De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

24Likes
29Kommentarer
15416Visninger
AA

18. Kapitel 17 - "En fange for en fange."

Skye

Jeg burde være dødtræt, for jeg havde ikke sovet meget mere end seks timer sammenlagt i løbet af de forgangne to dage, men det var jeg ikke. En lind strøm af adrenalin flød omkring i kroppen på mig og holdt mig både vågen og årvågen. Lige nu var det dog også stort set det eneste, der holdt mig siddende på sædet af den terrænmotorcykel, som Aaron havde befalet mig at overtage. Det var længe siden at jeg havde styret et tohjulet køretøj, for da det gik op for mig, at min skade var permanent, fandt jeg det bedst at sælge den motorcykel, som jeg havde ejet. Sæt nu den fik overbalance og væltede mod højre. Jeg ville ikke have været i stand til at styre faldet derfra.

Men for nu gik det nogenlunde. Vi havde eftersøgt området omkring hytten ved søen for at finde noget, der så unormalt ud. Det var dog først et par kilometer mod syd, at vi fandt spor efter en firehjulstrækker på en næsten tilvokset vandresti og efterfølgende så Emmas hår sømmet til et skilt som beskrevet tidligere. Synet skærpede min vilje til at fortsætte, for det var begrænset hvor langt en bil kunne nå herude, medmindre de kørte fra by til by – og det troede jeg ikke var en aktualitet.

Vi delte os op i mindre hold, men sørgede for at ingen var alene. Aaron og Taylor – sidstnævnte havde insisteret på at komme med, og jeg havde ikke været i en position til at afvise hendes hjælp – fulgte mig overalt, som om de frygtede, at jeg ville stikke af. Ud på eftermiddagen hørte vi fra Justin, som var en af Aarons mænd, at han havde fundet køretøjet og enden på hjulsporene. Derfra samledes vi alle for at finkæmme området i jagten på flere ledetråde.

Hele morgenen havde et dække af tungt ladede skyer ligget over den nordlige del af Californien, og Sasha – som var blevet den eneste tilstedeværende, der ikke anede hvad der foregik – havde mindet mig om, at alt Emmas overtøj stadig lå indenfor. Altså havde hun ikke noget til at beskytte sig imod vind og vejr, og det bekymrede mig, for hvis det var tilfældet, så kunne hun være frosset ihjel i løbet af de to forgangne nætter.

Tanken var deprimerende nok til at skabe en lille snert af tvivl bagerst i min bevidsthed. Hele det her foretagende var temmelig håbløst i forvejen, så hvis jeg skulle til at tage helt naturlige trusler i betragtning, kunne jeg lige så godt give op med det samme.

Risikoen for regn blev gjort til virkelighed, mens vi kørte skovbunden tynd for at finde den mindste indikation på, hvor bilens ejere var blevet af. Med nedbøren fulgte en stemning af fortabthed, for de frugtbare skyer kastede vand af sig i så rigelige mængder, at selv hjulsporene, som vi efterlod os blev til uigenkendelige rander og huller. Hvis vi ikke længere kunne se vores egne dybe riller ordentligt, hvordan skulle vi så gøre os forhåbninger om at finde noget så let udviskeligt som fodspor?

Harry, som Aaron og jeg var blev lært op sammen med som yngre, tilbød at køre en hurtig runde og tjekke en radius på et par kilometer, så vi havde lidt mere at gå ud fra. Forslaget var formentlig velment, men lige nu var det værste, som vi kunne gøre, at dele os alt for meget op. Ingen skulle fræse alene omkring i skovene, hvis Emma virkelig var blevet kidnappet af de kriminelle, som Aaron og hans folk havde til opgave at rydde byen for. Særligt kunne vi ikke tåle at miste Harry, for han var mester i forhørsteknik og havde mere end én gang fået en velformuleret tilståelse tvunget ud mellem sammenlimede læber.

Venneparret Justin og Rick på Emmas alder startede dermed deres køretøjer, men nåede ikke særlig langt, før de kom luntende tilbage med en meddelelse om, at underlaget var alt for glat og mudret til at køre i.

”Okay,” brummede Aaron ved siden af mig og steg af sin motorcykel. ”Så må vi jo hellere holde stille her, indtil vi kan fortsætte.”

Den konklusion var jeg ikke tilfreds med, men vi havde selvfølgelig ikke ret mange andre alternativer. Derfor svang jeg forsigtigt mit ømme højreben hen over sadlen og greb min stok, som jeg havde haft fastspændt på siden, så den ikke kom i vejen.

Til højre for mig trak Taylor sin hjelm af og rystede sine lange, våde lokker et par gange fra side til side. I det øjeblik stod næsten alle helt stille og stirrede på hende, og jeg mindedes første gang hun havde sat fod indenfor i de tophemmelige træningslokaler på Market Street. Mere end halvfems procent af dem, som arbejdede under Murray, var mænd, og pigerne kom sjældent anstigende helt alene. Men det havde Taylor altså gjort, fuld af selvsikkerhed efter mange års useriøs træning med Aaron og mig derhjemme. Dengang var hun seksten år, så ung som Murray tillod sine fremtidige krigere at være, og hun havde lignet et barn endnu med store, uskyldige øjne og fletning i håret.

Alle fyre ud over selvfølgelig hendes bror og mig havde stirret betaget, lige indtil hun var begyndt at sparke røv i træningskampene, både med og uden våben. Siden da havde hun udviklet sig rigtig meget. Hun var blevet en endnu bedre kampsportsudøver og lignede nu for alvor en kvinde, hvilket ikke gik ubemærket hen. Ligesom første gang hun satte fod indenfor i hovedkvarteret blev hun nu betragtet fra alle sider.

Da jeg ikke kunne lade være med at lukke et latterfnys ud, samtidig med at jeg trak min egen hjelm af, tiltrak jeg mig Aarons opmærksomhed. Han stod allerede ved siden af mig med sit beskyttelsesudstyr under den ene arm.

”Jeg fatter ikke, hvordan de kan blive ved med at dåne over hende efter tre år,” hviskede han til mig. ”Man skulle tro, at de aldrig havde set en pige før.”

Jeg grinede. ”Ret skal være ret; Taylor er en ganske pæn en af slagsen.”

”Ja,” sukkede han, ”det ligger jo i generne.”

”Bild du bare dig selv det ind,” drillede jeg, hængte min hjelm på styret, lynede min jakke lidt ned og rakte ned i min sportstaskes dyb for at finde en vandflaske.

Naturligvis mente jeg det kun som en joke, for man skulle være godt og grundigt blind – eller meget excentrisk – for ikke at kunne se, at Aaron så godt ud. Gennem den årrække, hvor vi havde foretaget os stort set alting sammen, havde jeg altid været den middelmådigt udseende, mens alle pigerne sværmede omkring Aaron med det mørke hår og de mystiske, mørke øjne. Ikke at jeg havde haft særlig meget imod det, for udadvendthed var en kvalitet, som jeg havde tilegnet mig efter min afsked med livet som snigmorder.

Som var mine ord en flue han kunne slå væk, viftede Aaron let med den ene hånd i luften mellem os, smilende. ”Du synes nok, at du er rigtig sjov,” kommenterede han tørt og signalerede til mig om at følge med.

”Vil du dermed sige, at det synes du ikke?” spurgte jeg med påtaget krænkelse i stemmen og følte mig forsigtigt frem på det svampede underlag. Ved det første skridt sank min stok lidt i.

Aaron, som havde ryggen til mig, bemærkede ikke noget og gik ufortrødent videre. Fordi jeg ikke havde lyst til at minde ham om, at selv om vi kunne tale sammen og køre på motorcykel side om side, så havde nogle ting ændret sig drastisk siden vi sidst tilbragte tid sammen, holdt jeg min mund lukket og fulgte med. Dog tog det mig ikke mange skridt at indse, at det her ikke var verdens mest ideelle situation.

Mit knæ gjorde ondt efter den let bøjede vinkel påkrævet af køretøjet, og jeg havde mere end sædvanligt ondt i ryggen efter en kombination af dårlig søvn og mere eller mindre konstant bevægelse i løbet af de sidste to døgn. Jeg kunne selvfølgelig stramme skinnen, der holdt knæleddet på plads yderligere, men så var der en overhængende fare for, at jeg lukkede for en del af blodtilførslen, og jeg havde på ingen måde brug for flere problemer, end jeg allerede havde.

Efter et par sekunder gik det da også op for Aaron, at jeg ikke var helt så hurtig, som han havde forventet, og dette fik ham til at stoppe og se sig over skulderen. ”Hvordan har dit ben det?” ville han vide. En foruroliget understrøm sneg sig ind i hans ellers muntre stemmeføring.

Normalt ville jeg tage den mest bekvemme løsning for min samtalepartner og sige, at det havde været meget værre, men om nogen skyldte Aaron mig en grad af forståelse, når nu han havde tvunget mig til at vende tilbage til FBI. ”Ikke fantastisk,” fortalte jeg ham derfor ligeud og udnyttede hans opbremsning til at komme nærmere. ”Men det var jeg forberedt på,” føjede jeg til og fiskede en kanyle frem af min lomme.

Efter besøget på Saint Francis havde jeg erfaret, at der var en afsindig lettelse forbundet med indsprøjtninger af fentanyl i mine blodbaner. De fjernede smerten så meget, at jeg mere end én gang i løbet af min date med Emma havde overvejet at lægge stokken fra mig. Dog havde jeg også opdaget, at når effekten tog af, så blev jeg stillet til ansvar for dagens handlinger og det var meget fristende at fjerne tyngden af dette med en ny dosis. Lidt for fristende.

Aaron lignede en, der var blevet slået i ansigtet med en glohed stegepande: lamslået og langt fra begejstret. ”Du fortæller mig ikke, at du også er blevet stofmisbruger,” sagde han skarpt og rakte ud efter sprøjten i min hånd.

Jeg lod ham tage den uden videre, for hvis jeg ikke gjorde modstand, så var der større sandsynlighed for, at han ikke troede noget forkert. ”Jo. Alt hvad der kan betegnes som euforiserende. Heroin, coke, amfetamin, LSD,” remsede jeg op.

Dette bragte et lille smil frem på hans læber. ”Din idiot,” skændte han og rakte nålen frem. ”Hvad er det her så?”

Jeg tog imod den. ”Fentanyl,” svarede jeg og greb ud efter hans skulder. ”Har du en kniv?”

Spørgsmålet var egentlig mest en formalitet, for jeg havde selv givet ham en balisong dengang han blev tyve, og jeg havde set ham bruge den tidligere på dagen. Helt som forventet hev han den legende let frem af inderlommen på sin jakke.

”Hvis du tror, at navnet på et eller andet stof forklarer det hele, så tager du fejl,” meddelte han mig mistroisk.

”Kan du huske min reaktion på morfin?” spurgte jeg ledende, mens jeg uden varsel stak ham min stok i hånden og overtog kniven i stedet for. Mens han tænkte sig om, fik jeg skåret en lille revne i mine sorte træningsbukser fra mange år tilbage og foldede derpå kniven forsvarligt sammen igen.

”Tay kommer aldrig til at tilgive sig selv, at hun gav dig det stads, så selvfølgelig kan jeg det,” fortalte han mig og stoppede det skarpe objekt tilbage i sin lomme.

”Fentanyl er åbenbart det bedste bud på at undgå en gentagelse,” afslørede jeg.

Med en finger skubbede jeg en del af revnen på låret til side, inden jeg stak den tynde, spidse genstand gennem huden. Det lille, skærende prik af smerte var en velkommen distraktion fra den helt anden grad af pinsel, som jeg normal oplevede. Så skubbede jeg beholderens indhold ind i kroppen i håbet om ikke at føle noget for en tid.

”Tager du meget smertestillende?” ville Aaron vide, mens jeg – i mangel på et sted at skille mig af med affaldet – stak den tomme kanyle tilbage i min lomme.

”Indtil i forrige uge havde jeg ikke brugt det, siden jeg blev udskrevet. Det er lidt for fristende at gøre det til hverdagskost, når jeg først er i gang.”

Han vidste om nogen, hvor hårdt det havde holdt for mig at lade være med at dulme de konstante impulser dengang, for han havde været lægemidlernes største fortaler. Hvis det kunne gøre livet lettere og mere behageligt for mig, havde han indvendt, hvorfor så ikke gøre brug af de midler, som jeg fik stillet til rådighed?

”Den logik lærer jeg aldrig at følge,” tilstod han.

Det vidste jeg selvfølgelig godt, at han ikke gjorde, for jeg kendte ikke andre end Emma, som aldrig havde spurgt ind til mine valg. Ikke ud over Cramer, som havde givet mig en recept på fentanyl. Selv Matt havde også været nysgerrig i begyndelsen, men han kom fra et nabolag hvor afhængighed viste sig fra sin værste side, så da jeg gav ham min begrundelse, havde han ikke kommenteret yderligere på sagen.

Denne diskussion ville jeg ikke have med Aaron lige nu. Narkotikummet i mit blod begyndte så småt at tage effekt, og det gjorde mine tanker en smule mere omtågede end sædvanligt. Der var ikke plads til alt for mange distraktioner, så jeg valgte at fokusere på det vigtigste.

”Lad os se os lidt omkring,” erklærede jeg og huskede kun lige akkurat at generobre min stok, inden jeg fik taget det første skridt. Herude var ikke lige stedet til at udfordre skæbnen.

”Men vi har allerede været alle steder her i nærheden,” mindede han mig om.

Denne gang var det knap så generende, at stokken sank ned i mudderet, men jeg kunne stadig godt mærke forskellen. ”Jeg har ikke været alle steder endnu.”

Til min store tilfredsstillelse og glæde sukkede Aaron opgivende og tog et par luntende skridt for at nå op på siden af mig. Det betød mere for mig, end han anede, at han ikke modsatte sig alt, hvad jeg kom i tanke om. Givet kom jeg ikke til at tilgive ham for at have tvunget mig til at tage afsked med friheden, men min glæde for at have en del af vores venskab tilbage opvejede det næsten helt.

”Tror du virkelig, at du kan finde noget, som alle andre har overset?” spurgte han mig skeptisk.

Der var ingen grund til at spille overlegen i det her selskab. ”Nej,” indrømmede jeg derfor, ”men jeg har vel lov at håbe.”

Åbenbart syntes han ikke, at han kunne argumentere imod den udtalelse, eller også holdt han sig bare i skindet af mangel på diskussionslyst. Resultatet af hans tavshed blev, at vi gik side om side gennem vildnisset og kun blev mindet om de andres tilstedeværelse ved lydene af samtale i baggrunden. Der var mange ting, som vi måske burde have vendt, nu hvor vi endelig havde mulighed for at tale sammen igen, men jeg vidste ikke, hvor jeg skulle begynde, så jeg tog heller ikke initiativ.

Min fremgang blev besværliggjort betydeligt af det faktum, at selv om jeg ikke følte den samme grad af pine som ellers, så var knæleddet ikke stabilt og gav efter selv med den stramme skinne til at holde sammen på det. Samtidig sank stokken mere og mere ned i den fugtige jord, og jeg fandt mig selv halvt snublende hvert andet minut.

På et tidspunkt greb Aaron fat i min højre arm og fik mig til at holde inde. ”Er du sikker på, at det her er det værd?” forhørte han sig.

”At hvad er hvad værd?”

Hvis jeg skulle til at forsvare mine valg, så blev jeg nødt til at have noget lidt mere konkret at gå ud fra. Ellers risikerede jeg at sige for meget, og selv om jeg stolede på Aaron med mange ting, så havde det sidste års tid gjort mig opmærksom på vores forskelle.

”At det at være med til at finde Emma er det hele værd,” uddybede han hjælpsomt. ”At opgive den frihed, som du har gjort så meget for at tilegne dig. At udsætte dig selv for den tortur, som jeg ved at den her tur er. At risikere at støde ind i en gruppe mennesker, som kun har til interesse at gøre alting værre for dig –”

”Jeg har fanget pointen,” afbrød jeg, da han lod til at ville fortsætte opremsningen. ”Fortæl mig én ting. Hvis Penelope blev bortført og det var din skyld, ville du så ikke ønske at være med til at finde hende?”

Han sukkede højlydt. ”Siden Penelope og jeg er gift, så synes jeg ikke helt, at det er til sammenligning,” meddelte han mig nøgternt. ”Og i øvrigt er det ikke kun din –”

”Jeg stopper dig lige der,” brød jeg ind, inden han fik sagt noget, som vi begge to godt vidste var en ren formalitet og et forsøg på høflighed frem for noget andet. ”Hvis du kan se mig i øjnene og sige, at det her rod ikke er min skyld, så skal jeg gerne fortælle dig, at det ikke er det værd. Men ikke før.”

Ordene nærmest druknede i regndråberne, som faldt ned mellem os. Udtrykket i hans ansigt mindede mig om en meget yngre, meget mindre hærdet Aaron Lawrence. Skyggen af den trettenårige dreng, som havde taget mig til sig som sin egen bror, spillede i de mørke øjne nu. Han var chokeret men kendte mig trods alt godt nok til ikke at drage mine konklusioner i tvivl.

”Det ved du jo godt, at jeg ikke kan,” stønnede han over uvejret, inden han halede den arm, som han stadig havde fat i, over sine skuldre. ”Du skulle have været mere forsigtig.”

Jeg ville gerne protestere mod den ekstra støtte, for strengt taget var den ikke nødvendig nu, hvor jeg ikke følte smerte i knæet, men det måtte kræve en vis viljestyrke fra Aarons side at erkende mit problem, så jeg lod være. Af alle var han den, der havde haft det sværest med min helbredsbaserede beslutning om at stoppe arbejdet for Murray, og jeg ville helst ikke risikere at minde ham om det faktum herude lige nu. Der var for mange andre mennesker indblandet til, at det bare handlede om personlig komfort – eller stolthed for den sags skyld.

”Fortæl mig noget jeg ikke ved,” opfordrede jeg derfor sarkastisk og begyndte at gå igen.

 

Ganske som forventet fandt hverken Aaron eller jeg nogle nye spor, der kunne give os en idé om, hvor vi skulle lede videre. Med regnen silende ned over hovederne og temmelig lille opbakning for en omgående fortsættelse besluttede vi derfor at slå lejr. Det var arbejde nok i sig selv at slå feltteltene op på den mudrede, tætbevoksede skråning, men omsider var det lykkedes alle at få et vandskyende stoflag over hovedet.

En anden forventning, der bestemt ikke slog fejl, var at oven på mit og Aarons private eventyr i buskadset begyndte mit knæ at dunke som en stortromme, så snart dosen af fentanyl var brændt af. På det tidspunkt sad jeg alene med et kort og en GPS foran mig og en lommelygte i klemme mellem min kæbe og skulder for at kunne se i den svage belysning. Der var ikke så meget andet for end at tage skinnen af og lade leddet gøre, som det ville for en stund.

Aftenen bragte ikke bedre vejr med sig, så Aaron og jeg tilbragte tiden med at forsøge at lægge en plan for den følgende dag og håbe på en opklaring. Foretagendet mindede mig om gamle dage, og jeg måtte indrømme, at det gjorde min fremtidige karriere lidt mere attraktiv at vide, hvad jeg gik ind til. Forudsat, selvfølgelig, at tingene kunne fortsætte, hvor vi havde sluppet for mere end et år siden.

Hvor jeg havde sovet elendigt de sidste tre nætter fik jeg ikke lukket et øje denne nat. Mit ben værkede, og jeg var for stædig til at lindre pinslen med endnu en dosis fentanyl, så længe jeg tilnærmelsesvis kunne holde ud at være til. Tankerne skøjtede omkring som på glatis, ramlede ind i hinanden, faldt fra hinanden netop som jeg var ved at nå en konklusion eller kørte slavisk i ring, indtil jeg tvang mig selv til at skifte retning. Mest af alt ville jeg bare gerne vide, hvor Emma var. Om hun var i sikkerhed, tør og varm. Eller om hun blev slæbt gennem uvejret uden overtøj til at beskytte sig mod elementernes rasen.

Længe før daggry kunne jeg ikke holde ud at ligge i et telt og lytte til min egen vejrtrækning længere, så jeg møvede mig ud i den mudrede skovbund, trak min jakke tættere omkring mig og priste mig lykkelig for at den smule regn, der stadig faldt ned mellem træerne nu, ikke havde dræbt bålet som vi med møje og besvær havde fået startet aftenen før.

Min stok var ikke til nogen som helst hjælp i det smattede underlag, så jeg opgav at vandre omkring og hældte det værste vand af en presenning, som vi havde brugt til at sidde på dagen forinden. Derpå tog jeg plads og stirrede ind i flammerne, lod mig distrahere af deres knitren og fnysen under den rislende lyd af dråber mod granerne overalt omkring mig.

Hvor længe der var gået, da jeg hørte den første i selskabet bevæge sig ud i den kolde morgenluft, var jeg ikke klar over. Til gengæld vidste jeg præcis, hvem der befandt sig bag mig, inden jeg hørte kommentaren:

”Du ligner lort.”

Da jeg drejede mig halvt, fik jeg øje på Taylor, som havde lagt den selvsikre, barske facade fra sig nu, hvor hun ikke havde et egentlig publikum. Det lange, mørke hår hang i lette bølger omkring hendes ansigt, og der var spor af udtværet mascara omkring hendes øjne. Hun gabte utilsløret.

”Godmorgen,” hviskede jeg med et lille smil. Selv om Tay var blevet meget mere hårdfør end jeg huskede hende, så var der stadig en del af den lille pige, som jeg havde set vokse op og blive til en ung kvinde, i hende.

Hun fik det til at se legende let ud, idet hun foldede sine lange ben og slog sig ned på det glatte materiale ved siden af mig. ”Har du sovet?” spurgte hun, idet hun fandt en gennemvædet pind og stak den ind i flammerne.

Jeg virrede med hovedet. ”Og du?”

”Du kender mig. Jeg kunne sove med et spyd stukket op i røven.”

”Charmerende metafor,” grinede jeg stille, for jeg ville helst ikke vække andre.

Hun fnøs hånligt og slog en knyttet næve mod min skulder. ”Er det damen, der har gjort dig så fintfølende?” Selv om det nok var ment som en spøg, så sneg der sig en snert af ubehag ind i hendes stemme.

Jeg trak mine briller af og havde egentlig tænkt mig at pudse dem, indtil jeg huskede, at det nok ikke ville nytte så forfærdelig meget, siden jeg var temmelig beskidt. ”Du lyder, som om der er noget, du gerne vil sige,” påpegede jeg derfor i Tays retning.

”Næ.” Den skarpe benægtelse fik mig til at hæve et øjenbryn. Hun himlede med øjnene, foldede armene over sine foldede knæ og sukkede på samme måde, som Aaron havde det for vane, når noget gik ham på.

”Tay,” sagde jeg forsigtigt og trak kort mine briller af for at ryste regndråberne af dem, ”jeg modsat hvad du sikkert tror, så har min hengivenhed til dig og Aaron og jeres familie ikke ændret sig... så du kan stole på mig.”

”Åh, hvor rørende.”

Stemmen kom fra et sted bag mig, men fordi jeg ikke ville have den store chance for at genkende vedkommende uden mine briller, tog jeg disse på, før jeg drejede hovedet. Taylor var allerede halvvejs på benene, og jeg kunne se hende række ned mod sine støvler og den kniv, der var fastgjort på indersiden. Så det var altså ikke nogen, som jeg burde være glad for at se …

Ansigtet sagde mig ikke noget, men det behøvede ikke at betyde, at jeg ikke burde være på vagt. Derfor rejste jeg mig også med lidt besvær og sørgede for ikke at vise min stok frem. Hvis den nytilkomne ikke vidste, hvem jeg var, så jeg ingen grund til at vise dem, at jeg ikke var i stand til at gå uden brug af hjælpemidler.

Det var en høj, muskuløs mand med tatoveringer overalt på nær selve ansigtet. Den sorte læderjakke, som han havde på, glinsede af regndråber og stod i stærk kontrast til det relativt blege, skaldede hoved. Én af tatoveringerne satte dog mine tanker i gang, for den havde jeg set før. Den tilhørte en bande tilbage i San Francisco ved navn Red Vipers, som jeg mere end en gang havde været oppe at toppes med grundet deres voldsomme indflydelse på hvilke stoffer blev transporteret rundt i bugtområdet.

Nu hvor jeg vidste, hvad jeg skulle se efter, kunne jeg med lethed skille de mange skikkelser fra træstammerne omkring os. Han var altså ikke alene. Faktisk langt fra. Jeg kunne tælle fem, men hvis jeg skulle give et kvalificeret gæt, så var der nok også et par stykker bag os, således at lejren var omringet. Én skummelt udseende type i skoven kunne være et tilfælde, men en hel gruppe i perfekt cirkelformation kunne ikke så let slås hen som det samme.

Taylor trådte et skridt længere væk fra mig, så hun havde større rækkevidde, hvis tingene kom til at gå vildt for sig. ”Hvad vil I her?” Åbenbart var jeg ikke den eneste, som havde udforsket situationen lidt, inden jeg foretog mig noget.

Manden lignede en, der gerne ville tage et skridt nærmere men holdt sig i skindet. ”Vi vil bare tale lidt med din ven Andrews her,” svarede han med en dyb, drævende stemme. ”Vi har noget, som han gerne vil have tilbage.”

Selv om det her ikke var optimalt, så var jeg rent faktisk positivt overrasket. Jeg havde forventet, at vi ville blive nødt til at finkæmme skovene, indtil vi fandt et minimalt spor, der kunne lede os i den rigtige retning – ikke at Emmas kidnappere ville vade direkte ind i vores midte og reklamere for hvad de havde gjort.

”Aaron!” kaldte Taylor højlydt, inden jeg kunne nå at sige noget. ”Vi har fået selskab.”

Så længe jeg kunne huske havde Aaron haft et godt sovehjerte, men kun så længe han havde tiden til det. Derfor overraskede det mig ikke, at lynlåsen til hans telt næsten omgående gled op, og han stak hovedet ud i den våde morgenluft. Han kastede ét blik i Taylors og min retning og derefter et andet på vores uvelkomne gæster, inden han trådte udenfor med en pistol i venstre hånd.

”Så står vi op, alle sammen!” råbte han ud over lejren. ”Ikke om to minutter. Ikke i morgen. Lige nu, fuldt udstyret.” Tilføjelsen fik mig til at trække lidt på smilebåndet, fordi han selv kun var iført en langærmet T-shirt og træningsbukser.

Overalt kunne jeg pludselig høre lukkemekanismerne gå fra og vores følge vælte ud i den mudrede skovbund. Mere end én pistol blev ladt i processen. Alligevel følte jeg mig ikke sikker på noget som helst. Disse var toptrænede FBI-agenter med et talent for snigmord, men hvem var vores modstandere egentlig? Hvis de havde besværet sig med at slæbe Emma helt herud, så måtte de have en personlig interesse investeret i at tage mit liv. Det gjorde dem både utilregnelige og farlige på samme tid. Her var der ingen økonomiske eller rangsmæssige faktorer, der kunne mindske deres motivation eller handlekraft betydeligt.

Nu hvor det var fastslået, at de vidste, hvem jeg var, så jeg ingen grund til at forsøge at skjule min skade, så jeg brugte stokken til at støtte en smule fra det bløde, eftergivende underlag. Knæet var hævet og ømt i forvejen, og at jeg havde stået i et stykke tid uden at støtte mig til noget havde bestemt ikke hjulpet på det.

”Andrews,” sagde bandemedlemmernes talsmand helt uanfægtet, som om det morede ham at stå direkte i Aarons skudlinje. Han smilede. ”Jeg skulle have væddet med din lille, blonde veninde. Hun var ret så overbevist om, at du ikke ville være dum nok til at forsøge at redde hende.”

Jeg strammede grebet omkring min stok. Ikke fordi det hjalp, men for at kanalisere min vrede og frygt på en eller anden måde. ”Og hvor er hun nu?”

En del af mig var en lille smule såret over, at Emma ikke troede, at jeg ville forsøge at hjælpe hende ud af denne kattepine. Troede hun virkelig, at jeg var så selvisk, at jeg kunne holde tanken om at have overladt hende til sig selv ud? Troede hun virkelig ikke, at jeg mente det, da jeg sagde, at jeg elskede hende?

”Et sted hvor du med sikkerhed aldrig finder hende på egen hånd,” fortalte han mig gådefuldt og tog et skridt frem. Aarons finger rykkede en anelse på aftrækkeren.

”Og jeg gætter på, at du har en handel af en slags i tankerne?” hørte jeg mig selv sige, helt behersket og roligt, som om jeg var i gang med en pengemæssig forhandling nærmere end en personlig.

Den skaldede mand fortsatte fremad, indtil han nåede bagkanten af det nærmeste telt. Der stoppede han, som for at markere, at han kunne træde ind på vores territorium, hvis han lystede det. Og det var den slags menneske, der havde taget Emma med sig fra hytten og ud midt i det rene ingenting bare for at nå til mig. Der måtte da være nemmere måder at gøre det på. Det var jo ikke ligefrem, fordi jeg var gået under jorden.

Jeg kunne høre de andre ligeledes bevæge sig nærmere og nærmere i den smattede underskov. Aarons folk, som nærmest havde dannet en cirkel omkring os, rykkede nærmere midten og bålet. Hvis de bakkede meget mere, gav det os så godt som ingen plads at bevæge os på, i tilfælde af at det blev nødvendigt. Det ville jeg helst undgå, så jeg hinkede et enkelt skridt uden for kredsen. Akkurat nok til at sætte et eksempel.

”Godt gættet,” svarede min samtalepartner med et hånligt grin i stemmen. ”En fange for en fange. Du tager med os, og så behøver ingen andre at komme til skade i dag. Til gengæld giver vi din kønne blondine til dine venner her.”

I kølvandet på den udtalelse var den eneste følgende lyd den af regnen, der silede ned fra oven. Ingen anden sagde noget. Ingen bevægede sig så meget som en centimeter.

Stilheden udnyttede jeg til at tænke mig om. Jeg kunne selvfølgelig ikke være sikker på, at den handel rent faktisk ville foregå som foreslået, hvis jeg først hengav mig til fjenden, men havde jeg noget andet valg? Vi var omringet, og selv om vi var gode kæmpere, så risikerede jeg andre menneskers liv ved at afslå. Aarons liv. Taylors liv. Leons og Harrys liv. Syttenårige Tonys liv, inden han overhovedet var blevet myndig. Ricks og Justins inden de var gamle nok til at drikke øl inden for lovens rammer. Og så var der selvfølgelig alle dem, som ville blive berørte af disse dødsfald.

”Skye,” sagde Aaron skråt bag mig, ”giv ordren, og så ligger de alle døde på jorden i løbet af et par minutter.”

Det var mere fristende, end jeg havde troet, at det ville være. Men hvis jeg gav den befaling, så fandt vi måske aldrig ud af, hvor Emma befandt sig. Hun var tydeligvis ikke lige i nærheden, så det kunne tage os uanede mængder af tid, inden vi fandt hende. Hvis det da overhovedet lod sig gøre.

Jeg havde ikke mit liv så kært, at jeg kunne sætte nogen andens på spil for at beholde det. Derfor sank jeg den klump af angst, der sad i min hals. ”Hvis jeg skal indgå den værste handel i mit liv,” indledte jeg og ignorerede Taylors forskrækkede gisp, ”så vil jeg se Emma først. Jeg bliver nødt til at vide, at hun er okay.”

Manden foran mig så ikke ud til at bekymre sig særligt om mit krav, men til gengæld lod det til, at en anden ikke var helt så rolig. I hvert fald hørte jeg en nervøs vejrtrækning give genlyd mellem træerne til venstre for mig. Gerningsmanden var en kvinde med makeup løbende ned over begge kinder og langt, gennemblødt hår klæbende til sin pande og hals.

Jeg tog øjnende fra de besøgende for at veksle et blik med Aaron. De mørkebrune øjne fortalte mig alt, hvad jeg behøvede at vide: han havde også hørt det, og det gjorde ham mistænkelig.

Såfremt de virkelig havde deres på det rene burde ingen af dem udvise ubehag ved min efterspørgsel. De kunne så vidt jeg vidste bare sende et par af sted for at hente Emma og lade resten vente her.

”Du får ikke lov til at stille betingelser her,” afgjorde den muskuløse mand, som jeg havde front mod. ”Enhver handel indebærer en vis risiko for begge parter. Accepter tilbuddet eller se hvor langt du når ved at kæmpe imod.”

”Skye…” Aaron bed sig selv af, som om han godt vidste, at jeg ikke havde brug for at høre hans indvendinger lige nu.

Hvis jeg havde været i stand til at se Emma og dermed slå en handel af med disse brutale mennesker, så havde jeg gjort det. Men nu var tingene lidt anderledes. Derfor bed jeg tænderne sammen, spredte mine ben en anelse og løftede stokken op i den ene hånd.

”Så må jeg jo tage mine chancer,” sagde jeg direkte, ikke glad for den situation som jeg havde anbragt mig selv i.

Den tatoverede mand trak på skuldrene, som om det ikke gjorde den store forskel for ham, hvad jeg besluttede. ”Du fik muligheden for en fredelig løsning,” erklærede han og så sig omkring. ”Du kommer til at fortryde, at du ikke tænkte dig bedre om.”

Dernæst så jeg ikke, hvad der skete, men jeg hørte en pistol gå af og et par høje råb fulgt af splattende lyde som fodtrin og fald i mudderet. Mine egne fødder var sunket en smule fast, hvilket kun var endnu mere hæmmende, end vejret i sig selv. Alting var glat, og grundet regnen var det svært at få noget særlig godt overblik, da først kampene gik i gang.

Jeg hørte Aaron råbe til alle, at de skulle holde skydevåbnene ude af billedet, for når vi stod så tæt, var der stor chance for at ramme forkert. Til min venstre side så jeg Tony tøve med at vride halsen om på en af de tre kvinder, og hun udnyttede dette til at glide ud af hans greb og sætte i løb ind mellem træerne. Tony satte efter hende, inden jeg kunne nå at beordre ham til at blive, hvor han var.

Kun den muskuløse mand, som jeg havde talt med, deltog ikke i slagsmålene, som var brudt ud overalt omkring os. Han nærmede sig mig kun ganske langsomt og råbte enkelte kommandoer til sine kammerater.

”Skye!” råbte Aaron til højre for mig, ”lidt hjælp her?”

Han lå og rodede rundt i mudderet med endnu en skaldet mand. Begges hænder var lukket omkring skaftet på en dolk, der var faretruende tæt på Aarons strube. Lige nu var der ikke tid til at tænke, så jeg gjorde det, der faldt mig mest nærliggende; jeg tog et par lange, humpende skridt og smed stokken fra mig for med begge hænder at kunne rive manden af Aaron ved skuldrene idet jeg faldt.

Smerten i mit knæ druknede nærmest i adrenalinkicket, som kampen gav, da jeg først havde kastet mig ud i det. Mine briller var brunplettede af pløre, og jeg havde en smag af skov i munden, men det eneste der talte var den mand, som havde lidt besvær med at få rejst sig, eftersom jeg holdt ham nede med ryggen mod min overkrop. For nu havde jeg overraskelsesmomentet, men det ville ikke vare mange sekunder før han fandt ud af, at hvad der holdt ham nede i særdeleshed kunne tage skade af at blive stukket med en kniv.

Inden han nåede så langt, var Aaron dog kommet på benene og placerede et veltrænet spark mod hovedet. Jeg kunne ligefrem høre, hvordan kæben brækkede ved kollisionen, og mandens smerteskrig døde på hans læber, da han besvimede. Kroppen blev slap, og jeg kunne med lethed skubbe den af mig.

”Yndefuldt,” kommenterede Aaron, som hjalp mig med at komme på benene og finde balancen. Der var et drenget, uvornt udtryk i hans ansigt nu, som jeg kendte fra vores opvækst sammen. Underligt nok fandt han plads til at more sig midt i kaosset.

”Effektivt,” rettede jeg ham, idet jeg bøjede mig forover for at samle mit hjælpemiddel op.

”Aaron!” råbte Tay fra modsatte side af bålet, og vi drejede begge hovederne for at se, hvad der skete, for hun havde aldrig været typen til at bede om hjælp, medmindre hun virkelig var i knibe.

En af de andre kvinder havde fundet det passende at tage kampen op med en af sit eget køn, og hun trængte den noget mindre og noget yngre Taylor længere og længere ind mod bålets flammer. En halv meter længere, og så var der en reel fare for, at ilden fik fat i stoffet på hendes bukser eller støvler. Det var første gang, at jeg rigtig havde set den yngste af de to Lawrence-søskende i fare, for tidligere havde både Aaron og jeg været der til at passe på hende – nu var hun gammel nok og veltrænet nok til at vælge sine egne kampe.

Aaron satte sig i bevægelse, og jeg lod mine øjne glide videre rundt omkring. Først da gik det op for mig, at i løbet af den tid, som det havde taget mig at tumle rundt med Aarons overfaldsmand, var størstedelen af selskabet forsvundet ind mellem træerne. På afstand kunne jeg høre deres udbrud af vrede eller smerte runge under trætoppene. Det her var ikke godt.

Vores træning var baseret på samarbejde – vi var stærkere som en gruppe – og jo flere af os de andre fik lokket ud af formation, desto flere af os var tvunget til at tage kampen op på tomandshånd.

Et skarpt slag mod siden af mit ansigt sendte mig ud af balance, og fordi jeg ikke rigtig kunne tage ekstra skridt og komme på rette kurs igen, endte jeg sidelæns nede i sølet igen. I en slags lammet choktilstand mærkede jeg, hvordan mit i forvejen elendige knæ hoppede ud af led og blev siddende i en overordentligt upraktisk position.

Dog havde jeg ikke tid til at dvæle ved det, for i næste øjeblik boede en skosnude sig hårdt ind i mine nyrer, mere end én gang. Jeg kneb øjnene sammen og koncentrerede mig, mens jeg forsøgte at finde ud af, hvordan jeg skulle sno mig ud af det her. Min mund smagte af blod, idet jeg løftede ansigtet og bragte min venstre arm opad i en jævn bue. Stokken traf sit mål lige midt i ansigtet på den tatoverede mand, som stod over mig.

Jeg kunne ikke rejse mig, så jeg forsøgte ikke. I stedet udnyttede jeg forbløffelsens stund til at fjerne benene under den massive krop. Det var lettere, end jeg havde regnet med, specielt taget i betragtning hvor ude af form jeg var.

Kroppen faldt sikkert mod jorden, og mandens arme flagrede til begge sider i et forgæves forsøg på at holde tyngdepunktet på plads. De følgende minutter så jeg alting gennem et slør af smerte, og min krop bevægede sig kun, fordi den ikke havde glemt den mangeårige træning, som jeg havde gennemlevet fra en tidlig alder.

Den muskuløse, blækudsmykkede mand og jeg rullede omkring i den gennemvædede skovbund og gjorde hver vores bedste for at få et slag indført hist og her. Jeg måtte et kort øjeblik beundre hans udholdenhed, da jeg placerede et knæ direkte i hans skridt, og han ikke krøb sammen af pinsel men derimod belønnede mig med en knyttet næve i ansigtet.

Jeg bemærkede først, at vi var nået ud på en af de stejlere skråninger, da naturkræfterne skilte os ad og lod mig fortsætte trillende ned ad bakke, mens min modstander tumlende skubbede sig op at stå igen. Mine hænder greb ud efter alt, hvad jeg kom forbi – små planter, jord, træer – uden held, og den eneste tanke jeg havde var, at jeg blev nødt til at stoppe. Stoppe, rejse mig op, kæmpe videre og finde Emma.

Min opbremsning kom brat; jeg ramlede direkte ind i et gammelt, massivt træ med venstre arm først, og fra min sidelæns position så jeg den tatoverede mand komme vaklende ned ad skråningen, hurtigere og hurtigere. Den hvidglødende smerte i min overarm indfandt sig et kort øjeblik efter, og sorte prikker dansede for mine øjne, efterladende mig med et højt smæld ringende mellem ørerne.

Nu var det slut. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...