De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

27Likes
29Kommentarer
16593Visninger
AA

20. Kapitel 19 - "Du plejede at være en bedre løgner."

Skye

Eftermiddagen var gået væsentligt bedre end morgenen. Da først Aaron havde fået lokket de detaljer ud af Emma, som han kunne, og alle var blevet lappet tilstrækkeligt sammen til at sidde på en motorcykel i et par timer, vendte vi tilbage mod Tahoe for at hente de køretøjer, som vi havde efterladt.

Fordi jeg ikke havde været så sikker på, hvordan den køretur ville ende, havde jeg overtalt Emma til at køre med Aaron, som havde lidt bedre kontrol over sine lemmer. Det var nu gået fint, og udfordringen i det vanskelige terræn havde været nok til at distrahere mig fra smerten i mit ben og min arm for en stund. Det var lykkedes mig at bide tænderne tilstrækkeligt meget sammen til at strække venstre arm ud og placere den på styret for balance. De hårde dunk, når underlaget skiftede, sendte chokbølger af pinsel op gennem min skulder, men samtidig løsnede det også spændingen i musklerne lidt op.

Vi nåede frem til hytten sammen med mørkets frembrud. Derfor skulle jeg – også i kraft af mine ødelagte briller – lige danne mig et overblik for at sikre mig, at Emma nu også var nået med hele vejen. Hvis hun var det, så kunne jeg bedre slappe af og virkelig tro på, at det var lykkedes hende at finde os mod alle odds.

”Har du brug for hjælp med den der?” hørte jeg skråt bag mig.

For ikke at miste kontrollen over terrænkøretøjet, som jeg stod med, drejede jeg mig en smule mere forsigtigt end ellers. Selvfølgelig hjalp det også, at jeg allerede vidste, hvis ansigt jeg ville finde.

Emma så frisk og livlig ud, som hun stod der foran mig iført en andens mørke hættetrøje, brunplettede jeans og fuldstændig tilsølede Converse All Stars, der vist engang havde været sorte. Der var en helt anden aura omkring hende, end der havde været den lørdag morgen, hvor vi havde sagt farvel til hinanden og hun var taget af sted.

”Det kunne jeg aldrig bede dig om,” svarede jeg hende og præsterede et smil. Selv om jeg havde givet mig selv endnu en indsprøjtning fentanyl, så var det ikke nok, og jeg var løbet tør for kanyler, fordi jeg endnu ikke havde taget mig sammen til at hente nogle flere på apoteket.

”Derfor tilbyder jeg det også selv,” returnerede hun muntert og strøg mig over højre arm, idet hun stillede sig på modsatte side af køretøjet.

Jeg frigjorde min stok fra dens seler, så jeg ikke ville stå helt uden støtte, når motorcyklen blev ført væk. ”Du ved godt, at jeg bør tage mig af dig og ikke omvendt, ikke sandt?”

”Det gør du jo altid,” påstod hun og så ned på sine hænder, der hvilede på sædet. ”Nu er det min tur til at gengælde tjenesten.”

Jeg lo. ”Hvordan er det lige, at jeg tager mig af dig? Du klarer dig selv ganske fint.”

”Vil du virkelig have listen? Den er temmelig lang.” Der var et djævelsk glimt i hendes blå øjne, idet de igen blev løftet til mine. Jeg havde generelt lidt svært ved at fokusere på detaljerne i hendes ansigt på grund af det sprækkede brilleglas, men dette undslap mig ikke.

”Hvis den er så lang, så skal jeg nok stoppe dig, når jeg er overbevist,” gav jeg igen.

Tydeligvis med på spøgen og tagende udfordringen op stillede hun motorcyklen på støttebenet, så vi ikke længere behøvede at holde den. I stedet adskilte den nu bare vores kroppe fra hinanden. ”Vi kan jo starte med, at du tilbød mig at bo i din lejlighed, selv om du overhovedet ikke kendte mig, og at du nægtede at tage imod betaling for det,” indledte hun selvsikkert.

Nu var måske ikke det rette tidspunkt at fortælle hende, at jeg aldrig havde troet, at hun rent faktisk ville flytte ind i min lille, lusede lejlighed i byens klammeste kvarter. I stedet placerede jeg stokken tæt op ad mit beskadigede ben og støttede fra med så meget vægt, som jeg overhovedet kunne. ”Inden da havde du allerede formået at hive mig på benene,” mindede jeg hende om.

”Siden da har du lavet morgenmad til mig, vasket mit tøj og betalt for samtlige aftenmåltider, som vi har spist sammen.”

”Jeg skal jo også spise, og faktum er at jeg tjener mere, end du gør. Og der er ikke rigtig nogen pointe i at vi vasker tøj hver for sig, når –”

”Hold så op med at forsøge at overbevise mig om, at du ikke gør noget som helst for mig!” udbrød hun, og selv om hun stadig smilede, så kunne jeg høre en snert af frustration i stemmen. ”Hvis det var sandt, så ville du aldrig være kommet hertil for at finde mig i første omgang.”

Alt ved den her situation var forkert. Uanset hvor gerne hun ville stille mig op på en piedestal og fremstille mig som en helt, så ændrede det ikke på det faktum, at hun havde fundet mig i højere grad, end jeg havde fundet hende. Den pointe burde jeg blive ved med at fremlægge for hende, for det var vigtigt for hvordan hun opfattede mig.

Og så var der selvfølgelig spørgsmålet om, hvilke følelser det her førte med sig. Slagsmålet og eventyret i skoven med Aaron og de andre havde fået mig til at genopdage, hvor dødelig jeg var, og hvor kompliceret en fremtid jeg havde planlagt for mig selv. Selv hvis det havde været muligt at mindske afstanden mellem vores to fødesteder, så var det ikke en livsvej, som jeg kunne tilbyde Emma at gå på. Ikke engang et lille stykke.

Al min energi burde gå til at finde ud af, hvordan jeg fik hende overtalt til at rejse hjem før tid uden at såre hende alt for meget. Godt nok var jeg en god løgner, men hvis jeg skulle finde på en usandhed, der ramte hendes følelser nok til at hun aldrig ønskede at se mig igen, så kom det med sandsynlighed også til at knuse mit hjerte i processen, og det troede jeg ikke, at jeg kunne skjule. Ikke længe nok til at det blev overbevisende, i hvert fald.

Alligevel kunne jeg ikke få mig selv til det. Fra første gang vi mødte hinanden havde hun tryllebundet mig. Hun havde fået mig til at føle mig levende på en helt anden måde, end jeg nogensinde før havde oplevet det. Alverdens adrenalinsus kunne ikke overskygge den livsbekræftende fornemmelse, som den taktfaste og tunge dunken i mit bryst fyldte mig med, hver gang jeg tænkte på hende.

”Der er ikke den ting, som jeg ikke ville gøre for dig,” fortalte jeg hende i stedet.

Gennem tusmørket kunne jeg se pletter danne sig på hendes hals og kinder, men hun lod sig ikke slå ud af rødmen. ”Jeg kunne godt leve uden at du fik dig selv slået halvt ihjel på grund af mig,” erklærede hun eftertrykkeligt.

Ytringen fik mig til at grine atter engang. ”Ville du foretrække, at jeg var blevet slået helt ihjel?”

Naturligvis var det kun ment i spøg, men så snart jeg så hendes ansigt, vidste jeg, at hun ikke fandt det særlig morsomt. Et underligt mørke indfandt sig i de blå irisser, og hendes mundvige trak nedad så hurtigt, at man skulle tro, at hendes gode humør kunne blive tændt og slukket for med en knap.

”Det er ikke sjovt,” informerede hun mig.

”Nej,” mumlede jeg og strammede grebet omkring min stok, da en bølge af pine slog sig løs i mit knæ. ”Nej, selvfølgelig er det ikke det. Men du skal virkelig ikke bekymre dig om mig; jeg har det fint.”

Hvad der kom ud af munden på mig var måske ikke helt sandt, men som regel kunne jeg ende diskussionen med en udtalelse som den. Emma lod imidlertid ikke til at være den mindste smule overbevist, for hun krydsede bare begge arme over brystet og lod et øjenbryn trække længere op i panden.

”Du plejede at være en bedre løgner,” kommenterede hun nærmest afventende.

Hovedrystende lagde jeg venstre hånd på motorcyklens sæde, hvilket var en fejltagelse, fordi bevægelsen sendte chokbølger gennem min albue og skulder. ”Måske er du bare blevet bedre til at gennemskue mig?” foreslog jeg.

Dette bragte glæden tilbage i hendes mimik, og jeg slappede automatisk lidt mere af. ”Så gør lige os begge to den tjeneste at lade være med at prøve at skjule noget for mig igen.”

Opfordringen mindede mig om noget. ”Apropos det, så –”

Jeg brød af, da hendes ansigt vendtes fra mig og hen over min skulder. Automatisk fulgte jeg blikretningen med øjnene, indtil den mørkeindhyllede silhuet af Aaron trådte frem på min nethinde. Han gik friskt og selvsikkert, selv om jeg vidste, at han måtte være både udmattet og øm mere end et sted efter morgenens strabadser og den lange dag.

”Emma,” sagde han med et smil og stoppede op ved siden af mig, ”vil du gøre mig en tjeneste?”

Den blonde pige, som jeg mere eller mindre havde overrakt mit hjerte, lod armene falde ned langs siderne. ”Ja da,” svarede hun med et smil.

Han strakte en arm halvt ud mod garagen på hyttens nordside. ”Vil du ikke tage motorcyklen med hen til Harry?” Så snart ordene havde forladt hans mund, vidste jeg, at der stak et eller andet under.

Hvis det hastede så meget at køretøjerne låst inde i tilbygningen til huset, så ville han have gjort det selv og ikke bedt hende om at henvende sig til Harry først. Altså måtte det være en undskyldning for at få hende ud af vagten.

Uden videre nikkede hun, slog støttebenene fra og trillede den lette, simplificerede version af en motorcykel hen mod den angivne person.

Aaron blev stående ved siden af mig, mens jeg så efter hende. Så lagde han en hånd på min højre skulder. ”Har du et øjeblik?”

”Klart,” bekræftede jeg, selv om jeg egentlig helst ville have fortalt Emma, hvad der foregik, så hun ikke fik et chok på et senere tidspunkt.

Han så sig om og konkluderede åbenbart, at der var for mange mennesker omkring os til, at vi kunne tale så uforstyrret, som han gerne ville have det. I hvert fald var det, hvad jeg kunne udlede af hans næste spørgsmål: ”Kan du holde til en lille gåtur?”

Der var ingen logik i at stikke ham en hvid løgn, så jeg virrede med hovedet. ”Ikke hvis jeg skal gøre arbejdet selv.”

Han så sig kort over skulderen mod trappen til verandaen, som viklede sig om størstedelen af hytten. ”Og hvis jeg støtter dig?” ville han vide.

”Så er chancerne nok lidt bedre,” vurderede jeg.

I sidste ende fik Aaron det, som han ville have det. Stokken lod vi stå ved trappen, eftersom jeg ikke kunne bruge den alligevel med min uduelige venstrearm og min højre var trukket omkring hans skuldre, så vægten blev mere jævnt fordelt. Under normale omstændigheder blev jeg tvunget til at støtte en lille smule på det dårlige ben, eftersom det var strakt og gjorde ondt at bøje. Nu var det anderledes. Hele siden, som vendte mod Aaron, nærmest sank når jeg bragte min højre fod fremad. Kun den yderste fodsål formåede at ramme jorden, inden jeg tog over med det andet ben. Følelsen var mærkelig og langt mere ubehagelig, end jeg havde forestillet mig.

Samtidig tærede fremfærden på os begge to, for når jeg ikke kunne støtte på benet selv, så betød det, at jeg heller ikke kunne anstrenge mig ret meget for at mindske Aarons byrde. Derfor stoppede vi et lille stykke nede ad vejen, der førte ud af skoven mod civilisationen. Den eneste vej til og fra hytten, hvis man var i bil.

”Du kan virkelig ikke gå,” pustede Aaron, idet jeg udvalgte mig en affældet træstub og slog bagdelen i sædet. Han lød mere bekymret, end jeg brød mig om.

”Åbenbart ikke,” medgav jeg i et lidt mindre dystert tonefald for at løfte stemningen.

Det virkede ikke helt efter hensigten, for rynken mellem hans mørke bryn forblev, hvor den var, mens han satte sig ved siden af mig. Grundet det fældede træs levealder – og dermed dets tykkelse – kunne jeg ikke se hans ansigt fra den nye vinkel.

”Tror du, at det er permanent?” ville han vide. Stemmeføringen mindede mig om et forskrækket barn, der desperat forsøgte at holde hovedet koldt og stille de mest væsentlige spørgsmål.

Jeg gned min venstre albue lidt, nu hvor smerten i den blev dulmet af det kvalmende ubehag fra mit ben i stedet. ”Ja,” svarede jeg med et suk. ”Jeg tror, at jeg bliver nødt til at overgive mig og acceptere den kørestol, som de anbefalede i første omgang.”

Ved udtalelsen lænede personen, der var som en bror for mig, sig frem for at kunne se mit ansigt. Chok emmede fra ham, og hans mørke øjne var store og forfærdede. En lille sprække mellem læberne fortalte mig, at han måbede. Han havde tydeligvis ikke forventet at høre mig tilstå, at jeg ikke kunne mere.

Vi vidste begge to, hvor stædig jeg kunne være, og jeg havde været det i en ekstrem grad med hensyn til min skade. Stokken tog lidt af vægten af mit ben, men strengt taget var den ikke et optimalt hjælpemiddel. Hvis jeg ville leve uden smerte og uden bekymringen om, hvor langt jeg kunne fortsætte, så skulle jeg som minimum have knyttet mig til det sæt krykker, som jeg havde stuvet af vejen i min lejlighed for længe siden. En amputation og et kunstigt ben var også blevet tilbudt, men jeg foretrak at have mine egne legemsdele.

Aaron vidste om nogen, at jeg havde været kompromisløs efter mit møde med Kirurgen. Selv om vi kort derefter havde sagt farvel til hinanden, så var jeg overbevist om, at han havde en eller anden idé om følgerne deraf.

At holde ham på pinebænken var sjovt, men ikke særlig pænt gjort af mig. ”Slap af.” Jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Jeg driller bare. Med lidt hvile og knæet hævet i nat skulle det gerne være meget bedre i morgen.”

Der gik et lille øjeblik, før det gik op for ham, at jeg mente, hvad jeg sagde. Så udviklede beklemmelsen i hans ansigt sig til mistro. ”Men jeg så dit ben. Det sad helt forkert i leddet.”

Deri havde han fuldstændig ret, for selv da jeg var vågnet fra min besvimelse og slagsmålene var ovre, havde den været gal med det sædvanlige ben. ”Hvis jeg havde en dollar for hver gang mit knæ var gået af led, så ville jeg være stenrig nu,” fortalte jeg ham roligt.

Sandheden i den udtalelse burde måske have bekymret mig, men det gjorde den ikke, for så længe knoglerne holdt sammen på sig selv, så kunne jeg finde råd for resten. De første gange mit knæ var hoppet ud af led, havde jeg været på skadestuen og fået det sat på plads med en formaning om at få gjort noget ved resten af problemerne i samme region. Efterhånden lurede jeg behandlernes tricks af og kunne selv rode bod på de knuder, som min krop slog på sig selv. Det var også betydeligt nemmere end at skulle lyve mig fra ikke at have fået ordnet min skade hver gang.

Tilsyneladende hjalp mit forsøg på at lysne hans humør med tør humor, for han foldede fingrene ind og slog den knyttede næve mod min højre skulder. ”Du tager alt for let på det hele,” fortalte han mig.

Smilende lynede jeg min jakke lidt ned, bare for at holde min højre hånd beskæftiget. ”Nej, men jeg kender mine begrænsninger og min krop bedre, end jeg gjorde før. Hvis det havde været alvorligt, så ville jeg have insisteret på, at du hjalp mig indenfor frem for i stik modsatte retning,” forsikrede jeg ham til gengæld.

”Men du mener ikke, at det overstiger din formåen at genoptage arbejdet for Murray?” ville han vide.

Spørgsmålet tvang et suk ud af mine lunger. ”Teknisk set kommer det vel an på, hvad han vil sætte mig til, når han får besked om det,” påpegede jeg.

”Du kunne også lade være med at ringe til ham.” Der var noget ved den måde han sagde det på, der fik mig til at knibe øjnene en smule sammen af irritation.

”Har du glemt, at det var din betingelse?” spurgte jeg direkte, fordi jeg ikke var i humør til at afhjælpe hans ego lige nu ved at sige, at der nok skulle være noget, som jeg kunne gøre. Med alt andet ville jeg måske have gjort det, men ikke dette.

Der var stille lidt, mens skarpheden i mine ord dulmedes en smule af bladenes rislen i mørket, der krøb tættere og tættere sammen om os. I det fjerne kunne jeg se lyset brænde i hytten og skygger, der bevægede sig frem og tilbage foran lamperne. Hvis jeg lyttede godt efter, ville jeg formentlig også være i stand til at høre opløftede samtaler og latter, nu hvor vi var tilbage under et tag for natten og ikke behøvede at bekymre os om overfald i en drivvåd, miserabel teltlejr.

”Nej,” sagde Aaron endelig efter en tid. ”Men jeg skulle have sagt ja til at hjælpe fra begyndelsen, uden at stille krav.” Han lød angrende, hvilket gav mig en dårlig smag i munden; det var meget nemmere at give ham den hårdhændede behandling, som han efter min mening fortjente, når hans opførsel indbød til det.

”Jeg bad dig om en ting, og du forlangte noget til gengæld. Sådan fungerer handel nu engang,” pointerede jeg mere eftergivende.

Han rejste sig og vandrede et par skridt fremad for at blokere mit udsyn til hvad der foregik, hvor vi havde stået et par minutter tidligere. Store, brune øjne stirrede på mig i mørket. ”Handel var ikke helt hvad jeg var ude efter. Det var bare en måde at forsøge at genskabe det venskab, som vi engang havde, på.”

Jeg så ned på mine hænder, der viklede sig ind i hinanden i mit skød. Hvordan skulle jeg få det sagt, som jeg gerne ville ud med, uden at lyde hverken afvisende eller ynkelig?

”Vores forhold til hinanden bliver aldrig det samme,” advarede jeg ham direkte efter nøje at have udvalgt mine ord. Ved hans fortrydelsesfulde grimasse fortsatte jeg roligt: ”Måske følte du dig forrådt, da jeg sagde op, men så prøv at forestille dig, hvordan jeg havde det: der var ingen måde, hvorpå jeg kunne fortsætte med samvittigheden og førligheden i behold ret længe; mit liv var blevet vendt på hovedet, og jeg var tvunget til at acceptere det, for der var intet, som jeg selv kunne gøre ved det; og oven i det hele valgte min bedste ven – og hele dennes familie – at starte en hadekampagne imod mit valg frem for at give mig den støtte, som jeg havde brug for.”

Aaron var ikke dum. Han vidste med sandsynlighed godt, at han ikke var den eneste, som havde haft noget emotionelt i klemme, men erfaring havde lært mig, at han helst skulle høre en anden sige det, før han gjorde noget ved sagen. Dette havde jeg dog ignoreret tidligere af raseri over hans iltre reaktion på min beslutning.

”Selvfølgelig var det svært for dig,” sagde han stilfærdigt, som om han overvejede, hvad han skulle stille op nu. ”Og jeg forstår godt, at du ikke har ret meget tilovers for mig efter det jeg gjorde. Men du skal bare vide, at jeg ikke har tænkt mig at tvinge dig til at kontakte Murray.”

Jeg havde ikke forventet at høre Aaron trække sin eneste betingelse for at hjælpe mig tilbage, så at han gjorde det efterlod mig usikker på, om jeg virkelig kendte ham så godt, som jeg troede. Men så igen … der var gået mange, mange måneder imellem at vi sidst havde talt rigtigt sammen, og jeg havde ændret mig i løbet af dem. Derfor var det selvfølgelig tåbeligt af mig at tro, at det samme ikke gjaldt for ham.

Ikke at det forandrede ret mange ting nu. ”Jeg bærer ikke nag, Aaron,” indledte jeg og forberedte mig på at rejse mig, ”men jeg vil heller ikke give dig falske forhåbninger. Betingelsen for at hjælpe mig var, at jeg bad om at blive en del af de Navnløse igen, og det lovede jeg at gøre. Så det vil jeg gøre. Men jeg kan ikke love, at alting bliver som før, for det tror jeg ikke er sandsynligt.”

Selv om der lå en konnotation af adskillelse i min ytring, så lagde jeg alligevel højre hånd på hans skulder for at støtte mig selv, da jeg kom på fødderne. Jeg stolede på Aaron og ville ikke tøve med at lægge mit liv i hans hænder – ikke at mit liv var vanvittigt vigtigt for mig længere, men det havde da en vis betydning – hvis det blev nødvendigt. Og jeg holdt af ham som den bror jeg aldrig havde haft. Men vores forhold havde været centreret omkring vores fælles foretagende tidligere, og det ville det også blive nu. Forskellen var bare, at vi nu så på det foretagende fra vidt forskellige perspektiver, hvor vi før havde været som programmeret til ens tankegang.

”Jeg synes ikke, at det er nogen god idé, at du henvender dig til Murray,” meddelte han mig gravalvorligt, idet han trak min arm hen over sine skuldre. ”Brug din tid på noget, som du bliver glad af. Rejs rundt, se verden. Tag til Holland og se din mors familie…”

Han brød af, da jeg begyndte at grine. Vi vidste begge to godt, at den sidste mulighed var et desperat, fejlslagent forsøg på at overtale mig, for jeg havde ikke set mine bedsteforældre siden begravelsen for elleve, snart tolv år siden. De havde ikke gjort noget forsøg på at overtale forældremyndighederne over mig, da Sam Lawrence tog mig til sig, og på min følgende fødselsdag var de årlige lykønskningskort holdt op med at komme.

”Lad os nu se,” var min eneste kommentar, for jeg havde ikke lyst til at diskutere det længere.

 

Den nat kunne jeg ikke falde i søvn. Jeg lå, lysvågen, og forsøgte forgæves at falde til ro. Nu hvor jeg lå ned med en pude under knæet, var smerterne derfra mere udholdelige, men de var stadig nok til at holde mig ved fuld bevidsthed. Så jeg betragtede Emma i stedet. Gardinet foran soveværelsets vindue var ikke lukket helt tæt, og blegt, gråligt måneskin faldt ind på hendes ansigt.

Hun så fredfyldt og veltilpas ud som hun lå på siden med lukkede øjne og afslappede træk. Et par lokker af det lyse hår havde sneget sig frem over ansigtet, men fordi hendes fingre hvilede løst omkring min højre hånd, turde jeg ikke at skubbe dem væk. Som hun lå der med nøgen overkrop så hun både kvindelig og lille ud på samme tid.

Jeg smilede for mig selv. Hvis jeg absolut skulle ligge vågen, så kunne jeg ikke forestille mig noget bedre at foretage mig end at se på hende. Lytte til hendes åndedræt, der var roligt men en smule for overfladisk til at indikere dyb søvn. Mærke hvordan hendes blide, bløde fingre langsomt strammede grebet omkring mine.

Øjenvipperne flaksede for et kort øjeblik, inden lågene gled til side og hun mødte mit blik i mørket. Jeg havde ikke besværet mig med at tage brillerne af, ellers ville jeg nok ikke have bemærket det.

”Kan du ikke sove?” hviskede hun ind mod min overarm.

”Nej,” svarede jeg stilfærdigt.

”Nogen speciel grund til det?” ville hun vide.

Jeg bøjede nakken en anelse og kyssede hende i håret. ”Det er ikke noget alvorligt,” sagde jeg i et forsøg på at undgå at fremstå endnu svagere i hendes øjne, end jeg allerede gjorde.

Efter vores udflugt ind mellem de mørke træer havde Aaron støttet mig hele vejen tilbage til huset, hvor Emma havde siddet på verandaens gelænder og ventet på os. Jeg havde ikke haft overskud til at sige noget meningsfuldt til hende, så i stedet havde jeg ladet min stok stå og lænet mig mod Aaron, mens vi besteg de få trappetrin. Et øjeblik efter, da jeg sad på en stol i køkkenalrummet, var hun kommet over med min efterladte ejendel, havde sendt mig et skævt smil og derefter trisset af sted for at tage et bad.

Under aftensmaden havde hun været selskabets højdepunkt og siddet mellem Aaron og Justin, som skiftedes til at drille hende ved at spørge, om hun var blevet til en skovnymfe. Min plads havde været ved siden af Taylor, som forsøgte at lokke ud af mig, hvad min samtale med Aaron havde handlet om. Siden det kun ville skabe drama, havde jeg ikke fortalt hende, at hendes egen bror havde sået tvivl ved vores aftale. I stedet havde jeg undskyldt mig tidligt og var gået i seng.

”Hvis det ikke er alvorligt, så sker der heller ikke noget ved, at du fortæller mig det,” tiggede Emma håbefuldt ved siden af mig.

Fordi hun havde ret sukkede jeg. ”Mit ben,” mumlede jeg til forklaring.

”Det gør ondt,” konstaterede hun alvorligt, satte sig op og løftede lidt på dynen, som for at se om det så værre ud end tidligere. ”Gider du at tænde lyset?”

”Du burde få noget mere søvn,” prøvede jeg, for det var alt for tidligt til at stå op nu, og jeg ville ikke være skyld i, at hun var komplet udmattet den følgende dag. Desuden var jeg helst foruden at hun så, hvad hendes nøgne krop i mørket gjorde ved mig.

Uventet bøjede hun sig ned mod mit ansigt og placerede et par bløde, fugtige læber mod min pande. ”Jeg vil hellere være vågen sammen med dig.”

Jeg vidste, at jeg ikke burde give efter for hendes elskværdighed, og at det var bedst for hende, hvis jeg kunne fremstå uinteresseret på alle fronter. Men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til det. Så i stedet halvt drejede jeg mig om på siden og trykkede på den kontakt, der satte sengelamperne i gang.

Det bløde, orange lys gjorde bestemt ikke situationen i mine nedre regioner mindre kritisk. Blå irisser der skinnede grønligt i belysningen blinkede indsmigrende i min retning. Der var intet jeg kunne stille op imod de øjne, så jeg lod mig bare synke tilbage mod hovedpuden med et skævt smil.

Hun trak forsigtigt dynen af mit højthvilende højreben og stivnede. Fordi de træningsbukser som jeg normalt sov i var blevet temmelig klamme af overnatningen i mudderlejren, lå jeg nu kun iført boxershorts, hvilket var en sjældenhed. Dette gav os begge frit udsyn over hvilke bugtninger min krop slog, hvilke hulrum og højdedrag der udgjorde min statur. For mig var der intet unormalt ved det, men Emmas måben afslørede, at hun ikke ofte havde været konfronteret med hvordan mit knæ så ud.

”Er der noget galt?” spurgte jeg og lod et par fingre kærtegne hendes kind.

Hovedrystende fugtede hun sine læber, mindre uvornt udseende end før. ”Vil det gøre ondt, hvis jeg rører ved det?”

Normalt lod jeg ikke andre komme så tæt på, at de fik lejlighed til at stille lignende spørgsmål, og tanken fik det til kortvarigt at løbe koldt ned ad ryggen på mig. De seneste dages begivenheder havde gjort enhver bevægelse jeg foretog mig til en pinefuld affære, så hvordan ville det være at blive underlagt bare en smule pres fra en udefrakommende?

Jeg slugte min ængstelighed. ”Du kan jo prøve,” foreslog jeg.

Måden hvorpå hun tøvede fortalte mig, at hun overvejede at lade være. At nysgerrigheden blev udfordret af den baggrundsviden, som hun i forvejen havde.

Tvivlen varede åbenbart kun et øjeblik, for sekundet efter mærkede jeg blide fingerspidser mod huden over knæskallen. Hun trykkede ikke, så det gjorde ikke den mindste smule ondt, men alligevel fik jeg kuldegysninger. Berøringen stoppede brat.

”Er du okay?” hviskede hun forbavset. ”Gjorde det –”

Jeg gjorde intet for at holde min dæmpede latter inde. ”Jeg har det fint. Det kildede bare.”

Lettelse overtog hendes ansigt, præcis som hvis den var blevet sprøjtet på med spraymaling. Synet var komisk nok til, at jeg ikke lod smilet på mine læber blegne. ”Du siger til, hvis jeg gør noget, som du ikke vil have.”

”Naturligvis,” lovede jeg, idet jeg igen mærkede blide strøg mod min knæskal og huden deromkring. Arrene fra forskellige kirurgiske indgreb gjorde, at strejfene ikke blev helt jævne, men at hendes fingre fulgte konturerne omkring leddet slavisk.

Jeg hørte hendes muntre fnisen allerede inden hendes hænder langsomt arbejdede sig vej op over mit lår til min lyske. På én og samme tid beroligede og bekymrede hendes latter mig, for tænk nu hvis hun fandt det upassende, at min menneskelige natur slog til netop nu. Og måske var dette ret velbegrundet.

Etisk set var det hamrende forkert af mig at lade hende gøre, hvad hun var gået i gang med. At gøre det rigtige ville være at bede hende om at stoppe, at fortælle hende, at det ikke kunne lade sig gøre på grund af mine fysiske begrænsninger. At stå fast ved den beslutning, som jeg var nødt til at tvinge mig selv til at træffe.

I stedet efterlod jeg alle mine principper til senere efterforskning, rakte ud med min højre hånd og rørte ved hendes bløde, glatte hud. Hun gispede fornøjet, mødte mine øjne og smilede djævelsk. Og så vidste jeg ligesom godt, hvad klokken var slået.

Enhver modstand i mig døde hen, da hendes ene hånd igen skiftede position, samtidig med at hun bøjede sig ned mod mit ansigt og mødte mine læber med sine egne. Ingen anden pige eller kvinde havde været i stand til at overrumple mig i en sådan grad, at jeg endte med at være fuldkommen i deres magt. Men Emma, som ikke havde den fjerneste idé om, hvad hun gjorde ved mig, bestilte stort set ikke andet.

Vel vidende at jeg kun gjorde det hele mere besværligt for mig selv, trak jeg hende nærmere og begravede mine fingre i hendes tykke, blonde hår. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...