De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

25Likes
29Kommentarer
15485Visninger
AA

22. Kapitel 21 - "Hvordan har du det selv?"

Emma

”Hvor er Silver?” spurgte jeg Skye, da jeg bevægede mig ud i køkkenet efter den første helt normale nattesøvn i flere døgn.

Han sad ved spisebordet og læste avisen med vådt hår og en finger placeret på midten af sine reservebriller, så de ikke gled ned. Ved lyden af min stemme så han op og sendte mig et prøvende smil. ”Han mumlede et eller andet om ordentlig kaffe og morgenbrød og forsvandt ud af døren, inden jeg kunne nå at spørge.”

Blinkie, som havde gjort en undtagelse og sovet i sin ejers seng hele natten, gned sig kælent mod mine skinneben, og jeg satte mig i hug for at ae hende.

”Det skulle jeg have tænkt på i går,” sagde jeg og kunne ikke lade være med at grine. ”Har han altid været afhængig af kaffe?” Hverken Skye eller jeg drak den koffeinholdige drik, så ingen af os havde tænkt på at have bønnerne eller pulveret tilgængeligt i lejligheden.

Han drejede nakken fra side til side. ”Han plejede at sige, at morgenkaffe var en dårlig undskyldning for at spilde tiden om morgenen på at ’vågne op’.” Ved det sidste løftede han begge hænder med pege- og langfinger og bøjede dem i imaginære citationstegn. Stemmen lød underlig, som om han havde det underligt med at huske ting fra sin barndom.

Nu hvor vi var alene, turde jeg endelig at stille det mest nærliggende spørgsmål: ”Blev du ikke vred, da du fandt ud af sandheden?”

Med et suk lukkede han avisen, foldede den på midten og lagde den fra sig, indseende at jeg ikke ville lade ham læse videre. ”Vred dækker det ikke helt,” svarede han med et skuldertræk. ”Rasende er mere beskrivende.”

Alligevel fornemmede jeg noget i hans tonefald. ”Men?”

Endnu et skuldertræk fulgte. ”Men én løgnagtig forælder med forhåbentlig rimelige motiver er bedre end slet ingen,” forklarede han.

Den logik kunne jeg godt følge, for selv om min mor og far var rædselsfulde forældre, så ville jeg stadig hellere vide, at de var i live, end jeg ville tro at de var døde. Hvordan Silver ikke kunne have troet, at dette gjorde sig gældende for hans egen søn, havde jeg meget svært ved at sætte mig ind i. Måske var min plejefar ikke så intelligent, som jeg altid havde troet?

”Hvordan føles det at ses igen?” ville jeg vide.

”Det er det mærkeligste af det hele,” mumlede han og skævede ud ad køkkenvinduet, som om det kunne give ham svar. ”Jeg vil gerne sige, at der er gået så mange år, og at han ikke rigtig kender mig længere. Men han ved præcis, hvad der går gennem hovedet på mig, og hvordan jeg vil reagere på det. Så det føles, som om der blot er gået et par dage og ikke elleve år.”

Fordi jeg ikke kunne tyde hans intonation, spurgte jeg forsigtigt: ”Er det godt eller skidt?”

Som om han havde glemt, at jeg var der, blinkede han ved lyden af min stemme, så i min retning og smilede et bredt, drenget smil. ”Det er frustrerende.”

”Det kan jeg forestille mig,” sagde jeg, selv om det ikke var sandt. Jeg havde ikke den fjerneste anelse om, hvordan han havde det. Hvordan kunne han sidde der og smile om kap med solen, når han netop havde fundet ud af, at hans far ikke var død men blot havde holdt sin eksistens hemmelig i en lang årrække?

Han gestikulerede mod stolen på modsatte side af bordet. ”Vil du ikke sidde ned?”

Usikkert rettede jeg mig op fra min katteaerstilling. ”Egentlig havde jeg tænkt mig at tage et bad,” indrømmede jeg. Selv om vi havde siddet tæt sammen aftenen før, så var den varme, romantiske stemning forsvundet nu, og jeg var uhyggeligt opmærksom på, hvor gerne jeg ville tro på illusionen om normalitet i køkkenet. Det turde jeg bare ikke.

”Kan det vente et par minutter? Der er nogle ting, som jeg bliver nødt til at spørge dig om, mens vi er alene.” Oprigtigheden strålede ud af hans øjne, inden han skubbede brillerne på plads atter engang. Disse klædte ham lidt mindre end de andre, men han havde den slags ansigt, der kunne bære alle – normalt udseende – former for briller.

Overvundet slog jeg mig ned på den tomme stol og ventede uden at sige noget.

Stilheden fik dog ikke lov til at tage fat. Han rankede sig. ”Du fortalte Aaron, at du ikke kendte efternavnet på den person, som havde hjulpet dig ude i skoven,” indledte han helt roligt. ”Men var det fordi du ikke ville skabe problemer for vedkommende, eller fordi du virkelig ikke vidste det?”

Den dag havde han forsvaret min modvilje mod forhøret, og jeg havde tilladt mig selv at håbe, at han ikke arbejdede sammen med Aaron for at finde ud af, hvem det var. Nu var min mistanke en lidt anden. Men i det mindste spurgte han da direkte. ”Begge dele.” Svaret var ærligt. ”Men du lød, som om du havde flere svar end mig. Hvorfor fortalte du ikke Aaron, hvem du troede, at det var?”

Egentlig havde jeg forventet, at udfordringen i min stemme ville gøre ham ubehageligt til mode, men hans udtryk ændredes ikke. ”Du ville have hadet mig for det, uanset om jeg havde ret eller ej,” sagde han henkastet, hvilket var sandt. ”Det er jeg ikke interesseret i. Men jeg har brug for at du ved, at jeg håber, at jeg tager fejl omkring hans identitet.”

Dette kom bag på mig, og nysgerrigheden skubbede et enkelt ord til spidsen af min tunge. ”Hvorfor?”

Han mindede mig om Silver, når der var noget alvorligt, som vi skulle diskutere. For eksempel dengang hvor han havde hørt rygter om, at jeg havde kaldt en pige fra min klasse Svine-Stine. Vi havde siddet i stuen, han i sofaen og jeg på kanten af en lænestol, og stirret på hinanden længe. Jeg var skyldig, men efter at jeg havde forklaret ham hvorfor, havde han været mere tilgivende.

Skye rømmede sig. ”Fordi hvis jeg har ret, så var det Oscar Lincoln, ham de kalder Kirurgen, som førte dig tilbage til os,” afslørede han dystert, ”og jeg har ikke lyst til at tænke over, hvad det betyder.”

Målløs som jeg var blev jeg bare siddende og gloede på den unge mand over for mig, som om han netop havde fortalt en usandsynligt grov vittighed. Der var ingen måde, hvorpå Oscar kunne være den person, som Skye refererede til. Ingen overhovedet. Ud over at det forklarede en ting eller to. Det forklarede, hvorfor Oscar ikke havde virket ivrig efter at komme for tæt på FBI-agenterne, selv om han havde venlige intentioner. Og det forklarede, hvordan han havde været i stand til at beskrive Skyes mishandling i detaljer og effekten deraf.

Mine hænder gled langsomt op til mit ansigt, hvor de lagde sig omkring min mund og næse med pegefingerspidserne tæt på tårekanalerne i mine øjenkroge. ”Fuck,” hviskede jeg, forstående overfor hvorfor Skye ikke havde lyst til at analysere situationen yderligere.

”Hvad er der?” spurgte han blidt og lignede en, der skulle til at række ud og røre ved mig. I stedet lod han begge sine hænder ligge fladt mod bordpladen.

Jeg lavede et par synkebevægelser for at fjerne den gråd-fornemmelsen i min hals. Skulle jeg lyve for ham og lade ham leve med det uopklarede spørgsmål? Eller skulle jeg fortælle ham sandheden uden den fjerneste idé om, hvordan han ville reagere? Pludselig forstod jeg, hvorfor han havde holdt så mange ubehagelige hemmeligheder for mig. I et forsøg på at skåne mig. Problemet var bare, at jeg ikke ville skånes, og det troede jeg heller ikke, at han ville.

”Han fortalte mig, hvordan dit knæ blev til hvad det er i dag,” kvækkede jeg hæst, forsøgende ikke at græde af angsten, der kom med tilbagevirkende kraft. Hvordan kunne jeg have været så dum? ”Og han nævnte, hvad der var sket med din akillessene. Hvor mange ved det?”

Ordene hang i luften efter at jeg havde lukket dem ud. Lige dele forståelse, foragt og frygt farvede Skyes øjne mørkere end de nåle, der voksede på alle grantræerne omkring Lake Tahoe. Så mørke, at de nærmest så sorte ud i det klare morgenlys.

Og så pludselig var alle former for gru vasket af hans ansigt, som var han en ellers insekt-plettet forrude på en bil, der netop havde været en tur i bilvasken. Han rejste sig. ”Sandsynligvis er du nu en af maksimalt seks, som ved det.”

”Hvad skal du?” spurgte jeg, da han greb sit hjælpemiddel – denne gang med venstre hånd som sædvanlig.

”Bare stå op,” forsikrede han mig roligt, som om vi ikke netop havde slået fast, at personen, som havde besluttet sig for at hjælpe mig ud af en dyb krise, var hans ærkefjende.

”Hvad har du tænkt dig at gøre?” Nu hvor hans teori var bekræftet, kunne han vel ikke rigtig retfærdiggøre at holde det hemmelig for Aaron. Ikke engang for min skyld.

Et af de der overvindende, milde smil skinnede i min retning, idet han lænede sig tilbage mod køkkenbordets overflade. ”Hvis du er helt sikker på, at han ikke har gjort dig noget ondt, så kan jeg ikke helt se, hvad jeg skulle gøre ved det. Der er jo ikke rigtig sket andet, end at han har gjort livet nemmere for mig.”

Der lå et spørgsmål i den første del af udtalelsen. ”Det værste han gjorde var at give mig sovemiddel, så han kunne sikre sig, at vi hele tiden var på den rigtige side af de andre, uden at jeg stak af. Og det var sådan han fandt jer,” fastholdt jeg, præcis som da jeg havde angivet begivenhedernes gang foran resten af gruppen på selve dagen.

Skye virkede tilfreds. Han nikkede en enkelt gang for at tilkendegive, at han havde hørt, hvad jeg havde at sige. Derpå fingererede han lidt med sin stok, tilsyneladende uden at tildele handlingen ret mange tanker. Imens sænkede stilheden sig mellem os og gav plads til andre samtaleemner.

Nu hvor vi var alene kunne jeg måske spørge ind til hans samtale med Aaron. Spørge hvad han havde tænkt sig at gøre. Spørge om han ikke hellere så en anden fremtid for sig selv. Måske endda en fremtid sammen med mig. Men jeg kunne ikke rigtig forestille mig, at han på nuværende tidspunkt var den mindste smule fristet til at forlade sit hjemland, og specielt ikke for min skyld. Jeg havde ikke givet ham andet end problemer på halsen, og han ofrede alt for mange ressourcer på at bidrage til min glæde frem for sin egen.

For at foretage mig et eller andet produktivt tog jeg et bad og skrubbede omhyggeligt efter alle steder endnu en gang. Derefter greb jeg muligheden for endelig at barbere de områder, hvor lange hår ikke var attraktive hos kvinder. Normalt gjorde jeg dette mindst hver tredje dag, men nu var der gået længere imellem, og jeg følte mig som en hulemand.

Ren og frisk og velduftende smurte jeg mig selv ind i bodylotion, børstede mit hår igennem og viklede håndklædet omkring min endnu fugtige krop, så jeg ikke vandrede nøgen gennem lejligheden. Både Skye og Silver havde set mig nøgen mere end én gang, men pludselig følte jeg, at det ville være upassende at udvise samme hjemmevanthed med dem begge tilstede.

Til min forbløffelse var Skye dog stadig alene i køkkenet, da jeg trådte ud af det dampende badeværelse. Han stod i en lettere akavet stilling med hovedet stukket halvt ind i et skab under køkkenvasken, stokken i venstre hånd og højre holdende omkring bordpladen. Selv på afstand kunne jeg høre ham nynne sangen fra i går aftes, der havde sneget sig ind under min hud.

”Hvad hedder den sang?” spurgte jeg nysgerrigt.

Han slap sin stok, rakte ind i hulrummet og trak en dåse kattemad ud. ”Hvilken?”

”Den fra i går.” I virkeligheden var der der mange sange aftenen før, og jeg kunne ikke rigtig forklare ham, hvilken jeg mente, for det ville afsløre, at hans handlinger havde ledt mig til at tro, at han havde rettet den mod mig.

”Nåh, den.” Dåsen med kattemad fik Blinkie til at nærme sig fra sin plads med poterne på dørtinnet fra stuen, hvor Silver og jeg havde sovet. ”Det er I Don’t Dance af … Lee Brice, tror jeg.” Han lød, som om han vidste præcis, hvilken jeg refererede til, hvilket gjorde mig ovenud lykkelig. Måske havde jeg ikke fejlfortolket situationen så voldsomt, som jeg havde frygtet.

Jeg var glad for, at han ikke så direkte på mig, for mine kinder føltes brændende. ”Har den nogen særlig betydning for jer, siden I alle sammen kender teksten?”

Tilsyneladende opgav han at fodre sin kat som førsteprioritet og tog et halvt, humpende skridt for at vende sig mod mig. ”Den er en fast del af Aarons playliste og har været det siden den blev udgivet,” forklarede han.

En del af mig var lidt skuffet over ærligheden i hans stemme, for den lod mig vide, at han ikke havde tænkt videre over det, da han så mig i øjnene og mimede teksten sammen med de andre. Det havde bare været en refleks. Bitterhed og syre slyngedes omkring i min mund, men jeg kunne ikke rigtig tillade mig at bebrejde ham det.

”Vil du synge den for mig?” Der skete jo ikke noget ved at forsøge at se, om han kunne anspores til at opdage, hvad jeg havde følt aftenen før.

Der var noget i hans øjne, der fik mig til at stå stille. Et glimt af følelse. Smilet på hans læber var en smule blegt. ”Jeg vil helst undgå at pine dig med min tonedøvhed,” sagde han selvironisk.

”Så slemt kan det umuligt være,” pressede jeg, smilende.

”Åh jo, det kan,” forsikrede han mig. ”Jeg har virkelig ikke en tone i livet.”

Formentlig kunne jeg få ham til at give efter, hvis jeg blev ved med at plage, men jeg ville heller ikke risikere at irritere ham. ”Det var ærgerligt,” konstaterede jeg derfor simpelt og vidste derefter ikke helt, hvordan jeg skulle holde samtalen kørende.

Grønne øjne stirrede ind i mine, bedende mig om at lade være med at gå, at blive hvor jeg var, at sige et eller andet. Men hvad det skulle være, anede jeg virkelig ikke, så jeg skyndte mig at slå øjenlågene lidt ned og rette min opmærksomhed mod Blinkie. I modsatte side af køkkenet hørte jeg ham trække vejret dybt ind og lukke luften langsomt ud.

”Jeg ved ikke med dig,” sagde han tøvende, som om han ikke var sikker på, om han burde fortsætte, ”men hvis jeg havde været i stand til det, så ville jeg have svunget dig rundt i cirkler ligesom i sangen i går.”

Ordene sendte mine tanker tilbage til stemningen fra aftenen før. Det bløde, varme skær fra olielampen midt i kredsen. Aaron med en arm omkring henholdsvis sin søster og sin kone, svajende let fra side til side. Ricks fingre på guitarens strenge. Den perfekte akustik i rummet bag hullet, der fik tonerne til at flyde ud fra instrumentet og skabe rammerne for teksten, der blev formet af alles læber. Skyes arm omkring mig, fingrenes bevægelse mod min hud – i cirkler.

Aldrig nogensinde før havde jeg oplevet noget lignende. Selvfølgelig havde jeg haft romantiske fantasier, men efter at have set, hvor lidt den slags havde gavnet mine forældre i deres drøm om en familie, havde jeg foretrukket realisme. Gennem mine teenageår havde der naturligvis været fyre, som havde fanget min interesse, men det var aldrig blevet til ret meget mere end et par beskeder frem og tilbage, før det gik i sig selv. Dels fordi jeg bakkede ud, og dels fordi jeg var for uerfaren til de fleste.

Hvorfor og hvordan det var lykkedes lige præcis Skye at få mig til at glemme alle de principper, som jeg havde tvunget ned over hovedet på mig selv meget tidligt, var mig en gåde. Noget ved ham fik mig til at føle mig hjemme og godt tilpas, selv nu hvor alting var meget anderledes end før. Noget ved den måde, hvorpå han betragtede mig fra sin position ved køkkenbordet, tændte et lys i mit indre, der ikke havde været der før.

Da det gik op for mig, at han ventede på en eller anden form for reaktion, smilede jeg og bad til, at det så lige så blændende og lykkeligt ud, som jeg havde tænkt mig. ”Jeg er ikke ligefrem en god danser, så det ville nok ikke være endt særlig godt alligevel.” Rytmisk sans havde jeg aldrig haft ret meget af, og dermed var min udtalelse hundrede procent sandfærdig.

Han grinede. ”En skønne dag lover jeg dig, at jeg tør udfordre skæbnen og teste den påstand.”

Egentlig betød det vel, at han havde tænkt sig at torturere sig selv, men jeg var tilstrækkeligt smigret til ikke at bringe det emne på banen. Ej heller havde jeg tænkt mig at minde ham om, at han havde indgået en aftale med Aaron, der bandt ham til San Francisco, selv når jeg var rejst tilbage til Danmark, og at vi derfor ikke havde nogen reel chance for en fremtid sammen.

Den diskussion måtte vente til en anden dag.

 

Ligheden mellem far og søn var så slående, når man så dem sammen eller lige efter hinanden, at jeg nærmest skammede mig over ikke at have regnet relationen ud noget før. Nu hvor jeg vidste det og havde haft et par timer til at vænne mig til tanken, var det nemmere at acceptere sandheden og glemme, at en lodret løgn var gået forud for den. Kun Skye syntes at have problemer med at omstille sig hundrede procent, men det var vel forståeligt nok, at tingenes virkelighed slog ham hårdest. Han havde trods alt troet, at Silver var død. Han havde endda været til en falsk begravelse.

For at give ham en pause besluttede Silver, at ham og jeg skulle lave noget sammen. Umiddelbart lod det til, at Skye syntes om den idé, for han skulle alligevel mødes med sin chef og give en eller anden form for forklaring på de vagter, som han var udeblevet fra i løbet af de sidste mange dage. Jeg var glad for, at Aaron og Penelope havde givet mig et par dage til at falde tilbage i en normal rytme, inden de slap Isaac løs igen.

Så Silver og jeg tog en tur op til Twin Peaks, udstyret med frokost fra salatbaren i Whole Foods og appelsinjuice på flaske. Morgenen havde været vidunderlig med solskin og lunt vejr, men jo nærmere vi kom højdedraget, des mere tåge så vi ud gennem bussens ruder. Da bussen ikke gik nærmere, var et par tyske turister venlige nok til at give os et lift helt til udkigsposten på toppen, opmuntret over at jeg talte en lille smule tysk. Vejen op ad bakken snoede sig som en slange, og jeg mindedes fra min tur med Skye, at den havde været skræmmende nok i sig selv. Oveni var der nu tågen, som mindskede sigtbarheden betragteligt.

Og så pludselig var vi fri af den. Toppen var indhyllet i intet andet end klart, blåt solskin. Vi takkede vores redningsmænd, tog et par billeder af dem sammen med udsigt over byen og tog plads på den mur, der afgrænsede hele platformen på bakketoppen. Herfra kunne vi se toppen af Golden Gate stikke op gennem tågen, og hele den vestlige del af byen lå under et tungt tæppe af jordnære skyer. Isaac kunne ikke være glad for dette, for han blev altid en smule mindre samarbejdsvillig når det var gråvejr.

”Hvordan har du det med at være tilbage?” spurgte jeg Silver, som var i færd med at pudse sine briller i sin striktrøje.

Et smil trak i hans mundvige og fandt vej til de grå øjne under de grånende bryn. ”Blandet. På nogle måder præcis som forventet. På andre slet ikke.”

Svaret var vagt, og jeg var træt af at blive spist af med uigennemskuelige forklaringer. ”Du bliver nødt til at være en smule præcis, hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om at forstå, hvad du ævler om,” meddelte jeg ham direkte.

Der var stille lidt, mens vi begge så ned mod bymidten med de høje bygninger. Et eller andet sted dernede mellem betonklodserne befandt Skye sig i øjeblikket. ”Jeg havde ikke regnet med, at jeg nogensinde ville komme tilbage hertil, fordi jeg vidste, at det ville minde mig om Anouk og Kelly – og Skye, selvfølgelig. Og det gør præcis lige så ondt, som jeg vidste, at det ville.” Han holdt en pause og lod sine ord synke ind. Først da gik det op for mig, at jeg aldrig havde hørt de afdødes navne før. Anouk og Kelly. Så rømmede han sig og genoptog tråden: ”Jeg troede, at hvis jeg nogensinde fik Skye at se igen, så ville han hade mig for det, som jeg nu engang er skyld i. Min forventning var, at han ville råbe og kaste med ting og true. Selvfølgelig skulle jeg have vidst bedre, for det har han aldrig været typen til. Men at han tager det med så ophøjet ro…” Han færdiggjorde ikke sætningen.

For ikke at virke anmassende ventede jeg lidt, inden jeg sagde noget. Tænkte mine ord grundigt igennem, inden jeg luftede dem, i tilfælde af at de potentielt kunne nedkalde kaos over vores rolige frokost i den friske vind. Konkluderende at det ikke var tilfældet satte jeg mig lidt bedre til rette og fangede hans blik.

”Skye er for stolt og selvstændig til at sige det selv,” begyndte jeg forsigtigt, ”men jeg tror, at han er tilstrækkeligt lettet over ikke at være helt forældreløs til at kunne fokusere på sin vrede.”

Måske var det ikke den opfattelse, som Silver havde, men han modsagde mig ikke. I stedet nikkede han et par gange, tilsyneladende formålsløst. ”Jeg skulle aldrig have efterladt ham i den tro,” afgjorde han dæmpet, så sagte at ordene næsten fulgte med blæsten, inden jeg kunne nå at opfange dem.

Nu hvor han selv havde åbnet emnet så jeg mit snit til at søge efter svar: ”Hvorfor gjorde du det så?”

Han skruede låget af sin flaske med appelsinjuice, tog en tår og sank, alt sammen efter at jeg havde spurgt. Kun sekunder før jeg blev rigtig utålmodig fugtede han sine læber eftertænksomt med et fjernt udtryk i øjnene. ”Mit karrierevalg fik min kone og datter slået ihjel såvel som rigtig mange kriminelle med hævngerrige familier. Hvis jeg blev her, ville de finde mig før eller senere. Hvis de fandt ud af, at jeg havde en søn, som havde overlevet massakren, så ville de sandsynligvis have anstrengt sig lidt mere for, at den sidste rest af min familie blev taget fra mig. Jeg kunne ikke beskytte ham, og dengang var han ikke i stand til at beskytte sig selv. Men jeg ville ikke give ham grund til at tro, at jeg havde givet ham fra mig med vilje, så jeg lod ham tro, at jeg var omkommet sammen med de to andre. Det virkede som den letteste udvej.”

I en presset situation kunne jeg forestille mig, at det virkede hamrende logisk at gøre tingene på den måde, men set i bagklogskabens lys havde det kun gjort tingene mange gange værre. Hvis Silver havde fortalt sin søn sandheden fra starten, så var det ikke sikkert, at Skye havde været så opsat på at hævne sig på Lincoln … Oscar … og hvis det ikke havde været tilfældet, havde han nok stadig været i stand til at gå.

Dog kunne jeg ikke helt fordømme Silver for hvad han havde gjort, for hvis han ikke var rejst til Danmark alene, så var det ikke sikkert, at han ville have taget sig til mig. Ej heller var der den store chance for, at jeg ville have mødt Skye og forelsket mig i ham, hvis vi havde boet under samme tag i mange år. Tanken om vores forhold som en slags søskendeforhold var uudholdelig lige nu. Det kunne jeg slet ikke forholde mig til.

Fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle vedligeholde samtalen på samme spor, valgte jeg at skifte retning. ”Hvordan er det at se og tale med Skye igen?”

Silvers alvorsfulde, lettere plagede udtryk falmede langsomt og banede vejen for et af de varme smil, som jeg havde vænnet mig til at se. ”Sidste gang jeg så ham, var han et lykkeligt, ubekymret barn på tolv år, som jeg altid frygtede ville opdage verdens ondskab og knække under den.” Som om tanken morede ham, udstødte han et hjælpeløst fnys af latter. ”Nu er han en voksen mand med et realistisk verdensbillede, og jeg behøver ikke længere at være bange for, hvordan hans fremtid bliver. Det er den største lettelse, man kan opleve som forælder.”

Opfølgningen overraskede mig nok til at overveje, om Silver i virkeligheden slet ikke burde have haft børn, for jeg syntes ikke selv, at der var nogen stor lettelse at finde i Skyes situation. ”Du tror ikke, at hans manglende evne til at gå vil få indflydelse på den fremtid?” udfordrede jeg, vel vidende at det var hamrende respektløst.

Udtrykket i hans grå øjne, der mest mindede om Skyes af form og ekspressivitet, var reprimanderende på samme måde som dengang, hvor jeg havde tilladt mig at påpege, at han var lige så afhængig af min hjælp i dagligdagen, som jeg var af hans. ”Nej, det tror jeg ikke,” sagde han ligeud. ”Indtil videre har han klaret sig fint på egen hånd. Men det betyder ikke, at jeg ikke kunne ønske mig, at han havde været uskadt og let til bens.”

Ytringen satte tingene lidt i perspektiv for mig igen, for jeg havde vænnet mig så meget til at tilbyde Skye min hjælp, at det var nemt at glemme, at han havde boet alene før jeg kom til. Den friske erindring om skaderne, som skovturen havde påført ham, overskyggede let det faktum at jeg vidste, at han havde været på arbejde seks dage om ugen og stået på sine fødder i mange timer i træk uden at lade sig mærke særligt med det. I min fantasi var Skye såret og behøvede omsorg for at komme sig, men sandheden var, at han var langt stærkere end jeg nogensinde ville blive, og at han sagtens kunne stå på egne ben. Min bekymring og stræben efter at assistere var mildest talt overflødig.

Som om han kunne fornemme, at mine tanker vandrede til et mørkt sted, smilede Silver opmuntrende og uglede mit hår. ”Hvordan har du det selv?” ville han vide.

Spørgsmålet kom uventet. Han var netop blevet genforenet med sin temmelig belastede søn, så jeg kunne ikke bebrejde ham, hvis hans tanker mest kredsede om Skye. Tydeligvis havde jeg taget fejl.

Fordi jeg ikke kunne finde ét ord, der ville beskrive kaosset af følelser, der løb igennem mig i øjeblikket, fortalte jeg Silver det hele. Hvor bange jeg havde været, da jeg vågnede op på ladet af en bil midt i ingenmandsland, og hvordan jeg havde frygtet, at de ville slå mig ihjel, fordi jeg var sikker på, at Skye ikke ville gå i fælden. Med tårer strømmende ned over kinderne fik jeg fremstammet, hvordan alt det med Oscar hang sammen med fortiden. Og så nåede jeg til den samtale, som jeg havde haft med Aaron i går morges. Det føltes som en evighed siden, fordi der var sket så meget i løbet af ganske få dage.

Siden hvornår var jeg blevet sådan et tudefjæs? Før jeg kom til San Francisco græd jeg måske maksimalt en gang om året. Faktisk kunne jeg ikke huske den sidste gang, hvor jeg havde tudet så meget, som jeg havde den første dag i her og flere gange siden. Jeg ville ikke have, at Silver troede, at mit liv føltes forfærdeligt, eller at min tur hertil havde været en kæmpe fejltagelse, men ordene til at protestere mod min fysiske reaktion døde på mine læber, hver gang jeg prøvede.

Eftersom han var en af de få, der aldrig havde dømt mig, kommenterede han da heller ikke på mine tårer, men rejste sig i stedet, satte sig tæt ved siden af mig og slog armene omkring min rystende overkrop. Omfavnelsen fik først gråden til at tage til i styrke, uden at jeg kunne give nogen begrundelse for hvorfor, men efterhånden lod jeg mig trøste af varmen og genkendelsen i favntaget. Det mindede mig om mit ubekymrede teenageliv og det faktum, at jeg altid havde mindst én person, som ville lytte til mig og holde af mig uanset hvad. Også selv om han ikke var min egen far.

Omsider fik jeg tørret de sidste, løsslupne dråber af mine kinder og min hage. ”Undskyld,” snøftede jeg, pinligt berørt over at have opført mig sådan, når der var mindst en håndfuld fremmede omkring os til at se det. ”Jeg er okay.”

Silver løsnede langsomt sine arme omkring mine skuldre og fandt tilbage til den plads, som han havde siddet på før. ”Engang imellem er det i orden at græde, Ems,” sagde han med en slags mild seriøsitet i stemmen såvel som i blikket. ”Det skal du ikke undskylde for.”

Det mindede mig om den første samtale, som vi havde haft, efter at jeg var landet på den anden side af Atlanterhavet. Dengang havde der været mange tusind kilometer mellem os – nu var der omtrent tusind millimeter.

”Kan du huske, at du sagde, at alting nok skulle være det samme, når jeg kom hjem til Danmark?” spurgte jeg og gned mig i øjet, glad for at jeg ikke havde besværet mig med makeup i dagens anledning.

”Ja, selvfølgelig kan jeg det,” afslørede han muntert. ”Og chancerne for at Danmark har ændret sig ret meget i mellemtiden er heller ikke ret store. Men dit perspektiv har nok forandret sig en hel del allerede.”

Det kunne jeg ikke argumentere imod, så jeg nikkede bare ivrigt for at understrege, hvor meget han havde ret i sin påstand.

Lige nu virkede Danmark meget, meget langt væk. Så langt væk at jeg ikke var sikker på, om jeg nogensinde havde lyst til at vende tilbage dertil. Når jeg tænkte over det, så havde jeg ikke vanvittigt meget at se frem til ved at komme hjem. Mine forældre var nogle røvhuller, som jeg så af og til, og mine velmenende bedsteforældre brød sig så lidt om, at jeg boede hos Silver, at de dårligt ringede til mig på min fødselsdag. Veninder havde jeg nogle få af, men dem havde jeg ikke hørt fra i umindelige tider, og med de bekendtskaber jeg havde gjort her, ville enhver form for tøsesladder virke kedelig i sammenligning.

Derudover var min hjemby ikke noget at råbe hurra for. Jo, der var da caféer og parker præcis som her, men det var alt sammen en smule mere ydmygt og nedtonet. Der var ingen Alamo Square, hvor man potentielt kunne møde en mystisk fremmed og falde hovedkulds for vedkommende. Der var ingen Twin Peaks med storslået udsigt over de omkringliggende tredive kvadratkilometer. Der var ingen mystisk tåge til at komme snigende og blive afbrudt af et af verdens mest kendte, farvestrålende monumenter. Der var ingen virkelig storbylarm, ingen skumle områder som Tenderloin og Sunset District, ingen svag dunst af hashrygning på gadehjørnerne og ingen turistbusser.

Jeg savnede ikke engang at kunne ty til mit modersmål, hvis jeg ikke kunne finde ordene på engelsk – det skete så sjældent, at Skye en enkelt gang havde spurgt mig, om jeg havde gået på en international skole. Mit sproglige niveau kunne jeg selvfølgelig takke Silver for nærmere end tretten års skolegang.

”Silv,” sagde jeg efter et stykke tid, hvor mit blik tilfældigt var faldet på Alcatraz ude i den nordlige del af bugten.

”Ja?” Han lød også, som om han havde været optaget af andre ting.

”Jeg er glad for, at du er her,” fortalte jeg ham direkte, for det var ikke lykkedes mig at udtrykke med ord præcis hvor meget det betød for mig at kunne sidde her sammen med ham.

Smilet var tydeligt i hans stemme: ”Jeg er glad for at være her. Der er så tomt derhjemme uden dig.”

Kommentaren mindede mig om søndag morgener i køkkenet med afslappet påklædning, uglet hår, velduftende kaffe, sød og klistret brunsviger, kakaomælk og rundstykker fra bageren på hjørnet. I det mindste havde jeg hele tiden haft nogen at tilbringe disse timer med. Enten Aaron, Penelope og Isaac eller Skye. Silver havde været alene. Dårlig samvittighed gav mig en syrlig smag i munden.

”Har du haft det okay?” lykkedes det mig at spørge, selv om jeg vidste, at han ikke brød sig om min pylren.

Samtidig med at jeg så over på ham, kunne jeg se en lille rynke tage form mellem de gråbrune bryn, lige over brillestellets kant. ”Jeg har haft det fint,” forsikrede han mig i samme tonefald som altid. ”Så længe du er glad, så kan jeg ikke være andet end godt tilfreds.”

Det var overhovedet ikke det, der var spørgsmålet, men åbenbart var det det bedste svar, som jeg kunne lokke ud af ham. For nu slog jeg mig til tåls med det. ”Jeg er glad,” garanterede jeg ham. ”Alverdens ord kunne ikke beskrive, hvor taknemmelig jeg er for den mulighed, som du har givet mig.”

Han lo den samme latter, som jeg havde vænnet mig til at høre fra hans søn. ”Så formel behøver du nu ikke at være, Ems,” grinede han. ”Hvis du kan love mig, at du ikke fortryder at være taget af sted, så er det tak nok for mig.”

Set i lyset af de seneste begivenheder burde jeg nok nære et brændende ønske om at komme så langt væk herfra, som jeg overhovedet kunne, men det modsatte var tilfældet. Jeg følte mig ikke hverken utryg eller forsvarsløs. Med det usandsynligt positive udfald af min kidnapning syntes jeg faktisk, at hele affæren havde været lidt spændende. I hvert fald lige indtil jeg huskede, at det var min skyld, at så mange andre havde fået skrammer overalt.

”Det fortryder jeg ikke det mindste,” erklærede jeg beslutsomt.

Så var det emne mere eller mindre uddebatteret. Vi spiste vores medbragte salater, mens solen langsomt tog til i kraft og jog tågen neden for højdedragene på flugt. I takt med at varmen vandt styrke, vandt mit gode humør også over de dystre tanker, som jeg vidste ville blive ved med at dukke op i lang tid.

Jeg spurgte Silver, hvor længe han havde tænkt sig at blive. Svaret blev, at foreløbigt havde han været nødt til at bestille en billet med en måneds ophold for at få prisen en smule ned med så kort varsel. Han forklarede, at han og Skye havde talt om det allerede, og at de var blevet enige om at se, hvordan det gik med os alle tre i lejligheden på én gang. Silver og jeg havde sovet i stuen, jeg på en madras på gulvet og Silver på sofaen, der var bedre for hans noget mere mørbankede og gigtplagede krop. Til min overraskelse havde jeg slet ikke registreret, at han var stået meget tidligere op end mig om morgenen.

Praktisk set skulle jeg nok have tilbudt at flytte tilbage til Aaron og Penelope, sådan som det havde været aftalen fra starten, men jeg var ikke sikker på, om jeg kunne tage afsked med Silver for en længere periode igen, så jeg ville gerne tilbringe så meget tid som muligt med Skye inden beslutningen stod for døren.

Derfor holdt jeg min mund og nød bare, at de to personer, som jeg holdt allermest af i hele verden, var samlet på samme sted, under samme tag. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...