De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

27Likes
29Kommentarer
16528Visninger
AA

17. Kapitel 16 - "Pas nu på dig selv."

Skye

”Så du fortalte Emma, at der kunne være problemer forbundet med, at hun tog af sted, og alligevel bevægede hun sig udenfor alene efter mørkets frembrud?” opsummerede Silver, netop som Aaron og et par af de andre lukkede sig selv ind gennem den for en gangs skyld ulåste dør til lejligheden. ”Jeg kan ikke sige, at jeg er overrasket.”

Jeg rejste mig fra stolen ved det lille spisebord, så en anden eventuelt kunne tage pladsen. ”Du må kende hende meget bedre end mig, for jeg blev temmelig chokeret,” tilstod jeg sandfærdigt.

Silver så rundt på de nytilkomne, trak på den ene skulder og kløede sig i nakken. ”Emma er et godt barn, men hun tænker sig ikke altid særlig godt om, inden hun springer ud i tingene,” fortalte han mig.

”Det har jeg sjovt nok erfaret,” medgav jeg og modtog et rådvildt blik fra Aaron, som lukkede døren efter sig, da hele hans følge var kommet indenfor. ”Noget nyt?” spurgte jeg uden at tillade mig selv den mindste smule håb.

”MaLou har fundet en tot af blondt hår, der var hamret fast til et vejskilt syd for søen,” svarede han. ”Ellers ingenting.”

På denne tid af året, var der ikke ret mange mennesker ved Tahoe, fordi det ikke var feriesæson. Derfor ville der ikke med sandsynlighed være nogen til at undre sig over en hårlok på et skilt. Naturligvis betød dette ikke automatisk, at den tilhørte Emma, men hvis planen var at holde hende som gidsel, så krævede det også, at de efterlod nogle spor, som jeg kunne følge. I hvert fald hvis det ultimative mål var at nå til mig.

”Er alting klart?” ville jeg vide. Samtidig var mine øjne nu rettet mod mobiltelefonen i min hånd og den skærm, der viste mig, at Emmas telefon sidst havde været aktiv for næsten tyve timer siden.

”Jep.” Aaron virkede stadig en anelse uforstående, og det kunne jeg ikke bebrejde ham. ”Kan vi tale sammen under fire øjne?”

Lige nu ville jeg egentlig helst bare af sted, men noget sagde mig, at hvis jeg ikke indvilligede i en privat samtale, så kom vi ikke ud af vagten lige med det samme. Derfor indikerede jeg døren til mit soveværelse med den hånd, der ikke klemte hårdt om stokken ved min side. Opfangende hentydningen krydsede Aaron lokalet og ventede, til vi var helt alene, inden han lukkede af for resten af omverden.

”Du kan ikke mene, at du vil slæbe den gamle med,” hviskede han til mig.

Jeg lænede mig tilbage mod væggen. ”Det havde jeg nu ikke tænkt mig. Han bliver her, i tilfælde af at Emma dukker op.” En del af mig hadede Aaron for udenomssnakken, og for at have løjet mig lige op i ansigtet i så mange år.

”Men kender de to hinanden?”

”Aaron, jeg er alt for træt til at falde for din påtagede uvidenhed lige nu,” advarede jeg ham. Det havde ellers været hans trumfkort gennem vores opvækst, når han ikke ville have, at jeg blev vred over noget. ”Han har finansieret hele Emmas ophold her, og han er – ifølge hende selv – den, der har arrangeret, at hun kunne arbejde for dig og Penelope.”

Enten havde det sidste år gjort ham til en bedre skuespiller, for han havde aldrig været i stand til at skjule noget for mig før, eller også var det nyheder for ham, hvad jeg netop havde fortalt. De brune øjne stirrede himmelfaldent på mig, og hans læber var let adskilte.

”Men,” sagde han efter et lille stykke tid, ”er han ikke… du ved…” Han lod sin stemme dø hen, så han i det mindste ikke kom til at slynge noget forkert ud.

Jeg hævede et øjenbryn. ”Min far?” færdiggjorde jeg for ham. ”Jo, det ser i hvert fald sådan ud.”

”Jeg troede, at du sagde, at din far var død,” udbrød han bebrejdende. ”Hvorfor sagde du ikke bare sandheden?”

Himlende med øjnene trådte jeg et skridt baglæns, væk fra døren. ”Tror du, at jeg vidste noget om det? Din far fortalte mig, at hele min familie var borte. At jeg var alene i verden. Det var først, da jeg mødte Emma, og hun gjorde mig opmærksom på, at jeg mindede hende om Silver – som hun kalder ham – at jeg fattede mistanke.”

Hvis min gamle legekammerat havde set forvirret ud før, så var det intet i sammenligning med den totale mangel på fatteevne, som han udstrålede i det øjeblik. Hans øjne flakkede fra side til side, som diskuterede han med sig selv indvendigt. Som sådan kunne jeg ikke bebrejde ham det, for jeg havde også stadig selv lidt svært ved at fatte, at jeg rent faktisk havde haft ret i mine gisninger. Om det var en god eller en dårlig overraskelse vidste jeg stadig ikke helt.

”Hvorfor har han ikke kontaktet dig i alle de år?” Og så var spørgsmålet til en million dollars stillet.

”Hvis jeg vidste det, så ville jeg fortælle dig det,” forsikrede jeg ham. ”Men jeg har ikke haft tid til at spørge.” Eller måske rettere, jeg havde ikke haft lyst til at spørge, for jeg var ikke sikker på, hvor meget svaret ville gavne mig.

Jeg var glad for at have Aaron at vende situationen med, for han var sandsynligvis den eneste person på planeten, som ville forstå, hvordan jeg havde det. Ikke fordi han havde prøvet det på egen krop, men fordi vi var vokset op sammen og havde delt alle hemmeligheder – store som små. Han havde betroet sig til mig, den første gang han havde sex med en pige, og jeg havde bedt om hans diskretion, da jeg kom til at køre en hel ladning spritnye stormgeværer i stykker med en gaffeltruck. Når jeg som yngre havde skreget min søsters navn i søvne, havde han ligget ved siden af uden at sige et ord, og han havde med egne øjne set, hvor opsat jeg havde været på at hævne mine slægtninge.

Den del af mit liv ville Emma aldrig komme til at have samme indsigt i, som Aaron havde, og selv om vi havde vores uenigheder og jeg ikke havde den mindste smule lyst til at acceptere hans betingelser for hjælpen, så værdsatte jeg lige nu hans tilstedeværelse mere end nogen andens.

”Så hvad er planen nu?” ville han vide. Tydeligvis kendte han mig stadig godt nok til at vide, at det forrige emne var uddebatteret for en tid.

Jeg strammede grebet omkring den aflange stav i min venstre hånd. ”Nu prioriterer vi Emmas velbefindende over alt andet,” afgjorde jeg.

Han nikkede alvorligt. ”Så lad os gøre det.”

Vi forlod mit soveværelse, og Aaron erklærede højlydt, at så var det tid til at komme ud af vagten, hvis vi skulle nå til Tahoe i tide til at få en smule søvn inden den forestående dags jagt. Der var ikke nogen, der stillede spørgsmålstegn ved ordren – alle som en satte de unge mænd retning mod gaden udenfor, og det efterlod mig for en kort stund alene med min plejebror og den far, som jeg havde troet var død i mere end et årti.

Silver betragtede mig indgående, som om han vidste præcis, hvad der gik gennem hovedet på mig. Jeg tog af sted nu, og jeg var ikke garanteret en fredelig hjemkomst, hvis jeg da nogensinde fik min lejlighed at se igen. Hvis alting gik som planlagt, så vendte hele kompagniet tilbage med en uskadt Emma, men det var langt fra altid, at planlægningen holdt stik ret langt hen ad vejen. Der var alt for mange ting på spil til, at jeg kunne holde ud at tænke samtlige mulige scenarier igennem, men det lod til, at han begreb det alligevel.

”Skye, kommer du?” pressede Aaron, som allerede stod ude i opgangen.

”Gå du bare ned. Jeg skal nok skynde mig,” lovede jeg og greb den sportstaske, som jeg havde pakket.

Åbenbart skulle der ikke mere til, for øjeblikket efter kunne jeg høre lyden af Aarons skridt mod trapperne og den efterfølgende smækkende dør ud til Ellis. Tilbage i køkkenet var der nu kun Silver, som havde rejst sig og stod med lænden hvilende mod køkkenbordet, som jeg selv havde for vane at gøre det.

”Klarer du dig her?” spurgte jeg i den akavede stilhed, overvejende om det ville have været bedre at placere ham i Sea Cliff sammen med Penelope og Isaac.

”Jeg er den sidste, som du skal bekymre dig om lige nu,” irettesatte han mig seriøst. ”Bare sørg for at finde Emma.”

Jeg nikkede. ”Det er pointen med alt det her. Jeg skal nok holde dig underrettet undervejs.” Mine fødder slæbte hen over gulvbrædderne mod udgangen.

”Tak. Men Skye?” Stemmen var gennemtrængende nok til, at jeg vendte mig halvt. ”Pas nu på dig selv.”

***

Emma

Jorden slog mod mig, da jeg kom tilbage til bevidstheden. En gyngende, taktfast rytme blev slået fladt mod mit bryst hele tiden, og den gjorde mig næsten søsyg. Men min kvalme var væk, og ligeså var min hovedpine fra dagen før. Alle minder stod skarpt i min hukommelse.

Jeg var løbet fra lejren, men en eller anden havde væltet mig omkuld i skovbunden og stukket mig i halsen. Måske var jeg i virkeligheden død? Havde de dræbt mig? Det var ikke sådan her, at jeg forestillede mig, at livet efter døden ville være. Faktisk troede jeg ikke på genfødsel eller fortsættelse i en anden dimension.

Så blev jeg opmærksom på de små, hvæsende lyde ud for mit højre øre. Det lød ligesom åndedrag.

Forsigtigt åbnede jeg øjnene og opdagede som det første, at jeg ikke lå ned, og at det ikke var et underlag, der bevægede sig mod min krop. Det var et andet menneske, som bar mig på sin ryg, mens vedkommende bevægede sig gennem vildnisset. Træerne her var lidt anderledes end dem, som jeg huskede fra aftenen før, og der var ingen spor af en teltlejr. Altså måtte vi have bevæget os i et stykke tid.

Da jeg drejede hovedet, fik jeg øje på den sorthårede mand med de isnende blå øjne. De hvilede på mig med en slet skjult nysgerrighed, som om jeg var en fuldstændig anden race end ham. Som om jeg stammede fra mytologi eller fantastiske fortællinger. Så trak det i hans ene mundvig, og han afslørede et skævt, ironisk smil.

”Det ser ud til, at hun er vågnet, Dominic,” sagde han. Manden som bar mig stoppede op, løsnede sit greb under mine lår og lod mig glide ned i skovbunden.

Omtåget stirrede jeg op i det tatoverede ansigt på den første i gruppen, der nogensinde havde talt til mig. ”Endelig,” knurrede han gnavent til Oscar. ”Så kan hun da gå selv.”

”Har du båret mig langt?” spurgte jeg uden eftertanke.

”Hold kæft, tøs, og begynd at gå. Ellers må jeg hellere bede Oscar om at bedøve dig en gang til,” gøede han og satte det lange ben foran.

Alt for skræmt til ikke at parere ordrer med det samme hankede jeg op i mig selv og faldt i geled ved siden af Oscar, som så ud til at more sig kosteligt. Fordi vi bevægede os langt fra stierne, blev jeg nødt til hele tiden at holde øje med mine fødder, så jeg ikke trådte forkert eller snublede over en gren eller en træstub eller lignende. Af og til dristede jeg mig dog til at betragte mine omgivelser. Det ville sikkert have været eventyrligt, hvis ikke himlen havde været dækket af tunge, mørke skyer, der varslede regn.

”Du ser lidt forvirret ud,” konstaterede den unge mand ved siden af mig, til min forbløffelse overhovedet ikke stakåndet.

Selv pustede og stønnede jeg mere, end jeg var stolt af, efter hvad der garanteret ikke havde været mere end en halv times vandren. Fra dagen før havde jeg en idé om, at vi ville fortsætte et stykke endnu. ”Det er jeg ikke,” bed jeg tilbage mellem to vejrtrækninger.

”Så du er helt med på, hvad alt det her betyder?” vedblev min forhørsleder i et påtaget imponeret tonefald, der gik mig en smule på nerverne.

Jeg trådte hen over en lille plet af vildtvoksende svampe. ”Det betyder at Skye havde ret, da han fortalte mig, at det ikke var nogen god idé at tage af sted med de andre,” tillod jeg mig at svare. Siden de ikke havde hugget hovedet af mig efter mit flugtforsøg, så måtte det betyde, at de stadig skulle bruge mig til et eller andet.

”Ja, du skulle nok have lyttet til ham,” konstaterede han selvtilfredst.

”Den slags er nemt at sige, når man ser tingene i bakspejlet,” mumlede jeg.

”Det har du nok ret i,” medgav han i et sjovt tonefald, der afsluttede samtalen for en stund. Så tog han en ny tråd op: ”Hvordan er en pige som dig egentlig kommet i kontakt med den berygtede Skye Andrews til at begynde med? Du har tydeligvis ingen militærtræning, og I er med garanti ikke blevet introduceret af Aaron Lawrence.”

Måske burde jeg være fornærmet over, at han fra begyndelsen udelukkede nærkamp som en af mine kompetencer, men han havde jo ret. ”Vi mødtes ved et tilfælde,” svarede jeg fuldstændig ærligt men ikke særlig detaljeret.

Han grinede: ”Du behøver ikke at være så hemmelighedsfuld. Jeg har ingenting at bruge den viden til nu alligevel.”

”Hvorfor vil du så have mig til at uddybe?” returnerede jeg.

Han åbnede munden for at sige noget i respons, men blev afbrud af en kvindestemme, der kaldte:

”Oscar, vælg en retning!”

Med et grin og et tip med hovedet mod rækkens forende lod han mig vide, at vi ikke var færdige med denne samtale, men at han havde andre forpligtelser end at tale med mig. Og så gjorde han noget, som jeg ikke havde troet, at han ville have kræfter til: han satte i løb hen mod personen, som havde adresseret ham.

Dermed følte jeg mig fuldstændig til grin, for jeg havde overhovedet ikke energi til så meget som at tænke på at løbe lige nu – men hvis jeg skulle tro på Skyes fortælling, så måtte disse mennesker nødvendigvis også være i god form for at kunne hamle op med FBI’s specialstyrker.

Det mindede mig om, at jeg aldrig havde set Skye kæmpe og nok aldrig ville komme til det. Hvis han havde slået så mange mennesker ihjel, som han påstod, så måtte han være god til det, men det havde jeg meget svært ved at forestille mig, fordi han dårligt kunne gå. En dag måtte jeg spørge ham, om han på nogen måde kunne give mig et indtryk af, hvad han før havde været i stand til. Såfremt at vi kom til at ses igen.

”Hvis vi deler os op ved det der træ, så er der større chance for, at eventuelt følge vil se sig nødsaget til at skilles ad,” hørte jeg Oscar sige, mens han pegede fremad.

Umiddelbart lød det som en temmelig tynd argumentation i mine ører, for selv hvis Skye var idiot nok til at begive sig herud, så var der ingen måde, hvorpå han ville være i stand til at dække så lange afstande med sin fysiske tilstand. Dertil kom at hvis han tog andre med sig – og jeg kunne ikke lige se, hvem det skulle være – så var pointen nok at forblive samlet frem for at gå hver til sit.

Ingen udtrykte tvivl ved den strategi, så vi delte os op i hold af to. Siden han var den, der ubetinget havde gjort mest for, at jeg forblev sammen med gruppen inden for det sidste døgn, krævede Oscar, at vi kom til at gå sammen. Dominic gjorde et par indsigelser, sikkert bare for at etablere sin status som alfahan i flokken, men lod så den sorthårede mand får sin vilje.

Aftalen blev at gå i forskellige retninger den næste time og derefter finde tilbage til hovedsporet ved hjælp af GPS-udstyret, som de alle sammen havde. Længere fremme lå der åbenbart et vandhul, forklarede Oscar, som også instruerede alle til at møde os der, siden vi gik i en lige linje og derfor var ret sikre på at komme først. Ved tanken om vand blev jeg mindet om, hvor meget jeg stank af sved og mos efter gårsdagens vandring gennem underskoven. Hvis vandet ikke var alt for ulækkert, så ville de måske lade mig vaske mine armhuler lidt, når vi nåede frem.

Ikke mange minutter senere var det eneste spor af de andre kriminelle den fjerne knasen af blade og grene under deres vandrestøvler. Jeg var alene med Oscar, som både skræmte mig og tiltalte mig på én og samme tid. Der var noget anderledes ved ham. Som om han virkelig vidste, hvad han lavede.

Så snart de sidste fodtrin kom uden for hørevidde, greb han fat omkring mit håndled og fik mig til at standse. ”Vær helt stille. Jeg skal nok forklare dig alting senere,” lovede han og vendte rundt på hælen. ”Kom.”

Forvirret drejede også jeg hundrede og firs grader. Min fangevogter var allerede på vej i samme retning, som vi var kommet, men i et meget højere tempo. Hele min krop protesterede, da jeg satte efter ham og forsøgte at holde munden lukket for ikke at stønne af både smerte og anstrengelse. Mine fødder havde vabler på steder, hvor jeg ikke vidste, at det var muligt at få dem, og det føltes som at gå på nålepuder, når jeg bevægede mig. Men herude havde jeg intet begreb om, hvor jeg var, så min bedste chance for at se civilisation igen var at følge med den adrætte mand foran mig.

Han sænkede tempoet lidt for min skyld og snoede sig rundt mellem træerne væk fra den sti af fodspor, som vores fødder havde lavet tidligere. Til mit store held skrånede underlaget en lille smule nedad, hvilket gjorde det så meget mindre anstrengende at løbe, selv om pulsen selvfølgelig stadig bankede i mine blodårer og min vejrtrækning blev anstrengt. Af og til måtte jeg spytte slim ud for ikke at komme til at løbe med åben mund og derved lave alt for meget støj.

Aldrig i mit liv havde der været et tidspunkt, hvor jeg havde nydt at løbe. I løbet af gymnasiet havde jeg forsøgt at blive sporty ved at tvinge mig selv gennem et par kilometers løb tre gange om ugen, men jeg havde hadet det så meget, at jeg var holdt op. Nu fortrød jeg bitterligt, at jeg intet havde gjort for at gavne min kondition, for Oscar havde næsten ikke sved på panden, mens jeg snublede efter ham og forsøgte at lade være med at give efter for trætheden i mine ben.

Ræset føltes som en evighed, og jeg havde både sidestik og alvorlig åndenød, da han sænkede farten og slog ned i normalt gangtempo. Jeg satte mig ned på en væltet træstamme for at puste ud, og luften kom hvæsende ud og ind af mine lunger for en rum tid, mens han bare kiggede.

”Jeg troede, at du sagde, at vi skulle mødes med de andre,” gispede jeg forpustet og var inderst inde stolt over, at jeg ikke havde kastet mine lunger op endnu. Det føltes nemlig, som om de var ved at kravle ud af halsen på mig.

”Det gjorde jeg også,” svarede han og fandt en halv liter vand i sin rygsæk. ”Her. Drik.”

Under normale omstændigheder ville jeg aldrig have taget imod mad eller drikkelse fra en fremmed – og specielt ikke, hvis denne havde kidnappet mig og slæbt mig ud i midten af ingenting – men jeg var desperat nok til at adlyde ordren.

”Hvorfor løber vi så i modsatte retning?” fortsatte jeg, da jeg havde fået vejret efter et par mundfulde kølig væske.

”For at komme på afstand af de andre, inden de opdager, hvad der foregår,” besvarede han vagt og tog imod flasken, som jeg rakte til ham.

Svarene gav mig ikke rigtig nogen større indsigt i situationen, så jeg blev ved med at spørge: ”Og hvad er det helt præcist, at der foregår?”

Han sendte mig et uvornt, vidende smil. ”Jeg tager dig med tilbage til byen. At have dig rendende rundt herude gavner ikke nogen.”

Stemmeføringen var neutral, som om det var det mest naturlige valg for ham. Den bidrog kun til min konfusion, for hvis han var kommet hele vejen herud for at slutte sig til sine kollegaer, så måtte det også betyde, at han havde et eller andet imod Skye. Formentlig lå der en eller anden klassisk jeg-har-mistet-en-jeg-holdt-af-historie bag for ham også, så hvorfor skulle han føre mig tilbage til San Francisco, hvor jeg i princippet kunne sladre til både Aaron og Skye?

”Men hvorfor?”

”Måske synes jeg, at det er det rette at gøre,” påpegede han og gjorde et kast med hovedet. ”Kom. Lad os holde os i bevægelse.”

Mine fødder gjorde ondt, da jeg rejste mig op for modstræbende at gøre, som jeg blev bedt om. Dog var jeg ikke sikker på, at jeg købte påstanden om retfærdighedsfølelse fra Oscars side, for det var ret hurtigt gået op for mig, at mine tilfangetagere hørte til i bandemiljøet, og siden de andre respekterede ham så meget, så måtte han være en del af samme.

”Ligger San Francisco den her vej?” forsøgte jeg, bare for at se, om jeg kunne få lidt mere konkret viden om min placering.

”Nej,” svarede han blankt. ”Men det gør Tahoe.”

”Og hvad sker der, når de andre finder ud af, at vi ikke har fulgt planen?”

”Du er snaksalig, er du ikke?” Det retoriske spørgsmål kom med lige dele af irritation og humor. Så hankede han lidt op i sin rygsæk. ”De vil naturligvis forsøge at finde os, for uden dig har de intet til at motivere Andrews til at gøre noget dumt.”

Smart, men der var bare lige ét lille problem: ”I princippet ved Skye ikke, at nogen har kidnappet mig,” pointerede jeg, ”og selv hvis han regner det ud, så har han ikke ligefrem mulighed for at finde ud af, at jeg ikke er sammen med dem længere.”

Et imponeret nik fra den høje unge mands side fik stoltheden til at ulme i mit bryst. ”Du er heldigvis ikke så tomhjernet som Dominic og de andre,” erklærede han, som om det var en enorm lettelse at få det etableret. ”Det vil tage dem lidt tid at regne det ud, hvilket giver os et forspring. Men de er også i meget bedre form end dig, så vi bliver nødt til at skynde os lidt.”

”Apropos Dominic,” genoptog jeg, ”vil de så ikke blive vanvittigt sure, når de finder ud af, at du har forrådt dem?” Egentlig burde jeg ikke stole på, at han virkelig ville hjælpe mig, men jeg havde ikke rigtig noget at miste ved at gøre det alligevel. I det mindste lod det da til, at han havde hovedet skruet godt på.

”Jo da,” bekræftede han nærmest muntert. ”De vil sandsynligvis sætte en endnu højere pris på mit hoved end på Andrews'.”

”Betyder det så ikke, at de vil jage os?” I hvert fald var det umiddelbart den reaktion, som jeg bedst kunne forestille mig.

Som om jeg netop var kommet til pointen knipsede han med fingrene og pegede på mig. ”Selvfølgelig vil de det. De betragter sig selv som menneskeracens rovdyr og er glimrende sporhunde,” anerkendte han. ”Men kan du huske, at jeg sagde, at de er tomhjernede?”

Det kunne jeg, så jeg nikkede.

Fortsættelsen fulgte: ”De vil følge vores spor i denne retning, tilbage mod udgangspunktet. Vores fodspor afslører, hvilken retning de skal lede i, og det giver os den fordel, at vi ved, hvor de bevæger sig hen. Dermed kan vi også med lethed komme til det eneste sted, hvor de aldrig vil finde på at lede.”

Den samme glimrende intelligens, som jeg havde set i Skyes øjne utallige gange, spillede nu i Oscars øjne, mens han letfodet bevægede sig hen over nedfaldne grannåle, enkelte visnede løv og et væld af afbrækkede kviste. Nu hvor jeg fik mulighed for at se på ham uden filteret af angst for mine øjne, kunne jeg for alvor se, hvor flot han var. Høj og slank af statur med muskuløse arme og ben. Sort hår i kontrast til den lyse hud, og endnu et kontrastpunkt i form af de lyse øjne, der var omkranset af kulsorte vipper.

”Og hvor er det så?” spurgte jeg, da jeg blev opmærksom på, at jeg havde betragtet ham i tavshed lidt for længe uden at give udtryk for nysgerrighed over den kryptiske udtalelse.

”Bag sig.”

Logikken i den udtalelse kunne jeg selvfølgelig ikke diskutere med, men til gengæld syntes jeg, at han dermed netop havde modsagt sig selv. ”Men sagde du ikke, at vi skulle skynde os for at give Skye besked? Hvis vi skal have vendt billedet, så vi følger efter de andre, betyder det så ikke, at vi skal vente på dem?”

”Vi skal ikke skynde os for at advare Skye,” svarede han simpelt. ”Vi skal skynde os for at lægge brødkrummer nok til at lede Dominic i den retning vi vil i et stykke tid. Længe nok til at han opgiver forfølgelsen.”

”Er du sikker på, at han kommer til det?” mumlede jeg og kunne med en slags indre glæde konstatere, at efter løbeturen føltes vandringen langt mere fredfyldt, og mine fødder var så mørbankede, at jeg ikke rigtig mærkede dem længere.

”Jeg kan naturligvis ikke give nogen garantier,” tilstod han selvsikkert og klatrede et par skridt op ad en stejl skråning, hvorefter han rakte mig an hjælpende hånd og halede mig op. ”Men de har sat sig for at hævne sig på Skye, så når de ikke kan lokke ham til sig, må de jo opsøge ham. Og tålmodighed er ikke en af Dominics dyder.”

I det øjeblik gik noget helt nyt op for mig. Noget som jeg hidtil havde troet, at jeg var alene i overbevisningen om: ”Du tror altså heller ikke, at Skye har tænkt sig at forsøge at redde mig.”

Grinende satirisk rystede han på hovedet. ”Selv om jeg er imponeret over tanken om at bevæge sig ind i vildnisset, så han ville blive nødt til at gå for at finde dig, så er jeg ret overbevist om, at de har undervurderet hans selverkendelse med den plan.” Der var en lille pause, inden han tilføjede: ”En med skader som Skye Andrews’ ville aldrig nogensinde nå halvvejs hertil uden at besvime af smerte mindst et par gange.”

Erindringer føjtede rundt i mit hoved, da han gav sin mening til kende. Jeg huskede den lørdag morgen for otte dage siden, hvor han var faldet over mit tøj og havde været tvunget til at slappe af resten af dagen, selv med en indsprøjtning af smertestillende medicin i blodet. Jeg huskede turen hjem fra sporvognsmuseet, hvor han var startet godt ud men i sidste ende havde haft brug for både mig og sin stok for at aflaste sit knæ. Og jeg huskede første gang jeg havde set ham, på Alamo Square, hvor han havde advaret mig om sit ben, inden jeg hjalp ham op at stå.

Og alle gangene havde han formået at holde hovedet højt, selv om smerten utvivlsomt havde været voldsom. Så måske kendte Oscar ikke Skyes personlighed så godt, som han troede.

”Men han er stædig og formår altid at gøre, hvad han sætter sig for,” indvendte jeg.

Oscar smilede igen, men det var et glædesløst og dødt smil, der ikke tilnærmelsesvis nåede øjnene. ”Det her kunne han aldrig klare,” fastholdt han alvorsfuldt.

”Og hvor er det lige, at du ved det fra?” udfordrede jeg ham.

Latteren, der boblede ud af ham nu, kom helt bag på mig, for egentlig syntes jeg ikke, at det var morsomt at diskutere hvad Skye kunne og ikke kunne. Men Oscar var ikke med sandsynlighed et af de få mennesker på kloden, der rent faktisk bekymrede sig om den slags. Han var et bandemedlem, så jeg kunne ikke rigtig forvente af ham, at han havde manererne og situationsfornemmelsen på plads.

”Du har ingen idé om, hvad der er sket med ham, har du vel?” spurgte han mig.

Det var en af de ting, som jeg ville ønske, at jeg ikke var i tvivl om, for det var aldrig lykkedes mig at stille Silver det spørgsmål efter så mange år, og jeg håbede, at jeg havde lokket Skye til at afsløre det tidligere. Ellers var der en reel chance for, at jeg aldrig fik det at vide. Men det eneste jeg kunne huske var, at han havde nævnt en gut med øgenavnet Kirurgen, og at han havde mødt sin overmand i kamp.

Siden sandsynligheden for at det sidste var en løgn, som han havde fortalt mig for at undgå at skabe mistanke om FBI, rystede jeg bare på hovedet. Det lød nemlig, som om Oscar skulle til at dele nye fakta med mig.

”Forestil dig et beskidt loftrum, kun oplyst af en enkelt lampe over et metalbord,” indledte han uden at se i min retning. ”På det metalbord lå Andrews med arme og ben spændt fast, for at alting kunne gå glat og han ikke ved et uheld fik slået sig selv ihjel. Først blev hans akillessene skåret lidt i, men kun så meget at den ville have en chance for at hele igen i fremtiden. Derefter gik turen til hans knæ.”

Vi gik lidt i stilhed, mens jeg forsøgte at visualisere det hele for mig. Selv havde jeg aldrig rigtig haft en skade, så jeg havde ingen anelse om, hvordan det i virkeligheden føltes, men jeg vidste nok til at formode, at det gjorde ondt nok i sig selv at have en ødelagt akillessene.

”Man må give det til ham, at han tog det som en mand. Bevægede sig ikke og forblev ved bevidsthed, mens en skalpel savede gennem begge korsbånd, ledebånd og derefter så godt som pulveriserede begge menisker. Normale mennesker ville have accepteret en kørestol som en fast del af hverdagen efter en sådan oplevelse, for så omfattende skader er der ingen midler inden for lægevidenskaben, der kan rette hundrede procent op på.”

At Skye levede et liv i konstant pinsel var ikke noget, som jeg ikke vidste i forvejen, men det var alligevel noget andet at høre det fra en anden person. Spørgsmålet var bare, hvorfra Oscar vidste så meget om det hele. Umiddelbart troede jeg ikke, at han havde en doktorgrad i medicin til at understøtte sin påstand, men tonen han sagde det hele i indikerede, at han alligevel havde forstand på hvad han talte om.

Jeg ville gerne sætte ord på min tvivl, men inden jeg nåede så langt, blev jeg distraheret af en stor, våd plamage, der faldt ned på min kind og fortsatte ned over min kæbe. Overrasket løftede jeg blikket mod nålebaldakinen langt over mit hoved. Store, tunge regndråber kastede sig mod i ethvert mellemrum mellem granerne, tæt og nådesløst.

Dette var første gang jeg havde set regn, siden jeg var taget til Californien. Hjemme i Danmark havde det været en del af hverdagen, for der gik sjældent mere end tre dage i træk, hvor det ikke regnede. Men herovre havde jeg vænnet mig til hede og blændende solskin, også selv om temperaturen oppe i bjergene var lavere end eksempelvis ildelugtende, solbeskinnede Ellis Street. Jeg var betaget.

”Det er bare lidt vand,” hørte jeg Oscar bemærke i baggrunden. ”Hvis vi kan undgå at blive fanget af mine såkaldte venner, så kan jeg love dig for, at du får masser af det at se i løbet af vinteren.”

Og så fortsatte vi ellers vores mange kilometer lange terrænløb tilbage mod det sted, hvor mine kidnappere først havde fundet mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...