De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

27Likes
29Kommentarer
16619Visninger
AA

19. Kapitel 18 - "Du er så dobbeltmoralsk."

Emma

Da jeg vågnede i løbet af den følgende morgen, fik jeg mig lidt af en overraskelse. Oscar, som havde bygget en slags hule af grangrene til at sove i, var ikke noget sted at finde, men hans rygsæk lå stadig, hvor han havde lagt den aftenen før. Under det grønne tag over mit hoved kunne jeg se, at det stadig støvregnede, så jeg var alt andet end ivrig efter at krybe ud fra mit skjul for at se mig omkring. Alligevel tog jeg mig sammen, foldede det tæppe, som jeg havde sovet under, sammen og proppede det i tasken for at kravle ud af hulen, kun iført trusser og en ekstra af Oscars trøjer.

Et lille stykke væk havde han stablet endnu et halvtag på benene, og vi havde samarbejdet om at tænde et lille bål, så vores våde klæder kunne tørre lidt. Skovbunden var smattet under mine bare fødder, da jeg bevægede mig derhen og klædte mig på. Klumper af mudder fordelte sig op ad mine ben, da jeg trak bukserne op, men stoffet i sig selv var tørt, så lidt fugtig jord kunne jeg vel leve med.

Jeg ville gerne vide, hvad klokken var, for det var tilstrækkeligt lyst til, at det ikke kunne være helt tidligt. Underligt nok, for Oscar havde været overbevist om, at vi blev nødt til at skynde os i går. Hvorfor havde han så ladet mig sove så længe? Og hvor fanden var han henne? Havde han bare overladt mig til mig selv midt i de californiske skove, så jeg kunne dø af sult? Eller havde han måske ændret mening og var på vej ud for at finde sine kumpaner, så de kunne slå mig ihjel?

Vild panik nåede lige at rive i mit bryst, da jeg hørte fodtrin i mudderet bag mig, for i princippet kunne det være hvem som helst. Men da jeg vendte mig om, viste det sig selvfølgelig bare at være Oscar. Han var plettet af mudder helt op til halsen, men derudover så det ikke ud til, at han havde været i vanskeligheder. I den ene hånd havde han gårsdagens vandflaske, som nu var fuld.

”Godmorgen, sovetryne,” sagde han henkastet. Jeg var mest af alt glad for, at jeg havde nået at få tøj på, inden han viste sig.

”Hvad er klokken?” spurgte jeg og samlede mit filtrede hår i en knold, så det ikke kom i vejen. Sidste gang jeg spurgte, var klokken kvart over ti om aftenen.

Han fiskede en telefon tilkoblet et ekstra batteri op af sin beskidte bukselomme og lod en finger glide over displayet. ”Lidt i tolv.”

Godt nok var jeg ikke faldet i søvn så snart jeg kendte tidspunktet aftenen forinden, men jeg nåede alligevel til en skræmmende konklusion: ”Har jeg seriøst sovet i mere end et halvt døgn?”

”Det ser sådan ud,” bekræftede han og satte sig i hug ved indgangen til sovehulen for at rode lidt rundt i sin rygsæk.

Min mave rumlede, og jeg ville give hvad som helst for en tandbørste lige nu, men jeg havde alligevel vigtigere ting at bekymre mig om. ”Jeg har aldrig nogensinde sovet så længe,” fortalte jeg min vandremakker.

Han så på mig ud af øjenkrogen. ”Måske fik du lidt hjælp til at sove længere,” sagde han med et kryptisk smil og viste mig en lille kanyle med et tyndt lag rødlig væske.

Forarget trådte jeg et skridt baglæns og havde nær væltet hele vores tørre-tøj-anretning omkuld. ”Hvad er det?”

”En lille smule sovemedicin og en lille smule bedøvelsesmiddel. Det giver sådan en blid, rolig søvn uden bivirkninger.” Måden han sagde det på fik det til at lyde, som om han beundrede opfindelsen. Som om han var stolt af at være i besiddelse af et sådant narkotikum.

”Gav du mig det?” Spørgsmålet var egentlig temmelig dumt, for hvem skulle ellers have gjort det?

”Ved mere end en lejlighed i løbet af de sidste par dage,” medgav han og rettede sine lange ben ud. ”Det er ikke farligt, så du behøver ikke at være bange.”

Det kunne han sagtens sige. Taget i betragtning hvad de seneste dage havde bragt med sig syntes jeg, at jeg var i min gode ret til at frygte for mit liv og velbefindende. Noget sagde mig dog, at jeg ikke skulle kaste mig ud i den diskussion, for jeg var ret sikker på, at jeg ville tabe den før eller senere. Lidt ligesom enhver diskussion med Skye.

I stedet tog jeg en dyb indånding og forsøgte at berolige mig selv. ”Hvorfor gjorde du det?”

”Første gang fordi jeg skulle sikre mig, at du ikke vågnede, da vi slæbte dig væk fra hytten ved Tahoe. Anden gang for at sikre mig, at du ikke strittede for meget imod, da du forsøgte at undslippe. Og så nu fordi jeg havde brug for, at du ikke pludselig gik på opdagelse, mens jeg var væk.” Selvfølgen i tonefaldet gav mig kuldegysninger, for den mindede mig om, at Oscar var en kriminel på samme niveau som Dominic og de andre, selv om han ikke lignede dem af udseende.

Dog var der også et led i opremsningen, der gjorde mig nysgerrig. ”Hvor var du henne?” Når nu jeg alligevel ikke kunne gøre andet end at stole på ham, hvis jeg ville tilbage til San Francisco, så kunne jeg lige så godt stille de spørgsmål, som jeg fandt mest presserende.

Han vadede gennem mudderet til ”tørrestativet”, tog den T-shirt, som han havde hængt der, og stoppede den ned i rygsækken uden videre. ”Omkring halvanden kilometer mod nordøst.” Åbenbart havde han ikke lyst til at uddybe yderligere, hvilket gjorde mig endnu mere opsat på at finde ud af, hvad han havde foretaget sig der.

”Hvad lavede du der?” vedblev jeg derfor stædigt. Til trods for at svarene i sig selv var temmelig vage, så undlod han aldrig at svare på mine mange spørgsmål, og det var rart.

Mens han slyngede tasken om på sin ryg, fandt jeg mine sko frem. For at undgå at soppe rundt i en kage af gennemvæddet jord resten af dagen fandt jeg en afbrækket gren og brugte den til at skubbe det værste af mine fødder. Da jeg var færdig, havde jeg endnu ikke fået svar af Oscar, så jeg sendte ham et afventende blik hen over min skulder.

Ved øjenkontakten rullede han med nakken. ”Jeg ville lige tjekke, at alting gik som forventet med de andre,” fortalte han fjernt, som om hans tanker var et helt andet sted.

Jeg skubbede en strejfende lok af mit hår ud af øjnene og bandt mine snørebånd ekstra stramt og med dobbeltsløjfe. ”Og din konklusion?” pressede jeg.

”Der er sket en lille ændring i planerne,” afslørede han lidt mere nærværende og begyndte at gå, tilsyneladende ligeglad med at efterlade sig spor.

”Hvilken slags ændring?” ville jeg vide.

Hjertet sad pludselig oppe i halsen på mig, for det kunne jo godt være, at han havde været ude for at lave en aftale med sine venner, selv om vi stod her alene for øjeblikket. Alligevel fulgte jeg efter ham ind mellem træerne i samme retning, som han måtte være kommet fra.

For en gangs skyld tog vi det roligt, og han satte ikke i løb, så snart vi var kommet lidt væk fra lejren. Tvært imod gik han så roligt, at jeg ikke havde problemer med at holde trit med ham.

”Den slags hvor vi ikke længere behøver at bekymre os om mine såkaldte kollegaer.” Han sagde det med et lille smil i stemmen, men hans ansigt forblev temmelig følelseskoldt.

Mine myrekryb holdt ikke op af den grund. ”Hvorfor ikke? Har du lavet en aftale med dem?” Det krævede al min viljestyrke at få ordene tvunget ud over tungen, fordi jeg var hunderæd for svaret.

Han lo stille, men på en mere sarkastisk måde end Skye normalt gjorde det. ”Jeg ville nok have større held med at indgå en aftale med alle skovens vilde dyr. I deres øjne er jeg så godt som død.” Han holdt en kort pause og indikerede træerne skråt til højre for os. ”Det ser ud til, at du og jeg har overvurderet Andrews’ klogskab en lille smule.”

Det lød ikke, som om hvad han fortalte mig bekymrede ham særlig meget, til trods for at jeg godt kunne regne ud, hvad det betød. Min puls steg til det dobbelte, og jeg fik svært ved at trække vejret både af lettelse og af bekymring.

”Er Skye her?” udbrød jeg vantro. Hvis han var, så kunne det umuligt være godt for ham, men i det mindste kunne jeg så se ham inden for en overskuelig fremtid og fortælle ham, hvor ked af det jeg var.

”Jep.” Han fortsatte i modsatte retning af hvor han havde peget, hvilket forvirrede mig.

Jeg stoppede op. ”Hvorfor finder vi ham så ikke bare, og så kan du slippe for at have mig på slæb hurtigere?”

Han vendte sig mod mig, og de der lyse øjne glødede. ”For det første er Skye Andrews ikke en idiot, så han er ikke kommet alene; han har en mindre hær af veltrænede mordere med sig, og de er tilstrækkeligt årvågne til at skyde først og stille spørgsmål bagefter. Hvilket bringer mig til pointe nummer to: jeg står ikke særlig højt i deres agtelse, og jeg har mit liv ganske kært.”

”Har du set dem?” spurgte jeg, mest for at skjule min skuffelse og vrede. Skye var i nærheden, og så kunne jeg ikke engang få lov til at mødes med ham.

”Ja.”

Jeg var ikke færdig med at forhøre ham, for der var noget, som jeg ikke kunne få til at gå op: ”Var det ikke hele ideen med at stikke af fra dine venner, at du kunne føre mig tilbage til Skye?”

”Til Andrews, jo,” medgav han med et håbløst suk, ”men ikke til søskendeparret Lawrence og deres lakajer.”

Da han sagde, at Skye havde en mindre hær med sig, så havde jeg ikke helt vidst, hvad jeg skulle forestille mig, men Aaron og Taylor havde aldrig været en del af mine overvejelser. Om nogen vidste jeg, at de to søskende havde et anspændt forhold til min bofælle. Hvis han manglede hjælp til noget, så havde jeg ikke regnet med, at han ville gå til dem for at søge den, og at de ville give ham den. Åbenbart kendte jeg hverken Skye eller Aaron så godt, som jeg troede.

”Desuden,” tilføjede Oscar, ”er Andrews ikke i stand til at tage sig af andre end sig selv lige nu.” Tonefaldet indikerede, at der var mere, som jeg ikke vidste.

Mine nakkehår rejste sig ved tanken om, at der skulle være sket Skye noget alvorligt, og jeg ville gerne vide, hvad der var foregået, mens jeg havde sovet. På den anden side turde jeg dog næsten ikke at stille spørgsmålet, for hvis det stod slemt til, så var det alt sammen min skyld.

Alligevel åbnede jeg munden: ”Hvorfor ikke?”

Oscar satte i bevægelse igen, i en lidt anden retning. ”Jeg så ikke det hele, men det ser ud til, at de har mødt vores tidligere rejsemakkere,” fortalte han mig dæmpet. ”De har sloges, og der er ikke rigtig nogen, der ikke har et sår at slikke i øjeblikket.”

Jeg hadede mig selv for at have ladet det komme så vidt, men nu var ikke tidspunktet til at gå i spåner over, hvor dum jeg havde været. ”Hvis det er sandt, så bliver du nødt til at føre mig hen til dem. Så kan de vende om og vende hjem, inden der sker mere.”

Han tøvede, men efter yderligere plageri og argumentation for, at det var det eneste rigtige, indvilligede han i at vise mig hen til lejren, på betingelse af at jeg ikke nævnte for nogen, hvilken retning han gik i derfra.

Så gik turen atter gennem det smattede terræn. Mine fødder bevægede sig med større lethed hen over skovbunden nu, hvor der var en mening med galskaben. Pludselig generede regnen og mudderet mig ikke så meget, som det havde gjort aftenen før, og Oscar behøvede ikke længere at holde inde for at vente på mig. Derfor opdagede jeg forsinket, at det var holdt op med at regne, og at solen sendte sine stråler direkte ned mellem grantræerne overalt omkring mig. Lyset, der blev filtreret af nålene, dannede mønstre i det mørke søle, hvor jeg satte mine fødder.

Vi passerede en halvt sammenstyrtet teltlejr med enkelte genstande, som jeg genkendte fra Dominics gruppe. En lille klump satte sig i min hals, for jeg vidste jo reelt set ikke, hvad der var blevet af dem, og en lille del af mig frygtede, at en af deres tatoverede hænder ville gribe mig om anklen, når jeg mindst ventede det. Oscar forholdt sig tavs, men det var tydeligt, at han morede sig over det frastødte udtryk i mit ansigt.

Derfra bevægede vi os meget forsigtigt fremad. Oscar nærmest listede fra træ til træ, og jeg gjorde mit bedste for at holde trit med ham uden at lave for meget larm. Hvad der end var i nærheden, så gjorde det ham vagtsom.

Nu hvor jeg ikke vandrede raskt af sted, kunne jeg mærke de vabler, som mine fødder havde tilegnet sig over de sidste par dage, samt at jeg var både sulten og tørstig. I min iver efter at komme af sted, havde jeg ikke nået at tænke så langt som til at spise morgenmad, og Oscar havde ikke tilbudt det. Måske havde han ikke engang mere mad?

Pludselig kunne jeg høre en stemme på afstand. Den lød myndig, selv om jeg ikke kunne skille ordene fra hinanden. Derefter lød der et kort bjæf til svar. Oscar stoppede og pegede lige frem. Alt hvad jeg kunne se var træstammer.

”Hvis du fortsætter ligeud, så kommer du til en lysning, hvor de har slået telte op,” forklarede han, hviskende. ”Vær en lille smule forsigtig, når du nærmer dig. Sørg for ikke at gøre noget mistænkeligt.”

”Okay,” sagde jeg uden at vide, hvad det betød. ”Hvad med dig? Hvad gør du nu?”

Han smilede. ”Jeg skynder mig væk herfra. Sørger for at undgå den mest oplagte rute, så vi ikke støder sammen. Og så tager jeg hjem til min familie og lader, som om intet er sket.”

”Men vil de ikke, du ved, prøve at slå dig ihjel, efter at du forrådte dine egne?” ville jeg vide. For i så fald skulle jeg nok forsøge at overtale Skye og Aaron til at hjælpe.

Til min overraskelse grinede han. ”Min chef er fløjtende ligeglad med Skye Andrews og hvad han har gjort. Hans eneste bekymring er, at FBI ikke får yderligere grund til at udforske vores handelsruter, så enhver handling der tiltrækker sig deres opmærksomhed vil blive straffet alligevel. Ved at levere dig tilbage har jeg i princippet gjort mit for at lægge et plaster på det sår, som Dominic har skabt.”

Taget i betragtning at en kriminel netop havde afsløret sin skurkeplan for mig, var jeg forbløffende lettet. Nok var Oscar også et medlem af banden, men han havde behandlet mig pænt og fortalt mig flere sandheder, end Skye nogensinde havde. Hvis han var sikker på, at han ikke fik problemer ved at have hjulpet mig, så var det langt bedre, end jeg havde turdet håbe på.

”Godt,” hviskede jeg. ”Hvis de overvejer noget, så skal jeg nok forsøge at få dem til at lade være med at efterforske jer.”

Smilet på hans læber blev en anelse stift, inden han nikkede. ”Tak.”

Samtalen var tydeligvis overstået, men jeg følte ligesom, at jeg blev nødt til at sige noget mere, inden jeg gik. ”Selv tak. Du har virkelig reddet mit liv.”

Hovedrystende gestikulerede han i min anviste retning. ”Du kan gengælde tjenesten ved at smutte, inden de opdager, at jeg er her.”

”Okay,” mumlede jeg og tog et par tøvende skridt i hvad jeg håbede var den rigtige retning.

Han vendte rundt på hælen, nikkede hen over skulderen og påbegyndte sin vandring på egen hånd. Først da han var ude af syne, turde jeg vende ryggen til, for hvis han pludselig gjorde et eller andet, som jeg burde se, så ville jeg ikke have øjnene fæstnet på noget andet.

Så tog jeg mig sammen. For hvert skridt kunne jeg høre flere og flere lyde. Lynlåse som gled op og i. Mandestemmer som kommunikerede. Fodtrin i mudderet. Den lette rislen af stof, når folk bevægede sig. Et smertestøn i ny og næ. En saks der skar sig vej gennem et blødt materiale.

Et træ afskar mig vejen, så jeg bevægede mig rundt om det uden yderligere eftertanke. Derefter kunne jeg pludselig se, hvad mine ører allerede havde opfanget. En lille gruppe af personer, som havde slået sig ned midt ude i vildnisset. I midten af den halvcirkel, som deres militæragtige telte dannede, stod resterne af et bål med en gryde hængende over gløderne. Snerten af mad, der sneg sig ind mellem duftene af våd granskov og jord, fik min mave til at rumle så højt, at jeg troede, at de ville høre mig.

Imidlertid værdigede de mig ikke et eneste blik, formentlig fordi de var optagede af interne foretagender. Dette gav mig tid til at trække vejret dybt, minde mig selv om min aftale med Oscar og forsøge at finde ud af, hvad jeg skulle sige til Skye. Hvad kunne jeg egentlig sige, ud over at det her aldrig nogensinde skulle være kommet så vidt?

Tøvende trak jeg mine fødder videre gennem det sjappede underlag, indtil det nærmeste medlem af gruppen drejede ansigtet i min retning med sammenknebne øjne. Hans hænder, der ellers havde været optaget af at vikle venstre håndryg ind i gazebind, søgte ned til det bælte omkring hans hofter, der holdt en pistol inden for rækkevidde.

”Hvem er du?” spurgte han højt og klart.

Nu hvor jeg fik set nærmere på ham, gik det op for mig, at vi formentlig var lige omkring jævnaldrende. Ligesom de fleste andre fyre på min alder med samme højde, var han temmelig ranglet, og selv om han forsøgte at se gennemtrængende og frygtindgydende ud, så var der en tvivl i hans brune øjne, som jeg ikke genkendte fra Aaron og Skye.

Af refleks løftede jeg begge hænder foran mig, så han kunne se, at jeg ikke var bevæbnet. Oscars ord ringede for mit indre øre. Jeg skulle ikke give dem grund til at skyde først og stille spørgsmål bagefter, så jeg stoppede på stedet.

”Mit navn er Emma,” svarede jeg den fremmede gut. Først bagefter blev jeg i tvivl om, hvorvidt fuglenes kvidren fra oven overdøvede min udtalelse, for der blev helt stille i lejren.

Fyren tøvede med hånden på pistolen. Så lod han den være og så sig i stedet over skulderen, som søgte han bekræftelse på, at jeg fortalte ham sandheden.

En pludselig bevægelse fra højre distraherede mit blik, og det fik mit indre til at snøre sig sammen af angst. Taylor, som jeg heldigvis kun havde mødt én gang tidligere, vadede gennem sølet, som om det slet ikke generede hende. Der var ikke en finger at sætte på hendes kropsholdning, og skidtet til trods lignede hun stadig Lara Croft fra Tomb Raider.

Mere end nogensinde før ønskede jeg, at jeg havde taget mig tid til at forsøge at fikse mit udseende lidt. Bare så min knold i det mindste så lidt gennemtænkt ud og jeg ikke praktisk talt var dækket af mudder fra livet og ned. Det var der bare ikke så meget at gøre ved nu, for jeg ville ikke give hende den fornøjelse at se mig blive selvbevidst, så snart hun trådte ind i billedet.

”Det kan godt være svært at tro, at vi er kommet hele vejen hertil for denne lille trold, men det er rigtigt nok,” oplyste hun fyren med pistolen og alle andre i lejren. ”Kom bare herhen. Vi bider ikke.”

Hun lød fuldstændig ligeglad med mig, og af den grund holdt jeg munden lukket og gik nærmere. Jo nærmere jeg kom, des flere mennesker kunne jeg se. Aaron, som havde siddet på en presenning med et kort foldet ud foran sig og en anden mand ved sin side, sprang på fødderne, da jeg trådte hen ved siden af den dreng, som først havde set mig komme. Hans næse var en smule større og rødere, end jeg huskede den, og flager af blod i de små, mørke hår fortalte mig, at han måtte have flækket øjenbrynet for nylig på en eller anden måde.

Mit indre føltes pludselig varmt, og mine øjenkroge sved. Endelig, endelig var jeg tilbage i selskab med mennesker, som jeg kendte. Mennesker som kendte mig og holdt nok af mig til at have ydet denne kæmpe indsats bare for at finde mig. Der var håb for, at jeg kom til at vende tilbage til Danmark og se min familie og Silver igen og leve et normalt liv.

”Emma,” hørte jeg til venstre for mig, og da jeg drejede hovedet, sprang mit hjerte adskillige slag over, inden det begyndte at pumpe hårdt og ivrigt.

Jeg åbnede munden for at sige hans navn, men der kom ikke andet ud end det lydløse hulk, som jeg forsøgte at holde inde. Skye. Levende. Lige her foran mig. Smilende. Ganske vist også temmelig mudret til og med lidt skrammer, men stadig Skye.

Erindringen om vores seneste samtale lukkede en sværm af sommerfugle ud i min mave, og jeg følte mig lidt omtåget af ren og skær glæde over at se ham igen. Han var ikke vred på mig, og han var heller ikke død. Intet stod i vejen for, at vi kunne fortsætte, hvor vi slap …

Så fik jeg set nærmere på ham. Godt nok stod han op, men det så ikke ud til, at han nød den stilling. Til en afveksling holdt han stokken i højre hånd, men nok mest fordi venstre arm hang i en slynge hen over brystet. Det ene brilleglas var smadret, og huden omkring øjet inde bagved var rødlig og ophovnet. En mørk sårskorpe fortalte mig desuden, at blodet havde haft frit løb fra et sted meget nær hans mundvig. Højre ben var ikke strakt på samme måde som tidligere, og han havde droppet knæstøtten, selv om det godt kunne ligne, at han bare havde den på under sine bukser, fordi leddet var så hævet.

Det mindede mig om den morgen, hvor min glemsomhed havde sendt ham en tur på skadestuen og yderligere resulteret i en eftermiddag med benet oppe. Men dengang havde han ikke advaret mig mod, hvad der kunne ske. Nu var det en lidt anden sag.

”Jeg ville gerne komme til dig, men desværre er jeg en smule motorisk udfordret i øjeblikket,” sagde han, da det formentlig blev klart for alle, at jeg ikke kunne få ordene frem.

Udtalelsen satte også lidt mere gang i min fatteevne. Hvis han så medtaget ud i denne grad, så kunne han garanteret heller ikke have det særlig godt. Og hvis han derudover selv indrømmede, at det at krydse skovbunden ville blive for stor en mundfuld, så skulle jeg ikke udfordre skæbnen ved at være langsom i optrækket.

Derfor bevægede jeg mig gennem pløret så hurtigt, som jeg kunne, indtil jeg stod lige foran ham. Under normale omstændigheder ville jeg ikke have tøvet med at slå armene om ham, men siden hans arm hang i vejen, og han desuden havde al mulig grund til at bebrejde mig, så afholdt jeg mig fra det. Et eller andet sted dybt inde bag det der strålende smil måtte der være en del af ham, der virkelig hadede mig.

Hvis det var tilfældet, så viste han det ikke. I stedet lod han stokken hvile mod sin hofte, rakte ud efter mig med sin højre arm og trak mig ind mod sit bryst. Til forveksling lugtede han stærkt af både mos og sved, men fordi min egen odør nok ikke var bedre, lod jeg ingen kommentarer falde om det. I stedet strammede jeg mine arme omkring hans liv, så hårdt at jeg blev i tvivl om, hvorvidt jeg hjalp ham med at holde sig på benene eller omvendt.

Tårerne prikkede i mine øjne, men jeg ville ikke græde. Ikke her foran så mange andre mennesker, som jeg slet ikke kendte.

”Undskyld,” klynkede jeg i stedet ind mod hans kraveben. ”Jeg skulle have tænkt mig om og være blevet sammen med de andre.”

Fingrene på hans hvilende venstre arm strøg mig over skulderen. ”Er det her en eller anden form for fælde?” hviskede han ned mod toppen af mit hoved.

Forarget over at han kunne tro, at jeg nogensinde ville medvirke i noget sådant, rystede jeg heftigt på hovedet. ”Nej.”

Al anspændthed forlod hans skuldre, og muskulaturen under hans tøj blev blødere mod min overkrop. ”Så har du ikke noget at undskylde for.”

Den udtalelse fandt jeg tilstrækkeligt ironisk til, at jeg ikke kunne lade være med at fnyse sarkastisk, idet jeg trak mig ud fra hans halve favn. Endnu engang konfronteret med sårene og den ophovnede hud i hans ansigt fandt jeg styrken til at sige: ”Du har tydeligvis ikke set dig selv i et spejl for nylig, hvis du kan sige den slags.”

”Det kan jeg ikke påstå, at jeg har,” bekræftede han med det samme, ubekymrede smil, som jeg havde set ham smile den dag på Alamo Square. Der var intet hemmelighedsfuldt eller tilbageholdent ved det. ”Men mit hæslige fjæs er ikke din skyld.”

Egentlig ville jeg slet ikke opmuntres, men jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet ved den selvkritiske kommentar. Gennem min opvækst havde jeg vænnet mig til, at folk kun halvhjertet forsøgte at gøre mig i bedre humør, hvis jeg havde gjort noget forkert. Alle undtagen Silver, som altid havde taget mine fejltagelser i stiv arm og formået at sende mine mundvige i opadgående retning. Og nu også Skye, som stod her og lavede en joke om en ret alvorlig knibe, som jeg havde bragt ham i.

”Du er ikke sjov,” fortalte jeg ham, halvt i spøg. ”Hvad er der egentlig sket? Med jer alle sammen, mener jeg.”

Jeg havde forventet at se et skift i sindsstemning hos ham, nu hvor jeg havde stillet det mest nærliggende spørgsmål. I stedet forblev hans udtryk det samme som før, idet han bøjede sig ned og kyssede mig i panden.

Derpå rakte han ud bag sig mod et træ, lod sig glide ned i siddende stilling og lagde stokken fra sig. Alamo Square trådte nu endnu tydeligere frem i min erindring end før. Den høje, almindelige og alligevel sært tiltrækkende fremmede, som havde siddet i skyggen og ladet mig stille min nysgerrighed på en sådan måde, at jeg gik derfra med en fornemmelse af rent faktisk at have været et vigtigt led i samtalen. Det skete ellers ikke tit, fordi jeg afskyede smalltalk.

Til trods for at jeg vidste, at han havde en mørkere fortid, og at hans liv ikke var så simpelt, som han havde ladet mig tro, så slog det mig nu, at han var præcis den samme person, som jeg havde mødt den dag på bakketoppen. Mit perspektiv havde muligvis forandret sig en hel del i løbet af den tid, hvor vi havde lært hinanden at kende, men det havde hans personlighed ikke.

”Vi vågnede op og opdagede, at vi var omringet af bandemedlemmer tidligt i morges,” fortalte han mig endelig, da han havde fundet sig til rette. Om det var bevidst kunne jeg ikke finde ud af, men hans højre hånd klemte en smule omkring lårmusklen på det dårlige ben.

Nu hvor der var prikket hul på fortællingen, fortalte han mig, hvad der var foregået – eller i hvert fald hvad han huskede. Siden detaljerne ikke gav mig det bedste overblik og ikke kunne forklare, at han stadig var i live, blev det nødvendigt for de andre i gruppen at supplere, efterhånden som beretningen skred frem. Derigennem stiftede jeg bekendtskab med Justin, Rick, Leon, Tony og Harry.

Efter at Skye åbenbart havde mistet bevidstheden, havde Justin – som var et helt år yngre end mig – skudt hvad der lød som Dominic. Taylor havde vendt en af kvindernes kniv mod dens ejer og fået blodet til at flyde i skovbunden. Tony havde fulgt en af de andre hunkønsvæsener væk fra lejren, og Harry var løbet med for at sikre sig, at gruppens yngste medlem kom sikkert igennem en af sine første missioner. Et par af de andre var fulgt efter, og på afstand havde de to FBI-agenter ikke haft problemer med at trække deres skydevåben og gøre kort proces med slagsbrødrene. Aaron havde forsøgt at holde en mand til fange, så de måske kunne få lidt information lokket ud af ham, men ved første øjebliks uopmærksomhed var det lykkedes vedkommende at få kvalt sig selv.

Så ud over at de tilhørte banden Red Vipers havde FBI intet mere at gå ud fra. De anede derfor heller ikke, hvordan jeg var sluppet væk fra mine kidnappere, eller at der havde været endnu et bandemedlem tilstede.

Taylor stirrede på mig med åben mund, da det blev min tur til at aflægge vidnesbyrd. Jeg fortalte, hvad jeg kunne om begivenhederne efter at jeg var vågnet op på ladet af bilen. Jeg fortalte om Oscar og hvordan han havde lovet at hjælpe mig med at finde tilbage til byen. Jeg fortalte, at jeg aldrig havde troet, at Skye ville kæde mysteriet om min forsvinding sammen og gøre noget ved det – ved den udtalelse modtog jeg et misbilligende blik fra min bofælles side, men det var ikke direkte misfornøjet. Og så fortalte jeg, at Oscar havde ledt mig hen til lejren.

Samtlige snigmordere omkring mig forholdt sig tavse, som om de ikke anede, om de skulle tro på min usandsynlige historie eller ej. Aaron sad i skrædderstilling ved siden af Skye og hvilede sin hage i den ene håndflade. Rick var mere optaget af at betragte Taylor, som om hun kunne give ham svarene på alle de spørgsmål, som jeg formentlig netop havde plantet i hans hoved.

”Oscar, siger du,” sagde Harry efter en stund i komplet stilhed. ”Har han også et efternavn?”

Selvfølgelig. Det her var FBI. De ville have så meget konkret viden om kriminelle aktiviteter, som de overhovedet kunne få fat i. Vage forklaringer var ikke nok. ”Det har han sikkert, men jeg ved ikke, hvad det er,” svarede jeg stille. ”Og hvis jeg gjorde, ville jeg ikke fortælle jer det. Han hjalp mig.”

”Og det skal vi selvfølgelig nok tage i betragtning,” lovede Aaron i et diplomatisk tonefald, idet han rankede ryggen. ”Men det er vigtigt for os at vide, hvem vi har med at gøre. Måske kan du fortælle os, hvordan han så ud?”

Siden det her var en hemmelig organisation inden for sikkerhedssystemet, så syntes jeg ikke, at det var uretfærdigt af mig at stille krav. Det var ikke helt det samme som at forsøge at afpresse de folkekendte myndigheder. ”Det kan jeg,” verificerede jeg, ”men jeg vil først vide, hvad I har tænkt jer at gøre med den viden.”

Aaron så mig direkte ind i øjnene, og jeg blev mindet om, at det her stadig var Isaacs far. Den familiemand, som jeg havde vænnet mig til at se inden for husets vægge i Sea Cliff, så pludselig meget yngre og meget vildere ud nu, hvor han befandt sig i andre omgivelser. Men han var stadig den Aaron, som jeg havde grinet med i køkkenet ved mere end én lejlighed, og også den Aaron som havde introduceret mig for byens bedste burritos.

”For nu kommer vi ikke til at gøre noget ved det, men en beskrivelse vil hjælpe os med at opspore ham, hvis han begår en forbrydelse i fremtiden,” sagde han i et jævnt og seriøst tonefald.

Jeg var stadig ikke sikker på, at jeg skulle fortælle noget som helst andet om min redningsmand end vedkommendes navn, for selv om jeg kendte Aaron og Skye, så havde de langt fra altid været ærlige over for mig. Hvis jeg opgav yderligere information, så havde jeg ingen garantier for, at de ikke ville sætte en jagt i gang.

”Jeg –” begyndte jeg, men kunne så ikke finde ordene. Hjælpeløst gloede jeg på Skye, som ellers havde blandet sig ret meget udenom, efter at udvekslingen af viden var gået over til Aaron og de andre.

Han mødte mine øjne med en rammende alvor, som jeg ikke var forberedt på. Derpå lænede han sig fremover, hvilende højre underarm mod det bøjede venstre knæ. ”Oscar,” gentog han, som om han ikke havde hørt resten. ”Sort hår, meget lyseblå øjne? Omkring hundrede og femogfirs centimeter høj? Almindelig af bygning?” Det blik han sendte mig gjorde det klart, at han vidste præcis, hvem vi havde med at gøre.

Opmærksomheden blev hurtigt vendt fra mig til min bofælle, og en underlig ro faldt over forsamlingen. At jeg ikke havde samarbejdet fra første spørgsmål huede dem ikke, men nu vidste personen som havde fået slæbt dem alle sammen med herud, hvem der var tale om.

Aaron rømmede sig. ”Skye, ved du, hvem det er?”

”Jeg er sikker på, at der er mange mennesker i verden, som opfylder den profil,” svarede han roligt, dog uden at se på sin samtalepartner. ”Men jeg kan da lave, hvad jeg anser for et kvalificeret gæt.”

Og hvis han gjorde det, så var mine anstrengelser for at holde Oscars identitet hemmelig for FBI fuldstændig ligegyldige.

”Og hvad er så dette kvalificerede gæt?” pressede Taylor på.

Endelig sænkede samtalens midtpunkt sine grønne øjne mod stokken, som lå i skovbunden langs det beskadigede ben. ”At det ikke er en, som I behøver at spilde jeres tid på,” sagde han beslutsomt.

Taylor rejste sig så brat, at hvis hun havde siddet på en stol, ville den være væltet bag hende. ”Du er en af os nu, ved du nok. Vil du virkelig modarbejde os en gang til?” hvæsede hun.

Nu var jeg for alvor forvirret, men jeg vidste bedre end at lufte mine tanker og følelser lige nu. I stedet nøjedes jeg med at iagttage, hvordan Skye langsomt drejede ansigtet opefter for at kunne se Taylors. Han så alt andet end glad ud.

”Det er ikke at modarbejde nogen, når personen har ledt Emma tilbage hertil uden hverken at stille krav eller at udøve vold,” påpegede han. ”Vi har intet at holde ham mistænkt for.”

Jeg havde ikke forventet at blive taget i forsvar, for at dømme ud fra Oscars manglende lyst til at stille op foran Skye, Aaron og de andre, så havde de en høne at plukke med ham. Hvis Skye ydermere vidste, hvem fyren i virkeligheden var, så kunne jeg ikke se, hvorfor han ikke skulle dele den viden med Aaron, som trods alt var taget med ud i skovene for at lede efter mig.

Særligt ikke når de to havde kendt hinanden meget længere, end nogen af dem havde haft den fjerneste anelse om min eksistens.

”Du er så dobbeltmoralsk, at –” begyndte Taylor rasende.

”Tay,” afbrød Skye venligt og stemte fra skovbunden med sit gode ben og stokken på modsatte side, ”det er ikke til diskussion.”

Og så blev det sådan.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...