De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

25Likes
29Kommentarer
15534Visninger
AA

14. Kapitel 13 - "Du kan ikke tabe til en tøs!"

Emma

Siden Penelope og Aaron ikke havde haft noget imod, at jeg tog til Lake Tahoe med mine jævnaldrende, så havde jeg sagt ja og trukket Sasha med ud i det. Før havde jeg ikke været super begejstret for at skulle forlade Skye en hel weekend og pludselig være meget langt væk fra familien Lawrence, hvis de skulle bruge en babysitter til Isaac, men nu hvor situationen var lidt anderledes, så jeg frem til at komme væk og klare mine tanker.

Mens jeg pakkede fredag aften, sad Skye og opdaterede min telefon for at øge batteristyrken og optimere dens funktioner. Hvor han havde lært det, vidste jeg ikke, men jeg var glad for tilbuddet, og så havde jeg mindre dårlig samvittighed på at bruge vores alenetid på at proppe tøj ned i min rygsæk.

”Ikke for noget,” kommenterede han fra sin placering i den ene grimme fletstol i hjørnet, da jeg foldede en grøn sommerkjole sammen, ”men Tahoe ligger oppe i bjergene, hvor det nemt kan blive frostgrader om natten.”

Jeg sukkede. ”Hvorfor sagde du ikke det, da jeg spurgte dig, hvad du syntes, at jeg skulle pakke?”

”Jeg gik ud fra, at du havde taget et kig på vejrudsigten,” drillede han.

I løbet af de sidste to dage havde alt, hvad han sagde, irriteret mig en lille smule, og jeg vidste godt, at det havde mere med mig at gøre end ham. Min hjerne bød mig at tro, at han opførte sig anderledes, nu hvor jeg kendte til hans fortid, men i virkeligheden var det nok bare mig, der ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere det. Splittelsen mellem at stole på min hjerne og mit hjerte gjorde mig gnaven, og det hjalp bestemt ikke på situationen.

”Du sidder med min telefon,” mindede jeg ham om. ”Kan du ikke tjekke, hvordan vejret bliver?”

”Mellem seksten og atten grader om dagen,” læste han op, ”og nattetemperaturer lige under frysepunktet.”

Et modløst støn undslap mig. ”Det er jo umuligt at pakke til den slags vejr,” erklærede jeg.

”Du kunne selvfølgelig lade være med at tage af sted, hvis du ikke kan finde det rette tøj,” foreslog han, kun delvist i spøg, hvilket den alvorlige kant i hans stemme afslørede.

Dette var første gang, at han havde udvist modvilje mod at lade mig tage af sted, og det gjorde mig mistænkelig, for det lignede ham slet ikke. Normalt bakkede han op om hvad end jeg fandt på, så dette skift i holdning gjorde mig vagtsom.

”Synes du ikke, at jeg skal tage med?” spurgte jeg en anelse mere spidst end jeg havde tænkt mig.

Ved den pirrelige tone lagde han min telefon fra sig og rettede sig lidt op i sædet. ”Jeg vil bare ikke have, at der sker dig noget, og Shaquille og MaLou i særdeleshed har talent for at rode sig ud i problemer.”

”Hvad ved du om det?” spurgte jeg, fortrydende at Sasha og jeg havde diskuteret vores lille vennegruppe i Skyes selskab under vores fortæring af pizza.

”Jeg var med til at træne dem, da Aaron rekrutterede dem for et par år siden, og jeg var tilsynsførende på et par af deres første missioner,” fortalte han tålmodigt. ”Så jeg vil vove den påstand, at jeg ved, hvad jeg taler om.”

Lidt grundig eftertanke havde nok været på sin plads, inden jeg udfordrede hans udtalelser, for jeg vidste udmærket godt, at både Tom, MaLou og Shaquille arbejdede for Aaron, så det var ikke svært at regne ud, hvad de lavede. Dertil skulle jeg bare lægge deres alder plus det faktum, at Skye havde været med til at træne de nytilkomne, og så kunne jeg selv have regnet ud, at jeg ikke burde betvivle ham eller hans mening.

Sandt at sige var jeg bare irriteret over, at jeg var så udenforstående i forhold til alle andre omkring mig, når det kom til FBI-foretagendet. Skye havde forsøgt at overbevise mig om, at det ikke var noget, som jeg havde lyst til at være en del af, og Aaron havde ikke forsøgt at lokke mig til. Faktisk havde han slet ikke nævnt det på noget tidspunkt. Jeg vidste ikke, hvem folk omkring mig virkelig var og hvad de foretog sig, og jeg havde ikke en jordisk chance for at finde ud af det uden potentielt at skabe problemer for alle parter.

Den eneste i min omgangskreds, som ikke på en eller anden måde var indblandet, var Sasha. Da jeg havde spurgt, hvor mange det omfattede, havde Skye svaret, at Diana aldrig blev talentfuld og opmærksom nok til rent faktisk at slutte sig til truppen, men at han aldrig nogensinde havde hørt om Sasha, så medmindre hun var optaget inden for det sidste års tid, så troede han ikke, at hun havde en rolle at spille – særligt ikke fordi hun ikke lod til at ane, hvem han var. Underligt nok gjorde det mig vanvittigt lykkelig, for Sasha var den af pigerne, som jeg kom allerbedst ud af det med, så at hun ikke løj for mig var en kæmpe lettelse.

”Naturligvis gør du det,” knurrede jeg misfornøjet. ”Men hvis du ikke synes, at jeg er i sikkerhed i selskab med mindst tre veltrænede FBI-snigmordere, så ved jeg ikke, hvornår jeg sidst var uden for fare.”

En hvislende lyd fortalte mig, at han havde taget en dyb indånding og nu lukkede luften langsomt ud af sine lunger, i takt med at han kom på benene. ”Se, det her var præcis grunden til, at jeg helst ville holde alting hemmeligt for dig,” sagde han og fattede sin stok for at humpe forbi mig på vej mod køkkenet.

Ytringen gjorde mig vred, for den mindede mig om, at han ikke havde den mindste smule skyldfølelse over at have løjet for mig i så lang tid. ”Hvad?” hvæsede jeg efter ham.

”Jeg har fuld forståelse for, at du er forvirret og ikke ved, hvad du skal synes om mig.” Hans stemme var hård, alvorlig og kontrolleret. ”Men jeg fortalte dig om mine skabsskelletter – mod min vilje – for at hjælpe dig med at forstå det hele bedre. Siden da har du snerret af mig, hver eneste gang jeg åbner munden, og jeg kan ikke holde det ud mere. Hvis du ikke kan lide de svar, som jeg giver dig, så lad være med at stille spørgsmål.”

Jeg var målløs af frustration og en lille snert af frygt, for erindringen om hans vredesudbrud den anden dag stod stadig skarpt i min hukommelse. Hvad kunne han egentlig finde på at gøre, hvis jeg gjorde ham rigtig gal? Kunne han mon få sig selv til at slå mig eller sætte ild til mine ting eller noget lignende?

Nej, hviskede en stemme bagerst i min bevidsthed, nej, selvfølgelig kunne han ikke det. Af alle mennesker troede jeg ikke seriøst på, at Skye nogensinde ville gøre mig ondt. Måske fik han nok af min opførsel af og til, og jeg kunne desværre ikke sige, at det ikke var velbegrundet, men han ville aldrig lægge hånd på mig, medmindre det var i med omsorgsfulde intentioner. Så meget var jeg da sikker på.

Inden jeg kunne nå at sige noget, var han forsvundet ud af stuen, og jeg kunne høre døren til hans soveværelse lukkes med et brag.

Overladt til mig selv i stuen lod jeg tårerne, som trængte sig på i mine øjenkroge, trille ned over kinderne. Dette var første gang nogensinde, at jeg havde grædt over en fyr, og selv om jeg syntes, at han var en idiot for at have efterladt mig lige nu, så forstod jeg godt, at han ikke kunne holde til mere. Jeg havde opført mig barnligt og uretfærdigt, og Skye havde nok at tænke på i forvejen, uden at han behøvede at finde sig i noget lort fra min side.

Jo mere jeg tænkte over det, des mere tudede jeg. Selv om jeg havde været muggen siden jeg kom hjem, så havde han smilet og spurgt, hvordan min dag var gået, og han havde fikset min telefon, som nu lå på sædet i den stol, hvor han havde siddet. Og det her var takken han fik.

Jeg ville gerne gøre alting godt, men jeg vidste ikke hvordan, og noget sagde mig, at han godt kunne bruge lidt tid for sig selv. Så hvad end jeg fandt ud af måtte vente, til jeg kom tilbage fra Lake Tahoe, for Tom havde lovet at hente mig tidligt den følgende morgen, så vi kunne få lidt ud af dagen efter den lange køretur mod nordøst.

Måske burde jeg være blevet hjemme, men det turde jeg næsten ikke at byde de andre, og Sasha ville hade mig for evigt, hvis jeg trak mig ud af aftalen nu. Forhåbentlig ville Skye tilgive mig, når vi sås igen om et par dage.

Snøftende satte jeg mig ned på gulvet og aede Blinkie, som åbenbart ikke var fulgt med sin ejer.

***

Skye

De seneste dage var ikke gået helt, som jeg havde håbet på. Nærmere havde de bekræftet min pessimistiske formodning om, at viden om min fortid ville ændre alting i Emmas perspektiv. Som sådan havde jeg ikke forventet andet, men jeg havde tilladt mig selv at være optimistisk, og det var nok der, det var gået galt.

Lørdag morgen var hun taget tidligt af sted, og jeg var stået op for at spise morgenmad med hende i den larmende stilhed. Derefter havde hun hentet sine ting, og jeg havde kysset hende på kinden og formanet hende om, at hvis der skete noget, så kunne hun altid ringe. Det havde hun lovet at gøre, men hun troede naturligvis ikke, at noget kunne gå galt.

Og så var hun ude ad døren. Gennem køkkenvinduet kunne jeg se hende stige ind i en lysegrå Mercedes og køre væk.

Jeg havde en dårlig fornemmelse af det her. Mit hjerte var krøbet helt ned i maven og sendte smertefulde impulser rundt i hele min krop, og jeg havde ikke sovet hele natten, fordi jeg havde brugt den på at forsøge at overbevise mig selv om, at Aaron aldrig ville have tilladt hende at tage af sted, hvis han ikke havde fuld tillid til sine lærlinge. Hvis jeg ikke kunne stole på Aarons dømmekraft, hvis kunne jeg så stole på ud over min egen?

Alligevel havde jeg taget mine forholdsregler, og hvis Emma nogensinde fandt ud af det, så ville hun slå mig ihjel. Derfor var noget af det første, som jeg gjorde, da hun var forsvundet ud af syne, at tjekke funktionen af den sporingsenhed, som jeg havde installeret i hendes mobiltelefon. Så vidste jeg i det mindste, hvor hun var, så længe hun havde strøm på batteriet. At den rent faktisk virkede gav mig en smule ro – lige akkurat nok til at jeg kunne klare mig igennem en arbejdsdag med Matt på Fishermans Wharf.

På et eller andet plan måtte Emma alligevel forstå min bekymring, for i løbet af dagen havde hun sendt mig en besked, hvori der stod, at nu var de nået frem til hytten – og så vedlagde hun adressen til den. Siden der var gået noget tid efter beskeden, tjekkede jeg, om hun stadig var der. Da det viste sig, at jeg ikke umiddelbart havde noget at være betænkelig ved, tog jeg Blinkie med ind i stuen og tændte for fjernsynet, som jeg ellers aldrig brugte.

Hvad skulle jeg ellers lave? Jeg var blevet så vant til, at Emma var hjemme, når jeg kom hjem efter dagsvagter, at jeg helt havde glemt, hvordan jeg plejede at fordrive tiden uden hende. Så slog en tanke mig. Noget jeg blev nødt til at tjekke, mens hun ikke var tilstede.

Det var ikke et telefonopkald, som jeg glædede mig til at foretage, for det udfordrede min opvækst lige fra de tidlige teenageår til nu. Hvis jeg tog fejl, så var der ingen måde, hvorpå jeg kunne bortforklare mine handlinger, men hvis jeg havde ret, hvad betød det så? Havde det overhovedet nogen betydning?

Blinkie spandt veltilpas, mens jeg stirrede på displayet på min telefon og det nummer, som jeg havde tilegnet mig uden tilladelse. Jeg burde ikke gøre det. Jeg burde lade det være op til Emma at træffe den beslutning på et eller andet tidspunkt, og så havde jeg i det mindste ikke den ekstra hemmelighed at afsløre for hende. Men jeg var nødt til at have klarhed.

Min hånd rystede, da jeg tog initiativ til at starte telefonopkaldet. Klokken var lidt i otte om morgenen i Danmark, og hvis mine bange anelser var sande, så var vedkommende for længst oppe og i tøjet.

I mit indre slog alle tarmene knuder på sig selv, og min mave rumlede, selv om det ikke var alt for længe siden, at jeg havde spist den omgang thaimad, som jeg havde købt på vejen hjem fra arbejde. Min mund føltes som sandpapir, og hjertet slog mod mine ribben som en hammer mod en stribe af søm.

Du taler med Simon.” Jeg kendte den stemme. Og accenten. Og navnet.

Luften blev presset ud af mine lunger, og jeg måtte fjerne telefonen fra øret for at undgå, at vedkommende i den anden ende hørte den mærkelige, halvkvalte lyd, der slap ud mellem mine læber.

Hallo? Emma …” Resten af sætningen forstod jeg ikke, så jeg antog, at den var på dansk.

Jeg tog mig sammen. ”Det er Skye,” tilkendegav jeg en anelse mere dystert, end jeg havde tænkt mig.

Der lød en dyb udånding i den anden ende, inden han svarede: ”Jeg havde på fornemmelsen, at jeg ville høre fra dig før eller senere.

Nå, så det havde han? ”Så kan du vel også forestille dig, at jeg har en masse spørgsmål.”

Sikkert flere end jeg kan svare på, ja,” medgav han.

Fristelsen til at indlede et længerevarende krydsforhør trak i mig, men jeg havde vigtigere ting at tænke på end min egen hungren efter viden. Jeg havde levet elleve år uden svar; jeg kunne sikkert godt leve et stykke tid endnu, uden at det gjorde nogen forskel. Desuden var jeg så rasende og følte mig så forrådt, at jeg ikke var sikker på, at jeg ville være i stand til at tale om lige præcis det.

”For nu har jeg kun et, og det er ikke rigtig et spørgsmål, for det ville indebære, at du har et valg,” sagde jeg med en ro og kulde, der forbløffede selv mig. Efter at Emma var kommet til, var det meget sjældent, at jeg sagde noget uden et smil på læben.

Jaså? Sig frem.” Han lød ikke bekymret – men så igen, jeg kunne ikke mindes en eneste episode, hvor han ikke havde håndteret kaos med ophøjet ro.

”Har du stadig et gyldigt visum til Staterne?” Metodikken i det, jeg var i færd med, gjorde, at jeg lige akkurat undgik at drukne i chokbølgerne, som slog igennem mig, hver gang der var forbindelse igennem fra den anden side af Atlanterhavet.

Selvfølgelig. Er det tid til, at jeg skal bruge det?”

Jeg strøg fingrene på min frie hånd hen over Blinkies bløde ryg og hale. ”Det første fly til SFO ville være en kæmpe hjælp. Emma er taget på udflugt med et par af de Navnløse.”

Det tænkte jeg nok, at du ikke ville finde verdens smarteste påfund,” fortalte han mig, og jeg kunne høre rumsteren rundt i baggrunden.

”Hvordan det?” udbrød jeg, inden jeg kunne nå at tøjle min overraskelse.

Jeg forsøger at holde mig opdateret, så jeg ved, hvad du foretager dig.

Det mindede mig om noget. ”Emma … Ved hun det?” Inderst inde bad jeg til, at hun havde et forspring med hensyn til dette, for så slap jeg dels for at forklare hende, hvad der foregik, og jeg kunne have lidt bedre samvittighed over at have løjet for hende.

Tror du ikke, at hun ville have fortalt dig det, hvis hun gjorde?”

Jeg nikkede, mest til mig selv. Emma var ikke ligesom mig. Hun var ærlig, selv hvis det betød, at hun blev nødt til direkte at fortælle mig, at hun ikke havde lyst til at tale om et eller andet. ”Jo.”

Tror du, at der stikker et eller andet under, siden du beder mig om at komme derover?” ville min samtalepartner vide.

Hvad skulle jeg sige? At jeg var paranoid og bare gerne ville sikre mig, at hun havde noget godt at vende tilbage til, hvis nu uheldet var ude? Eller at jeg ikke var sikker på, om hun ville blive glad for at se mig, men at et velkendt ansigt formentlig kunne gøre alting lidt bedre?

”Det ved jeg ikke. Jeg bryder mig bare ikke om, at hun er så langt væk fra byen, uden at enten Aaron eller jeg er med, når folk muligvis har set os sammen til daglig,” indrømmede jeg.

Der var stille lidt i den anden ende, og jeg kunne høre den velkendte kliklyd af fingre, der trykkede på et tastatur. ”Det næste direkte fly fra København går klokken to i eftermiddag. Det skulle jeg gerne kunne nå, og så er jeg i San Francisco klokken halv fem.

”Hvis du sender mig det præcise landingstidspunkt, så møder jeg dig i ankomsthallen,” lovede jeg, ikke helt sikker på hvad jeg egentlig foretog mig, eller om jeg havde lyst til at begive mig ud på så dybt vand så hurtigt.

Bruger du stadig skyecandrews@hotmail.com?”

Forbløffet over at han stadig kunne huske det, lænede jeg mig en anelse fremover og hvilede hagen i min frie hånd. ”Ja.”

Jeg sender dig en mail, så snart jeg har gennemført betalingen.”

”Det lyder godt,” var det eneste, som jeg kunne finde på at sige. Hvad skulle jeg ellers have sagt? ”Jeg skal nok være der.”

Jamen så ses vi vel snart.

”Ja, det gør vi.”

Så snart jeg havde lagt på, fik jeg opkastfornemmelser. Hvad var det lige, at jeg foretog mig? Forhåbentlig vendte Emma glad og frisk tilbage søndag aften, og i så fald skulle jeg tilbringe hele weekenden med en person, som jeg ikke havde troet stadig eksisterede. Og som jeg ikke var sikker på, at jeg ikke hadede mere end noget andet.

Det mærkeligste var næsten, at en del af mig også var ovenud lykkelig.

***

Emma

”Kom så, Tom!” råbte Shaquille. ”Du kan ikke tabe til en tøs!”

Jeg var ved at dø af grin, og ligeså var alle andre. Sasha og Tom stod for hver deres ende af det robuste spisebord i den højloftede hytte med hver et par røde plastickopper halvt fyldt med Budweiser foran sig. En hvid bordtennisbold forlod Toms hånd, hoppede en gang mod bordpladen og havde nær ramt Sasha i ansigtet. I sit forsøg på at undvige, lavede hun en meget uelegant viftebevægelse med begge arme, der bare skruede en tand op for lydstyrken på vores kollektive grineflip. Da hun fik lokaliseret den lille, hoppende genstand, tog hun sigte med det ene øje lukket og tungen stukket ud af munden, lod den flyve i en elegant bue hen over bordet og hvinede begejstret, da den faldt direkte ned i en af Toms tilbageværende krus.

Tom måbede, men fiskede så bolden op og tog imod sin straf: at drikke alt øllet i glasset på én gang.

Hjemme i Danmark havde jeg aldrig været den vilde festabe, måske mest i kraft af, at mine veninder ikke var det, og at jeg ikke gjorde noget uden dem, så jeg havde aldrig spillet beer pong før. I min første runde mod Diana var det dog gået op for mig, at jeg ikke var helt dårlig, men så havde Shaquille taget over, og jeg var blevet temmelig fuld i løbet af mit andet spil.

Nu brusede min hjerne dejligt, hver eneste gang jeg bevægede mig, og jeg var i fantastisk humør. Skye havde skrevet tilbage til mig, at han var glad for at høre, at vi var kommet godt frem, så i det mindste var han ikke stadig sur. Det var ligesom det, der gjorde det okay for mig at slå mig løs og have det mægtig sjovt.

”Du er for vild, Sasha! Tvær ham ud,” heppede MaLou højrøstet, og det udviklede sig til, at både hun, Diana og jeg gentog den sidste del af det, hun havde sagt om og om igen, indtil Tom havde kastet bolden og ramt ved siden af for guderne måtte vide hvilken gang.

Sasha gjorde et forsøg på at gribe den lille, hvide kugle, men det lykkedes ikke rigtig, og hun endte med at kravle halvvejs ind under bordet, inden Tom bøjede sig ned og samlede den op for næsen af hende. Vi hylede af latter, så meget at tårerne løb ned over kinderne på mig i lige så stride strømme som aftenen før, men af en langt mere festlig grund.

”Nu skal jeg give dig en chance,” erklærede Sasha højtideligt og holdt bolden frem mellem tommel- og pegefinger, da hun havde fået fat i den og fundet tilbage til sin egen ende af bordet. Derpå placerede hun sin venstre hånd over sine øjne og sendte bolden af sted.

Til alles store forbløffelse hoppede den to gange mod bordet og endte nede i den allersidste røde kop på Toms halvdel af bordet.

”Det der er jo ikke muligt!” protesterede Tom, som dog accepterede nederlaget og bællede den sidste kops indhold i sig.

”Jeg er den sygeste!” jublede Sasha og slog armene om halsen på mig. ”Det skal fejres, Emma! SHOOOOTS!”

Af den smule erfaring med alkohol, som jeg nu engang havde, vidste jeg, at hvis jeg begyndte på de små, hårdtslående sager nu, så ville det ikke ende godt. Men siden de andre lod til at være med på den, og MaLou allerede var henne ved køleskabet for at finde en flaske tequila frem, så kunne jeg næsten ikke tillade mig at være den, der ødelagde festen ved at sige nej.

Den klare væske skiftede beholder fra flasken med den karakteristiske røde sombrero på toppen til små plasticglas på kogeøen. Derpå blev der hastigt skåret citronskiver, og dåsen med salt gik på omgang. Hver især tog vi for os, og så gik det ellers løs. Selv om jeg havde slået mig løs og festet fra solnedgang til solopgang, da jeg blev student for et par måneder siden, så havde jeg aldrig drukket tequila, fordi jeg altid var blevet advaret imod det. Faktisk var jeg aldrig blevet plakatfuld, for jeg ville helst ikke belemre Silver mere end allerhøjest nødvendigt, når jeg var færdig med at træffe dårlige beslutninger.

Nu var Silver her ikke, og mine venner opfordrede i høj grad til ugerninger. Så vi skålede i den klamme, uappetitlige væske, suttede på citroner og skar grimasser med jævne mellemrum, indtil flasken var halvt fuld og Diana stjal den, fordi hun ikke ville have, at vi drak mere af hendes ”baby” for i aften. MaLou jagtede hende gennem hytten, men endte med at vælte over sofaen og ligge og grine på gulvet i stedet for. Som den alkoholkronede gentleman han var skyndte Shaquille sig til hendes undsætning, og de to gav sig ivrigt til at udforske indersiden af hinandens munde.

Betaget af deres ordløse kærlighedsudveksling satte jeg mig på trappen til førstesalen og stirrede på dem. Sasha greb en lok af mit hår og snoede den om sin finger.

”Savner du Skye?” hikkede hun døsigt.

”Ja,” klagede jeg. ”Jeg vil også have en at kysse med.”

”Han kan køre bil, kan han ikke?” spurgte hun, som om det var relateret til samtaleemnet.

”Jo, selvfølgelig!”

”Jamen så bed ham om at komme herop. Han ville garanteret gøre det for dig,” ivrede min veninde.

”Nej,” svarede jeg ulykkeligt. ”For vi skændtes inden jeg tog af sted i morges, så jeg tror, at han er vred på mig.”

Sasha var urokkelig. ”Så må I jo bare gøre det godt igen,” insisterede hun.

Jeg var så taknemmelig for hendes gode råd, at jeg næsten begyndte at græde. ”Jamen hvordan gør vi det?”

”Når Tom og jeg skændes, så plejer jeg at ringe til ham og sige, at jeg elsker ham, og så er alting som regel i skønneste orden indtil næste gang,” fnisede hun og sendte Tom et kæmpe tandpastasmil tværs gennem rummet.

Var det virkelig så enkelt? Skulle der ikke mere til, end at jeg ringede til Skye og fortalte ham om mine positive følelser? Det var da et forsøg værd, så jeg rejste mig lynhurtigt op, lirkede telefonen op af lommen på mine bukser og fandt frem til hans telefonnummer på den relativt korte liste af kontakter.

Jeg lyttede ængsteligt til ventetonen, der lød med jævne mellemrum. Måske så han hvem der ringede og besluttede sig for at ignorere opkaldet. Måske havde han i virkeligheden slet ikke lyst til at tale med mig. Eller måske var han bare på toilettet og kunne ikke nå den i løbet af to sekunder.

Der lød et rustent støn, efterfulgt af: ”Skye her.”

”Hvem taler du med?” råbte Shaquille til mig i baggrunden.

”Skye!” råbte Sasha stolt tilbage.

”Hvad?!” udbrød Shaquille. ”Hils ham og sig, at han er et forræderisk røvhul, der ikke burde betræde Jordens overflade.”

Eftersom jeg ikke havde sagt noget endnu, fandt jeg det bedst at begynde samtalen: ”Hey,” sagde jeg og følte mig pludselig genert. ”Jeg skulle sige fra Shaquille, at –”

Jeg hørte det godt,” afbrød han mig i den anden ende, og så kunne jeg høre et dæmpet snøft.

”Græder du?” var min første indskydelse.

Hvad?” spurgte han, og jeg havde svært ved at høre ham over den larm, som de andre lavede, så jeg slingrede ud på den mørklagte veranda, der i dagslys havde haft udsigt over søens blå vand. ”Nej, jeg er bare træt. Emma, har du nogen idé om, hvad klokken er?”

Det havde jeg ikke. ”Nej,” svarede jeg derfor ærligt og lænede mig mod det nedkølede træværk, der forhindrede mig i at tumle forlæns ned ad skovbundens skråning. ”Hvorfor?”

I den anden ende lød der en pusten, som om han sukkede af mig. Så lød hans stemme igen, denne gang med et smil i tonen: ”Lige meget. Har I det sjovt?”

Jeg var så henrykt over hans sædvanlige opførsel, at jeg kastede mig ud i en længere forklaring om, hvordan aftenen var forløbet, lige fra vores mislykkede forsøg på at købe alkohol i Walmart, fordi kun drengene var gamle nok og de ville se ID på samtlige af os, til hvor jeg skulle sove. Som forventet lyttede han og brummede af og til for at tilkendegive, at han ikke var faldet i søvn. Halvvejs inde i min beretning om drukspillene efter spisetid indså jeg, at han måske ikke syntes, at det var så sjovt at høre mig ævle, når han ikke havde været så tryg ved, at jeg tog af sted.

”Jeg skal nok tie stille nu,” lovede jeg ham, ”så du kan få sovet lidt mere.”

Nej, nej,” protesterede han og rømmede sig, da hans stemmestyrke faldt en anelse. ”Det er godt at høre, at du er glad. Jeg kunne ligge her og lytte til din stemme hele natten.”

Blødheden i tonen mindede mig om, hvorfor jeg havde ladet mig overtale til at ringe ham op i første omgang. Selvbevidst så jeg mig over skulderen mod døren ind til stuen, hvor MaLou og Shaquille lå og nussede på sofaen og Sasha, Tom og Diana havde fundet et sæt spillekort. Hvordan stemningen var skiftet så hurtigt, anede jeg ikke, men det gjorde mig usikker. Jeg ville ikke have, at de skulle overhøre min samtale med Skye, hvis jeg skulle til at snakke om følelser, og lige nu var der alt for stille.

Derfor krydsede jeg verandaen og fulgte trappetrinnene ned i skovbunden. Der var mørkt og øde omkring mig, ud over lyset der faldt ud af hyttens vinduer. Havde alkoholen ikke summet omkring i min krop, så var jeg sikker på, at jeg ville have frosset og syntes, at det var ubehageligt at være helt alene, men lige nu var det rart. Og jeg havde jo Skye i telefonen.

”Hey, Skye?”

Ja?”

”Jeg vil ikke skændes med dig mere,” klynkede jeg og satte mig ned med den ene arm slået omkring mine bøjede knæ, ”for jeg elsker dig jo. Så lad os nyde den tid, som vi er garanteret sammen, ikke?”

Der var stille lidt, og det gav mig mulighed for at høre ekkoet af de andres stemmer gennem den åbne terrassedør. Så kunne jeg høre Skye bevæge sig. Stoffet omkring ham lavede en skrattende lyd, og han ømmede sig kortvarigt. For mit indre blik kunne jeg ligefrem se, hvordan han med telefonen i den ene hånd fik skubbet sig op at sidde på madrassen i soveværelset og lænede sig tilbage med væggen som rygstøtte. Dog kunne jeg ikke forestille mig, hvad der kunne gøre ondt på ham i lige præcis den situation.

I lige måde. Jeg skulle ikke være flippet sådan ud i går,” tilstod han. ”Jeg mistede fuldstændig besindelsen, og jeg har ikke nogen god undskyldning for det.”

Intentionen med samtalen havde ikke været at lokke en apologi ud af ham, men nu hvor jeg havde hørt ham sige det direkte, så var det, som om en tung sten var lettet fra mit hjerte. Vi kunne starte forfra og lade, som om det ikke var sket. Indeni jublede jeg.

”Godt, for jeg vil alligevel helst høre den barske sandhed,” fortalte jeg ham lykkeligt og lagde mig ned på ryggen. Den kølige natteluft gjorde mig både godt tilpas og søvnig, og lyden af Skyes stemme gav mig en fornemmelse af at være hjemme og i sikkerhed.

Nå, så det vil du?” En hæs latter fulgte det udfordrende spørgsmål. ”Den barske sandhed er, at klokken er halv fire om morgenen, og jeg faldt i søvn på sofaen med dit tæppe over mig og billedet af os fra restauranten på Ocean Beach skinnende lige ned i fjæset på mig for mange timer siden.”

Selv hvis det var en hvid løgn, der skulle gøre mig glad, så tillod jeg mit hjerte at smelte, for bare det, at han kunne tænke så langt, gjorde mig utroligt glad. Latterligt glad. Det var jo bare ord. Men Skye, havde jeg opdaget, fandt altid en måde at udtrykke præcis hvad han gerne ville, uanset hvilket emne der blev diskuteret.

”Du er fuld af lort,” erklærede jeg barskt, men jeg havde svært ved at holde fast i grovheden i min stemme, fordi smilet på mine læber forvrængede den.

Igen lo han sin silkebløde, klavermusikagtige latter, som jeg ikke havde været i stand til at glemme, siden den første gang vi traf hinanden. ”På ingen måde. Her er underligt tomt uden dig.”

Hvordan kunne han bare blive ved og ved, når jeg ikke anede, hvordan jeg skulle få ham til at føle det samme, som jeg følte lige nu? Hvad kunne jeg sige, der kunne hamle op med den eksplosion af varme og begejstring, der netop havde sprængt mit hjerte i småstykker? Hvorfor var han ikke bare taget med, så vi kunne have den her samtale ansigt til ansigt og falde i søvn i hinandens arme frem for at blive nødt til at sige farvel og lægge på før eller senere?

”Du er den bedste,” var det bedste, jeg kunne præstere. ”Er klokken seriøst så mange?”

Jep,” grinede han.

”Pis. Jeg er virkelig, virkelig ked af, at jeg vækkede dig.” Og det var jeg, men ikke helt nok til at fortryde det.

Skidt med det. Så kan det da være, at jeg når ind i min egen seng i andet forsøg.”

Bag mig kunne jeg høre, at en eller anden lukkede døren ind til stuen, og så blev der for alvor stille omkring mig, mens jeg tænkte på, hvad jeg skulle sige. Mine øjenlåg gled langsomt i, og et gab tvang sig vej op gennem min hals.

Nå da,” kommenterede Skye sløvt i den anden ende. ”Jeg er vist ikke den eneste, som kunne bruge lidt mere søvn.”

”Faktisk er det din skyld det hele,” rettede jeg ham. ”Før jeg ringede til dig, var jeg overhovedet ikke træt.”

I baggrunden kunne jeg høre den velkendte lyd af hans stok mod trægulvet i lejligheden, og hans følgende, slæbende skridt. ”Jamen så må du hellere smutte tilbage til festen og blive vækket lidt igen,” drillede han med en snert af anstrengthed i stemmen.

”Måske,” svarede jeg, for jeg havde egentlig mest lyst til bare at ligge her med lukkede øjne og nyde freden omkring mig. Dette var radikalt anderledes end livet i San Francisco, hvor der altid var liv og støj.

Jeg kunne høre en dør blive åbnet i Skyes ende, hvilket måtte betyde, at han enten var gået på badeværelset eller ind i sit soveværelse. ”Emma, jeg lægger lige telefonen fra mig i to sekunder,” advarede han mig.

”Det gør du bare.”

Og så blev det gjort. Derefter fulgte lyden af stokken, som blev lagt på gulvet, og så vidste jeg allerede, hvad der var ved at ske. Efterhånden havde jeg set Skye lægge sig ned tilstrækkeligt mange gange til at kunne huske, hvordan det foregik. Først blev hjælpemidlet lagt væk. Så greb han de to metalbøjler, der var skruet ind i væggene omkring hjørnet, og brugte disse til at sænke sig ned på madrassen uden at bevæge sit dårlige ben alt for meget. De velkendte puslelyde mindede mig om nætterne, hvor vi havde sovet sammen, og selv her alene i skoven kunne jeg forestille mig hans lune krop mod min. Noget rørte på sig i mit underliv …

Så er jeg her igen,” tilkendegav han.

Eftersom han netop var gået i seng, fik jeg en smule dårlig samvittighed over at holde på ham. ”Skye, du kan altså bare gå i seng. Vi kan bare snakkes ved, når jeg kommer hjem i morgen … eller i aften,” rettede jeg mig selv.

Apropos at du kommer hjem i morgen, så er der noget, som jeg bliver nødt til at fortælle dig, inden –

Linjen blev afbrudt, og jeg fjernede telefonen fra mit øre for at se, hvad der kunne være sket. Mine øjne blev mødt af en mørk skærm med et billede af et tomt batteri med et tilsvarende opladerkabel. Så jeg var altså løbet tør for strøm? Det var ærgerligt, men jeg kunne næsten ikke byde Skye at gå ind og lade den op og så ringe tilbage endnu senere. Han måtte ventede på en forklaring, til jeg vendte tilbage til byen om mindre end fireogtyve timer.

I stedet stoppede jeg bare det lille apparat i lommen på mine bukser og stirrede op mellem de mørke trækroner, der tegnede sig mod den en anelse lysere nattehimmel. I de små huller mellem grantræernes højeste punkter kunne jeg se millionvis af stjerner blinke fra steder langt ude i universet, og jeg følte mig pludselig meget lille og ubetydelig, for i princippet havde jeg ingen indflydelse på de ting, der foregik omkring mig; de var kontrolleret af langt større magter.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...