De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

24Likes
29Kommentarer
15323Visninger
AA

3. Kapitel 2 - "Hvem er det?"

Emma

Efter to uger savnede jeg virkelig mit privatliv. Aaron og Penelope og Isaac var alle tre rigtig søde, men jeg savnede et sted, hvor jeg ikke følte mig tvunget til at være social hele tiden. Efter at jeg havde nævnt det for Silver endnu en gang havde han sagt, at hvis jeg fandt et sted med en rimelig husleje, så skulle han nok betale for det. Det ville jeg selvfølgelig ikke bede ham om, og det gav mig dårlig samvittighed, men samtidig kunne jeg heller ikke holde ud at være omgivet af de samme tre mennesker et helt år i træk uden pauser.

Indtil videre havde jeg dog intet andet valg, og Isaac var trods alt en lille engel at se efter. Han nød det allermest, når jeg tog ham med i bussen på småture til forskellige steder i byen. Det var hyggeligt at være på udflugt, syntes han, og det var en oplagt mulighed for mig i den forstand at jeg så fik set lidt af byen øst for broen.

Hjemme i Danmark var det begyndt at blive koldt, havde Silver sagt, men her havde vi tredive grader og højt solskin. Selv den famøse tåge, der oftest indhyllede Golden Gate og Sea Cliff-området, blev holdt i skak af det gode vejr i disse dage. Isaac blev træt og sløv i varmen, og han gad ikke rigtig at være på stranden med alle de andre mennesker, så i stedet havde jeg fundet en park, hvor vi kunne sidde i skyggen og spise frokost.

Alamo Square lå i et hyggeligt område med gamle, victorianske rækkehuse i mange farver, velholdte små gader med spændende butikker og små caféer, hvor det tydeligvis mest var lokale, der kom. Parken i sig selv lå på toppen af et af byens mange højdedrag, og efter klatreturen til toppen, hvor der var placeret en masse store træer, gik Isaac kold i skyggen. Jeg fodrede ham med udskåret frugt og sandwichs mens han sad mellem mine bøjede ben og bladrede igennem sin yndlingsbog.

Hans krop blev tungere og varmere mod min, og jeg kunne nærmest mærke, hvordan enhver muskel gav slip, da han faldt i søvn. Så sad jeg der og kunne ikke have valgt et bedre sted at holde eftermiddagspause. Fra toppen af parken kunne jeg se ud over området vest for bymidten, helt til Sea Cliff. De fleste kom godt nok hertil for at se udsigten mod øst, der viste en række af syv identiske huse i forskellige farver, i kontrast til skyskraberne helt inde i bymidten, men den anden side var mere fredelig.

Der var en smule liv omkring mig. To drenge, som sikkert burde være i skole på dette tidspunkt, løb omkring og kastede en amerikansk fodbold mellem sig; en mor gik tur med sit barn i en klapvogn; og en gruppe piger sad på trappetrinnene ned mod gadeniveau og snakkede sammen.

Forsigtigt rykkede jeg Isaac af mit skød og lod ham krølle sig sammen på det tæppe, som vi sad på. Selv om det ikke var meget, at han sov, så kom søvnen tungt og hurtigt til ham, når han først blev rigtig træt. Langsomt foldede jeg mine ben ud og gav mig til at strække dem ud, bare for at bruge tiden på et eller andet nyttigt. Det ville have været rart at læse en bog eller noget, men det havde jeg selvfølgelig ikke tænkt på at tage med. I stedet fandt jeg min telefon frem og begyndte at gå gennem min startside på Facebook for at se, om der var nogle nyheder.

Jeg sendte et enkelt billede på Snapchat til mine danske venner og veninder. Der kom ikke noget umiddelbart svar, måske fordi det måtte være sent på aftenen derhjemme.

Enkelte gange blev mit blik distraheret af omgivelserne. En dame kom løbende forbi med sin hund. Et ældre ægtepar gik arm i arm rundt på stierne og snakkede dæmpet sammen. Drengene kom susende forbi i høj fart.

Ud af den ene øjenkrog bemærkede jeg, hvordan tingene pludselig tog en drejning. Pigerne rykkede til siden, så en mand kunne komme forbi dem uden at træde på græsset ved siden af trapperne. Han gik langsomt og ikke helt jævnt, og da han kom helt op på bakketoppen, bemærkede jeg hvorfor. I den ene hånd havde han en stok, og hver eneste gang han bragte sit højre ben – der i øvrigt var indrammet af en knæstøtte – fremad, blev en del af vægten balanceret af hjælpemidlet.

De to drenge kom løbende forbi, opslugte af legen. Den ene kylede bolden af sted, og den anden nåede ikke at gribe. Jeg holdt automatisk vejret i et par sekunder, da jeg indså, hvor bolden ville møde sin første modstand. Den ramte sidelæns ind på stokken i mandens hånd, og den lange genstand fløj et stykke hen ad jorden. Dens ejer mistede fuldstændig balancen og endte på alle fire i gruset.

Jeg rejste mig mekanisk, halvt om halvt forventende at drengene ville gøre et eller andet. Den ene stoppede da også, mens den anden fortsatte af sted for at fange legetøjet. Grundet afstanden kunne jeg ikke høre, hvad manden sagde til drengen, men kort efter fulgte sidstnævnte med sin ven. Der var tydeligvis ingen af de to, der havde tænkt sig at hjælpe den forulykkede, som stadig mere eller mindre sad på den tørre, støvede sti.

Mine ben bevægede sig uvilkårligt hen over græsset mod den temmelig uheldige fremmede. Hvad jeg havde tænkt mig at gøre, anede jeg ikke, men i sidste øjeblik skiftede jeg kurs og gik i stedet hen for at samle hjælpemidlet op. Først da lod det til, at han fik øje på mig, for da jeg vendte mig mod ham, mødtes vores øjne. Varmen skød op i mine kinder; normalt var jeg ikke typen, som spontant blandede mig i andres affærer.

Jeg småluntede hen til ham, fuldstændig blank for noget klogt eller omsorgsfuldt at sige. I stedet rakte jeg ham bare stokken.

”Tak,” sagde han, tydeligvis overrasket. Hans stemme var venlig, men en smule ru i kanten. Som om han var hæs. Tæt på så han meget yngre ud, end jeg først ville have gættet. Der var ingen rynker i hans hud endnu.

”Er du okay?” spurgte jeg forsinket.

”Ud over at jeg er temmelig flov, så har jeg det udmærket,” svarede han og stødte stokken fra jorden i et forsøg på at hive sig selv op. Tydeligvis gik det ikke helt efter planen, for så snart han bragte det ene ben lidt fremad, blev han nødt til at sætte sig ned igen.

”Har du brug for en hånd?” tilbød jeg tamt.

”Hvis det ikke er for meget at bede om.” Selv om han smilede, så kunne jeg se, at han havde ondt.

”Selvfølgelig ikke!” udbrød jeg ivrigt. ”Hvordan vil det være bedst for dig?”

For en stund tænkte han sig om, og det gav mig lidt tid til at studere hans ansigt. Han havde meget grønne øjne, der var omkranset af mørke vipper i samme farve som hans øjenbryn. Til at afhjælpe sit syn bar han et par kraftigt indfattede briller, der fik ham til at se meget intelligent og voksen ud. I øjeblikket var han temmelig bleg, men hans hudtone så ellers ud til at hælde mod gylden, dog lidt mindre udtalt end Penelopes og Isaacs.

”Kan du tage min højre arm?” spurgte han så og tvang mig ud af min betragterposition.

Uden at sige noget gjorde jeg, som han bad om.

”Jeg vil lige advare dig, inden jeg gør noget,” sagde han stilfærdigt. ”Mit højre ben er temmelig dårligt…”

”Det er fint nok,” lovede jeg med et genert smil i hans retning. ”Jeg er sikker på, at jeg har prøvet værre.”

Og det var jeg. Fordi han havde svag en ryg og lige så utilregnelige hofter havde Silver ofte brug for lidt hjælp, og der var sjældent andre end mig i nærheden, når det kom dertil. Jeg kunne ikke tælle de gange, hvor jeg havde hjulpet ham ind i stuen, hvor han kunne sidde på sofaen, mens jeg lavede mad. Normalt var det ham, der tog sig af mig, men en sjælden gang imellem fik jeg mulighed for at betale ham tilbage for ulejligheden.

Fyren sendte mig et skeptisk, sidelæns blik, inden han trak det venstre ben op til sig og brugte det til at støtte fra jorden med. Vægten af hans krop mod min side overraskede mig, men ikke nok til at jeg rykkede mig. I stedet koncentrerede jeg mig om at holde ved og gradvist løfte hans arm opad, indtil han til sidst stod lodret igen. Hvis dette havde været Silver, ville jeg have givet slip med det samme, for han var altid hurtig til at komme sig, men denne fremmede lignede mere en, der skulle til at besvime.

Han trak vejret i tunge drag for en stund og satte så stokken definitivt mod stien, som for at markere, at nu var det overstået. Meget langsomt lod jeg mine hænder falde ned langs siderne og tog et lille skridt væk, før det blev for akavet.

”Er du stadig sikker på, at du har prøvet værre?” spurgte han med et blegt smil, der ikke helt nåede de klare, grønne øjne. Når han stod sådan her, var han cirka lige så høj som Aaron, men han var ikke helt så muskuløs.

”Ret sikker,” fastholdt jeg muntert.

Måske fordi jeg blev ved med at gå baglæns førte han venstre hånd med stokken og højre fod fremad, men så snart foden ramte underlaget, kunne jeg se, at hans holdning smuldrede igen, og han mistede balancen. For ikke at sende ham tumlende ned på alle fire igen skyndte jeg mig at gribe fat i hans højre arm og hive ham på rette kurs igen.

Efter at have sundet sig oven på overraskelsen rankede han ryggen og så ned i mit ansigt. ”Det her begynder at blive ydmygende,” grinede han.

”Måske skulle du sætte dig ned lidt,” foreslog jeg.

”Nu har jeg jo lige rejst mig.” Der var en så påtaget undertone af bebrejdelse i hans stemme, at jeg ikke kunne undgå at komme til at le igen.

”Jeg mente egentlig et sted, der ikke er midt på stien. Men hvis du foretrækker at sidde her, så skal jeg ikke stoppe dig.” For at drille ham løsnede jeg mit greb om hans arm en anelse, og det gav et uventet sæt i ham ved bevægelsen. Først da gik det rigtigt op for mig, hvor alvorlig hans situation rent faktisk var.

”Meget morsomt,” kommenterede han tørt og løftede hånden med stokken for at skubbe sine briller en smule længere op på næsen. Jeg kunne ligefrem fornemme, hvordan samtlige af hans nerver sprang til live, da han prøvende satte højre fod ned mod stien. Hans arm- og skuldermuskler spændtes, og for en kort stund løb en grimasse over hans ansigtstræk. ”Måske er det ikke nogen dårlig idé at sidde ned,” overgav han sig.

Jeg så mig omkring. Da Isaac og jeg tog en runde i anlægget tidligere var der mange bænke, som vi kunne have sat os på. Pludselig syntes de dog alle at være optaget af andre, og selv om de sikkert ville forstå det, hvis vi forklarede dem, at fyren havde et skadet ben, så havde jeg ikke lyst til at bede nogen om at flytte sig. Og så var der selvfølgelig Isaac, som jeg ikke bare kunne efterlade uden opsyn.

”Kan du se barnet, som ligger og sover der?” spurgte jeg og pegede sigende i retning af Isaac.

Den fremmede blinkede et par gange. ”Ja.”

”Det er mit ansvar at holde øje med ham. Hvis du vil, kan du sidde sammen med mig indtil han vågner.” Egentlig var det et temmelig lamt tilbud, for der var sikkert en grund til, at han havde besværet sig med at gå hele vejen herop. Måske skulle han mødes med sin kæreste eller måske endda sin kone.

”Meget gerne,” sagde han roligt.

For ikke at trække samtalen ud længere gjorde jeg en fejende gestus i retning af den skyggefulde plet under træerne. Uden at spørge om det var nødvendigt blev jeg ved med at holde fast i hans arm, mens han med den anden hånd manøvrerede stokken. Hvert skridt syntes at koste ham anstrengelser, men han beklagede sig ikke hørligt, og det gik hurtigere end forventet.

Isaac rullede om på den anden side, da vi sluttede os til ham. Den fremmede lagde sin stok fra sig i græsset og rakte ud for at røre ved den nærmeste træstamme. Forsigtigt trak han sin arm fri af mit greb, og jeg satte mig hurtigt ned for ikke at gøre situationen endnu mere bizar, end den allerede var. Ikke længe efter sad han med sit dårlige ben strakt ud fra sig og det andet bøjet, så han kunne hvile sin ene underarm mod knæet.

”Tak,” hviskede han. ”Du har ingen idé om, hvor meget jeg sætter pris på det.”

”Jeg er glad for at kunne hjælpe,” fortalte jeg ham og pegede på Isaac. ”Jeg tror ikke, at vi behøver at hviske. Han sover som en sten.”

Der var en blødhed i hans øjne, idet de faldt på den lille skabning, som jeg godt kunne lide. Det fik ham til at se nærmest nostalgisk ud, som om hans tanker var et andet sted. ”Er det din bror?”

”Nej,” fløj det ud af mig med lidt for stor gennemslagskraft. ”Jeg er hans barnepige. Eller rettere, jeg er au pair for hans forældre, men jeg laver ikke rigtig andet end at lege med ham dagen lang.”

Fyren trak sine briller af og pudsede dem i sin T-shirt. ”Au pair? Hvorfra?”

”Danmark,” svarede jeg med en lille snert af stolthed i stemmen.

Han så kort på mig, men det var lidt, som om hans øjne ikke rigtig fandt fokus. Måske fordi de manglede ruderne at se ud gennem. ”Virkelig?” Det ene øjenbryn blev hævet en anelse, som om han mistænkte mig for at lyve.

”Ja, virkelig.” Jeg lænede mig tilbage mod mine hænder. ”Du lyder overrasket. Ved du ikke, hvor det er?”

Idet han placerede de velslebne glas foran sine øjne, undslap et fnys af latter ham, og han dækkede for sin mund med venstre hånd. ”Jo, jeg ved skam godt hvor Danmark ligger. Men de fleste danskere jeg møder har en meget udtalt accent.”

Mente han dermed, at det havde jeg ikke? Kommentaren gjorde mig både smigret og stolt på én gang, for jeg kunne ikke komme på ret mange ting, jeg hadede mere end engelsk udtalt med kartoffeldansk accent. Selvfølgelig var jeg ikke rigtig i tvivl om, at jeg ikke lød udpræget dansk, når jeg talte andre sprog, og det kunne jeg takke Silver for.

”Møder du mange danskere heromkring?” spurgte jeg nysgerrigt, først nu indseende at jeg ikke rigtig vidste noget om ham.

”I feriesæsonen,” forklarede han. ”Jeg arbejder som turistguide.”

Dét gav mening. ”Cool,” brummede jeg, selv om jeg havde svært ved at forestille mig, at han kunne vise ret meget rundt med sit højre ben så skidt tilredt. ”Hvad laver du så resten af året?”

Hans smil gjorde mig helt varm indeni. ”Vi løber aldrig tør for turister her. Det er et helårsforetagende.”

”Kan du godt det med dit ben?” Trods alt var chancerne for at jeg nogensinde mødte ham igen temmelig små, så jeg turde godt at stille lidt nærgående spørgsmål. Den slags spørgsmål jeg aldrig nogensinde ville stille Silver.

”Det er som regel ikke noget problem. Jeg står for det meste stille på taget af en bus og snakker løs. En sjælden gang imellem bliver jeg sat til at dele flyveblade ud.” Han lød ikke, som om samtaleemnet generede ham, og svarene kom flydende og imødekommende, uden at situationen på noget tidspunkt blev akavet.

”Så må du vide, hvad man absolut skal se, når man er her,” samlede jeg op. ”Nogle tips?”

”Tips?” Han tænkte sig om et øjeblik. ”Tag din tid og nyd byen.”

”Så der er ikke nogle ting, som du vil sige, at jeg ikke må rejse hjem uden at have set?” ville jeg vide.

”Det ved jeg ikke. Hvad har du set indtil videre?” ville han vide.

”Golden Gate, Baker Beach og Sea Cliff,” svarede jeg. ”Det er mere eller mindre det.”

Overraskelsen skyllede ind over hans ansigt. ”Hvor længe har du været her?”

Jeg talte tilbage i hovedet. ”Lidt mere end to uger. Men Isaac har holdt mig beskæftiget, så jeg har ikke rigtig haft tid til at se så meget af byen indtil videre.”

Han rykkede lidt på sig og ømmede sig, da det højre ben blev flyttet et par centimeter. Efter at have gnubbet sit knæ for en stund løftede han øjnene til mine igen. ”Hvis du vil have en meget hurtig indføring, skal du være velkommen til at tage med mig på arbejde en dag. Jeg giver.”

Én ting var at sidde stille og snakke sammen, med den viden at han sandsynligvis ikke kunne finde på at gøre mig noget på et offentligt sted. Noget helt andet ville være at opsøge ham i den travle bymidte. Opsøge en fyr, jeg kun havde mødt én gang og intet vidste om.

”Måske,” mumlede jeg tøvende.

Ved dette lo han. ”Hey, du behøver ikke at være høflig over for mig. Jeg kan godt håndtere et nej, hvis du ikke har lyst.”

Selv om han netop havde givet mig tilladelse til at sige fra, så kunne jeg ikke så godt forenes med tanken om muligvis at fornærme ham. I stedet skiftede jeg stilling, så jeg sad foroverbøjet med albuerne hvilende mod mine foldede ben. ”Måske kan jeg tage dit navn som en begyndelse?”

De grønne øjne blinkede hurtigt bag brillernes glas, inden et indsigtsfuldt smil trak i hans mundvige. ”Naturligvis. Mit navn er Skye. Og dit?”

”Emma,” delte jeg med ham. ”Hvor gammel er du?”

”Tag et gæt,” opfordrede han.

Jeg rystede på hovedet. ”Jeg har virkelig ingen idé.” Og det havde jeg ikke.

Hvis jeg bare så på hans ansigt og krop uden for kontekst, så ville jeg skyde på først i tyverne. Men så var der stokken og arrene og den generelle måde, hvorpå han bar sig selv, der fik mig til at tro, at han nok var en del ældre end det. Måske endda over tredive. Den lattermilde personlighed forvirrede mig, fordi han virkede så afklaret og selvsikker, men alligevel havde indrømmet, at han fandt sit fald en smule pinligt.

”Et skud i tågen?”

Jeg sukkede, ikke sikker på hvor det ville føre hen. ”Femogtyve?”

Han lænede sig tilbage mod træstammen. ”Ikke dårligt,” roste han afslappet. ”Jeg er treogtyve.”

Forbløffet stirrede jeg bare på ham i et par sekunder. Jeg havde trods alt ikke regnet med, at han rent faktisk ville være yngre end mit gæt, for hvor mange unge mennesker gik med stok i offentligheden? Hvem ville nedlade sig til at udvise så stor en svaghed for enhver fremmed med øjne i hovedet?

Svaret kom til mig, så snart jeg havde tænkt tanken: en der ikke havde noget andet valg. Skam over min egen arrogante tankegang fik mig til at se væk, varm i kinderne og på halsen.

Skye rømmede sig høfligt. ”Og du selv?”

Dette var min chance for at lade, som om det aldrig var sket. Derfor rettede jeg mig lidt op og fremtvang et bredt englesmil. ”Nu er det din tur til at gætte.”

Han skubbede sine briller op på plads igen. ”Nitten?”

Chokket fik min kæbe til at hænge i et par sekunder for længe. ”Hvordan fanden kunne du gætte det?”

Den latter han lukkede ud var lavmælt, men den lød ikke tilbageholdt eller kontrolleret. Faktisk mindede den mig mest af alt om den bløde klavermelodi, som Silver plejede at spille for mig, da jeg var yngre. Der var den samme muntre understrøm i tonen, samme stilfærdige mildhed.

”Heldigt gæt,” forklarede han grinende.

Mine øjne gled automatisk til Isaac, da han rørte på sig. Der var ikke gået længe nok til, at han rent faktisk burde vågne nu, men jeg bad alligevel til, at det ikke skete. Noget ved den fremmede, hvis navn jeg nu kendte, fascinerede mig. Måske var det den overskudsagtige måde, hvorpå han lod samtalen glide mellem os. Måske var det et spørgsmål om, at jeg havde ondt af ham, fordi han var faldet. Eller måske var det bare det faktum, at han rent faktisk var amerikaner, der tiltalte mig.

Rent udseendemæssigt var der ikke noget særligt ved ham; hans hår var cirka samme farve som valnødder, og det syntes at falde tilfældigt omkring toppen af hans hoved, indtil det blev kortere og kortere i nakken; hans øjne var stærkt farvede, men der var ingen farlige eller hemmelighedsfulde glimt i dem; han var høj og slank, og når han bevægede sig, kunne jeg se musklerne arbejde under den brunede hud, men det var ikke unormalt for hans bopæl på denne tid af året. Derudover var han temmelig hverdagsagtigt klædt i et par forvaskede, lyse jeans og en T-shirt med logoet for San Francisco City Tours printet over brystet.

”Er der noget galt?” Stemmen påkrævede sig min opmærksomhed igen.

”Nej.” Svaret kom lidt for hurtigt til at lyde naturligt, og jeg slog mig selv mentalt. ”Jeg faldt bare lidt i staver.”

”Fair nok.” Han fingererede lidt ved håndtaget på sin stok. ”Kan jeg –”

Længere nåede han ikke, før Isaac rullede om på siden og slog øjnene op i min retning. Selv om han havde sovet i et stykke tid, så vidste jeg på forhånd, at han ikke ville være i noget godt humør, og at min fritid var slut for denne gang. Han gned sine øjne, gabte og satte sig op. Det mørke hår var uglet og krøllede blidt omkring hans hoved. Endnu engang blev jeg betaget af, hvor nuttet han var.

”Hvem er det?” spurgte han og pegede ubehøvlet på Skye, som sad helt fredeligt lænet op ad træet.

”Det her er Skye,” fortalte jeg ham roligt, håbende på at han ville falde i søvn igen.

Isaacs brune øjne blev store af forundring, som om jeg netop havde introduceret ham for et rumvæsen med grøn hud og seks øjne. Så kravlede han op i mit skød og lænede sig tungt ind mod mit bryst, som om han forventede, at Skye ville tage ham og løbe sin vej. Ironien i den tanke fik mig til at smile for mig selv som en anden idiot.

For at mit korte bekendtskab med den unge mand over for mig ikke skulle ende alt for akavet skyndte jeg mig at sige: ”Den her lille guldklump er Isaac. Vi er bedste legekammerater. Er vi ikke, Isaac?”

Den lille dreng nikkede tavst. Hans varme, endnu søvnige krop fik min egen til at slappe fuldstændig af. ”Jo.”

Måske var han ikke lige så interesseret i at være vellidt som jeg var, for Skye gjorde ingenting men blev bare siddende helt stille og så på. Udtrykket i hans grønne øjne var uudgrundeligt, som om han overvejede et eller andet meget grundigt.

Da jeg så ned på Isaac, kunne jeg fornemme, at også hans hjerne arbejdede på et eller andet, for han stirrede meget intenst på vores gæst. Så rykkede han sig en anelse fremad og rakte en hånd ud. ”Hej.”

Skye blinkede et par gange, tydeligvis overrasket over den pludselige hilsen. Efter at være kommet sig oven på denne uventede handling rakte han selv sin højre hånd frem og trykkede Isaacs. ”Hej, makker,” svarede han venligt og smilede. ”Var det en god lur?”

Jeg så forbløffet til, mens Isaac nikkede ivrigt. Dernæst drejede han hovedet skarpt mod mit ansigt. ”Emma, jeg er sulten.”

Med det samme vidste jeg, hvad klokken havde slået, for vi var løbet tør for mad inden han faldt i søvn. ”Hvad vil du gerne spise?” spurgte jeg ham og håbede, at jeg ikke lød irriteret. Tanken om at skulle sige farvel til Skye og aldrig mere møde ham nagede mig mere, end den egentlig burde.

”Is!” krævede Isaac muntert og sendte mig den form for smil, jeg umuligt kunne sige nej til. Så is måtte det vel være.

”Så må vi hellere finde et sted, hvor du kan få en is, din lille sukkertrold,” grinede jeg og satte ham ned i græsset. ”Men først skal vi lige pakke sammen.”

Skye bevægede sig en anelse – skubbede sig fremad for at være mere præcis. ”Her. Lad mig hjælpe,” tilbød han og rakte ud efter det tæppe, som Isaac havde sovet på.

”Ellers tak,” protesterede jeg og skyndte mig at krølle stofstykket sammen til en kugle, som jeg proppede ned i den rygsæk, jeg havde haft alting i.

Fyren fattede sin stok og brugte den og træstammen bag sig til at skubbe sig på fødderne. Det så hverken behageligt eller nemt ud, men op at stå kom han da, og han lignede ikke længere en, der var ved at dejse om. Forhåbentlig havde han genvundet lidt styrke efter faldet, i det mindste nok til at kunne komme hjem uden de store problemer.

Også jeg rejste mig, og Isaac fulgte mit eksempel.

”Der må være et eller andet jeg kan gøre. Du ved, som tak for hjælpen.” Der var en alvor i Skyes stemme, der kom helt bag på mig. Hvorfor følte han på nogen måde, at han skyldte mig noget? Det var ikke ligefrem fordi jeg havde reddet hans liv.

”Det er okay,” forsikrede jeg ham hurtigt og slyngede rygsækken over min skulder. ”Betragt hyggesnakken som belønning nok.”

”Er der virkelig ingenting jeg kan gøre for dig?” Stemmen var lige akkurat rammende nok til at give mig dårlig samvittighed, for han prøvede i det mindste, og jeg kvalte samtlige forsøg uden at tænke videre over det.

Problemet var bare, at jeg ikke kunne komme på noget brugbart, jeg ikke kunne klare selv. Medmindre … ”Hvis du hører om nogen, som har et værelse til leje, så må du gerne give mig besked.” Jeg var stolt af mig selv, for jeg formåede næsten at få det til at lyde både naturligt og drillende.

For en kort stund lignede han en, der netop var blevet sparket ud af en bar midt om natten uden rent faktisk at have gjort noget. Så trak han på skuldrene. ”Det ville jeg gerne, men…” Han fugtede sine læber.

Isaacs små fingre lukkede sig om mine, da jeg intet foretog mig. ”Men hvad?” spurgte jeg nysgerrigt.

Skye rystede let på hovedet, smilende. ”Men jeg har ikke rigtig nogen måde at kontakte dig på.”

Dum som jeg var havde jeg ikke tænkt over, at fremmede ikke automatisk havde adgang til hverken mit telefonnummer eller min Facebook-profil, sådan som det var tilfældet for alle i min omgangskreds. Selvfølgelig vanskeliggjorde det min anmodning lidt, så det var heldigt, at jeg kun fik det sagt i spøg. Han kunne næsten umuligt vide, hvor gerne jeg ville have et sted, hvor jeg ikke konstant behøvede at tage hensyn til en kernefamilie.

”Facebook?” foreslog jeg hurtigt.

”Det bruger jeg ikke så meget,” indrømmede han. ”Har du et telefonnummer?” Selvfølgelig havde jeg det, men det var stadig ret nyt, eftersom jeg ikke kunne bruge mit danske SIM-kort herovre uden at enorme regninger blev sendt til Silver derhjemme.

”Emma, kom nu!” udbrød Isaac utålmodigt og trak i min hånd.

”To sekunder. Jeg skal lige sige farvel til Skye,” fortalte jeg ham smilende, inden jeg vendte mig mod den unge mand med stokken ved sin side. Uden at tage øjnene fra ham fiskede jeg min efterhånden gamle smartphone op af bukselommen og rakte den til ham. ”Her. Hvis du tilføjer dig selv, så sender jeg dig en besked.”

Et glimt af mistro spillede i hans grønne øjne, inden han tog imod den lille maskine og koncentrerede sig om at føre de rette detaljer ind med den hånd, der ikke holdt stokken. Kort mødte han mit blik midt i processen. ”Vil du have efternavn med, eller er fornavn fint?”

”Jeg kan godt lide at have efternavnet med,” tilstod jeg.

Han nikkede, trykkede et par gange mere på skærmen og rakte så telefonen tilbage til mig. ”Værsgo.” Jeg så kort på displayet. Skye Andrews. Samme efternavn som Silver. Måske var det ikke lige det jeg skulle fortælle ham nu og her. Så syntes han nok bare, at jeg var underlig.

”Tak,” grinede jeg og trådte et skridt baglæns. ”Jeg skriver til dig.”

”Skal Skye ikke med?” ville Isaac vide. Spørgsmålet blev udtalt præcis højt nok til, at den omtalte ikke kunne undgå at høre det.

Derfor trak jeg let på den ene skulder. ”Vil du…?”

Den høje fyr drejede nakken fra side til side. ”Det vil tage mig lidt tid at komme ned herfra. Måske en anden gang.” Sigende løftede han sit hjælpemiddel en anelse.

”Okay.” Jeg vendte mig halvt for at gå med Isaac, som nu så ud til at være fuldstændig vågen. ”Pas på dig selv.”

”I lige måde,” hørte jeg Skye sige bag mig, idet Isaac halede mig med sig ud på stien.

Underligt nok var jeg en smule skuffet over Skyes afslag på tilbuddet, men jeg forstod det jo godt. Faktisk skulle jeg nok have tilbudt ham at hjælpe med i det mindste at komme ned på nogenlunde plan grund. Ikke at det ville hjælpe synderligt, eftersom San Francisco i sig selv ikke var nogen specielt jævnt indrettet by. Hver gade syntes at kurve op- eller nedad i en eller anden skarp vinkel, og der var intet andet at gøre end at følge med.

Ligesom jeg ikke havde andet valg end at følge med Isaac og købe ham den is, jeg havde lovet. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...