et selvbevidst blik hen over sin skulder mod vinduet, der vendte ud mod gaden. Derpå flyttede han sig et par centimeter længere ind i rummet. Først forstod jeg ikke hvorfor. Så gik det op for mig, at han forsøgte at holde sig selv ude af syne, i tilfælde af at nogen skulle kigge ind gennem ruden i det oplyste lokale. Hans silhuet og farvning ville være nem at genkende. Det fik mig til at hæve et øjenbryn.

Han lod ikke til at bemærke det spørgende udtryk i mit ansigt, for i stedet gik han direkte til sagen: ”Jeg har brug for din hjælp.”

Hvis det havde været et spørgsmål, ville jeg have grinet, fordi det var så absurd. I stedet blev jeg stående helt stiv med døren lukket bag mig, stirrende dødt på den største katastrofe i mit liv. Hvad han havde sagt svarede i mine øjne til at en grib bad en slange om hjælp til sit foretagende langt oppe over trækronerne.

”Hvad får dig til at tro, at jeg har nogen som helst interesse i at hjælpe dig?” ville jeg vide.

Der var stille lidt. Så gjorde han en håbløs gestus med en af sine blege, langfingrede hænder. ”Det tror jeg ikke. Men desværre forholder det sig sådan, at du er en af de få, som er i stand til det.”

Mit hjerte slog stadig meget hårdt i brystet på mig, mindende mig om flammer og høje lyde og sort tøj og kister under solbeskinnede vinduer og korsang. Alligevel vandt nysgerrigheden: ”Sidst jeg tjekkede, havde du mange lakajer til at adlyde dit mindste vink.” Dette var ingen overdrivelse; jeg havde oplevet det på meget tæt hold.

Han trak på den ene skulder, tydeligvis utilpas. Der var linjer i den ellers stramme, lyse hud over hans øjenbryn. ”Det havde jeg, ja. Men at bistå FBI er den største forbrydelse, som man kan begå i det miljø,” påpegede han, og stemmen var flad og virkelighedsnær. ”Ud over at gå under jorden – hvilket jeg helst ikke vil byde min familie meget længere – har jeg ikke rigtig andet valg end at skabe en udvej for mig selv. En definitiv en af slagsen.”

Argumentet var klart nok, og jeg kunne sagtens sætte mig ind i, hvor jaget han måtte være efter sin beslutning om at levere Emma tilbage til Aaron og mig i god behold. ”Og den udvej mener du, at jeg kan give dig?” spurgte jeg skeptisk. Eftersom jeg hverken arbejdede for FBI eller banderne i byen kunne jeg ikke helt se, hvordan jeg passede ind i billedet.

”Jeg forestillede mig en slags samarbejde,” indrømmede han uden at lyde naiv. Han vidste lige så godt som jeg, at det her var en fejltagelse, og at jeg aldrig kom til at assistere ham med noget som helst. ”Red Vipers’ hovedkontor er i en gammel lagerbygning i Daly City, hvor størstedelen af narkoen, som de sælger, bliver sendt til og derefter udleveret fra. Min plan er at sørge for, at den bygning står i så høje flammer, at hverken mænd eller stoffer overlever branden.” Han holdt en kort pause, som for at genoverveje. ”Men siden den er skarpt bevogtet alle døgnets fireogtyve timer får jeg brug for en, der har erfaring med infiltrering og nærkamp.”

Netop de to ting havde jeg lært i en alt for ung alder, og mens ordene hang i luften mellem os, tænkte jeg på mine sene teenageår og de mange gamle, faldefærdige bygninger i Sunset District, som Aaron og jeg var blevet sendt ud for at undersøge grundigt. Disse missioner indebar som regel en eller anden form for konflikt med dem, der allerede opholdt sig på stedet.

”Det ville gavne din ven Lawrence og FBI at få Red Vipers smidt på gaden for en tid, og jeg ville have tid til at finde et bedre alternativ til livet som muldvarp,” føjede Lincoln til i den larmende tavshed.

Jeg skævede til Blinkie, som var sprunget ned på køkkenbordet. Ved mit blik fortsatte hun letfodet ned på gulvet. ”Selv hvis jeg stadig havde arbejdet for FBI, ville jeg ikke være til den store hjælp på det punkt,” påstod jeg og skubbede mine briller en smule op. ”Det har du selv sørget effektivt for.”

Han nikkede samtykkende. ”Jeg kunne have slået dig ihjel,” påpegede han i et nærmest afslappet tonefald, ”men jeg valgte at lade være. At forsøge at sikre mit eget liv ved at gøre dig ude af stand til at genoptage forfølgelsen.”

En del af mig havde næsten lyst til at takke ham, for hvis ikke nogen havde slået bremseklodserne i, så var jeg sikkert tonset derudad uden at tænke på, hvor mange mennesker jeg gjorde ondt. Jeg ville være i stand til at sove om natten, og jeg ville være i stand til at løbe en tur, hvis tanken faldt mig ind. Men jeg ville også være i stand til at forvolde stor skade i retfærdighedens navn.

”Som sagt virkede det efter hensigten,” tilkendegav jeg, for det var sandt. ”Derfor kan jeg heller ikke se, hvordan jeg kan være behjælpelig.”

”Jeg har ikke brug for meget,” sagde han fast. ”Blot retningslinjer, et par værdifulde lektioner i selvforsvar og en til at dække min ryg. Det ved jeg, at du kan give mig – særligt hvis jeg kan give noget til gengæld.”

Mit hoved snurrede rundt. Jeg havde lyst til at sætte mig ned, at eliminere den dunkende faktor i mit knæ, men det ville være uforsigtigt af mig at sænke paraderne så meget. Egentlig havde jeg ikke lyst til at hjælpe, men den sidste kommentar gjorde mig nysgerrig.

”Og hvad mener du, at du kan give mig i bytte?”

”Større førlighed,” svarede han omgående og slog let ud med begge hænder, stadig holdende dem hvor jeg kunne se dem. ”Almene teknikker er måske ikke i stand til at reparere dit knæ, men der findes mere … uortodokse metoder til at lindre smerten. Metoder som du ikke vil blive tilbudt i en almindelig lægepraksis.”

Jeg sank en klump. Mit liv var ikke på nogen måde miserabelt på grund af skaden, men jeg kunne ikke lyve for mig selv: tanken om ikke at skulle overveje, hvilke ting jeg kunne og ikke kunne gøre, var mere fristende nu end nogensinde. En del af grunden var Emma. En anden var at jeg så i det mindste kunne være til lidt mere nytte i min nye jobposition end nu. Men hvis jeg sagde ja til det her, så var det at indgå en handel med djævlen. At hjælpe med at redde den mands liv, som havde berøvet min mor og søster deres.

”Giv mig en god grund til, at jeg ikke bare skulle vride halsen om på dig her og nu og tage min hævn i stedet,” opfordrede jeg i håbet om at virke mindre interesseret, end jeg egentlig var.

Lincolns ansigt var roligt som overfladen på en vandpyt længe efter at regnen var stoppet. Der var et uudgrundeligt udtryk i de lyseblå øjne, som stirrede direkte ind i mine. ”Jeg har to små børn og en kæreste, som jeg ikke har lyst til at efterlade alene med det ansvar.”

Det røvhul … Monstret inden i mig, der havde fundet det helt acceptabelt at slå kriminelle ihjel frem for at stille dem for en dommer, brølede og rasede over det argument, der blev brugt imod mig. På en eller anden måde måtte det være lykkedes ham at finde ud af, hvilke bevæggrunde jeg havde haft for at forlade FBI – ud over min manglende evne til at gå, selvfølgelig. Med andre ord vidste han altså, at jeg var mere end en dræbermaskine, at jeg havde samvittighed.

”Ved Tahoe,” begyndte jeg, vel vidende at det var et helt andet samtaleemne, ”Hvad fik dig til at tage sagen i egen hånd?” Formentlig var dette den bedste chance jeg havde for at få et tilnærmelsesvis ærligt svar.

”Vil du have den uselviske eller den snedige forklaring?” spurgte han.

Jeg var glad for, at vi i det mindste kunne undgå alle krumspringene ved at tale lige ud af posen. ”Den sande forklaring.” Rystelserne fra min hånd begyndte at gøre den nederste del af min arm følelsesløs, så jeg stillede stokken fra mig op ad køkkenbordet og masserede musklerne med den frie hånd.

”Du burde virkelig sætte dig ned,” opfordrede Lincoln faktuelt.

”Uret tikker,” mindede jeg ham om.

Han sukkede, himlede med øjnene og skulle til at folde armene, da han kom i tanke om, at jeg ville se hans hænder. På nuværende tidspunkt var jeg næsten overbevist om, at han ikke var mere end rimeligt bevæbnet, men jeg ville helst være på den sikre side. De lange fingre lagde sig i stedet på hans lår.

”For det første,” sagde han opremsende, ”har jeg fået nok af Red Vipers. Jeg er færdig med at torturere folk og se gnisten forsvinde fra deres øjne. Jeg tænkte, at hvis jeg kunne sørge for, at Emma kom uskadt tilbage til dig, så ville det måske dæmpe dit had til mig så meget, at du ville lytte til min bøn om hjælp.” Han holdt en kort pause og smilede glædesløst, som om tanken forekom ham fjollet nu, hvor vi stod ansigt til ansigt. ”Hvis jeg kan alliere mig med dig, så har jeg rent faktisk en chance for at give mine unger et normalt liv uden at frygte, at nogen vil komme og tage dem fra mig, når jeg mindst venter det.”

Stemmen indeholdt ægte rædsel, som om han ikke kunne forestille sig noget værre end at se netop det ske. Jeg tænkte på min egen opvækst, og på hvad Silver havde fortalt mig om at forlade Staterne uden intentioner om nogensinde at vende tilbage. Og jeg tænkte på den uventede udvej, som Lincolns kundskab havde givet mig fra et liv, som jeg først bagefter havde opdaget, at jeg ikke ønskede. Der var intet for mig positivt ved personen, som stod over for mig, men jeg kunne følge hans begrundelse for at have gjort, som han havde. Og jeg følte, at jeg stod en smule i gæld til ham for i det mindste at have skånet Emma for det værste, der kunne være sket.

Noget ved hvad der blev sagt nagede mig. Han havde en kæreste og to børn i en rimelig ung alder, hvilket indikerede en af to ting: enten havde han ikke tænkt sig særlig godt om, da han inviterede dem ind i sit liv, eller også var han bare fløjtende ligeglad. Siden han stod her i mit køkken af alle steder gættede jeg på, at det sidste ikke var tilfældet. Men selv hvis jeg skulle gøre en undtagelse og forbarme mig over den person, som havde halveret min familie og henvist mig til et liv i kronisk smerte, så var jeg ikke sikker på, om jeg kunne arbejde sammen med en person, der ikke tænkte ret meget længere end det. Risiciene var temmelig overvældende.

Planen virkede heller ikke umiddelbart særlig gennemarbejdet. Og hvad skulle jeg sige til Aaron? Apropos Aaron …

”Hvorfor mig? Jeg er nok den person i hele byen, der har allerflest grunde til at lade dig rådne i det helvede, som du selv har skabt.” For mit indre blik så jeg Emma, dækket af mudder fra top til tå, med uglet hår og et uforstående, blandet ulykkeligt og lykkeligt udtryk i ansigtet. Jeg huskede lettelsen ved at opdage, at hun var okay.

”Hvis jeg var gået til Lawrence, ville han have skåret halsen over på mig for hvad jeg har gjort imod dig uden at stille spørgsmål. Og hvis jeg var gået til politiet, ville mine overordnede meget nemt kunne finde ud af, hvem der afslørede deres hemmelighed. Men med dig ville jeg være den sidste, som de mistænkte.”

Formodentlig var det sandheden. I hvert fald kunne jeg ikke forestille mig, at Aaron ville gøre ret meget andet end at skyde først og stille spørgsmål bagefter, hvis det var ham, der havde mødt Lincoln alene på gaden. Men jeg var ikke Aaron. Mit verdenssyn var en smule anderledes end hans. Mine prioriteringer var anderledes.

Dog vidste jeg ikke, om jeg kunne leve med både at have så meget blod på mine hænder, som en sådan brand ville medføre, og hjælpe Lincoln af alle mennesker. Det her var ikke min kamp, men det betød ikke, at jeg ikke et sted meget dybt inde både havde ondt af ham og var fristet til at tage imod tilbuddet om hjælp med mit knæ.

Fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige, greb jeg ud efter min stok igen og tog et par skridt længere ind i lejligheden. ”Hvis du giver mig en måde at kontakte dig på og forsvinder med det samme, så vil jeg tænke over det,” sagde jeg endelig. Selv om flere ord måske ville have hjulpet mig til at træffe en beslutning på stedet, så havde jeg på fornemmelsen, at den bedste konklusion ville komme ud af at vente og tænke tingene grundigt igennem.

En besynderlig blanding af overraskelse og vantro tog form på hans ansigt, da betydningen af min ytring sank ind. Derpå nikkede han alvorligt. ”Har du noget at skrive på eller en telefon?”

Uanset hvor oprigtig han virkede, så var min telefon en af de få ejendele, som jeg aldrig nogensinde ville overlade til ham under nogen omstændigheder. Så ville jeg hellere vende ryggen til et øjeblik, i jagten på papir og kuglepen.

Derfor forlod jeg køkkenet for at gå ind på mit soveværelse og finde et stykke A4-papir og en af de mange sorte kuglepenne med firmanavnet, som jeg havde fået af Chase under min ansættelse. Disse ting bragte jeg med mig tilbage til køkkenet, halvt om halvt forventende at Lincoln havde taget flugten under mit fravær.

Han stod stadig, hvor jeg havde efterladt ham, med hænderne fuldt synlige foran sig. Arket og skriveredskabet lagde jeg fra mig på spisebordet, hvor Silver og jeg havde siddet tidligere. Roen fra eftermiddagen virkede så uvirkelig nu, at det føltes, som om der var gået mange dage imellem.

Lincoln skævede undersøgende til mig, idet han nærmede sig, greb pennen og begyndte at skrible på den ellers nøgne, hvide overflade. Jeg ventede og håbede, at jeg så mere tålmodig ud, end jeg var.

Da han var færdig, foldede han papiret en enkelt gang på midten, rettede sig op og gik hen mod døren. Jeg holdt vejret, stadig ikke helt sikker på, at det her ikke ville ende katastrofalt.

”Jeg mener det,” hørte jeg ham sige fra sin placering ved den nu åbne dør. ”Spar dig selv pinslen og brug et sæt krykker eller noget i ny og næ. Det vil virkelig hjælpe.”

Inden jeg kunne nå at svare, havde han lukket døren efter sig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...