De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

24Likes
29Kommentarer
15417Visninger
AA

16. Kapitel 15 - "Verden er dit toilet."

Emma

Aldrig i mit liv var jeg vågnet op så forvirret, som jeg gjorde nu. Jeg befandt mig på ladet af en sort firehjulstrækker. Omkring mig kunne jeg ikke se andet end telte og træer, hvilket gjorde mig en smule nervøs. Hvor fanden var jeg? Hvor var Sasha og de andre, og hvorfor havde de slæbt mig med hertil i nattens mulm og mørke?

Mit hoved snurrede rundt, som om jeg var på stoffer, og der lå en meget utiltalende klat af noget, der lignede bræk temmelig meget, til min højre side. Min mund var tør som sand, og jeg var både sulten og tørstig. En liter iskoldt vand og en burger fra McDonald’s ville gøre underværker lige nu.  Dog så det ikke ud til, at der lå nogle fastfoodrestauranter lige i nærheden.

Lysten til junkfood mindede mig imidlertid om aftenen før. Det sidste jeg huskede var, at jeg havde snakket i telefon med Skye og at stjernerne havde virket utroligt smukke. Hvordan samtalen var endt, kunne jeg ikke komme på, men jeg var ret sikker på, at den var blevet afbrudt temmelig brat. Måske kunne min telefon give mig nogle svar?

Mine hænder søgte mod mine bukselommer, men jeg opdagede ret hurtigt, at den lille, metalliske genstand, som stort set fungerede som en anden hjerne for mig, ikke var noget sted at finde. Altså måtte de andre enten have taget den eller glemt den i skovbunden. Panikken steg op i min hals. Jeg blev nødt til at finde min telefon. Hvordan skulle jeg nogensinde forklare Silver, at jeg havde mistet den, fordi jeg var blevet så stiv, at jeg ikke kunne huske, hvor jeg havde lagt den eller hvordan jeg var endt her?

Han ville med garanti ikke blive vred, men alligevel … Og hvad med Skye?

Når det kom til stykket, havde han ikke været glad for, at jeg var taget af sted med de andre, selv om det kun var for to dage. Hvis han pludselig ikke kunne få fat i mig på telefonen, så ville han med garanti blive bekymret for alvor, og det ville jeg gerne spare ham. Hvis det da ikke allerede var for sent.

Selv om træerne omkring mig var mørke, så skyldtes det kun et tæt skydække over toppene, hvilket fortalte mig, at det var højlys dag og dermed mange timer siden den sidste begivenhed jeg kunne huske. Uden min telefon kunne jeg dog ikke se, hvad klokken var, for jeg havde aldrig været plaget nok af tidsmangel til at anskaffe mig et armbåndsur. Nu ville jeg ønske, at jeg ikke var så afhængig af moderne teknologi.

Forsigtig for at undgå brækplamagen ved siden af mig rejste jeg mig op og lænede mig mod bilens overdækkede del, da verden gav sig til at dreje rundt omkring mig. Som så mange andre af mine jævnaldrende svor jeg, at jeg aldrig nogensinde ville drikke alkohol i større mængder igen, for det her var ikke morskaben værd.

Da jeg klatrede ned fra ladet, fik jeg øje på en gruppe fremmede, som sad omkring et for længst udbrændt bål i fuldkommen stilhed. Umiddelbart kunne jeg tælle seks kronragede, tatoverede mænd og tre kvinder med vilde frisurer og ekstreme lag makeup i ansigterne. Ingen af dem lignede nogen, som mine fem venner ville omgås med til daglig. Hvad fanden foregik der? Hvem var de her mennesker, og hvad lavede jeg her sammen med dem?

”Se engang,” sagde en mand, som jeg gættede på var en smule ældre end Skye, med svulmende muskler presset ned i en tætsiddende, grå T-shirt, ”Tornerose er vågnet af sin skønhedssøvn.”

En kvinde med langt, sort hår i en flettet hestehale løftede hagen ved udtalelsen. ”Halløj, snuske. Velkommen tilbage til de levendes verden. Du ser lidt medtaget ud.”

Jeg kløede mig på armen og opdagede først da, at jeg havde tilbragt hele natten iført tanktoppen og bukserne fra dagen før. ”Undskyld, men…” Jeg tog mod til mig og prøvede igen: ”Hvad laver jeg her?”

Den sidste, som havde talt til mig, rejste sig op. Hendes ben var dækket af stramme, sorte bukser og lange militærstøvler med en rød slange trykt ind i læderet. ”Venter, ligesom os,” fortalte hun mig og kom nærmere.

Automatisk bakkede jeg en lille smule. En ting var at jeg havde givet mig i kast med Skye, som var en fremmed for mig dengang vi mødtes, men han havde virket fredelig, og der var intet mistænkeligt over situationen. Nu var jeg ikke så sikker på, hvor tæt på disse mennesker jeg havde lyst til at være. Ingen af dem så decideret usoignerede ud, men der var helt klart noget ved deres antræk, der tændte nogle alarmknapper i mit hoved.

”Du skal ikke være bange,” sagde kvinden med et smil, der sikkert skulle have været beroligende. I stedet sendte det adrenalinen pumpende ud i min krop. ”Jeg vil bare hjælpe dig med at slippe af med den massive hovedpine, som du garanteret har.”

Jeg tog endnu et skridt baglæns og stødte ind i det køretøj, som jeg netop havde forladt. ”Hvor er mine venner?”

”Som du kan se, er de ikke her,” sagde hun bare. ”Slap nu af. Vi har ikke gjort dig noget, der er værre end det, som du udsatte dig selv for i går aftes.”

Selv med en hjerne, der føltes, som om den blev mast flad mod mit kranium, nåede en tanke til mig. De burde ikke vide, hvad jeg havde lavet i går aftes. Vi havde været indenfor det meste af aftenen, og jeg var ret sikker på, at vi ikke ventede flere gæster. Derfor var der kun en måde, hvorpå de kunne vide, hvad der var gået for sig – nemlig at de havde udspioneret os. Men hvis det var tilfældet, hvor var de andre så? De måtte da være her et eller andet sted …

”Sasha!” råbte jeg af mine lungers fulde kraft. ”MaLou! Shaq-”

Jeg afbrød mig selv, da jeg kunne høre latter fra mere end én person. Tilsyneladende sad hele gruppen og morede sig over min komplette forvirring og mit forsøg på at finde ud af, om de andre var i nærheden. Hvorfor var det så morsomt?

”Dine små FBI-kammerater er her ikke,” afslørede den første mand, som havde talt til mig. ”De sov så tungt, så vi syntes ikke, at vi ville vække dem uden grund.”

Det gjorde min totale mangel på forståelse komplet. ”Hvad så med mig? Hvorfor er jeg her?”

Gruppen vekslede blikke, og så rejste bjerget af en mand sig. ”Lad os kalde det her for en slags eksperiment, som kun du kan hjælpe os med at udføre.”

Jeg turde næsten ikke spørge, men jeg gjorde det selvfølgelig alligevel: ”Hvilken slags eksperiment?”

”Jo, ser du,” indledte kvinden, som stod nærmest mig med den ene hånd i lommen på den vest, som hun havde over resten af sit tøj, ”vi vil gerne teste, om Skye Andrews er vild nok med dig til at risikere sit liv for at få dig tilbage til San Francisco i et stykke.”

”Skye?” mumlede jeg for mig selv, inden min omtågede hjerne satte i omdrejninger.

Hvor var det bare typisk, at når jeg ikke lyttede til ham, så kørte tingene fuldstændig af sporet. Han havde advaret mig mod at tage af sted, sandsynligvis fordi han var paranoid nok til at forestille sig, at det her faktisk kunne se. Jeg skulle have været mere forsigtig, for mit argument havde jo været, at jeg ville være sammen med mindst tre veltrænede snigmordere, og alligevel var jeg gået udenfor helt alene midt om natten. Jeg var verdens største idiot.

”Hvorfor vil I have ham til at gøre det?”

Den enorme mand slog ud med begge arme. ”Hun vil gerne vide hvorfor. Skal vi tage en runde, folkens?”

Kunne jeg ikke bare have holdt min kæft? Det her var med hundrede procents garanti ikke noget, der ville gavne mig at vide. Nærmere tvært imod.

”Jeg lægger ud!” erklærede en yngre mand, som viftede med en benet hånd over sit skaldede hoved. Hans øjne glimtede ildevarslende, idet han så på mig. ”Skye Andrews vred halsen om på min søster, da hun forsøgte at forsvare min svoger mod lovens lange arm.”

I al hemmelighed priste jeg mig lykkelig for, at Skye havde fortalt mig om sin fortid, for hvis dette havde været min introduktion til hans handlinger, så kunne det godt være, at alting havde set meget anderledes ud. Hvis guttens søster og svoger var blevet slået ihjel af Skye, så var det sandsynligvis fordi de havde gjort sig fortjent til det på den ene eller den anden måde.

Den næste i rækken fortsatte, da jeg ikke sagde noget: ”Skye Andrews sprængte hele min families forsyning af kokain i luften - og jeg er sikker på, at han var ret ligeglad med, at min far befandt sig i det lokale, der eksploderede.”

Sådan fortsatte historierne ellers. Hver især havde de mistet en, som de havde kær, til Skyes aktioner for FBI. Det var lige før, at jeg fik ondt af dem, men det ville nok have været mere sørgeligt, hvis ikke de alle opførte sig som hårdkogte kriminelle og jeg ikke havde kendt Skye godt nok til at vide, at han stadig havde søvnløse nætter over de ting, som han havde gjort i fortiden.

”Som du kan høre,” rundede kvinden med den lange fletning af, ”så har vi vores grunde til at ville af med ham, men siden han er alt for påpasselig til at gå direkte ind i armene på os under normale omstændigheder, så havde vi brug for noget til at lokke ham ud af sin hellezone i midtbyen. Det er her du kommer ind i billedet.”

Heldigvis var Skye klog nok til ikke at lade sig lokke i en så åbenlys fælde. Nok havde han fortalt mig, at han elskede mig, men jeg var ret sikker på, at han værdigede sit eget liv mere end noget andet. Ellers havde han nok heller ikke trukket sig ud af FBI på bekostning af sit venskab med Aaron. Jeg var ret sikker på, at han ikke var dum nok til at falde for det her trick, hvilket gjorde mig både bange og lettet på én gang. I det mindste kom jeg så ikke til at skabe flere problemer for ham. Men det betød også, at der ikke ville komme nogen for at redde mig.

”Skye handlede jo ikke alene,” påpegede jeg med nyfundet mod. Hvis det her var endestationen for mig, så kunne jeg lige så godt forsøge at banke lidt fornuft ind i knoldene på disse mennesker.

Kvinden lo. ”Det har du ret i, men Aaron Lawrence har alt for mange undersåtter til, at vi kan gøre os forhåbninger om at finde ham alene på noget tidspunkt. Andrews, derimod, har ingen venner tilbage. I hvert fald ikke nogen, der kan hjælpe ham nu.”

”Og hvis I tager fejl af ham, og han ikke tager ud for at finde mig, hvad sker der så med mig?” dristede jeg mig til at spørge.

Den eneste mand, som stadig stod op, trak på skuldrene. ”Tja, så er jeg bange for, at han må leve med at have dit blod på sine hænder. Og vi skal selvfølgelig nok sørge for, at han får bevis på det.”

Min hals snørede sig sammen af frygt. I princippet var jeg i sikkerhed lidt endnu, for de virkede ret overbeviste om, at Skye var hovedløs nok til at lege helt, men når det gik op for dem, at det ikke var tilfældet, så ville jeg helst være så langt væk herfra som overhovedet muligt. Hvis jeg nu bare kunne vente, til de alle sammen var faldet i søvn, så havde jeg måske en chance for at slippe væk.

Det var i hvert fald et forsøg værd, for selv hvis det mislykkedes, så var jeg allerede død i deres øjne. Desuden havde jeg ingen garanti for, at de ikke ville gøre det af med mig, hvis det viste sig, at de havde ret.

Så jeg besluttede mig for at opføre mig ordentligt indtil videre og se situationen lidt an. Måske var der et kort eller en GPS, der kunne fortælle mig, hvor jeg var henne, så jeg havde en retning at løbe i, hvis chancen bød sig.

Disse barske kriminelle var ikke så umenneskelige, som jeg troede. De tilbød mig en skive toast med jordnøddesmør til morgenmad og gav mig en flaske vand samt et par hovedpinepiller, som jeg ikke tog. Så underbegavet var jeg heller ikke, at jeg uden yderligere eftertanke slugte piller, som jeg havde fået af en gruppe fremmede i skoven, der forsøgte at slå Skye ihjel.

Eftermiddagen brugte vi på at pakke sammen og vandre gennem skovene, op til den køligere luft i højdedragene – væk fra den ladvogn, som jeg var vågnet op på. En utålmodig ung mand ved navn Josh blev ved med at spørge Christina – kvinden som havde været den første til at nærme sig mig – om vi ikke burde bevæge os lidt tættere på hytten ved Tahoe, der ville være det første sted, hvor Skye ville kigge. Dertil svarede hun, at det netop var en del af planen at komme så langt væk, at der ikke var veje at køre på, fordi Skye så ikke havde andet valg end at gå.

I mit stille sind tænkte jeg, at hvis man absolut skulle lægge en fælde for Skye, så var det her en god måde at gøre det på, for hvis han blev tvunget til at slæbe sig selv gennem vildnisset, så ville hans ben have gjort ham så udmattet, at han ikke ville være i stand til at kæmpe, når han nåede frem. Hvis han da ikke gav op og vendte om halvvejs.

***

Skye

Da jeg gik ind i den aflange ankomsthal, var klokken præcis halv fem, så jeg var i god tid. Silver, som alle andre yndede at kalde den mand, som jeg ventede på, skulle først lige nå ud af flyet og derefter igennem pas- og visumkontrol. Derfor tog jeg forholdsvis korte, langsomme skridt, da jeg bevægede mig ned mellem stolerækkerne – hvorpå familiemedlemmer sad og ventede i spænding på deres kære og lokale og forretningsfolk ventede på et lift, der kunne transportere dem ind til byen – for ikke at komme på kollisionskurs med andre, der var lettere til fods og derfor havde et potentielt behov for at haste af sted.

Jeg var taknemmelig for, at Aaron havde lånt mig sin bil, for mit knæ værkede efter dagens aktiviteter, og min ryg føltes, som om en af hvirvlerne nærmest lænden sad forkert. Havde det ikke været for min aftale med Silver, så ville jeg have insisteret på, at vi indledte vores eftersøgning med det samme, for der var endnu intet nyt fra Emma.

Aaron havde andre planer. Han mente, at det ville være bedst at vente dagen ud, i tilfælde af at hun på en eller anden vis blot var faret vild og endelig fandt vejen tilbage. Desuden ville det give eventuelle tilfangetagere indtrykket af, at vi ikke fandt hende så vigtig, at vi sprintede af sted alt hvad remmer og tøj kunne holde for at genforenes med hende. Den plan havde jeg kun to problemer med.

Det første var, at selv hvis hun egenhændigt var kommet på afveje, så var der næsten ingen chance for, at hun fandt den rette kurs, hvis det ikke var sket endnu – særligt ikke uden en telefon. Det andet var, at i tilfælde af at hun virkelig blev holdt som gidsel, så havde hendes kidnappere så meget ekstra tid til at torturere hende, og den tanke kunne jeg ikke holde ud. Men det blev jeg nødt til lidt endnu.

”Du spærrer for mig,” hørte jeg pludselig bag mig, og jeg så mig forbløffet over skulderen. Da dette ikke umiddelbart hjalp, vendte jeg mig halvfems grader og fik øje på den ubehøvlede person, som havde tiltalt mig.

Det viste sig at være en overordentligt kraftig dame, som jeg ville skyde på var et sted midt i halvtredserne, på en eldrevet scooter. Hun sendte mig et giftigt blik, da jeg ikke omgående flyttede mig, så hun kunne komme forbi, og det irriterede mig. I dag var ikke dagen til at teste min tålmodighed.

”Flyt dig,” sagde hun i et sådant tonefald, at jeg dårligt troede mine egne ører. Hvem talte til en vidt fremmed på den måde? ”Jeg skal mødes med min mand, som lander om ti minutter.”

Det var dråben. ”Undskyld mig?” sagde jeg indtrængende og lænede mig mod min stok for støtte.

”Ja, du slingrer jo sådan fra side til side, at jeg ikke kan overhale,” meddelte min diskussionspartner mig hidsigt. ”Kan du ikke se, at jeg er invalid?”

Jeg spærrede øjnene op, for det kunne ikke være hendes alvor. At dømme ud fra de godt fladtrykte Nike-sko, som hun havde på, kunne hun garanti sagtens krydse hele dette lokale uden assistance. Den eneste grund til, at hun ikke gjorde det, var utvivlsomt dovenskab.

Lige inden mit temperament slap løs, nåede jeg at tage mig i det. Det var trods alt ikke den generende kvindes skyld, at jeg havde haft en dårlig dag, som jeg ikke var sikker på ville blive bedre lige med det samme. Jeg havde selvkontrol nok til, at jeg ikke ville lade det gå ud over hende, selv om jeg var dybt forarget over sammenstødet. Derfor bøjede jeg bare nakken, trådte af vejen og satte mig ned på en af de sorte lædersæder for at køle lidt af.

Umiddelbart kørte hun ikke, og det fik mig til at se op i det rødmossede ansigt.

”Dit ben er i vejen,” sagde hun og gestikulerede voldsomt mod mit udstrakte højreben, der stak et stykke længere ud på gulvet end mit venstre.

”Beklager,” mumlede jeg i et forsøg på at holde en civiliseret tone, ”men jeg kan virkelig ikke bøje det mere.” Strengt taget var det ikke helt sandt, men det ville gøre afsindigt ondt at forsøge, så jeg havde ikke tænkt mig at gøre det.

”Sådan noget sludder,” hvæsede hun af mig, og det mindede mig komisk nok om Blinkie, når hun så en rotte eller en anden kat. ”Du er bare ude på at gøre det besværligt for mig.”

Dette var virkelig ikke en diskussion værdigt, så jeg rystede bare på hovedet, bøjede mig fremover og løftede mit dysfunktionelle ben op på det tomme sæde ved siden af. På denne måde optog jeg nemlig kun ganske få centimeter af gangen, og det kunne hun umuligt brokke sig over.

”Se bare! Det lykkedes alligevel!” snerrede hun, skar en sur grimasse og kørte så videre ned ad gangen.

Med et støn satte jeg mig ordentligt og gned mit højre knæ med den tilsvarende hånd. På sæderne overfor sad en ung mand og kvinde på omtrent min egen alder, og de havde meget svært ved at skjule deres morskab. Pigens rødbrune lokker hoppede op og ned i takt med de små rystelser, som latteren fik hendes krop til at foretage, og hendes partner pressede bagsiden af sin hånd mod sin mund, selv om de lyse øjne afslørede ham alligevel.

Da det gik op for førstnævnte, at jeg betragtede dem, skubbede hun sig lidt frem i sædet. ”Det der skulle du overhovedet ikke have fundet dig i,” fortalte hun mig iltert. ”Jeg var blevet stiktosset over sådan en led kælling.”

”Ej, Abby,” lo fyren ved hendes side, der var iført et dyrt udseende sort jakkesæt og holdt en computertaske med logoet Hammond & Sons. Hvis han arbejdede for det firma – der havde hovedsæde i Palo Alto syd for byen – så var der en god chance for, at han tjente tre gange så meget i løn, som Aaron gjorde. I hvert fald hvis man skulle tro på rygterne om virksomhedens lønniveau. Dertil kom naturligvis, at han formentlig også var en af de mest begavede personer, som jeg nogensinde kom til at møde.

Jeg smilede. ”Jeg forsøger at vælge mine kampe med lidt større omhu,” forklarede jeg og stødte min stok mod gulvet, klar til at rejse mig igen.

”Det design kender jeg,” udbrød den mørkhårede unge mand.

”Hvad?” spurgte jeg forvirret.

Han rømmede sig, som om han fandt det en smule akavet at tale sammen. ”Din stok. Er den fra den der butik i The Haight? Jeg kan ikke huske, hvad den hedder.”

Forbavset så jeg en ekstra gang på mit hjælpemiddel. ”Distractions,” svarede jeg, ”ja. Hvordan kunne du vide det?”

”Jeg er selv en sporadisk bruger,” forklarede han uden at uddybe yderligere. I stedet rakte han en hånd frem. ”Xavier Hammond.”

Det gjorde et par ting klart for mig. Ikke alene arbejdede han for det firma, hvis logo han bar på sin taske; han var også selvskrevet til at overtage det efter sin far. Xavier Hammond var officielt en af de rigeste mænd under femogtyve i Nordamerika, og hans families enorme donationer til byens velfærd var mere end én gang blevet brugt til at restaurere de arkitektoniske vidundere rundt omkring på mine guide-ruter.

Jeg trykkede hans hånd. ”Skye Andrews.” Derefter lod jeg hånden gå videre til pigen, som introducerede sig selv som Abigail Wilkins.

Min intention havde egentlig ikke været at falde i snak med nogen, men parret havde udgjort en kærkommen distraktion fra mit dårlige humør, og de mindede mig om, hvorfor jeg gjorde alt det her i første omgang. Selv om jeg med sandsynlighed aldrig kom til at sidde og vente sammen med Emma i en lufthavn, så var fantasien om at kunne tilbringe længere tid sammen nok til at løfte min sindsstemning.

Så konfronterede jeg mit armbåndsur og kunne konstatere, at det nok var på tide at komme lidt nærmere dørene fra bagagebåndene, hvis jeg ville gøre mig forhåbninger om at finde Silver. Derfor skubbede jeg mig selv på benene og stod lidt for at finde balancen.

”Jeg må hellere se at komme videre i teksten,” erklærede jeg, inden jeg nikkede til Abigail. ”Tak for opbakningen. Det var hyggeligt at møde jer.”

”I lige måde,” svarede de i kor, inden Hammond fortsatte: ”Det kan jo være, at vi mødes igen engang.”

”Muligheden foreligger,” medgav jeg og tog min afsked.

Da jeg bevægede mig væk fra den smalle gang mellem sæderne, fortalte en skærm mig, at flyet fra København var landet, og at bagagen var ført ud på bagagebåndene allerede. Imponeret over hvor kort tid det havde taget stillede jeg mig lidt til siden, så jeg havde et overblik over området, men ikke stod i vejen for nogen.

Mine øjne faldt på den overvægtige kvinde, som ganske forventeligt havde forladt sin scooter og stod med armene omkring en lavstammet, halvskaldet mand med lidt af en ølmave. De kyssede hinanden en enkelt gang på munden, og så vraltede damen tilbage til sit køretøj, satte sig op uden problemer og futtede af sted ved siden af manden, som trak en blomstret rejsekuffert efter sig.

Flere og flere ankom og forlod salen med deres pårørende, indtil der var mere eller mindre øde. Jeg forsøgte at skifte stokken over i højre hånd for at se, om det ville afhjælpe den begyndende smerte i mit ben, men det nyttede ikke noget, så jeg opgav hurtigt at finde en løsning.

Det kunne også være det samme, for i næste øjeblik blev min opmærksomhed fanget af en bevægelse i udkanten af mit synsfelt. En høj mand iført en stribet polo T-shirt og mørke denimbukser kom gående ud i den lange aula, skubbende en lille, sort kuffert ved sin side og lænende sig mærkbart mod håndtaget. Den anden hånd havde han foldet ind bag ryggen, og af instinkt vidste jeg, at han måtte have ondt. Dernæst blev jeg opmærksom på det grånende, leverpostejfarvede hår og de grønne øjne mellem smilerynkerne.

En klump satte sig fast i min hals, og hjertet slog hårdere i mit bryst. Et eller andet sted havde jeg jo vidst det hele tiden, men at se det med mine egne øjne var alligevel en helt anden sag. Det gjorde alting meget mere virkeligt, end jeg havde været forberedt på. Hele mit liv havde nu officielt været en løgn, og jeg kunne intet gøre ved det ud over at give accept en chance.

Manden drejede hovedet og så direkte på mig, idet han kom nærmere med langsomme, påpasselige skridt. ”Skye,” hilste han med en stemme, der mindede mig uhyggeligt meget om en andens – nemlig min egen.

”Velkommen til,” besvarede jeg så overvældet, at jeg ikke kunne kontrollere mit tonefald, og det derfor blev en smule fjendtligt. ”Skal jeg tage din kuffert?”

Forståelse spillede i det alvorlige ansigt, inden han slog blikket ned og virrede med hovedet. ”Ellers tak. Det er rart med støtten.”

Så langt, så godt. Jeg var ikke sprunget i luften endnu, men vreden boblede underligt lige under huden på mig. Først havde jeg troet, at jeg ville være i stand til at komme igennem det her møde uden at føle noget særligt, men det havde været tåbeligt af mig. Af en eller anden grund påvirkede det mig mere, end jeg havde forventet, at se det velkendte ansigt igen med furer, som ikke havde været der sidst.

”Skal vi så køre?” foreslog jeg og gestikulerede i retning af udgangen med spidsen af min stok.

”Ja, lad os hellere det.”

Som vi gik side om side ned ad den tyndt befærdede gang, måtte vi være et temmelig ynkeligt syn. Jeg undgik så vidt muligt at træde ret meget ned på højre fod, og manden til venstre for mig lænede sig mod sin kuffert og pressede den anden hånd mod sin lænd, som om berøringen fik gigten, som Emma havde nævnt, til at føles mere udholdelig.

Vi nåede ud til Aarons bil uden de helt store problemer, og jeg trykkede en enkelt gang på nøglen i min lomme for at slå samtlige låsemekanismer fra. I det mindste ville trafikken give mig noget andet at tænke på, og det havde jeg brug for lige nu, for en milliard spørgsmål begik selvmord på spidsen af min tunge hvert eneste sekund. Ren viljestyrke forhindrede mig i at lukke dem ud i verden.

Jeg åbnede klappen til bagagerummet. ”Hvis du vil sidde ned, så skal jeg nok smide den ind bagi,” meddelte jeg, hentydende til rejsegodset ved hans side.

”Det kan jeg sagtens selv klare,” protesterede han men gjorde alligevel ikke modstand, da jeg bøjede mig ned for at gribe håndtaget og løfte tasken ind i bilens lastrum.

Derpå tog jeg en kort beslutning og lagde også min stok ind. Jeg var stærkere, end han troede. Han af alle mennesker skulle ikke tro, at jeg havde ladet mig hindre af min skade.

Dog var jeg lige ved at fortryde, da jeg tog det første skridt mod bilens front og måtte række ud efter metalskroget for ikke at miste balancen. Verden blev sort for mine øjne, og galden vældede op i halsen, mens hele mit højre ben føltes, som om det var stukket i brand.

”Skye, lad være,” sagde Silver skarpt bag mig, som om han vidste præcis, hvad jeg gennemgik.

Med sammenbidte tænder lykkedes det mig at få klaret mit udsyn en lille smule, men det ændrede ikke på, at underbenet føltes som et søm, der stak op i knæleddet. Det var sjældent, at jeg indså, hvor meget af min vægt stokken rent faktisk støttede, men nu blev det helt klart for mig. Alt for klart. Og alligevel forsøgte jeg mig med endnu et skridt, ignorerende fornuftens stemme bag mig.

Resultatet blev det samme, blot med den forskel, at jeg kunne smage min maves indhold i munden.

”Lad være,” gentog han bestemt, ”med at være stædig. Her.” Han åbnede bagsmækken og trak mit lange hjælpemiddel ud for at stikke det i min retning. ”Brug den.”

Jeg slugte opkastet i min mund og rettede mig op. ”Du mistede al ret til at fortælle mig, hvad jeg skal gøre, for mange år siden,” fortalte jeg ham direkte. Så var det i det mindste slået fast.

Med et suk lod han klappen falde i, men holdt stadig stokken i hånden. ”Jamen så opfør du dig bare som et forurettet barn frem for at lytte til mig.” Han lød ikke direkte vred, men tonefaldet havde en kant, der fortalte mig, at jeg satte hans ellers milde personlighed på en prøve.

Desværre havde han tilbragt nok tid i min nærhed til at vide, hvordan han kunne gøre noget lignende ved mig, for ved udtalelsen flammede harmen op i mig. ”Jeg er ikke noget barn, selv om du ikke har været her til at se forandringerne ske,” spyttede jeg.

Åbenbart anfægtede det ham ikke den mindste smule, for han så fuldstændig rolig ud, og de pigmenterede irisser stod fuldstændig stille, låst fast på mit ansigt. ”Det sagde jeg heller ikke. Jeg sagde, at du opfører dig som et, for det gør du,” argumenterede han.

”Hvad havde du forventet?” Raseriet fik min sidste rest af selvkontrol til at gå op i røg. ”Kys og kram og velkommen hjem, hvor er det længe siden? Du kender mig ikke, så lad være med at tro, at du kan forudsige mine reaktioner.”

Fysiske skavanker havde intet at gøre med den rå smerte, der tegnede sig i hans ansigt så tydeligt som en sky på en ellers klar, blå himmel. Så nikkede han langsomt.

”Du har ret. Men jeg ville forvente af selv en komplet udenforstående på treogtyve år, at de ikke tilsidesatte vitale behov i ren og skær trods.”

”Jamen så lad mig starte forfra,” hørte jeg mig selv sige bittert. ”Velkommen til San Francisco, sir. Mit navn er Skye Andrews, og jeg er –”

”Så er det nok!” tordnede han, og af en eller anden grund følte jeg mig som en femårig, der fik skældud. Silver stirrede indædt på mig med øjne, der skød lyn og bad om tilgivelse på samme tid. ”Du har al mulig ret til at være vred,” fortsatte han, ”men hvis det er den måde, du vil håndtere det på, hvorfor bad du mig så om at komme i første omgang?”

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Selvfølgelig var jeg rasende. Det ville enhver anden også være, hvis de kunne sætte sig i mit sted. Men det var også sandt, at jeg selv havde foretaget telefonopkaldet, der bragte ham hertil, og jeg fortrød det stadig ikke.

”For Emmas skyld,” sagde jeg endelig.

Silver nikkede og rakte mig stokken, som jeg tog imod denne gang. Der var ingen pointe i at afslå tilbuddet en gang mere, når vi begge vidste, at jeg havde brug for den.

”Og hvordan ser det ud med hende i øjeblikket?” ville han vide.

Hvordan skulle jeg få fortalt ham, hvad der var sket, siden vi talte sammen sidst, efter den modtagelse han havde fået? Som med så mange andre ting i dagens løb havde jeg dog ikke ret mange andre muligheder end at lukke sandheden ud – hele sandheden. Det betød imidlertid ikke, at jeg behøvede at gøre det i fuld offentlighed midt på lufthavnens parkeringsplads.

”Jeg skal nok fortælle dig det hele i bilen,” sukkede jeg.

***

Emma

Ved solnedgang sluttede en anderledes udseende mand sig til gruppen. I modsætning til sine andre mandlige kammerater havde han et hoved fuldt af kulsort hår, der stod i voldsom kontrast til et par meget lyse, blå øjne. Han var høj og slank af bygning, men som forventeligt også veltrænet nok til, at jeg kunne se musklerne i hans overarme gennem ærmerne på den hættetrøje, som han havde på. Som den eneste præsenterede han sig for mig ved navn – det var Oscar – og han overtalte de andre til at lade mig sove uden at være bundet fast til et træ, siden der alligevel hele tiden ville være nogen til at holde øje med mig.

Så snart der kun var en vagt til at overvåge min nattesøvn forberedte jeg mig på at gøre et flugtforsøg. Efter en hel dag uden nyheder var jeg glad for at kunne konstatere, at Skye ikke havde tænkt sig at gøre noget overilet. Nu var det så op til mig at forsøge at klare mig ud af problemerne på egen hånd.

Forsigtigt nærmede jeg mig en af de tatoverede gutter, som sad ved et bål og rodede i ilden med en pind. ”Hvad vil du?” spurgte han mig, inden jeg nåede at sige noget.

”Jeg skal tisse,” fortalte jeg ham, selv om det var en lodret løgn.

Han sukkede opgivende. ”Verden er dit toilet.”

Var det virkelig så nemt? Kunne jeg bare gå væk fra teltlejren og aldrig vende tilbage igen? Opløftet over denne uventede mulighed skyndte jeg mig lidt ned ad skråningen, ud mellem de yderstliggende, midlertidige hytter og ind i en mur af kulsort mørke, nu hvor bålet var for langt væk til at skæret faldt på træstammerne.

Mine øjne vænnede sig hurtigt til skiftet i belysning, og det blev nemmere for mig at se, hvor jeg trådte. Træerne tegnede sig som mørke søjler mod den lysere, stjerneplettede hvælving, der udgjorde Jordens atmosfæriske lag. Så langt, så godt. Det lod til, at mine kidnappere var temmelig ligeglade med, om jeg var i deres besiddelse eller ej, for jeg hørte intet postyr eller råb om, at jeg var undsluppet bag mig. Faktisk var stilheden så fuldkommen, at selv mine forsigtige trin i de faldne grannåle syntes støjende.

Dog troede jeg ikke, at de ville være i stand til at høre mig over bålets knagen, så jeg tog mod til mig og begyndte at løbe. Det kunne godt være, at min største bekymring lige nu var den flok mennesker, som jeg flygtede fra, men jo før jeg kunne finde andre mennesker, desto bedre. Jeg var ikke helt sikker på, om der stadig levede ulve i Californien, men til gengæld var jeg hundrede procent sikker på, at der var bjørne i disse skove, for ved Lake Tahoe dagen før havde der været en masse skilte, som advarede turister mod at smide madrester, hvis de ikke ville have pelset besøg.

Min vejrtrækning blev hurtigt anstrengt, i kraft af at jeg var i enormt dårlig form og ikke vant til terrænløb. Pulsen dunkede i mine ører, og mine indåndinger blev til hurtige gisp. Derfor hørte jeg først en udefrakommende bevægelse, da min krop kolliderede med en andens, og vi begge to væltede omkuld i skovbunden.

Det her kunne bare ikke ske. Jeg slog og sparkede omtumlet, selv da jeg lå helt stille med visne nåle i munden og hår faldende ind i øjnene. Nogen holdt mig stramt mod jorden og greb så fast om mine hænder, at jeg ikke kunne bruge dem.

”Slip mig!” hylede jeg arrigt. ”Lad mig gå.”

”Ti stille,” hørte jeg en mandestemme hviske, efterfulgt af en smertefuld prikken i min nakke.

Jeg ville fortsætte med at forsøge at vriste mig fri, men gradvist glemte jeg hvorfor, og jeg blev mere og mere søvnig … 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...