De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

25Likes
29Kommentarer
15528Visninger
AA

21. Kapitel 20 - "Jeg har savnet dig."

Emma

Jeg havde aldrig før set Skye sove. Når vi havde tilbragt natten sammen i hans seng, så var han altid faldet i søvn senere end mig, og han havde altid været oppe og i gang, før jeg fik taget mig sammen til at gnide søvnen ud af øjnene.

Nu lå han nøgen i sengen med det ene hjørne af dynen trukket hen over sit underliv og de nederste mavemuskler. Hans øjne var lukkede, og læberne let adskilte. Ind- og udåndingerne kom i lange, jævne drag. Hans brystkasse hævedes og sænkedes i takt med vejrtrækningerne. Udtrykket i hans ansigt var fuldstændig blankt, mere ubekymret end jeg nogensinde havde set ham. Uden det skarpe, intelligente udtryk i de grønne øjne så han præcis så ung ud, som han var. Efter et par dage uden adgang til barbergrej voksede der nu kraftige, mørke stubbe på hans overlæbe og kæbeparti. De let krøllede brune lokker på hans hoved faldt tilfældigt omkring ansigtet, længere end første gang jeg havde mødt ham.

Til trods for det faktum at jeg aldrig havde set ham dyrke nogen form for sport, var hans ovekrop veltrænet. Skuldrene og brystmusklerne så solide og stærke ud, og efter ribbenene kunne jeg tælle forhøjningerne i hans maveskind, hvis jeg trak dynen væk. Dog valgte jeg at lade ham ligge, for hvis han virkelig sov så dårligt normalt, så skadede det ikke at lade ham hvile ud.

Nattens begivenheder sad stadig i kroppen på mig på en helt anderledes måde end før. En dyb varme havde bredt sig fra mit skød og hele vejen ud i mine arme og op gennem min nakke. Det havde været spontant, uordentligt og en smule kluntet på grund af hans skavanker, men i sidste ende havde vi begge fået noget smukt ud af det og var så faldet i søvn. Jeg huskede duften af varm hud, skov og sæbe ved hans kraveben og fornemmelsen af hans arm omkring mit liv.

Set i bakspejlet skulle jeg nok have spurgt, om han kunne holde til det, men jeg stolede på, at han ville sige fra, hvis det ikke var tilfældet. Og han havde deltaget.

For at undgå at vække ham ved at bevæge mig for meget rundt, krøb jeg ud af sengen og gav mig til at lede efter det rene tøj, som jeg havde lånt dagen før. Da jeg fandt mine trusser, skar jeg en grimasse, for dem skulle jeg absolut ikke nyde noget af at tage på igen; de var stadig en smule klæbrige og lugtede ikke for godt efter nattens improvisation. I stedet tørrede jeg efter med dem igen, trak resten af tøjet på og bevægede mig hen mod døren i jagten på en skraldespand og et badeværelse.

Skye havde ladet mig låne sin tandbørste i går, så jeg tog mig den frihed at udvide tilbuddet en dag længere. Intet havde nogensinde føltes så tilfredsstillende som gårsdagens pudsning, men det gjorde stadig underværker i dag. Derpå klaskede jeg vand i ansigtet, trak alt tøjet af igen og vaskede mine armhuler og private dele. Af mangel på deodorant sørgede jeg for i det mindste at bruge godt med sæbe, inden jeg tørrede efter og klædte mig på. De misbrugte trusser smed jeg i skraldespanden ved siden af toilettet, der ellers kun indeholdt en tom papirrulle.

I køkkenet fandt jeg Aaron og Harry, som havde været ude for at hente morgenmad og nu var i færd med at stege æg på en pande.

Min chef så op, da han hørte mig komme, og smilede det samme milde, drillende smil som jeg var vant til at se. ”Du er tidligt oppe,” kommenterede han friskt.

”Jeg sov indtil middag i går, og vi gik ikke specielt sent i seng,” svarede jeg og tog plads på en af barstolene foran kogeøen.

Harry stak hovedet ind i køleskabet og trak en kande mælk ud. ”Hvor har du gjort af Skye?” spurgte han med et glimt i øjet.

Havde det ikke været fordi Aaron og Skyes medbragte FBI-agenter alle var unge og havde en god sans for humor, så ville jeg have tøvet med at lave sjov. ”Han irriterede mig, og siden han stadig ikke kan gå, lod jeg ham ligge i sengen.”

Der var et øjebliks lamslået stilhed, hvori jeg så Aaron måbe og Harry trække en hånd gennem sit hår, overvejende.

Så begyndte Aaron at le. ”Seriøst?”

Jeg kunne godt have trukket løgnen lidt ud, men valgte at lade være. ”Nej. Han sover stadig.”

Begge mænd stirrede på mig, som om jeg var faldet ned fra himlen og landet lige for fødderne af dem; vantro og uden at blinke. Harry var den første til at komme sig:

”Hvad i al verden har du gjort ved ham?” klukkede han.

Jeg glippede med øjnene, men mærkede blodet strømme til mine kinder på mest forræderiske vis. ”Hvad mener du?”

De to grinede fjoget til hinanden. Aaron slog et klik med tungen, inden han stak den ud i min retning.

Mere blev der ikke talt om nattens begivenheder, men jeg havde på fornemmelsen, at de to på en eller anden måde havde regnet ud, hvad der var gået for sig. Selv skammede jeg mig ikke over det, for jeg holdt mere af Skye end nogen anden – måske lige ud over Silver – og var ikke bange for at vise det. Men for ham var det måske en anden sag, og jeg ville ikke nedkalde hans vrede over mig selv, hvis jeg kunne undgå det. Så jeg bad til, at de ikke ville påtale det i hans nærhed.

”Hey, Emma, kan vi tale sammen?” spurgte Aaron pludselig ud af det blå og nikkede ud mod verandaen.

”Ja, klart.” Jeg sprang ned fra barstolen og fulgte med ham, pinligt opmærksom på hvad der var sket sidste gang jeg havde fundet vej derud på egen hånd.

Morgenen var mild; kølig og frisk, med blå himmel for oven og skyer liggende ude over søen neden for skråningen. Lyset dansede i de små bølgetoppe, der rullede rundt i vandoverfladen. For ikke at fryse slog jeg armene omkring mig selv og ventede, til Aaron gik i gang.

Han lænede sig baglæns mod gelænderet og stak hænderne i sine bukselommer, en karakteristisk stilling som jeg havde set Skye indtage mere end et par gange. ”Jeg ved godt, at det her ikke rigtig vedkommer mig, men jeg er nødt til at vide det,” indledte han i samme tonefald, som jeg ville have ventet at høre fra en ung teenager. ”Er du seriøs omkring Skye?”

Forbløffet over interessen tog jeg mig god tid til at overveje, hvad jeg skulle sige. For naturligvis mente jeg det alvorligt, når jeg udviste følelser for Skye, men faktum var jo egentlig, at vi ikke havde kendt hinanden ret længe, og at jeg burde tage det hele med et gran salt. Trods alt var det her jo et ret midlertidigt arrangement, og jeg var ret sikker på, at Silver gerne ville have mig hjem, når han fandt ud af, hvad der var sket i løbet af den sidste uges tid.

Aaron var formodentlig den person jeg havde mødt, som vidste allermest om Skye. Hvis jeg svarede blankt nej, ville han så advare mig og sige, at jeg ikke skulle spilde mine kræfter på det? Havde han bedre indsigt i Skyes følelser, end jeg havde? Kunne jeg stole på, at han ikke sagde alting videre?

Til sidst besluttede jeg mig for, at jeg nok kom længst med ærlighed: ”Jeg har aldrig haft det sådan her med nogen anden.”

Han så tilfreds ud, idet han drejede ansigtet sidelæns og spejdede ud mellem træerne i det klare, tidlige morgenlys. ”Hvad skal der ske, når du rejser tilbage til Danmark?” ville han vide.

Hovedrystende hævede og sænkede jeg mine skuldre en enkelt gang. ”Det har vi ikke snakket om. Jeg går ud fra, at vi holder kontakten i et par måneder over internettet, men at det ikke kan lade sig gøre i længden.” Tanken var knusende på nuværende tidspunkt, men desværre virkede den mere realistisk end noget andet, teoretisk udfald af den givne situation.

I et langt stykke tid slugte vi bare barskheden i det jeg havde sagt. Så rykkede min unge chef lidt på sig, trak hænderne op af bukselommerne og strakte sig som en panter efter nattens vellykkede jagt. Hans mørke øjne så lysere, nærmest orange, ud end sædvanligt.

”Jeg synes, at du skal foreslå ham at rejse med dig, i hvert fald for en tid,” afslørede han eftertænksomt, som om han stadig gennemtænkte, hvad han skulle sige.

Jeg var overrasket. Hvis han og Skye var så tætte, som jeg havde indtrykket af, så ville han vel foretrække at have sin bedste ven i nærheden frem for på den anden side af et kontinent og et verdenshav. Derudover var der vel nogle faktorer, som han ikke havde taget i betragtning.

”Jeg vil ikke plage ham,” mumlede jeg og sænkede øjnene til mine fødder, der kun var iklædt strømper. ”Og han har forpligtelser her. Sin kat, sin lejlighed, sit arbejde. Plus at flybilletter er dyre.”

Han grinede. ”Åh, Emma,” sukkede han overbærende, hvilket bragte et lille, usikkert smil frem på mine læber. ”Med Skye behøver du aldrig at bekymre dig om penge. Ud over at han er ansvarlig nok til at tjene flere, så har han rigeligt af dem i forvejen.”

Hvis det var sandt, hvorfor boede han så i en lejlighed i Tenderloin? Jeg vidste, at huspriserne i San Francisco var latterlige, og siden han kun var sig selv, havde han ikke brug for noget større, men jeg ville måske have valgt et bedre område, hvis jeg havde råd til det.

”Hvor har han de penge fra?”

Når Aaron var i godt humør, så var det meget nemt at glemme, at han var trænet til at være en vaskeægte dræbermaskine. Han mindede mig om Isaac. ”En stor del af dem er arven fra hans forældre. En anden er løn fra da han arbejdede for min chef. En tredje er den invalidunderstøttelse, som han får månedligt fra FBI for sin indsats.”

Skye havde aldrig slået mig som en latterligt stolt person, men jeg havde alligevel ikke forudset, at han ville tage imod finansiel hjælp til dagligdagen på baggrund af sin skade. Ikke når han tog på arbejde hver dag uden brok og derudover klarede sig selv fint. Men så igen, jeg havde heller ikke set det komme, at han havde bevæget sig helt herud for at finde mig. Ej heller havde jeg gættet, at han havde turdet at installere en sporingsenhed i min telefon uden at fortælle mig det. Begge dele havde været tilfældet.

”Fair nok,” sagde jeg langsomt, overvejende. ”Og hvad så med de andre ting?”

”Tja,” brummede han afslappet. ”Han efterlod dem alle tre for at tage herud, selv om han vidste, at det kunne blive det sidste han gjorde.”

Jeg sank den klump, der havde formet sig i min hals. Aaron havde kun advaret mig tidligere, fordi han havde ment, at der var en reel fare for at problemer kunne opstå. ”Vil der ske ham noget, hvis han bliver i San Francisco?”

Aaron smilede beroligende til mig. ”Ikke på den måde du tror. Men det vil knuse hans hjerte, hvis du rejser fra ham, og jeg under ham at være glad, nu hvor han endelig har fundet noget, der gør ham lykkelig.”

Forgæves forsøgte jeg at få varmen til at dræne fra mine utvivlsomt ildrøde kinder. Gjorde jeg Skye lykkelig? Ville han virkelig blive så ked af det, hvis jeg tog herfra, uden at vi havde en aftale om at ses igen? ”Og det er den eneste grund til den her samtale?” pressede jeg, for Aaron var først og fremmest praktisk, og følelser var ikke praktiske.

Han drog en dyb indånding. ”Ikke helt. Da han kom til mig for at bede om hjælp til det her, stillede jeg en betingelse, som jeg aldrig havde troet, at han ville acceptere.” Han holdt en kort pause, tydeligvis ubehageligt til mode. Så genoptog han sin tilståelse: ”Jeg bad ham om at ringe til min chef og bede om en stilling inden for FBI igen, når vi kom tilbage til byen. Han tog imod tilbuddet uden at forsøge at forhandle.”

Vrede ulmede i mit bryst. Hvorfor havde han sat så høj en pris? Han kunne vel se, at Skye ikke var i nogen position til at kæmpe imod kriminelle længere. Og hvorfor var Skye så stor en spade, at han ikke i det mindste havde prøvet at sno sig udenom?

”Hvis det er tilfældet, hvorfor er du så opsat på at få ham til at forlade landet?” spurgte jeg, ude af stand til at skjule min irritation.

Som om jeg var en lærer, der stillede helt urimelige eksaminationsspørgsmål, og han var den uforberedte elev for skud så Aaron sig omkring med store, mørke øjne. ”Jeg vil hellere skilles og vide, at jeg har gjort mit for at bidrage til hans fremtidige velbefindende, end jeg vil tvinge ham til at føre et liv, som han vil hade fra starten,” forklarede han mig. ”Skye er lige så meget en bror for mig, som Taylor er en søster. Han fortjener bedre end at blive manipuleret på den måde.”

Det lød fair, og fordi Aaron var Isaacs far, kunne jeg ikke rigtig forblive gnaven over hvad han havde gjort. ”Hvorfor sørger du så ikke for, at din chef ikke genansætter ham? Sig, at han ikke er i nogen god fysisk form til at udføre den slags arbejde. Det vil være sandt.”

Han nikkede alvorsfuldt. ”Hvis jeg fortæller Murray, at Skye overvejer at vende tilbage, så vil han klappe i sine små hænder af glæde.”

”Så fortæl Skye, at du begik en fejl. Han vil forstå det, selv om han måske ikke bliver glad.”

Afmagten i hans ansigtstræk fortalte mig sandheden, før han åbnede munden: ”Det er skam prøvet. Men jeg tror, at han har brug for endnu et skub i den retning, og jeg kender ikke nogen, som kan motivere ham bedre end dig.”

Jeg ville gerne hjælpe Skye med at undgå at føle sig tvunget til noget, som han allerede havde betalt en alvorlig pris for at blive fri for. Men hvis han ikke ville hjælpes, så troede jeg ikke, at der var nogen måde, hvorpå jeg kunne få ham til at makke ret, sådan som Aaron bad om. Det eneste jeg kunne gøre var at tale med ham om det, at fremlægge både mine egne og Aarons synspunkter fra et lidt andet perspektiv. Han ville forstå det. Men om han ville følge mig tilbage til Danmark var jeg mindre sikker på.

Tanken om Skyes tilstedeværelse i min fødeby var fristende. At vise ham frem til alle. At introducere ham for Silver, som jeg var sikker på, at han ville komme godt ud af det med. At udpege de forskellige steder i byen, der betød noget for mig. At sidde på en bænk og stirre ud i åens spejlblanke, grønlige vand ved Munke Mose. At spise is i Kongens Have med udsigt til det gymnasium, hvor jeg havde tilbragt tre gode år. Jeg forestillede mig ham iført sine sædvanlige T-shirts og forvaskede jeans, med det der særlige glimt i de grønne øjne der forsikrede mig om, at han følte sig i live i mit selskab. Og selv om jeg vidste, at det ikke var realistisk, så forestillede jeg mig, at han gradvist vænnede sig af med stokken, og at vi kunne gå ture rundt omkring i det lille hjørne af byen, hvor jeg var vokset op.

Da først disse ønsker var blevet introduceret for mig, kunne jeg ikke længere leve med ikke i det mindste at prøve. Måske ville de ikke alle gå i opfyldelse, selv hvis det lykkedes mig at overtale ham. Men så havde jeg gjort mit bedste.

”Jeg skal gøre, hvad jeg kan,” lovede jeg derfor Aaron, usikker på hvordan jeg skulle få indledt den konfrontation med Skye.

 

Stemningen i bilen var akavet, da vi kørte tilbage mod San Francisco: Aaron sad bag rattet; Skye havde taget plads ved siden af; Taylor og jeg delte bagsædet. Aarons lillesøster havde bønfaldt sin bror om at få lov til at køre, men det havde ikke nyttet noget. Jeg havde også tilbudt at køre, men med samme effekt. Radioen spillede akkurat højt nok til, at jeg kunne høre nogle af tonerne over dækkenes larm mod hovedvejen.

Der var så godt som ingen trafik, fordi det var midt på dagen på en hverdag. Ingen sagde noget længe. Hver især var vi optaget af personlige sager. Jeg tænkte på natten med Skye, og på hvad jeg havde lovet min chef. Jeg tænkte på Silver og hvad jeg skulle sige til ham – hvad jeg kunne sige til ham. Måske skulle jeg bede Skye om tilladelse til at fortælle sandheden, for teknisk set havde den mere med hans liv at gøre end mit, og jeg ville helst ikke udlevere hans hemmeligheder uden at spørge om lov først.

Og jeg tænkte på den mørkhårede pige ved siden af mig, som stirrede mut ud på landskabet, der strøg forbi i slørede striber af farve. Hun havde ikke sagt et ord til mig, siden den dag jeg var vadet ind i deres lejr. Formentlig var hun den eneste i selskabet, som ikke var glad for, at jagten var slut nu.

Vi stoppede i Sacramento for at spise frokost. Jeg undrede mig over, hvordan Californiens hovedstad kunne være en spøgelsesby, når nu der var en række større, tætbefolkede byer ude ved kysten. Men så igen, omkring Sacramento var der stort set ingenting. Marker og skove og bakkede landskaber med masser af ørne. Ingen større industriområder eller turistattraktioner til at drage flere mennesker til.

Skye havde fået det bedre, så det ud til. Han holdt stadig sin stok i højre hånd, hvilket gjorde hans fremfærd anderledes kluntet at se på, men han brugte trods alt venstre arm til andre ting igen. Blandt andet til at stryge mig let over skulderen, idet jeg passerede ham på vejen ind i en halvtom restaurant.

I modsætning til selskabet i vores bil var de andre i godt humør. Leon, som kørte en ladvogn med motorcyklerne bagi, fortalte med stolthed i stemmen, at han havde fundet en radiokanal, hvor de kun spillede country, og at han havde brugt de sidste to timers kørsel på at skråle med. Justin, som var født i Los Angeles, kaldte ham en bondeknold, og Rick bakkede denne fordom op. Deres latter smittede af på mig, og jeg kunne se det trække i Skyes mundvige.

Vi spiste stort set i stilhed, men smilene på alles ansigter løftede stemningen. Da jeg var færdig – det vil sige, da jeg ikke kunne spise mere – blev der kamp om, hvem der fik lov til at spise mine rester. Tony vandt og kylede maden indenbords, så vi kunne fortsætte inden vi ramlede ind i myldretiden omkring San Francisco. Ingen havde lyst til at køre i kø.

Resten af turen talte Skye og Aaron sammen på forsædet. Om hvad var jeg ikke sikker på, for jeg havde svært ved at høre det over støjen fra vejen. Taylor blandede sig heller ikke, men stoppede et par hvide kabler i sine ører og startede sin egen afspilleliste.

Der var ikke flere stop, før Aaron parkerede foran Skyes lejlighed og formanede os om, at aftensmaden ville blive serveret i Sea Cliff lidt senere, hvis vi var interesserede. Vi lovede at være der, så snart vi havde samlet os lidt. Skye virkede anspændt, som om tanken om at gå indenfor ikke tiltalte ham. Jeg vinkede efter Aaron, da han kørte væk.

Og så var vi helt alene for første gang i lang tid.

”Emma, der er noget jeg bliver nødt til at fortælle dig, inden vi går indenfor,” sagde Skye efter et stykke tid. Hans tonefald var roligt, men stemmeføringen var dæmpet.

Jeg vendte mig mod ham, huskende at han havde forsøgt at sige et eller andet mere end én gang siden jeg tog på udflugt med mine venner. ”Ja?” Det lød alvorligt.

Han tøvede i brøkdelen af et sekund, som om han ledte efter ordene. Det var kortvarigt, men det var nok til, at han blev afbrudt atter engang. Døren bag mig gik op, og jeg vendte hovedet af ren refleks, for jeg havde aldrig set andre end Skye komme og gå fra den bygning. Vi måtte naturligvis have en form for nabo, underbo eller overbo eller alle tre dele, men jeg havde aldrig mødt vedkommende.

Åndedrættet døde i mine lunger, da jeg fik øje på personen i åbningen, for uanset hvad jeg havde forestillet mig, så var det ikke dette. En mand sidst i fyrrerne med gråsprængt, leverpostejfarvet hår og stålgrå øjne bag et par firkantede brilleglas smilede venligt til mig. Hans kropsholdning var stiv i det, hvilket jeg kunne se gennem den langærmede, lyseblå T-shirt han havde på over et par mørke bukser.

Jeg blinkede, forvirret. ”Silv?” Min stemme steg automatisk en oktav fra øjeblikket før. Han var den sidste person, som jeg ville have forventet at se her lige nu.

Men smilerynkerne omkring de udtryksfulde øjne overbeviste mig bedre, end ord nogensinde kunne have gjort det. Det var ham. Hjertet hamrede i brystet på mig, livsbekræftende og lykkeligt, og før jeg vidste af det havde jeg låst jernporten op og var sprunget op til døren og direkte ind i hans favn. Han vaklede baglæns men holdt sig stående.

”Ems,” mumlede han og knugede mig ind til sig. ”Jeg har savnet dig.”

Jeg havde også savnet ham, i løbet af de sidste dage mere end nogensinde før, men at sige det højt ville lyde plat, så jeg strammede bare mine arme omkring hans hals. Han lo roligt, dæmpet, hvilket mindede mig om Skye, som jeg havde efterladt ude på fortovet. Dette måtte være vanvittig akavet for ham.

Forsigtigt løsrev jeg mig fra omfavnelsen og forberedte mig på at stille spørgsmål og kræve detaljerede svar. Hvorfor var Silver i San Francisco? Hvorfor i Skyes lejlighedskompleks?

Min bofælle havde slynget sin sportstaske hen over skulderen og skar en grimasse, idet han trak sig selv op på det sidste trappetrin inden indgangen. Han mødte ikke mine søgende øjne.

”Var det her hvad du forsøgte at fortælle mig?” ville jeg vide – for hvis det var, så forstod jeg ikke, hvorfor han virkede så utilpas.

Der var stille lidt, mens han samlede sig efter turen op ad trapperne. Så sukkede han. ”Blandt andet,” tilstod han gravalvorligt. Hånden der holdt stokken dirrede, som om det anstrengte ham at stå op.

”Er der mere?” fløj det ud af mig, inden jeg kunne nå at kontrollere mit bebrejdende tonefald.

For første gang nogensinde så jeg noget i hans ansigt, som jeg ikke havde troet eksisterede i hele hans personlighed. En hjælpeløshed svarende til et forældreløst barns. De der stærkt pigmenterede grønne øjne tiggede mig om ikke at stille flere spørgsmål, og hans læber var let adskilte, som om han ikke kunne trække vejret ordentligt gennem næsen. Så blinkede han og virrede let med hovedet.

Med den frie hånd gestikulerede han forbi mig, mod Silver. ”Jeg kan ikke,” sagde han forpint, som om jeg havde afbrudt en ubehagelig, privat samtale mellem dem. ”Har du lyst til at fortælle hende det selv?”

Jeg så mig over skulderen, yderligt forvirret. Silver lænede sig mod gelænderet, der førte op til første afsats. I modsætning til den yngre mand så han ikke direkte knust ud, men der var et seriøst drag omkring hans mund. Øjnene søgte mine.

Blikket fik noget til at slå klik inden i mig. En underlig mistanke fyldte mig, fik kuldegysningerne til at løbe ned ad ryggen på mig. Endnu engang drejede jeg mig, så jeg kunne se skiftevis fra den ene til den anden. Jeg så Skyes spændte kæbemuskler, Silvers lange fingres greb omkring rækværket, den måde hvorpå Skyes brune hår bølgede ganske let, Silvers lettere foroverbøjede stilling …

Formen på deres øjne, profilen, hagens form, kropsbygningen. Alt sammen det samme.

”Det er løgn,” mumlede jeg for mig selv, ikke sikker på hvem jeg skulle rette min vrede og følelse af forræderi mod. Silver havde jeg kendt længst, hvilket betød, at han måtte have løjet for mig i et helt årti. Men han havde også taget sig af mig, da mine egne forældre nægtede. Jeg vendte mig mod Skye. ”Du sagde, at din familie blev slået ihjel for mange år siden!”

Han nikkede, sank en enkelt gang. ”Det troede jeg, indtil jeg mødte dig, og du begyndte at tale om Silver.”

”Ja, klart. Jeg fortalte dig ikke engang hans rigtige navn, og han ville ikke være her, hvis du ikke havde været hundrede procent sikker i din sag,” argumenterede jeg. Jeg burde være glad på hans vegne, for det betød i det mindste, at han ikke var helt alene i verden. Men det betød også, at historien om at hævne sin familie havde været en lodret løgn.

”Han ville ikke være her, hvis ikke jeg havde været bekymret for dig,” rettede han mig, og tristheden smuldrede fra hans træk som aske fra en udbrændt cigaret. ”Da du tog af sted med Tom og de andre, var jeg ret overbevist om, at der ville ske et eller andet. Så jeg ringede til … Silver for at bede ham om at være her, når du kom tilbage. Det var først da jeg så ham i lufthavnen, at jeg var hundrede procent sikker.”

En del af mig stolede på ham, men jeg havde svært ved at tro, at Silver ville efterlade sine egne børn i den tro, at han var død, når ingen andre familiemedlemmer havde taget dem til sig. Det virkede ikke som noget han ville gøre.

”Emma,” sagde Silver roligt, ”det er sandt. Lad være med at bebrejde Skye det her.”

Jeg løftede en hånd i en affærdigende bevægelse, overrasket over hvor kommandoen kom fra. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro lige nu,” sagde jeg ærligt og trådte hen mod trappen. ”Kan vi ikke tale om det en anden gang?”

Mens jeg stillede spørgsmålet, så jeg over på Skye, som ikke havde bevæget sig, siden han var kommet indenfor. Han fugtede sine læber. ”Jo, det er måske bedst,” medgav han.

 

Min plan om at holde afstand fra både Silver og Skye holdt ikke ret længe, for de talte ikke rigtig sammen, og jeg hadede den akavede stilhed, der bredte sig mellem os i bussen på vej til Sea Cliff. Så jeg spurgte ind til Silvers rejse og Skyes velbefindende, håbende at det ville anspore dem til at samle tråden op et eller andet sted. Det mislykkedes.

Jeg lånte Silver en arm, da vi bevægede os ned ad skråningen fra busstoppestedet mod det enorme hus, hvor familien Lawrence boede. Han protesterede og insisterede på, at jeg tog mig af Skye i stedet. Skye rystede på hovedet og svarede, at han havde det fint, og at han sagtens kunne klare sig selv. Vi vidste godt alle tre, at det var en løgn, så jeg endte med have en arm linket med hver af dem.

Aarons hjem var livligt, og stemningen var god. Blød musik spillede fra det avancerede højttalersystem, som familien havde investeret en lille formue i at placere i baghaven. Den jeg blev allergladest for at se var Isaac, som hvinede begejstret ved synet af mig og kastede sig ind i mine arme, så jeg kunne løfte ham op. Ved dette så jeg Skye smile en anelse, hvilket jeg ikke havde set siden stoppet i Sacramento tidligere på dagen.

Det var første gang, at jeg mødte Sam Lawrence, og jeg havde egentlig forventet en streng mand i mørkt jakkesæt. I stedet var det en høj, gråhåret mand iført en lilla polo og lyse lærredsbukser som trykkede min hånd og roste mig for at tage mig så godt af sit barnebarn. Derefter så jeg ham omfavne Skye og derefter Silver, som om de var længe ventede familiemedlemmer, der netop var vendt hjem fra en jordomrejse.

Isaac pegede på Silver. ”Emma, hvem er det?” spurgte han stille.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige, så jeg besluttede mig for, at jeg lige så godt kunne se sandheden i øjnene. ”Det er Silver. Han er Skyes far.”

Den lille dreng på min arm nikkede, som om det var helt forventeligt. Og for ham var det måske netop tilfældet, for han vidste med sandsynlighed ikke, at Skyes familie skulle forestille at være ikkeeksisterende.

Den store havegrill blev tændt, og vi spiste os alle sammen mætte i lækkert kød og skønne salater, som Penelope havde tilberedt i løbet af eftermiddagen. Jeg undrede mig lidt over, at hun selv havde stået for det, siden de havde penge nok til at få det bragt ind udefra. Men jeg klagede ikke, for det smagte godt.

Jeg puttede Isaac, som var så træt, at han faldt i søvn halvvejs inde i den første historie. Derpå bevægede jeg mig nedenunder til resten af selskabet. De sad på græsset i baghaven med en lanterne af en art i midten af kredsen. Lampens orange lys flakkede hen over alles ansigter og fronten på den guitar, som Rick havde taget med sig.

Musikken spillede. Det var ikke en melodi jeg kendte, men jeg så Taylors læber bevæge sig synkront med Ricks. Silver og Sam Lawrence var ikke til at finde i nærheden, så jeg opgav at lede efter dem og tog i stedet plads mellem Skye og Penelope.

Rick havde en god stemme til country-sange. Den var mere moden end hans udseende, og dens klang ramte et sted dybt inde i mig og gav mig lyst til at kende teksten. Fingrene gled let og ubesværet hen over strengene, der sendte tonerne ud i mørket. Scenariet mindede mig om noget fra en film. Fællessang omkring lejrbålet på en lun sommeraften. Selv om det ikke længere var sommer og aftenluften var kølig, så var stemningen varm og løssluppen og afslappet.

Der var en kort pause mellem to sange, hvor Aaron hældt mere olie i lanternen, så den ville fortsætte med at brænde. Så slog Rick en akkord an og begyndte igen. Ved siden af mig kunne jeg se Skye dreje ansigtet fra nattehimlen til den unge agent med guitaren. Så han genkendte altså sangen?

Det var der åbenbart også andre, der gjorde, for så snart teksten gik i gang, sang både Aaron, Harry, Skye og Taylor med. Skyes øjne mødte mine, og jeg så flammerne fra lampen genskinne i hans brilleglas. Synet fik mig til at lytte efter teksten og læse den på hans læber.

I’ll never settle down
That’s what I always thought
I was that kind of man
Just ask anyone

I don’t dance, but here I am
Spinning you round and round in circles
It ain’t my style, but I don’t care
I’d do anything with you, anywhere
Yes, you’ve got me in the palm of your hand
’Cause I don’t dance

 

Jeg sank en klump, der havde formet sig i min hals. Det var bare en sang, som Skye tilfældigvis kendte teksten på. Der var ingen grund til at tro, at han læste nogen betydning i teksten overhovedet, selv om han kiggede i min retning.

Alligevel lænede jeg mig forsigtigt mod hans skulder, og han lagde en arm omkring mig, gentagende omkvædet sammen med de andre og tegnende små cirkler på min arm med sin pegefinger. Jeg sukkede tilfredst. Så meget for at være vred over de mange løgne, som han havde fortalt mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...